Log ind

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Periode | Renæssancen

Årstal | 1164

Årstid | Forår

Måned | Marts

Latest topics
Top posting users this month
Dust
Home sweet home? (Sean) Voteba13Home sweet home? (Sean) Voteba14Home sweet home? (Sean) Voteba15 
Luce
Home sweet home? (Sean) Voteba13Home sweet home? (Sean) Voteba14Home sweet home? (Sean) Voteba15 
Jake
Home sweet home? (Sean) Voteba13Home sweet home? (Sean) Voteba14Home sweet home? (Sean) Voteba15 
Rafaela
Home sweet home? (Sean) Voteba13Home sweet home? (Sean) Voteba14Home sweet home? (Sean) Voteba15 
Lori
Home sweet home? (Sean) Voteba13Home sweet home? (Sean) Voteba14Home sweet home? (Sean) Voteba15 
Sean
Home sweet home? (Sean) Voteba13Home sweet home? (Sean) Voteba14Home sweet home? (Sean) Voteba15 
Phoenix
Home sweet home? (Sean) Voteba13Home sweet home? (Sean) Voteba14Home sweet home? (Sean) Voteba15 
Camden
Home sweet home? (Sean) Voteba13Home sweet home? (Sean) Voteba14Home sweet home? (Sean) Voteba15 
Sajro
Home sweet home? (Sean) Voteba13Home sweet home? (Sean) Voteba14Home sweet home? (Sean) Voteba15 
Genevira
Home sweet home? (Sean) Voteba13Home sweet home? (Sean) Voteba14Home sweet home? (Sean) Voteba15 

Statistics
Der er i alt 199 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Button

Vores brugere har i alt skrevet 160894 indlæg in 8422 subjects

Home sweet home? (Sean)

Go down

Home sweet home? (Sean) Empty Home sweet home? (Sean)

Indlæg by Genevira on Ons 29 jan - 22:41

Sted: Udkanten af Doomsville
Tid: Midt om natten.
Vejr: Overskyet. Det regner en smule. Nok til at det er et irritations moment, men ikke rigtig nok til at man bliver efterladt gennemblødt.
Omgivelser: Beskrives så vidt muligt i emnet.
Emnepartner: [You must be registered and logged in to see this link.]

Taget i betragtning af det faktum, at Genevira aldrig før havde siddet på en hest, så var den første del af rejsen gået ganske udmærket. Godt nok skulle hun først overbevise sit nye firbenede transportmiddel om, at hun ikke var farlig, bare fordi hun lugtede en lille smule af blod. Eller...i hvert fald ville hun aldrig være farlig specifikt for den. Det var hurtigt gået op for Genevira at hendes nyfundne overtalelesevner også fungerede ganske udmærket på dyr. Måske fordi de ikke havde lige så meget, der foregik i deres hjerner som andre væsner, så det tog ikke så meget at berolige dem. Folk omkring hende, havde godt nok stirret lidt mærkeligt, da hun havde en envejssamtale med en hest, men hvad? Det havde da sørget for, at hun ikke var blevet smidt af eller på anden vis havde gjort sig selv til grin endnu.
Så hun så det som en mindre sejr.
Faktisk havde hun mere eller mindre nydt rejsen nordpå, på trods af, at hun jo godt vidste, hvor de ville ende henne, når det hele engang var overstået og hun havde det stadig ret ambivalent med det. Hun var lykkelig for, at hun nu rent faktisk ville have et hjem, der ikke virkede som om, det kunne falde sammen ned om ørerne på hende og hendes familie hvert øjeblik det skulle være. Men på den anden side, så havde hun mere eller mindre brugt de sidste år på hovedkulds og målløs flugt fra den by, hvor hun var født.
Jo tættere de kom på deres bestemmelsessted, jo mere stille blev hun da også. Men der var også bare noget ved overskyet vejr og regn, der ikke just lagde op til samtale på samme måde som klar himmel og varme vinde gjorde det.
I begyndelsen af deres rejse havde hun egentlig været ganske ivrig efter at tale med sine rejsefæller og lære dem alle sammen at kende. Havde endog sunget for dem et par gange, når hun fornemmede at hendes sang ikke ville være til gene for nogen.
I skarp kontrast til dette, havde hun nu det sidste par timer næsten været tavs som graven. Virkede ukarakteristisk højtidelig. Nok mest fordi hun på et eller andet plan dybt inde i sig selv, var for nervøs til at kunne finde ord til en meningsfuld sætning.
Da de endelig stod uden for Doomsvilles port, kunne hun ikke lade være med at rynke en lille smule på næsen.
"Jamen dog. Det lugter helt af barndom," konstaterede hun tørt. Fjernede en lok fugtigt hår fra sit ansigt og skulle ligsom tage mod til sig for at følge med gennem porten. Hun havde et udtryk i ansigtet, som om hun var bange for at kvarteret ville sluge hende.
Da dette ikke skete, var hendes lettelse tydelig. Hun så sig rundt på disse faldefærdige huse med deres afskallede facader. Snørklede gader, man let kunne blive slået ihjel eller overfaldet i, sikkert uden at særlig mange ville lede efter en.
Gader som hun engang næsten havde kendt som sin egen baglomme virkede nu sært uvirkelige.
"Tænk at dø her," mumlede hun, mest for sig selv. Konceptet virkede nu absurd. Et kvarter fuld af lidelser, der ikke var relevante for andre end beboerne selv.
Men til sin egen overraskelse følte hun sig ikke kun ubehageligt til mode over at være tilbage igen. En del af hende var nærmere håbefuld. Denne gang vidste hun, at hun ikke skulle være lige netop her forevigt.
Hun tørrede regnvand af sit ansigt og skulede af skyerne. "Man skulle tro, at det havde regnet nok på det sidste, til at det her ikke ville være det værd," sukkede hun og længtes efter tøj, der ikke var halvfugtigt.
Hestens hove svupede i mudder, der afslørede, at det da heller ikke var første gang, det havde regnet. "Du falder ikke og brækker foden, nu når vi er så langt," formanede hun strengt sin hest og klappede den let på halsen. Hun var nu alligevel blevet ret glad for den henover denne rejse.
Hun så over på Sean. "Er der noget, jeg skal forberede mig på med det samme, at De har brug for, når vi ankommer?" spurgte hun.
Det føltes helt underligt at tale, når der var så stille og tomt for andre væsner end dem og resten af følget.
Eller....der virkede tomt. Genevira kendte det her område godt nok til at vide, at der næsten altid var nogen i diverse gyder, kroge og skygger. De var bare gode til at gemme sig.
Genevira
Genevira

Antal indlæg : 92
Reputation : 2
Bosted : På borgen i Doomsville
Evner/magibøger : Charm Speak*

Tilbage til toppen Go down

Home sweet home? (Sean) Empty Re: Home sweet home? (Sean)

Indlæg by Sean on Fre 7 feb - 10:24

At rejse, og at rejse langt, var ikke noget der stod som den største oplevelse i Seans bog. Der var en nødvendighed, men sjældent mere end det. Han kunne godt snakke lidt med sine vagter, men han var også opmærksom på at holde skellet mellem Hersker og vagter på et passende niveau - desuden var de ikke hans foretrukkende samtalepartnere. Kunne sjældent snakke med om politik eller filosofiske emner, som Sean yndede at tage sig til, når han havde tiden. I stedet sad han meget for sig selv og tænkte, skrev eller gav sig til en samtale med Gene - og til tiderne med vagterne også, som Gene virkede fast besluttet på at gøre sig venner med alle.
Han havde vænnet sig til hendes tilfældige kommentarer, uden at han behøvede at svare på dem. De gav liv til omgivelserne på en anden måde, især når de nu rejste om natten. En ellers mørk og stille tid, i forhold til dagen. Sean sov kun få timer selv, så det var nu ikke fordi han gik glip af alt sollyset.
Som de var nået længere og længere nord på, var vejret blevet gradvis mere køligt, vådt og klamt. Men de storme og konstante regnvejr der havde været før var væk eller aftagende...Velvidende vejret endelig var ved at vende, kunne Sean godt overleve den lette regn. Hans tykke kappe, han havde skiftet til undervejs, holdt ham også varm og forholdsvis tør. En hætte var slået op og holdt regnen fra at løbe i øjnene eller ned i nakken. Hestene gik med sænkede hoveder, sikkert glade for at rejsen snart var slut og de kunne få en varm stald at slappe af i.

