Your money or your life // Eric

Isaac nikkede til sin søn.
"Der er alt i kunne ønske i køkkenet.I kan bare tage for jer.Så ordner jeg pengesagerne imellemtiden frøken St.Clair " sagde han med en kontrolleret stemme og rettede igen sit blik ned mod en stak papir, og indikerede derved at samtalen var afrundet,for nu.
Camille kom kvikt afsted, over til Eric, og da døren lukkede bag dem, slog hun armene spontant om ham.Glæden og taknemmeligheden måtte ud nu,den kunne ikke længere nøjes med at bare boble inden i, den brusede over.
"Tak..tusind tak Eric " fik hun fremsagt imens hun knuede ham.
Måske han ville finde dét upassende, Camille var ingen mester i manér.Hun kunne begå sig de fleste steder, men styret af hendes følelser var hun i de fleste situationer.Og så var der lige de situationer med de store personlige følelser, dem var der lagt låg på, permanent.

Eric små grinte, da han mærkede Camilles arme omkring ham. "Hvis jeg sagde det var så lidt, ville jeg lyve." Efter lidt tid prøvede han at vikle sig ud af kvindens greb, og stak kappen i armene på sin rette ejermand. "Lad os få noget at spise." Eric ledte hende ned af trappen for så at gå hen i den anden ende af huset, hvor køkkenet befandt sig. Han kiggede lidt rundt før han gik på jagt i frugtkassen samt lidt efter noget brød. Da han havde fundet det, kastede han et æble og en større stykke brød efter Camille, og håbede hun kunne gribe den. Selv ledte han efter væske og glas som de kunne få noget at drikke af.
"Hvad har man så lært idag?" Han lage kort hoved på sned, og lod som om han tænkte. "At man ikke skal kaste sig over det første og bedste." Fortsatte han med et stort grin og tog en bid af sit eget æble. "Men nu får du nogle penge, så det var vel ikke helt mislykkes." når man tænkte det hele igennem, så var det en overraskende udvikling deres situation havde drejet sig i.

Hun nød knuset, og mente dét hun havde sagt.
"Jeg tror du kunne ende med at blive mit favorit offer en dag....når jeg engang har tilgivet dig din konstante modstand og alle dine spørgsmål."
Lo hun stille og fulgte med Eric på vej til køkkenet."Dét lyder dejligt " samtykkede hun omkring tanken om mad.Dét var evigheder siden hun havde spist.
I køkkenet hængte hun sin kappe over ryglænet på den høj stol af træ, inden hun satte sig op.
Da Eric kastede provianten, greb hun uden problemer, hendes reflekser var eminente når de skulle bruges på denne måde."Tak....sagde hun og satte tænderne i dét æble ,der viste sig at være himmelsk saftigt og sødt .Om Erics spørgsmål var en tease eller ramme alvor, eller lidt af dét hele...kunne hun ikke se, så godt kendte hun ikke hans smil og hans øjne, men alligevel følte hun at han sendte hende en lille slags lærestreg, pakket fint ind.
" Den første ,den bedste ? Du er et komplet umuligt for ikke at sige ulydigt offer "drillede hun tilbage.
Der var ingen grund til at kommenterer på alvoren hans sætning også rummede , de vidste begge hun burde være mere en taknemmelig over drejningen aftenen havde taget.
I dét fjerne hørtes trin på de lange gange.Mon dét var Isaac ?

