Den yderste grænse(åbent)

Tid: Aften
Sted: ashen wood forest
Vejr: næsten skyfrit solen på vej ned
Omgivelser: Fredeligt

Det var hen af aftenen på en mildt varm sommer dag ude i den lige nu fredelige ashen wood forest solen var lige så stille på vej ned selv om den stadig oplyste himlen og omgivelserne op med lettere røde stråler så det virkelig var et smukt syn! Men hvis man kom langt nok ind i skoven kunne man høre noget der forstyrrede denne sjældne fred der hvilede i skoven på denne dejlige sommerdag for det lød som om nogen trænede hårdt dømmende ud fra de udbrud personen udstøtte og hvis man gik efter lydene ville man blive mødt af et lidt spøjst syn! Det var Dust der stod ude i skoven og var i gang med at træne han havde lagt sin rejse kappe og trøje fra sig så man kunne se hans slanke afmagrede blege krop hans 3 tattoveringer og den sygelige mængde ar der dækkede hans overkrop! Han svedte så meget at hans lyseblå himmelblå hår klistrede til hans hoved og ansigt hans krop glinsede af sved og han så virkelig ud til at have presset sig selv mere end hvad et normalt menneske ville kunne holde til hvilket kunne få en hver der så på ham til at tænke at dette væsen ikke kunne være et menneske!

Hvis man stadig tvivlede på om han var menneske eller ej ville meget af den tvivl også forsvinde når man så hvad det var han trænede med for sammen med hans rejsekappe var der plantet et skarpretter sværd i jorden der næsten var på højde med Dust og med et blad der var omkring en underarm i længden fra ryggen til spidsen af bladet og Dust stod selv med et andet et ved navn samehade hvor bladet var lavet af haj skin og lignede mere noget der savede end skar lige som skarpretter sværdet ved hans rejsekappe gjorde! Dust stod lige nu og holdt om håndtaget til samehade han kunne knap nok holde det oppe mere hvilket i forvejen havde været lidt svært for ham men han var i den grad indstillet på at lære at slås med disse våben og han var ikke bange for at træne til hans krop ikke kunne holde til mere! Alle træerne omkring ham så mishandlet ud de var fyldt med mærker fra skarpretter sværdets blad og save mærker fra samehade der var flest nede ved bunden af træerne ikke så langt over jorden hvilket betød at Dust havde startet ud med at have svært med at løfte sværdende men der var også nogen længere sågar oppe over hoved højde men der var færre og færre mærker jo højere over knæ højde man kiggede!

Dust var forpustet af at træne hans mave rumlede af sult men han lyttede ikke efter hans sind var stålfast på at blive stærk nok til at håndtere disse sværd men da han prøvede at løfte samehade igen så han kunne lave endnu et angreb mod træet der stod omkring 6-7 meter foran ham bukkede hans muskler under og tvang ham i knæ! Han prøvede at trække vejret dybt for at genvinde sit normale åndedræt og blev enig med sig selv om at holde dagens første pause han burde måske have holdt nogen flere men med hans stædighed var det ikke lige noget han havde tænkt over han rejste sig svagt op og fik slæbt samehade med sig over til hans ting hvor han lage sig udmattet ned ved siden af hans ting det lykkedes ham at få fat i en flaske vand der lå gemt i hans rejsekappe drak halvdelen af den og tømte den udover sin krop for at køle sig selv ned hvilket han virkelig havde brug for! Han blev liggende sådan i omkring halvanden time hvor han bare lå og kiggede op i himlen mens solen lige så stille trak sig ned i horisonten og de røde stråler fik de få hvide skyer der var på himlen til at se smukke ud!

Men da mørket lige så stille var ved at falde på var der noget lydløst der bevægede sig gennem skoven et væsen der havde holdt øje med Dust den sidste halve time! Dust havde ikke lagt mærke til den fordi han var så udmattet og dyrs aura var en del svagere end andre mere menneskelignende væsners så mens han havde ligget og kigget på himlen havde dette væsen bedre kendt under navnet spiral´noris sneget sig tæt på ham og var lige klar til at angribe ham da Dust pludselig valgte at rejse sig op for at træne videre hans krop var mere frisk igen og han ville prøve med skarpretter sværdet denne gang så han gik rundt om sit tøj for at tage fat om det store håndtag da denne 400 kg tunge edderkop pludselig væltede frem fra sit gemmested og drønede mod ham med en angrebs lyst så tydelig at Dust overhoved ikke var i tvivl om dens intentioner! Dust nåede lige at gribe sine ting og sværdende da han smed sig til side for at undgå dyret da han ikke havde nok kræfter til at angribe den direkte og dyrets kæber bed ud i ingenting mens den fortsatte lidt fremad stoppede og vente sig mod ham igen klar til endnu et angreb!

