Training and stuff(Ezekiel/Dust)

Tid: nat
Sted: the forest of mother nature
Omgivelser: fredelige
Vejr: lettere overskyet og køligt

Det var efterhånden blevet sent om natten, man kunne nærmest mærke det på vejret, i form af de kølige briser, der strøg sig legesygt gemmen krontoppende, og de lyde der kom rundt omkring i skoven, fra nattens dyr der havde sneget sig ud, for at gå på rov, i ly af nattens mulm og mørke. Der var dog et sted i skoven, hvor disse naturens fredelige lyde, blev forstyrret af lyden af en person, der snakkede med sig selv, da han øjensynligt var alene, en samtale der kun en gang imellem blev afbrudt, af noget der lignede et kontrolleret, og kortvarigt lyn nedslag, der tydeligvis ikke kom fra himlen, da de få skyer der dovent bevægede sig henover himlen, umuligt kunne skabe den slags.
Dette væsen var Dust der idag, som så mange andre dage, bar hans sædvanlige tøj, i form af hans korte, sorte bukser, holdt oppe af et bælte, hans ærmeløse longcoat, med hans familie mærke på ryggen, hans handsker der bar det samme mærke som hans longcoat, og hans sædvanlige ringe, der var nedarvet fra hans forældre. Det eneste der var anderledes ved hans påklædning, var familie mærket på hans højre handske, der så ud til at være nyrenoveret, i forhold til mærket på hans venstre handske, men udover det lignede han fuldstændig sig selv.

På denne kølige nat, var Dust kommet ud i skoven, for at træne nogle nye ting han havde fået, for ganske nyligt. Han havde erhvervet sig en sjælden genstand, kendt under navnet Miliaks heart, der indeholdte sjælden fra en drage kaldet Miliak, denne drage havde set ham værdig til de kræfter han havde at tilbyde, og havde derfor bosat sig i hans krop. Med Miliaks sjæl i sin krop, havde Dust nu erhvervet sig nogle ekstra evner, der hovedsageligt var fokuseret omkring hans øjne, og hvis man kendte Dust rigtigt, vidste man at han var typen der troede på, at med nye evner kom nye muligheder, og en god gang træning, for at lære hvordan evnerne fungerede, både på egen hånd men også sammen med de evner, han allerede besad.
Som en del af hans forberedelser, var Dust kravlet op i det højeste træ han kunne finde, derfor sad han nu i toppen af selv samme træ, og kiggede ud over skoven. Den første evne han testede, var evnen til at kunne se længere end normalt, derfor fokuserede han på forskellige punkter, for at lære grænserne for evnen. Så snart han var begyndt at få en føling af grænserne for denne del af hans evne, begyndte han på at øve sig på, præcis han kunne være, når han brugte dette forstærkede syn, så han begyndte at lave nogle pile lignende lyn, som han prøvede at affyre mod bestemte punkter, såsom trætoppe og lignende. Til at starte med, kunne man godt se at han ramte ved siden af et par gange, men han begyndte lige så stille at få mere fod på det, i takt med at han prøvede mere og mere.

Ezekiel havde fløjet lidt rundt på må og få disse sidste par dage. Han havde i sine uger her fået lært en god del af sproget, især med god hjælp fra to af de første persone rhan havdemødt og taltlidt mere med. Selvfølgelig va rhan absolut ikke perfekt til at tale dette underlige lands sprog endnu, men han var ved at være der. Han kunne i alt fald forstå det meste, og sige de fleste ting han fandt nødvendigt at sige.

Hans spyd var fæstnet på ryggen af ham som sædvanlig,som han fløj rundt denne nat, hvor han pludsleig så hvad der lignede små lyn. Han standsede op, og holdt sig på det samme punkt i luften, med en let basken med vingerne der holdt ham der. Hmm. Devar kommet... Dérfra. Han kiggede i retningen som han bedømte de måtte komme fra, og syntes han så en skikkelse i et træ, som han roligt fløj tættere på. Han farede ikke direkte derhen, da han aldrig heltstolede på nogen som helst, men han fløj nu stadig roligt derhen, for at standse velnok en ti, måske femten meter væk fra personen der sad i træet. "Dig der lavede lynene?" spurgte han derpå roligt, omend med en kraftig accent, i et nærmest monotont toneleje.