Eric trak let på skuldrende. "Undskyld, men hvis jeg var elendig, hvad var du så?" Spurgte han, mens han prøvede at holde den lidt mere alvorlige maske, imens han trak stolen ud, og spiste af sit æble, hvilke var en større opgave end han først lige havde troet. Det lykkes ham dog til sidst at sætte sig ned, og bide i æblet, men masken faldt lidt til jorden.
Døren til køkkenet sprang op, og en blond kvinde, cirka samme alder som Isaac trådte ind. Konen i huset. Først kiggede hun mellem de to væsner der havde invaderet hendes køkken, og derefter på det mad de sad med. Lidt efter brød et smil frem på hendes læber, mens hun sprang over til sin søn, og kyssede ham på kinden, eller gjorde et forsøg, da han strittede heftigt imod. "Tak tak mor!" Vrissede han irriteret, og prøvede at komme væk fra hendes arme og læber.
"Stop nu lille skat." Drillede hun, og trak sin modstridende søn ind i favnen, hvor hun placerede et stort kys på hans kind, mens en grimasse af alt muligt formede sig på Erics ansigt. "Tak ... mor ..." Svarede han tørt, og skyndte sig væk fra stolen, så snart han var blevet sluppet. "Kunne vi få noget mad, frem for kys?" Moderen hvirvlede hen i køkkenet, hvor hun gik i gang med gryder og pande.

Camille gav hans ord lidt overvejelse imens hun nøje fulgte hans bevægelser hen tl stolen.Smilet der truede med at bryde ud, var befriende og lettede hendes sind så hun hun følte sig bedre tilpas.*Hvad var hun så ? Udover at være den mest elendige landevejsrøver, ever !? * Hun besvarede ham med et blik der kun indeholdte humor og en knivspids sandhed " Jeg er nybegynder og famler mig lidt frem, men jeg skal nok lære af mine fejl, kan du tro ...Jeg kaster mig ALDRIG over dig igen Eric " lo hun stille, netop da døren gik op.
Kærligheden og varmen mellem mor og søn fyldte rummet op med det samme. Tydeligt var det at familien var både funktionel og hjertevarm, hvilke gav Camille et lille stik i hjertet.Glad på deres vegne, blev hun stillet overfor et spejl der afslørede de tomme huller hendes eget liv var fyldt med. En varm og tryg familie, et daglig liv med kærlighed og stabilitet. med drømme.
Hun fornøjede sig lidt ved at se Eric så tydelig ilde til mode ved sin moders omfavnelse og kyssen på ham, men hun vidste det var almen opførelse og det garanteret kun var grundet hende, han forsøgte kæmpe sig løs nu.
Hun sendte hans mor et stort smil, og da hun gik mod gryderne for at trylle i køkkenet, tænkte Camille at hun måske kunne gå til hånde og hjælpe hans mor lidt.
Om ikke andet ville det garanteret drille Eric lidt, hvis hun kunne gøre et godt indtryk, eller hvad ?
Hun gik over til den kønne dame og på læberne lå lille smil, det viste at hun trods det var hendes ide, var en smule genert. Hun rakte frem sin hånd og præsenterede sig " Jeg hedder Camille.... Camille st. Clair og er en af din søns bekendte....jeg tænkte om der var noget jeg kunne være behjælpelig med ?"

Erics mor, vendte sig om mod den blonde kvinde, der lige pludselig var sprunget frem ved hendes side. "Hej Camille, jeg er, som du nok har gættet, Erics mor ... Nicholé." Kort blev Camilles hånd trygget, før hun kiggede rundt i køkkenet. "Nej, det tror jeg ikke, sæt dig bare ned igen, jeg finder på noget til jer." Et stort smil pryde moderens læber, før hun vendte tilbage til køkkenredskaberne.
Under hele scenen, for dyrenes, kvindernes, adfærd, sad modparten, Eric, og gnaskede i sit æble, bedøvende ligeglad med kvindernes høflighed. Han var van til at kvinder konstant kappes om at være i køkkenet, og det galt åbenbart for alle individer i kvinderacen, ikke kun husmødrene, men også landevejsrøverne, eller nybegynderne. Han ville gerne have sendt en kommentar efter Camilles besvarelse af at han pludselig var blevet fredet, på grund af hans genstridighed mod hendes ordre, men for ikke at afslører for meget over for moderen, tav han. Da han var færdig med at gumle på æblet, placerede han æbleskroget på bordet, og ventede på maden, eller hvad der nu kom fra moderens side, når hun en gang blev færdig.

