Corp's and alot of them. (Lågsus med ÅG) (Akira=Privat)

S: The Oasis. Nær Sunfury city.
V: Meget meget MEGET varmt.
O: Ikke specielt mange.
P: Den sædvanlige lange sorte kutte med den sorte jakke indenunder og den hvide skjorte.
T: Lidt over eftermiddagen så den værste varme burde være ovre.

Zann var taget af sted på en lang rejse. Hele vejen til et sted han har fået af vide blev kaldt Oasen. Det skulle være et fedt sted at plante planter. Men Zann var der ikke for at se på planter. Eller plante planter. Så varmt som det var udenom disse kølige huller ville der med garanti være en masse lig. Skeletter. Perfekte til at samle på. Roligt nærmede han sig en af de største huller han kunne finde. Og hoppede ned i det. Med rolige skridt nærmede han sig midten. Der var der lige så varmt som over det hul. Så hvis han var heldig var der et lig han kunne bruge. Han nåede midten. Holdte sig lidt fra midtens lys. Han var ikke en vampyr. Men en mørk necromancer. Men selv mørke necromancere holder sig i skyggen. De dør ikke af lyset men de hader det som pest. Roligt satte han sig på en sten og ventede. Han ville ha det skulle blive koldere så han kunne gå nærmere uden at gå i lyset. Han sad lige nu på en sten lige ved en lysning i en kæmpe skov. Som bredte sig over hele kløften. Han smilede roligt og så kort rundt. Der var ikke nogen i nærheden. Så kunne han klare sine ritualer i fred. Helt fred.

Ikke nogle i nærheden var noget Zann kun troede, havde han kiggede sig om skulderen havde han kunne se en skikkelse føle efter ham og da han sprang ned i et af hulerne havde Akira listet sig tættere på Hun sad nu på hug ved hulets kant. "Det lang tid siden jeg har set nogen i dette område" hun stod med armene over kors og med spredte ben. Det røde hår hang smukt ned over den meget muskuløse krop som denne blod dæmon havde. De grågrønne øjne så roligt ned på det stod var Zann gamte sig for lyset, i det samme sprang hun ned i hulet og landte på hug. Hun kiggede imod Zann med et roligt smil og med et afventende blik. HUn havde for længst fundet ud af at han var en dæmon da hun havde fundet et lille duft spor hvor han tidligere havde gået. Heldigvis for ham havde hun intet imod sine artsfæller, dog var hun en enespænder og fandt derfor nogen gange ikek andre folks tilstedeværelse særlig velkommen. Men dene dag var hun næsten i ret så godt humør.

Han hørte de fodskridt som hoppede ned i hullet. Roligt rettede han sig op og vendte sig rundt. Langsomt. Men det var kun for at han i sin højre hånd. Den som denne fremmede ikke kunne se. Kunne danne hans Whip of bone's. Hans mester våben. En lang pisk lavet af knogler. Rygradsknogler. Som blev mindre og mindre. Nogle led fra nogle fingre. Og til sidst en lillefinger for at ende pisken spinkelt. Han så på denne nye person som så ud til at være hævet over Zann mente hun selv. Der gik et sekund eller to før han opdagede hvem det lignede. "Sagde jeg ikke til dig at du skulle lade mig være." Sagde han hårdt og svang sin pisk direkte mod hende. Da smældet fra piskens spids gav genlyd. Kom det et par centimeter fra hendes øre. Det var et advarsels angreb. Det gjorde han altid. Mest for at være bare lidt høflig under en kamp. Det næste angreb han rettede mod hende med sin pisk sigtede han direkte efter hendes overarm. Pisken havde så meget fart på at hvis den ramte hende ville den flænse en smule af huden af hendes overarm.

Akira nåede med nød og næppe lige at svinge kroppen til højre for pisken hvorefter hun nærmest kunne mærke vinden fra pisken svagt svæve ind over hendes hud. Hun så med store øjne på dette smukke stykke håndværk som faktisk kunne havde skadet hende. "Hvad fanden" sagde hun og vendte sig så hurtigt mod Zann...."Hvor vorger du at angribe mig uden grund" sagde hun bisk imens hends tænder klakkede over det sidste ord hun sagde. Hun så dyrisk op og ned af ham, "Tror du at du kan angribe mig, uden en grund" sagde hun vredt og gik et skridt frem mod ham, hendes temprement blev sat på prøve igen og igen, disse dage. "Hvem er du som angriber en fremmed" sagde hun og pegede med en strakt arm mod ham, som nærmest kunne tydes som bebrejdende. Hun så med sine grå grønne øjne mod man, de kunne nærmest slå lyn hvis det havde været tegnefilm. Hvis Zann lagde mærke til det vilel Akira både være Højde og mere muskuløs end Meriko så allerede der kunne man se en meget lille bitte forskel på de 2 tvillinger, men igen det var svært at se hvem, der var hvem nogen gange.