Sean så over mod Gene, som de red igennem porten og ind i selve byen. Hans by. Hans by, selv hvis han ikke var hersker. Han kendte byen ud og ind, han kendte næsten alle vejene. Det var svært ikke at føle sig bare lidt hjemme, som han red igennem porten. Og derfor var det svært ikke at smile en anelse for sig selv - vel gemt under hætten, naturligvis.
"Så byen er dit barndomshjem?" bemærkede han roligt, i håb om at simpelthen spørgsmål ville fortælle ham mere.
De ville skam ikke dø her. Godt nok havde Sean fjender, men han var endnu ikke blevet åbent angrebet. Det var altid skjult og ingen kunne vide præcis hvornår han ville vende hjem alligevel. Han havde sendt en fugl i går, blot for at forberede borgen...Men ellers. Ærlig talt måtte fjenderne bare komme an. De færreste kunne overvinde ham alligevel.
"Jeg er bange for Doomsville snart er mere en sump end en by" bemærkede han roligt, velvidende han skulle finde penge til at dræne markerne omkring byen igen. Jo før de fik startet nye afgrøder op, jo bedre. Halvdelen af byen, hvis ikke hele byen, sultede allerede. Og som om byen forstod hans tanker, så han en bunke dækket under et vådt og mørkt stykke stof - uden tvivl en af de nyeste bunker af lig fra netop sult og sygdom. Der var stadig lang vej til at komme sig over uvejr det sidste lille års tid.
Han trak vejret dybt.
"Til at starte med skal vi blot ind i tørvejret. Du skal have et værelse. Jeg ved nogle fine folk forventer hjælp til alt, men jeg er udmærket i stand til at skifte mit våde tøj selv...Medmindre det er min krop du tørster efter at se?"
Måske var det hans påfaldende gode humør, der fik ham til at drille hende. Han så over på hende igen ved kommentaren. Før eller siden ville det også være noget hun skulle vænne sig til. Han var incubus og det var den måde han spiste på - og der ville uden tvivl hurtigt dukke rygter op, om alle hans...Erobringer...Så at sige.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Can someone tell me what I'm thinking? I am starting to dig the crazy~
Sean
Sean
Admin

Antal indlæg : 9715
Reputation : 106
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Tilbage til toppen Go down

Home sweet home? (Sean) Empty Re: Home sweet home? (Sean)

Indlæg by Genevira on Fre 7 feb - 22:37

At rejse så længe med Sean havde ikke som sådan endnu afsløret nogle nye eller uventede sider af ham for Genevira. Ikke endnu i hvert fald. Hun havde stadig indtryk af, at han var en, der holdt sine kort enormt tæt til kroppen. Hvilket vel også kun var forståeligt for en magthaver. Man ville ikke være magtfuld særlig længe, hvis man var virkelig let at læse. Han slog hende dog stadig som skjult melankolsk. Eller måske bare ensom. Så hun havde lidt gjort det til sin mission diskret at muntre ham op og holde ham med selskab, samtidig med, at hun bedst muligt forsøgte ikke at være irriterende. Hun lærte efterhånden som de rejste, hvornår hun skulle lade ham være og hvornår der reelt blev lagt op til samtale fra hans side. Og så forsøgte hun ellers efter bedste evne at følge med. Selvom det var tydeligt, at han vidste meget mere om verden end hende. Så til tider endte hun bare med at lytte, suge viden til sig og fra tid til anden bryde ind i begejstring, når hun endelig forstod noget eller mente at have noget at sige om det.
Hun holdt generelt allerede meget af hans selskab og selvom hun godt vidste, at der var et skæl mellem dem i kraft af deres markant forskellige sociale status, var det ikke noget, der generede hende. Også selvom Seans vagter stirrede noget, da hun en dag, muntert drillende, tilbød Doomsvilles hersker en flettet kræns af blomster, som det var lykkedes hende at finde blandt alt det ellers udtørrede planteliv, som følget passerede på dets vej væk fra sydens hede.

Selvom hun havde fundet ud af, at hun godt kunne lide at rejse, især med ordentligt selskab, så nåede hun også til sidst til et punkt, hvor hun gerne ville ned fra sin hest og blive nede af den i lang tid. Et synspunkt hendes hest lod til at dele.
Hun vendte blikket mod Sean ved hans spørgsmål. Nikkede. Overvejede et øjeblik, hvor meget hun ville fortælle ham, men han ville vel finde ud af tingene på et eller andet tidspunkt. Muligvis. Han havde sikkert sine måder og af den grund ville hun foretrække, at hun selv havde fortalt ham ting. Hemmeligheder, der kom frem i lyset uden personen der holdt det hemmeligts samtykke kunne bruges mod vedkommende. Det var lettere bare at sige 'meh og hvad så', når det fra starten var fremme i lyset og hun selv havde sagt det. Desuden havde han jo i forvejen gennemskuet, at hun ikke ligefrem var fra de højere samfundslag.
"Min far er skomager," sagde hun og så et øjeblik næsten helt trodsig ud, som om hun bare ventede på, at han ville sige et eller andet nedladende lige om lidt.
Dog faldt hun ret hurtigt hen i sine egne tanker et øjeblik. "Jeg håber, de har fået ordnet hullet i taget," konstaterede hun.
"Ja det er jo ikke fordi, at der ikke var mudret i Rotten Root i forvejen, men det her er slemt," sagde hun. "Måske går den bare fra metaforisk mudret til virkelig mudret?" foreslog hun i en munter tone.
Dermed ikke sagt, at hun ikke syntes, at Doomsville havde sine gode sider. Der var også gode mennesker her. Og når man kravlede op på byens tage, kunne man næsten bilde sig selv ind, at den var smuk, men hun havde bare set mere af byens rådne side, end man kunne ønske sig.
Hun fulgte Seans blik over på den tildækkede bunke og hun blev meget hurtigt meget stille. Alvorlig. Håbede ikke, at det var nogen hun kendte.
Hun vendte blikket ret fremad, ind til de var videre væk fra det og hun blev en smule mere komfortabel.

Okay mere afklaring om, hvad Sean egentlig skulle bruge hendes hjælp til. Dog fik hans sidste kommentar hende til at glippe med øjnene.
Genevira ville ikke kalde sig selv snerpe, men hun ville lyve for sig selv, hvis hun påstod, at hun ikke var tydeligt uerfaren.
Hun skjulte, eller, nok mere korrekt, forsøgte at skjule, sin forvirring ved at le sin klirrende sølvlatter.
"Det kunne De lide, huh?" spurgte hun og hendes læber kurvede i et drillende smil. Et glimt af perlehvide tænder. "Normalt ville jeg have foreslået Dem at tilbyde mig en middag først, men siden ingen af os spiser, ville det bare blive underligt." Hun lagde hovedet på skrå og betragtede ham med et drillende kritisk udtryk i øjnene. Så rettede hun sig op, sendte ham et skælmsk smil og konstaterede:"Men De er nu engang ganske køn, det må man give Dem." Det var en underdrivelse med vilje. Sean Mcgivens var mere end bare almindeligt attraktiv, det lå ligsom til hans race og Genevira ville lyve, hvis hun påstod, at hun ikke havde bemærket det og blev påvirket på....en eller anden måde som hun ikke helt forstod. Men det betød ikke, at hun ikke havde tænkt sig at drille ham. Det betød egentlig nok nærmere, at der bare var yderligere grund til det. Hun satte hælene i siden på sin hest og endte med at ride et stykke foran de andre, så tilbage på Sean over skulderen. "Men mit tidligere tilbud står stadig ved magt, hvis De gerne vil have mig til trods for min mangel på sjæl." påpegede hun. Hun ville ikke rigtig have noget imod det, hvis hun skulle være helt ærlig overfor sig selv.
Genevira
Genevira

Antal indlæg : 92
Reputation : 2
Bosted : På borgen i Doomsville
Evner/magibøger : Charm Speak*

Tilbage til toppen Go down

Home sweet home? (Sean) Empty Re: Home sweet home? (Sean)