Det var næsten ikke til at tro som heldet pludselig tilsmilede hende.
Ulykken kunne faktisk havde været nitendo Xl large, hvis Nichole nu havde bedt hende ...lave meget andet end at snitte eller skærer noget. Camille var umulig...også i et køkken.Selv med alle de moderne genstande livet i den anden dimension havde at byde på.
Hun gik derfor tilbage til Eric og satte sig ned. En tanke slog hende, hvordan skulle hun komme hjem herfra ? de havde trods alt reddet et stykke tid og hun havde ingen ide om hvor de befandt sig.Hun fangede Erics øjne og tog tyren ved hornene.
" Du....hvordan ... med når jeg skal hjem? Vil du, kan du..? " så hun spørgende på ham med et lille håb i hendes øjne.

Eric stoppede med at gumle af to grunde, først fordi hans mor kom med to dybe skåle, en til dem hver med en dampende grød af en art, og den anden grund var på grund af Camilles spørgsmål, som han aldrig fik svaret på. "Du kan blive bare blive her og sove, så skal Eric nok få dig hjem i morgen, når du har fået dine penge." Svarede moderen, der af en eller anden grund havde opfanget hvorfor Camille var i huset. Et kort smil fandt vej til Erics læber, før de igen forsvandt. Han måtte indrømme at han ikke rigtig vidste hvad han skulle stille op med sig selv, eller den tanke at hun skulle blive sovende i huset. Han havde ikke noget direkte imod idéen, men den syntes alligevel underlig inde i hans hoved. Af hvilke grunde kunne han ikke fortælle. Måske var det fordi de var startet med at hun ville dræbe ham, hvis han ikke gav hende penge.
"Jeg skal nok få dig hjem i morgen, men det kan også blive i ..." Begyndte Eric, men blev brat afbrudt af hans mors hånd der fløj op over hans. "Nej! Du bliver her. Man ved ikke hvad der er udenfor." Et hvast blik blev sendt til moderen, der ignorerede sin søn, og fandt drikkekrus frem, hvor hun hældte en dampende saft op. "Bare begynd, i må være sultne." Derefter slog hun sig selv ned ved bordet, ved siden af Camille.

Camille takkede varmt for grøden, og sendte Erics mor et skjult blik.Sikker en pragtfuld mor ,mon han selv var klar over hvor heldig han var, Eric?
Dét håbede hun.Alt for mange mennesker huskede ikke at sætte pris på og passe på dét de havde, men når hverdagen satte ind og efterlod sit trivielle spor af rutine, så begyndte de at tage dét for givet.For til sidst at miste.
Men der endte idyllen.Havde Nichole lige sagt hun skulle sove der?
Men dét kunne hun da ikke?!
Hun så forskrækket over på Eric, der sad som forstenet og da han forsøgte at bløde lidt op for tilbuedet og give valg nr 2 , blev dét bestemt bremset af hans mor.
Men...Aleck ventede hende hjem.Hun havde godt nok sagt hun var ude til en drink, men han blev måske urolig...eller troede hun var gået med fyren hjem.Dette var jo...pinligt.Eller ....dét gav jo på en måde mening, dét kunne hun da godt se...men...
"Dét er virkelig pænt af dem "mumlede hun til Nichole, imens hun så hjælpe løst på Eric.

"Jeg tror jeg vil gå op og gøre gæsteværelset klar, så kan i spise i fred og ro." Med de ord, dansede Nicholé næsten op fra stolen og ud af køkkenet som var det en varm sommerdag. Eric der havde slået blikket ned, imens moderen fløj, kiggede igen op, og sukkede højlydt. "Beklager, men ... jeg kan desværre ikke rigtig stoppe hende." Han skar endnu en grimasse, og nippede lidt i grøden. "Men vi kunne selvfølgelig stikke af, så du kunne komme hjem!" Udbrød han pludselig, og levede betydeligt mere op ved tanken om mere spænding og sjov. Eller ... om nogle af delene ville komme var han ikke sikker på, men det var sikkert sjovere end at kukke der hjemme.
"Du skal ingen steder hen knægt i aften ..." Brummede Isaac, der trådte ind, og trak den stol ud Nicholé kort før havde siddet på. "Hvor mange kontanter skal du bruge til at købe en af dine venner fri?" Han lænede sig en smugle ind over bordet og betragtede interesseret Camille, og ignorerede sin søn, der lavede en række grimasser der alle havde det til fælles, at vise hvor utilfreds sønnen var. Da det ikke syntes at have nogle effekt opgav Eric, og begyndte at gumle højlydt og protesterende, mens en lille tordensky smed alt sin vand ned i hoved på ham ... psykisk.

