Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Periode | Renæssancen

Årstal | 1161

Årstid | Sommer

Måned | Juni

Latest topics
Top posting users this month
Razor
 
Reign
 
Selene
 
Kira
 
Rex
 
Angelica
 
Ethan
 
Aaron
 
Sean
 
Miss Smith
 

Statistics
Der er i alt 280 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Natalie

Vores brugere har i alt skrevet 148739 indlæg in 7609 subjects

Endelig!...Hvad? (Valgul)

Side 1 af 2 1, 2  Next

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Endelig!...Hvad? (Valgul)

Indlæg by Gæst on Fre 2 nov - 16:47

S: De små gågader i Doomsvile rotten root district.
V: køligt, let overskyet. Fugtigt.
T: aftenen.
O: huse, boder, butikker og få folk.

Elyas havde begivet sig fra den ene del af byen, til den næste. Han havde forladt byens middelkvarter, hvor han boede i en kro, til det mere fattige kvarter. Han havde været på vej mod muren, som skærmede byen fra stedets farlige dyr, som gemte sig i skovene, men havde ændret mening.
Da han først gik ned af gågaderne, havde han ikke meget lyst til at forlade dem, for de mere skumle, små gyder. Der gemte sig mange ting derinde og sidste gang han havde været der inde var endt særlig godt. Det var som om folk bare kunne lugte hvad han var!
Denne kølige aften havde han taget nogle let slidte jeans på, en sort T-shirt og en mørkeblå overtrøje, som var lynet halvt op. Til sidst, nogle let slidte kondisko.
Det brune hår strittede lidt, mest fordi han ikke altid orkede at redde det igennem.
Camille havde ellers sagt han skulle tage et våben med hvis han gik nogen steder, for en sikkerheds skyld, men han kunne stadig ikke tro at denne verden skulle være så farlig. Han gik jo bare på gågaderne! Hvad skulle der kunne ske?

Som et svar på det spørgsmål, kom han forbi en lille antikvitetsforretning. Et stod "lukket" skilt hang foran døren og der var mørkt derinde. Selv om han stod på den modsatte side af gaden, stoppede han alligevel op og kiggede derhen...Han viste godt hvorfor den var lukket og hvorfor den havde været det i flere dage.
Det var hans skyld. Han gøs kort ved mindet...Alt det blod...bare for...mad...
Han stod i lidt tid og bare stirrede på døren. Han lagde ikke særlig meget mærk til omgivelserne lige nu...

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Endelig!...Hvad? (Valgul)

Indlæg by Gæst on Tors 8 nov - 15:59

Valgûl gik sin sorte trench coat, han havde fulgt dæmon barnet Elyas i et stykke tid nu, og så endeligt sin mulighed for at introducere sig, det var på tide at barnet fik en god indflydelse mente han, hans værge lagde en dårlig indflydelse på barnet, og sådan en af Lucifers, det var til at kaste op over, det var hån virkelig. Da han endelig stoppede op ved butikken tog han sin chance, han vidste ikke hvor god barnet var til fornemme auraer, men vis alt gik som planlagt ville han ikke vide han var dæmon, før han vidste sin form frivilligt. Han gik langsomt hen imod Elyas, en til han ikke stod mere en meter frem ham. "Det bliver en dejlig nat, tror du ikke også Elyas?" han smilte over venligt til Elyas, før han langsomt nærmede sig Elyas igen, hans skridt gav næsten ikke en lyd. "Er du bekendt med denne her butik? du kunne måske fortælle mig hvorfor den er lukket?" vis ikke man vidste bedre skulle man tror at mandens øjne lyste kort rødt. i stedet for at se på direkte på Elyas kiggede han op mod månen og tog en dyp indånding, et tand fyldt smil spredte sig på den gamle mans ansigt, før han så afventende på barnet.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Endelig!...Hvad? (Valgul)

Indlæg by Gæst on Tors 8 nov - 16:27

Han havde stået fordybet i sine egne tanker og minder, da en pludselig stemme hev ham ud af dem og overraskede ham.
Han drejede hurtigt hovedet over til manden, som var kommet med lyden. I et øjeblik svarede han ikke, da det hele forvirrede ham lidt.
Lige fra mandens stemme, til hans fortrolige smil, til hans spørgsmål og allermest, hans øjne. Han brugte et øjeblik på at bedømme manden. Han havde en sær fornemmelse af det her, lidt som når han mødte andre, der ikke var mennesker og det fik ham til at være opmærksom. Han overvejede lidt hvad han kunne være, måske en vampyr? Havde de ikke røde øjne? eller var det kun i bøgerne derhjemme? Måske dæmon som ham selv? Han sukkede kort. Ja, eller gud ved hvilke andre racer der var, som han kunne være!
Han så hurtigt væk, da han huskede mandens spørgsmål.
"åh jo...Dejlig aften" han smilte lidt, men hans smil falmede lidt igen. Han viste ikke hvad manden ville, men han besluttede sig hurtigt for ikke at fortælle sandheden.
"åh, det ved jeg ikke...Jeg har hørt rygter og stod og overvejede hvor sande de kunne være...Har du ikke hørt rygterne da? De løber ellers altid hurtigt" han sendte manden et lille smil og prøvede at virke ubekymret, som han plejede at være.
Men den snigende fornemmelse af at der ville ske noget, forlod ham ikke. Han kunne bare ikke finde ud af om det var godt eller dårligt.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Endelig!...Hvad? (Valgul)