Indlæg by Sean on Ons 12 feb - 9:43

Han reagerede ikke på kommentarerne om hendes gamle liv. I hvert fald ikke på den måde hun måske - måske ikke - forventede. I stedet bed han mere mærke i kommentaren om Doomsville og mudder...Var det slet skjult...Foragt? For byen, som han bemærkede? Det virkede i hvert fald ikke som om hun ligefrem havde hænderne over hovedet for at vende tilbage igen. Men hvis det eneste hun havde at sige om byen var slet skjult foragt for den, ville hun snart lære at vare sin mund. Doomsville var Seans hjem, og trods dens blandede liv og mangler, ville han aldrig ønske sig at bo noget andet sted. Måske for en stund, men han vendte altid tilbage hertil. Det var her han havde haft venner, kærester og familie engang. Her han havde sit hjem og sit job, her han havde smagt succes første gang. Doomsville var scenen for hans liv, siden han havde forladt sin gamle verden. Trådt igennem portalen for så mange år siden for at leve i Underworld.
"Din fortid vil være noget folk kan bruge imod dig. Du kommer fra en lav familie, så hvis folk ved det, vil du automatisk skulle kæmpe dobbelt så hårdt for at nå nogle vegne. Fordomme og foragt vil møde dig. Hvis jeg var dig, ville jeg opdigte en ny historie" foreslog han roligt, mens han red videre, blikket rettet foran sig. Han rettede sig lidt på hesten og trak vejret dybt - med alle lugtene inkluderet. Lugten af Doomsville, der ville blive en anelse bedre jo længere de kom op af bjerget.
"Du vil også hurtigt lære ikke åbenlyst at nævne din manglende glæde for Doomsville...I selskabet med byens hersker" tilføjede han, selv om det ikke helt kunne tolkes om ordene var sagt halvt i spøg eller med en pludselig kulde i sig.
"En ting er at jeg selv er glad for byen, en anden ting er jeg ikke kan have folk arbejdende for mig, der automatisk nærer foragt for alt det jeg laver" tilføjede han sigende. Folk ville snakke og undre sig, hvis det blev kendt. Og selv om han kunne undskylde det med, at det var rart med et nyt perspektiv en gang i mellem, ville det også være løgn. Sean var ikke van til at blive kritiseret. Ingen kritiserede ham. En hersker gjorde som han ville og åbne kritikere forsvandt ofte. Det var bare sådan tingene var.

De red videre. Sean havde intet problem med at skifte emne, som han så hen på hende med et svagt smil. En middag? Han havde ikke inviteret nogen ud længe. Hverken åbent eller skjult. Eller...Der nærmeste var vel ballet, hvor han havde danset med Dannika. Men han var blevet angrebet midt i det hele, hvor hans fjender var gået efter netop Dannika. Spørgsmålet var om det var klogt at fortsætte i den retning, velvidende han satte hende i fare på den måde. Det var nok sagens kerne. Sean levede et farligt liv, fanget i det politiske og kriminelle som han var. Ville han nogensinde finde en partner, han både kunne holde af og som ville kunne møde disse farer med ham? Før eller siden ville han holde for meget af folk og lade dem gå, så de ikke var i fare længere...Som Lori. Det havde været bedst sådan.
Han grinte let af hendes ord. Ordene virkede ikke til at være helt nok - men deri lå måske også joken.
"Jeg kan få hvem end jeg ønsker til at varme min seng...Eller køle den, for den sags skyld. Jeg ville ikke tage en, hvor det føles mere som udnyttelse, blot fordi du måske føler du skylder mig det" bemærkede han roligt og forsikrende. Måske en dag...Og måske ikke. Men lige nu ville det føles korrekt. Desuden var hun...Anderledes...End de fleste han tilbragte tid med. Mere...Glad? Ja, det var vel det. Hvis han lagde hånd på det, ville det være som at plukke en blomst og lade den visne i sit eget vand. Ville hun være den samme bagefter, berørt af hans mørke? Næppe. Og på en måde foretrak han det sådan, i det mindste for nu.
"Nej...Vi bør måske fokusere på andre ting. Jeg vil få butleren på borgen til at hjælpe med at skaffe dig noget passende tøj. Siden du er min personlige tjenerinde, og du derfor vil følge mig i finere selskab end de fleste, kræver det du kan klædes derefter" bemærkede han så.
"Der ud over kan dit job blive at lave en kop the til mig. Jeg elsker en god kop the og jeg drikker det flere gange om dagen mens jeg arbejder" han kom ikke med flere bemærkninger om theen. Ikke hvilken slags - eftersom køkkenet gemte på et skab fuld af forskellige slags - eller om tilbehør af nogen slags. Mest af alt fordi han fandt en hvis tilfredsstillelse i at udfordre hende når han kunne. Det var en øvelse for hende. Øvelse i at tænke sig uden om problemer, en øvelse i at observere sig til svarene, eller en øvelse i at opsøge den slags informationer andre steder. Var det underligt? Måske. Nu var det også kun en kop the der var snakke om. At have sendt hende i byen for at købe et telt til sig selv havde måske været en større opgave.
Men det var måske alligevel et godt sted at starte.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Can someone tell me what I'm thinking? I am starting to dig the crazy~
Sean
Sean
Admin

Antal indlæg : 9715
Reputation : 106
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Tilbage til toppen Go down

Home sweet home? (Sean) Empty Re: Home sweet home? (Sean)

Indlæg by Genevira on Fre 14 feb - 22:43

At komme op med en ny fortid til sig selv, virkede ikke uoverkommeligt. Faktisk virkede det nærmere ekstremt tiltalende at kunne lave sig selv fuldstændig om og aldrig skulle høre om sit gamle selv igen. At skulle skrive sin familie og venner ud af sit liv ville være hårdt, ja, men hun var jo et eller andet sted allerede begyndt. Hun havde givet sig selv et nyt navn og var mere eller mindre løbet sin vej. At komme op med en ny fortid til sig selv, var vel bare næste skridt på en vej, hun var trådt ud på i forvejen. At Alanis og hendes familie ikke havde nogen plads i den fortid var bare en konsekvens af, at blive mere, end hvad hun havde været.
Hun opfangede ret hurtigt, at hun havde trådt over en usynlig grænse med sin kommentar om Doomsville. Det skrev hun sig bag øret. Studerede indgående sin arbejdsgiver. Kunne ikke lade være med at smile. For det var vidst ikke kun fordi, at han var byens hersker, at det bekymrede ham. Kærede han sig rent faktisk om byen på et højere plan end det? Det virkede sådan. Så selvom han muligvis, hun var ikke helt sikker på, hvordan hun skulle tolke det, havde advaret hende om, at hvis hun blev ved sådan, ville hun pænt blive fjernet fra verdens overflade, kunne hun ikke lade være med føle, at hun havde fundet et en smule mere...menneskeligt lag af ham? Ikke at hun vidste præcis, hvorfor han var så bundet til netop denne by, men der var afgjort noget. Og det noget involverede næppe at være nødt til at vride nakken om på katte og tage dem med hjem i håbet om at hans mor muligvis ville kunne koge suppe på dem. Genevira ville i hvert fald vove at påstå, at en opvækst i Rotten Root District, ville have givet ham et markant anderledes syn på tingene, ligsom en anden opvækst ville have gjort ved hendes.
"Jeg lærer vel hurtigt at se byen i et andet lys, milord," svarede hun i en luftigt mild tone. Underforstået her, at han ikke ville komme til at høre mere kritik, åbenlys eller implicit, fra hendes side. Hun havde faktisk ikke specielt meget lyst til at ophøre med at eksistere. Og desuden kunne hun godt lide Sean, så hun havde bare grundlæggende ikke lyst til at fornærme ham, så hun lod ganske let og ubesværet tingene glide over i et emneskift.
"Åh det tvivler jeg ikke på, milord, sagde hun og så tilbage på med et skævt hugtandssmil. Sean virkede ikke just som typen, der var vant til afvisninger i hvert fald.
Til gengæld var Genevira selv helt lettet over, hvad hun tolkede som en afvisning. Ikke fordi tanken om at dele seng med forekom hende ubærlig eller noget, men bare fordi det at dele seng med nogen i det hele taget forekom hende....unødvendigt. Hun respekterede andre folks behov for det, men hun kunne ikke rigtig sætte sig ind i det, for hun havde aldrig følt det selv. Ikke rigtig. I hvert fald ikke endnu.
Hun fik næsten lys i øjnene bare ved tanken om nyt tøj, der ikke var mølædt eller lappet flere steder. Fornemmelsen var hende stort set ukendt. Lige fra da hun var lille havde "nyt" tøj egentlig bare betydet det tøj, som hendes søskende var vokset ud af.
"Det lyder fint," sagde hun med et beslutsomt nik. Hun kunne vel næppe fucke det at lave te op.
De red et stykke i stilhed og jo længere de kom jo større en ændring skete der. Husene blev mindre afskallede og faldefærdige. Vejene mindre mudrede og mere jævne. Her var der faktisk nogen, der havde tid til at tage sig af tingene. Sikke mange ting man kunne få gjort, når man ikke havde for travlt med bare at overleve!