Camille nød smagen og ikke mindst varmen fra den hjemmelavede grød.
I Deepshell, ville hun sikkert have købt en yube "et eller andet" og smidt i microen, men det hjemmelavet var nu klart at fortrække.
Hun så på Eric, da han forslog at stikke af. Hun kunne dårligt lide det, hans mor ville blive vred og sikkert meget bekymret.
Men den beslutning blev taget ud af hendes hænder, da Isaac tråde ind, og resolut satte et punktum for det.Camille så lidt skyldbetinget ud, hun brød sig ikke om at være årsag til.... ekstra arbejde.
Men Isaac så ud til at være helt iorden med en overnatning, så hun begyndte at slappe af i kroppen igen.
Med et lille morende flash i hendes øjne, så hun hvordan Eric måtte bekæmpe sin irritation over ikke selv at bestemme, hvilke var " kind of sweet".
Isaac var kommet for at tale, vide mere og Camille gav villigt ham de informationer han søgte. Da det var hans penge der skulle bruges til hendes første handling på akutionen, spurgte hun ham om noget der havde pint og plaget hendes tanker, noget hun ikke kunne afgøre...eller det der ville volde hende mest smerte...nemmelig når hun stod og så på alle dem der var til salg, hvem skulle hun vælge ? Og hvem skulle hun sende afsted til et liv i lænker ?
" Isaac.... Hvad er din holdning til valget af den vi sætter fri. Unge med livet foran sig ? eller de lidt ældre der kunne afrunde livet på en anstændig vis ? Børn...synes jeg selv har første priroitet...de fortjener beskyttelse, men hvad mener du ?"

Isaac sad og tænkte, imens Eric følte sig helt alene udenfor samtalen, hvilke heller ikke generede ham. Økonomi og slaver var ikke hans stærkeste fælt, det måtte han ærligt indrømme. Isaac betragtede den unge kvinde, og kom til at løfte lidt i mundvigen, da en upassende tanke så dagens lys. "Jeg vil forslå du selv afgøre det, du ved selv hvad du bedst kan leve med." Smilet blev lidt mere varmt imens han kort lage sin hånd på Camilles håndryg, trykkede den lidt og rejste sig op. "Jeg har hørt du bliver til i morgen. Det lyder dejligt. Jeg kan give dig dine penge i morgen." Derefter rettede han sit blik mod sønnen der var godt på vej ned i skålen. "Du bliver her, hele aftenen, ikke nogle nattelege." En lav skurren kunne høres, da Isaac vendte om på hælen, og forlod rummet med lange hurtige skridt, og en igen letter utilfreds søn bag sig. "ÅH gud dog, hvordan er jeg endt i dette galehus!" Jamrede han lænede sig tilbage i stolen og kiggede på Camille.
"Nå, men er du tilfreds med dagens indtægter?" Det var jo ikke rigtig lykkes i første omgang, men nu hvor hun havde fået penge, sikkert flere end hvad hun kunne have fået af ham, så burde der alligevel være kommet jul, trods det havde været en besværlig vej.

