Clash of Dragons \\Zefira

Vinden smuglet sig indover det tomme triste kirkegårds landskab, så langt øjet kunne se var de endeløse grave, og indgange til de gamle catacumber, som mange hvileløse skattejægere have faret vild, og aldrig hørt om siden, de kilometer lange gange og rum, som siges at dække over halvdelen af underworld, og hvis man ikke vidste hvor ens fødder skulle hen, ville skyggerne og de ens ligende gange kræve dig som sit offer. Men denne aftens lumske mystik starter ikke nede i de fordømte catacumber, men ovenover, på den hellige kirkegårds jord, man kunne se en åndeløs man gå langs ned af kirke gården, han havde et tomt smil, og et dødt blik, man kunne se den lange grønne kappe der dækket den gamle mand ind, efterdømme på de lange øre var han en elver, skov slagsen. Manden havde langt skæg sat op i en knude. Manden kunne mærke et luftbust støde mod hans bryst, en svag vind føltes det som... men nu var hans lange liv forbi. den milde kærlige vind, var i virkeligheden den voldsomme hastighed af en stor og mægtig Tenebrae princeps, dens sorte skæld som fyldte hver og en eneste centimer af dens krop, kunne gøre natten jaloux. Den knaskede på manden i kort tid, bid hans lemmer af i munden, som bidder man stykker af et tyggegummi. og selvom Tenebrae princeps var en lille drage art, kunne de spidse tænder rive knogler og kød over med samme hastighed. Drager kom sjældent til de civiliseret samfund, det var måske engang i hvert 10.000, og chancen for at se en, selvom man ledte efter den, var så lille at selv de mest eventyrs lystende normalt gav op,

Tenebrae princepsen tyggede videre, indtil en vind så kraftig at flere gravstene bliv flået op af jorden og ramte tilfældige steder rundt omkring. de store hvide vinger fra en Servus Caelo kom til syne, og landede små ni meter fra det andet majestætisk dyr. Servus Caeloen trak fareturende skuldrene op, og løftede hoved højt i vejret, som fik Tenebrae princepsen til at glemme sit måltid, og kiggede på den kridt hvide Servus Caelo, og adskildte nu sine læber "Thefi Kvali Evi Abony" (Thefi; dragons navn - Kvali; Det - Evi; En - Abony; Ære -- sætningen i helhed er; Thefi, Det en ære)

Barfodet og fri. Sådan slentrede den rødhårede skønhed rundt, inde i den efterhånden rendt kendte by, Firewood Village. De som altid blodrøde læber, var formet i et smil, der takkede solen, hvis varmende stråler, spejlede sig mod hendes mælkehvide marmorhud. I forhold til de lange kjoler gammelt udseende kjoler, man ellers ville kunne forvente at finde hende i, samt de tunge kapper, var den lave skønhed i dag iført en smagradgrøn sommerkjole, der gik til lidt op på lårene. Intet mere udfordrende, end det behøvede selvfølgelig. Kjolen var tætsiddende, og blød som den sødeste lille sky. Stropløs, med en lettere dyb udskæring der gjorde plads til den velkendte men smukke hvide sten om hendes hals. I hånden bar hun et par brune gladiator sandaler, som havde mistet deres plads, da friheden for de små fødder blev fundet mere behagelig. En dag som denne, var dem som Zefira elskede at kigge rundt i byen på. I et helt naturligt lys, ville byens skønhed og sande liv blive afspejlet. Intet umenneskelig, eller maskine. Som Humvita. Mindet om den lille by, fik hende til at standse nær en bygning, og stirre fjernt ud i luften. Ja.. Humvita. Ikke byen, hvor hun foreløbig havde tænkt sig at sætte sine ben igen. Men, hvor så? Som om verden, eller naturen omkring hende, havde hørt hendes ynkelig bøn og sorg over det menneskelig, kom et fjernt vindpust strejfende. Fjerne stemmer der mumlede, på et sprog som hun forstod. Hun vidste hun forstod. Men hvorfor kunne hun ikke høre, hvad de sagde? Med et gisp, slog hun øjnene op, og vaklede væk fra muren. Vindstille. Det lod til, at hun var den eneste, der faktisk havde bemærket både vind og stemmer. En tilfældighed? Næppe. Stadig bevist om at stemmerne kaldte på hende, satte hun i løb. Den næsten lårkorte kjole, var ikke særlige samarbejdsvillig at løbe i. Men hun måtte afsted. Kort efter fandt hun en ærlig gammel mand, der lejede heste. Ikke meget tid blev spildt, inden hun høfligt kastede et par få guldmønter til ham, og pegede på en smuk, hvid hoppe, med kloge mørke øjne. "Ah.. She's a good old girl. Just leave her, when you're finished with her. She know the way home." Zefira nikkede taknemlig, og gjorde mine til at springe op på hesten, som manden høfligt havde sadlet op for hende. "Oh wait! You can't ride her, in that pretty dress! Hm.. Wait a second, sweetheart." Utålmodigt trippede Zefira på stedet, og sendte et varmt smil mod hesten, der gengældende slog prustende med det smukke hoved. "Here you go." Manden var vendt tilbage, med et par lysebrune skindbukser, der matchede hendes sandaler. Hun sendte ham et bredt smil, da manden uden videre lod hende få dem. "You seem to be a good girl. Keep smiling that way, and that's not the only thing you'll get in life." Med et hæst grin, vendte manden sig, og vandrede tilbage til sin slidte stol. Et klink fra endnu en mønt til manden, var det sidste man hørte, inden Zefira havde trukket i bukserne, og var redet afsted. Kjolen kunne sagtens fungerer som en slags lang top, og passede perfekt til resten af sættet. Nu var det afsted. Med dundrende hestehove, hamrende mod jorden, jog de afsted. Zefira uden videre, perfekt siddende på den smukke hvide hoppe, vis man og hale, piskede bagud i vinden sammen med Zefira's eget hår. Det var ikke til at sige, hvor lang tid der gik. For hende føltes det som en mellemting mellem 5 min, og en evighed. De krydsede gårde, marke, skove, vandløb og meget andet. For hvert skridt, syntes stemmerne og vinden at blive tydeligere. Det var næsten som om landskabet omkring hende, bar præg af det samme. Alting svajede forbi hende.

Dér. Uden videre. Hoppen som havde fulgt ruten, med et fantastisk tempo, havde sagnet farten let, og pludselige uden videre, standsede den. Komplet uforberedt, måtte Zefira tage faldet. Delevist sprællende, delevist krummet sammen, fløj hun over hovedet på hesten, og tumlede i jorden med et bump, selv væsner oppe i den klare himmel ville kunne høre. Hesten hvinede forskrækket, tydeligvis anspændt over noget i nærheden, og satte i løb. Som en sløv døs, fornemmede hun, hvordan lyden af hove blev fjernere og fjernere. Det hele kørte rundt. Stjerner og mørke, havde samlet sig omkring hende. Og stemmer. Denne gang meget højere. Som om de skreg af hende, oppe fra klipperne af. Med en meget anstrengt stønnen, fik hun rullet sig om på siden. Øjnene blev øjeblikket spærret op, blot til endnu mere smerte, da hun fik øje på den. Dem.. Drager. To af dem! Og hun kendte dem. Hun vidste uden videre, hvad de var. Men også rygterne omkring den sorte af dem. I et forsøg på at komme op, mumlede hun pivende og lavt en masse ord, mens hun fik skubbet sig selv op på albuerne. Stadig med stor ærefrygt malet i ansigtet, og stirrende op på klippen, hvor de to giganter befandt sig over hende.