We can finally talk - Natalie (afsluttet)

Tid: 18 ca.
År: 1164
Måned: Januar
Sted: Marcus' hus i Rotten Root distriktet.
Vejr: Koldt, stadig vådt, men væsentligt bedre end det har været.
Omgivelser: beskrives
Emnepartner: @Natalie

Dagen var endelig kommet... Det havde snart været to år siden han havde været med til ballet, som Natalie havde holdt. Selvom tid ikke længere var hvad det havde været, den gang Marcus havde været menneske, så mærkede han alligevel at det var længe siden de var kommet frem til en aftale at mødes. Han havde været nød til at skubbe det flere gange, først fordi han den gang efter ballet stadig havde været ny i rollen som leder, men det seneste der havde gjort planerne om at mødes med Natalie var skubbet, havde været det frygtelige vejr. Han havde været nød til at tage sig af de vampyre der havde sørget for at han var blevet leder i første omgang. De havde sultet da uvejret havde skræmt folk fra gaderne om natten. Så han havde tyet til handling for at give det hans med vampyre krævede allermest - blod.
Andre havde måske netop forsøgt at få en alliance på plads for netop at hjælpe på blod problemet, men ikke Marcus. Det handlede om at han skulle bevise han kunne stoles på af resten af racen, det var trods alt med hjælp fra dem han var steget så hurtigt til magten.

Men nu var dagen kommet og det kunne mærkes i huset. Normalt husede det vampyre der arbejdede for Marcus, men denne aften var huset næsten blevet vendt på hovedet. Der var blevet støvet af, hvilket ikke var sket i mange år ellers, det var ikke noget som Marcus gad døje med, så hvorfor gøre det? Men i denne anledning havde Nick, taget tjansen og sat folk i gang med at gøre rent så huset så bare en smule mere tiltalende ud end hvad det eller gjorde.
Det var ikke et særlig stort hus, men man kunne dog se at det engang havde været et af det finere huse i Rotten Root, men i årenes løb var det blevet gammel og lige som så meget andet, så kunne det også ses på huset. Indenfor i den lille gang var der blevet støvet af så man kunne se malerierne der hang på væggene mellem dørene der førte længere ind i huset. Marcus havde ikke set huset i samme stand siden husets tidligere ejer stadig havde været i live, men det var snart mere end to livs aldre siden.
Marcus stod selv inde i den tidligere spisestue, som husede et stort solidt træbord og nok siddepladser til et lille dusin. Der var ikke dækket op, men der var dog blevet lagt en du  på og fundet nogle grene, som havde de mindste nye skud på, som stod i en vase og 'pyntede'. Igen var det Nick der havde været på spil... Marcus havde blot set til imens der var blevet fundet testel frem og der var blevet tændt op ude i køkkenet. Folk spiste jo ikke traditionelt i huset længere, så køkkenet blev kun brugt til mere utraditionelle former for tilberedning af 'mad'.

Nick var endelig faldet til ro og stod nu også i spisestuen sammen med Marcus. Man kunne se på Nick at han var spændt, modsat Marcus der egentligt bare ville sidde ned. "Do you think we should get any food for her?" Nicks spørgsmål fik Marcus til at sukke kort. Han huskede alt for godt den lille dæmon unge, han havde godt set hende til ballet med et glas i hånden, men han tvivlede på at hun spiste almindelig mad mere. "Don't be a fool, she is a demon... And she can eat when she gets home" det var lige før Marcus havde rullet øjne af Nick, men så alligevel ikke.
Han vidste ikke hvordan aftenen ville gå endnu, men han var ikke i tvivl om at den lille dæmon leder ikke var så nemt købt, så han nægtede at bruge sine kræfter og penge på almindelig mad!

Outfit (minus hat + korset hænger omvendt) + langskaftede støvler.

Denne aften havde været længe undervejs. Ikke nok med, at det havde taget Natalie lang tid til at samle sig til at få stablet mødet på benene, så havde det meste af Underworld også stået på den anden ende. Mystiske vejrforhold, hungersnød, sygdom og adskillige dødsfald havde fulgt. Ingen by lod til at være sparet, og folk havde kæmpet med næb og kløer for at redde, hvad der reddes kunne. Doomsville lod dog til at have klaret den nogenlunde indtil nu. Mange ting kunne siges om Sean – og mange ting var allerede blevet sagt – men hun stod stadigvæk fast ved sin personlige mening om, at han havde været et fornuftigt valg til at lede byen. Uvejret var blot et bevis på dette. At han så havde arrogancen til at bede hende om bekræftelse i form af noget mere end det, som hun allerede havde tilbudt ham, det var så en helt anden sag – og bl.a. også derfor, at hun bevægede sig nedad ranglagene i Doomsville, som hun vandrede igennem de kolde gader den aften.

Marcus havde været en personlighed, som havde haft hendes interesse allerede inden Midsommerballet var blevet stablet på benene. De var begge relativt nye ledere, hvis man tænkte blot få år tilbage, og så havde deres racer generelt haft en tendens til et stærkt bånd. Ballet havde dog ikke indbudt til ret meget andet end en høflig sludder, og derfor håbede Natalie, at denne aften ville byde på et produktivt møde.

