Brødre?- Kimimaro

tid: sen aften
vejr: regn
sted: Gå gaden
omgivelser: Mange

Kanamekom gående igennem gaderne. han havde en bandage om panden, for at skjule en bule i sin pande. han huksede kun sin kæreste, og så sit navn. men han huskede intet andet. han så på butikkerne, for at se om det ville kunne få hamtil at huske, men desværre ikke. han sukkede og gned kort sin pande, og gik videre. han havde kun sit navn at få efter Inex Kuran, men det førte ham ingen steder hen overhoved

En rolig skikkelse i form af Kimimaro, kom gående ned af den samme gade som Kaname, og passerede ham faktisk på sin vej. Som sædvanlig var Kimimaro iført sin lyse lilla lange trøje, sorte bukser hvide støvler og et overdrevet tykt reb, der var bundet i en stor sløjfe på hans ryg(Se billede) Kimimaro havde 2 spøjse pletter i panden, lige over det punkt hvor hvert af hans øjne mødte siden af hans næse, og et meget let genkendeligt knogle hvidt hår der gik ham til skuldrende og lige nu hang løst med en midterskilling, selvom regnen havde gjort hans hår så vel som hans tøj tungt af vand.

Kimimaro havde et roligt men dog lidt trist ansigts udtryk, han havde haft dette ansigt lige siden hans forældre udstøtte ham fra familien hvilket var sket for lidt over et par tusind år siden. Det sidste han havde hørt om hans forældre var for omkring 19 år siden, da de åbenbart havde fået et barn, men mere havde han ikke hørt om dem. Her 19 år efter, vidste han stadig ikke hvordan hans lille bror så ud, og den eneste måde Kimimaro ville kunne genkende ham på, var hvis Hauraki fortalte ham sit rigtige navn.

Kaname så den fremmede, og bakkede lidt. Der var noget over ham, som der gjorde Kaname urolig. Han gik hen til et sted, og fik sig lidt at drikke. "Skriv det på Inex kurans regning" sagde han og smilede. Han gik der stedet og drak sin cola, han så igen den fremmede. Hvem var han dog, og hvorfor var der noget over ham, som gjorde Kaname nervøs. Han kaldte sig tit Hauraki, mest fordi det var en af hans navne.

Kimimaro stoppede da han hørte den unge mand sige navnet på ejeren af den regning, og så om på ham med sit lettere triste blik. Kunne denne unge mand virkelig være hans lillebror? Ud fra hans udseende så han ud til at være den samme alder, som hans hidtil ukendte lillebror gerne burde være, så Kimimaro tog chancen og gik hen til ham.
"Kunne du sige mig dit fulde navn?" Spurgte han roligt, og så Kaname i øjnene. Kimimaro var lidt højere end ham, og virkede ret mager når man stod så tæt på ham.

Kaname Hauraki Inex kuran" sagde Kaname lidt uroligt og tog en tår af sin cola. Hvorfor ville den mand nu vide hans navn, det syntes han var meget sært. For normalt spurgte folk ikke om det.

Da han sagde sit navn, var Kimimaro helt sikker på at dette var hans lillebror. Han smilede mildt til knægten, klappede ham på hovedet, og lagde sit eget på skrå "Jamen hvor interessant ser du, jeg har en lillebror jeg aldrig har mødt, det eneste jeg ved om ham er hans navn!" sagde han let "Og det navn har du lige sagt er dit, så jeg gætter på at du må være min lillebror!"

Hy lad være med det der" snertede han og lavede et snit i sit håndled, så blod løb ned i hans hånd og blev et sværd. "Ingen ud over min kæreste skal røre mit hår, godt nok husker jeg intet fra min barndom, men INGEN skal røre mit hår!" Sagde han vredt. Han havde haft en meget dårlig dag

Kimimaro betragtede ham da han lavede sit blod til et sværd, og smilede mildt af ham "Hvor godt du slægter mig delvist på!" sagde han let og løftede sin arm. Ud af hans håndled voksede et sværd af hans knogler, som han holdt om selvom det stadig sad fast i ham, og lige mellem midten af hans under arm og albue, voksede runde knogler frem som sylespidse kæmpe pigge, frem 6 steder hele vejen rundt og stoppede ved hans hånd, hvilket forvandlede hele hans højre arm til et regulært våben "Jeg har ingen intentioner om at slås med dig lillebror, jeg har trossalt været meget spændt på endelig at møde dig!" sagde han let og så ham i øjnene "Ved du hvor svært det er at finde dig, når jeg kun kender dit navn?"

DU LYVER!" skreg han og tog sit til hoved. hans sværd blev til blod igen og faldt til jorden. han sank på knæ. "Den smerte.. den forfærdelige smerte, den vil ikke holde op!" sagde han og bed sammen. han havde haft smerter i hoved meget på det sidste, og alt var sket efter at han havdemistet sin hukommelse om sin barndom

Kimimaro gik ned i knæ foran Kaname, mens knoglerne i hans højre arm trak sig ind, og han derved kunne placere langefingeren og pegefingeren mod 2 punkter på Kanames pande, svarene til de 2 punkter hvor Kimimaro havde sine modermærker i hans pande, og han trykkede blidt mod Kanames pande da disse 2 punkter fungerede som afstressende og smerte lettende punkter "Rolig nu Kaname prøv ikke at overanstrenge dig selv!" sagde han mildt, og virkede overbærende som kun en stroebror kunne være det. Han kunne mærke på det sted hans fingre sad, at Kaname havde en bule i panden.

kaname så på ham. tårer løb ned af hans kinder. "Jeg kan intet huske om min barndom, kan hverken huske mor eller far.. eller bedstefar og bedstemor, jeg kan intet huske, når jeg prøver får jeg ondt og en smerte går igennem hele min krop, som om noget blokere for mine minder" sagde kaname

Kimimaro så ham i øjnene mens han snakkede, og fjernede sine hænder fra hans pande "Umiddelbart ville jeg have troet at det slag du har fået mod din pande, kunne have noget at gøre med din hukommelsestab, men måske stikker der noget dybere ind under dette problem!" sagde han let, og så lidt tænkende på ham "Men jeg kan love dig for, at jeg er din storebror du har aldrig mødt mig før, men jeg er sikker i min sag!"

Kaname sukkede og tog en dyb vejrtrækning. "Jeg er træt af den smerte" sukkede han og gned sin pande. "Alle mine minder fra min barndom er væk, jeg husker kun holdning og den slags. jeg husker hverken far eller mor, eller deres navne" sagde kaname

Kimimaro rejste sig roligt op igen, og stod foran sin lillebror med et mildt blik på ham "Kom lad os gå hjem til mig, der kan vi snakke og du kan slappe mere af der!" sagde han let, og tilbød Kaname sin hånd så han nemmere kunne komme på benene.

kaname tog fat i hans hånd og kom op at stå. han kunne kun huske sit navn og derfor fik han altid skrevet på familiens regning. hvis denne mand var hans bror, så måtte han også kende til det massemord, som familie, og som kaname var beskyldt for, på grund af familie navnet

Kimimaro var i den grad bevidst om denne beskyldning, men der var kun en han var interesseret i at hjælpe og det var Kaname. Kimimaro savnede noget selskab det var en af grundene til at han havde ledt efter Kanami så længe, så han ville hellere end gerne holde sin lillebror i live, om det galt ham livet.

kaname fik en sten i nakken. en havde hørt ham nævne sit navn og kaname brugte kun blod sværdet i få tilfælde. og nogen havde set der, så de vidste han var en inex kuran. kaname gned sin nakke og så en mand med en kæmpe sten. det var den eneste mand som kaname var rigtig bange for

