I'm different now - Arason.

Tid: 04:25
Vejr: Det regner.
Omgivelser: Skoven egner sig perfekt til dyr på jagt, helt stille.
Sted: Ashen Wood Forest.

Blair havde ikke været vampyr i meget mere end et par dage. Hun var ikke vant til at alle lyde var højere, eller at hendes syn kunne se alt i natten. En ting hun slet ikke var vant til, var den ubeskrivelige lyst til blod. Blair kunne ikke styre det, hun havde prøvet så mange gang. Men lysten var bare for stor, selvom hun havde meget viljestyrke, var det ikke nok. Blair gik med yndefulde og lydløse bevægelser gennem skoven. Blair havde som menneske været usikker og hjælpeløs. Men hun var fyldt med selvtillid, ikke bare den falske selvtillid hun satte op som menneske. Hun følte sig uovervindelig, fantastisk. Hun var bestemt heller ikke hjælpeløs længere. Hun havde en fantastisk styrke, hun aldrig havde følt før. Det var utroligt hvor meget hun kunne gøre som vampyr. Selvom Blair aldrig havde brudt sig om tanken, var hun taknemmelig for at Caroline havde forvandlet hende. Blairs tøjstil havde ikke ændret sig, hvis muligt var den mere alternativ end hendes tidligere tøjstil. Hun havde en af klassisk sort kjole på, der gik til midt på hendes lår. Hun havde dog skåret stropperne af, så den var stropløs. Hun havde lavet udskæringen ved hendes bryst mere fremtædende. Kort sagt, hun viste sine former langt mere frem. Blair fik duften af noget blod i nærheden. Hendes hjørnetænder voksede frem, hun førte sin tunge hen over den. Blair sprang på englen og drak ham tør for blod.

Arason bevæge sig lydløst som normalt genem denne skov. Han kiget sig omkring og nøde bare kulden som altid havde han en hætte der dækket hans ansigt og de to e der var der nu. Han sukket og forsætte med og gå han lagde ikke mærke til vindens kold bid og regne der piskede ned. Han havde en læderrustning under hans kappe med hætte. han træk vejret meget roligte han kiget sig omkring og så ned på hans sværd og daggert og skævede bageud til buende i det han høret et skrig spænde han hen mod stedet inden han kunne se hvem det var stod han klar med buende"stop eller jeg skyde". det sisdte sagde han hårdt og koldt til kvinde
P Outfit 2 på profil

Blair var ikke sikker på hvor meget en vampyr kunne holde til, men hun var temmelig sikker på de kunne holde til mere end et menneske. Så at hun blev bedt om at stoppe, stoppede hende ikke. Hun forsatte med at drikke til der ikke var mere blod i englen. Blair var ligeglad med hvad andre sagde hun skulle gøre. Hele hendes liv havde folk givet hende ordre, fortalt hende hvad der var bedst for hende. Men den tid var slut, hun var stærkere end nogensinde. Ingen skulle give hende ordre, hvad hun gjorde styrede hun selv. Blair tog liget af englen om i armene og kastedet det hen imod ham. Hun kunne tydeligt se det var Arason, men hun var ligeglad.

han kiget på hende med store øjne. "jeg sagde stop tving mig ikke til og slå dig ihjel" råbte han. i det hun kastede liget mod ham noget han og hoppe til side. han havde jo selv været sådan en ting. Han sætte en pil på buende og skudt så mod hende. Han kiget på hende hvem havde gjorde hende til det monster han kiget stadig på hende da han spændt buende yderlige. og slap strengen så pilen fløj mod hende med en stor fart. han håbet ikke hun havde lagt mærke til det i et snuptag tog han en ny pil og sætte den på og sigte på hende

