Et uventet besøg (Camille)

zean kom dog ikke ned igen.
Han sukkede kort, gik ind i et af værelserne med udsigt over de nærmeste træer og mod portene...
han ville sove og når han vågnede ville han finde singal, hvis ikke hun allerede var kommet tilbage, og så tage hjem. Der var ingen grund til at blive. Overhoved ingen. Og ingen grund til at gøre smerten endnu dybere.
"Jeg håber du ved hvad du gør..." hviskede han svagt for sig selv.
"...For når jeg tager gennem den port er det sidste gang du ser mig" han tænkte selvfølgelig på Camille.
"Jeg kan ikke holde til det mere" han bankede nogle tæpper på plads i sengen, lagde sig ned og sukkede svagt. Vendte sig om på siden og ville sove.
han faldt dog ikke nemt i søvn.

Hun sad og stirrede tomt ud for sig.En ambivalent tilstand hvor både larmende og støjende tanker tanker havde til huse i en men også denne følelse af at være stum, ikke i sin tale men mere en emotionel stumhed, naturligvis et massivt forsvar på de anmasende tanker.
Langsomt , med mekaniske bevægelser , fik hun kruset tømt.
Et stykke derfra lune hun høre Zean rumsterer .Så han sov endnu ikke ?
Hun var sikker på han ville tage hjem, så snart det lysnede igen udenfor.Hvordan påvirkede det så hende?
Hun havde det elendigt.Zean var så mange ting for hende.Havde på sin vis passet på hende, men udover at lære hende ting...havde han også selv fået flyttet nogle grænser.
Nej....den rå dæmonside var det ikke lykkedes at pille ved, den var en del af hans natur, men hun havde en andel i at personlighederne i ham , var lidt mere i balance nu.

Hun rejste sig ....gik over mod hans dør.Stod der stille og betragtede ham.
Han lignede den smukkeste dreng, der lå fredeligt og sov.
Selv om hun udmærket var klar over det hele var et stort synsbedrag.

Hun gik over og satte sig på kanten af hans seng.

Han havde ikke kunne falde i søvn. det var i alt blevet til at han så og små slumrede, truede med at drømme, men pludselig rev noget ham væk fra dette usikre sted
mellem søvn og vågen tilstand. En bevægelse, noget tungt der satte sig i sengen.
Hans gamle overlevelses instinkter blev i et øjeblik vækket til live og han åbnede øjnene og var klar på at springe op af sengen...
han så lidt på Camille da han opdagede hun sad der.
Lagde sig så ned igen med et suk og lagde armene over øjnene som om han ville skærme sig for alt andet og bare...slappe af.

det var sandt. Han havde ikke ville være ved det i starten, men Camille havde provokeret og stædigt afprøvet hans grænser og logik, det hele havde været med til at rykke hans grænser og personligheder. Om det var godt eller skidt måtte tiden vise.
Men lige nu var han bare...trist.
Ting kommer og går, han burde være van til det, han havde jo oplevet det...Ja, altid.
Men alligevel var det lige hårdt hver gang.
Han overvejede om de ting Camille havde fået gjort ved ham, ville gå tilbage til det gamle når han tog hjem...

Bagtanker havde hun ingen af.Hun var ikke ude efter sex.Lige den del af intimitet havde hun ikke udforsket, endnu og når det blev aktuelt skulle der ikke være små skår i glæden, som de begge havde nu.
Skulle man drage paraeller, måtte det blive til den nat under turneringen ,hvor både Isabella og Camille af forskellige årsager, begge var triste og begge have behov for nærhed.
De havde bare ligget og holdt om hinanden,den hele nat.

Camille så ned på Zean, hun vidste lige havde opdaget hende.
Hvordan havde en stole dæmon det med sådan noget?
Kysset på kinden havde han jo afvist, men nu var de begge trætte....måske han var blødt lidt op?
Og ellers ville han smide hende ud med fuld musik, og hun ville stadig være lige loyal mod ham,bagefter dette.

" Hey Zean....må jeg ikke godt ligge hos dig?" Spurgte hun meget lavt.
Han kendte hende og vidste hvad der lå og ikke lå i de ord, mente hun bestemt.