Et hurtigt svep. Og pisken sad nu rundt om hans krop. Som en skuldertaske. Hvorefter han så på hende hårdt. "Du kan ikke mene du er så dum Meriko. Jeg sagde at hvis jeg så dig igen ville jeg slå din søster og din kæreste ihjel. Så fat det dog når jeg siger det til dig." Sagde han og gik roligt hen imod hende. Med rolige skridt. Han var blændet af vrede så han så faktisk ingen forskel. "Jeg sagde den dag du skulle finde mig var den dag jeg fik brug for dig til min krig." Sagde han hårdt. "Eller skal jeg gøre det færdigt denne gang? Sidst gad jeg ikke voldtage dig men denne gang kan jeg godt hvis du vil ha det." Sagde han hårdt og i sin højre hånd. Kom knogler glidende ud af hans ærme og samlede sig til en kniv i hans hånd. Hvorefter han vendte kniven så bladet vendte den modsatte hånd i forhold til hans hånd. Og ventede bare på at han var kommet tæt nok på til at gribe fat i hende.

"Meriko" sagde hun aggersivt. "Jeg er ikke Meriko" skreg hun nærmest hun var ved at blive rigtig gal nu og hun spændte i sine muskler for at prøve at berolige sig selv, dette kunne være et forbavsende syn da det var sjældent at kvinder havde så mange muskler der var så trænede at man kunne se dem når man spændte i foreksempel vrede. Han skulle passe på måske var han magiker men hun var selv en blod dæmon, en af de mest frygtede dæmon racer, eller faktisk den mest frygtede. Hun åbnede nu munden for at bruste på grund af vreden her ville man kunne se hendes tænder, fortænderne var som et normalt menenskes men hendes kind og hjørne tænder var som sylespidse nåle der kunne trænge igennem knogler og også jern på en god dag. "Jeg skal lære dig at talte til mig på den måde" sagde hun med en arrige stemme.

Han grinte hånligt. Roligt svandt hans knoglevåben ind i hans ærme igen. Knogler dannede sig som en forstørrelse af hans hånd. Hvorefter han med et kraftigt sving slog direkte efter hendes mave. Samtidig. Helt skjult. Smed han nogle små knogler fra hans frie hånd. Zann havde allerede udtænkt de næste 10 træk. Dette direkte men klumpede slag ville hun med garanti undgå. Fra jorden ville nogle små lange slanger flyve op og bide efter hende. Samtidig med der fra hans krop ville komme nogle slange kranier. Kobra slangehoveder. Som spredte deres nakker. Hvorefter nogle blå flammer skød af sted. Døde flammer. Så kolde som is. Som var meget skadeligt for levende væsner. Det var hans trin nummer 2 og 3. Med en kraft. Ramte han begge hænder fladt på jorden. Og fra jorden lige under hende. Kom knogler op der var slebet som sværd. Trin nummer 4. Og til sidst for nu. Ville han rejse sig op og rette et kraftigt slag direkte imod hende. Hun ville umuligt kunne finde en mulighed at undgå alle fem angreb. Og specielt ikke det sidste. Efter alle de mange angreb ville det være underligt hvis hun overhovedet var opmærksom på det sidste.

HUn greb fat i hans hånd som kom direkte mod hende og trak ham ned mod jorden hvorefter et spark med hendes fod kom direkte imod hoved på Zann, hvilket ville uden tvivl ville brække næsen på hans ellers så yndige lille ansigt... HUn valgte at dette var ikke en kamp for hud men valgte at bruge sin evne til at forvandle hendes krop til massiv sten, hvilket gjorder at hans små triks med slangerne og den kolde ild umuligt ville kunne røre hende på en smertefuld måde og alt i alt så var smerte bar en illustion. Det sidste angreb han nok med havde hun dog ikke forberedt sig på men at slå en hånd mod sten var ikke det klogeste valg at træffe, og når man var magiker skulle man ikke lægge sig ud med sådan en som Akira. Hun missede med øjnene da slaget ramte hende men tog ikke den største skade da også hendes ellers så smukke ansigt også var blevet til massiv sten.

Problemet med at hun havde forvandlet det ydre til sten var at selv sten var levende. Den blå ild fik ting til at dø. Det betød at sten blev svagt og løst. Så selvom hun var lavet til sten ville hans slag skade hende meget. Men det var ikke hans idé. Han havde grebet fat i hendes hoved. Og med sin fulde kræft. Skubbet hende ned i jorden. Trin nummer 6. Derefter kom slanger fra hans ærme frem igen. Denne gang nogle andre slags slanger. Disse så giftige ud. Og det var de osse. Selvom hans slanger ikke kunne danne nyt gift. Så kunne giften stadig opbevares. Han havde et bestemt antal af giftslanger. Men et bid var mere end rigeligt mod en dæmon som hende. Bidende gik direkte efter hendes skulder. Og han kunne høre et tik fra tænderne bore sig gennem noget. Og med hans blå ild svække hendes sten ville hun umuligt kunne blive ved med at holde sig i hendes stenform. Trin nummer 7. 3 trin mere og så havde han vundet. Det var sikkert. Det mente han i hvert fald selv.

//Det er ret svært at emne med dig når du nærmest spiller egod mood så jeg, tror ikke det bliver så fantastisk et emne //

// Der er svagheder. ved hans plan. Hun kan jo bare forvandle sig til et andet element:D

//Ja men så igen, når hun slår dig så er der ingen effekt åbenbert....Hun er en bloddæmon så hendes stærke er langt over de fleste andres//

//Zann er udød han kan ikke mærke smerte men det kan hans krop. Den bliver skadet. Den er bare hærdet fordi han har en knoglerustning under hans tøj som er hærdet med hans sorte magi. Så der skal mere end et eller to slag til at det kan komme igennem rustningen. Magi er stærkere end styrke. Men det kan ikke holde lige så lang tid som styrke.

Hun faldt sammen, "Hvorfor gør du det her" hun var ikke svag men hun ville have et svar nu og hvis det krævede at hun lige nu måtte tag valget at ikek gøre modstand, så ville hun prøve det. "Jeg er ikke den du tror" måske havde han forvekslet hende med Meriko, det gjorder mange. Hvilket ikke altid var så godt. Normalt var det altid hende der havde lavet ballade men det så ud til at Meriko også selv var god til det? HUn så direkte i hans øjne med sine egne grønblå...Han ville sikkert opdage nu at hun faktisk ikke var Meriko, han ville kunne se det først på hendes øjen og derefter på hendes kropsstørrelse og form.- Akira var meget mere muskuløs og bredskulderet som en Amazone kriger. Hun tog et stort åndedrag og pustede så opgivende ud. Hendes skarpe tænder kunne anes da hendes læber var skilt svagt fra hinanden. Hun mærke hvordan hendes krop var blevet svedig af at kæmpe hvilket faktisk var rigtig rart for hende. det røde hår hang halvt over hendes ansigt imens hun så afventende og ikke bange men med et hvis forbavset blik i sit ansigts memik

Den rolige hånd sænkede sig og greb roligt fat i hendes kæbe. Så hende direkte i øjnene. Der var noget ved dem. Noget nyt. Han smilede svagt og roligt. Det gik op for ham hvem det var der stod foran ham. Og langsomt slap han hendes kæbe. Hånden sænkede sig ned og gled langsomt om hendes hals. Hvor den nu bare var. Den strammede ikke grebet. Men han holdte den der bare. "Du må være Meriko's søster. Jeg har hørt meget om dig. Det er utroligt som du ligner Meriko." Sagde han roligt og havde fortsat det faste blik direkte rettet mod hendes ansigt. "Men dette er jo bare bedre. Nu kan jeg tage fast i mine trusler imod Meriko." Han smilede svagt før han roligt lod en finger kærtegne hendes ene kindben op og ned langs det. Mens han fortsat havde hånden om hendes hals. Kiggende på hende. Tænkende over hvorfor han ikke havde bemærket det noget før. At han ikke havde set forskellen noget før.