Blair kunne ikke undgå at smile for sig selv. Hun var ikke så let at dræbe, måske var hun en ny vampyr, men hun var stadig vampyr. Hun mærkede en pil bore sig ind i hendes overarm. Hun mærkede godt at den var der, men hun kunne ikke mærke en stor smerte. Uden videre trak hun den ud og så på den anden pil der fløj imod hende. Hun fokuserede på at sætte op i fart, det lykkedes hende også. Men hun stoppede ikke før et par meter bag ham, den fart havde hun bestemt ikke styr på. Hun gik med selvsikre skridt hen imod ham. Hun var meget anderledes som vampyr. Hun var mere manipulerende. Blair stilte sig bag ham og var utrolig tæt på hans ene øre. "Kan du slet ikke huske vores møder. Hvordan vi kyssede?" Hun sagde det sensuelt og nærmest hviskende. "Du ønsker ikke at din kæreste skal finde ud af det, gør du? Jeg kan også pynte på historien. Du ved ikke hvad jeg er i stand til Arason. Så hvis ikke du ligger buen væk lige nu, vil jeg gøre dit liv så elendigt, at du vil ønske at du kan forsvinde fra jordens overflade."

han høret hendes stemme og skælvede lidt. "du er ikke dig selv Blair du har brug for hjælp" han sagde det en anlse koldt men da hun begynde og trude med og sigde at de havde kyset og ville pynte lidt på den. blive han rasende han vendt sig om og så på hende "vores kys betød ingen ting og hvis du ikke stoppe med og dræbe uskyldige folk love jeg dig et liv i helvedes port lede efter en kur for guds skyld det her er ikke dig" sagde han og fandte sin træpæl frem i hans ene hånd. "jeg er ked af det men jeg blive nød til og gøre det stå still". Lød det fra arason i det han hamret træpælen mod hendes hjerte.

Blair rynkede brynene. Selvfølgelig var hun sig selv, hun var bare sig selv i en bedre udgave. "Den her person har altid været mig. Jeg har bare været for bange til være den jeg er rigtig er. Men jeg er ikke bange længere." Blair rystede på hovedet. Han var indbildsk, han kunne ikke få hende til, at leve som i helvede. Det ville han aldrig kunne, selv ikke hvis han prøvede. "Du er velkommen til at prøve." Blair så på træpælen der sad i hendes hjerte. Hun var sikker på at det kunne dræbe en vampyr, men hun følte sig stadig levende. Eller, som en vampyr. "Godt forsøgt." Hun tog fat i pælen og rev den ud.

//Blair er ikke blevet godkendt som Vampyros endnu, men det regner jeg med hun bliver snart. Så almindelige træpæle kan ikke dræbe hende^^//

han kiget på hende og begynde med og løbe han måtte finde en der kunne slå hende ihjel eller havde våben. han begynde og løbe ignnem skoven mens han kiget sig over skulderne hele tiden men han stoppet hurtiget op. hvad lavede han dog han sætte en ny pil på og skudt mod hende imens han ladte en til pil han beholde sin hætte over sig og smilte ikke hans blik var hævngæriget "det kys betød ingen ting det er dit ord mod mit jeg er ikke bange for dig"råbte han til Blair, det var sandt han ikke var bange for hende ikke på den måde som hu hvis ville ha

Blair så ned på sit bryst og så hvordan såret helede sig selv. Det var fantastisk at være vampyr. Hun gik hen imod ham med skridt, der tydeligt indikerede at ikke frygtede noget, slet ikke ham. Hun lagde hovedet en anelse på skrå. Det var ganske rigtigt hans ord mod hendes. Men hun havde en fair chance. "Det har du ret i. Men dit ord er intet værd, når du er død." Hun gik tættere på ham, pilen var hun ligeglad med. Den ville måske ramme hende, men hun ville ikke blive såret af den. Blair gik helt hen til ham og så på ham med et blik man ikke havde set i hendes øjne før. Det var næsten ondskabsfuldt. "Hvis kysset ikke betød noget, så har du vel ikke noget imod at vi gør det igen?" Blair var ligeglad med om han ikke ville det eller ej. Hvis han ikke ville, gjorde det bare det heller sjovere. Hun lagde en hånd i hans nakke og holdte ham fast, så han ikke ville komme fri så let. Hun var stadig ikke så stærk, hun forstod ikke at bruge hendes styrke. Så han ville sikkert godt kunne komme fri af hendes greb. Blair lod hendes læber ramme hans.

han kiget vredt på hende hvem trode hun hun var. Has kiget irtert på hende"det kys skal ikke gentages jeg har miste nok " sagde han vredt og nåede og undgå kyset ved og trille under hende men det havde skadet hans nak lidt han havde pisse ondt i den nu. han rejste sig op og bakket væk "du skal ikke i nærheden af mig eller min famile længere høre du eller andre uskyldig folk bliv dig selv det her er ikke dig" råbte han til hende

