Haha! I don't go with you! ~Kukiu og Nicolas& Zann~

Caroline bemærkede stille at der kom en mere, og ligenu havde hun bare lyst til at fordufte væk.. SAmmen med Nicolas.. Caroline sank en klump, da skikkelsen begyndte at se mere og mere menneskelig ud. Duften af dæmon hang over ham.. Hans område hvad talte han om, alle havde lov til at være hvor de ville. Medmindre man havde forrådt en by eller en eller anden vigtig person. Caroline snerrede lidt da han kom nærmere, så hun bemærkede ikke rigtigt at han talte med varulven.
Caroline kiggede på Nicolas kort, og med nogle mundbevægelser udtalte hun "To sekunder." Uden enlig at sige et ord, ellers sagde hendes øjne alt. Caroline tog en dyb indånding, og løb så hurtigt hun kunne imod Leah. Og tømte blodposerne til der ikke var så meget som en dråbe tilbage, hun skiftede til noget andet tøj. Et par short og en top, som var nemt at bevæge sig i. Samt de sorte høje støvler, Caroline havde det meget bedre end før. Hun var klar igen!
*Løb hjem igen.* Sagde hun som en ordre, og snart var hun oppe ved Nicolas's side igen, og klar til kamp om nødvendigt.

Nicolas så hånligt på varulven der tydeligvis troede han var noget. Han lo hånligt, da de sår varulven havde skabt bare helede igen lige så hurtigt. Han så dernæst hen imod en underlig dæmon der kom hen imod dem. Man kunne tydeligt fornemme at han ikke var en af de yngre dæmoner, men Nicolas var ikke bange. Det ville måske kræve meget, men Caroline og Nicolas skulle nok komme derfra i live. Han så hen imod den blåhåret dæmon. "Jeg ved ikke hvem du tror du er. Men dette er ikke "dit område" hvis jeg vil være her, så er jeg det." Han ser rundt på de andre der kommer til, det ville muligvis blive sværere at klare den oldgamle dæmon og de andre, men han troede stadig på dem. Han havde været igennem for meget med Caroline, til at opgive det nu.

//Jeg er efter Kukiu ikke?

//Jo^^

Dæmonen rørte ikke en muskel. Hans sorte øjne rettede sig mod vampyrmanden. Og den kridhvide slangelignedne pupil i midten skar sig mod ham som en drabelig kniv. "Hvis du er så stærk som du tror så kom. Angrib mig. Som så blodsuger." Roligt begyndte knogler at stikke frem fra hans ærme. Og dannede langsomt en lang pisk. Lavet af rygradsknogler. Og sluttede i en lillefingerknoglespids. Håndtaget var en lårknogle. En af de stærkeste knogler i kroppen. Alle knoglerne blev holdt sammen af en mærkelig sort masse. Sort magi. Det lignede gelé. Men det var stærkere end noget andet. Pisken var godt og vel 5 meter lang. Overhovedet ikke langt nok til at nå vampyrmanden. Ikke lige nu i hvert fald. "Eller vil du hellere hjem og sutte lidt på fyrene på den lokale bar. Du har håret til det." Hans lange perfekte blå hår fulgte vinden kort. Som et lille pust. Før han med en kræft som var ufattelig selv for en dæmon. Ja selv for en vampyr. Svang pisken afsted. Og lige da den var ved at nå sit yderste. Fløj flere rygradsknogler ud af hans ærme. Og satte sig på piskens nederste led. Så pisken blev længere. Og pisken borerede sig igennem et massivt fast træ omkring en halv meter ved siden af hvor vampyren stod. "Det var en advarelse." Smilede han roligt.