Camille gav Isaac et varmt smil igen , det lod til at han forstod hendes kvaler med at skulle vælge og synes det var et personligt valg for hende. Det var helt fint, sålænge hun ikke skuffede ham fordi hun ikke havde indfriet nogle forventninger til hvem hun satte fri.
Hun svarede ham høfligt og med en mild tone i sin stemme " Jeg kan ikke takke dem nok...for deres gavmildhed - og gæstfrihed, dem må de endelig også hilse deres yndige hustru og sige " afsluttede Camille, da Isaac gjore tegn til at forlade dem, naturligvis med en bemærkning til Eric om at opfører sig pænt.

Hun lo stile af Eric, og skubbede hendes tallerken lidt væk.
"Eric...du har en vidunderlig familie, du har ikke noget at klage over " irettesatte hun ham blidt. * galehus...du skulle kende til min familie og historien der *
Et strejf af dårlig samvittighed ramte hende igen, ved hans spørgsmål.
Og man kunne måske ane det i hendes øjne.
" Eric...jeg er virkelig meget ked af det.Det var jo ikke personligt...og ikke for egen vindnings skyld.jeg forsøger at gøre livet letter for andre, give mulighed for et anstændigt liv. Men ja.....det har været en god aften alt i alt" lyste hun op og kastede et strålende smil til ham.

" det er virkeligt ...sødt af dig, meget overskudsagtigt " komplimenterede hun.

Eric fandt endnu en ny grimasse frem. "Hvad mener du?" Han forstod ikke hvad kvinden snakkede om. Om han skulle forstå hende, eller bare lade det hele ligge vidste han ikke, men han forstod ikke hvad der blev snakket om. "Overskudsagtigt?" Han havde ikke gjort en pind, ud over at sidde og blive overhørt. Var det overskudsagtigt at døje med hans familie? Han havde da hørt flere gange, at han havde en god familie, hvilke folk sikkert havde ret i, men alligevel var den ikke som han ønskede, og det var sådan noget jo aldrig.
"Hey! Hvad var det du mente, du var ked af det over?" Brød Eric pludselig ind, og lænede sig frem. Han var begyndt at blive lidt små forvirret, eller faktisk en del forvirret. Alle Camilles ord syntes ikke rigtig at give mening inde i hans hoved. Det kunne muligvis bare være ham, men han var ret sikker på at hun snakkede i gåder for ham, bevidst eller ej, gåder.
På grund af alle aftens begivenheder havde Eric pænt lagt sin træthed bag sig, og nu fuldstændig glemt den. At han var dødtræt, var kun hans krop og hoved der vidste, han selv anede intet om det, men hvis han ville nok finde frem til at dét var grunden til at han ikke forstod Camille. Men han fortsatte hårdnakket at bilde sig selv ind at det var hende der var problemet.

Hun sad først lidt og kiggede.Gik ud fra han jokede.
Men da dét ramte hende at han ikke forsøgte at være morsom , kom hun til at grine.
Hun lo da hun svarede ham "Eric...er du helt sikker på jeg ikke har skadet dit hoved eller ?
Jeg taler om ....dét er overskudsagtigt at tage mig med hjem efter hvad der skete.Altsår at jeg...standsede dig og al dét der " forsøgte hun igen og så indgående på ham som for at få bekræftet at han nu var med.
Hun tog deres tallerkner og gik over med dem.Skyllede dem af i noget lunt vand og drejede sig omkring mod Eric.
"Vil du vise mig hvor jeg skal sove? Og måske hvor du sover...hvis nu der skulle være et eller andet ?" Ikke at hun kunne forstille sig hvad dét skulle være, men dét ville jo være temmelig dumt så at vække hele huset.

