A shadow in the dark

Tid: aften
Sted: Doomsville bazaar
Omgivelser: Handlende der blir for lige at se om de kan sælge lidt mere før de går hjem af
Vejr: Skyer dækker rundt omkring på himlen

Det var ikke lige just sent om aftenen men mørket var alligevel faldet tidligt på denne årstid og det var Dust glad for da han trods alt var et skyggevæsen han havde endda været heldig at finde en sælger der ikke havde haft en særlig god dag så nu stod Dust tæt op af ham gemt i skyggerne og feastede på ham så længe sælgeren nu engang var der i hans desperate forsøg på at få solgt bare lidt mere af de vare han havde i hans transportable bod af madvare og diverse selvom han havde været uheldig og havde havnet nær nogle andre sælgere der havde mere eksotiske og bedre madvare i deres boder! Dust så sig dog omkring en gang imellem han måtte trossalt passe på at han ikke blev opdaget af andre kreature for selv om han prøvede at holde sin aura på det laveste kunne man stadig med held eller gode skills lægge mærke til ham og det var ikke lige i hans interesse for Dust hørte ikke til i denne verden og selvom han ikke kunne gøre noget ved denne verdens fremtid som han ude mærket kendte til ville han stadig ikke ende ud med at ændre på for meget medmindre det var en del af hans planer eller han var nød til det!

Men som han stod der og skiftede mellem at spise og kigge rundt var der pludselig noget der fangede hans blik en daggert der lå næsten ubemærket mellem nogle andre våben i en af boderne den var sort og lignede helt på en prik noget han kendte alt for godt til! Han løftede let op i sin kappe og kiggede ned på en af sine egne daggerts og der var ingen tvivl at finde i hans blik dette var præcis den samme daggert som den han ejede i hans egen tid og det var rent faktisk lykkedes ham at finde sin fars arv i denne tid! Pludselig var det mere klart for ham hvordan dens historie hang sammen det var derfor daggerten kunne genkende ham da han dengang i fremtiden fik fat i den fra en tyv der snød ham og nu havde Dust et stort smil på læben for nu kunne han have en ekstra daggert som han kunne bruge med sin hale han gemte under sit tøj! Da Dust havde spist tilstrækkeligt af sælgeren bevægede han sig let væk fra ham og hen til denne interessante sælger af forskellige våben!

Dust lod sig være synlig fra skyggerne men gemte sig alligevel under hætten fra hans kappe så man ikke rigtig kunne se ham og med mulighed have en chance for at genkende ham
"Undskyld mig ærbødige sælger hvor meget skal de have for den sorte daggert de har liggende der let gemt bag deres andre våben?" spurgte han roligt og pegede på den daggert der tilhørte hans fars familie slægt og som han vidste ikke ville acceptere andre end en der havde blodet af hans families slægt flydende i deres åre! Sælgeren kiggede på den daggert Dust pegede på og virkede straks skrækslagen han skyndte sig at tage noget stof på sine hænder som beskyttelse før han forsigtigt samlede daggerten op
"Åh det må de undskylde hr. men lige denne daggert er ikke til salg den er forbandet alle andre der har rørt den er straks blevet ramt af daggertens forbandelse og smidt sig ned skrigende i smerte og sorg!" sagde sælgeren febrilsk og skulle lige til at lægge daggerten væk da Dust med rolig hånd tog daggerten fra ham og smilede mens den vibrerede lidt før den faldt til ro igen den accepterede ham og derfor skete der intet med Dust
"Jeg synes nu ikke den virker så farlig men lad os da teste om den acceptere mig alligevel bare for en sikkerheds skyld!" sagde han med et smil på læben! Han trak den ud af etuiet holdt den ene arm strakt ud fra kroppen og kastede daggerten op over armen så den snurrede vildt i cirkler! Hvis daggerten ikke acceptere ham ville den skade ham men hvis den gjorde ville der ikke ske ham noget og præcis som Dust forudså cirklede den ned forbi hans arm og ramte med bladet jorden så skaftet sad opad mens sælgeren nær havde hylet op af chok over det han gjorde!