Indlæg by Gæst on Tors 8 nov - 17:00

Valgûl smilte stadig som barnet foran ham fortalte løs, men inden i var alligevel rasende, *IKKE ENGANG ET SNÆR AF STOLTHED OVER HVAD HAN HAR GJORDT!.. ynkeligt.* "nej jeg har ikke hørt nogle rygter, hvorfor kigger vi ikke bare indenfor, og ser for os selv?" Den gamle man tog fat i Elyas skulder, i hvad der skulle være et venligt greb, han gik derefter over til døren, han produceret en nøgle frem for en lomme inden i trench coaten, og låste døren op. hvor efter han vendte sig mod Elyas gjorde tegn til at han måtte gå ind først.
"Kommer du? der er vil ingen skade i at tage et lille kig, i en gammel vens hus, er der?"
Han så afventende på Elyas, hvor han dog håbede han ville gå ind, han følte sig efterhånden klemt inde i denne menneske krop, og ville gerne sprede sine vinger igen.
//Ved godt det ikke er meget, men vil bare havde en transaktion, så vi kan komme videre, der er ikke meget jeg kan sige i denne form xP//

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Endelig!...Hvad? (Valgul)

Indlæg by Gæst on Tors 8 nov - 17:22

//jeg syntes det er godt Smile Men skal prøve at få os videre også, hvis det er behageligts for dig Wink//

han virkede et øjeblik som lammet. Hvad var der galt med manden? hvad ville han? viste han hvad der var sket og var nu kommet for at give ham sin dom?
Først virkede han lidt modvillig, men opdagede snart at han nærmede sig stedet. han kunne vel ikke så godt bare vende sig om og løbe, kunne han? Det ville vel ikke tjene til noget...Manden var ikke menneske og hvem viste hvad han var i stand til? ikke fordi han var bange...Det havde hans far forbudt ham for længe siden, at være bange. I stedet angreb han ting med nysgerrighed.
Han stoppede dog op foran døren. Hvor havde manden en nøgle fra? Han viste det ikke...Og denne mand gav sikkert flere spørgsmål end svar...
"Hvad vil du?" det var ikke just hvad han ville have sagt, mens hans egen stemme havde vist forrådt ham endnu en gang.
"Der er ikke noget at se..." et sidste spædt forsøg på at undgå at se...hvad er gemte sig...Men måske var det slet ikke så slemt...Måske havde de ryddet op...
*men der er stadig minderne...*
han lyttede ikke til sine tanker. Manden mente åbenbart han havde en grund til at føre Elyas derind...
Han ville gerne protestere, han ville gerne sige de ikke havde lov til at gå derind, men han fornemmede at manden nok mere ville miste sin tålmodighed end noget andet.

Derfor tog han en kort beslutning og trådte tøvende over dørtærsklen og kiggede sig omkring. Der var mørkt. og alle ting stod som sidst han var her...
Han tøvede igen kort, før han kiggede over mod disken, hvor manden i sin tid havde stået og prøvet at sælge dem nogle gamle dolke...Som elyas havde brugt...
han åndede lettet op, da det så ud som om de havde fjernet blodet. Det gav ham mod til at gå lidt længere ind.
"Tom. Sikke en tilfældighed, de har jo lukket...Skal vi gå igen?" han vendte sig om mod døren og kunne denne gang sende ham et lidt mere selvsikkert smil.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Endelig!...Hvad? (Valgul)

Indlæg by Gæst on Tors 8 nov - 17:56

"Hvad jeg vil? jeg vil dig der bedste barn. Der er ikke noget at se.. blot noget at vide." Manden smilte som før, som om at hans ord havde været helt casual. Han smilte tilfreds som Elyas gik ind i rummet, og mens han så væk fra smed han illusionen, det gav ikke en lyd, men i stedet for en gamle mand, stod der en dæmon som havde set civilisationer rejse og falde. Han så på barnet med øjne som lyste rødt i mørket, smilte så bredt at alle hans mange sylespids tænder kunne ses og foldede sin vinger ud, de var fyldte med huller og var i den græd ikke længere istand til at løfte ham fra jorden.
"Nej.. vi skal ikke gå lige forløbet, vi skal havde os en snak. Vi ved godt hvad du gjorde her Elyas, du tog et liv.. fortæl os, hvordan har du det med at havde taget et liv, at havde efterladt en enke, at deres børn kun lige kan overleve uden deres far, blot for at din sult kunne stilles, hvordan har du det? Fortæl os du nød det.."
Hans smil var ikke blevet mindre gennem talen, tværtimod var det blot blevet støre og støre. Valgûl lod sin lange tunge slikke sig om munden, han var blevet sulten ved tanken, for ikke at sige legesyg. men det var ikke hvad han var kommet for i nat. *Vi lærer dette barn Lucifers veje, eller skaffe os afvejen med dette usle undskyldningen for lucifers slægt.* Valgûl lukkede døren bag dem og låste den, og tog nøglen ind i sin inderlomme igen.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Endelig!...Hvad? (Valgul)

Indlæg by Gæst on Tors 8 nov - 18:06

Han var gået i en fælde. Han skulle aldrig være gået herind! Han havde godt vist det, hans intuition havde prøvet at fortælle ham det. Men han havde ikke lyttet ordentlig efter. Hans smil forsvandt, da han i stedet så på en dæmon. Han var dog van til det fra derhjemme, hans far havde samme mulighed.
Han trådte automatisk et skridt bagud. Hvorfor interesserede denne dæmon sig om det? om mordet, om...Det hele, om ham?! Hvorfor interesserede alle dæmoner sig om ham?! Han brugte et øjeblik på bare at stirre på ham, mens han genvandt sin ro. eller prøvede på det...Han havde det som om det kun var et svar og at han hellere måtte svare rigtig. Hvis ikke, ville det ende galt, lidt som en quiz...vind eller tab.
Han dog ikke meget lyst til at sige sandheden...Hans far hadede sandheden. De fleste dæmoner hade sikkert sandheden...Men ikke dem alle. Meriko havde været forstående.
Han hade at dræbe på den måde...Ofte sultede han sig selv, til han mistede kontrollen og bare kom til det...Som et slags uheld. Men han havde det stadig svært ved det. Hans far gav hans mor skylden. Men det var jo ikke hans mor skyld...Det var hans egen. Men lige meget hvor meget han prøvede, følte han ikke at han kunne leve op til det...At være dæmon...
Og det var hans største ønske...at lære at kontrollere det, så hans far ville være stolt. i stedet for at behandle ham som et lille barn!
Mange følelser løb igennem ham lige på det tidspunkt og han viste ikke hvilken en af dem han skulle holde fast i.
"Jeg tog et liv..." sagde han endelig, om end lidt kort. Hans smil var væk, men udtrykket i hans øjne var ikke lige til at tolke.
"...Hvad er der at sige til det? Folk dør hele tiden...Hvorfor er du så interesseret i dette her? I det...Jeg...gjorde?" hans stemme havde været selvsikker i starten, men smuldrede nu. Han gik endnu et skridt baglæns.
Som om nogen gammel dæmon skulle have lov at lege med ham! Som en kat efter musen...Han ville ikke tillade det! Han var ikke blevet efterladt her, bare for at folk kunne manipulere rundt med ham!
"du forstår det ikke" knurrede han så svagt.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Endelig!...Hvad? (Valgul)