Hun så afventende på ham imens hun stadig var nede, og da han kærtegnede hende blev hun både irretabel og alligevel meget tryllebundet, hun både hadede og elskede når mænd gjorder sådan noget hvor de troede de havde vundet og samtidig troede de kunne gøre hvad de ville. Hun så ham dybt i øjene da han også stirrede hendes i øjnene, hun lod sine øjne blive blide 1 sekundt og i det han begyndte at kærtegne hendes kindben vippede hun hoved frem og bed ham i hånden med sine syle spidse tænder som et tegn på at han ikke skulle regne med at hun var svag bare fordi hun var nede og ligge. Hun gav hurtigt slip da hun forventede at han strammedé om hendes hals efter hendes bid. HUn så ham direkte i øjnene igen for at se hans reagtion. Hvis han ville lege skulle han bare kunne, hun ville nyde at se hvad en som ham kunen gøre ved hende, men hun var en kriger, og ikke en slave man kunne få til at danse hvis personen sagde dans. Hun fik en tanke om hvordan slave pigerne så ud hos de rige mænd..... deres blottende tøj og opsatte hår og smukke omgivelser. Hun ville aldrig blive sådan.

Det svage grin fra ham ville overraske de fleste. Selv da hendes tænder sad i hans hånd var han ligeglad. Svagt begyndte det at bløde. Men det var helt forkert. Det var lyseblåt og lugtede råddent. Og smagen af det var meget værre. Det var som sur gammel tyk mælk. "Du kommer ingen vegne med at bide mig. Jeg har ingen følelse i min krop mere. Det er mange år siden jeg blev forvandlet til dæmon. Det ritual jeg gik igennem var ældgammel. Dengang hvor kun en død krop kunne blive dæmon." Det rolige smil på hans læber var ondt. Og med et ondt smil pressede han det blødende sår ned over hendes mund og greb fat i hendes kæbeled hvor han klemte hårdt. Enhver ville få en voldsom smerte af det og ville have lyst til at åbne munden. Bare for at mildne smerten lidt. Og hvis det skete ville han presse sin hånd så mere af det klamme blå blod gled ned i munden på hende. Bare for at irritere hende lidt. *Bloddæmoner. Ha. De indser det ikke selv men deres verbale svaghed er deres smagsløg. De er forstærket ved blod. Mit blod er råddent. Men det er stadig blod. Hun vil kunne smage det kraftigere end normalt." Et ondt grin kom frem fra hans læber og hans øjne lyste af en underlig ondskabsfuld vrede. Men som underligt nok var behersket. Han kunne kontrollere sin vrede. Det havde han altid været god til. Inderst inde skreg hans sind. Kom nu vis mig din styrke kvinde. Jeg nyder en god kamp. Men det var intet han ville indrømme. Hun virkede lige så svag. Som hendes skide søster. Meriko. Vreden i hans øjne blev større. Det var som om tanken vækkede en indre vrede. Og uden at det var med vilje pressede han på hendes kæbeled lidt hårdere. Måske havde han ikke fuldt ud kontrol over sin vrede. Der var en lille læk. Lille men det var mere end rigeligt til at hans planer blev ødelagt. Hans vrede måtte helst ikke blinde hans blik. Hvis det gjorde. Kunne han miste kontrollen. De perfekte taktikker han havde udtænkt ville blive ødelagt.

De røde læber åbnede sig så blodet kom ind i munden, det var ikke bittert det var snare en smag af ægte død. Det smagte af det kød hun æd når hun var svag og ikke kunne klare at jage, det smagte af lig. HUn var ikke kun efter blod, hun havde både kædet og blodet fra de ofre hun havde taget med sig. Hun havde lyst til at skrige, men kunne ikke fordi at hun blev holdt fast. I det næste begyndte hendes hår og gå i flammer og hurtigt blev resten af hendes krop til ild. Hun slog et slag imod hans hoved og åbede at det ville brande hans hår så han i det mindste kunne miste lidt af sit udseende. Hun sparkede hurtigt ud mod hans mave og skubbede sig selv væk i sparket. Det gjorder fandens ondt i kæben da hun gjorder det. Det føltes som om den var gået af led. Men det var der ikke tid til at tænke på. Hun landede på ryggen men rullede hurtigt bagud så hun lavdede en omvendt kolbætte hvorefter hun nu sad på hug med en hånd på jorden foran sig. Hun spyttede det klamme blod ud. "Svin" sagde hun og kiggede galt på ham imens hun stadig havde en krop af ild, hun var gal, rigtig gal nu. Hun havde en forbandet smag i munden som mindede hende om da hun var lille og måtte klare sig selv.

Slaget mod hans hoved uventet. Men Zann havde opdaget det i tide nok til at hans skeletrustning udskød en enkel knogle op. Der kom et højt knæk. Men det var heldigvis den lårknogle som var kommet op til hans redning. Derefter kom mavesparket. Det var tilgengæld uventet så han ikke havde lagt mærke til det. Og stødet samt varmen fra hende fik ham til at flyve en tur op på benene. Hans hænder røg svagt fordi de var blevet lidt brændte. Men intet alvorligt. Blikket var rettet direkte imod kvinden. Akira. Hun var en kæmpende satan. Det måtte han sige. Præcis som han kunne li det. Roligt lagde han en hånd på maven. Hans skjorte og jakke var blevet brændt. Og nogle få knogler på hans brystpladerustning bag skjorten var knækket. Ud over det var der ingen skader. Roligt tog han blidt jakken og skjorten af. Noget der lignede rævekranier hævede sig som skulderplader. Bag ham ved hans højre skulder stak der roligt en rygrad med nogle små ribben op. På den anden side stak nogle få knogler op ligesom det var håndtag. Rustningen var lavet af en rimelig stor brystkasse. Med flere ekstra knogler. Samt nogle spidse ribben ekstra. Men så snart han havde taget skjorten af var de spidse ribben som havde siddet udenom ham spredt sig udaf. Så de stak ud til alle sider. Rustningen så skræmmende ud. Men osse stærk. Man kunne tydeligt se de knogler som var knækket på hans mave. Ikke mere end en enkel samling af ribbenene. Og de var allerede ved at heale sig selv igen. "Nu bliver det spændende." Hans ellers normale øjne blev sorte. De spredte sig. Så der kun var en tynd hvid cirkel udenom det sorte som fungerede som pupillen. Og hans hænder blev tynde. Så tynde man kunne se formerne på knoglerne.

// Brystpladen

Hun knuede hænderne arrigt både den der før havde styttet hende og den som lige nu lang ned langs siden imens hun stadig sad på hug foran Zann. "Ikke ligefrem" henes krop blev normal men håret og hendes øjne var der stadig ild i, hun rejste sig op og så på ham med sine flamme øjne. Og pegede så imod ham. "Hvad har jeg gjort som gør du vil skade mig på denne måde, en fra din anden art" sagde hun og lod hænden falde knyttet ned ´så hun bare holdte sine hænder foran sig klar til kamp. Det flammende røde hår bølgede da det stadig var af ild som hendes øjne, det svejede fra side til side og det lignte mest af alt hendes rigtige hår som bare dansede rundt i luften. Hun var gal, hun havde fuldt ham herned fordi hun var blevet tiltrukket af hans duft, den underlige duft af han dæmon som altid pirrede hende. Hun så afventende på ham, ville han slås så kom, hun var ikke bange. Selvom at han allerede havde givet hende svag skade. Smagen i munden var til at leve med, men det var besk, som for gammel brød eller sur mælk. Bare 3 gange værre. Hun stod kampklar men spyttede alligevel en ekstra gang foran sig. ´´Hendes spyt var stadig svagt blodt. "Så babe, hvem skal tage hvem" hendes stemme lød nærmest tillokkende men hvem fra hendes familie var ikke det?

Blikket var koldt. Men smilet var fuld af morskab. Den blåhåret dæmon ved navn Zann var rolig. Da han roligt greb fat i en af de knogler som stak frem fra bagsiden af hans venstre skulder. Med sin højre hånd. Hvorefter han langsomt hev op i den mindste af dem. Langsomt forsvandt rygraden som stak frem fra bag hans højre skulder. Og frem kom en lang pisk lavet af rygradknogler. Sort magi inde imellem knoglerne. Og for enden en lillefinger spids for at gøre den så spids som muligt. Hvorefter pisken slapt faldt ned på jorden. "Dette er min Whip Of Bone mit stærkeste våben." Roligt hævede han pisken og piskede en enkel gang med den. Ikke mere end et håndledsryg. Og den primitive brutale styrke fra knoglepisken svang af sted. Og bragede igennem midten af et træ ved siden af hende. Og efterlod nærmest et skudhul. Selvom pisken havde virket for kort til at ramme træet. Havde det udvidet sig i samme øjeblik han havde svunget den. Derefter vendte han sig ordenligt imod denne kvinde. Denne rødhåret krigergudinde. Han mente selv hun mindede ham om amazonernes gudinde Herra. Men han ville ikke sige det højt. Hun var stærk. Men Gudestyrke var hun langt fra.

Hun bevægede sig ikke det mindste da pisken kom imod træet, hun havde set at han ikke havde svunget den mod hende og havde derfor ingen grund til at flytte sig. Han prøvede at vise sin styrke over for hende, men han skulle tro nej, hun ville ikke flygte, der var ingen grund. Hellre dø i kamp end at dø af sygdom eller alderdom som nogen væsner kunne. Hun væste af ham så hele hendes tandrække blottede sig. Hendes muskler var spændtem hun kunne mærke i sin krop at dette måske ikke endte som man ville tro. Hun stod stadig i kamp position som hun havde før, hun underlig følelse begyndte dog at vokse i hende. Men hun ignorede den indtil videre. En følelse af tiltrækning over for den agressiv han dæmon som stod over for hende. SOm var dette en kamp om hvem der var den dominerende og hvem der skulle underkaste sig den andens tanker for en stund. Hun svejede lidt frem og tilbage med sin hofte for at mærke at hun stadig var smidig nok til at danse i kampens store slag. Følelsen blev stærkere og stærkere men underkastelse var bestemt ikke inde for hendes person, mening. Selvom hun var en hun og han var en han.

Det selvtilfredse smil kom roligt frem på denne dæmons læber. Og langsomt rullede pisken sig op af ham som en slange. Og dannede et bælte. Mens han stadig havde piskens håndtag i sine perfekte stærke hænder. Grinet fra ham var morende. Som om han morede sig. "Du er så meget sjovere end Meriko. Man kan hurtigt se hvem af jer to der må være dem dominerende. Jeg er vild med det." Roligt begyndte pisken at bevæge sig. Men i stedet for at svinge begyndte flere knogler at komme frem fra hans ærme. Og i hans frie hånd dannede de sig et langt spids sværd. Så skarp som et barber blad. Og derefter fastspændte de sig. Og nærmest smeltede sammen. Så de ikke ville falde fra hinanden hvis han slap det. Hvorefter han kastede det hen til hende. Med skæftet først. Så hun virkelig skulle være dårlig til at gribe for at skære sig. "Let's dance." Så snart sværdet han havde kastet til hende var nok nær hende. Svang Zann med en voldsom styrke pisken. Som fløj direkte imod hende. Med en utrolig og ubegribelig fart. Et smæld kom fra pisken. Som et tegn på den havde ramt lydmuren. Hun skulle rykke sig. Og det skulle gå stærkt.

HUn havde ikke tid til at lege med en dæmon som alligevel ønskede at kæmpe for noget der intet var værd. HUn tog ikke imod spydet så det landte direkte i klippevæggen og stod vandret ud i luften i det næste kom pisken imod hende og hun med en nærmest dansende bevægelse flyttede sig hurtigt, men ikke bare en kort bevægelse, hun løb.´HUn havde ikke nok kræfte nu til at kæmpe hun var sulten og smagen af det blod som Zann har havde givet en underlig fornemmelse i kroppen som om at han nærmest var i hende lige nu. Hun flygtede ville nogen mene, hun selv mente at hun trak sig, fordi hun ikke var stærk nok lige nu. Men hun hviste udmærket at dæmon hanner som var lige som Zann ville følge efter, ikke lade hende slippe så let. Det var som et ekko i hendes hoved, da som han havde sagt. At hun var den mest dominerende, hvilket tit gav folk en lyst til at være dominante over for hende. Få hende til at vise sig som den underlegne, den kvindelige, den svage. BLot for at få det behov af at se en stærk hundæmon blive til en kvinde i nød typen. HUn viste at hend eog hendes søsters udseende var noget der tiltræk han dæmoner både udseends mæssigt og personligt også...

Troen på hun kunne stikke af var latterlig. Han havde allerede forudset det. Hans knoglepisk havde udsendt en lille svag fiber som havde sat sig i hendes tøj. Let og elegant. Mere skulle der ikke til for Zann for at spore hende. Roligt begyndte han at løbe efter. Af en udød dæmon rimelig hurtigt. Og der gik ikke lang tid før han var et par meter bag hende. Pisken fløj igennem luften igen. Ikke efter hende. Men efter hendes ben. Så han kunne stoppe hende. Så let kom hun heller ikke væk. Han var jo lige begyndt at hygge sig. Så skulle hun ikke stikke af. Men en ting var sikkert. Han havde givet hende et rimelig godt indtryk på hans psykiske tilstand. Mange ville kalde det sindssyg. Men ham selv. Tja han var et geni. Alt var gennemtænkt. Alt sammen. Men en mand med en genial hjerne. Havde selvfølgelig sine bivirkninger. Og denne sindssyge tilstand han for det meste opførte sig som var en af dem.