"Der er vist ikke så meget galt med denne daggert!" sagde Dust med et lumskt smil som han lod vise så sælgeren kunne se det "Nå men hvor meget sagde du at du ville have for den?" han samlede daggerten op mens han snakkede rensede bladet og satte den i etuiet før han igen så på sælgeren der stod med store øjne og kiggede på ham "D... Du behøver ikke... betale den er på huset!" fik han fremstammet med lidt besvær! Dust smilede roligt over hans svar og kiggede med stor interesse på nogen af hans andre våben og han fandt en anden slags våben der fandt hans interesse
"Godt så jeg tager alle dine kunaier der når nu du er mig så godmodig et par af de der ben tasker til dem og den der offer daggert!" sagde han roligt og fik tingende pakket han satte offer daggerten og skyggedæmon daggerten i sit bælte og gemte resten væk under kappen før han betalte for varende og gik roligt videre for at finde sig endnu et stakkels offer han kunne spise af!

Det havde været en meget lang dag for Ismay Solari, og det kunne man også godt se på hende. Jetlaggen fra at rejse imellem dimensioner havde sat sine præg på hende, og hun havde sorte render under øjnene. Ud over det, så hun ikke særlig træt ud. Hendes store, røde tørklæde var viklet rundt om hendes hals og underansigt, og enderne daskede imod hendes mave når hun gik. Hendes lange jakke var knappet så langt ned at man kunne konstantere at hendes støvler gik til knæene.

Et øjeblik stoppede hun op ved en bod og kiggede lidt. Exotiske frugter. Der var endda en frugt der så ud som om den kom fra hendes hjemland. Hun kastede en mønt i retning af bodens ejer, og snuppede hurtigt det blege æble. Hun kastede det op i luften, og greb det igen med et skævt smil. Så tog hun en bid. Aldrig havde hvide æbler smagt så godt.

Et par hektiske stemmer tiltrak hendes opmærksomhed. Et par boder væk, hvor våbenafdelingen startede, stod en kutteklædt skikkelse og lavede nogle imponerende tricks med en dagger. Imponerende. Og smuk dagger, med et meget specielt udseende.

"Godaften," Ismay gled frem fra et sted bag ham, og sendte ham et stort smil. "Ude for at tanke lidt op?" spurgte hun, og hentydede til våbene.

Dust drejede hovedet om mod hende uden at afsløre sit ansigt helt man kunne kun lige se fra under hans næse og nedefter og hans mund smilede et følelses tomt smil over hendes lille bemærkning han løftede let op i sin kappe så hun kunne se at den dæmon daggert han lige havde købt var en han allerede havde bare yngre og hvis man var erfaren ud i at kunne identificere våben var det tydeligt at det var den samme daggert og det ville få de fleste til at undre sig over at han havde tog daggerts af en der kun fandtes en af!

"Jeg skaffede mig kun det tilbage der retmæssigt tilhøre min slægt!" sagde han roligt og stoppede sig selv i at gøre den sætning færdig da han var lige ved at sige at den ikke tilhørte ham endnu det kunne jo afsløre for en klog sjæl at han kom fra fremtiden! Dust vendte sig roligt mod hende og studerede hende roligt med sine ravgule øjne der lyste op i mørket fra hætten og let dækket af hans lyseblå himmelblå øjne!

Ismay granskede nysgerrigt mørket under mandens hætte, men hun kunne ikke se andet end hans smilende mund, og næsen der stak ud fra skyggen. Dog havde hun en fornemmelse af hvor hans øjne var, og at de stirrede direkte på hende.

Da han trak sin kappe til side, og daggerterne kom frem, kriblede det i hendes fingre. "Ah. Et par special lavede tvillingedaggerter?" Hun rakte langsom den hånd frem, som hun ikke holdt æblet i. Hvis han lod sin kappe falde ned igen, inden hun nåede at tage den, ville hun trække sin hånd tilbage med et skævt, lattermildt smil. Men hvis han lod hende tage den, ville hun hurtigt gribe fat om skæftet med sine slanke fingre, og vejre den i hånden, finde ud af om den rent faktisk var noget værd. Siden han lige havde fået den gratis, skulle man ikke ligefrem tro at den var en guldgrube, men Ismay havde noget for sjældne genstande. Især våben.

Dust tog roligt dem begge op holdt dem foran sig og så på dem *Nutids dig og fremtidige dig i slapper bare af nu ellers bliver det værst for jer selv* tænkte han roligt til dem og de fulgte hans ordrer og ville ikke gøre noget når hun rørte dem han drejede smidigt i hænderne på samme tid tøvede kun kort og holdt dem så alligevel frem så hun kunne tage dem! Grunden til at han tøvede i det korte næsten ubemærkelige øjeblik var fordi når hun rørte dem ville det være tydeligt at det var præcis den samme daggert det kunne mærkes af en hver der holdt dem på samme tid!