Dust fik rejst sig op og dumpede sin rejsekappe og trøje i en uddybning ved rødderne af et træ mens han så på den store edderkop! Hans daggerts han havde i bæltet var ikke store nok til at kunne dræbe den medmindre han kunne komme ind de rigtige steder og det havde han overhoved ikke kræfterne til det påkrævede snilde fart og timing hvilket hans krop rystede for meget til af udmattelsen efter hans lange træning! Dust så kun en udvej og det var at han lod den angribe ham og så måtte han dræbe den med en af sine sværd og prøve at undvige dens krop når den faldt en meget simpel plan som let kunne gå udover ham hvis ikke han virkelig kæmpede for at overlevede! Den store spiral´noris kiggede på ham med alle dens øjne som om den studerede ham overvejede hvordan den skulle dræbe ham og nyde hans krop som sin aftensmad den fulgte en hver bevægelse han lavede selv da Dust tog en smøg i munden og tændte den nu kunne man virkelig se at Dust fokuserede og det var han virkelig også nød til med de begrænsede kræfter han havde i sig til kamp! Uden varsel angreb edderkoppen igen den ville lamme ham med sin gift så den løb med kæbetøjet klar til at bide ham og havde en rimelig god fart på Dust greb fat i samehade og med en enkelt stor kræft anstrengelse og et kamp brøl svingede han samehade i direkte mod edderkoppens hoved den nåede ikke engang at stoppe den løb bare direkte ind i det savende sværd der savede sig gennem dens hoved og flækkede det midt over! Dust var i forvejen bevidst om at han ikke havde tid til at trække sværdet med sig så han gav bare slip på det da det var lidt over halvvejs gennem dens hoved og sprang ud til siden desværre ramte en af edderkoppens ben ham i siden så han blev slået hårdt ned mod jorden samtidig med at dyret faldt sammen med blod løbende ud af det store sår!

Dust hev efter vejret af anstrengelse og smerte dens ben havde givet ham en sygelig flænge i siden og han var nød til at stoppe blødningen ellers ville han ikke overleve til solen stod op igen! Han kravlede svækket hen mod sit tøj fandt en sammenrullet kulle forbinding og vat og begyndte med stort besvær at prøve at lappe sig selv sammen men uden hjælp! For en gangs skyld havde Dust brug for hjælp selvom han ikke ville indse det han kæmpede stadig videre i sit forsøg på at lappe sig selv!

//Virkelig er jeg så uinteressant? x)

//Stadig ingen? :O Jeg tror jeg dør IRL x)

//Jeg lover, at du nok skal få et svar ud af mig, men det bliver nok først sent aften ^^

//TAAK Du for nice

//Håhå!! Jeg ved det, ej! xD

//Men det ved mig x)

//håber det er i orden at jeg også lige er med//
Lily stod i udkanten af Ashen Wood Forest og kiggede ind mellem det triste grå træer. Det var uden for hendes forstand, at en skov kunne være så død som denne, og alligevel være i live. Mange af træerne havde selvfølgelig blade og skoven var vel ligesom alle andre. Men træernes bark var det der gav det triste look. Det var i hvert fald det, som Lily syntes.
Hun smuttede ind mellem de første par træer og kiggede sig omkring. Så vidt hun kunne se, var der ikke tegn på et eneste liv, men hun vidste, at der var et par væsener et eller andet sted. Gemt i træernes blade. Klar til at springe frem fra sit skjul og gå til angreb.
Lily var ikke bange. Hvorfor skulle hun også være det? Man kunne ikke gå hele sit liv og være bange for hvad der ventede rundt om det næste hjørne. Hun frygtede de væsener som levede her i skoven, men så længe hun ikke kunne se et, kunne det da være lige meget.
Hun var nu kommet et godt stykke ind i skoven og kunne høre noget. Eller rettere sagt: hun kunne høre nogen. De lyde kunne ikke tilhøre et eneste af de væsener, som levede i denne skov. Det vidste hun. Der skete et eller andet. Personen var ikke alene. Men hun kunne ikke høre hvad der var gang i. Hun bevægede sig længere ind i skoven, drevet af nysgerrighed, efter hvem det kunne være.
Hun var nu tæt på. Det lød som et slagsmål. Hun klatrede lydløst op i et træ og kiggede ned, gemt at træets store manke af blade. Hun fik øje på en kæmpeedderkop og et væsen i menneskeskikkelse. En fyr. Så hvordan han huggede sværet gennem hovedet på edderkoppen. Så hvordan edderkoppen væltede og med sit ben efterlod et sår i siden på ham. Så hvordan han kravlede hen til sine ting og prøvede forgæves at lappe sig selv sammen.
Hun betragtede ham. Hans blege magre krop var ikke det der tiltrak hendes opmærksomhed. Nej, det var alle de ar, som havde dannet sig på hans bare overkrop. Noget sagde hende, at det nok ikke var første gang han havde været i kamp. Med alle de gange det så ud til at han havde kæmpet, var det nok en god idé, at frygte ham. Men det var hun nu ikke så god til. Altså at frygte.
Hun hoppede ned fra træet og landede ikke så langt fra ham. "Det er du hvist ikke så god til det der, hva'?" sagde hun og et drilsk smil spillede sig om hendes læber. Hun havde lagt vægten over på det ene ben og hendes hænder hvilede i siden på hende. Hendes blonde hår sad i en høj hestehale og var fyldt med små krøller. På kroppen havde hun en tanktop og en et par lyseblå jeans, som var brættet om til knæene. På fødderne par hun intet. Hun kiggede ned på hans åbne sår og spekulerede, om han nogensinde havde prøvet at lappe sig selv sammen før, eller om det nogensinde havde været så slemt før.

//No probs i mine øjne

Dust så kort op på hende da hun dukkede op ikke så langt fra hende før han vente sit blik mod såret igen han fik sat vatten mod såret og kæmpede for at komme op at sidde hvilket til sidst lykkedes for ham han begyndte at rulle forbindingen stramt om sin krop for at holde vatten fast til sin krop så såret kunne begyndte at lukke sig sammen og heale! Efter at have bundet en stram knude på forbindingen vendte han så hovedet mod hende igen og studerede hende med sine følelses forladte men dog smukke ravgule øjne!

"Prøv du selv at træne med de 2 sværd en hel dag og dræb en fuldvoksen sulten spiral´noris det er ikke lige just nemt selv når man er en halv gang stærkere end de fleste andre væsner!" sagde han roligt mens han rystede over hele kroppen af bar udmattelse! Han kæmpede ihærdigt for at rejse sig op og det lykkedes ham da også til sidst selvom hans ben rystede under ham og hans krops vægt Dust gik langsomt hen til edderkoppen greb om samehades håndtag med begge hænder og fik trukket det store sværd ud af dyrets hoved hvilket resulterede i at bladet borede sig hen over jorden! Dust trak det efter sig hen over jorden hen til hans ting hvor han satte sig ned fandt et specielt tykt og bredt forbindings lignende stof som han begyndte at binde rundt om bladet på samehade!

Lily himlede med øjnene. "Nu hentydede jeg til det med forbindingen og ikke det at kæmpe mod en edderkop. Desuden så var det kun ment på en sjov måde, men hvis du ikke kan holde til lidt drilleri skal du bare sige det, så skal jeg nok lade være!" Det sidste fik hun sagt lidt hårdt men det andet havde bare været i et ligegyldigt tonefald.
Hun fandt et træ at sætte sig op ad. Hun trak knæende op mod brystet og studerede sine negle. Hun var irriteret over den måde han skulle svare hende igen på. Hun havde jo bare prøvet på at være bare en lille smule venlig. Hun sukkede.
Efter lidt tid sænkede hun armene, lagde dem rundt om benene og kiggede hen på ham. "Hvorfor træner du egentlig?" spurgte hun. Hun kunne da ligeså godt få en samtale igang nu når der var en anden tilstede. Hun undrede sig lidt over vilket væsen han var, men hun gad ikke stille en hel masse spørgsmål nu.

