its now or never(Arian)

S-Firewood Village
T-12.41
O-folk og den slags
P-Cowboy bukser med en Sort t-shirt og mørke Røde sko.
V-halv lunt.


Zankuji kom roligt gående i en by som han ikke rigtig havde været i før eller noget, men det skadede jo ikke at se noget nyt for man kunne jo ikke vide hvad stedet ville dukke op med af ting.
Han kiggede rundt i byen og så alt hvad der sådan forgik der og lige nu var der ikke rigtig noget der sagde ham noget, men det skete nok på et eller andet tidspunkt, men lige hvornår viste han ikke sådan rigtig lige nu.
Han gik stille og roligt og puttede sine hænder i sine lommer og gik bare vider og håbede på at der snart ville ske et eller andet i denne her by, men hvis der ikke skete noget måtte man jo opsøge det men han viste bare ikke helt hvor den slags ting kunne opsøges henne.

En pige omkring de 18 år, kom løbende forbi ham med høj hastighed. Bag ved hende kom der en flok vrede mennesker, der råbte alle mulige grimme ord til hende.
Pigen holdte til sidst op med at løbe og vendte sig om mod den vrede flok.
"Lad mig være!" vrissede hun. "Jeg har intet gjort!"
Den vrede flok blev ved med at råbe af hende.

Han kom roligt gående og kiggede rundt og hørte at der var nogen som var vrede og sådan noget og undrede sig over hvad der forgik og kom så hen til stedet hvor larmen kom fra og så at det var en kvinde mod en masse mennesker.
Han gik roligt hen ved siden af kvinden "hvad sker der lige her"sagde han med en høj tone i sin stemme og kiggede på dem alle sammen og ventede bare på svar fra hvad der i det hele taget forgik og sådan noget.

"Kig på hende, hun er et misfoster!" svarede en af de vrede mennesker.
De andre fulgte ham og råbte misfoster i kor.
Arian vrissede og viste sine vampyrtænder. "Jeg er ikke et misfoster!"
Hun kiggede rundt, for at finde et af de vrede mennesker hun kunne springe på. Vrede var hun ikke så god til at styre.

Han kiggede på de vrede mennesker og så på hende "hun er som hun er og der skal være plads til alle her i verden for hvis i gør hende noget hvad gør det så jer til mordere psykopater der ikke har noget liv folk som tror de er noget er det sådan et omdømme i gerne vil ha"sagde han hårdt og stod fast og kiggede på dem. Det gode ved en dag som denne var at han havde noget på ryggen et sværd som var stort nok næste lige så lang som han var høj og sådan.

Hun kiggede forvirret på manden der forsvarede hende.
"Hvorfor forsvare du mig?" hviskede hun.
De vrede mennesker kiggede nu både vredt på manden og pigen.
"Fjern dig knægt!" sagde en ældre mand til ham. "Og bland dig udenom."

Han kiggede på hende "der ikke nogen der skal jagtes bare fordi de ikke er mennesker som os om jeg så er bliver kald det ene eller det andet"sagde han til hende og hørte hvad den gamle mand sagde "fjern mig gud nej jeg vil sgu ej gamle og jeg er ikke en knægt"sagde han hårdt tilbage og trak sværdet op af dens holder på han ryg og stod med det i en hånd "men i kan prøve og fjerne mig hvis i tør og risikere jeres eget liv"sagde han roligt til dem og stod bare og kiggede på dem med et par kolde øjne og ventede på at se hvad der ville ske.

Menneske befolkningen betragtede hans sværd og tog nogen skridt bagud. De løftede opgivende på armene. De gad ikke at slås. Især ikke med en ung mand, der så ud til at have styr på sit sværd.
Arian kiggede på ham, med et uskyldigt blik. Vampyrtænderne havde hun trukket tilbage.
"Tak," hviskede hun og kørte genert en hådn igennem sit hår.

Han kiggede på menneskerne og smilte roligt da de ikke lod til at ville prøve og satte så sit sværd på plads og så på kvinde "det var så lidt frøken ja nu ved jeg jo ikke hvad du hedder men jeg er Zankuji"sagde han roligt og smilte til hende og havde det godt med at ha hjulpet hende.
Han så rundt også på hende "hvad gik det endeligt ud på hvorfor var de efter dig"spurgte han roligt og så på hende og slappede bare roligt af.

Hun børstede noget snavs af sine bare knæ.
"Joh, ser du.. Jeg er en blanding og det bryder de sig tydeligvis ikke om," svarede hun og kiggede op på ham.
Hun var ikke særlig høj. Omkring de 1,60cm.
Hun smilte da hun så hvor afslappet han så ud.

Han kiggede på hende og slappede bare roligt af "okay men du er jo den du er og sådan er det jo bare"sagde han roligt og slappede bare af og sådan noget "har du lyst til at gå lidt sammen med mig"spurgte han roligt og havde ikke noget andet og give sig til, og hvorfor ikke tilbringe noget tid sammen med den han lige havde reddet fra en flok dumme mennesker men han var nu selv et men ikke så dum som dem.

"Det vil jeg gerne ja," sagde hun og nikkede høfligt.
Hun gik op på siden af ham og puttede hænderne i sin jakkelommer.
"Så, Zankuji, sikke et specielt navn," sagde hun glad. "Mit navn er Arian."