"Lad mig da se hvad du kan med den men pas på den kan sagtens være aggressiv så lad nu være med at gøre den vred!" sagde han roligt og det ville være tydeligt hvorfor han sagde den i stedet for dem når hun rørte dem begge! I øvrigt var denne daggert meget speciel den havde nærmest dens egen personlighed fordi den var fyldt med så meget ondt skyggedæmon chakra og den lyttede kun til slægten der havde skabt den!

Hun tog grinene imod de to mørke knive, og lod fingrene lukke sig om skæfterne. Hun kastede et enkelt blik på ham, så hendes fletning dansede. "Ja ja, lad os se om de vil lade mig røre ved dem!" Hun sagde det for sjov, siden hun kun havde haft at gøre med en forbandet kniv en gang, og ikke regnede med at det ville ske igen foreløbigt.

Et øjeblik efter fik hun et udtryk af forvirring i ansigtet. Hun kiggede på ham igen, men denne gang var der en rynke imellem hendes øjenbryn. De her knive.. de føltes helt ens. Ikke bare fordi det var tvillingedaggerter... men sådan.. helt ens. Og frygteligt blodtørstige. Hun havde ikke mærket noget som det før. Nogensinde.

Med et hurtigt svirp med hånden, sendte hun den eneste kniv dansende op i luften. Da hun greb den igen, med sine øvede og adrætte hænder, skar hun sig. Hun havde grebet skæftet perfekt, ligesom hun plejede, men der var et snitsår på hendes pegefinger. Med et forskrækket udtræk rakte hun dem hurtigt tilbage til deres ejer. Hun stak fingeren i munden, og var for en gangs skyld fuldstændig mundlam.

Dust tog roligt imod dem igen og de følte sig straks tilpas igen i deres ejers hænder han svingede dem med en vanlig håndterings evne af dem begge og der lød et let klik fra dem begge da de kom på plads i skeden igen de gjorde ham intet medmindre han selv førte kniven man ville ikke kunne kaste disse mod ham og ej heller kunne man have nemt ved at dræbe ham med dem! Med et roligt smil kiggede han på Ismay med sine ravgule øjne der nærmest lyste svagt i natten og hans hættes skygge han var i særdeleshed ikke et væsen denne tid var vant til at håndtere og efter flere hundrede år i denne tid havde han i den grad tilpasset sig situationen han var havnet i!

"Jeg sagde jo den var aggressiv dens trængsler og aura afspejler dens nuværende ejer og heldigvis for en som mig er dette en slægts daggert den laves udelukket af en person og går så videre fra forældre til første fødte barn i familien!" sagde han roligt og rettede roligt på sin kappe så man svagt kunne se at der var endnu en daggert der sad lige omkring midten af hans ryg man fik kun et kort glimt af den et lille sekunds udsyn til noget der indeholdte mere fare blodtørst og vold end denne magts hylster indikerede!

Hun fulgte opmærksomt hver bevægelse dæmonen foretog, især dem der omhandlede hans smukke våben, med sine farveløse øjne. "Aha," sagde hun lidt fraværende. "så du har måske en form for blåt blod i årene?" Det var ikke hver eneste familie der havde råd til familievåben. Især ikke sådan nogle smukke tvillingedaggerter. Det havde de i hvert fald ikke i den verden hun kom fra. Ismays øjne flakkede lidt, og hun slikkede sig hurtigt over læberne. Hun plejede ikke at få komplimenter for sine egne lidt uhyggelige øjne, men hans var godt nok slemme. De så ud til at lyse i mørket under hans hætte, og kunne stirre direkte ind i hendes let beskyttede sjæl. Han gjorde hende lidt nervøs.

Ismay blev ved med at gå. Hælene på hendes støvler bankede dumpt imod jorden. "Og du viste bare lige tilfældigvis at den sælger havde din families daggert - og ville give den gratis?" Hun synes selv at det ville give god mening, hvis han havde jagtet fyren ned, men hun anede i virkeligheden ikke rigtigt hvad der foregik, og hun var efterhånden ved at droppe ideen om at stjæle knivene.