Dust lænede sig stille op mod et træ mens han bandt samehada´s blad ind og så roligt på hende! Han havde ikke lige just prøvede at være ondskabsfuld eller irriteret over hende han snakkede bare i det tonefald når han ikke var vred fordi han ikke havde andre følelser end vrede i sig og han havde nu mest ment at han ikke var så god til at lappe sig sammen på grund af den træning han havde lavet hele dagen efterfulgt af edderkoppens voldsomme angreb hans krop rystede faktisk stadig svagt efter alt den overanstrengelse han havde pint sig selv med!

"Jeg træner for at blive istand til at bruge mine 2 nye sværd her det kan godt være at deres vægt får dem til at virke ret upraktiske men hvis jeg bliver istand til at svinge dem lige som jeg svinger en daggert ville jeg kunne skære benet over på en kæmpe lige så hurtigt og effektivt som hvis jeg brugte et normalt sværd til at skære benet af et menneske!" sagde han roligt og så over på hende mens han lage hovedet på skrå! Dog kiggede han ned da han mærkede noget luske rundt ved sin hofte og så at det var 2 rotter der havde fundet interesse for ham! Uden at undre sig så meget over hvad de lavede ude i denne skov fangede han dem i halerne løftede dem op og spiste deres skygge for at få noget mad i kroppen!

"Hvad laver du så herude i skoven her på kanten af natten?" spurgte han roligt som om det at han lige havde spist rotte skygger var helt normalt! Han gjorde grebet om rotternes haler mere fast og hviskede nogle ord der gjorde at han pludselig absorberede dyrene således at hans muskler han havde trænet hele dagen kunne regenerere og det virkede for hans krop blev mere rolig og han virkede faktisk mere frisk allerede efter det minimale mængde føde og regenerationen!

Lily kiggede bare på dette besynderlige væsen, mens han fortærrede de to musseskygger, uden at foretrække en mine. "Jaé, jeg kedede mig bare, så jeg valgte at finde et roligt sted at slå mig ned, men i stedet stødte jeg på dig," sagde hun som svar på hans spørgsmål.
Hun lagde hovedet lidt på skrå og så sig undrene på ham. "Er du i kamp tit?" spurgte hun og hævede det ene øjenbryn.
For Lily var denne by, ja selve denne verden meget underlig. Hun var ved at vænne sig til alle de forskellige væsner der fandtes, selvom hun langt fra kendte til dem alle, men alle disse forskellige personligheder. Det var ikke bare hvordan man var, men også det man brugte sit liv på.
Man kunne være alt. Kriger, stripper eller måske ludder, krovært, opdagelsesrejsende, medlem af en eller anden syg klan, grøntsagshandler, eller bare en vagabond lige som hende selv. Der var ikke noget der var normalt her. Ikke hvad hun vidste af.
Lily spekulerede lidt over hvad han brugte sit liv på. Var han kriger? Eller var han bare en eller anden syg person som åd skygger til sine dages ende?

"Tja når man er på flugt støder man tit på alle mulige underlige typer der vil prøve at fange en for at indkassere dusøren på mit hoved så jeg er nød til at være stærk og kampklar jeg kan ikke tillade mig at være svag for det vil ende med at koste mig livet en dag!" sagde han roligt mens han tog sit skarpretter sværd til sig for at pusse bladet så det blev pænt og rent igen! Man var nød til at vedligeholde sine våben for at holde dem stærke og klar til hver en tid hvis man ikke gjorde dette kunne det ende med at våbnet pludselig gik i stykker eller på anden måde blev ubrugeligt og det ville jo ikke være godt midt i kampens hede "Tja det egentlig sjovt hvordan tilfældet kan hænde at man mødes sådan uden videre!"

Lily fnyste. "Man kan jo ikke undgå at møde nogen hele sit liv igennem, så jeg vil bare kalde det endnu en af livets veje." Hun smilte og hævede øjenbrynene. "Men jeg lader nu skæbnen gøre hvad den vil, jeg er meget mere interesseret i at vide... hvorfor er der en dusør på dit hoved?"
Lily lagde endnu en gang hovedet på skrå. Hun måtte se at stoppe med at gøre det, men det gav ligesom lidt mere karakter over det spørgende udtryk? Hvad vidste hun? Lige nu vidste hun ikke engang hvad hun selv tænkte.
Hun rettede hovedet op igen og begyndte at grine. Hun følte sig tåbelig. Til grin. Ikke overfor ham, men overfor sig selv.
Lily rejste sig op og gik hen mod ham. Hun stoppede et par skridt fra ham, og ville ikke træde nærmere før han havde svaret på hendes spørgsmål.

Dust lyttede let til hendes ord og smilede ved hendes spørgsmål den dusør var i særdeleshed ikke helt ved siden af for den var kun blevet større siden den første gang blev sat på hans hoved og det undrede ham ikke at hun spurgte til den for hvem ville lige være i nærheden af en hvis personen var direkte farlig! Han fulgte hende med øjnene mens hun nærmede sig ham og da hun stoppede valgte han så at besvare hendes spørgsmål "Tja dusøren blev første gang sat på mit hoved omkring år 1803 da jeg flygtede fra det sted jeg var blevet kidnappet til og efterlod det brændene og smadret derefter er den kun blevet større efterhånden som udstederne indså at jeg blev mere og mere farlig med tiden!" sagde han roligt

Lily hævede det ene øjenbryn. "1803? sig mig, hvor gammel er du lige?" spurgte hun og trak på smile båndet. Okay, hun snakkede simpelthen med en olding. Hun grinte indvendigt af hendes fjollede tanke. Han lignede ikke en olding.
"Og hvem kidnappede dig og hvorfor blev du farligere med tiden?" Lily satte sig ned med benene trukket op under sig og krydsede ankler. Hendes arme lå krydsede oven på hendes knæ og hende hovede han skråt i luften mens hendes hestehale hang ud fra hovedet og svejede lidt i den milde vind og fra den pludselige befægelse.
Det her var simpelthen for spændende. En god gammel historie havde man da altid brug for, og Lily var kendt for at stikke sin næse i andres sager. Sagt med andre ord. Hun var altid totalt nysgerrig, hvilket til tider fik hende rodet ud i et par problemer, men lige nu kunne hun ikke se et problem i at høre hans livshistorie. Altså hvis han gad fortælle den.
Lily ventede bare på hvad han ville fortælle hende og studerede ham med øjnene. Han så meget veltrænet ud, hvilket nok var klart efter det han lige havde fortalt.

Dust smilede roligt og følelses forladt mens han tænkte på hvor gammel han egentlig var "Lad mig se jeg blev født omkring år 3474 og blev bortført i år 3824 endte op i år 1800 og vi er nu i år...!" sagde han tænkende uden at tænke over at hun hørte det og sikkert ville undre sig over tidspunktet han blev født "...2013 ja det er sådan det er det betyder at jeg må være sådan cirka 563 år gammel!" kom han så frem til og så på hende! Han førte et ondskabsfuldt smil over sine læber da hun spurgte om hvem der kidnappede ham og hvorfor han blev farligere "Tjo jeg ved kun at de var videnskabsmænd fra 1800 tallet dem der bortførte mig og det er vel logisk at dusøren stiger i takt med at jeg bliver farligere og farligere for hver gang jeg støder på nogen der vil indkassere dusøren på mit hoved dræber jeg dem og jeg bliver jo hele tiden stærkere!" sagde han roligt

"Du mener vel trehundrede hvis det nu skulle være?" sagde Lily med en blid latter i stemmen. "Tror du ikke du slog hovedet en smule, da du var i kamp for den der talrækkefølge er ikke just i... rækkefølge." Lily kunne ikke lade være med at grine. For hende lød det helt forkert og aldeles ikke rigtigt.
Men inden han nåede at svare på hendes spørgsmål var han allerede igang med at svare på det hun tidligere stilte. Nemlig det hvor hun spurgte efter, hvorfor han blev kidnappet... og farligere. Hendes grin forsvandt hurtigt igen efter hvad han var ved at fortælle og da han var færdig, var Lily meget chokeret. "Så du... dræber bare folk uden videre?" spurgte hun. Hvordan kunne han være så kold-hjertet? Det var da klart at folk ville fange ham. Både for at få dusøren og fordi han var farlig.
"Vil det sige, at du bare dræber folk, som du ikke kan lide?" Lily var meget chokeret og hun håbede at hun havde fået forkert fat i det han havde sagt, for ellers var hun ikke helt sikker på om hun havde lyst til at blive i denne skov ret meget længere.

Dust så tænksomt på hende "Hmm ja du har forstået korrekt hvis jeg ikke bryder mig om folk og er i et dårligt humør så dræber jeg dem!" sagde han roligt "Hvis jeg føler mig truet gå efter struben hvis det er en direkte trussel brug fysisk vold og hvis det er et direkte angreb brug våben men selvfølgelig jeg kan også finde på at bruge våben hvis jeg finder det nødvendigt!" hun havde overhovedet ikke hørt forkert ham her var decideret farlig for sine omgivelser han havde kun en følelse og det var vrede og man ville hverken stå i vejen for ham eller være hans offer hvis han var vred for han ville bare dræbe! Men som han sad overfor hende og kiggede på hende virkede han ikke til at ville dræbe hende faktisk virkede han meget rolig "Og nej jeg tager ikke fejl jeg blev født i år 3474!" sagde han roligt og virkede dybt seriøs "Jeg blev bortført fra min tid og ført tilbage til år 1800 ikke bortført fra et sted til et andet i år 1800!" Han holdt sit sværd lidt op så han kunne se om det var helt rent men han var ikke helt tilfreds så han fortsatte med at pusse sværdet mens de snakkede!

"Du dræber bare..." mumlede hun, mest til sig selv. Det var virkelig betryggende. Lige præsic ham hun havde lyst til at hænge ud med. Nej det var det så ik' lige.
Lilys hjertede var begyndt at slå hurtigere. Ikke dobbelthastighed, men bare hurtigere. Hun vidste ikke om man kunne se chokket på hende. Eller den lille smule rædsel som havde hægtet sig fast i alle hendes legemer.
Hun fortrød lidt at hun havde grinet af ham. Og endnu mere da hun fandt ud af, at han ikke havde slået hovedet.
"Så du er fra fremtiden?" spurgte hun. Drevet af nysgerrighed kravlede hun en meter tættere på ham og lagde sig på maven. Hun plantede albuerne solidt ned i skovbundet og hvilede sit hovede på hænderne mens hun svang med benene. "Hvordan er det så? Hvordan er fremtiden? Hvordan var det at rejse tilbage? at opleve det som man kun plejede at høre om i historiebøgerne?"
Lilys nysgerrighed havde overvundet hendes frygt. Hun havde glemt alt om den rædsel, som nu havde forladt hendes krop. Hun var nysgerrig efter en god historie, og hun håbede ikke, at det irriterede ham, at hun var så nysgerrig, for ellers ville det nok ikke være godt at hun var i nærheden af ham. Hendes nysgerrighed var det der satte dagsplanen. Hvis noget fangede hendes interresse kunne hun bruge hele dagen på at opsøge det, intil hun havde fået den information hun skulle bruge. Til tider en god egenskab at have, hvis man manglede noget at slå dagen ihjel med. Andre gange forfærdeligt irriterende, da det til tider kunne rode hende ud i et par problemer.

Dust smilede følelses tomt af hendes nysgerrighed og betragtede hende ligge sig på maven foran ham han lænede sig roligt frem mod hende og så hende i øjnene "I min tid findes der ikke historie bøger hvad vi ved om fortiden er hvad der har overlevet af viden fra dem der levede før krigen og de papirer der nu overlevede den frygtelige tid!" sagde han roligt mens han så hende dybt i øjnene med hans mystiske ravgule øjne "Fremtiden er i den grad fyldt med et dejligt kaos efter istiden var overstået der er flere steder der i større eller mindre grad er påvirket af radioaktivitet der er væsner i denne tid som ikke eksistere i min tid mens andre racer der overlevede krigen og istiden er muteret så vi nu kan ting som vores forfædre umuligt havde kunnet drømme om at vi ville blive i stand til!" Dust lod den hænge lidt i luften så hun kunne spørge ind til noget mere præcist hun ville høre om! Han syntes det var sjovt at fortælle folk om hans tid især hvis de var nysgerrige omkring det for der var mange der ikke havde forestillet sig at de ville møde nogen fra fremtiden og derfor var meget interesseret i at finde ud af mere om den!

Lily noterede at han lænede sig frem mod hende og så hende i øjnene. Hun bed sig nevøst i læben og brød øjenkontakten. Hun kunne ikke lide at han så hende i øjnene efter at have fortalt, at han var en følelsesløs dræber. Hun kiggede ned i jorden og lyttede godt efter, da han fortalte, at der ikke var megen historie, der havde overlevet. Lily kunne ikke lade være med at tænke på, om de så ville blive mindre kloge på historien i fremtiden, eller ville det overhovedet interressere dem? Hvorfor skulle det ikke gøre det? At kende baggrunden var som at kende sandheden. Sådan var det med alt, men det var ikke det, Lily valgte at spørge ham om.
"Men hvilken tid kan du så bedst lide? Den tid du blev født ind i eller... den du blev kidnappet til?" Hun kiggede op på ham igen og studerede hans ansigt. Hans pande, øjenbryn og øjne. Hans kindben, næse og læber. Kiggede på hans ansigtsudtryk og hvordan han reagerede på spørgsmålet. Hvad han ville svare, og hvad der var hans begrundelse.
Hun valgte så at spørge om én ting mere: "Hvorfor ville videnskabsmændende kidnappe dig? Havde du gjort noget?"

Dust smilede tomt over disse spørgsmål det var hun nemlig den første til at spørge ham om og han lænede sig roligt tilbage op mod et træ og betragtede hende med et tomt intet sigende ansigts udtryk. Da han så nåede frem til et svar på hendes første spørgsmål smilede han igen og betragtede hende mens han svarede "Det ville være at foretrække at leve i min tid den verden er så meget mere kaotisk og hård at leve i for en eftersøgt som mig!" sagde han roligt "I sammenligning er der en del ting i denne verden der nærmest er som legetøj i forhold til fremtiden men selvom der også er svære udfordringer i denne tid er den ikke lige så kaotisk og farlig som fremtiden!" han så lidt tænkende ud mens han tænkte på fremtiden og i et kort sekund blev hans øjne blod røde. Men dette forsvandt hurtigt igen da han tænkte over svaret på hendes næste spørgsmål "Jeg blev bortført hertil for at blive omdannet til et våben men de nåede kun at ændre mit udseende og begrænse min skyts engel side med et par forbandelser før jeg flygtede og efterlod stedet smadret!" sagde han roligt.

"Hvad er det der gør fremtiden så meget mere barsk end nutiden," spurgte Lily nysgerrigt. Hun undrede sig over hvorfor hans udtryk var så tomt. Var det noget der hørte med til fremtiden, eller var det bare sådan han var?

Hun lyttede nysgerrigt med da han fortalte, hvorfor han blev kidnappet.
"Men hvordan så du så ud før, og hvad var det for et våben de ville omdanne dig til? Hvilket våben skulle bruges i 1800-tallet?" Lily undrede sig meget over, hvorfor man aldrig havde hørt, om folk der kunne hentes fra fremtiden og omdannes til våben. Hvorfor stod der ikke noget om det i historiebøgerne? Var det virkelig blevet holdt så hemmeligt? og til hvilket formål? Det var en masse spørgsmål, men hun havde ikke tænkt sig at stille dem. I hvert fald ikke lige nu.

Lily stoppede med at svinge benene frem og tilbage, da det blev lidt trættende, så i stedet lagde hun dem ned langs jorden og krydsede dem ved anklerne.

”Hvad er deres navn egentlig? Hvis man må have lov at spørge?” Hun undrede sig over hvorfor hun ikke havde spurgt om det noget før, men der havde jo været så mange andre spørgsmål og svar at tænke på, at navnet, på den hun snakkede med, havde virket som en så lille og ubetydelig ting.

"Blandt andet er jorden jo efterladt skadet, og med mange radioaktive steder og det bliver ikke bedre af det faktum at alle racer er muteret, og blevet stærkere!" sagde han roligt, mens han stadig betragtede hende "Og det der gør fremtiden mere barsk, er blandt andet at hele verden er gået i opløsning, og nærmest alle er i krig mod hinanden på den ene eller den anden måde!"

Dust tog et billede frem fra sin rejsekappe, og viste hende det med et lille smil det var lidt slidt men tydeligvis ikke taget i denne tid, for det var meget bedre kvalitet end man kunne få billeder lige nu "Sådan her ser jeg ud i mellemstadie hvis det skal være helt rigtigt!" sagde han roligt og ventede på hendes reaktion.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

"Og sådan som jeg forstod det, skulle jeg åbenbart bruges i situationer hvor fjenden skulle ryddes af vejen, jeg var den slags våben der kunne klare det uden at efterlade spor, det var derfor de valgte mig, nemlig lige præcis fordi jeg allerede var vant til at udrydde andre væsner, de skulle bare modificere mig så jeg kunne styres, og de var sikre på at jeg ikke kunne spores til dem!" forklarede han roligt, mens han satte sig bedre til rette "Åh ja og mit navn er Dust, hvad er dit?"