Bare ligge.
*ligge og understrege at hun aldrig bliver din, er det ikke dejligt?* Han lukkede af for denne anden stemme der altid udfordrede hans temperament.
"Jo da, endelig, slå dig ned" mumlede han svagt, han ønskede jo stadig at være tæt på hende.
Men hvis han havde troet han bare kunne sove og forsvinde dagen efter tog han nok fejl. det burde han have vidst. Han smilte svagt af dette.

Hvad angik sex havde han aldrig nogen sinde overvejet det med Camille. Hun havde altid, for ham, været en ven. Og en af den slags man ikke gik i seng med.
Desuden havde hun jo også mere eller mindre sagt nejtak.

Forsigtig, som betrådte hun glasskår, krøb hun ned i sengen til ham.
Hun møvede sig tæt på og trak en stykke dyne over sig.
Selv om hun havde mest lyst til at søge trygheden i hans arme , undlod hun af ren og skær nervøsitet.Hun havde ikke puttet sådan med nogen, udover Isabella.
Jo Castle ,dengang for 100 år siden,men det talte ikke længere.
" Tak" mumlede hun og lyttede efter hans vejrtrækning der virkede rolig og fattet, måske den kunne smitte lidt af.
Hvis nogen så dem, der i hans seng ville de klart misforstå.Men Camille havde rene tanker og var påklædt under dynen, al det man udefra ikke ville kunne ane.
Hun sukkede dybt.What a day.

Han tilbød hende at krybe ind til sig. Både fordi sengen ikke var så stor, men også fordi...Han faktisk havde lyst. Det...trøstede på en måde, hvor meget han så end hadede at tænke den tanke.
Men kun hvis hun ville selvfølgelig...

Tavsheden blev for ham pinlig. Som om de begge ventede på noget.
han havde mest af alt lyst til at kysse hende, men var også for træt til konsekvenserne. For løbe skrigene væk ville hun nok.
Han sukkede svagt.
"Jeg er ked af jeg kun er til besvær" mumlede han så.

Hun var hurtig til at krybe på plads, med hænderne mod hans bryst.Han var lun og føltes dejlig at ligge hos.Hun havde ikke tænkt to gange,for han havde muligvis ændret syn på tulbuddet så.
At kysse ham, kunne hun snildt have lyst til.En enkelt aftens brandslykning ,en trøst og en nydelse der ville koste hende mange følelser og tanker,både nu og senere hen, men hun vidste at det ville være ...forkert.Og hun forsøgte altid at gøre det rigtige.
Hun havde næsen helt ind mod hans bryst da hun mumlede...
" Zean...du vil aldrig være til besvær for mig,det er situationen der stinker,ikke dig skat...aldrig dig Zean".

"Men situationen er her kun begrund af mig" mumlede han tilbage, da han hvilede sit hoved mod hendes. indsnusede duften af hendes hår.
MEn han var jo ikke herre over det selv...Og han havde sjældent været så åben med sådanne følelser. men vis bare han havde kunne slå sig til tåls med Dawn og dette aldrig var sket, det hele kunne have været så meget lettere!
Han sukkede let. Intet var let.
Han kunne næsten ikke gøre for det, det var vel også fordi han var træt, fuldkommen smadret, at han kyssede hende oven på hovedet, lagde sig til rette og lukkede øjnene for at slappe lidt af, måske sove...

Hun havde søgt og nu også fået hans nærvær.
Hun havde let ved at lukke verden ude, faktisk ville Zeans mentor del havde været meget stolt, over hvordan hun legende let fokuserede på bare en ting. Ham.
Hun fik løftet en hånd og strøg den igennem hans hår. Han måtte stoppe disse selvbebrejdelser, de sled på hans humør og kræfter.
"Zean...du VED godt det ikke er dig. Det er os alle sammen...eller ingen af os...tid og skæbne er bare imod os. " Hun kyssede ham blidt på panden, lukkede øjnene i og gav sig til at slumre ind til lyden af hans hjertes slag.