Genevira
Genevira

Antal indlæg : 92
Reputation : 2
Bosted : På borgen i Doomsville
Evner/magibøger : Charm Speak*

Tilbage til toppen Go down

Home sweet home? (Sean) Empty Re: Home sweet home? (Sean)

Indlæg by Sean on Ons 19 feb - 9:59

Når det kom til stykket...
Selv om han ikke brød sig om at være hersker, hvem kunne så egentlig tage sig lige så godt at byen, som han selv gjorde? Natalie havde ikke været helt dum. På en eller anden måde måtte hun havde kunne se det arbejde han kunne bringe fra hånden. Hans administrative evner - også selv om hun nægtede at ophøje ham til en position inden for dæmonerne, som rettelig tilkom ham. Han kunne ikke helt beslutte om hun blot var kortsynet, og hendes valg af ham mere var baseret på tilfældigheder, eller om hun faktisk havde omløb i hovedet. Som dæmonernes leder skulle man mene det krævede både styrke og intelligens, for at kunne lege med alle de forskellige dæmontyper der nu engang var.
Det var ligegyldigt. Han havde samlet sig en hær. Han skulle blot færdiggøre de sidste forberedelse...Og så ville han være fri. Så ville han kun være hersker, fordi han selv havde valgt det. Natalie ville se at hendes indesnævrende stolthed blot ødelagde mere end det gavnede. At hans stolthed var stor nok til at smadre hendes.
Et lille smil gled automatisk over ham, selv om Genevira nok ikke ville have en ide om hvorfor. Måske det lige så vel kunne tolkes som en reaktion på de eftergivende ord, der lovede mere positive ord om hans elskede by?
Doomsville var ikke bare en tilfældig by. Den havde en vigtig position. Uden handlen herfra ville Dragons Peak have det svære, for slet ikke at snakke om landsbyerne rundt omkring. Doomsville var nordens hovedstad...Det var sådan Sean så det. De fleste kendte byen, og langt de fleste havde tilbragt tid i den. Man kom ikke udenom byen når man rejste igennem området.
Derfor var byen perfekt. Til mange ting. Også selv om tingene virkede mørke og triste i øjeblikket.

Tingene skiftede omkring dem, selv om forandringerne ikke ville være lige så tydelige for Seans almindelige syn. Alligevel var det ikke til at tage fejl af, som hestene begav sig på en mere sikker vej, der om lidt ville blive skiftet ud med en vej af brosten. Der kom mere luft, selv om de endnu ikke var nået helt op mod toppen. En gruppe af byens vagter gik forbi dem i deres mørke kapper, kun afsløret af deres lanterner og emblemet på deres kappe. De eneste der ville ride rundt om natten i et lille følge ville formentlig være rige folk...Så de havde pli nok til at stoppe op og bukke let, før de forsvandt videre i mørket. Jo længere de kom op, jo flere små grupper af nattevagter ville der være...Naturligvis.

Alligevel nåede de ikke meget langt, før vejen var blokeret af et par væltede hestevogne. Beregnet til at bære tunge laster fra byens marker og ind til byen, lå de på siden. Det var nat, så der var ikke så mange folk på gaderne...Alligevel, som de nærmede sig, virkede stemningen mere og mere anspændt. Hestene kunne mærke det - og Sean kunne mærke det. Stadig på en sikker afstand stoppede han sin hest, hvilket var et stilletiende tegn til at følget også skulle stoppe. En vagt red op ved siden af ham og efter et hurtigt blik på Sean, fik manden et bekræftende nik: Vagten red op mod spærringen for at tjekke den ud.
"Har vi nogle nyheder fra byen?" spurgte han åbent sine andre vagter. Han havde ikke modtaget nogle akutte meddeleser. Ingen store hændelser. Var dette et uheld, der endnu ikke var blevet fjernet? Eller lå der mere bag det?
"Vi har ikke hørt noget, My Lord" lød svaret bag Sean. Efter en kort overvejelse satte Sean sin hest i gang igen. Han red tættere på, så han bedre kunne få et overblik over de væltede vogne.
"Genevira, ser eller fornemmer du nogen i nærheden?" spurgte han, for at udnytte hendes forstærkede sanser som vampyr.
Helt oppe ved vognende svang Sean sig elegant ned fra hesten, før han trådte helt over til vognene. De lå for fint og sikkert til at de var placeret her ved et uheld...

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Can someone tell me what I'm thinking? I am starting to dig the crazy~
Sean
Sean
Admin

Antal indlæg : 9715
Reputation : 106
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Tilbage til toppen Go down

Home sweet home? (Sean) Empty Re: Home sweet home? (Sean)

Indlæg by Genevira on Ons 19 feb - 21:12

Det lod til at Sean var fortabt i sine egne tanker. I hvert fald var det svært at vurdere om det var hende, han smilede af. Hun spurgte ikke. Han virkede tabt for omverden og hvem ved hvilke vigtige ting, han kunne have gang i bare sådan oppe i sit hoved. Hun ville ikke forstyrre ham. Hvis det var noget, hun skulle indvies i, ville han selv sige, det når tid var. Det regnede hun i hvert fald med. I stedet for at tale studerede hun ivrigt det skiftende scenarie omkring dem. Slugte nærmest det hele med øjnene og fik en lille smule indblik i, hvorfor Sean ikke nærede det samme afsky for byen som hun selv gjorde. I hendes øjne skinnede de rene hvide husfacader de red forbi som perler selv i det spinkle lys fra månens tynde segl, der fra tid til anden blev synligt bag en tung grå sky. Hun forelskede sig øjeblikkeligt i en idé om at bo i et hus, der var lyseblåt. Måske engang. Såfremt hun overhovedet fik trang til at flytte. På et eller andet tidspunkt skulle hun vel videre i livet. Men nu havde hun ligesom også en evighed at gøre godt med, så det var ikke noget, hun skulle beslutte nu. Tænk engang at bare lidt længere inde i byen end der hun var født, var der faktisk folk, der beskyttede borgene fra at blive overfaldet og myrdet i en eller anden gyde. Ikke, at hun ikke havde været opmærksom på dem før. Da hun var barn, havde hun og mange af de andre børn fra Rotten Root District med jævne mellemrum haft noget, der næsten kunne ligne konkurrencer om, hvor langt ind i de finere dele af byen, de kunne bevæge sig, før de blev jaget ud. Det gik som oftest ret hurtigt og man nåede ikke rigtig at udforske noget. Nok fordi folk som udgangspunkt regnede med, at de var der for at negle et eller andet. Hvilket mange også var…sååå.
Men at gå her blandt de her folk og rent faktisk blive anerkendt som værende sådan nogenlunde respektabel var noget helt andet og det var lige før, at blot denne nye oplevelse var nok til at værne hende med regnen, der efterhånden var begyndt rent faktisk at gå hende på nerverne.
Hun blev set på som om hun var en helt anden. Nu var det så bare op til hende at finde ud af, hvem denne anden var, så folk ikke ville stille spørgsmål til hendes tilstedeværelse eller, guderne forbyde det, begynde at grave og så finde noget, de kunne bruge til at pille hende ned med. Altså måtte hun distancere Genevira Allaire fuldstændig fra Ginny Isherwood. Måske var hun en købmandsdatter, dem var der så mange af. Eller barn af en eller anden mindre betydningsfuld adelsfamilie. Selv for dem ville der vel være en ære i at blive sat i tjeneste for en så højt oppe som en hersker. Hun måtte i hvert fald vende sine muligheder omhyggeligt. Måske diskutere, hvad der bedst ville give mening med Sean på et eller andet tidspunkt senere.
Hun blev revet ud af sine overvejelser, da hendes hest blev urolig. Hun åndede ind gennem næsen. Der var noget, der ikke var, som det burde være, så meget var helt sikkert. Hun lagde hovedet på skrå og studerede de væltede hestevogne med tænksomt sammenknebne øjne.
”Det der ligner en barrikade,”
konstaterede hun og svang sig ned fra hesten med noget mindre elegance end Sean formåede. Selvom der var en vis ynde forbundet med vampyrer, så var hun trods alt ret ny til sin firbenede ven.
Hun bevægede sig tættere på vraget af de to vogne og snusede lidt rundt. Nok mere bogstaveligt end mange andre ville have gjort det. Der gik da heller ikke ret længe før hun fandt, hvad hun, og måske også hestene, havde fornemmet i luften.
Blodpølen havde ikke nogen særlig voldsom størrelse og det fortalte hende umiddelbart, at der ikke var tale om nogen, der var blevet slået ihjel og så senere flyttet, men nok snarre en eller anden, der var blevet såret og så var stukket af.
Hun satte sig uceremonielt på knæ ved blodet og stak en finger i den. Førte fingeren til sine læber og vrængede ansigt. ”Det her er gammelt. Mit gæt er, at dem, der har sat det her op på en eller anden måde blev såret, i hvert fald den ene af dem og så er de stukket af. Hvis vi er heldige, har han blødt mere udover andre ting og så kan jeg måske finde vedkommende.” Hun rynkede panden, rejste sig i en flydende elegant bevægelse og fangede kort Seans blik.
”Har De nogen idé om, hvorfor nogen skulle gøre det her? Det er sket, mens De har været væk, men jeg kan ikke umiddelbart se, at det på nogen måde skulle være logisk at antage, at det her skulle afholde Dem fra at komme hjem. Det undrer mig.” Hun så sig grundigt om, imens hun talte.
”Vi er ikke engang på en øde gade, et bagholdsangreb ville have været ti gange mere effektivt i Rotten Root og selv der, ville det sandsynligvis koste flere liv for den angribende side end os, når det er Dem og Deres folk vi taler om,” funderede hun, da en bevægelse pludselig fangede hendes opmærksomhed.
”Der står nogen på taget,” sagde hun og pegede.
Genevira
Genevira

Antal indlæg : 92
Reputation : 2
Bosted : På borgen i Doomsville
Evner/magibøger : Charm Speak*

Tilbage til toppen Go down

Home sweet home? (Sean) Empty Re: Home sweet home? (Sean)

Indlæg by Sean on Søn 23 feb - 9:38

Sean fulgte Genevira med øjnene, som hun ledte. Næsten som en blodhund, selv om de ord ville være mere end fornærmende at sige højt - og desuden en fornærmelse han slet ikke havde grund til at udtrykke. Nej, det var praktisk at have folk omkring med forskellige evner og muligheder. Nok var han stærkere end de fleste, men han var langt fra den hurtigste og hans sanser sjældent bedre end den næstes. Dæmoner klarede sig ofte ved direkte at overrumple deres modstandere med ren rå styrke. Hvilket et eller andet sted passede Sean ret godt. Han elskede at mærke styrken i sin krop. At overraske folk omkring sig med hvad han faktisk kunne holde til. For dæmoner var også enormt udholdende og der skulle mange sår til, før de ville være for svækkede til at fortsætte...Selvfølgelig med undtagelser. Som for alle andre racer, var der også svage individer blandt dæmonerne. Desværre. Forældrene burde drukne dem før de voksede op. Gøre noget nyttigt for racen...Præcis som han selv havde gjort. Ofret en nyfødt dreng, undfanget med en ikke-dæmon, for selv at blive archdemon. At få magten og styrken krævede ofre. Spørgsmålet var kun hvor langt man ville gå for det...
Sean ville gå hele vejen.

Han trådte over til Genevira, som hun satte sig på knæ ved noget. I mørket var det svært for ham at se hvad - men ud fra hendes ord lød det til at være blod. Gammelt blod. Hans blik gled ud over barrikaden en enkelt gang, mens hans ene hånd gled over hans hage et øjeblik. Han havde ikke meget at gå efter, men han havde alligevel en ide om hvad der var sket - bakket op af meldinger fra hans klan over de sidste par måneder. Byen led og de pinsler ville give uro. Han måtte ikke ignorere dette, han måtte gøre noget for at berolige byen igen. Ikke at han ville kunne gøre meget allerede i nat.
"Jeg er enig. Dette er ikke for at ramme mig" svarede han så i en overraskende rolig stemme. I virkeligheden kørte hans tanker på højtryk, med en klarhed der ofte havde givet ham mange fordele. En vagt kom over til dem.
"Dine ordre, My Lord?"
Sean så vurderende ud over scenariet. Ved ordene om at de blev overvåget, vendte han sig afslappet og så op mod skikkelsen. En af hans egne mænd? Eller en helt anden? De fleste borgere ville næppe kravle rundt på hustagene, specielt ikke midt om natten eller efter den uro der måtte have været. Men skikkelsen ville også være væk før de selv nåede i nærheden af den. På trods af Geneviras hurtighed som vampyr, kendte han ikke nok til hende, til at sende hende af sted - og det var måske heller ikke inkluderet i arbejdet som en tjenestepige, trods alt.
"Razor?"
Han vendte sig. Han havde ikke haft sin personlige bodyguard med til Sunfury, men det ville undre ham hvis drengen ikke allerede havde set dem ride ind i byen. Drengen var som en edderkop - uset, tilstede alle vegne og derfor Seans bedste beskyttelse. Den spinkle skikkelse kom tøvende til syne mellem to huse, før Sean gjorde et vink mod skikkelsen på taget. Det var en lille forsøg...Men dog et forsøg. Som drengen forsvandt igen, lige så stille og lydløst som før, vendte Sean sig om mod barrikaden igen.
"Vagter, flyt vognene så trafikken kan fortsætte. Genevira, hvis se om du kan finde flere spor vi kan følge...Hvis ikke, sender jeg nogen ned for at undersøge det hele nærmere i morgen" besluttede han så.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Can someone tell me what I'm thinking? I am starting to dig the crazy~
Sean
Sean
Admin

Antal indlæg : 9715
Reputation : 106
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Tilbage til toppen Go down

Home sweet home? (Sean) Empty Re: Home sweet home? (Sean)

Indlæg by Genevira on Søn 23 feb - 19:17

"Uroligheder på grund af de ting vejret har ført med sig måske?" foreslog hun, da Sean bekræftede, at dette næppe var sket som et forsøg på specifikt at ramme ham. Hun klemte tænksomt øjnene sammen. Hvis folks huse faldt sammen om ørerne på dem og der blev endnu større chance for at dø af sygdom i kulden, var det vel i for sig intet under at folkestemningen blev dårlig. Ikke, at der ikke skulle tages hånd om det, men det udgjorde i hvert fald et umiddelbart plausibelt grundlag. Men hvad var grunden til blodet så? Og var den sårede en del af eventuelle urolige masser eller en, der forsøgte at holde et potentielt oprør tilbage? Så mange spørgsmål og så få svar. Det var ikke i denne retning, hun havde forventet at natten ville gå. Men hvis dette ledte til reelle problemer, ville det nok være vigtigt at få styr på tingene allerede nu. Nu havde hun lugten af den såredes blod, så måske ville hun kunne finde frem til vedkommende på et senere tidspunkt. Det kunne være et forsøg værd.
Hun glippede med øjnene ved synet af en spinkel næsten skrøbeligt udseende dreng, der, i Geneviras øjne, bare var dukket op ud af ingenting. En anden af Seans folk mon? Han virkede ung nok, til at være Geneviras lillebror og et øjeblik undrede hun sig over, hvad han skulle kunne gøre ved vedkommende på taget. Men skindet kunne bedrage og Genevira vidste jo godt, at knægten egentlig lige så godt kunne have været mere end tusind år gammel og et eller andet væsen, der kunne skille virkeligheden ad eller noget. Så hun pakkede sit første storesøsterinstinkt, der var at pakke ham ind i et tæppe og tilbyde ham en kop varm mælk, væk igen.
Hun modstod trangen til at spørger, hvem det var. Tidspunktet var ikke passende. I stedet så hun sig om efter nye spor, imens vagterne gav sig til at flytte på vognene, hvilket skabte en del lyd i den stille gade. Lys blev tændt i vinduerne på nogle af husene og et enkelt sted, stod en ung gyldenhåret kvinde i en døråbning med en baby sidende på hoften.
"De bør nok gå ind igen, før de bliver kold. Situationen er under kontrol, frue," forsikrede Genevira næsten per automatik. Kvinden stod lidt og stirrede på følget, i hvad Genevira ikke helt kunne vurdere om var frygt eller direkte betagelse. Da det alligevel blev for koldt forsvandt hun hastigt indenfor igen.
Igen vendte Genevira opmærksomheden mod sit egentlige mål. Find spor. Okay. Noget fangede hendes blik ud af øjenkrogen. En af vagterne stod halvvejs ovenpå et stykke krøllet papir, som han sandsynligvis ikke havde lagt mærke til endnu. Genevira prikkede ham forsigtigt på skulderen og det gibbede i ham. Måske fordi hun bevægede sig næsten lydløst. Eller måske bare, fordi hun var kold. "Sir, vil De være venlig at løfte Deres venstre fod et øjeblik?" bad hun og sendte ham det der uskyldige smil. Vagten så undrende på hende, men gjorde som hun bad om og hun havde hurtigt snuppet papiret. Glattede det efter bedste evne ud. Hun kunne af gode grunde ikke læse det, men selv hun kunne se, at håndskriften virkede...vred. Hun trippede tilbage til Sean. "Jeg tror måske nogen tabte det her," sagde hun og rakte ham papiret.
Genevira
Genevira