Blair rystede på hovedet. Hun var fuldstændig ligeglad med ham. Hun brugte ham som personligt legetøj, hun legede med hans følelser. Gjorde ham vred. Hun følte sig pludselig skyldig. Hun havde ødelagt noget i hans liv, præcis det hun ikke ønskede at gøre den gang. Men nu havde hun gjort det alligevel. Blair gi khen imod ham. "Arason.. Vent.." Hun så ned i jorden og sukkede, selv som vampyr var hun en fiasko. "Undskyld.. Jeg er ikke vant til alle de har vampyr følelser og styrker endnu. Jeg ville bare bevise at jeg er stærkere, men det er jeg ikke endnu. Jeg er stadig lige så svag som jeg altid har været." Hun sukkede og vendte sig om for at gå den anden vej. "Jeg forstår godt hvis du hader mig."

han sukket "lad mig nu hjælpe dig der findes en kur for det lad mig hjælpe dig med og finde den" sagde han og gik hen til hende og gav hende et kram "du skal ikke være sådan her et monster lad mig hjælpe dig af med den " sagde han men han havde fået nok på en måde han sætte kniven i hende som han selv havde og træke sså sit sværd "lad mig gøre det og det værste for mig er at vær en slave "sagde han og gjorde klar til og dræbe hende med sværdet eller nærme prøve på det

Blair havde ikke lyst til at få en kur, ikke før hun var sikker på hvordan det føltes at være vampyr. Hun havde ikke brug for hans hjælp. Hun havde ikke brug for nogens hjælp, hun kunne godt klare sig selv. Det havde hun gjort i flere år nu. Da han stak en kniv i hende, sukkede hun. Hvorfor skulle det hele være så besværgeligt? Hun var ikke så forandret, måske på nogle punkter. Men hun var ikke specielt forandret. Blair så sukkende på sværdet og slog ud med armene. "Er det virkelig nødvendigt? Jeg vil ikke gøre dig noget, men du tvinger mig til det. Jeg kan ikke stå og lade dig dræbe mig, men du giver mig ikke noget valg Arason."

han så på hende og gjorde klar til og svinge sværedet "man har altid et valg og du har truffet dit" sagde han og gjorde klar til og hugge hende ned han træk sin hætte af "du fortjener i det minste og se mit ansigt inde jeg hugge " han træk sin hætte af så man kunne se hans ansigt med et e på hver kind han sukket og tvang så sig selv til og slå ud mod hende med alt hans kræft"undskyld Blair" mumlte han og svang det mod hendes hoved men stoppe det halvevejs han havde stadig følser for hende ikke andet hvorfor havde han det han kiget på hende og hugget så ud mod hende han lukket øjne i det han gjorde svinget han ville ikke men var nød til det hun hun havde nemlig ramt et ømt punkt i det hun havde forsøgt og kysse ham det var så forkert at han gerne ville ha det han havde jo en

Blairs personlighed var meget forvirrende i de dage, hun havde nogle sider der indimellem dukkede op. Sider hun som menneske, havde forsøgt at skjule så godt hun kunne. En side der manipulerede med andre, en side der ikke var bange for at såre andre. Hvis den side havde været en hel personlighed for sig selv, ville hun afsky Blair som menneske. Et lille uskyldigt menneske der ikke kunne beskytte sig selv. Hun stod stille og så mod sværdet. Hun var sikker på at han ikke ville kunne slå hende ihjel, og hvis han alligevel besluttede sig for det.. Ja, så måtte hun kæmpe imod. Hun så på ham, hendes blik flyttede sig ikke en millimeter. Hun så direkte ind i hans øjne. Da hun så sværdet stoppe, så hun en chance. Hun så at hans øjne lukkede i, hun løb sin vej med overnaturlig fart uden at kigge tilbage. Hendes fart fungerede tydeligvis bedst, hvis hun var i fare. Hun kunne ikke bruge ham i hendes liv, hvis han alligevel ville dræbe hende. Blair stoppede op et stykke fra ham, så hun ikke længere kunne se hans detaljer. Han var blot en skikkelse der stod med et sværd i hånden. Blair stod et øjeblik og så på ham, måske skulle hun gå tilbage? Hun havde brug for at han vidste, hun var meget bedre som vampyr. Hun var ikke så svag. Blair gik med almindelig skridt tilbage imod ham. Da hun efter nogle minutter kom hen til ham, sprang hun op i et træ og kravlede så højt op hun kunne. "Jeg er stærkere nu. Jeg kan ikke længere blive skubbet omkring, jeg kan beskytte mig selv. Jeg behøver ikke andre i mit liv." Hendes stemme lød nærmest som om det var vinden der tog hendes ord med sig og hviskede dem i Arasons øre.

han kiget op der hvor han hørte hendes stemme "hør på dig selv vil du dræbe uskyldig folk for din egne vindning det er ikke den person jeg læret og kende kontroler dig selv ellers vil jeg dræbe dig hvis du ikke kan gøre noget jeg skære i mig selv hvis du love mig en til vil jeg være din blod bank det vil sigde du må drikke blod fra mig uden jeg skal ha andet for det ende du ikke gør det ved andre det er mit tilbud hva svare du "råbte han til hende i det han skær sig så der faldt blod ned på græset hans blod lå nu på græset og han blødte han håbet hun ville se hvorfor han gjorde det han holdt på en måde af hende han lukket øjne og lod blodet randet //du må godt drikke fra ham eller brug ham som slave //

Blair kunne ikke undgå at drikke blod. Det var sådan hun overlevede nu, men noget i hendes vidste at det var forkert. Men hun kunne ikke holde sig væk, hun kunne ikke undgå at drikke blod fra andre. Selv ikke hvis hun prøvede, ikke endnu. Hun havde ikke lyst til stoppe med at drikke fra andre, hun ville bare lære at kontrollere hendes lyst til blod. Det ville tage tid, men det måtte kunne lade sig gøre. Blair så længselsfyldt på blodet da det piblede frem på hans arm. Hun sank flere gange, i et forsøg på at bekæmpe hendes lyst til hans blod. Hun mærkede at hendes tænder voksede frem og prikkede til hendes underlæbe. Blair hoppede ned fra træet og gik hen imod ham, med skridt der kunne minde om en kat der gik. Hun tog fat i hans hånd, duften af blod var utrolig fristende. "Jeg kan ikke love dig noget. Jeg kan ikke holde mig væk fra blod." Hun fjernede ikke blikket fra hans arm der blødte. Før hun vidste af det, sad hun i hans arm og drak hans blod.

han lukket øjne i et desprat forsøg for at holde smerten væk men da hun sæt tænederne i ham brølede han som en vild løve fordi hun drak blodet fra ham "vores aftale høre du er at du kan bruge mig som din personlig blod banke og som dit personlig legetøj hvis du ikke drikke fra andre af vil jeg med glæde søgere for blod til dig ved og være din blodbank tag du imod tilbudet"råbte han til hende imens han kæmpte for ikke og prøve og dræbe hende men han blvi også slap i hans krop nu

Blair prøvede ihærdigt ikke at tømme ham for blod. Men hun havde svært ved det, det lykkedes hende dog til sidst at slippe hans arm. Hun trådte nogle skridt tilbage og så forskrækket på ham. Hun havde næsten dræbt ham. Det gjorde hende vred på sig selv. Blair trådte flere skridt tilbage, som om synet af ham forskrækkede hende. "Jeg.. Undskyld.." Hun frygtede sig selv, hvad hvis hun aldrig ville komme til at kunne kontrollere det? Det ville give alt for meget skyldfølelse.

han kunne mærke han var ved og besvime men han nåede igen og spøger en sisdte gang "hva sigde du er det en deal eller no deal" løde det fra ham i det han med et kolapaste foran hende og blodet var der jo stadig mens hans vejrtrækning bliv langsomere han havde stadig blod der flød fra ham ikke så meget men lide de sisdte ting af det flød stadig blod fra ham han besvimet og lå så bare i skoven"
//sorry krea svigt//

Blair ville ikke kunne overholde den aftale. Hun ville ikke kunne kontrollere sig selv. "Nej." Hun begrundede det ikke, hun havde ingen grund til at begrunde sig. Da han besvimede sukkede Blair, hun kunne ikke bare lade ham dø, men var det at sikkert at tage ham med? Blair gik hen og satte sig på hug foran ham. Hun lagde en hånd under hans ryg og en anden på hans skinneben. Hun gjorde alt hun kunne for ikke at bruge sin nye styrke for meget. Hun kæmpede samtidig for ikke at blive fristet af hans blod, selvom det lå i hendes hænder. Men hun formåede at forsætte uden at drikke hans blod, heldigvis havde hun nok viljestyrke til ikke at lade blodet friste. Hun blev nød til at tænke på hans liv, fremfor hendes lyst. Blair gik et godt stykke tid, før hun endelig nåede til en hytte. Hun sparkede døren ind og så på det par der sad derinde. "Ud." Manden rejste sig og så vredt på hende. Blair hvæste og viste tænder, så kunne parret ikke komme af sted hurtigt nok. Hun lagde ham på gulvet og gennemsøgte hytten for noget der kunne fungere som forbinding.

han lå bare og kæmpte for ikke at dø men hans vilje styrke forsvandt lige så stille i det han lå på bordet han kæmpte for ikke og tabe en indre kamp med sig selv men holdfast hvor var det svært han prøvte og tænke på god ting men hans vilje styrke forsvandt lige så stille igen selv om han kæmpede for det med alle hans kræfter bliv den stadig være det var som om han ville dø i hans underbevisvhed kæmpte han en brav kamp han ville ikke dø ikke til Blair han viste han ville blive en vampyr hvis han død det viste han da om Blair

Blair forsatte med at lede efter nogle forbindinger. Hun blev nød til at hjælpe ham, det ville ikke ligne ikke at hjælpe. Men efter hun var blevet forvandlet, var der nogle sider af hende der ikke burde være der. Hun fandt noget stof af en art, der godt kunne bruges. Blair gik hen til ham og bandt det om hans arm, så det var stramt nok til at stoppe blødningen. Hun vidste godt, det ville tage tid før han fik gendannet nok blod til at være nogenlunde frisk igen. Hun så ned på hendes arm og af hendes tøj, hvor noget af hans blod var. Blair gik fra ham og ud på et badeværelse. Hun skyllede blodet af hendes arme. Hun rystede dem for at få det meste af vandet af. Dernæst gik hun ind og ledte efter noget tørt tøj, hun kunne have på efter hun havde skyldte hendes eget tøj. Hun fandt en kedelig lang kjole, men hun kunne godt arbejde med den. Blair klippede et godt stykke af den, så den var nogenlunde lige så lang som hendes andre kjoler. Hun tog den blodige kjole af og lagde den i vasken fyldt med vand, mens hun trak i den anden kjole og bandt et bånd om livet på hende. Så sad den en anelse mere stramt, og lignede noget hun ville gå i. Den var helt hvid, men små blonder øverst ved udskæringen og ærmerne.

Arason lå stadig og var besvime. men lidt efter genvandt han fatning han kiget sig omkring. det alt sammen var tåget han måtte komme væk det måtte han bare. han så hans våben ligge på gulvet og det hun havde bundet på ham. han var nød til og tænke klart han kunne knap bære sine våben på grund af blod manglen. så da han fik ting med sig var han allrede halvt smadret han begynde med og gå mod døren så hurtig han kunne men han var i prænispt for svag hun skulle ikke engang skade ham for at stoppe ham fra at flygte. han kiget sig omkring det alt sammen var så tåget for ham.

Blair kunne tydeligt høre at han bevægede sig, det gjorde hende straks opmærksom på ham. Hun vendte sig om og gik over mod ham igen. Hun gik med hurtige skridt hen til døren og stilte sig op af den. Hun så på ham med et skævt smil. "Hvor er du på vej hen? Jeg troede lige vi skulle til at hygge os." Hun så afventende på ham, for at få et svar. Hun skulle nok få ham til at blive, på den ene eller anden måde. Det ville ikke være svært. Slet ikke, hvis han elskede en. Så var det næsten for let, hun skulle bare true med at dræbe hende, eller endnu forvandle hende til vampyr. Det ville han ikke kunne holde ud, det ville helt sikkert for ham til at blive. Blair lagde hovedet en anelse på skrå, mens hun ventede på et svar.