han troede ikke på skæbnen. Han styrede selv sit liv. Og efter at have levet så længe, og set og oplevet de ting han havde, fandtes der ingen skæbne, der fandtes kun handling og konsekvenser.
Men måske lå det ikke til ham at have et lykkeligt kærlighedsforhold.
Han aller første rigtige...kvinde havde jo forrådt ham. Han havde sørget for at føre familien videre nu, men havde ikke elsket Dawn på så højt et niveau som han havde håbet han ville.
Og endnu engang viste det sig at den han elskede, virkelig holdt af, ikke havde de samme følelser.
Jep, han var træt af det hele! Hvorfor kunne han ikke have et normalt liv, slippe for at leve så længe og kun opleve de triste ting...Fordi de glade blev for få eller ødelagt af noget andet.
Men han havde jo viljen. Viljen til at leve og stoltheden af at være dæmon. Det var det eneste han faktisk havde.

Han valgte ikke at svare, men lagde sig bare til at sove. Lige meget hvad han sagde elelr gjorde, ville det ikke ændre noget. Det var bevist.
Han skulle lige til at tænke på Tristan igen, men valgte at lade være.

Hun kunne ikke vide noget om de urolige tanker der optog ham, som de lå der.
Hun kunne have sin mistanke, men da de endelig havde fundet en lille 'våben hvile ' hvor de fik lidt af hinanden, trods det ikke var så voldsomt meget igen, så ville hun ikke begynde at bore i noget.

Hun sukkede tungt imod hans bryst, og lagde en arm om livet på ham.
Søvnen kom lige så stille listende og overtog sjæl,sind og krop.

Med mindre Zean stod ud af sengen, og lavede noget imens Camille sov, så ville de begge vågne op fra en god nats hvile, da morgen solen kælent strøg dem over kinderne imens fuglene kvidrede og allerede var i fuld sving med dagens gøremål.

han sov selv, en blanding mellem tungt og let. Han drømte. om sit tidligere liv, sin fortid, om en kvinde...eller to faktisk. Men slutningen var ikke pæn.
Han vågnede med et sæt.
et øjeblik følte han sig forvirret, da han ikke lige genkendte hvor han lå og ikke forstod hvorfor Camille lå hos ham...
Men så kom aftenen tilbage til ham med fuld knald og han mærkede det ellers gode humør falde. Falde tungt.
Solen og fuglesangen havde ellers lige lovet en god dag.
Han prøvede at tag sin arm til sig uden at vække hende og krøb ud af sengen.
han kunne smutte hen til Singal og snakkede med hende og da tage hjem.
Han overvejede at vække camille, et øjeblik stod han bare og kiggede på hende...
Men så vente han om og gik ud af værelset, ned af trappen og udenfor.

vejret var dejligt og solen skinnede virkelig, selv om man kunne mærke det ikke helt var forår endnu. Fuldstændig forskellig tid...Derhjemme var det efterår.
Tanken om at opleve endnu en sommer her, i stedet for vinter derhjemme tiltrak ham.
Han kunne jo starte forfra. Han kunne arbejde på sine følelser og måske få venskabet tilbage med Camille, han kunne udvikle sit forhold til Singal, en kvinde som Leonard følte sig på lige fod med...Hvilket ikke skete så tit igen.
MEn han havde Elias og...
Han rystede på hovedet.
"Det ville aldrig virke" mumlede han for sig selv og satte kurs mod skoven.

Med et lille sæt, vågnede hun op.
Brugte lige et øjeblik på at orienterer sig og så derefter ærgeligt på Zeans side af sengen.
Var han gået ?
Hun kom hurtigt op og sidde i sengen.
Han var vel for pokker ikke taget hjem ? Uden at sige farvel oven ikøbet!
Med flad hånd følte hun på lagnet.Der var stadig lunt lige der hvor han havde ligget, så det kunne ikke være længe siden at han var stået ud af sengen.
Måske kunne hun nå at finde ham.
Hun satte i retning af portalen.
Planen var at indhente ham, måske overtale Zean til et lidt længere besøg..og hvis dette var umuligt så som minimum tage kærligt afsked med ham.Minimum !
Hun plaskede lidt vand i hovedet, og satte i en mindre spurt afsted, efter ham.