Antal indlæg : 92
Reputation : 2
Bosted : På borgen i Doomsville
Evner/magibøger : Charm Speak*

Tilbage til toppen Go down

Home sweet home? (Sean) Empty Re: Home sweet home? (Sean)

Indlæg by Sean on Lør 7 mar - 18:55

Han så gerne Genevira fulgte blodsporet allerede nu. Men hvis hun ikke ønskede det, eller der ikke var nok at gå efter, var der intet at gøre ved det. Jo længere de ventede, jo mere ville det specifikke spor forsvinde. Vampyrer var ikke blodhunde, trods alt.
Han svarede heller ikke på Genes kommentar - selv om han havde de samme tanker som hende. Der var uro i byen. En naturlig udvikling og også en han mere eller mindre havde forventet. Han havde foretrukket at undgå det...Men når det kom til stykket fik den siddende hersker altid skylden, uanset om det var noget så ustyrligt som vejret eller en dårlig høst.
Sean trak vejret dybt, som han selv gik rundt om vognene. Tjekkede det hele, før de sikkert ville ride væk igen - vagterne ville fjerne vognene så de kunne ride forbi. Så kunne de altid blive fjernet i morgen.

Da Gene kom over til ham med et stykke krøllet og beskidt papir gled hans øjenbryn dog alligevel en anelse tættere på hinanden. Skrift betød nogen der kunne skrive - og en modtager der kunne læse. Hvilket som minimum betød en fra middelklassen, men med størst sandsynlighed en fra adelen...
Han tog papiret og vendte det. Lyset var for dårligt til hans almindelige syn. I stedet foldede han det forsigtigt og puttede det i en lomme.
"Fjern vognene så vi kan ride forbi. Lad os ride hjem i varmen" bemærkede han, for optaget af de nuværende problemer til at huske på, at Gene ikke ville være så påvirket af kulden og varmen som han var.

Medmindre Gene fandt mere, eller ønskede at kigge sig omkring yderligere, ville Sean gå tilbage til sin hest. Turen ville gå videre mod borgen, selv om det tog et øjeblik for vagterne at fjerne vognene og komme tilbage til deres egne heste.
Der var ikke flere blokader på vejen - men Sean tvivlede på det var den eneste.
Da de nåede ind af borgens porte og de kunne stige af hestene, vendte Sean sig mod de vagter og tjenestefolk der tog imod dem. De havde vidst deres hersker kom tilbage, omend ikke præcis hvornår. Om lidt ville flere vagter og tjenestefolk sikkert sværme om dem, vækket fra deres søvn ved det pludselig behov.
Tjenestefolkene behøvede ingen ord for at vide de skulle hjælpe med at pakke af hestene. Seans blik fandt hurtigt vagtchefen, der også var kommet dem i møde.
"My Lord!"
"Vi fandt en blokade på vejen. Væltede vogne og blod. Har der været uroligheder?"
Vagten skiftede uroligt vægten fra det ene ben til det næste, mens han lod blikket glide over rejsefølget - og Gene, for en stund. Til sidst så vagten tilbage på Sean og nikkede kort.
"Ja, My Lord. Der har været uroligheder. Jeg kan kun beklage at de måtte vidne det på Deres hjemrejse, før vi rigtigt har kunne nå at fortælle Dem om det"
Sean trak vejret dybt. Så nikkede han kort, før en hånd gled igennem hans uglede mørke hår.
"Okay. Jeg forventer der er ekstra patruljer i byen. Jeg ønsker en fuld rapport om alt der er sket og hvor det er sket henne. Og hvordan tilstanden er nu"
Vagten nikkede og bukkede for ham, før han vendte sig og gik. Hvilket gav Sean muligheden for at vende sig om mod sit følge. Ikke mindst Genevira. Et svagt smil gled over ham.
"Jeg beklager. Selv om det måske er en logisk udvikling i den situation som byen befinder sig i" bemærkede han og rømmede sig svagt, med tegn til om de skulle gå indenfor.
Borgen i sig selv bestod af tykke mure af lokal sten. Et par tårne knejsede mod nattehimlen. Udefra ville borgen ligne sig selv - en stærk bygning. Indenfor var det lidt anderledes. Den store entre og de beboede etager var ordnede. Men der var flere etager og rum der havde fået lov at stå til, og derfor mere mindede om en ruin. Sean havde hverken pengene eller lysten til at istandsætte hele borgen. Den tidligere ejer, Sakref, havde også haft en forkærlighed for fælder - det var ikke til at vide hvad man stødte på af hemmelige rum og potentielt livsfarlige fælder, hvis man gik på opdagede i de kolde rum.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Can someone tell me what I'm thinking? I am starting to dig the crazy~
Sean
Sean
Admin

Antal indlæg : 9715
Reputation : 106
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Tilbage til toppen Go down

Home sweet home? (Sean) Empty Re: Home sweet home? (Sean)

Indlæg by Genevira on Søn 8 mar - 21:04

Hun ville gerne forsøge at følge blodsporet, men hvad hun havde fundet so far var allerede gammelt og ved at miste dets karakteristiske duft. Hun vandrede lidt rundt i området med et udtryk, der blev mere og mere frustreret jo længere der gik. Hun kunne ikke længere opfange den. Trække den specifikke duft ud, blandt alle de andre lugte i området. Et øjeblik endte hun bare med at gå i forvirrede cirkler, rystede frustreret på hovedet af sig selv.
"Jeg kan ikke finde den," undskyldte hun og vred sine hænder. Vidste ikke rigtig, hvor hun skulle se hen. Ikke som sådan fordi, hun var bange for, at dette ville få konsekvenser, men hun afskyede at komme ansigt til ansigt med sin egen fejlbarlighed og brød sig desuden ikke om den blotte mulighed for at være en skuffelse for en, hvis mening allerede på nuværende tidspunkt betød så relativt meget for hende som Seans gjorde det.