Indlæg by Gæst on Tors 8 nov - 18:54

Valgûl så vredt på drengen da han svared, og begyndte med langsomme skridt at gå imod barnet. "Hvad der er at sige.. HVORDAN FØLTES DET! hadede du det? elskede du det? følte du afsky, had, medlidenhed, lykke, lyst, lidenskab, passion eller sult?" snærede han mellem sammen bidte tænder Han tog et skridt tættere mod Elyas ved vært ord. det havde ikke været hans intention, at snære de havde lovet ham at holde sig uden om det, men der så ud til at hans indre havde ladet foragten oversky resterne af hans fornuftige sind. han stoppede i sine skridt, og holdt sin hænder op til hans tændinger og masserede dem, han ville bevare kontrol over hans egen krop, vis bare denne gang. før han forsatte i den tone som man ville bruge når man talte til et barn der skulle rettes på.
"Jeg forstår det godt.. du har været forlænge sammen med de dødelige, hvorfor din far efterlod dig til dem vil jeg aldrig forstå. Du tilhøre en familie med direkte nedstamning til Lucifer, og alligevel er du så ynkelig, nuvel, det ikke for sent endnu at vise dig den rette vej." Et diabolsk smil havde spredt sig mens han snakkede.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Endelig!...Hvad? (Valgul)

Indlæg by Gæst on Tors 8 nov - 19:00

Han følte vreden bølge gennem sin krop, den kendte varme, når hans muskler blev anspændte. Jo mere vred dæmonen foran ham lød, så mere trodsig følte han sig selv. Hans øjne blev endnu mere mørke.
Han bed så hårdt sammen, at det var lige før hans tænder knirkede. Men han var ligeglad. Han viste at dæmonen foran ham ikke brød sig om det, for det virkede som om han allerede kendte svaret. Men da han fortsatte, veg lidt af hans vrede for forundring.
Han kritiserede hans far...men det var han nu ikke sur over. Han kunne ikke selv finde ud af om han holdt af ham eller hadede ham. Men han havde haft sin grund, hans far havde aldrig rigtig stolt på andre dæmoner og da hans mor blev kidnappet begrund af hans fejltagelser, havde han set det som det mest sikreste at efterlade Elyas i en helt anden verden, sammen med den eneste person han rigtig stolede på. Camille.
Men Camille forstod det ikke...blev næsten vred, når hun mindede ham om at kontrollere sine spisevaner. Hun forstod det ikke! Selv om hun kendte andre dæmoner, som om det ville være en undskyldning!
Ubevidst gled hans venstre hånd over højre arms underarm, hvor hans tatovering sad. Gemt under trøjen han havde på.
Denne dæmon forstod virkelig at ramme hovedet på sømmet, havde Elyas ikke altid ønsket sig at forstå det, at blive god og stærk nok? Hans mor havde altid fortalt ham at styrke ikke var alt og at han ikke måtte miste sin medmenneskelighed. Men hvad hjalp det? Det skabte for det meste kun problemer...
"Og hvad vil du gøre ved det?"

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Endelig!...Hvad? (Valgul)

Indlæg by Gæst on Tors 8 nov - 19:24

Valgûl følte sig godt tilfreds, han kunne nærmest lugte vreden, *Så helt ynkelig er han da heller ikke.* han vidste at han måtte få barnet over på sin side, vis han spillede sin kort rigtigt, ville barnet tage imod hans vejledning, og dermed vil det være en mindre ynkelig undskyldning for en dæmon i verden, og dermed endnu en tjener/soldat til sin herre. Han så på barnet foran sig med hvad der kun kunne kaldes foragt. "Det eneste der er at gøre, det man gør når man viser et barn hvordan man lever, du må forstå at de dødelige aldrig vil forstå dig, de er blot køer og legetøj til vores fornøjelse.. vi må gøre din sjæl mørk." Ved enden af sætningen formede han skygge kopi af barnet foran ham, den havde ingen ansigt form, det var blot som at se en manikin skulpteret efter Elyas, den havde røde øjne og smilte noget så ondskabs fuldt. Valgûl selv smilte til Elyas med et smil der viste alle hans tænder. "Alle har det inden i Elyas, du har potentielle, men for at opnå det må du give slip på svagheder som medfølelse, medlidenhed, og frem for alt den afskyelige menneskelighed du har tiltaget dig!" Skygge clonnen smeltede som vand og forsvandt nærmest i gulvet. "Men vis ikke du gør det, vil du blot forblive en ynkelig hån mod din families slægt." Smilet var nu væk og erstattet og et stenkoldt ansigt.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Endelig!...Hvad? (Valgul)