Dust kunne høre lyden af baskene vinger, der kom tættere på ham, og allerede før han havde vendt sit blik i retning af Ezekiel, vidste han at det måtte være et menneske lignende væsen, da lyden af vingerne, lød som noget på størrelse med et menneske, og kom i et tempo, der lød som nogen der kom tættere på ham. Han fastholdte dog sit blik på spidsen af et træ lidt endnu, mens han hørte dette, da han allerede havde opladet sin hånd til endnu et skud, som han affyrede med en bedre præcision, end det var at forvente, fra nogen som helst anden af hans slags, når det kom til den afstand der var, mellem ham og hans mål. Han vente derefter sin opmærksomhed mod denne fremmede, da han spurgte om det var Dust, der havde affyrret lynene.
"Ja det var mig!" sagde han i et fredeligt toneleje, da han ikke fandt denne fremmede faretruende, siden han blot var kommet hen til Dust, uden at gøre noget mod ham, til trods for at Ezekiel, havde haft mulighed for det, mens Dust havde været distraheret af den træning han var i gang med. Hans pupiller ændrede størrelse et par gange, nu hvor han fokuserede på en der var meget tættere på ham, end hans sidste mål var, mens Dust kiggede lidt på denne fremmede, og studerede hans aura, da Ezekiels var bemærkelses værdigt anderledes, i forhold til hvad han havde set, ind til videre "Interessant! Jeg har ikke set nogen af din race før nu! Hvad er du for et væsen?" Dust virkede ærligt talt nysgerrig, og mere eller mindre fredelig, i hans måde at spørge Ezekiel på.

Ezekiel's øjne fulgte skuddet af lyn som det blev affyret... Lettere imponeret over fyrens præcision, før hans blik atter røg tilbage på manden. Hmm... Han havde noget over sig... Lidt som Luce... Måske var de samme race? Det ville da i alt fald give mening til hvorfor det virkede en smule bekendt for ham.

"Godt sigtet," sagde han derpå roligt - en smule langsomt, og med en accent der ikke rigtigt var til at placere, i hans sædvanlige - og rimeligt monotone - stemmeleje. "Race...? Har ikke navn for os. Intet jeg kender." svarede han derpå - han havde mødt andre af sin race, men ingen af dem havde rigtig vidst hvad de var. "Du... Draconianer?" spurgte han derpå, blot for at få be- eller afkræftet hans fornemmelse.

//sorry det blev lidt kort!

"Jo tak! Mit syn er for nyligt blevet meget forbedret, så selvfølgelig betyder det, at jeg er nød til at træne og vende mig, til disse nye egenskaber!" sagde han med et mildt smil på læben, da Ezekiel komplimenterede ham for hans skud. Dust kom dog med et lettere undrende blik, blandet med noget nysgerrighed, da denne fremmede fortalte ham, at han ikke vidste hvad for en race han var. Han havde godt nok mødt folk, der ikke vidste hvad de selv var før, men det var hovedsageligt fordi de var en race, der havde så mange ligheder med mennesker, og ikke havde fået noget af vide om hvad de var, af den ene eller den anden årsag, at det på en måde gav mening, hvorfor de ikke engang vidste hvad de var, men Ezekiel havde sine vinger ude, og han vidste tydeligvis hvordan man brugte dem, så derfor undrede Dust sig over hvad han var for en, og hvorfor han ikke vidste, hvad han selv var.
"Jo jeg er en draconianer!" sagde han med et skævt smil på læben, før han rettede lidt på sig selv, så han stod på en bedre måde, i forhold til at han overvejede at hoppe ned fra træet, så de måske kunne snakke videre nede på jorden, hvor de begge kunne slappe lidt mere af "Hvad siger du til at komme ned på jorden, så kan vi snakke videre der? Jeg kan måske hjælpe dig lidt på vej, med at finde ud af, hvad du er for en race?"

Hvis Ezekiel indvilligede i, at snakke videre med ham nede på jorden, ville Dust sætte af fra trætoppen, og lade sig falde mod jorden med fødderne først. Så snart han var halvvejs nede, foldede han sine vinger ud, og brugte dem til at aftage hastigheden af hans fald, ind til han landede sikkert på jorden. Dust havde efterhånden levet længe nok, til at kende grænserne for hans krop, og det kunne vist tydeligt ses, på hans opførsel og det ting, han kunne finde på at gøre, såsom at hoppe ned fra et træ på den måde.

//det går nok, et godt emne kræver ikke nødvendigvis lange svar ^^

Ezekiel nikkede blot let som han hørte Dust's forklaring. Forbedret syn? Interessant... Og rart at Ezekiel efterhånden også kunne forstå langt det meste folk sagde. Det var mere det med at sammensætte hans egne sætninger der viste sig at være et lidt større problem end først antaget, og det var irriterende hvor langsomt det skred fremad i forhold til forståelsen.

Og godt at vide hans antagelse var korrekt - så han bed nu rigtig godt mærke i de kendetegn, Dus tog Luce havde til fælles. Som et udgangspunkt for at genkende draconianere i fremtiden. Endnu et nik, og han fløj still eog roligt ned mod jorden for at lande, og folde vingerne lidt tættere ind mod kroppen så snart han stod der og kunne mærke jorden og græddet under sine stof-beviklede fødder.

"Sjældent man møder andre her." han mente selvfølgelig med hvor dybt inde i skoven de var - der var ikke mange der begav sig rundt herude, især ikke på denne tid af døgnet. "Men også interessante folk man så møder." det var ment som noget nær et kompliment til Dust - men blev leveret med den præcis samme følelseskolde stemme og udtryk som alt andet.