men han var ikke på vej mod portene, han var på vej ind i skoven igen.
Han mærkede svagt grusset og smågrene der stak ham under sine bare fødder, men han havde gået med bare fødder længe så de havde efterhånden den hårde hud der skulle til.
Han var kommet halvvejs gennem skoven, halvvejs til Singal, da han opdagede hun selv kom gående. Hun lignede en der havde været vågen et par timer. Hun smilte svagt da hun så ham.
"Godmorgen Zean..." Singal var et såkaldt morgenmenneske, kunne ikke fordrage at sove dagen væk...Medmindre man var syg og derfor havde brug for det.
"Singal..." han nikkede kort
"Hvor er camille?" Zean var stille lidt
"i hytten tror jeg, hun sov da jeg gik" Singal rystede på hovedet.
"Tager du hjem uden at sige farvel?" de begyndte sammen at gå mod portene.
"Er det ikke det bedste tror du? så...gør det ikke så ondt"
"Men hvem ved om du kommer tilbage? Eller om hun nogensinde gør det?" Zean sukkede
"Lad nu være, det er bedste ikke at tænke for meget over det"
"Men det gør du, det ved vi begge. Du kunne jo blive...vi kunne bygge et hjem sammen..." Zean lignede en der overvejede det.
"Jeg har selv tænkt på at blive her...men nej. Jeg har Elias, det er en helt anden verden, og tristan er her også...hvis de to finder sammen igen som jeg ser det, ville det være et helvede for mig at blive her. så hellere tage hjem, også selv om det kan blive for evigt" Singal trak på skuldrene. Det var ikke hendes beslutning.
De nærmede sig efterhånden portene, som solen stod højere og højere op. Det ville blive en smuk dag.

Som hun nærmede sig portalen, sank hendes humør for hvert et skridt hun tog.
Hvordan var det muligt ? Hvordan havde hun kunne overse ham ?
Han kunne være gået en anden vej, men hvorfor dog vælge en længere vej , hvis man var ved at rejse hjem ? Selvfølgelig kunne han være gået et andet sted hen, men hun havde en klar foremmelse af det var hér han ville tage hen og hér hun skulle finde ham, og i disse åndssvage dage med syner og flashes , lyttede hun godt efter 'den lille indre stemme'.
Men....kunne hun være kommet forsent?

Camille sank sammen i græsset, en 40 meters afstand fra portalen.
Hendes lyse hår strittede i alle retninger, nøjagtig som hendes indre.

Den spinkle lyse hånd, blev langsomt trukket gennem hendes lange løshængende hår og ud i den klare morgen luft hviskede hun halvkvalt " Dét gjore du bare ikke mod mig Zean !"

Stemmer nærmede sig.
Zean og Singal snakkede lavmælt sammen om lidt af hvert.
mest om denne dimension og hvad der var til forskel i forhold til Zeans.
Da de nærmede sig portalen så Zean godt af Camille sad der. tydeligvis ked af det.
Han viste ikke helt hvordan han havde det, både glad for hun ville savne ham, men også ked af han nu blev tvunget gennem et tungere farvel.
"Camille?" han og Singal var stoppet med at snakke, og singal var stoppede op lidt bagude, for at give dem lidt fred.
Hun skulle godt nok slappe af når dette var overstået!

Stemmer havde hun hørt , men de var tågede og fjerne for hende, hendes tanker kredsede om andre ting.
Men da hun hørte Zeans velkendte stemme så tæt på, blev hun med et helt nærværende .
Hurtigt og rimeligt smedigt kom hun op på benene og så på Zean.

" Du havde tænkt dig at gå....at tage afsted uden at sige farvel til mig ? Du kunne ikke lige have vækket mig, jeg lå stort set i armene på dig ,hvis du husker" begyndte hun anklagende.
Det var mere en reaktion der dækkede over alle hendes andre følelser.Nogen gange var vrede...godt.

Hun fik sendt Singal en lille nik og et halvt smil, og tænlte ikke lige over at hun kunne fejltolke Camilles ord, om at sove sammen.

Han så bare på hende i noget tid.
"Jo, jeg havde faktisk tænkt mig at skynde mig væk. For at gøre det nemmere for os begge to. Men det er du vist ligeglad med. Men nu har du mig, sig hvad du vil. Når jeg går gennem den port ser du mig ikke igen" han pegede på porten. Det underlige var at han...virkede så ligeglad. fjern faktisk. Som om han med vilje tog afstand.