Kimimaro blev vred over at nogen kastede en sten i nakken på hans lillebror, og med det samme strakte Kimimaro en arm ud forbi Kanames hoved, og pegede fingrene mod fyrens krop. Spidsen af hans fingre delte sig da det yderste fingerled kom ud, og Kimimaro fyrede ledende af sted så de ramte fyren der havde kastet stenen, i armen og han tabte stenen. Kimimaro gik rundt om Kaname gik hen til fyren, og så på ham mens fyren stod og prokede sig over smerten, mens en knogle voksede ud af hans håndled i form af et sværd igen "Du kan lige våge på at nærme dig min lillebror en anden gang, og hvis han siger at han har så meget som set dig kan jeg love dig for, at jeg skære halsen op på dig, er det forstået?" sagde Kimimaro vredt, lagde en hånd om knogle sværdet og rettede det mod fyrens hals "Skrid så med dig, jeg gider ikke se på dit grimme fjæs mere!" Kimimaro brugte siden af hans sværd, til at skubbe fyren væk så han næsten væltede og så vredt på ham.

kaname så rystende på dem. blod løb fra kanames øje.manden havde også ramt hans øje. kaname fik hurtigt fat i en bandage og bandt den om sit øje. han gik hen til et sted, og forsøgte at få blodet af sin frakke. men da hans syn var sløret lige nu, kunne han intet se. han gned sit øje der ikke var forbundet, han smed sin frakke på jorden. den anden sten manden havde kastet, havde ødelagt kanames ene øje

Kimimaro gik hen til Kaname igen, og så på ham. Duften af blod gjorde ham lidt sulten men han styrede sig, da han ikke ville skade sin lillebror "Kom du slemt til skade Kaname?" spurgte han lettere bekymret og betragtede ham, mens sværdet i hans håndled endnu engang trak sig ind igen.

han ramte mit øje, han ødelage mit øje" sagde kaname. blod løb fra hans venstre øje. kaname vaskede hurtigt sit ansigt. han kunne ikke finde bandagen gelt. da den lagde til venstre for ham. han opgav og gjorde istedet for sit lommetørklæde vådt. han lagde det mod sit øje. "Jeg er ikke en holden mand... jeg er en slave" sagde han og satte i løb væk. han stoppede ved et hus og gik der ind

Kimimaro bevægede sig efter ham, og gik ind i det samme hus som Kaname var gået ind i, for at finde ud af mere om ham, og hjælpe ham med hans øje "Kaname kom tilbage, og lad mig hjælpe dig med dit øje!" sagde han roligt og gik ind i huset fuldstændig ligeglad med, at det ikke var hans hjem, men en helt andens. Kimimaro var blevet mere interesseret i ham, men kunne ikke lide lyden af at han var slave.

en mand slog kaname og kanames øje blødte stadig meget slemt. han blev smidt ned i gulvet. kaneme lagde sin hånd for sit øje. "Sir jeg kan ikke gøre for det, jeg blev angrebet på vej her til, en skadet mit øje" sagde kaname. han så ham. "Storebror?" sagde han og fik en på hoved igen af sin herre

Kimimaro så udemærket godt hvordan fyren slog Kaname, og hans blik ændrede sig straks. Hvis man kendte til Kaguya klanen vidste man at de var meget krigeriske og aggressive væsner, og Kimimaro var ikke en undtagelse når bare han blev provokeret, og synet af nogen der slog hans lillebror var mere end nok for Kimimaros blod var tydeligvis i kog nu. Han løsnede sin trøje og tog den af således at den hang i det tykke reb der sad om hans liv, og ud af hans arme voksede de samme knogler som der var tidligere da han viste Kaname hans evne. Kimimaro tog om knogle sværdene i hans håndled, og pegede det mod Kanames herre der stod og stirrede måbende på Kimimaro "Dig dit svin hvor vover du at røre ved min lillebror?" spurgte han aggressivt "Der er ingen der skal gøre ham noget ondt!" det sidste råbte han i det øjeblik Kimimaro fløj direkte frem mod Kanames herre, med en vampyrs hastighed og borede de 2 knogle sværd der var i hans håndled direkte gennem skuldrende, på Kanames herre i ren vrede.

Kaname for hen til sin bedste, som også arbejdede for Herren. Hun forbandt kanames øje, og holdt ham ind til sig. Hun så den skade der blev påført Herren. Kaname så på sin bror, han var da godt nok blevet rasende, over at Kaname havde fået sig nogle slag. Men sådan var det jo her, Kaname var slave, og Herren bestemte