Eric blev først endnu mere forvirret da Camille begyndte at grine. Han fandt aldrig ud af hvorfor det var hun grinte, men det gjorde sikkert heller ikke den store forskel. Han åbnede munden for at protestere da hun tog hans skål, men stoppede sig selv i at gøre det, og lod hende følge sine instinkter eller hvad det nu var, der dræv hende til at gøre rent efter dem. Han rejste sig op, og nikkede da hun spurgte om han ville vise hende til værelserne. Da han nævne de eventuelle problemer, smilede han skævt, og havde noget helt andet i tankerne end lige problemer.
"Jeg tror nu ikke der kommer nogle problemer, men du er da velkommen til at slå et smut forbi alligevel." Sagde han, med et drilsk blik, hvorefter han forlod køkkenet, og kiggede sig kun en enkelt gang over skulderen, for at sikre sig at hun fulgte med. Da de kom op på første sal igen, åbnede han en dør et par døre væk fra faderens kontor, der viste ind på et mørklagt værelse, hvor man svagt kunne skimte en seng, et større skab, et skrivebord med en stol, og et sengebord hvor der lå en bog. "Mit værelse ... og ..." Eric lukkede døren, og gik to døre længere ned af gangen, og åbnede til et værelse der var oplyst af en olielampe der stod på en kommode. "... dit værelse." Han lavede en kort gestus til Camille, så hun kunne træde ind. "Jeg håber du kommer til at sove godt." Fortsatte han yderst formelt, og kantede sig forbi Camille, for at komme ud på gangen. "Godnat." Et kort glimt af noget drilsk lå i de farverige øjne, da han snurrede rundt, og var kort efter inde på sit eget værelse, hvor han lukkede døren og smed sig i sengen.

Erics svar efterlod en måbende Camille, der var lidt langsom om at træde på speederen og følge ham.
Han havde da ikke lige? Havde han?
Fra mange andre havde hun fluks givet igen, med et kvikt svar...men Eric havde ikke på noget tidspunkt, overhovedet vist tegn på....eller interesse i....surely she had got it backwards !
Han tjekkede om hun fulgte med, og hun satte efter ham, med et fåret udtryk printet i hendes ansigt.
Hun printede sig retningen ind...kontoret, Erick værelse og så...gæsteværelset, at sige dét var hendes værelse var nok lige lovligt gavmildt.
Hun trådte ind og så sig om, værelset fandt hun hyggeligt og hun mærkede trætheden begynde at mængde sig, med dét lille gab der slap ud af hendes mund.
"Tak Eric...og Ilige måde " smilede hun til ham, da han møvede sig retur.
Dér dét var igen....et drillende skær i hans øjne ? Nå, men han var også træt som hun sikkert, så havde man jo tildens til at blive lidt mere...fjantet.
Hun lagde kappen fra sig og efter at have siddet nogle minutters tid i stilhed og egne tanker , lynede hun sin kjole op i siden og trak den af.Ligeledes trak hun støvlerne af og lagde alt i en bunke.Der var opvarmet nok på værelset til hun kunne sove i sit undertøj, så hun smuttede under tæpperne og Istedet for at ligge sig ned, sad hun op af væggen, lukkede øjnene og forsøgte at byde søvnen indenfor.

Da Eric kom ind på værelset, gik han over til sengen og gik ud næsten før han havde lagt sig ned. Han sov som en sten hele natten, til han den næste morgen vågnede ved at solen væltede ind af vinduet. Han trak utilfreds tæppet op over ansigtet og prøvede at sove længere tid, men det lykkes ikke rigtigt, så efter ti minutter slog han utilfreds tæppet til side og stod op, for at opdage han havde glemt at smide tøjet, eller noget af det. Han overvejede kort om han kunne klare sig i endnu en dag i det tøj, men han kom kort efter frem til, at det ville være umuligt. Derfor klædte han sig af, og tog lidt efter et par sandfarvet bukser på, samt en mørkehvid skjorte, hvor han foldede ærmerne op. Det burde være muligt at kunne gå i det, han skulle ikke noget.
Kort efter tøjet var på plads, smuttede han ud fra værelset, ned til Camilles værelse, hvor han bankede på døren. "Godmorgen, må jeg kommer ind?" Før hun rigtig nåde at svare, åbnede han døren, og stak hoved ind, eller nærmere næsen. Selvom han ikke ville have noget imod at se hende nøgen, kunne han sagtens forstille sig hvordan det ville ende, dybt pinligt, og sikkert også smertefuldt for ham. Kvinder kunne så sandelig slå fra sig, hvis de følte sig ubehageligt til mode. Det var ikke noget han havde prøvet før, men nogle ting hørte man fra sine venner, og fortrak også at det bare skulle blive hos dem. Selv havde Eric ikke lyst til at prøve det.

Vækket var hun netop blevet af solen der varmede hendes hud, og hun sad stadig op i sengen med tæppet trukket godt op om sig, da Eric , meget friskt, havde besluttet at stikke næsen inden for.
" godmorgen Eric...øhm...jov kom du bare ind " sagde hun næsten morgen frisk, bare lige fem minutter til , så ville hun være trukket ud af den lidt søvndyssende agtige stemning hendes hoved stadig følte.
Hun stod ud af sengen, godt svøbt i senge linned og bevægede sig over og fik fat i hendes kjole.
" Skal vi afsted nu ?" spurgte hun og rystede kjolen lidt så eventuelle krøller forsvandt.
" Gider du lige vende dig om to minutter " kommanderede hun og viftede gestikulerende med sin hånd til ham, længere behøvede hun ikke for at glide i kjolen og lyne den op.

Det var ligefør Eric var sprunget ind af døren, men han holdte sig fint på jorden, og trådte hen mod sengen hvor husets gæst knap nok var stået op. "Af sted, hvorhen? Hvis du mener at spise, så ja." Hvor ville Camille mon hen? Ud at shoppe slaver? Det måtte tiden jo vise, nu skulle hun først i noget kluns. Han vendte sig om, imens hun iførte sig sit tøj. Bare for at se hendes ansigt, overvejede han kort, om han skulle vende sig om, imens hun skiftede, men droppede ideen. Han ville ikke bare få høvl af Camille hvis han gjorde det, så han holdte inde med sine lege, og ventede pænt til hun sagde hun var færdig.
Da Camille sagde god for at han måtte vende sig om, vendte han sig om. "Er du klar til noget morgenmad, eller er der andet du skal nå før?" Hvis hun sagde nej, ville Eric fører hende ned i køkkenet, hvor duften af mad strømmede ud fra. Præcist som alle de andre gange, hvor de havde gæster, fik de altid stor morgenmad, med diverse ting og sager, som ikke lignede den normale grød ligne morgenmad. Camille måtte for Erics skyld gerne blive der et par uger mere, alt det grød var næsten for meget for ham.

Hans undren bragte et smil frem og hun svarede tålmodigt ham " hjem...jeg mente hjem, dét havde du jo lovet at tage ansvar for jeg kommer, remember ?"
Hun lynede op og forsatte.."Du kan godt kigge nu....Men morgenmad først lyder himmelsk !".
Hun trak i støvlerne og smuttede efter Eric ned mod køkkenet, der selv hvis dét skulle have været et førstegangs besøg ville have været nemt at lokslisere, man skulle bare følge efter duften.
Bordet var dækket og Nichole var i færd med at koge æg, blødkogte.
"Godmorgen Camille, jeg håber sengen var bekvem at sove i ? ....og Godmorgen min skat " sagde hun til Eric og plantede et kys på kinden af sin søn.
Hun slog armen ud mod dét veldækket bord " Bare sæt jer....så er der æg om to minutter" og hun rettede igen blikket mod kasserollen.
Camille lod Eric sætte sig først og tog så selv plads.
* Her er hyggeligt, meget* tænkte hun med et sind der var ...glad ?

En arrig grimasse kom til syne på Erics ansigt, da hans mor pinte ham med endnu et kys, men han valgte bare at lade sin utilfredshed komme lydløst frem. Der var ingen grund til at råbe og skrige omkring det, det ville alligevel ikke hjælpe, det havde han lært. Eric satte sig ned på den ene side bænk og greb et stykke brød, som han besmurte med smør og derefter en skive ost. Ost, brød og smør fik hurtigt ben at gå på, hvilke passede til ægget, der promte fulgte trop ned i gabet på Eric, der hurtigt havde fået spist en hel del.
Da Nicholé kom hen, og satte sig ved bordet, kom Isaac ned, med en læderpung fyldt med klirrende genstande, som han satte foran Camille, som han satte sig ved siden af. "Det ser skønt ud." Komplimenterede han, og sendte et kærligt blik til sin kone, før han vendte sig mod Camille. "Det burde slå til, der er hvad du bad om." Et kort smil lå på mandens læber, før han kastede sig over maden.
I modsætning til sin mand, og søn, kastede Nicholé sig knap så grådigt over maden, men sad og små grinte, mens hun sendte et beklagende smil til Camille. "De plejer at kunne spise ordentligt." sukkede hun, og nippede selv til noget te, hun havde hældt op. "Vil du have noget?"

Hun tog pladsen overfor Eric og bemærkede at hun ikke længere fangede den duft af hest der aftenen forinden havde karaktereseret huset.Mon man vænnede sig til den så hurtigt ?
Også hun tog lidt brød og ost,undlod smør og spiste i et noget anderedes tempo end Eric.
Da Isaac kom ind lyste hun op og bød ham godmorgen.
Blikket han sendte sin kone, gjore indtryk på hende.
Tænk....de havde en voksen søn...tænk efter alle de år, at stadig være forelsket, stadig sætte pris på hinanden , Camille ville sælge sin sjæl til djævlen for at opnå netop dét.Men et sted undervejs på rejsen i sit liv, var troen på dét også ville ske for hende, død.
Med en lille flig af vemod i sindet, smilede hun til Isaac og takkede ham et par gange for hans...bidrag.Hun tænkte på om han ville tage hende i hoved og røv og smide hende på porten, havde han kendt de rigtige omstændigheder?
Hun rakte sit krus frem mod Nichole "te..? Jo,meget gerne ...og tænk ikke på dét, mænd er sådan " små lo hun tilbage og kiggede drillende på Eric.
Hun tænkte på turen , når de skulle hjem.Tryg var hun ikke helt ved de store heste.
X"Bæ...jeg mener din Hest Eric...hvilke race er dét egenlig ?"

Eric syntes at alle var sådan efter ham, siden Camille havde trådt over dørtærsklen. Der var åbenbart næsten gået sport i at gå at drille ham, eller så var det noget de bare syntes var sjov, måske var det det blik han også sendte Camille. Hans far små grinte blot og satte tempoet ned, mens Eric selv begyndte at tygge demonstrativt højt, mens han sendte en del skulende blikke efter Camille, til hun spurgte om hesterace.
Han slugte rasten af maden, og rettede sig op på bænken. "Valens, en hesterace vi selv opdratter ..." Svarede han kort ind i mellem to bidder mad. "Det er det familien tjæner penge på, og Erics hest er kun en af de mindre." Tog Isaac over, der var helt vild med tanken om at Camille interesserede sig for hestene. Han syntes bedre og bedre om hende, især gav det også et plus, at hun ønskede at købe slaver fri på en fredelig og ikke voldelig måde.

Erics blikke tog hun sig ikke yderligere af, hun sendte ham Istedet et udfordrende smil der betød noget i stil med 'KAN du overhovedet opfører dig ordenligt...bare kort tid ?'
Omvendt var hun sød som en sukkerknald da hun gav sin opmærksomhed til Isaac, der var villig til at fortælle en smule mere."Valens..? En ny race ...hvor facinerende.Hvordan er deres natur? Jeg mener er dét arbejdsheste,væddeløbs heste eller..? "
Tænk at bæstet hørte til en af de mindre,du gode gud, dét lød....voldsomt.
Måske hun kunne overtale Eric til at vise hende lidt rundt, se hestene....bare fra afstand.
Nu fandt hun dét søde smil frem,også til Eric .." Du...har du lyst til at vise mig jeres gård og heste , hvis dét altsår er iorden ?" forsøgte hun sig frem.
Dét måtte være en stor gård at dømme af hvad hun lige kunne skimte, da de ankom i aftes.