Singal var ligeglad med Camilles små...vink? Smil? Hentydninger? Hun havde absolut ikke ingen forhold til Zean eller hans andre personligheder, så de kunne sove hvor de ville. Selv om det undrede hende de kunne være venner nok til det.

Han kunne ligeså godt havde vippet hende en på siden af hovedet.Det ville faktisk have været at fortrække big time, for så havde hun haft en legal grund, en årsag til til at slå igen.
Hun vidste jo kun al for godt hvad der lå gemt, eller ikke gemt i hans ord, og Jov....de måtte begge betale en pris, det havde en vis omkostning at være sammen.Også for hende faktisk.
Men ville de ikke også betale en pris hver for sig ? Et afsavn, mindet om éen der engang var tæt på ens liv? Det kostede også hjerteblod.Så det efterlod dem med et skod valg.

Camille rettede lidt beklemt på tøj og hår, en slags nervøs og tidskøbende handling, kunne man vel udlade det til.Endelig talte hun ...
" Zean....at du kom er det bedste der er sket længe.Jeg er ked af ikke at kunne give dig det du ønsker af mig.Jeg vil gerne have du er lykkelig og har det godt, og jeg ville elske hvis det kunne blive med mig som en fast del af dit liv, her....men jeg forstår godt hvis det ikke er attraktivt for dig " ...denne del gik rimelig fint , hvis man så bort fra hendes mere eller mindre urolige kropssprog, men den sidste del ...blev hendes stemme farvelagt med vemod og truede led at knække over i desideret gråd.
" Zean...jeg vil savne al for meget "

Singal var lige nu helt uden for Camilles radar, hun var helt tunet ind ,kun på Zean.

Han virkede stadig fjern.
"Så du siger at hvis jeg boede her ville du overveje mig som din mulige partner? Det troede jeg vi snakkede om i går aftes. Det kommer aldrig til at ske. Jeg vil ikke være sikret nogen fremtid her...eller dig. I den anden har jeg i det mindste Elyas" han trak lidt på skuldrene som om de snakkede om vejret. At det måske ville regne.
"Du vil savne mig, jeg vil savne dig..Men jeg er stadig overbevist det er bedst sådan her. Hver for sig. Så har du et problem mindre" Hans ord var måske hårde.
Men han var stadig følelsesmæssigt ustabil og ville ikke tillade sig selv at falde så langt igen. Derfor tog han afstand. Problemet var bare at det viste Camille ikke.

Hun bare så på ham.Sikkert ikke mere end 4-6 sekunder, men for Camille var det meget lange sekunder.
Hans kølighed, den reservering han omgav sig med.Det var tydeligt at han ikke gad hende.Hans arogante væsen og holdning , provokerede hende til kanten af ballade.Det var ikke den side af Zean hun havde håbet han ville fremvise lige nu.Fordi netop den del, havde hun så svært ved ikke at gå i clinch med.Han sårede hende, med sin ligegyldighed spiddet han hende og gav det ingen opmærksomhed at hun begyndte at bløde.Vreden tog over, beskyttede hende mod en uundgåelig smerte.
" Zean Mcgivens , at du vover at tale som om....som om vi ikke er en skid for hinanden.Et problem? Hvornår har jeg nogensinde....bare éen gang...hintede eller sagt du var det i mit liv.Jeg har kun og KUN stået ved dig,holdt af dig,støttet dig og ladet mig guide gennem den skide mørke verden du er en del af.Du skal...d-du skal ikke tageafsted sådan!" Hun talte som skændte hun på sin lille søn og oh ja.....den ville han nok ikke elske, den tone.