Indlæg by Gæst on Tors 8 nov - 19:33

han legede med ham, præcis som han sikkert legede med sin mad. Men han kunne intet stille op, andet end lege med...
han viste godt at menneskerne aldrig ville forstå ham, men var det ikke klart? Når de var så...dumme? De forstod sjældent særlig meget af det der skete omkring dem. Men alligevel...De var tænkende personer, med følelser, med venner og familie. Og han havde selv venner og familie, hjemme i sin gamle verden.
*de er langt væk nu*
Siden han var kommet hertil havde han været alene...De få personer han havde snakket med havde enten givet problemer, eller bare ladet som om de interesserede sig for det...
Men det var følelsen af at have nogen at være sammen med, at være glad for og grine med. Føle sig sammen med nogle...Han viste at når han slog ihjel, tog han noget væk fra andre folk. Bare for han selv kunne leve.
Han kiggede over mod døren, som førte ind i privatboligen der lå ved siden af butikken, hvor den 6 årige pige have stået og grædt, men hvor de havde sagt at hendes far bare var dækket af maling...og hvor hun var løbet glad ind til sin storebror for at hente ham. For det var bare en leg...
Han rystede kort på hovedet og så lidt på dæmonen foran sig. Hans far ville ønske det her. Han var det eneste han kendte til sin familie, sin direkte linje af andre dæmoner...Og så at han måske havde en onkel her et sted, men han havde aldrig mødt ham...
Hvor meget han end ønskede dæmonen foran ham ikke havde ret, hvor svært han end havde haft ved at slå ihjel de sidste par år, hvor meget hans far end havde presset ham, havde han ikke kunne gøre det. Og han var træt af folks medlidenhed, af deres sølle ord som ingen forskel gjorde...Og sin fars skuffede blik.
"Og hvordan havde du tænkt dig at gøre det?"
ikke en direkte accept...Men alligevel en åbning...

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Endelig!...Hvad? (Valgul)

Indlæg by Gæst on Fre 9 nov - 12:19

Valgûl fik et diabolsk blik i øjne da han svared, klart bedre end direkte nægtelse. Han øjne lyste lidt mere som han talte.
"vi vil lære dig at leve Elyas, alt hvad du skal gøre er, at gøre som vi siger.. Det vil måske ikke være let begrund af din tid med de dødelige, men vi vil nedslide dine svagheder med blod." Valgûl slikkede sig om munden ved tanken, og grinte lidt for sig selv, han kunne jo godt tage nogle rester når barnet var færdigt, han nærmede sig Elyas igen, og stod nu ikke meget mere end en meter fra ham. "Jeg har rent faktisk forberedt en lille test til dig her, vis du virkelig vil blive til noget andet end en ynkelig orm. men først svar mig på noget, har du det virkelig godt med din værge? vil du ikke hellere bo med din egen slags? nogen der kan forstå dig." Han smilte ondt til Elyas, han vidste godt at smilet ikke just var tillids vækkende, men det lå som anden natur til ham. han holdte sin hånd ud mod barnet foran ham, som en kontrakt der skulle underskrives, magt på bekostningen af hans menneskelighed. Det rene røversalg mente Valgûl nu selv, hvem havde brug for noget så svagt. Hans stadig diabolske smil spredte sig endnu mere, så hans spidse tænder stod ud i mørket. *Vis ikke faren gør det, så må vi jo gøre det.*

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Endelig!...Hvad? (Valgul)

Indlæg by Gæst on Fre 9 nov - 12:34

En test? Hvad kunne det være? At han skulle slå nogen ihjel? sikkert, hvad ellers...Det var jo det det hele handlede om. Kunne han slå ihjel eller ej. Men det var jo overlevelse! Lige som hende kvinden havde sagt...Han kunne ikke huske hendes navn, men en masse mænd havde angrebet hende, åbenbart af hendes egen dumhed. Hun havde bare slået ihjel og da han havde spurgt, havde hun sagt det var for overlevelse. Hun havde virket så ligeglad....
Kunne han virkelig det samme?
Han følte sig noget usikker på det hele. Dæmonen gik ikke ligefrem efter at styrke tillid...I hvert fald virkede hans smil noget mystisk, hemmeligt, og hans ord gjorde ham en smule nervøs.
Han ville gerne lære at slå ihjel. Han skulle jo leve evigt, det kunne han jo ikke gøre på denne her måde! Han kunne jo heller ikke bare gå og vente på det skiftede...Der kunne gå lang tid og det ville slide ham op. Dette var jo en mulighed for det!
Men Camille...Camille ville ikke bryde sig om det...Hun havde snakket om at han skulle lære at slås sammen med hendes kæreste, Tristan...Men der var ikke sket noget. Han havde ikke set hende i...hvad? en uge? måske to uger? Og han boede stadig på den samme kro selv om Camille havde lovet at finde på en bedre løsning...Men hun havde hjulpet ham lidt, hans far havde stolt på hende af en eller anden grund...
Alle disse tanker gled rundt i hans hoved, mens han overvejede hvilken beslutning der enlig ville blive bedst.
Han hungrede næsten efter at være den dæmon, han var født til at være. Han hungrede efter at være sammen med sin egen slags. Han ville gøre sin far stolt!
Desuden kunne han jo altid sige noget andet til Camille. Hun behøvede ikke at vide sandheden og hun havde for travlt med sine egne problemer, til at tjekke det alligevel.
Han så lidt på dæmonen, som var kommet ret tæt på og rakte en hånd frem mod ham. ville han give hånd på det?
Hans blik var en anelse usikkert, ja, faktisk havde han endnu ikke besluttet sig for om det var klogt...Men alligevel gled hans hånd frem og tog den andens.
"så siger vi det." svarede han. Både til det ene...Men også til det andet.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Endelig!...Hvad? (Valgul)

Indlæg by Gæst on Fre 9 nov - 21:45

Et diabolsk smil spredte sig over Valgûl, et smil der sagde at han havde underskrevet en kontrakt med djævlen, før han rystede sin hånd og tog den tilbage.
"Godt Elyas, du har træffet det rigtige valg, men du må jo forstå at vi må se dit værd før vi tager dig under vores vinger, kan du huske den lille pige.. vi syntes i bør genforenes, hun har sådan savnet dig."
Valgûl små grinte ondskabsfuldt for sig selv, ved hans lille joke, før han bevægede sig over mod døren til privat boligen, der gik et lille stykke tid før han kom tilbage, men en svag hulken kunne tydeligt høres da han åbnede døren. da han kom tilbage kom han med den lille pige som var bundet i reb, hun havde sår over helle sin krop, tegn på at Valgûl havde 'leget' lidt med hende på forhånd. Han lod langsomt sin forlange tunge køre over hendes kind, for at slikke blod og tåre væk før han kastede den lille pige over mod Elyas så hun lå ved hans fødder. hun reagerede dårligt nok smerten, da hun havde været udsat for meget være i lang tid før hun blev hentet.
"Vi tror skam godt du ved hvad vi vil havde at du skal gøre, efterlad hendes storebror alene i verden, og vi vil ikke blot havde at du tager hendes sjæl, leg med dit bytte, du skal lære at nyde deres smerte. Vi kan tilgive dig vis du ikke er glad for det denne gang, men det bliver sådan her vi slide din svagheder væk.. Før eller siden vil du lære at nyde det." Han smilte ondt til Elyas og rakte en hånd ind i sin inder lomme og tog en kris ud af den, han holdte den ud mod Elyas.
"Gør dette og vi vil lære dig hvordan man lever."

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Endelig!...Hvad? (Valgul)

Indlæg by Gæst on Søn 11 nov - 15:00

Elyas virkede ikke så bekymret, lige hvad det angik. En dæmon kunne ikke tage en anden dæmons sjæl...Hvis de da havde en, det viste han faktisk ikke. Han mærkede dog hvordan blodet forsvandt fra hans ansigt, da han hørte om den lille pige...åh, ikke den lille pige! Hvad havde hun nogensinde gjort?
Han havde aldrig slået et barn ihjel før...Kunne ikke få sig selv til det og fandt tanken frastødende...
Han blev næsten helt chokeret over pigens tilstand, næsten bevidstløs af både smerter og blodtab. Mere eller mindre livløs. Han trådte et skridt tilbage, da dæmonen kastede hende over til ham. Hvis han skulle dræbe hende, ville det mere være for at redde hende! Hvem havde lyst til at leve et liv, efter man var blevet tortureret på den måde?
Han så hen på dæmonen et øjeblik. Det mente han vel ikke, det her? Skulle han lære at slå ihjel, ved at gøre det ved en lille pige?! At slå ihjel...Ikke at pine dem!
Han rystede på hovedet et øjeblik.
"Det kan jeg ikke...ikke mod en lille pige!" Han gik over hende og bukkede sig ned til hende, lod hånden glide over hendes kølige hud. Han trak vejret uregelmæssigt.
Hendes øjne sitrede da hun mærkede hans hænder mod sig.
Han begyndte at binde hendes reb op, knuderne var dog bundet ret stramt. Pigen klynkede kort.
Elyas så op på dæmonen igen. Det gik op for ham at han vist ikke engang viste hvad han hed, men var det ikke lige meget lige nu?
Han havde hjulpet pigen den dag...Overbevist hende om der intet slemt var sket og hun havde virket så glad, da hun var løbet ind til sin bror...Hun var vist lige blevet 7 eller sådan noget...
Han tog ikke imod daggerten.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Endelig!...Hvad? (Valgul)

Indlæg by Gæst on Tirs 13 nov - 18:16

Valgûl så vredt på Elyas, før han blot rystede skuffe på hoved og skukkede overdrevet, hvor han dog havde lyst til at bare at slå barnet og Elyas ihjel der, hvor ynkeligt men han indså, at han ikke blot kunne give op på en af Lucifers rene blod, og bid trangen tilbage på trods af de adskillige befalinger i hans indre, han måtte være mere blid med denne svækling så det ud til. Han sænkede sin hånd men lod krisen forblive i den, han så med foragt på synet af en dæmon der hjælp en dødelig, han blev stående op, han lagde sin hånd på Elyas skudler og så på ham med et stramt blik, før han talte til barnet.
"Vi kan forstå du har svært ved det Elyas, dit sind er jo blevet skrevet af dødelige, vi vil tilgive dig denne gang, vi kan være tålmodige når vi gerne vil, men du vil tage hendes liv, om du vil nyde det eller ej, for eller siden vil du acceptere at det del af dig." Han gav Elyas et kort klem på skulder og smilte overvenligt til ham.
"Dette er din eneste chance Elyas, blev en af de egne, gør din far og Lucifer stolt, forsegl din oplæring i uskyldigt blod, kom nu.. blev et med dit eget folk, så vil du endelig havde nogen der kan forstå dig, nogle at snakke med, nogle der kan acceptere dig, er det ikke det du vil havde?"
Han smilte stadig overvenligt til Elyas og håbede på at han bed på krogen, han vidste godt at barnet var ensomt, og løfter om nogle han kunne være sammen med, håbede han på ville får barnet på krogen. han holdte atter sin kris mod barnet, og så afventende på ham.
"Tag hendes sjæl Elyas, gør det eneste rigtige."

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Endelig!...Hvad? (Valgul)

Indlæg by Gæst on Tirs 13 nov - 18:35

Åh, burde han ikke have set det komme? Burde han ikke have haft intelligens nok til at undgå dette? Når en dæmon så overvenligt kommer hen til en og tilbyder en alt det, man sådan har ønsket sig...Der måtte jo være en pris, ikke? Men Elyas var ganske uvidende om disse ting, han var ung, han var vokset op i et anden samfund og kendte intet til folks manipulerende evner, hvilket gjorde ham til et alt for let offer. Han viste endnu ikke nok om sin egen race, til at gennemskue det.
Havde han overhoved noget bevis for han ville få noget af det han bad om? Ville han en dag være stærk nok til at komme ud af det, han endnu ikke viste han var på vej ind i?

Elyas lod blikket glide over dæmonen, så ham i øjnene i noget tid, mens hans ord gav genlyd i hans hoved. Det trykkede på alle mulige knapper. Han var herre over sit eget liv, som han så mange gange havde fortalt sin mor, hvis han havde lavet ballade ovre i skolen fordi han kedede sig. Eller når han smadrede noget. Han var en dæmon...Men hvilken slags? Hans far havde kun fortalt ham få ting...
Åh jo, det var alt hvad han ville have! Nogle der forstod ham, et sted at være, et sted at stå i livet, styrke til at være hvad han var, nogen der kunne lære ham det, hjælpe ham...Et sted bag i sit hovedet hørte han pludselig en lille stemme sige:
*Jamen han vil jo bare hjælpe dig, kan du ikke se det? Vil du ikke modtage den hjælp, du så længe har været frustreret over ikke at få? Dette er vejen til den sande styrke!*
Af en eller anden grund overskyggede den stemmen, der fortalte ham det var forkert, at han ikke måtte gøre det. At han måtte kæmpe imod dette, flygte mens han kunne.
En rystende hånd tog endelig imod daggerten. Han havde alt for mange tanker i sit hoved, da han mærkede sulten kæmpe sig igennem hele tågen.
Bare dræbe, det kunne han godt, ikke? Bare dræbe, ingen pinsel, det behøvede han jo ikke...Bare dræbe, spise og så slut! Det var det eneste han skulle gøre, han skulle bare lade være at tænke over det! Hverken nu eller nogensinde!
Hans greb om krisen strammedes så meget at hans hånd blev næsten helt hvid, da han bukkede sig ned over pigen igen.
Han ville gerne sige noget til hende, fortælle hende at det hele snart ville være godt igen, at hun forhåbentlig ville blive forenet med sin far og at smerterne snart var ovre. Men ordene sad fast i hans hals, da den havde snøret sig sammen.
pigen bevægede svagt på sig og gled om på ryggen, trods sine bundne hænder, som om hun fornemmede det hele snart ville være slut. Hvordan kunne børn altid fornemme og forstå ting, som voksne ikke engang kunne?

Han greb fat i krisen med begge hænder, et øjeblik efter gled den igennem luften over pigen, før den borede sig ned mellem hendes ribben og gik efter hjertet. Det bølgede metal skar igennem hendes tøj og hud, lod blodet sprøjte op omkring såret og krisen. Pigen krummede sig sammen og skreg, med de sidste kræfter hun havde, Elyas havde ikke ramt helt rigtigt, men kun snittede hjertet. Han slap krisen og faldt næsten tilbage, da han blev overrasket over pigens udbrud. Han havde håbet på at slå hende ihjel med et hurtigt stød! Ikke dette!
I stedet gled livet langsomt ud af hende, til hun til sidst var helt bleg...
Elyas mærkede næsten hvordan hendes sjæl løsnede sig fra hendes krop, hvordan han følte sig draget af den. Han lukkede øjnene et øjeblik, da han tog den til sig.
Det var næsten forkert, at tage hende sjæl, en lille piges!
Hun trak vejret en sidste gang og lå helt stille. Det sidste blod gled over hendes krop og ned på gulvet, spredte en let, metallisk lugt.
Elyas trak vejret lidt i stød, da han åbnede øjnene igen og så hvad han havde gjort. Og sådan sad han, uden rigtig at reagere først.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Endelig!...Hvad? (Valgul)

Indlæg by Gæst on Ons 14 nov - 19:43

Valgûl fik et ondskabsfuldt smil, da han så den unge dæmon tydeligt havde en intern kamp, hvor han dog elskede, at sprede korruption i hvad der var rent, selvom det kunne blive kedeligt var enden altid det helle værd. Hans onde smil bliv blot større da han tog imod krisen. "Godt barn, du har taget det rigtige valg, du gør os alle stolte." Hans stemme var ivrig, som når et barn blev fortalt at man havde en overraskelse til dem. Som han så Elyas gøre klar til at tage barnets liv, lyste hans øjne op, og gav rummet et rødt skær, fra intensiteten af lyset. Da han så at havde ramt ved siden af hjertet blev han næsten stolt, han vidste ikke at det var et uheld, og klappede bare stille og roligt, mens et smil der viste alle hans tænder spredte sig. han lagde sin hånd på Elyas skulde og gav den et klem, og så stolt på dæmonen foran, der var håb endnu for barnet.
"Godt Elyas, du har stadig håb for en mørk fremtid, glem aldrig denne dag, for det var den dag, at du blev en dæmon, den dag du kan se dit eget folk i øjne. Din far vil blive stolt af dig, for ikke at sige vi er." Valgûl fjernede sin hånd fra Elyas skulder og holdt den ud til dæmonen, mens hans slikkede sig kort om munden da han så det døde barn, men det var der tid til senere, lige nu skulle den unge dæmon få sin fortjeneste.
"Kom Elyas lad os begynde din undervisning, men først fortæl mig, hvad ved du om din art, og om dig selv?" han så på Elyas med hævet øjenbryn, men smilet forsvandt aldrig fra hans læber, og han opmærksomhed skifede helle tiden fra dæmonen, til det døde barn.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Endelig!...Hvad? (Valgul)

Indlæg by Gæst on Ons 14 nov - 19:53

På en eller anden måde, fik han sine ben til at støtte sig, da han rejste sig op. Han mærkede dæmonens hånd mod sin skulder. Han så hen på ham og idet dæmonen snakkede til ham, var det som om han fornuft endelig vendte tilbage. Han så sig lidt forvirret omkring, men valgte så kun at koncentrere sig om dæmonen foran sig. Pigen var død, smerteligt begrund af ham selv, og han havde ikke lyst til at tænke over det. det gjorde bare det hele værre. Han viste endnu ikke om...ja, hvem enlig? Var stolte. end til videre havde han bare accepteret...Eller næsten accepteret, de ting der skete. Men nu var det snart på tide han fik nogle oplysninger han kunne bruge til noget!
Han så lidt på dæmonen og ignorerede først hans spørgsmål.
"Hvem er du enlig? Og hvem er vi?" spurgte han direkte. Nu han kom i tanke om det, havde dæmonen altid omtalt sig, som et 'vi'
Han trådte en anelse væk fra liget af pigen og den skarpe lugt. Dæmonens lysende øjne ville nok skræmt hvem som helst, men Elyas fandt dem af en eller anden grund næsten behagelige...Fordi han selv var dæmon og dette var et bevis på, at han stod sammen med en af sine egne...Det overbeviste ham også om at han ikke skulle være bange.
Camille havde advaret ham, men han havde ikke kunne få sig selv til at gå rundt med våben og frygte alt muligt. Hvornår ville der så blive plads til livet?
Han svarede ikke på dæmonens spørgsmål, før han selv kunne få et svar.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Endelig!...Hvad? (Valgul)

Indlæg by Gæst on Tors 15 nov - 19:55

Valgûl kiggede på barnet lidt, med et blik der kunne smelte stål, før han rystede på hovedet og grinede højlydt, som havde han lige hørt den sjoveste joke i tusind år. før han atter så på den unge dæmon, "Jamen hvor bliver vores manerer dog af." Han bukkede overdrevet men det kind brækende smil forbliv på hans ansigt.
"Valgûl Moris Tarus Oditoculos, din ydmyge mentor, og vi som du spørger, der er ikke mange der ved dette Elyas, men på grund af at du er under vores vinger, vil jeg gøre en undtagelse.."
Valgûl stod bare stille efter hans ord, smilet var væk, hans øjne blev næsten vide, som om nogen hældte inden i hans øjne, skyggerne i lokalet syntes næsten at søge imod dæmonen, som var det fange arme, der sad på en blæksprutte. Han så på Elyas med et kold blik før han svared i en mørk rusten tone.
"Jeg har intet navn, iværdfald ikke noget som jeg vil fortælle nogen, men du kan kalde mig.. Umbra.." det sidste ord eller navn gav nærmest genlyd gennem lokalet, som når man råbte i en grotte, og så koldt som is.
De røde øjne vendte hurtigt tilbage, de hvide øjne blev jaget bort, det samme kind brede smil var tilbage, skyggerne vendte tilbage til deres forrige tilstand. Valgûl slikkede sig kort om munden, og så Elyas direkte i øjne "Jeg er nok den du har haft mest kontakt med end til videre kære barn." på trods af at hans ord lyd venlige kunne man tydeligt høre lysten til at dræbe, stemmen var lys, næsten skrigende, som en mental patient på et asylum, som havde været der helle sit liv. "Mit navn Elyas.. Det er Blod "
Hans sidste ord fik en dyp dæmonisk stemme, efter det så hans smil ud til at blive lidt mindre, øjne mindre røde, som havde den forrige balance blevet genoprettet. Han så strengt på Elyas, men smilet forblev på hans ansigt.
"Nu når vi alle er blevet introduceret ordenligt, hvad siger du så til at svare på vores spørgsmål." Man kunne tydeligt høre på ordne at det var mere af en ordre end en anmodning.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Endelig!...Hvad? (Valgul)

Indlæg by Gæst on Tors 15 nov - 20:04

Han brød sig ikke om rummet, om stedet. og han brød sig ikke om den måde, skyggerne nærmest levede omkring Valgul. Han havde et langt, underligt navn, hvilket nok betød han var ret gammel...Og han virkede også sådan. en skyggedæmon.
Men de andre navne forvirrede ham bare...han så hvordan han nærmest ændrede sig, alt efter hvem der præsenterede sig, men det forvirrede ham mest, end gjorde ham klogere. Led denne dæmon af personspaltning? Skulle han virkelig læres op af en dæmon, som ikke en gang havde styr på hvem han enlig var?
Han rystede kort på hovedet, som om han mente det hele var en dårlig joke. Hans øjenbryn krummede sig sammen i en lettere utilfreds rynken, da dæmonen lød til at give ham ordre på at svare.
Men han havde jo besvaret hans spørgsmål, uanset om han var blevet klogere af det eller ej, så det var vel kun fair han gengældte det.
Så han startede med at trække let på skuldrene, som om han ikke rigtig viste noget, eller ikke viste hvor meget han skulle vide.
"Jeg ved der er tre slags, bloddæmoner, sjæledæmoner og skyggedæmoner. Jeg ved jeg skal leve for evigt, medmindre nogen får den lyst til at dræbe mig. Det eneste jeg faktisk ved kan dræbe mig, er pentagrammer. Mest fordi min far bad mig løbe, hvis nogensinde så en med pentagrammer... Jeg ved..." han så sig tænksomt rundt i det mørke lokale.
"...Selvfølgelig at nogen stammer fra en renere linje end andre og at de har denne tatovering. Men det er vist også mest det..." og som en slutning, trak han på skuldrene igen. Hans far havde vist kun fortalt ham de mest basale ting, måske fordi han ikke selv længere tænkte over det at være dæmon. Som Elyas gjorde. Eller måske forventede han at han selv skulle finde ud af det.
Han så på Valgul igen og overvejede at spørge om de ikke kunne forlade dette sted nu...Men et eller andet holdt det tilbage, en vis usikkerhed...

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Endelig!...Hvad? (Valgul)

Indlæg by Gæst on Fre 16 nov - 11:06

Valgûl kunne godt se forvirring, eller var det irritation der spredte sig over den unge dæmon, han havde ikke forventet at ville forstå, det var der ingen der gjorde. Han så på Elyas med et irriteret blik, var det alt, vidste han ikke mere, eller havde udnævnt nogle detaljer, der måtte være mere end det, men nu måtte han vil gå ud fra det. Valgûl rystede kort over helle kroppen da han hørte ordet pentragram, det bragte minder der ikke burde være der. Han så hårdt på Elyas bagefter og smilte igen, han ville ikke vise sådan svaghed, ikke foran an en af Lucifers.
"Det alt.. Har din far virkelig ikke fortalt dig mere, nu vel, lad mig sige dig at der er 4 arter, der er også Succubus'erne og Incubus'erne, de stæjler sjæle gennem seksuel sammenlege, jeg kan fortælle dig, at du Elyas er er en Sjæledæmon, vis du ikke allerede viste det. efter som du tog den døde piges sjæl, vi andre dæmoner er nød til at lave kontrakter for at få en sjæl, udover en succubus og incubus."
Valgûl masserede et kort øjeblik sine tændinger som for at fjerne en hovedpine.
"Før jeg begynder at røvle løs Elyas, er det virkelig alt du ved? ved du noget om vores folk historie, noget om vores arter?"
Valgûl så forventende på Elyas, som når en lære ville bedømme om eleven skulle tæves eller ej, //19/20-hundred tallets undervisere xD//

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Endelig!...Hvad? (Valgul)

Indlæg by Gæst on Fre 16 nov - 17:12

//Haha Wink//

Han så lidt på Valgul. Dette var jo ikke særlig interessant. Han viste godt han var en sjæledæmon, nøjagtig som hans far. Men grunden til han ikke kendte succubus, eller occubuc, var vist fordi han aldrig havde mødt dem derhjemme...Og så det at hans far aldrig havde nævnt dem. Havde han nogensinde mødt dem? Han var glad for han ikke var sådan en, det måtte virkelig være rædselsfuldt, på flere måder...
Han sukkede kort og trak på skuldrene.
"Min far har fortalt mig en del ting, men ærlig talt gav jeg dem ikke større opmærksomhed. Han fortalte nogle ting om vores egen familie og lidt om dæmoner generelt, før han lærte mig om så mange andre racer...Og historien...Jeg kunne ikke se hvorfor den skulle være interessant. Jeg mener, den er jo fortid ikke? Det kan da være ligegyldigt hvad vi har vundet, hvad vi har tabt, om en eller anden guddommelig person vandrer rundt på jorden og efter sigende skulle have startet det hele...Man ved vel ikke engang om det er sandt. Det er bare hvad man høre." han så lidt på Valgul. Det var lidt som at være i skole igen. En eller anden historie eller samfundsfags time.
Han besluttede sig for at gøre sjov med det. Ikke meget, men bare lidt. Et eller andet sted skulle han vel starte, han havde brug for at prøve sine grænser af, det havde han altid haft.
"Så medmindre du lige frem har tænkt dig at give mig lektier for, skal vi så ikke bare komme videre?" Sagde han ironisk, med et skævt smil. Han så afventende på Valgul. Han virkede ikke som typen der tog let på sjov, men tværtimod kunne blive ret vred. Men spørgsmålet var måske også hvor meget der skulle til....

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Endelig!...Hvad? (Valgul)

Indlæg by Gæst on Man 19 nov - 0:26

Valgûl nikkede til Elyas før han viftede med hånden for nærmest, at sige det var klaret.
"Godt så har din far gjort plads for basic, så kan springe lige til det sjove."
Valgûl så ivrigt på Elyas, og slikkede sig kort om munder, ved tanken, men blev brutalt afbrudt af sin tankestrøm ved Elyas ord, først så lidt Elyas før han brudt i højlydt latter så tårerne trillede, men lige så hurtigt som han var brudt ud i grin, forsvandt det igen, erstattet et blik fyldt med vrede, med det sædvanlige smil væk , han lukkede hurtige afstanden i mellem dem, og tog et jern greb i skulder, han ville ikke skade barnet permanent, men grebet var hårdt nok til at det ville kunne føles lang tid efter. Han bragte sit ansigt op til Elyas og hvæsede lavmælt. "Nej der bliver skam ingen lektier barn, men nu du selv har bedt om det så jo.. vi skal skam nok komme videre." Han sendte et sidste blik af tung foragt, før han gav slib på Elyas skulder, og vendte sig om, han så sig over skulderen, så Elyas kun kunne se den ene lidt af hans ansigt, men selv derfra kunne man tydeligt se det store smil som igen havde spredt sig, før han svared i en hysterisk munter tone.
"Så kom lille Elyas, spred dine vinger, lad os gå ud i natten og finde os noget undervisnings materiale, måske nogle andre dæmoner som du kan opservere, eller en sød lille kvinde du kan forføre, eller måske en dejlig massakre?" Valgûl så afventende på Elyas, med det samme skæve smil som Elyas før havde sent Valgûl

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Endelig!...Hvad? (Valgul)

Indlæg by Gæst on Man 19 nov - 10:15

Han havde slet ikke forventet så voldsom en reaktion. Måske en let vrede, eller at han ville ignorere det. Måske endda finde det en anelse sjovt.
Grebet om hans skulder var hårdt, så hårdt at han mente hans knogler i et øjeblik havde givet efter. Han ville få nogle blå mærker der. Han vred sig lidt under grebet, i et håb om at slippe fri af det, men det lykkedes ikke før han selv slap. Han tog sig lidt til sin skulder og sendte ham et vredt blik. Hvad bildte han sig ind?
Men han havde dog lært grænsen. ingen sjov, på nogen punkter. han var godt nok gammel og indtørret!
Han så Valgul et langt øjeblik. Fortrød han det her? Var det overhoved det værd? Uanset hvad han besluttede sig for, var det for sent nu.
*men hvad nu hvis det er det der skal til?* Den lille stemme der også havde snakket, da han skulle slå pigen ihjel.
"Ja, fint, lad os dog komme videre!" mumlede han så og gik mod døren, men stoppede op på vejen, da han huskede Valgul havde låst den. Han kunne altså ikke gøre meget mere end vente på han låste den op igen.
Han glædede sig faktisk, til at komme udenfor...Væk fra den lille pige, den metalliske lugt af blod. Selv om han ikke lagde mærke til den længere, viste han at den var der. Og væk fra den klaustrofobiske fornemmelse, i dette mørke rum og med alle de...skygger!

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Endelig!...Hvad? (Valgul)

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Side 1 af 2 1, 2  Next

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen

- Similar topics

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum