Just torture me so much you want! Im not gonna let you win! -Nicolas og Caroline-

S: starten af Burning Desert.
O: En mørk skov, lyden af en ugle som tuder og en stor fuldmåne som skinner ligeså kraftigt som solen på en høj lys dag.
V: Stjerneklar nat.
T: Nat.

Et par enkel dråber blod ramte den kolde og mørke jord, selvom Jacob ikke rigtig kunne se sine sår, så vidste han at de var der. Han kunne lugte blodet og endda smage det på sin tunge, eftersom han også blødte ud af sin mund, så de blodrøder dråber farvede de blege læber røde, så man skulle tro at han lige var kommet ud fra en gyserfilm. Men, det havde han nu ikke.. han var blot kommet op at slås med en ork, som ville angribe Josh, den ville direkte æde ham, så Jacob havde skyndt sig at stille sig i vejen, så Josh kunne nå at komme væk og nu var Jacob luntede herud, uden egentlig at vide hvorfor.. Måske fordi han ikke ville have Josh skulle se ham sådan.
Endnu en dråbe blod ramte jorden, efterfulgt af tre andre dråber blod, men Jacob ignorede dem og fortsatte med at gå, nærmest halte sig igennem skoven. Han sleb de bare fødder hen ad jorden, så der nærmest kom et blodspor efter ham, ligesom der kom et slimspor efter en snegl. Han var dyb såret og vidste ikke hvor han skulle tage hen, så han søgte et sted hvor han kunne sidde og slappe lidt af, i håb om at sårene ville falde mere til ro.
Med et dybt jamrende suk, satte han sig ned på jorden med et bump og lænede sig op ad et træ, bare for at få pusten. Han lukkede kort sine øjne i og prøvede at fokusere på alt som ville gøre ham glad..
Nille.. Josh.. Caroline.. Alle dem som han kendte og elskede..
Han åbnede sine øjne med det samme han kunne hører et raslen fra en busk i nærheden af ham.

Nicolas havde ikke set Caroline i nogle dage og det havde givet ham fuld mulighed for at være som i gode gamle dage hvor han ikke havde en levende svaghed. Nicolas ville gå imod alle der så meget som truede med at true hende. De seneste dage havde han haft det sjovt med et par mennesker, en engel og nu kedede han sig. Nicolas havde brug for noget at lave, han forsøgte at få hans tanker væk fra Caroline så han ikke var så svag som han var i hendes selskab. Han stod nær nogle buske og ledte efter et nyt offer for hans julelege, duften af blod ramte ham hurtigt. Blodet duftede ganske rigtig ikke godt, men han havde ikke tænkt sig at drikke af hans offer. Bare lege med det om nødvendigt. Med få skridt trådte Nicolas ud af busken og stillede sig hen foran den sårede fyr der stank langt væk af dæmon. Han havde et lusket og lettere ondskabsfuldt smil liggende på hans læber mens han så nedladende på ham. "Når du bløder tiltrækker det nattens væsner. Du behøver dog ikke at frygte noget. Dit mareridt er her allerede." Nicolas satte sig på hug foran ham og så nærmere på hans sår der var tydelige for en vampyr. Han greb fat i kraven på den tilskadekommet og løftede ham op så hans ben ikke længere rørte jorden. Det ville ikke være svært for en dæmon at kæmpe imod en vampyr, men Nicolas var ældre end de fleste vampyrer så medmindre denne dæmon var på nogenlunde samme alder ville Nicolas kunne modstå det meste. Nicolas lagde en hånd på hver af hans skulder og holdte ham fast mellem træet og Nicolas selv. "Så hvad skal jeg gøre med dig? Tro mig, jeg har en masse idéer og jeg kan nemt udføre dem alle på dig."

Caroline var faret vild, forvirringen havde bragt hende her til. Starten af burning desert, hun havde en menneske mand med sig. Tvunget til at følge hende, og lade hende drikke af hans blod som hun ønskede. Caroline fik færden af dæmon blod, det hæslige blod fra en dæmon var ikke til at tage fejl af. Hun drak det sidste blod fra hendes ofer og lod liget ligge. Hun bevægede sig med overnaturlig fart over imod lugten af dæmon blod, og gemte sig så hun var ubemærket. Hun havde tørret blodet fra mennesket af inden hun løb, så der var ingen fært medmindre man kendte hendes duft. Caroline kiggede forsigtigt ud for at se hvad der forgik. Jacob.. Hun havde lyst til at løbe derind, men så hørte hun ham tale.. Nicolas.. Det var noget tid siden hun havde set ham sidst.. Hvad ville han med Jacob? Caroline blev stående der, og kiggede. De ville ikke kunne se hende herfra, hun nød hun havde fået nattesyn ved at være vampyr. Det havde varulve også, men hun følte sig mere tilpas ligenu. Hun kunne leve med hendes søster, forevigt.

Det var som om Jacob var under vandet.. Han kunne næsten intet se, men kunne bare hører den mørke og lumske stemme som tilhørte den ældre vampyr Nicolas. Hans blik var sløret, så han kunne ikke se andet end Nicolas skikkelse, som var han ikke andet end en klump mørk ler der var formet efter en mands skulptur. Jacob prøvede at sige noget imod, men kunne ikke få et ord frem på de sårede læber, så i stedet prøvede han bare at knurre af vampyren, i håb om at det måske ville få ham til at holde afstand. Men, han håbede for hurtigt, for inden Jacob kunne nå at opfatte hvad der skete omkring ham, tog Nicolas fat i hans krave og løftede ham fra jorden, som vejede han ikke mere end et lille spæd barn.
*Tag dig sammen Jacob!* vrissede han til sig selv og prøvede ihærdigt at komme til bevisthed igen. *lad ham ikke bruge dig som et legetøj!*
Så snart den sætning kørte igennem hovedet på ham, lagde han sin hånd på Nicolas arm, frøs den og stoppede først så snart Nicolas ville give slip. Da Nicolas havde sluppet ham, pga. kuldechokket, faldt Jacob til jorden med et bump, men skyndte at rejse sig op igen og vaklede stadig på sine ben.

En velkendt duft strømmede ind over Nicolas. Han var sikker på han kunne dufte Caroline. Han så sig omkring i et forsøg på at se hende, men han havde ikke tid til at gennemsøge området, så han vendte igen opmærksomhed mod dæmonen. Det måtte være noget han forstillede sig, Caroline kunne ikke være der. Nicolas kunne ikke undgå at grine ondskabsfuldt over hans forsøg på at skræmme ham væk. En knurren ville ikke skræmme ham væk. Nicolas overvejede om det var for let at tage denne unge dæmon som offer. Han var så såret at det næsten var kedeligt at lege med ham. Han kunne ikke gøre modstand. Eller det troede Nicolas ind til han pludselig havde en frossen arm. Han slap med den frosne arm og slap dernæst med hans anden arm for at få liv i hans frosne arm igen. Da armen efter en tid var ved at tø op så han over på denne dæmon der virkelig troede han kunne klare Nicolas. Selv ikke hvis han ikke var såret ville han ikke kunne stille noget op mod Nicolas. Det var der ikke mange der kunne. Men selv ikke Nicolas var uovervindelig selvom han gerne ville tro det. Han følte sig stærk, det ville selv ikke et enkelt nederlag ændre. Han havde ikke noget imod at tabe i ny og næ. Nicolas havde altid vist at han ikke ville kunne overvinde hvem som helst. Han prøvede dog ihærdigt på det, siden hans dage som ung vampyr havde han ikke tabt mange kampe. "Så der er spræl i den lille dæmon. Det gør det hele meget sjovere. Men et lille råd, hvis du vil undgå mest smerte så lad vær med at kæmpe imod. Det vil være bedst for dig selv." Nicolas så ned i jorden og fandt en skarp sten som han førte uden for hans ansigt. Hurtigt stak hans stenen ind på brystet og skabte et lille hul der ikke ville gøre meget skade, men underligt nok gjorde han det samme på sig selv. Men man kunne gennem det lille hul i trøjen se såret vokse sig sammen, det fik dæmonens sår til at vokse sig større.