Han kiggede på hende med et smil på sine læber og slappede bare af "lyder godt"sagde han roligt og gav sig til at gå og hørte på det hun sagde "ja ved jeg men det hyggeligt at møde dig Arian"sagde han roligt og så på hende med et smil på sine læber og gik bare vider.
Han kiggede rundt og slappede bare roligt af og kiggede så på hende "dit navn er heller ikke helt normalt"sagde han med et smil på sine læber.

Hun smilte forsigtigt.
"I lige måde Zankuji," sagde hun, mens hun holdte sig ved siden af ham. "Nej, det er det ikke... Men jeg ved ikke hvad det betyder."
Hun smilte flovt, da hun aldrig havde fået at vide hvad det betød. Hvem skulle også lige fortælle det? Hendes forældre blev jo slået ihjel, da hun var helt lille.

Han kiggede på hende og slappede roligt af og havde ikke noget imod at snakke med hende og sådan noget der "ens navn behøver jo ikke og betyde noget for det mener jeg ikke at mit gør"sagde han roligt og så på hende og slappede bare af mens han gik der sammen med hende.
Han så på hende "hvad går du og laver sådan til dagligt når du ikke bliver jagtet"spurgte han roligt og kiggede på hende.

"Tjoh, jeg bor på kroen det brændende træ med min bedstefar," svarede hun. "Ved godt det ikke er noget interessant," Hun grinte lidt og smilte stort til ham. "Hvad med dig?"
Han virkede venlig nok. Og ikke nok med det, han havde reddet hende selvom han ikke kendte hende. Det var meget modigt af ham.

Han kiggede på hende "okay det lyder hyggeligt"sagde han roligt og så på hende med et smil på sine læber og hørte skam godt hvad hun sagde "mig jeg bor for det meste på hotel hvis jeg kan finde et eller også tjekker jeg ind på det sted hvor man kan sove og sådan"sagde han roligt og slappede bare af.
Han så på hende "undskyld at jeg siger det men du er en køn kvinde"sagde han roligt og slappede bare roligt af og sådan.

Hun smilte af hans kompliment.
"Mange tak," sagde hun smigret og kiggede op på ham."Du er skam også en køn ung mand."
Hun kiggede ham i øjnene og bemærkede hvor flotte de var. Lidt grågrønne i det. Hun følte sig tilpas ved at snakke med ham.

Han så på hende med et smil "tak"sagde han roligt mens han gik vider og slappede bare af "hvor skal vi gå hen af"spurgte han roligt og så på hende for de gik jo bare og anede ikke hvor de kom hen af og sådan, men det gjorde sikkert heller ikke det helt vilde eller ville det han var ikke helt sikker lige nu.
Han så på hende og ventede roligt på at der skulle komme noget fra hende og sådan og det håbede han på at kom snart.

Hun kiggede rundt, for at finde et sted hvor de kunne gå en tur.
"Hmm, måske parken?" spurgte hun og kiggede på ham med et sprøgende blik. "DEr skulle vist være dejligt der."
hun ventede på hans svar og kørte en hånd igennem sit hår.

Han så på hende og nikkede roligt "ja det kan vi skam godt"sagde han roligt og så på hende med et smil og gav sig til at gå imod parken, det kunne være et dejligt sted og være når det var sådan.
Han så rundt også på hende igen "folk har nok ikke vænnet sig til at der er andre væsner end dem her i verden men det har jeg nu godt nok og har ikke så meget imod dem"sagde han roligt og smilte for sig selv.

"Det er jeg glad for at du siger," sagde hun og åbnede sin jakke, da vejret var lunt. "Jeg har skam intet imod jer mennesker."
Hun sendte ham et smil og slappede af, ved at gå og snakke stille roligt med ham. Mennesker havde hun aldrig haft noget imod. Det var mere andre varulve, der løb efter hende, hun ikke kunne fordrage. Ja. Hun vidste godt at hun var en særling, men derfor behøvede de ikke at være så strenge.

Han så på hende med et smil på sine læber og slappede roligt af og så på hende mens de gik mod parken og sådan noget.
Han var en meget stille og rolig person og sådan men når der var flere om en som hende så var han ikke, så kunne sådan en som ham skam godt blive sur over det for hvad havde hun gjort nogen noget så vidt han havde forstået og sådan.

Når han kiggede på hende, med et afslappende blik, følte hun det som om at han læste hende.
De gik igennem parken, med rolige skridt.
"Så Zankuji, hvad fik dig til at stille dig op imod den gruppe mennesker for en du ikke kender?" spurgte hun forsigtigt og kiggede op på ham. Hendes blik var en blanding af nysgerrighed og respekt.

Han kiggede på hende og slappede bare roligt af "jeg vil bare ikke se på at folk er sådan efter andre selvom de er anderledes som dig du er jo ikke menneske som jeg er men alligevel så kan jeg godt lide folk som dig man kan lære en masse af jer"sagde han roligt og så på hende med et smil på sine læber og slappede bare roligt af og kiggede lidt rundt og smilte bare lidt for sig selv og gik vider sammen med hende og alt det.