Men selv ikke hendes vrede bed på ham, han trak bare på skuldrene.
"Det kaldes overlevelse, Camille" svarede han bare roligt.
"Du ved godt hvad du er for mig...Men har afvist mig. Hvorfor vil du så gerne have jeg skal blive og leve i smerten? Jeg har også et liv, en evig fremtid, at leve for. Du har kun dit menneskeliv. Jeg kan godt forstå hvis du vælger mig fra.
Men havde du på nogen måde forestillet dig vores venskab kunne fortsætte som om intet var sket?
Jeg siger ikke at vi ikke er venner...jeg siger bare tingene har forandret sig"
Han vente sig om mod Singal.
"Er et kram passende?" han mente det til Singal, tydeligvis for at sige farvel.
Singal overvejede det lidt, overvejede om det overhoved var klogt at nærme sig lige nu...
men til sidst gik hun frem mod ham og gav ham hånden.
"Åh Singal, det kan du ikke mene!" han tog fat i hendes arm og hev hende ind i et kort kram. Ikke for meget, så ville hun brokke sig.
Han slap hende igen og vente sig om mod Camille uden at vide hvad han enlig skulle.

Valget var jo hans at træffe.Hun kunne ikke gøre det for ham, desværre.
Hun kunne dårligt træffe valg for sig selv, for alle valg er et fravalg af noget.Og havde hun nogen hun ønskede at vælge fra ? Svaret var NEJ.
Det fungerede jo sådan at hvis hun ventede længe nok, så ville folk selv vælge hende fra - blive træt af at vente, og dermed var det ikke hende det havde svunget øksen over en hun elskede.Beslutningen havde været deres....nøjagtig som den nu var Zeans.

Den eneste ulempe det indebar, var at hun til syvende og sidst sandsynligvis ville ende op alene, men hey...der var jo ulemper ved alt her i livet .
Og familie drømmen som hun elskede så højt, var måske blot en...drøm.

Hun så Zean tage afsked med Singal, og hun kiggede lidt væk.
Berørt af situationen , og uden nogle mere eller mindre kloge ord at tilbyde ham.

Hun ønskede at han var en del af hendes liv, det var gået op for hende da hun mærker den voldsomme glæde overmane hende, da det gik op for hende at Zean var kommet til Underworld.
Men hun var for egoistisk , det var ikke hendes mening at være det, ikke på Zeans bekostning da.
Hun elskede jo fyren,på sin egen underlige facon...og ville han være bedre stillet væk fra hende, kunne hun ikke kræve han blev- eller bare tigge om det.

Med store udtryksfulde øjne, og en krop der citrede af indestængte ord ,så hun på Zean .
Hun gik frem mod ham, næsten i snegletempo, og rakte ud for at tage en af hans hænder i hendes.
Idet mindste kunne de så sige kærligt farvel...eller på gensyn.Hun blev jo nok ikke i underworld til evig tid.

Hun sagde ikke noget. Hun kunne lige så godt have slået ham ihjel, det ville havde det samme. Eller faktisk bedre.
Pludselig var det som om det hele kæmpede for at overmande ham, hver en følelse der fandtes ville være først men i stedet blev det til et stort kludder og han viste ikke hvilket han skulle reagere på.
Bare det mindste ord, det mindste vink til at han skulle blive der, og han ville gøre det...Men intet. Tavshed.
Han var ikke ønsket. Hun havde valgt.
Han greb fat i hendes hænder inden hun lagde armene om ham, og så hende ind i øjnene. Hans egne var overraskende nok fuld af tårer, tårer som dog ikke flød over.
"Undskyld...Men i det mindste bare et...jeg vil vide hvordan det kunne have været..." hviskede han svagt og håbede hun kunne tilgive ham...engang.
Hans ene hånd lagde sig på hendes kind og hans bøjede sig frem, hurtigt inden hun kunne nå at gøre noget, og lod sine læber møde hende.
Han viste at dette enten ville gøre hende vred...eller efterlade hende så mange blandede følelser at hun nok ville være som lammet.
Kysset var hurtigt overstået, men det var ikke uden at stik i hjertet han trak sig tilbage. Det havde ikke været det han havde drømt...Men det havde været godt. For ham i hvert fald.
"Alt er en drøm...Det er os selv der må gøre dem til virkelighed" hviskede han svagt, lagde armene om hende for at kramme hende, slap hende hurtigt i tilfældet af hun var vred, og var næsten allerede på vej hen mod porten...

Singal var som glemt. Men hun klarede sig. Hun kiggede bare på.