//I kan læse mere om den magi han bruger under dødsbogen, Pain:)//

//Søde jeg tjekker da din profil 24/7 //

Caroline var lige ved at gispe, da hun så hvad der forgik.. Hun trådte et skridt tilbage, og ramte ind i et eller anden skarpt med hendes ryg. hun flyttede sig dog hurtigt igen, og vendede opmærksomheden på Nicolas og Jacob igen. Hun så Jacobs sår vokse, mere og mere. Nej.. Han måtte ikke komme noget til. Caroline var i overnaturlig fart oppe ved siden af Nicolas, og skubbede ham væk.
"Du rører ham ikke!" Snerrede hun vredt og holdte en arm ud for at vise Jacob skulle man ikke rører. Hun kiggede på Jacob kort, med et glimt at det nok skulle gå. Hun rettede dog hurtigt opmærksomheden imod Nicolas igen, hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre. Men hun ville forsvare sig selv om nødvendigt og Jacob. Ingen skulle rører hendes venner. Jacob var den første som spurgte ind til hendes fortid, det betød meget når folk ville lytte til hende. Hun viste tænder, selvom Nicolas var ældre end hende. Hun var ligeglad, ligenu havde monsteret i hendes taget halvt over. Hvilket ville sige det ikke ville dræbe sine venner, men det ville heller ikke dræbe Nicolas.. Han havde reddet hendes liv, og der var bare noget som hun følte for ham. Det blev ved med at presse på..

Jacob kiggede koldt på Nicolas, med et par bloddråber hængende ud af munden, imens hans øjne var tunge og nærmest koldblodige. Der var ingen tvivl om at Jacob var en dæmon når han endelig blev vred, de krystalblå øjne ville ikke længere være kække og smilende, men kolde og hjerteløse, så man ikke var i tvivl om at man skulle løbe væk fra ham. Benene rystede under ham af udmattelse, men det var ikke noget han ville bide sig mærke i, han fokuserede kun på Nicolas der talte, selvom de ord der kom ud fra hans mund næsten ikke var til at forstå.
"bedst for mig selv?" sagde han og fnyste af ham, imens han langsomt knyttede sine hænder. "Hvad ved du om sådan noget vampry?"
Han fokuserede stadig på Nicolas, og havde det ikke været fordi Caroline kom ind foran ham, var han langsomt begyndt at fryse Nicolas krop til is. Men lige nu stod Caroline foran ham og han kunne ikke koncentrere sig. De ord hun sagde kunne han knap nok hører, hellere ikke det smil hun sendte ham så han. Hans øjne var tunge og synet sløret.

Nicolas var klar på at få denne tåbelige unge dæmon til at lide. Det havde absolut intet med ham at gøre, han havde bare være det forkerte sted på et forkerte tidspunkt. Skylden kunne gives til de følelser han havde for Caroline. De følelser han længe havde forsøgt at få væk var ikke længere skjulte. Det var muligt for ham at han gøre det i et par dage hvis han ikke så hende, men han ville ikke kunne undgå hun for evigt. Et skub i hans side overraskede ham og fik ham til at slippe dæmonen. Han flyttede sig en smule væk fra dem grundet han var blevet skubbet. Duften af Caroline var forstærket og der var ingen tvivl om det var hende der stod ved hans side, han havde dog stadig et håb om det. Han vendte sig om mod hende så han havde fronten mod hende. Han ignorerede dæmonen fordi han blev nød til at fokusere på Caroline og et passende svar på hendes ord. De to kendte tydeligvis hinanden og derfor kunne han ikke fortælle at han havde i tankerne at få denne dæmon til at lide og muligvis dø hvis det kom så langt. Men siden han betød noget for Caroline kunne han ikke gøre det. Hvordan kunne han rode sig ud af det? Han havde forsøgt at torturere hendes ven, eller hvad han nu var, i et forsøg på at stikke af fra hans følelser for hende. Han valgte ikke at sige noget. Der var intet passende at sige.

Caroline var vred, vred over hvad hun havde set. Sådan opførselv var ikke iorden, ikke ifølge Caroline, hun knurrede af Nicolas og fnøs ingen hun vendte opmærksomheden imod Jacob hun skulle have ham i sikkerhed. Hvordan kunne man heale ham hurtigt? Caroline var i halv panik, hun følte sig såret.. Men ville hjælpe Jacob.. Hun fik ham ned af sidde ved foden af træet stamme, og kørte en hånd igennem sit hår. Hun lagde en hånd på hans kind, og smilte forsigigt til ham.
"Du klare den. Det lover jeg." Sagde hun til Jacob, og kiggede kort over på Nicolas. "Er du her stadig, kan du ide mindste ikke hjælpe?" Spurgte hun med en stemme som var vred og en anelse kold. Hun måtte lægge til siden at hun faktisk havde noget for ham. Det ville hun ikke inrømme ligenu, ikke efter det her. Caroline rev noget stof af det nederste af hendes trøje og rev det i flere strimler så hun kunne forbinde hvert et sår.

De kendte åbenbart hinanden.. Der var også noget anderledes ved caroline.. Hun duftede anderledes og virkede stadig stærkere end nogensinde. Hun havde altid været stærk og modig, men der var et eller andet over hende denne gang som gjorde at hun virkede stærkere.. Var det duften af vampyr som hang i luften over hende eller var det allerede den vampyr som var til stede? Jacob kiggede ned ad sig selv, han kunne mærke hvordan det sår der før havde været skrøbeligt og udholdene, nu var forvandlet til at være forfærdelig og dræbende. Carolines stemme var varm og han kunne forstille sig det rolige smil hun sendte ham, selvom hans blik var så tåget og vådt, han havde det som om at han var under vandet og forsøgte at se noget, selvom vandet var grumset og gråt.. Han ville klare den hviskede hun.. Det var i det mindste noget han kunne hører.. Han hadede at føle sig svag, specielt overfor nogen som han kendte og overfor en som havde valgt at true ham..
Jacob åbnede sine øjne mere, smilte skævt til Caroline og prøvede at rejse sig op, selvom såret sveg så meget at han havde det som om at han skulle dø..

Nicolas blev stående væk fra dem og så til mens hun forsøgte at ordne hans sår. Det ville ikke hjælpe ham særlig længe at hun forbandt hans sår. Han hørte Carolines ord og sukkede fordi han pludselig fik en trang til at hjælpe dæmonen. Den eneste grund til dæmonen ikke var kommet mere til skade var fordi han kendte Caroline. Nicolas satte sig på hug foran dæmonen og tog ham op i armene så Nicolas kunne tage sig med ham. Han så over på Caroline og prøvede så vidt muligt ikke at vise følelser. Men han fortrød at han havde skadet en der betød noget for hende. Det var også til at ane under det kolde udtryk han havde. "Jeg tager ham med hjem til mig. Så han kan komme sig der." Nicolas vidste ikke om Caroline ville følge med eller overhovedet se ham igen. Men hvis hun ikke ville var det også bedst. Så ville han kunne gøre hvad han ville ved hvem som helst. Der ville ikke være nogen der kunne stoppe ham fordi han ville være ligeglad med alt og alle undtagen sig selv. Nicolas begyndte at gå afsted , stadig med ham i hans arme, han kunne selvfølgelig forsøge at komme ned, men så såret som han var virkede chancen for at han kunne komme ned meget lille. Selv hvis han ikke var såret ville han muligvis have svært ved det.

Da Nicolas pludselig tog Jacob op i hans arme, var Caroline hurtigt oppe at stå. Hun kiggede alvorligt på ham, hvordan vidste hun at Nicolas ikke bare ville dræbe Jacob når han fik chancen? Ligenu var hun meget mistroisk, det var også kun klart ifølge hende. Måske overreagerede hun i hans øjne, men hun tollerede ikke at nogle skulle skade hendes venner. Dog havde hun forsøgt dræbt ham, hvis det ikke havde været Nicolas.. Hun følte noget for ham som gjorde hun ikke kunne skade ham, eller måske kunne hun. Men ikke dræbe. Hvis han forsøgte ville hun bruge sin evne til at tvinge ham til at lade hver med at dræbe Jacob. Caroline blinkede et par gange men så var de væk, hun kiggede rundt. Og reagede ved et gisp da der var en som stak en kniv i hendes side, hun havde dog lige fået blod at drikke. Og vendede sig imod sin angriber, hendes tænder kom mere og mere frem og hun hvæste. Men det gjorde den anden også to vampyrer, sikkert en som godt kunne lide vampyrblod. Caroline fik den tanke og ville forsvare Jacob for hver en pris, selvom vampyren måske var stærkere end hende. Caroline trak kniven ud af siden, og klemte øjne lidt sammen imens. Men en ny blev placeret i hendes mave, så hun buggede sig forover. Men fik øjenkontakt med angriberen. Men angriberen gik forbi hende og skubbede hende forover så kniven borrede sig dybere ind i hendes mave. Caroline fik vendt sig rundt, og gispede kort efter vejret men fik trukket kniven ud. Hun blinkede et par gange med øjne, hun havde overlevet.. Men kunne ikke komme op ligenu, hun var smadret.. Bare to sekunder, hun kiggede til siden, og kunne se vampyrkvinden som havde angrebet hende var på fuld fart efter Nicolas og Jacob.
"Pas på.." Vill hun råbe men kunne ikke rigtigt uden at hoste en smule. En forbi passerende mand kom gående, og løb hen til hende da hun lignede et menneske som kunne dø hvert øjeblik. Han kiggede ned på hende med fuld øjenkontankt.
"Ikke rør dig, du skal ikke være bange." Hviskede hun med hendes evne, og manden forholdte sig helt rolig. Caroline tog fat i hans krage og trak sig op og sidde hun stak sine tænder i hans hals for at hendes sår ville heale hurtigere.. Og for hun kunne genvinde hendes styrke. Hun lod mandens lig ligge, og spejlede sig ud imod dem. Hun satte i løb.

Kvinden var bag ved dem, dæmonens blod fik hendes tænder til at løbe i vand. Efter flere år havde hun vendt sig til smagen af deres blod. Kvinden havde sort hår, grønne øjne og var pænt høj de 1.73 cm høj cirka. hun var af normal bygning, og havde meget yndefulde bevægelser. Kvinden havde kendt Caroline siden den dag, hvor Caroline havde taget de første skridt ud i denne vilde verden. Og hendes blod havde været som sommerens bedste jordbær. Men denne kvinde havde levet i mange år, i denne verden. Hun sprang på Nicolas, så han slap Jacob. Kvinden Rose, tog ham op i hendes favn og gjorde klar til at sætte tænderne i ham.

Caroline var imellem tiden kommet derop med hendes fart, og pustede ud da hun stoppede op ved dem. Hun var hurtigt henne ved Rose og skubbede hende tilbage. Selvom Caroline havde fjernet knivene fra maven og siden var der stadig blod mærker på hendes tøj. Caroline stod ansigt til ansig for Rose, da kunne Caroline kende hende. Hu havde været så bange for denne kvinde, dengang.. Men ikke mere. Caroline nåede ikke at tænke mere før hun igen var blevet spidet i maven igen, bare meget kraftigere. Rose drejede kniven et par gange rundt, hvilket fik Caroline til næsten at skrige.. Rose lod Caroline falde ned til jorden af smerte og gik over for at tage sin snack. Hun havde glemt alt om Nicolas.

Pludselig kunne Jacob mærke at han blev løftet fra jorden, hvilket bare gav ham lyst til at vride sig fri, eftersom han hadede denne følelse.. Han følte sig så svag.. Det gjorde ham vred på ham selv, men han beroligede sig selv ved at sige at han var såret og blot behøvede at hvile, også skulle han nok blive rask igen, så han ville kunne forsvare sig selv. Det var ikke helt klart for ham hvem der egentlig løftede ham, men han på fornemelsen at det var vampyren som før havde angrebet ham, selvom det ikke rigtig gav nogen mening. Jacob gjorde ikke modstand for at komme ned på jorden igen, da han var klog nok til at vide at det blot ville gøre tingene værre end de allerede var, specielt det kæmpe sår som havde bredt sig langs hans mave og en enkelt rift op til brystet.. Han lod sig blot løfte og lukkede kort sine øjne i, for at hvile.. Blodet drybbede ned fra ham og ramte den kolde jord, en grisk duft af dæmon blod hang i luften på den stjerneklare nat. Jacob åndede pludselig hurtigt ud, da der lige gik et kort øjeblik hvor han ikke kunne få luft.. Han åbnede sin øjne, hev efter vejret og blev blot mere forskrækket, da han pludselig kunne mærke at han blev flyttet over i et par andre arme, hvor der derefter borede sig et par skarpe vampyr tænder i hans hals.. Jacob kunne ikke se hvem det var.. han kunne slet ikke se hvad der foregik.. Så som en hurtig refleks, fremtryllede han en istap og skulle til at sætte den ind i siden på vampyren, men nåede det ikke da han pludselig ikke kunne mærke dets tilstedeværelse mere.. Han prøvede at kunne se hvem det var, men hans blik var stadig så sløret.. Pludselig kunne han mærke den varme, blodlugtende ånde mod sin hals igen, så han skyndte sig at stikke istapen igennem vampyren (Rose) inden hun nåede at bide ham.. Han ånede ud og faldt ned på knæ..

Der gik ikke lang tid før Nicolas kunne opfange duften af vampyr. Først troede han at det muligvis var hans eget blod fra såret han havde lavet på sig selv. Eller at det var Caroline der havde trådt på en sten eller noget andet skarpt der kunne få det til at bløde. Men da duften af blod blev langt kraftige vidste han at der skete noget andet. Nicolas vendte sig om, stadig med dæmonen i sine arme. For så at opdage en vampyr springe på ham. Han gjorde automatisk klar til at kæmpe igen, hvilket gjorde at han ikke længere holdt Jacob i hans arme. Nicolas så med sammenklemte øjne på vampyren der drak Jacobs blod. Han skulle til at give den vampyr en seriøs omgang tæsk. Men Jacob kom hende i forkøbet, han købte dem noget ekstra tid i hvert fald. Nicolas var hurtigt over ved Caroline som han vidste var såret, han lagde en hånd om hendes ryg og førte hende hen til et træ hun kunne stå op af før han igen gik hen til vampyren. Uden videre tog Nicolas fat om hendes arme og kastede hende hen imod et træ. Få sekunder efter stod han ved hende og holdt hende fast. "Hvad vil du?" Nicolas toneleje kunne variere meget. Men over for denne vampyr var hans tone kold, følelsesløs og hvis man ikke passede på kunne hans toneleje være det sidste man hørte. Han ville beskytte Caroline og sig imod hvem som helst. Det kunne kræve at dræbe denne vampyr.

Hun knurrede kort da dæmonen spidede hende med en istap. Men hun lod ham være hun var alligevel den eneste som kunne redde ham nu, Rose blev smidt ind i et træ og kiggede Nicolas ind i øjnene. Hun smilte noget så sarkastisk, og blinkede med øjne som havde hun intet gjort.
"Hvad jeg vil, jeg vil mange ting. Og det skal en vampyr som dig ikke blande sig i." Svarede hun bare og smilte lumsk med hovedet en anelse på skrå. Hun kiggede overpå Caroline og lavede et kæmpe dybt sår på hendes arm, så Caroline næsten skreg op. Ikke kun af smerte men også forvirring. Rose kiggede tilbage i Nicolas' øjne.
"Hvad vil du gøre dræbe mig, når jeg er den eneste som kan hjælpe dem." Sagde Rose så med en lille lumsk latter. Caroline tog sig til armen uden at rører såret, hvorfor gjorde det så ondt!? Hvad var det for en evne... Caroline fik kort øjenkontakt med Nicolas, hun bed tænderne sammen. Men så væk og over på Jacob.
"Bare hjælp ham Rose." Sagde Caroline så, hvilket fik Rose til at gå over imod Caroline efter at have revet sig fri fra Nicolas' greb. Hun lagde armene overkors, og hævede brynet lidt.
"Og hvad får dig til at tro jeg vil hjælpe dig." Spurgte hun igen med den samme lumske latter.
"Rose ikke for min skyld, du behøver ikke at heale mig.." Caroline bed smerten i sig. "men bare du vil heale ham.." Sagde hun og kiggede Rose bedende op i øjne. "Please."
Rose udstødte et dybt suk, hun overvejede det og det irriterede hende.

Det var nok noget af det mest forvirrende han havde prøvet.. Han kunne kun hører nogen mumle, men ikke hører hvem det var eller hvad de sagde, det var seriøst som om der var nogen som havde proppet hans hovede under vand og bare ventede på at han skulle spjætte med armene for at få dem til at løfte hans hoved op igen. Men, denne gang nyttede det ikke noget at spjætte med armene, det ville blot gøre tingene værre og så ville det bare gøre endnu mere ondt på ham.
Men, han nægtede bare at blive liggende på den hårde jord, så han rejste sig op med vaklende ben og blodet dryppende ned fra sig. Han placerede en arm om det sår som strækkede sig næsten over hele hans overkrop.. Med et tåget og fjernt blik, kiggede han frem og tilbage på de tre tågede skikkelser, som ikke lignede andet end skygger for ham.. Han prøvede at knibe øjnene sammen, for at se om det ville virke, men kunne stadig ikke se andet end sorte skikkelser som mumlede et eller andet han ikke forstod.. Men, han var sikker på at en af disse skygger tilhørte Caroline, ellers var han nok død for længst..

Nicolas havde dræbt hende med det samme hvis det ikke var fordi han var sikker på hun vidste noget, eller kunne noget, noget der kunne hjælpe Caroline og Jacob. Men han ville ikke tøve et sekund med at få hende til at falde død om på jorden. "En vampyr som mig? Du må mene en der ikke ville vente et sekund med at rive hovedet af din krop? Og jeg blander mig når jeg har lyst."
Da hun så over mod Caroline fulgte hans blik kort efter over på hende. Hvem troede denne vampyr hun var? Nicolas så dog kort tilbage på hende over hendes ord og hævede mistroisk hans ene øjenbryn. "Og hvorfor er du den eneste? Det kræver ikke mere end pleje at få de sår helet. Så nej, du er ikke den eneste der kan hjælpe dem." Han kæmpede ikke imod da hun kom fri af hans greb. Noget sagde ham at han rent faktisk ikke kunne hjælpe Caroline og hendes ven. Ikke at dæmonen betød noget for ham. Men fordi Jacob betød noget for Caroline kunne han ikke lade ham dø. Nicolas gik hen til den mindre kreds de havde samlet. Han så over på vampyren og lagde hovedet en smule på skrå. "Du vil hjælpe dem begge to. Ellers bliver jeg nød til at holde mit løfte og splitte din krop ad i flere stykker. Tro mig, det ville ikke være første gang." Nicolas var ikke stolt af at indrømme det over Caroline, men hun ville finde ud af det før eller siden.

Rose fandt det meget underholdene at tirre Nicolas, specielt fordi han havde nogle reagtioner som hun ønskede at se nærmere på. Hun kunne ikke stoppe med at smile, selvom at han snakkede om at han kunne fjerne hovedet fra hendes krop. Rose var ikke bange af sig, hun elskede bare at se Caroline lide og så kunne det ellers være hip som hap.
"Jeg vil ikke hjæple hende, det strider imod min natur." Svarede hun og kastede Caroline ind i et andet træ, for at håbe Nicolas ville løbe efter hende. Som om hun ikke havde regnet ud der var et eller andet imellem dem. Rose kiggede på Jacob og smilte lumsk.
"Noget ser mig vi ses igen." Og inden nogle nåede at reagere var hun væk, med et øjekast. Væk.
Caroline lagde ned på jorden, og åbnede øjne, Rose var væk. Caroline ømmede sig da hun kæmpede for at sætte sig op. Hun havde ikke set Rose andet engang før, eller havde hun? Det var spørgsmålet så, havde hun seet Rose før? Caroline støttede sig med sine hænder. Og banede lidt fordi smerten var hård. *Jey nu det mig som er skide såret, jubii.* Var hendes tanker bare.

Jacob stod stadig op, så godt han nu kunne med blodene trillende ud af munden og ned ad den sårede krop.. Det blege ansigt var fyldt med blod, så man næsten ikke kunne genkende ham, men nu var han næsten også indsmurt i blod, som havde nogen rullet ham rundt i en vandpyt af blod.. Han udstødte et lettet suk, da han kunne fornemme på det hele at den "onde" vampyr var væk igen.. Selvom han stadig kunne mærke tilstede værelsen af den anden vampyr, som der tydeligvis havde noget at gøre med Caroline.. Jacob var meget nysgerrig for at vide hvad der var imellem dem og på hvem han egentlig var, men der var ikke tid til at finde ud af det lige nu, så han måtte pænt vente.. Synet var stadig slørede, så forsigtig kørte han en hånd hen over sine øjne, for at se om det ville hjælpe at der kom noget koldt på dem.. Han fjernede sin hånd igen og åbnede tøvende sine øjne.. Det havde ikke hjulpet det helt store, men han kunne nu se at det var Caroline, men den anden vampyr kunne han ikke genkende... Han luntede, nærmest haltede hen til Caroline og lagde en hånd på hendes skulder.
"Klarer du den?" spurgte han hæst og prøvede at smile, selvom det nok bare så frastødende ud, pga. alt det blod som han havde i hovedet.

Nicolas troede stadig ikke på at denne vampyr var den eneste der kunne hjælpe dem. Det krævede vel ikke så meget som alle andre sår. Han kunne sagtens regne ud at Rose prøvede at gøre ham opmærksom på noget andet end hende og det virkede også da hun kastede Caroline over mod et træ. Han så over mod hende, men da Jacob bevægede sig derover valgte Nicolas at så tilbage mod vampyren, men hun var væk. Nicolas skulle nok finde hende igen og sørge for hun fortrød hendes handlinger. Nicolas gik hen til dem begge og så vurderende på dem. Han måtte få den der var mest såret hjem til ham først, så kunne Linetth tage sig af ham eller hende indtil Nicolas kom tilbage med den anden. Han måtte indrømme at de begge så meget såret ud. Men dæmonen virkede mest såret. Nicolas satte sig på hug foran Caroline, han tog hendes hånd selvom hun måske ville være imod det. "Jeg tager ham med hjem, får Linetth til at tage sig af ham og henter dig bagefter. Hold ud indtil jeg er tilbage." Han så over på Jacob og så ikke begejstret ud for ham. Men hvis han betød noget for Caroline betød det at han skulle beskyttes. "Jeg har en derhjemme der kan tage sig af dig mens jeg henter Caroline. Hun kan rense dine sår og binde dem ind så der ikke går betændelse i. Hvis du har brug for noget spørger du hende bare." Nicolas ville ikke uden videre tage ham op, det ville på sin vis virkede respektløst. Jacob skulle selv ville det.

Jacob kom humpende over imod hende, og satte sig foran hende.
"Jeg klarer mig, det mere dig jeg er bekymret for." Svarede hun Jacob og smilte, som om intet var hent. Nicolas tog hendes hånd, men hun tog den til sig. Men såret på hendes arm havde bredt sig fra hendes hånd led og op imod over armen, det så mere volsomt ud end det var. Hun kiggede tøvende på Nicolas.
"Iorden." Svarede hun stille, og bed tænderne sammen da hun rykkede sig ind imod træets stamme. Hun lænede hovedet imod stammen, og kiggede skiftevis på dem. Hun åndede stille ud, og kiggede Jacob i øjne med et nik til at det var iorden at tage imod Nicolas' hjælp. Hun ville personligt ordne ham hvis han gjorde Jacob noget. Hun kiggede kort over på Niclas igen.
"Jamen så ses vi." Svarede hun og tog et par knive frem til selvforsvar hvis det kunne blive nødvendigt. Selvom det var nat ville solen komme på et tidspunkt, og om han kunne nå det inden hun selv blev stegt var et godt spørgsmål. Ellers måtte hun kæmpe for sin egen røv. Det var man nød til en gang imellem, man hun stolede på at dem begge. Nicolas og Jacob.. Ligenu måtte hun bare sidde og vente og se hvad der ville ske.

Det så ud til at Caroline ville klare sig, selvom han ikke havde været i tvivl om at hun sagtens kunne, hun var jo så pokkers kløgtig og stærk den seje pige. Derfor var han stolt af at have hende som ven og som et medlem af hans klan. Ikke et sekund var han tvivl om at hun ville dække hans ryg og han ville dække hendes.
Jacob kiggede tøvende hen på Nicolas, bare for at tjekke om han kunne stole på ham. til sidst nikkede han dog til ham, som et tegn på at han sagtens bare kunne vise ham vej, for hvis Caroline stolede på ham, kunne Jacob vel godt lige følge med ham for at få sine sår healet. Han sendte Caroline et venligt, samt kækt smil, for at vise at han klarede sig og at de snart skulle ses igen.
"Det gør vi Caroline, pas på dig selv," sagde han og kiggede derefter hen på Nicolas, for at vise ham at han var klar til at han skulle vise ham vej..

//Lorte system slettede Caroline, men har lavet hende igen..//

Jeg ændre denne til Caroline ^^//

Nederen Caroline.. Men, er glad for at du laver hende igen ^^//