"Jeg kan love dig for at jeg ikke har det mindste kongelige blod i mig hvis det var situationen ville jeg ikke have ar som dette her!" sagde han roligt og trak hætten tilbage så et tykt rødt ar over højre side af hans hoved tydeligt kunne ses især i kontrast til hans blege hud og det så ud til at være lavet på en yderst smertefuld måde! Han trak roligt sin hætte tilbage på plads så det dækkede hans hoved før hun fik en chance for at røre ved det og derfor kun havde fået mulig for at få et godt minde om dette syn!

Dust tænkte dog lidt over hendes andet spørgsmål han tænkte lidt på hvordan han skulle svare på det for han havde i sig selv ikke regnet med at skulle have fundet sin daggert i denne tid så han havde derfor ikke besværet sig med at lede efter den! Det var mest af alt et rent og skært tilfælde at han havde spottet den imellem handlerens andre vare
"Det var faktisk et tilfælde at jeg så den jeg genkendte den straks fordi jeg er så vant til at gå med den fra min egen tid!" sagde han roligt og så på hende med sine tomme øjne "Jeg kommer godt nok fra denne verden men jeg er lidt malplaceret lige nu!" han var ikke så meget for at sige at han kom fra fremtiden til nogen der var næsten ingen der vidste det og dem der gjorde var dem han var ude efter for han ville tilbage til sin egen verden og den tid han rigtigt hørte til og jo færre der kendte til hans hemmelighed jo bedre!

Hendes øjenbryn fløj op i panden på hende, da han viste hende den tykke, røde stribe der løb ned af hans ansigt. Dog var det den eneste reaktion der kom fra hende. Hun havde selv set sin andel af ar, og havde selv et par stykker. Det var ikke helt ufarligt at være i et cirkus. Det eneste ar man kunne se var det der skilte hendes højre øjenbryn i to. Det var umiddelbart svært at se, langt sværere end hans, men hvis man viste at det var der, ville man sagtens kunne se den smalle, sølvfarvede fordybning i panden på hende. "Auch." nøjedes hun bare med at sige. Hun kunne måske have vist ham hendes ar, men hun holdt sig tilbage.

Hvis det var muligt, strøg hendes øjenbryn endnu højere i vejret over hans næste ord. Hun stoppede til og med op midt på pladsen, så brat at hendes tørklæde bølgede. "Din egen... tid?" Hun havde nettop fået sit bevis på at den her dæmon var blæst i hovedet. Men det kunne man egentligt godt gætte sig til når man kiggede på ham. "Hvad mener du lige med det?"

Dust så på hende da hun stoppede op og stoppede selv op næsten lige med det samme efter hende *Møg jeg har allerede sagt for meget* tænkte han roligt mens hans hjerne arbejdede på højtryk for at regne ud hvad han lige skulle svare til dette! Han havde været lidt for afslappet og derfor havde han uden at tænke over det kommet til at sige for meget han vidste ikke hvad der kunne ske med fremtiden hvis han havde for stor påvirkning på denne tid og derfor havde han været stort set usynlig lige siden han havde undsluppet det undergrunds fængsel der havde taget ham til denne tid og eksperimenteret med ham! Men selvfølgelig hvis han var smart kunne han jo bruge det faktum at hans udseende var blevet ændret til sin fordel hvis han gjorde det rigtigt ville fremtiden som han kendte den stadig være det dejlige kaos det ville blive til og han kunne få noget ud af dette sted samtidig!

Dust så hende roligt i øjnene og tænkte lidt over sine ord før han begyndte at sige noget han vidste trossalt stadig ikke om hun var til at stole på
"Well jeg har haft en række af oplevelser der har ført mig til dette punkt og som blandt andet indbefattede en tids baseret portal og en bortførelse fra den tid jeg kommer fra!" sagde han roligt men lavt nok til at kun hun hørte det han havde ingen intentioner om at nogen lige pludselig hørte det og flippede ud eller en smug lytter skulle kunne høre dette!

Ismay fangede hurtigt betydning af den måde han kiggede på hende. Yeah, hemmelighedskrammeri! Hun viste ikke noget bedre! Derfor tog hun et skridt tættere på ham, så han ikke behøvedes at tale så højt. Hun strøg endda en tot sort hår om bag øret, som om det ville hjælpe. Hendes tørklæde bølgede da hun lænede sig ind imod ham.