Da vognene var blevet fjernet tilstrækkeligt til, at de kunne ride forbi dem, svang hun sig, ikke synderlig elegant, op på sin hest igen og kunne ikke lade være med at overveje, om hesten ikke snart var træt af at bære rundt på hende, til trods for, at den ikke var bange for hende længere. Ideen om at komme ind et sted, hvor der rent faktisk var tørt var dog rar. Også selvom kulden ikke som sådan generede hende i sig selv. Men hun var en simpel kvinde og selvom hun ikke længere havde brug for det, faktisk skulle hun måske nærmere undgå det, nu når hun var, som hun var, var der noget hyggeligt ved tanken om en tændt pejs. Muligvis også fordi, at gennem hendes opvækst havde det at kunne tænde op fra tid til anden betødet forskellen på liv eller død. Eller i hvert fald forskellen på, om de alle sammen blev syge eller ej.
De red et stykke tid i stilhed. Genevira holdt nu skarpt opsyn med alt og alle, som om der kunne være noget nyt under hver en sten, eller hver gang de drejede om et hjørne. Hun vidste, at så længe, det var mørkt, kunne hendes ekstra skarpe syn principielt komme til at være vigtigt. Det betød bare ikke at udtryksændringen fra uskyldig vidunder til gravalvorlig detektiv ikke måtte være næsten komisk i sin pludselighed.
Hun opdagede dog ikke noget nyt, før de nåede deres bestemmelsessted. Var ikke helt sikker på, om det var godt eller skidt. På den positive side, kunne det betyde, at der ikke havde været uroligheder så tæt på borgen, trods alt, men på den anden side kunne det også blot være udtryk for, at hvem end der havde gang i noget, var bedre til at skjule sine spor end som så.
Var hun bekymret? En smule måske. Egentlig tvivlede hun ikke på, at Sean nok skulle få styr på det, men hvad gjorde man, hvis der lå mere under end bare almindelige uroligheder?
Hun svang sig ned fra sin hest og klappede den forsigtigt. Stadig ikke helt sikker på, hvordan hun egentlig burde håndtere dette dyr, men hun følte sig nu alligevel mærkeligt knyttet til det efter at have rejst så langt ovenpå det.
Hun fik dog hurtigt andet at tænke på, da de andre tjenestefolk indfandt sig på gårdspladsen. Imens Sean blev sat videre ind i tingenes tilstand af vagterne, præsenterede Genevira sig høfligt og muntert for sine nye kollegaer. Nattens mere alvorlige hændelser blev et øjeblik skubbet i baggrunden og hun kunne koncentrerer sig om at gøre et godt indtryk. Da det efter bedste evne, og med nogen succes, hvis hun selv skulle vurdere det, var gjort, fulgte hun nysgerrigt med indenfor. Stedets generelle forfatning sagde hende, at selvom Sean nok elskede Doomsville elskede han ikke at bo her specifikt. Hun holdt dog denne observation for sig selv for nu og nøjedes med at holde sig tæt til ham, såfremt han ikke aktivt bad hende om andet. Det ville have været kønt, hvis hun bare vandrede af sted og for vild allerede første nat her.
Genevira
Genevira

Antal indlæg : 92
Reputation : 2
Bosted : På borgen i Doomsville
Evner/magibøger : Charm Speak*

Tilbage til toppen Go down

Home sweet home? (Sean) Empty Re: Home sweet home? (Sean)

Indlæg by Sean on Man 16 mar - 14:34

Nogle tjenere var optaget af at tage hestene til staldene og bære oppakningen indenfor. Sean vidste de ville pakke ud for ham, så han tænkte ikke selv mere over det. I stedet kunne han fokusere på at komme indenfor. Han løsnede sin kappe og lod en tjener tage imod den. Han så sig kort omkring, før en overtjener kom over til ham. Manden bukkede respektfuldt for Sean.
"Velkommen hjem My Lord. Ønsker de et varmt bad? Måske en kop the? Og..." Manden vendte sig om mod Genevira. Uden at vide hvem hun var, nikkede han respektfuldt til hende i hilsen.
"...Måske vi kan hjælpe Deres gæst?"
Sean så selv over mod Genevira, før han med et svagt smil så tilbage på overtjeneren.
"Ja tak til begge dele. Min...Gæst...Er Genevira. Hun skal have et rum på samme etage som mig, hun vil fra i morgen blive min personlige tjenerinde og have rettighed til at gå rundt på borgen. Jeg forventer I hjælper hende på plads"
Overtjeneren så lidt overrasket ud og så studerende på Genevira et øjeblik, før han bukkede og gik - for at opfylde Seans ønsker om både et bad og en kop the. Med et let vink gjorde Sean tegn til at Genevira skulle følge efter ham. Op af trappen, til den etage han selv boede på. Ned af en gang, med værelser på begge sider.
"Her..." Han stoppede op foran en dør, der lå tæt på hans egen.
"...Bor Dannika. Vi vil ikke forstyrre hende, hvis hun overhoved er hjemme lige nu. Og hernede..."
Døren for enden af gangen åbnede han ugeneret og trådte indenfor, mens han holdt den åben for hende.
"Er mit eget rum. Kontor og soveværelse. Føl dig ikke genert, du vil lære rummet meget bedre at kende i fremtiden" bemærkede han sigende, for at opildne hende til at komme helt indenfor. På trods af det var Seans private lokale, var det ikke som sådan meget personligt.
Et stort skrivebord stod midt i rummet, overdynget af breve, kort og bøger. En pejs mellem to store vinduer, der viste udsigten ud over byen. En stor dobbeltseng ved væggen over for pejsen, et gulvtæppe omkring sengen. En himmelseng.
Ved væggen længst væk fra dem stod et stort klædeskab og et spejl, der gik næsten fra gulv til loft. En dør førte ind til Seans private badeværelse.
Naturligt trådte Sean over til sit skrivebord og lod blikket glide over den stak breve han havde modtaget mens han var væk. Med en hånd fjernede han det ene efter det andet, mens han vurderede hvem brevene var fra.
"Nogle spørgsmål så langt?" lød hans spørgsmål, en anelse fjernt.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Can someone tell me what I'm thinking? I am starting to dig the crazy~
Sean
Sean
Admin

Antal indlæg : 9715
Reputation : 106
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Tilbage til toppen Go down

Home sweet home? (Sean) Empty Re: Home sweet home? (Sean)

Indlæg by Genevira on Man 16 mar - 21:44

Hun kunne ikke rigtig bebrejde tjeneren for hans forvirring. Lurvet som hun nu engang var, kunne hun næppe være typen, som Sean slæbte med hjem til hverdag. Og idé hun ikke umiddelbart kunne mærke nogen reel modvilje iblandet denne forvirring, så hun ingen grund til at lade sig fornærme over den. I stedet sendte hun ham blot et afvæbende smil. Eller....så afvæbende noget kunne være, når man havde tænder der var designet til at punktere hud. Heldigvis virkede han ikke videre foruroliget. Han var vel også vant til Dannika på et eller andet plan. Hun fuægte uden videre tøven med Sean op ovenpå. Hvad skulle hun i det hele taget ellers gøre? Hun vidste ikke hvor noget som helst var henne, så hun havde kun ham at holde sig til. Ikke at det gjorde hende så meget. Hun holdt af hans selskab, så hvorfor skulle det?
Hun forsøgte bedst muligt at holde styr på, hvor de gik, så hun kunne finde vej senere, men for en, der det meste af sit liv havde boet ni mennesker på mindst muligt plads virkede gangene endeløse og i lang tid var hun fuldstændig stum af ren og skær overvældelse.
Gad vide, hvordan det var, at være vokset op på en måde, så alt dette forekom naturligt? For Sean virkede det utrolig selvfølgeligt at have folk til at arbejde for sig. Var man født med sådan en tilgang til tingene eller tog det tid at opnå denne sikkerhed på sin egen status i verden? Så mange overvejelser. Ting der skulle observeres. Også så hun selv effektivt kunne blive til en anden. Ingen måtte nogensinde finde ud af, hvad hun egentlig kom fra. Nej. Hun måtte få styr på tingene, således at hun kunne spille sin rolle overbevisende nok til, at folk ikke ville se lige så forvirrede ud, som overtjeneren før.
Da de stoppede foran Dannikas dør, fik hun nærmest lys i øjnene. Tænk at være så tæt på en artsfælle. For første gang nogensinde. Eller...i hvert siden hendes skaber. Et smil fandt vej til hendes ansigt. Tænk alle de ting hun måske pludselig kunne få svar på og lære at forstå. Men det krævede også, at Genevira holdt sig på hendes gode side. Ikke vær irriterende. Hun trådte væk fra døren. Selvom det var svært. Hun rystede det af sig og fulgte med Sean med næsten springende skridt.
Hun trådte indenfor i Seans gemakker og så sig nysgerrigt om. Ikke mange afsløringer af personlige præferencer. Kunst. Småting. Et eller andet.
"Det hele er ret overvældende, milord," tilstod hun, som svar på hans spørgsmål.
"Ikke på en dårlig måde, men." Hun viftede med hånden i mangel på ord. "De ved," sagde hun til sidst, selvom hun ingenlunde var sikker på, at han vidste det, hvad hun mente.