Bag den lille dæmonskikkelse, som traskede igennem de tilsølede gader i Rotten Root Distriktet, befandt der sig en endnu større dæmon. Thrax var en mørklødet bloddæmon, som holdt sig relativt tæt bag ved Natalie. Det var nok noget af det nærmeste hun nogensinde kom en ’livvagt’, men manden var dygtig til sit job, og med tanke på, hvor de befandt sig, så fandt hun ikke noget skade i at have dæmonen i nærheden, selvom hun var udmærket i stand til at forsvare sig selv. Vinden fik det mørke hår til at flagre omkring det blege barneansigt, og efter at have fejet en tot bort, fik hun omsider øje på sin endelige destination. Egentlig kunne hun sagtens have reddet eller kørt herned, men samtidig ønskede hun ikke at vække yderligere opsigt, end hendes skikkelse allerede gjorde. Desuden var der noget, som fortalte hende, at Marcus ikke nødvendigvis var en mand der lod sig imponeret voldsomt af en karet foran hoveddøren. Det hele havde egentlig virket som en ganske glimrende plan, da hun havde forladt sit hjem i det noget pænere Terrorville… men jo længere ned de kom igennem byens ranglag, jo mere frastødt blev Natalie over deres omgivelser. Der gik meget lang tid imellem, at hun befandt sig frivilligt i områder som dette. Derfor var det også noget af en lettelse, da begge dæmoner endelig stod foran Marcus’ hoveddør. Thrax rakte uden at tøve ind over den lille dæmon, og bankede så på, hvorefter han trak sig et par skridt tilbage igen. Natalie rettede lidt på det vindblæste hår, glattede kjolen under den fugtige kappe, og stod så ellers afventende i døren.

Det var god pli ikke at sidde ned når gæsterne kom, så modvilligt stod Marcus stadig op da der blev banket på døren. Det havde været nemt at høre, selvom de var et stykke inde i huset. For hele dagen havde der været en unaturlig stilhed blandt de vampyre der holdt til under Marcus' tag. Måske det var fordi hans udstråling var mere irriteret end normalt, eller måske var det fordi folk vidste at der skulle ske noget vigtigt denne aften.
Marcus havde dårligt behøvet at kigge på Nick før han var på vej ud af spisestuen. Hvilket Marcus var taknemmelig for, selvom han aldrig ville indrømme det. Der var intet værre end at skulle være en vært, og da slet ikke for en anden leder... Det havde været svært selv den gang Marcus stadig prøvede at stige i rangen blandt de stolte vampyr familier, men den gang havde der ikke være lige så meget at miste, som nu.

Nick nåede rimelig hurtigt til hoveddøren hvor han åbnede op. Han havde været med til ballet sammen med Marcus og var derfor ikke overrasket over at se den lille pige bag døren. Han så blot fra hende til den store dæmon bag hende, hvor han kort nikkede anerkendende. "Welcome Miss" lød det lavt fra Nick imens han trådte til side og åbnede døren helt op, så Natalie og hendes brød af en dæmon kunne træde ind i en snævre gang. Nick afventede roligt at de kom inden for og lukkede døren bag dem. Det var ikke til at skjule at han heller ikke var helt vant til formelle møder som dette. Han gjorde dog sit bedste. "This way" lød det fra ham imens han med den ene hånd lavede en gestus mod den anden ende af den snævre gang.

Huset var ikke kæmpe stort, men der var alligevel en god håndfuld døre der mødte op til gangen. Nick gik dog forbi de fleste før han drejede ind af en af de bagerste døre, som ledte ind i spisestuen. Igen holdt han døren for Natalie imens han med et flygtigt blik så mod Marcus der heldigvis stadig stod op.

Marcus stod for enden af spisebordet med hænderne hvilende på en stoleryg. Han havde lyttet til hvert fodtrin imens de var kommet ned af gangen. Det var ikke til at vide hvad man kunne forvente af den lille dæmon pige i følge rygterne, så Marcus blev stående hvor han var. Det var sikkert til stor gene for Nick, men den kunne de tage senere når pigebarnet var taget hjem.
"Natalie Nightmare... We can finally talk" Marcus talte roligt imens han lænede sig en smule ind over ryggen på stolen. Han havde brugt hendes 'kælenavn' vel vidende det kunne have fatale konsekvenser, men han foretrak at kalde hende hvad hun blev kaldt i gaden, da det virkede mest passende for en gadedreng som ham.

Som Natalie stod der på dørtrinnet, upåvirket af den våde blæst som gled henover hendes blottede ansigt, gennemgik hun endnu engang de få ting, som hun havde opsnappet omkring Marcus. Modsat mange vampyrer der havde en tendens til at blære sig med deres evige liv og overlegne styrker, så havde deres nyvalgte leder vist sig at være en kende… anderledes. Det var selvfølgelig ikke meget, de havde nået at snakke, men manden var ikke et helt ukendt ansigt efterhånden, så det havde da været muligt at samle brudstykker fra diverse kilder til noget der mindede om et generelt billede af ham. Alligevel så hun frem til mødet. Hun havde en klar idé om, at mødet formentlig ville overraske hende på måder, som hun måske ikke engang selv var klar over endnu.
Ved lyden af dørhåndtaget der gav sig, så dæmonen op fra sine fødder blot for at lade sit blik møde et ukendt ansigt. En mand, hvis arrede ydre et øjeblik gav hende en underlig følelse af deja-vu, selvom hun havde svært ved at forestille sig, hvor de skulle have mødtes førhen. Det manden dog manglede i skønhed, gjorde han heldigvis op for med en høflig velkomst. Natalie gengældte hans nik, og ligeledes gjorde Thrax – om end en smule mere kontant – hvorefter de begge to trådte indenfor.

”Thank you.”