"En tidsbaseret portal, siger du? Hvor finder man sådan en henne?" Hun så ikke ud som om hun tvivlede et øjeblik på ham. Hun var selv kommet igennem en portal, så at den skulle kunne føre ham igennem tid virkede ikke så ufatteligt som så. Hvis hendes søster havde været her, ville hun sikkert have været i stand til at forklare hvordan man lavede en, og hvad forskellen var, men hun var her ikke. "Og hvor kom... hvornår kommer du fra?"

Hvis hun kunne rejse igennem tiden så... tænk på alle de gamle og sjældne genstande det ville gøre hende i stand til at hente og sælge! Det ville blive en guldgrube!

Dust smilede roligt da det viste sig at han åbenbart vidste mere end hende hvad angik tids portaler disse var ufatteligt svære at lave og han havde desværre kommet til at dræbe den første person det var lykkedes at lave sådan en
"Det kan du ikke som det står nu den jeg blev ført igennem kunne ikke holde til radioaktiviteten i min tid og smeltede sammen da jeg kom igennem den som et stykke plastic over bål da jeg flygtede fra mit fangeskab kom jeg desværre til at dræbe skaberen af den portal så dem der researcher i det blev nød til at starte forfra med hele dette projekt især efter jeg ødelage det forsknings sted den blev skabt!" sagde han roligt og så hende ind i hendes øjne med sit følelses tomme blik!

I et kort øjeblik da deres øjne mødtes var det som om hans øjne skiftede farve de gik fra ravgule til blodrøde og tilbage igen men dette skete så hurtigt at det kun var mellem 2 blink med hans øjne! Han blinkede en gang så skiftede de blinkede igen så skiftede de tilbage han så sig kort omkring før han svarede på hendes spørgsmål
"Jeg ved ikke om jeg burde fortælle det her til dig men oprindeligt kommer jeg fra år 3824 og der er verdenen for længst blevet et helvede!" sagde han roligt

Ismays smil falmede en smile, imens hun kiggede ind i mørket hvor hans øjne stirrede direkte på hende. Han talte om begivenhederne meget... afslappet. Som om de var i gang med at diskutere vejret i dag, i stedet for noget der lød som magtfuld magi og ikke så lidt vold og død. "Åh. Det lyder som om du har hygget dig en hel del. Spændende." Hvis denne fyr var så farlig som han lød, burde hun måske sætte lidt afstand imellem dem.

Hov? Havde hans øjne lige skiftet farve? Han drejede hovedet væk igen, og det virkede som om hun havde havde forestillet sig det. Det gik alligevel så hurtigt. Pff, hendes jetlag var åbenbart værre end hun først havde troet. Det var ikke så godt hvis det fik hende til at se hallucinationer.

De fleste ville nok være blevet både forskrækket og bange over det som dæmonen sagde, men Ismays ansigtsudtryk ændrede sig knapt nok. "Fedt." Hun kunne ikke havde været mere ligeglad. Hun ville alligevel ikke være levende på det tidspunkt, så det ville aldrig nogensinde have en effekt på hende. Dog lød det ikke særlig behageligt.

"Har du så nogle vigtige, farlige ting at lave her, eller.. prøver du bare at komme hjem?"

Dust stoppede roligt og så på hende som om han godt gad at snakke mere med hende og gerne ville have hende til at gå sammen med ham for han fandt hende rendt faktisk ret så interessant "Som det står nu prøver jeg faktisk at finde ud af hvordan jeg skal komme hjem det har jeg prøvet på i omkring..." han stoppede i lidt tid for at tænke sig om og finde ud af hvor meget tid han havde været der "... ved du hvad dato det er i dag?" spurgte han roligt og så hende i øjnene! Det med hans øjne var på ingen måde en hallucination og det blev tydeligt da de gjorde det igen denne gang skete det bare i omkring 5 sekunder så det var tydeligt for hende at det virkelig skete og grunden var simpelthen så enkel at hans hoved var fyldt med minder om hans egen tid lige nu og dette påvirkede hans øjne til i meget kort tid at vise deres sande jeg som de var før han var blevet lavet om under eksperimenterne lavet af dem der havde bragt ham til dette sted!

Ismay lagde hovedet på skrå, og kiggede på ham med smalle øjne. Det var lang tid siden hun selv havde tænkt på datoen. Cirkusset holdt alligevel shows alle weekender, så der var ikke nogen grund til at huske datoer. Men alligevel havde hun læst en avis i morges. Hvad var det nu der havde stået?.. "Det er den.. 28. December."

Hun stak sine hænder tilbage i lommerne på sin jakke. Han virkede som om han ikke havde noget imod hendes selskab. Måske var han lige så alene i denne dimension som hun var, selvom han var vant til at have en masse venner. Tja, det lød vel sandsynligt.

Dust så stadigt tænkende frem for sig og vendte sig roligt imod hende Dust var helt alene i denne tid og havde faktisk ikke snakket så længe med nogen som han gjorde med hende lige nu og hun var den første han havde fortalt så meget "Kan du huske et årstal jeg har brug for et årstal!" sagde han roligt og gik hen imod hende ikke for at være farlig eller truende han vidste faktisk ikke hvorfor han reagerede bare spontant nogle gange!

Ismay kunne ikke gøre for det. Hun tog et skridt tilbage uden at tænke over det, så der stadig var et skridts afstand imellem dem. Hun kastede et blik omkring sig, så hendes fletning daskede imod hendes skulder. Hun tjekkede de nærmeste boder.

"Det er år 2012, selvfølgelig." Denne gang kiggede hun ikke efter hans øjne igen, hun stirrede fraværende op i himlen. Hun rettede lidt på sit tørklæde, og stak fingrene ind i en af folderne et øjeblik. Hun var ikke hel tryg ved situationen.

Dust stoppede op igen da han så hendes reaktion på at han nærmede sig han tog et par skridt væk fra hende igen og begyndte at tænke lidt! År 2012 det betød at han havde 2 år endnu før kaosset der startede tredje verdenskrig ville gå i gang og han havde været i denne tid siden omkring starten af år 1800 hvilket jo betød at han havde været der i 212 år *Shit jeg har jo været her i alt for lang tid det er utroligt jeg ikke har fundet en vej tilbage til min tid endnu* tænkte han da han nåede frem til dette resultat!

"Møg jeg har været her i 212 år det betyder jeg har endnu mere travlt end jeg troede før jeg gider ikke oplevet tredje verdenskrig!" sagde han lidt irriteret over sig selv fordi han ikke havde holdt styr på årstallet han begyndte at gå ned af gaden og havde nærmest helt glemt at han lige havde stået og snakket med Ismay!

Ismay løftede et øjenbryn imod ham, og klukkede af latter. "Så du har været her i 212 år uden at vide hvilket årstal det var?" Hun havde svært ved at blive klog på den her fyr. På den ene side var han ved at skræmme de levende dagslys ud af hende, men på den anden side kunne hun slet ikke tage det stakkels individ seriøst.

Hun skyndte sig at følge efter ham, så hendes støvler klaprede imod jorden. "Rolig nu, tredje verdenskrig lyder ikke særlig behageligt, men du er kun én person. Hvad vil du gøre ved det? Nogen gange skal man ikke pille ved ting i fortiden der vil ændre fremtiden. Det bliver noget rod!" Hun grinede igen, ved tanken om at hun var i gang med at diskutere verdens gang med en skør dæmon.

"Jeg er altså ikke særlig god til tid der hvor jeg kommer fra er det eneste jeg behøver at holde styr på det er om det er dag eller nat og det er ikke just meget i forhold til at jeg pludselig skal slippe væk indenfor de næste par år!" sagde han roligt og gik ned af en gyde hvor han stoppede brat op og vendte sig om mod hende da noget lige pludselig gik op for ham! Den dag Dust blev født ville først ske om mindre end 1500 år det betød at hvad end han gjorde her måtte det have været en del af verdens historien der ledte op til det punkt hvor han blev født og det var lige som det mest vigtige for ham udover at komme tilbage til hans egen tid uden at have ændret hvordan fremtiden ville ende med at se ud! Den eneste form for indikator han havde på at fremtiden var vedligeholdt var hans hukommelse og det faktum at han stadig eksisterede hvis han begyndte at glemme få andre minder om hans tid i fremtiden eller forsvinde betød det at noget var galt og det havde han ikke oplevet endnu!

"Nej tredje verdenskrig lyder særdeles ikke behagelig det hele starter med et knæk mellem landende lands aftaler går i vasken penge problemer vil komme de forskellige landes befolkninger ændre sig på grund af ressource mangel hvilket gør at nogen lande får flere lande de skaber sig en større hær og siger det er for at kunne kontrollere landet andre lande finder dette som en trussel og følger trop med deres egne hær forøgelser nye aftaler bliver lavet undervejs og går i vasken og så snart den første atom bombe bliver kastet går hele verden ud i kaos!" sagde han roligt selvom det kunne virke lidt usammenhængende "Alle os der lever i underverdenen vil komme frem til overfladen under krigen og deltage men efter alt den atom spredning menneske får lavet ender jorden i en istid der vare et godt stykke tid! Det er først derefter man får mere adgang til områder af kloden men der er stadig en del farlige ting i min tid som kunne få de fleste i denne tid dræbt før de blinker med øjnene!"

Ismay fnøs af hans ord. "Tell me about it." Som cirkusartist fulgte man heller ikke særlig med i tiden, det eneste hun interesserede sig for om det var hverdag eller weekend, siden de kun hostede shows i weekenderne.

Hun var ikke særlig glad for at finde sig selv i en gyde sammen med en skør dæmon, så hun tog et ekstra skridt tilbage da han stoppede op og kiggede på hende som om verdenens største gåder lige var blevet opklaret.

"Jeg har aldrig kunnet forstå hvordan folk kunne lave en hær når de ingen penge havde. Krig er så ubrugeligt. Og ødelæggende. Og skidt." Hun trak på skuldrene og følte sig lidt rundt på gulvet. Alt det han sagde var fint nok, men hvad skulle hun bruge det til? Og hvorfor nu? Og hvad viste den er dæmon om finans, aggressive militærstyrker osv.

Ismay stod og stirrede på ham imens hun langsomt blinkede. "Hvorfor vil du overhovedet tilbage til din egen tid? Den lyder for-færde-lig!"

"Jeg vil tilbage til min tid fordi det er hvad jeg er vant til det er der jeg høre til og jeg er træt af denne verden dyrene er for svage og der sker aldrig rigtig noget særligt her jeg savner det daglige kaos og sådan!" sagde han roligt og så hende i øjnene med sit som altid tomme blik! Han vendte dog sit blik mod omgivelserne og valgte at de ville være mere i fred hvis de søgte op af "Hvor god er du til at klatre under disse forhold?" spurgte han fraværende mens han kiggede på væggene!

Invendigt fandt hun det svært ikke at vrænge af ham. Jeg savner det daglige kaos og sådan!.. Pff, magen til dramaqueen. Og dog virkede det bare lidt mere seriøst når han kiggede på hende med de der uhyggelige øjne. Hun hadede bare når folk havde den effekt på hende.

Ismay kiggede op og ned af murerne i gyden. Ikke særlig stabile eller glatte. Der var flere steder med plads og fordybninger til hænder eller fødder når man skulle klatre. I virkeligheden ville hun have kunnet kravle på en næsten hel glat overflade, men det var bedst ikke at give dæmonen for meget viden om hende. Selvom hun havde lyst til at springe op af den som en anden kat, for at imponere ham, så holdt hun sig tilbage.

"Tja, det kan vel lige lade sig gøre..." Hun gik hen til en af væggene og fandt en fordybning at klamre sig til. Så en til foden... og så begyndte hun roligt sin opstigning. "Kom så langsomme!" kaldte hun muntert tilbage.

For at virke tilpas amatøragtig, sørgede hun for at snuble et par gange, men stadig med et godt tag i muren, så hun ikke faldt ned.

Dust så roligt på hende klatre lidt op af muren og der var noget undrende over ham for noget i ham sagde at hun sagtens kunne gøre det meget bedre måske var det den måde hun skred på den virkede alt for koordinerede i hans øjne som om hun gjorde det med vilje
"Det da vist dig der er langsom du kan jo gøre det meget hurtigere end det der baby kravlen!" sagde han roligt og hoppede mellem murene i sådan en fart at han passerede hende som en pil i luften og stod oppe på kanten mens han så på hende kravle op!

"Det skulle ikke undre mig at du kan gøre det samme du arbejder i et cirkus det her burde jo være hverdags kost så lad vær med at mindre gør dig selv bare for at gemme dig for mig!" sagde han roligt og smilede men det var et følelses tomt smil helt koldt og meningsløst lidt lige som hans øjne! I virkeligheden vidste han ikke om hun kunne det han prøvede bare at tirre hende til at afsløre om hun kunne ved at lege skør!