Genevira
Genevira

Antal indlæg : 92
Reputation : 2
Bosted : På borgen i Doomsville
Evner/magibøger : Charm Speak*

Tilbage til toppen Go down

Home sweet home? (Sean) Empty Re: Home sweet home? (Sean)

Indlæg by Sean on Tirs 24 mar - 9:28

Et par breve fra adelige, sikkert fulde af bekymringer eller krav. Måske et enkelt ægteskabstilbud, dem virkede der altid til at være nok af. Ikke at han planlagde at gifte sig. Aldrig. Tanken havde aldrig tiltrukket ham, aldrig virket naturlig. Ikke engang for magt og penge...To ting han formåede at sikre sig uanset. At dele den magt, penge og status med en kvinde på den måde? Aldrig.
Det betød også i hans fremtidige planer...At hans barn ville blive en bastard. Men selv om nogen ville kigge skævt til det, tvivlede han på nogen ville gøre noget ved det. Og åbent til hans ansigt ville de fleste smile overbevisende. Så kom hele religionsspørgsmålet med navngivning og det hele...
Han sukkede svagt for sig selv, som hans tanker var vandret. Vandret til hans næststørste plan i øjeblikket. Først burde han neutralisere Natalie, så barnet kunne opvokse i fred. Dernæst kom alle de andre detaljer. Alt til sin tid.
Han smed brevet fra sig og vendte sig om mod Genevira. Blikket gled ned over hende et øjeblik. Hun virkede ikke træt, men netop blot...Nysgerrig. Og måske lidt overvældet. Hendes baggrund taget i betragtning var det ikke så underligt. Og noget hun måtte vænne sig til. Hvis hun ønskede magt og status, kunne hun ikke virke overvældet over hver lille ting. Han lænede sig tilbage, op af skrivebordet og lod armene glide afslappet over kors. Hans blik gled rundt i lokalet et øjeblik.

Det lå ikke til ham at gøre noget enormt personligt. Måske hang der et maleri eller to, gaver han havde fået igennem tiden. Men ellers gemte han den slags væk. Prøvede altid at undgå folk fandt ud af for meget, eller fik for mange ideer. Om det virkede vidste han ikke...Men det var en vane der var svær at ændre. I hans hus i Terrorville havde han låst sit personlige soveværelse af. Ingen kom derind, medmindre han stolte på dem. Også selv om det efterhånden udgjorde en håndfulde eks'er og elskere...
Han nikkede let til hendes ord.
"Vi er lige kommet hjem. Jeg har ingen krav til dig for i nat. Jeg syntes du skal se dit værelse an, få dig et bad og slappe lidt af hvis du kan. I morgen kan jeg sætte dig ind i min rutine" foreslog han. Han kunne sagtens selv komme i bad og når tjeneren kom op med hans the, kunne vedkommende tage Gene med til et ledigt værelse. Han havde også selv brug for et øjebliks fred og lidt hvile, trods alt. En hånd gled igennem hans mørkebrune hår, som han overvejede det et øjeblik. Så gled hans øjenbryn let op i en drillende mimik.
"Medmindre du meget gerne vil se mig nøgen selvfølgelig"
Et svagt smil gled over ham.


//Hvis der ikke rigtig er mere mellem dem nu her, er du velkommen til at spille at tjeneren kommer og tager hende med. Jeg har ikke rigtig mere at tilbyde, medmindre Gene går med i badet. Smile

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Can someone tell me what I'm thinking? I am starting to dig the crazy~
Sean
Sean
Admin

Antal indlæg : 9715
Reputation : 106
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Tilbage til toppen Go down

Home sweet home? (Sean) Empty Re: Home sweet home? (Sean)

Indlæg by Genevira on Ons 25 mar - 22:06

Hun, som end ikke kunne læse, kunne slet ikke forestille sig at skulle sætte sig ned og forholde sig til så mange...bogstaver. Men så var det vel heldigt, at de var forskellige.  "Hvad stod der i det der papir jeg fandt tidligere?" spurgte hun nysgerrigt. "Er der nogen, jeg er nødt til at slå ihjel og bage ind i en tærte eller sådan noget?" Hun vippede på sine fødder. Til trods for den lange rejse, følte hun sig så fuld af energi, at hun næsten havde svært ved at stå stille. Der var så meget nyt og spændende at forholde sig til og se på. Måske var hun dog også en smule overtræt.
Det ville nok være klogt ikke at lave et eller andet helt vildt længere i aften, så hendes hjerne faktisk ville kunne klare alle indtrykkene uden at brænde helt sammen i processen.
"Så ses vi vel i morgen, går jeg ud fra?" Hun lagde hovedet en smule på skrå. Betragtede ham indgående. Lo klirrende ved hans næste kommentar.  "Hvis De meget gerne vil have selskab, så siger jeg ikke nej til varmt vand, men lad os hellere vente til et tidspunkt, hvor min hjerne ikke er ved at smelte, yes? Her ville hun forsøge at blinke drillende til ham, men hun havde aldrig fattet, hvordan man blinkede med ét øje, så hun kom mest af alt til at ligne en småforvirret ugle.
I stedet trippede hun stilfærdigt over og lagde forsigtigt armene om ham i et simpelt kram. Havde en fornemmelse af, at det ikke var noget Sean blev udsat for specielt ofte. Såfremt han ikke skubbede hende væk stod hun sådan der lidt. Om hun bare havde brug for nærkontakten, eller hun forsøgte at suge hans kropsvarme til sig var uklart, men det var nok egentlig en smule af begge dele.  En søgen efter det, der stadig var levende. "Tak for alting," mumlede hun næsten søvnigt, før hun trak sig og sendte ham et hugtandssmil. "Godnat, milord. Husk at sove," rådede hun muntert, da det bankede på døren og tjeneren fra tidligere et øjeblik efter trådte ind.
Genevira lod sig uden indvendinger lede ned ad gangen til et lille tusmørkedunkelt værelse oplyst af en olielampe på natbordet. Det var ikke noget fancy, men det var første gang, Genevira havde haft sit eget værelse og hun følte ligeså godt, at man kunne have givet hende et slot. En varm glæde spredte sig i hende, så hun næsten kunne mærke den i sine kolde fingre. Sammen med den blev hun dog pludseligt opmærksom på, hvor træt hun rent faktisk var.  
Hun endte med at takke tjeneren og så krøb hun ellers i seng. Slukkede lampen og gik stort set selv ud som et lys ligeså hurtigt som den havde gjort.

//Out ^^//


Sidst rettet af Genevira Tirs 31 mar - 10:20, rettet 1 gang
Genevira
Genevira

Antal indlæg : 92
Reputation : 2
Bosted : På borgen i Doomsville
Evner/magibøger : Charm Speak*

Tilbage til toppen Go down

Home sweet home? (Sean) Empty Re: Home sweet home? (Sean)

Indlæg by Sean on Fre 27 mar - 8:25

Hans hånd gled ned i lommen og fiskede det beskidte stykke papir frem. Her i lokalet var der mere lys, selv om han endnu ikke havde tændt sin arbejdslampe. Han vendte det rundt og studerede det lidt. Det indeholdt præcis hvad han havde mistænkt det for. Ikke en fuld ordre, for der manglede noget af papiret - men nok til at bekræfte mistanken om at nogen planlagde noget. Noget større. Men der var ingen grund til at sprede uroen, så i stedet for at sige noget til Gene, lagde han papiret fra sig.
"Det er fint" forsikrede han med et lille nik, da han så op på hende igen. Kun for at se hun var kommet helt tæt på. Hans øjenbryn nåede kun at trække sig sammen i en undrende bevægelse, før hun slog armene om ham. Anspændt forventede han halvt om halvt at hun ville gå efter halsen på ham. Armene gled op, så de ikke blev fanget af hende, hvilket blot endte med han stod som en fugleskræmsel mens hun krammede ham. Han var hurtigt til at sætte en hånd på hendes ene skulder og let presse hende væk fra sig. Det faldt ham overhoved ikke naturligt og det var på ingen måde noget han satte pris på. De havde et professionelt forhold, og selv om han kunne gå i seng med hvem som helst, var der personlige grænser der aldrig blev brudt. Som hun havde gjort lige nu. Men hvad skulle han sige? Det havde ærlig talt forvirret ham lidt. De færreste brød personlige grænser som disse så hurtigt...Enten var hun naiv eller mere et barn end han troede. Eller måske troede hun at hun kunne krybe under huden på ham. I så fald ville hun blive slemt skuffet. Tværtimod ville han overvåge det mere nu.
"Gå i seng" lød kommentaren endelig. Han havde meget at tænke over og forholde sig til, så på en måde så han frem til at få resten af natten for sig selv.

//Out

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Can someone tell me what I'm thinking? I am starting to dig the crazy~
Sean
Sean
Admin

Antal indlæg : 9715
Reputation : 106
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Tilbage til toppen Go down

Home sweet home? (Sean) Empty Re: Home sweet home? (Sean)

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Tilbage til toppen


 
Forumtilladelser:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum