Never a slave! Never! -nille-

Hun prikkede ham drillende på panden.
"Sikke mange ting du kan fortælle mig, hva?" Sagde hun drillende."... Måske skulle du være min mentor?" Forslog hun, og smilede sødt.

Endnu engang prikkede hun til ham.. Det var han så småt begyndt at vænne sig til, det var en smule sødt når det var hende der gjorde det, men det kunne også blive irriterende i længden.
"Ja, må du nok sige," grinte han og fjernede blidt hendes finger. "Jeg kan slet ikke forstå at det faktisk kom ud af mig,"
Det kunne han faktisk ikke.. aldrig havde han opført sig som en mentor overfor nogen.. Det var en underlig følelse, men han kunne nu godt vende sig til det, eftersom han følte sig en smule vis..
"Kan du egentlig huske den gang jeg sagde: Look but dont touch?" sagde han og løftede drilsk på et øjenbryn. "Det har du vist ikke kunne holde hva?"
Drilsk? Meget.
Flabet? Nix.
Kun drilsk.

Nille smilede skævt, og drillende.
"Men det kom ud af din mund..." Hun grinede da han fjernede hendes finger.
Hun smilede helt uskyldigt da han sagde det andet.
"Hvordan kan jeg nogensinde holde det?" Hun rakte for sjov tunge til ham. "Men nej det kan jeg ikke!" Hun grinede svagt, og kiggede ham i øjnene.

"Selvfølgelig kom det ud af min mund?" grinte han og gik om bag hende, for at komme lidt væk fra søen.. Smuk det var den, men han havde ikke tænkt sig at falde i og blive våd endnu engang.. "Jeg vil da grine lidt hvis det kom ud af min øjne?" Han vendte sig om, så han kiggede på hende..
Måne lyset ramte nu også hende helt perfekt..
"Nå, så det kan du ikke?" sagde han drilsk og kiggede hende tilbage i øjnene.. "Sikke noget," Han blinkede til hende, hvor der derefter undslap en kærlig latter fra ham..

Nille vendte sig om mod ham da han gik om bag hende.
"Det ville nu faktisk være meget sjovt hvis det kom ud af dine øjne!" Sagde hun, og grinede lidt.
"Ja... Sikke noget. Lille Jacob er ikke til at modstå..." Hun sukkede dramatisk. "... What to do?" Hun smilede drillende til ham.

Lille Jacob?..
Okay, han var måske ikke den højeste væsen i denne verden, men han var altså omkring 1, 78 cm og alligevel kaldte de ham for lille?
Ha, men det var vel hans unge alder de hentydet til.. For al til andre dæmoner og vampyre, var han en ynling.. 100 var ikke så gammel som man skulle tro..
"Er jeg ikke til at modstå?" Han smiskede og lagde armene på kors. "Tak, tror jeg nok," Han grinte svagt og startede en øjenkontakt.

Godt nok, var Jacob to centimeter højere end hende... Meeeeeeeeen, det var hun temmelig ligeglad med.
"Nope, det er du ikke." Sagde hun, og kiggede ind i hans krystalblå øjne... De var virkelig smukke, og mindede hende om stjerner... Jaja, stjerner er ikke blå, men stadig!

Ikke til at modstå.. Det var ikke noget han hørte hver dag, så det var vel en glad form for kompliment.. Han tog det i hvert fald som en kompliment, om det så var det, vidste han ikke..
"Tak," sagde han og kløede sig i nakken.. Det generte var ved at komme tilbage.. Hurtigt rystede han det væk og beholdte den drilske, men charmerende facade.. Han bemærkede at hun kiggede ham i øjnene, som var hun betaget af dem.. Det gjorde ham ikke noget, for så havde han også en undskyldning for at kigge ind i hendes.

Hun kiggede væk da hun kunne se at han havde opdaget at hun kiggede ham i øjnene...
"Så lidt." Sagde hun, og kiggede ned i jorden. Jorden var MEGET grimmere end hans smukke øjne...

Pludselig kiggede hun ned i jorden..
Ville hun ikke have øjenkontakt længere?
Han smilte skævt og kiggede sig omkring, han kom i tanke om at hans trøje lå et eller andet sted i græsset.. Det var nok på tide at finde den..
"Jeg finder lige min trøje," grinte han og gav sig til at lede, imens han igang imellem skænkede Nille et blik, for at se om hun stadig kiggede ned i jorden..
Han måtte indrømme at hun også ikke var til at modstå..

Hun nikkede, og kiggede på sine håndflader.
"Gør du det." Sagde hun, og kiggede så på søen.
Hun fulgte til sidst efter ham, og kiggede på hans ryg.

"Er alt i orden?" spurgte han og løftede på et øjenbryn, imens han bukkede sig ned for at samle sin trøje op.. Den havde ikke lagt så langt fra ham, så den ahvde ikke været svær at finde..
Forsigtigt mærkede han efter om den stadig var våd.. Det var den ikke, så han kunne lige så godt tage den på igen.
Han trak den over hovedet og rettede på den, hvor han derfefter kiggede hen på Nille, ventede stadig på at hun svarede på hans spørgsmål..

Hun nikkede.
"Ja, alt er fint hvad da?" Hun så spørgende på ham, og kiggede ham i øjnene igen.

/Sorry kort svar./

// i orden //

Han løftede på skuldrene og placerede sine hænder i sin lomme.. Det var dejligt at have den på igen, så de kunne lægge der..
"Du blev bare så stille lige pludselig," sagde han med et smil og kiggede hende tilbage i øjnene..
Sorte perler..
Smukke ligesom sorte perler..
"Men, godt at der ikke er noget i vejen så," grinte han kærligt og gik hen imod hende..

Nille trak lidt på den ene skulder.
"Jeg er i det hele taget en meget stille person." Sagde hun, og kiggede ham stadig i øjnene. De kunne også ligne noget af det mest klareste vand...
Hun smilede roligt.
"Ja..." Hviskede hun.

Han smilte til hende og stillede sig ved siden af hende..
En meget stille person sagde hun.. Det var han også selv nogen gange, siræ de tidspunkter hvor han havde været ensom.. Der snakkede han ikke rigtig med nogen, drillede dem bare for at have noget at give sig til.. Man kunne så let blive ensom i denne verden..
"Så," sagde han og kiggede ned i jorden.. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige til hende.. Så, han fandt bare på noget.. "Kender du tilfældigvis nogen der kunne tænke sig at være en del af en klan?"

Om hun kendte nogen...? Det mente hun ikke.
"Det tror jeg ikke..." Svarede hun, og smilede. "Er du da igang med at lave en klan?" Hun så spørgende på ham.

Han regnede ikke med at hun kendte nogen der ville, men han kunne jo altid spørge, hvis hun nu gjorde..
"Nej," han rystede på hovedet og smilte til hende. "Nej, det er jeg ikke, men jeg kunne godt tænke mig at skabe en,"
Han ville gerne have en klan, være en leder af et hold han kunne gå hen til og snakke med, men hvad pokker klanen skulle stå for anede han ikke..

Hun nikkede.. Hun havde nu skabt sin egen klan fordi at Skammernes historie skulle frem igen... Og hendes mission var fuldført... Men ikke på den måde hun havde ønsket. Men pyt med det, i det mindste var der folk der ikke troede hun var en heks.
"Det er også dejligt at have en klan... De stoler på en... Det er næsten som en familie." Sagde hun og smilede.

"Det tror jeg på," sagde han og begyndte langsom at gå.. De var i ashen Wood forest, det var det eneste han vidste.. Men hvor de var henne i ashen Wood forest vidste han ikke..
Han regnede med at hun selv fulgte med, hvis hun da stadig vil være i hans selvskab, han ville i hvert fald gerne være i hendes..
"Det er også en af grundene til at jeg kunne tænke mig en," sagde han og kiggede ned i jorden. "En familie,"
Han havde aldrig haft en familie og ønskede sig brændende en.. En han kunne stole på..
Det gav et sæt i ham, da han genkende huset ikke så langt fra dem.. Det var helved selv.. Hans barndomshjem..

Hun fulgte efter ham, og lyttede til ham. Hun ville gerne være i hans selskab da han var sjov, og sød at være sammen med.
Hun sagde ingenting... Hun vidste nemlig ikke hvad hun skulle sige.
Der var et hus noget fra dem... Der var noget bekendt over det, men hvad vidste hun ikke.. Hun kunne se at det gav et sæt i Jacob, og så huskede hun. Hun gik hen til ham, og krammede ham.
"Lad os vende om..." Hviskede hun, og prøvede at få ham til at se hende i øjnene i stedet for at se på huset.

Et slag lød nu fra hans øre, efterfulgt af et rædselsskrig.. Et skrig fra et barn..
"Tie stille din nitte!" Lød hans far kolde ord..
Pludselig kunne han mærke slagene, se det hele som skete det lige foran ham..
Han kiggede fortsat på huset, men kiggede nille i øjnene da han kunne mærke at hun fiskede efter det..
"Nej," sagde han og smilte skævt. "Nu er jeg her og må se det i øjnene, jeg vil ikke længere frygte dette sted,"
Forsigtigt gik han hen mod huset med anspændte bevægelser.. Det skulle være slut.. Han vil ikke længere have denne frygt..
Han åbnede den knirkende dør og kiggede ind.. Spindelvæv hang over alt..

Nille bed sig i underlæben... Hun kunne ikke lide den idé.
Hun fulgte dog efter ham... Hun ville ikke forlade ham ved dette sted, hun ville slet ikke forlade ham overhovedet.
"Okay så." Sagde hun, og så over hans skulder... Spindelvæv over alt...

Han var glad for at hun fulgte med ham, så han ikke var alene.. Hun var en god støtte for ham, det måtte han indrømme..
"Bare et hurtigt kig også ud igen okay?" Hviskede han kærligt til hende og kyssede hendes pande blidt, inden han gik ind i huset..
Gulvet knirkede under dem, lige meget hvilken brædde de trådte på.. På væggene hang der gå billeder, en af dem var et billede af hans forældre.. Forsigtigt gik han hen mod billedet og kiggede på det.. De så så lykkelige ud på det billede.. Hans far kunne ligne ham en smule, dog kunne man godt se at han var ældre, som nærmest en ældre udgave af ham selv.. Brunt og limegrønne øjne.. Hans mor derimod, kunne han kun genkende de brune øjne, som han havde haft før i tiden, fra ham selv.. Hun var smuk.. Langt bølget hår, røde læber og øjne brune som chokolade..
Han sukkede og gik videre ind i huset.

Hun nikkede til ham, og smilede ved hans kys på hendes pande.
Hun gik med helt ind i huset, og så på billederne... Hun lagde hovedet lidt på skrå, og stoppede op ved et billede af hans mor... De var så bekendte... Nu havde hun jo også set Jacob i øjnene... Hun kiggede hen imod Jacob, og gik så lidt videre i rummet. Det var gammelt, og støvet...