Som de bevægede sig ned langs husets snævre gange, vendte Natalie hurtigt opmærksomheden imod indretningen. Huset var ikke det største af slagsen, men hun bed hurtigt fat i de mange malerier og døre, som tydede på liv og historier. Alligevel virkede huset stort set lige så tomt, som hendes eget. Der skulle ofte ikke mange tjenestefolk til når husets ejer ikke behøvede hjælp til maden. Som de gik i tavshed, fik hun løsnet den fugtige kappe og lirket den gled af de små skuldre, hvorefter den blev rakt til Thrax. Da den arrede manden endnu engang valgte at holde døren for dem, trådte Natalie roligt ind i spisestuen og blev øjeblikkeligt belønnet med synet af Marcus, hvis skikkelse stod afventende bag en spise stol. Vampyren greb ordet, og hans velkomst fik hende straks til at trække på smilebåndet. Ah ja, hendes kælenavn. Den slags forsvandt næppe med alderen. Folk mente vist, at hun havde været en kende grov i sine tidlige forsøg på at stige i graderne som leder af dæmonerne, men det havde vist sig effektivt. Kælenavnet kunne hun sagtens leve med, da det kun frembragte adskillige berigende minder. Om Marcus havde brugt det i et forsøg på at virke afslappet eller provokere vidste hun ikke endnu, men hun valgte at holde sig til sin sædvanlige korrekte facon. Det var ikke altid, at folk fandt hendes opførsel i overensstemmelse med, hvad der mødte deres blik. Natalie havde dog en klar idé om, at det fik hendes fremtoning til at virke mere seriøs.

” Indeed, Mr. Davidson. It certainly took a few years, but I was pleased to find that you still wanted to meet.”

Den lille skikkelse var trådt få skridt ind i spisestuen før, at hun valgte at stoppe op. Hun var tæt på spisebordet, men ville ikke gøre yderligere før, at Marcus havde gjort tegn til enten at sidde eller eventuelt ført dem et andet sted hen for at snakke. I stedet betragtede hun vampyren med et livligt glimt i øjet, som stadigvæk ulmede efter hans kommentar. Thrax var stoppet et par skridt bag Natalie, men forholdt sig stadigvæk tavs.

Marcus' blik havde ikke veget fra den lille dæmon fra et øjeblik hun var trådt ind i spisestuen. Selv den store dæmon bag hende havde ikke kunne tage hans opmærksomme øjne fra hende. Det var trods alt Natalies selskab der var det vigtigste for ham denne aften, så hendes bodyguard var ikke en bekymring han gad tage sig af, det kunne Nick bruge sin tid på... Marcus havde arbejdet med en god håndfuld dæmoner før han kom til magten, så dette var ikke nyt for ham, men Natalie var alligevel i en lidt anden klasse end dem han ellers havde kendt til. Hendes barne udseende var ikke noget man skulle lade sig narrer af, det vidste han godt, men der var alligevel noget meget underligt ved at stå overfor hende, velvidende hun var en af de mest magtfulde dæmoner.

Det var dog kun en af de stærke kontraster der var mellem dem. For modsat Natalie der var troppet op i en fin kjole og med pæne manerer, så var Marcus i klædt noget af hans helt almindelige tøj. Det bestod blot af en mørk skjorte der sikkert havde set bedre dage, et par mørke bukser og hans efterhånden godt brugte støvler. Alt det fantastisk fine tøj var ubrugeligt for ham, det kunne ikke tåle vind og vejr og kom der først blod på det så var det ødelagt... Ikke just noget han gad bekymre sig om, Nick havde ellers forsøgt med nogle hentydninger tidligere på dagen, men Marcus havde bare afslået hans hentydninger med banden og rysten på hovedet. Det gjorde ikke den store forskel for Marcus, Hvis Natalie ikke kunne mødes med ham på grund af hans tøj ville han nok ikke bruge sine kræfter på hende i sidste ende alligevel.

Som hun stod inde i rummet og havde svaret ham nikkede Marcus bare lidt henkastet, før han talte. "Of course... I have wanted to talk with you for a long time now" bekræftede han igen lidt henkastet. Marcus trådte der efter væk fra den stol han ellers have stået ved, han havde ingen planer om at give hende hånden eller bukke. Men han slog dog ud med den ene arm mod bordet. "Sit where ever you like.. And your friend too" lød det opfordrende fra ham, imens han mærkede Nicks blik næsten brænde et mærke i ham. Det var først nu han havde se6 på Thrax, men det varede ikke mange sekunder før hans blik igen lå på Natalie. Han var godt klar over Nick ikke mente dette var høfligt nok, men hvad havde han regnet med? Skulle han også trække stolen ud for pigebarnet? - Nej, det kunne kun selv klare.

Selvom Nicks blik nok afslørede mere end det burde, så forholdt han sig stille og stod blot langs væggen så han ikke vækkede opsigt, da han trods alt ikke havde noget han skulle sige i denne samtale. Han kendte godt sin plads, han vidste hans uenigheder i hvordan Marcus opførte sig ikke var velkommende når der var andre tilstede.

Marcus udseende generede ikke den lille dæmon. Til trods for afstanden mellem de to lederskikkelser, så havde Natalias blå øjne ikke svært ved at gennemskue, at hans tøj ikke ligefrem var nyt. Det kom naturligt med livet som uddød, at ting omkring en fordærvede og forsvandt hurtigere end man nogensinde kunne drømme om. To år havde det taget dem at mødes, og alligevel havde ingen af dem fået så meget som en smilerynke siden ballet. For dæmoner var evigt liv en trods alt selvfølge. Døden var aldrig en frygt. Meget få dæmoner syntes dog alligevel at knække under den tanke, hvorimod langt flere vampyrer lod til at kæmpe idéen. Dette skyldtes muligvis, at deres tidligere liv var præget af idéen om, at en naturlig død en dag ville finde dem. Mon Marcus havde tvivlet på hele idéen? Tanken slog hende, som hun betragtede den rolige skikkelse for enden af bordet. Engang måske… som han havde stået der nyforvandlet, sulten og overvældet af sine egne sanser. Skulle det have vist sig at være tilfældet, så var han i hvert fald kommet langt siden.

Natalie nikkede tilfreds, da Marcus bekræftede, at han var klar til at tale. Hendes lille skikkelse bevægede sig hen mod stolen tættest på, hvorefter hun fik den trukket ud. Med øvet finesse fik hun skubbet kjolen ind således, at den ikke ville vælte klodset udover stolen inden, at hun trak sig ind til bordet igen. Thrax lod – ligesom Nick – til at kende sin plads. Uden et ord afslog han derfor invitationen til at slå sig ned ved bordet, og stillede sig derfor over langs væggen et stykke fra, hvor Nick stod placeret. Begge ledere sad nu ved hver ende af bordet, hvorpå Natalie placerede begge hænder.

” So… I assume neither of us have any questions regarding todays topic?”

Et øjeblik gjorde Natalie en kunstfærdig pause, blot for at tjekke efter med Marcus, hvorvidt der nu alligevel skulle været opstået tvivl. Da det ikke lod til at være tilfældet, valgte hun at fortsætte med ro i stemmen.

” Thousands of years ago the first alliance between demons and vampires spired. Many years later our predecessors still seemed to make it work even without the looming treats of angels and elves at the gates… When my thoughts first started to wander around the idea of a new alliance, Underworld was nothing to be worried about. Peaceful times, some would dare say. But… in the meantime, the world has shown us, that catastrophes can happen without warning. And how they affect not only species living of the land, but others as well…”

Hun sukkede let, og foldede så hænderne foran sig. Et øjeblik måtte hun minde sig selv om, at ikke alle brød sig om lange taler, og derfor var hendes næste ord mere velrettede.

” My point being… I would’ve asked for this meeting even without the recent disasters. Though I feel like they greatly emphasize the benefits of an alliance between our species. So, my question to you is… do you see the same potential? Or should there be any doubts, then please, feel free to share it.”

Marcus' øjne fulgte hver bevægelse den lille dæmonunge lavede da hun satte sig ved bordet. Han selv satte sig også til rette i stolen han før havde lænet sig op af. Han lænede sig tilbage i stolen imens han lyttede til den lille pige stemme der talte. Hendes spørgsmål rystede han kort på hovedet til som svar. Han var ikke i tvivl om hvorfor hun var her og hvad de skulle tale om. Tvært imod. Det havde været en samtale han havde haft i tankerne længe.
Som Natalie talte forholdte Marcus sig stille. Han havde næsten flashback til ballet imens hun talte, måske det var måden hun talte og agerede på der gjorde det? Han var ikke sikker. Hvad han dog var helt sikker på, var at hele hendes være måde var en stor kontrast til hvad han var vant til. Selv nogle af de finere vampyr familier var ikke lige så fint talende som denne dæmon. Ikke desto mindre lyttede han aktivt til hvad hun sagde, selvom ordene virkede fremmede.

Først da hun spurgte ham rettede han sig en smule op i sin stol. Hans rolige attitude havde ikke ændret sig. "I do see a potential... But I need to ask you a couple of things first" han tarv kort imens hans øjne lagde sig på Thrax. "How do you plan on using this alliance? Are we just helping each other when food is needed or can I trust you to support me in times of need? spurgte han. Hans stemme var følelsesløs, men tydelig imens han havde talt. Han ønskede ikke en alliance som kun gav ham støtte nogle steder. Han skulle være sikker på at Natalie ville arbejde sammen med ham uanset hvilke problemer der skulle komme i fremtiden. For modsat Natalie som havde været leder meget længere end ham selv, så var hans lederskab stadig nyt og skrøbeligt på mange punkter. Der var sikkert mange vampyrer der ikke ønskede at have en alliance med dæmonerne, blot fordi de ikke mente man kunne stole på dæmoner. Marcus stolede langt fra på alle og en hver, han krævede gerne at folk viste deres loyalitet først, men det ville være en svær sag med Natalie, da hun som sådan ikke var under ham i magt. Så han ville blive nød til at finde ud af hendes sande motiver på en anden måde.

Natalie havde brugt rigtig mange år på farten. Ja, hun havde haft et par halvstabile år i hjemmet efter, at hun havde gravet sig vej ud af moderen, men det havde sluttet ganske brat, da hendes fars problemer havde vist sig så overvældende, at han besluttede livet med datteren ikke var det værd mere. Hun huskede tydeligt den uvante smag af blod, som havde fundet vej til hendes spæde læber, da faderen skød sig selv foran hende. Hun havde ikke forstået hans valg dengang, og hun forstod det stadigvæk ikke over 500 år senere. Han havde været en svag mand. Tydeligvis ikke den rette til at lede familien til den storhed, som deres navn fortjente. Den opgave havde hun måtte påtage sig som ganske ung, og hun havde derfor brugt mange år på at uddanne sig ordentligt. Selvom hendes år rundt i Underworld med diverse gruppe havde vist hende, hvor langt man kom med råstyrke som hendes, så krævede situationer som dette møde oftest en… mildere tilgang. En ting var, at mange ikke forventede et eneste fornuftigt ord fra hendes lille skikkelse, men en anden ting var, hvordan hun elskede at overraske. Til gengæld mærkede hun selv frustration over væsner, som ikke tog den slags alvorligt. Marcus lod heldigvis til at fange, hvor hun ville hen med hele sin ordstrøm. Det var lang tid siden, at hun rigtig havde snakket med andre end sin husholdning, og hun måtte bide sig selv i tungen for ikke at fortsætte.

Da Marcus nævnte, at han havde spørgsmål, nikkede Natalie kort ”Of course” inden, at hun lod ham fortsætte. Vampyrens blik som landede på den store bloddæmon ville blive mødt af et par gulgrønne øjne, som stod i høj kontrast til mandens mørke hud. Dæmonen viste ikke mange følelser, men holdt alligevel skarpt øje med bordet og hele situationen. Da Marcus spørgsmål endelig lød, var det ganske som forventet. Natalie smilede ganske stille imens, at hun atter åbnede sine arme, nærmest indbydende.

” As much as this alliance would be to secure the best for both our species, the alliance would also work as a promise to… what does one say? ‘Have each others backs’?” Den lille dæmons smil voksede yderligere, næsten som om, at den mere almindelige tale morede hende. ” As leaders it’s inevitable that someone will eventually come for us. Not everybody likes the fact, that we have the kind of power that we do… or how we use it. So yes, you can trust that in times of need I will offer my support. Of course, I expect nothing less but the same in return.”

En ting var, at Natalie egentlig havde meget lidt tilovers for indbyggerne i Doomsville. Dæmonerne var en ting for sig selv, men resten havde hun fået Sean til at bekymre sig om af en god grund. En anden mindre detalje var, at Natalie allerede stod i en position, hvor hun kunne få brug for Marcus meget snarere end hun selv regnede med. Sean havde ikke været glad sidste gang, at de så hinanden, og hun brød sig ikke om stilheden der havde fulgt. En ting var, at han passede sit arbejde, men manden var forbandet lusket – og god til det – så hun forventede efterhånden det værste. Marcus ville være en værdifuld brik, skulle Sean pludselig komme marcherende mod hendes palæ end dag. Et plus var selvfølgelig, at vampyren boede i samme by.

Marcus lænede sig endnu en gang tilbage i sin stol, han havde forelagt det mest pressende spørgsmål for den lille dæmon. Nu lyttede han bare roligt til hendes lyse og barnlige stemme. Han havde aldrig set sig selv sidde i denne situation, alene det at han havde fået magten over vampyrene var langt større end hvad han nogensinde havde forventet. Denne samtale bekræftede blot for ham at han var kommet langt fra den gang han gemte sig i skyggerne i Doomsvilles gader. Nu sad han sammen med Nightmare barnet og snakkede om alliancer. Havde han ikke været roligt af natur, ville han nok have været sprunget i luften.

Han nikkede roligt i takt med Natalies svar. Det var da en smule betryggende at høre hende tale om alliancen, så han var sikker på at de var enige. Desuden betød det også at han ville kunne tage hende på hendes ord, hvis hun en dag skulle vælge at forråde deres alliance. Selvom de snakkede sammen om alliancen nu og virkede enige, så var det ikke nok til at få ham til at stole helt på hendes ord.
Da hun tarv igen så Marcus lidt ned på bordet der var mellem dem. Han nikkede så langsomt. "I'm glad we agree about the alliance and it's purpose." lød det tørt fra ham. Hun brugte så mange ord til at forklare sig, var en af tankerne der poppede frem i hans hoved, han lod dog ikke tanken føre ham af sporet, så han fortsatte med at tale igen. "I only have one more question then, do you have any plans I should know about currently?" Marcus gad ikke spilde sin tid på ligegyldige høfligheder, nu hvor de var enige ville han gerne videre i teksten. Men som han havde spurgt kunne man se et lidt flakkende blik hos Nick. Han havde frygtet at Marcus ville gå hurtigt videre, hvilket måske kunne virke uhøfligt. Nick havde forsøgt sit bedste at tale med Marcus om hvordan man skulle være høflig og ikke skynde på samtalen. Men det havde tydeligvis prællet af Marcus. Nick skulle til at tage et skridt frem for at sige noget, men Marcus løftede den ene hånd i op i en gestus der ikke var til at misforstå. Nick skulle blive og han skulle flette næbet! Det var ikke hans samtale!
Uden at sige noget så Nick ned i gulvet og forblev travs. Marcus havde i mellem tiden slet ikke flyttet sit blik fra Natalie, da han ikke regnede med at Nick ville protestere. Det havde Nick for stor respekt for Marcus til at gøre. Der var ingen tvivl hos Nick, han ville komme til at høre for denne opførsel når dæmonungen var ude af huset igen.

Marcus var en mand af få ord. Det kunne Natalie sagtens respekterer. Hun fandt det ikke usædvanligt, da mange af de mænd, som hun havde mødt igennem tiden, havde haft det på helt samme måde. Kort og enkelt. Så var der til gengæld typerne, som elskede at høre dem selv tale. Hendes fader havde været en af dem. Ligeledes med Sean. Forskellen på de to mænd var blot, at Sean bar en – efter hendes mening – usædvanlige talegaver. Det hang formentlig sammen med hans gener som incubus, men det var stadigvæk imponerende. Hendes fader havde blot talt højt og længe. Om planer han agtede at føre ud i livet, og hvordan hendes fødsel havde været starten på det hele. Problemet var bare, at det ikke var andet end det. Snak. Propaganda, som havde startet hendes tørst efter magt, men uden at kunne tilfredsstille den. Det var noget af det første, som hun havde bemærket efter hans død. Palæet havde virket så stille.

”As am I.”

Nikkede hun bekræftende til delen. Ja, alliancen var på plads, og tingene kunne ikke været gået bedre. Marcus havde ikke været nødvendig at sælge idéen til, og det var noget, som hun for en gangs skyld påskønnede. Det betød formentlig, at han ville være nem at arbejde med i fremtiden, hvilket syntes som noget af en lettelse efter bøvlet hun havde haft med andre partnere. Da Marcus kom med næste spørgsmål, var det ikke uventet for hende, men hun havde stadigvæk tøvet i sine overvejelser om, hvor meget hun skulle løfte sløret omkring. Derfor valgte hun at gå diskret frem til at starte med. Hun kunne dog ikke lade være med at smile en lille smule over vampyrens direkte attitude, men hun valgte ikke at påtale det. Hun befandt sig i mandens hus, og var der udelukkende som gæst.

” Currently I have no plans worth mentioning. I will be sure to let you know, should that change… I do however have some details that would be worth mentioning, now that we are allies placed in the same region.”

Hun savnede egentlig en kop the eller andet, som hun kunne bruge hænderne til at samles om. I stedet fandt hun en hårlok, som hun dovent lod snurre om fingeren, imens hun fortsatte. Forhåbentlig ville hendes rolige attitude omkring emnet smitte af på vampyren samtidig med, at han forstod alvoren.

” The leader of Doomsville Sean McGivens is an asset of mine. He’s ruling the city as planned but has proven… rather difficult to keep in touch with without acting up. Though this might just be some sort of rebellious outcome of a demon kept in line, I do my best to stay aware of his movements. Therefore, should you happen to catch any sort of useful information, or should it happen that he contacts you directly, I would prefer if you reported it back to me.”

Så. Kortene var lagt på bordet. Ikke mere end, hvad Marcus behøvede at vide, og kun lige nok til forhåbentlig at vække hans interesse for at være særlig opmærksom på nyheder omkring Sean. Hendes håb var, at som nye allierede ville Marcus være ivrig for at bekræfte loyaliteten mellem dem. Dette gjorde hun bl.a. ved at tilbyde noget af det, som hun selv ønskede, at han skulle vide mere om, og som ikke nødvendigvis var særlig velkendt for andre end dem. Noget af det var måske nyheder for vampyrlederen, hvorimod andre ting sandsynligvis var velkendt. Men der var mange vampyrer i byen, og de kunne sagtens bruges i smug. Derfor sad hun et øjeblik og afventede reaktionen. Fingeren var desuden holdt op med at lege med hårlokken.

Marcus havde sine egne planer om at udvide vampyrenes magt, men han havde endnu ikke sat gang i nogle af de planer, så de ville forblive i hans tanker indtil han var stærkere. Den lille dæmonunge var heller ikke et sikkert kort at spille endnu, hun var trodsalt kendt for at være en magtfuld og ondskabsfuld person, så hendes interesse i hans sager var ikke noget han behøvede at vække endnu. Så han forholdte sig afventende da hun talte om manglen på planer fra hendes side. Hun holdt måske også nogle planer tilbage fra ham? Det ville måske ikke være underligt når nu han selv gjorde det samme. Ironien lå dog i at denne alliance allerede nu byggede på halve sandheder og underliggende ønsker om magt.
Marcus så til som han sad og legede med sit eget hår, for nogle ville dette sikkert få hende til at se enormt uskyldig og sød ud, men Marcus blev bare endnu en gang mindet om at det var et barn der sad foran ham. Uanset hvor gammel hun blev ville hun for altid være et barn i hans øjne. Noget der ikke talte til hendes fordel. Han havde i forvejen meget lidt til overs for børn... De var utilregnelige og useriøse.

Som Natalie fortalte om hendes forhold til Sean fik det Marcus til kort at fnyse. Sean var ikke en autoritet i hans øjne, han var blot en skuespille sat i et stort hus og til skue for alle byens indbyggere så de følte sit sikre. Marcus havde kun hilst kort på Sean til Midsommerballet, det havde været en kort samtale, som klart byggede på Seans lyst til at genvinde vampyrende som en allieret i hans eget spil. Forståeligt nok havde Sean ikke været særlig klar i mæglet med hvad han ønskede fra alliancen, men Marcus var ikke i tvivl om at det omhandlede Natalie. Slet ikke nu hvor hun fortalte om Sean og hendes dårlige kommunikation. Spændende var det da.
Da hun afsluttede smilede Marcus kort, det var et rimelig neutralt smil, men det var måske mere afslørende end det skulle være. "I will keep my eyes and ears open, but I don't know much about Sean and his business currently." forklarede Marcus roligt imens han så lidt fra Natalie og ned i bordet imens han tænkte lidt. Han vidste at der gik rygter om Dannika endnu en gang. Det seneste nye han vidste var at hun eftersigende skulle være blevet Seans personlige læge, men om rygterne var sande eller ej vidste han endnu ikke. Han ville dog sagtens kunne opsøge Dannika og få hende til at be- eller afkræfte rygterne. Han lod ikke sig selv dvæle særlig længe ved disse tanker, da han ikke ville virke fraværende overfor Natalie.

Han så derfor på hende igen og nikkede kort imens han sagde "Should I come across some information, then I will send a messenger to you with news". Tiden ville dog vise om dette ville ske eller ej... Noget information var for godt til at dele ud af..

Som Natalie gav sig i kast med sin snirklede forklaring om hendes forhold til Sean, var det ikke svært at overhøre det knap så diskrete fnys, som pludselig præsenterede sig fra vampyren. Det livede helt op i den ellers tørre skikkelse at se, hvordan lidt ægte følelser pludselig kom over ham. Noget som Natalie bestemt ikke havde tænkt sig at glemme – eller droppe lige med det samme. Derfor, netop som hun afsluttede sin enetale, og inden Marcus fik mulighed for at svare eller spørgere yderligere, sprang hun ind med et sidste spørgsmål.

” Perhaps I’m not the only one having issues with our dear Lord of Doomsville?”

Derefter lod hun ham få ro til at svare. En del af hende blev da også beroliget ved forsikringen om, at Marcus nu havde hendes interesse med i mente, når han opfangede ting og sager som blev sagt i byen. Eller andre steder. En anden del af hende var dog udmærket klar over, at han snildt kunne lyve eller tilbageholde sandheden, hvis han ønskede det. Det var ikke forpligtelse. Hun havde intet på ham, som hun kunne lokke med, og afpresning var ikke det værd. Det ville ødelægge tilliden inden, at den overhovedet var bygget mellem dem. Derfor kunne ikke gøre andet end at håbe, hvilket virkede helt fjollet i hendes bog. Hun var af natur utrolig utålmodig, og kunne derfor bedst lide, hvis hun fik noget hurtigst mulig. Nu var hun ikke engang sikker på at få noget overhovedet. Der var visse ting som raceleder, som ikke nødvendigvis så godt ud. Derfor skabte man alliance, og benyttede sig af bagveje for at få det, man ønskede. Natalie havde skam selv rigeligt med dæmoner på sagen, men vampyrerne havde visse andre kvaliteter og muligheder, som gjorde nogle ting lidt nemmere. Desuden var de mange, og de kunne både spredes nemt og hurtigt. Og så var det altid nemt at få fingre i nye.

” Excellent! Now… are there any plans of yours that I should be aware of?"

Natalie havde hørt et par ting eller to om vampyrernes leder. I forhold til hans egen rang og magt, så nægtede han tilsyneladende at skille sig af med sine rødder. Det betød vist også, at han omgav sig med hvem som helst. Dette kunne sagtens betyde, at han måske havde problemer med folk, som Natalie havde, men hun tvivlede egentlig på, at han var typen som åbnede særlig meget op. Det hun var mest interesseret i var selvfølgelig viden, som hun burde være særlig opmærksom på ift. deres alliance. Derfor sad hun afventende med hænderne foldede foran sig. Et øjeblik havde hun næsten glemt, at de ikke var alene i rummet.

Hans lille fnys blev tilsyneladende opdaget. Det skulle han havde set komme, men nu var det forsent. En lille dæmon som hende ville holde øje med hver en lille bevægelse og hver en lyd der forlod ham. Han havde det jo på samme måde, hver en bevægelse hun lavede tog han notits af. Han tog en rolig indånding før han gav sig til at svare hendes spørgsmål. Han ville ikke lade hende får et forkert syn på hans 'forhold' til Sean - der var trodsalt ikke noget forhold endnu.
"I don't exactly have issues with Sean McGivens. The man and I have not really talked much... He is just one more rich man in a chair avoiding the city he lives in.." Marcus rystede kort på hovedet imens han snakkede. Han afslørede muligvis for meget af sin egen holdning om rige og magtfulde folk, men han forventede ikke at det ville få dæmonungen til at trække sin alliance tilbage. Slet ikke nu hvor hun selv virkede til at have et problem med Sean. Marcus havde det i bund og grund lige så stramt med Natalie, som han havde det med Sean. Hun virkede ikke som typen der nedværdigede sig selv til at være blandt godt folket, eller for den sags skyld være blandt de dæmoner der trofast fulgte hende.

Deres samtale virkede så lang på trods af at den havde været overraskende kort. De havde begge skåret ind til benet fra starten af, hvilket var fint for Marcus. Han ønskede ikke at dæmonen skulle blive i hans hus for længe. Han havde selv andre ting at tage sig af og de vampyre han delte sit hus med ville kun kunne være stille så lang tid af gangen. Derfor var det nok heller ikke underligt at han holdt sine svar ret korte.
"I have no plans right now, other than feeding my people" lød det kort fra ham. Der var vel ikke meget andet at snakke om nu? Han rettede sig lidt op i stolen før han rejste sig fra den. Han så kort mod døren før han igen så mod dæmonungen. "I believe that was all?" lød det mere konkluderende fra ham en spørgende.

Man kunne næsten se den fysiske skam der havde bredt sig over Nick da Marcus havde rejst sig fra bordet. Det virkede dog ikke til at Marcus selv havde opdages skammen hos Nick.

Ved lyden af Marcus ord om hans forhold til herskeren af Doomsville, fandt Natalie det svært at tilbageholde sit grin. I stedet nøjedes hun med et skævt smil, imens hun kort lod minderne flyde. Minder om en lun sommeraften, hvor hun havde lokket Sean McGivens med løfter om at slippe for døden – hvis han altså indtog Doomsville som byens nye hersker, og svor sin loyalitet til hende. Den første del havde været den vigtigste, og tydeligvis også det, som havde fungeret bedst. Men at Marcus skulle sidde her og foragte den magt, som Sean mere eller mindre ufrivilligt besad, det var svært underholdende. Hun havde allerede regnet ud, at han ikke var typen der omgav sig med diverse unødvendigheder, som måske kunne være med til at fortælle om hans status. Hun havde blot ikke regnet med, at han var så… lidt… diskret med sine meninger om det. Mange andre ville have bidt dem selv i tungen ved en sådan udtalelse.

” Something tells me Mr. McGivens might be more man of the people than his dark will ever let us know.”

Sean havde en karisma, som hun ikke selv bar. Hun bebrejdede hans Incubus gener, men så igen, handlede det formentlig også om interesse. Småtfolk sagde ikke den lille dæmon ret meget. Hun holdt sit fokus, hvor det mest gav mening, og kiggede man på Rotten Root alene, så ville det tage mere end én dæmons livsalder nogensinde at få gjort noget fornuftigt. Den slags havde hun andre til at se efter. Det behøvede Marcus dog ikke at vide, selvom hun tvivlede på, at det ikke allerede var en kende åbenlyst.

Som Marcus ligeledes bekræftede, at han ej havde nogen planer der var værd at dele, nikkede hun blot bekræftende. Overraskelsen var dog svær at skjule helt i det lille ansigt, som vampyren pludselig valgte at rejse sig. Så. Det var vel det? Et øjeblik sad hun blot, lamslået, over denne pludselige afslutning samt manglen på manere før, at hun genfandt sin maske. Der var et underligt glimt i de dybblå øjne, som hun skubbede stolen ud fra bordet, alt imens hun sendte ham et bredt smil.

” I believe it was.”

Fødderne landede på gulvet næsten lydløst, og den store bloddæmon, fik skubbet sig ud fra væggen. Natalie holdt øje med Marcus ud af øjenkrogen, som hun tog imod kappen fra Thrax, og fik lagt den om de spinkle skuldre igen. Skulle han følge efter dem, ville hun vente med afskeden til at de nåede døren. Skulle dette ikke være tilfældet, så ville hun standse i døren til lokalet de befandt sig i for at tage afskeden der i stedet.

Nogle ting var bedre sagt i det uhørte, men Marcus var ikke god til at lade sine holdninger være skjulte når det kom til autoriteter. Han foragtede også den lille dæmon der sad foran ham. Hun var nok det værste han længe havde set i forhold til autoriteter, men han var villig til at arbejde sammen med hende hvis de betød han fik mere magt og mulighed for at tage hånd om hans egen race. Om ikke andet ville deres alliance være mere pynt han kunne bruge når han havde brug for det.
Natalies kommentar om Sean gjorde ingen forskel hos Marcus. Han var ret fastlåst i sine overbevisninger om Sean. Det ville nok kun kunne ændres hvis Sean en dag tog kontakt til Marcus og viste ham at han var god nok. Men indtil da var Marcus ikke en fan.

Det var alligevel spændende! Marcus så overraskelsen i dæmonens ansigt. Noget han kun kunne være glad for at se. Det var en lille revne i hendes ellers perfekte udstråling, noget som Marcus for evigt ville huske. Den lille dæmon ville ikke få lov til at opretholde den korrekte facade omkring ham hvis han kunne få sin vilje. Han ønskede hun var mere sandfærdig og tydelig i sine motiver overfor ham, men det ville ikke være nemt. Men med tiden ville han finde hendes laster, så han ville være i stand til at krakelere hendes facade. Indtil da ville han håbe at de ikke behøvede at se alt for meget til hinanden... Hun optog meget af hans tid alene denne aften!
Marcus så roligt til som hun hoppede ud af stolen og igen blev dækket af kappen. Hans øjne veg kun fra Natalie da hendes bodyguard var lige ud foran Marcus.
Han vendte sig dog så han kunne følge dem med blikket som de skulle til at forlade rummet. Han havde ingen planer om at følge dem til døren. Det kunne Nick gøre... Han havde selv andet han skulle tage sig af. Det var Nick godt klar over så han var hurtigt ude fra væggen igen og klar til at følge dæmonerne til hoveddøren.

"I look forward to the next time we talk..." lød det roligt fra Marcus som sin afsked til Natalie. Nick rystede næsten uset på hovedet over Marcus før han fulgte med dæmonerne ud til hoveddøren for at takke for deres tid og tage afsked med dem.

Natalie ønskede ikke at kæmpe for Seans ry og rygte, når hun alligevel for et øjeblik siden havde fremlagt idéen om, at de nærmest ikke var på talefod. Desuden havde dæmonen alligevel en fænomenal evne for at klare den slags selv. Eskapader for offentlige skue, og provokerende adfærd i hendes nærhed var noget af det, som havde sået frøene for deres uroligheder helt til at starte med. Natalie så slet ikke grunden til den slags. Nogle gange anede fuldvoksne væsner ikke, hvor nemt de egentlig havde det. De behøvede aldrig bekymre sig at opføre sig voksent. Folk tog dem ganske seriøst selv efter en hel nats ballade, som andre kunne bruge dage på at rydde op. Natalie havde derimod kæmpet med næb og kløer for blot at have en sådan magt, at hun denne aften kunne sidde til dette møde. Alligevel tvivlede hun stærkt på, at vampyren foran hende overhovedet gik op i den del af historien.

Det irriterede hende, at hun havde tabt ansigt, men det generede tydeligvis ikke Marcus. Om ikke andet virkede han måske endda en smule moret over idéen, selvom det kunne være en kende svært at spore i hans ellers følelsesforladte ansigt. Døden hang tungt der. Marcus lod desuden ikke til at være interesseret i at følge dem til dørs, hvilket hun egentlig heller ikke havde regnet med ud fra deres modtagelse ved ankomsten. Derfor nøjedes hun med at neje let mod Marcus, som hun tog sin afsked.

” Pleasure doing business with you, Mr. Davidson. Also, no you don’t.”

For første gang voksede noget der oprigtigt mindede om et skælmsk lille barnegrin frem, som hun sagde de sidste af ordene inden, at den lille skikkelse forsvandt ned af gangen mod døren. For hun var udmærket klar over, at næste møde ville ligne dette ganske meget. Ingen unødvendig snak, og ingen overdreven høfligheder – lige til sagen. Dette var kun af nødvendighed, ikke af interesse. En del af hende fandt det faktisk underholdende at prøve den slags. Det behøvede man dog ikke fortælle dem, som man sad til bords med. Dog tog hun en lidt pænere afsked med Nick, som havde været så venlig at følge dem til dørs. Derefter forsvandt Natalie og dæmon ud i den våde kulde, hvor de straks begav sig mod palæet, hvor en kop varm the endelig ventede.

//Out