Det eneste som faktisk stadigvæk gjorde ondt på hende, var minderne omkring hvad denne varulv havde gjort hende. Hun prøvede at inderligt at glemme, men det var svært. Hver eneste tanke gjorde mere og mere ondt, som en form for forbandelse. Selvom der ingen forbandelse var lagt, Caroline sank en klump. Og det gav et set i hende da pisken svang. Hvis det stod til Caroline så skulle de bare løbe væk, denne varulv og dæmon var ikke deres tid hver. Men den måde dæmonen hånede Nicolas, gjorde hende vred inden i. Og hun vidste ikke hvad Nicolas ville gøre, eller reagere. Måske skulle de prøve at tænke praktisk, det kunne sku da være ligemeget hvad en åndsvag dæmon sagde. De skulle bare vende det andet ører til.. Caroline håbede inderligt at Nicolas kunne mærke på hende at hun bare ville væk derfra hun havde ikke lyst til at blive hængene, måske skkulle hun bare tage hans hånd og løbe. Men hvis han så ikke ville løbe, så havde de balladen. Caroline så over på Nicolas, og så koldt over på Kukiu.. Og indeligt over på Zann, og sank en klump.. Caroine stod med ryggen ret, hun vidste hende og nicolas var stærke sammen.. Men Caroline var svækket.. Speceilt ligenu..

Nicolas så skulende på varulven, men vendte så opmærksomheden mod dæmonen. Han trådte et skridt tilbage, da der pludselig kom en pisk af knogler frem. Han blev dog ved med at se kold ud, det var ikke fordi den dæmon skræmte ham. Dæmonen var stærkere, og Nicolas havde ikke i sinde at sætte sit liv på spil, fordi hans stolthed blev såret. Han gik hen til Caroline og tog fat i hendes hånd. Han så tilbage på varulven. "Det er ikke slut det her. Du vil fortryde hvad du har gjort. Du kan ikke blive beskyttet af din dæmon hver gang." Han vendte kort blikket mod dæmonen, men så mod Caroline. Han var ikke meget for at tage væk uden kamp, men han ville ikke sætte hans eget eller Carolines liv på spil. "Lad os gå Caroline." Han ventede på at hun ville gå med ham, eller gøre noget andet.

Kukiu knurrede imod manden og forvandlede sig igen og knurrede endnu mere, han kunne godt klare sig selv og han skal nok bevise det for ham, "Skulle du aldrig havde sagt" Kukiu spring afsted imod manden og tog af fra jorden og fjøl igennem luften som om den ikke stoppede ham men bare hjalp ham igennem, hans to forposter var lige ud fra han hoved, og munden stod åben man kunne tydligt se de kæmpe store tænder han havde, Kukiu lade sig på siden og fjæl stadig igennem luften og var klar til ar bide vampyr manden i halsen, han var ligeglad med at pigen sagde om lige ligeglad med hvad Zann vill sige til det, han ville nok bare grine af havde vampyren havde sagtom ham, Zann grinede altid af Kukiu og nogen gange troede Kukiu at han bare var et legetøj han legede med hvis han kedet sig.

Kort så han på vampyren med et svagt grin. Før pisken i hans hånd gled ind under hans ærme og forsvandt. Kort efter det slog han en knyttet næve mod jorden. En svag rystelse kom frem i jorden. Og hele arme knogler gled op fra jorden og greb ud efter begge vampyrer for at holde dem fast og forbedre Kukiu's angreb. Godt nok var Kukiu kun en soldat. Men Zann var ikke dum. Varulven ville aldrig klare sig selv. Og Kukiu havde været meget brugbar. Så hvorfor miste hans tillid. Zann stolede aldrig på andre end Warren. Men Kukiu havde lydigt fulgt alle hans ordre. Hvorfor så ikke give ulven en hjælpende hånd. Eller 8. Hvis man talte armene var det 8 styks der stak op. 2 til hvert ben. Bare for at være sikker på de blev holdt lidt fast.

//Sorry jeg der gik så lang tid har meget kreasvigt for tiden.

Caroline havde ret gode reagtioner, og derfor med det samme Kukiu sprang udefter Nicolas. Sparkede hun kræftigt udefter Ulven, hun blottede sine tænder af Kukiu. Måske var hun bange for ham, men det med at skade Nicolas var over hendes lig. Caroline så på de knogler som kom frem, og løb greb udefter Nicolas for at få ham med sig. Caroline kiggede på Zann, og sank en klump. Hun var faktisk bange for ham, men ville ikke lade det vises for meget. Men hun undervuderede ingen.. Caroline kiggede på Nicolas.
"Bedre ide! Lad os løbe." Svarede hun og susede væk, med et greb fast i Nicolas. Hun håbede han fulgte med hende..

//Out ^^//

Nicolas så på ulven der kom springende, han var klar til at gribe ud efter ham, men han nåede det ikke før Caroline kom hende i forløbet. Han så på hende og nikkede til hendes ord, men inden han løb trådte han hårdt på en af de knogler der gled hen over jorden, han løb videre sammen med Caroline, selvom det gav et knæk i hans stolthed, at han ikke kunne blive og kæmpe, men den dæmon var bare for stærk, så han måtte løbe for sit liv i stedet. Han blev også nød til at tænke på Caroline. Hvis han blev der, kunne de også nemt ske hende noget og det ville han slet ikke risikere, hun betød alt for meget for det.

//Out.//

Kukiu fik ikke ramt på Naci som pigen havde kaldt ham for, han landede ned på jorden og kiggede på den løbe sin vej, ulven så hen på Zann og sendte han en tanke, "Skal vi bare lade dem løbe" Kukiu viste godt selv svaret men han ville ikke gøre noget før Zann sagde okay for det, han viste også godt at Zann heller en gerne ville gøre det af med ham, Zann havde jo slet ikke brugt for sådan en som Kukiu, en ulv som havde en vampyr som kæreste og boede hos sin bedsteven Kani og passede på sin søster så der ikke skedt hende noget, sikke en idito han var blevet hvorfor hande en ikke indset for starten af at Zann slet ikke har brug for ham mere, hvorfor slå han ham bare ikke ihjel, ham måtte jo havde en grund til det, men hvorfor var Zann kommet hen til dem, han kunne lige så godt havde taget ned i sit gravkammer og torturet en eller anden pige som nok havde fandet, hvorfor hjælp Zann ham da han stod over for to vampyr var det fordi at Zann viste ar Kukiu aldrig ville kunne klare to vampyr alene, mange tanker fjøl inde i hovedet på Kukiu.

Han vendte roligt blikket mod Kukiu. Med blide rolige bevægelser. Så det blå hår viftede rundt om ham. Og smilede svagt. "Kukiu. Der findes 2 slags sejre. Dem som man vinder med kamp. Og dem man vinder mod kujoner. Jeg foretrækker til hver en tid den mod kujoner. For det første så får jeg ikke beskidte fingre. For det andet. Så kommer de igen. Så man kan sejre igen. Så ja vi lader dem løbe. Som de usle kujoner de er. Men næste gang. Næste gang tager jeg den knægts tunge og stikker den op i røven på ham. Så han selv kan smage på noget af alt det lort han fyre af." Sagde han. Langsomt dannede hans læber sig et ondt og modbydeligt smil. "Desuden. Så er jeg jo snart på mine fulde kræfter. De ville ikke ha en chance." Sagde han smilende mens han fortsat så på hende roligt. Med et fast hårdt blik. Og en skinger ond lav latter. "Kukiu. Jeg ved du langsomt er ved at trække dig ud af dette her. Men husk. Ligemeget hvad. Du er forpligtet til at beskytte mig med dit liv i kampen mod Dhuum." Sagde han roligt hvorefter han roligt vendte sig rundt og begyndte at gå imod sit gravkammer igen. Hver mand talte. Det var derfor han ikke havde droppet Kukiu. Fordi hans varulveevner kunne bruges til noget.

Kukiu så hen imod sin herre eller hvad Zann nu er for ham, for Kukiu er ikke slave for Zann ikke på samme møde som de piger han finder rundt omkring og leger lidt med dem, Zann måtte havde et dejligt liv med magt og det hele, "Selvfølige Zann du bestemmer, hvis du ville havde de løber lader vi den løbe dine ord er i din magt Zann" han vente blikket imod der hvor de to vampyr var læbet væk han kunne ikkek længer lugte dem det ville sige de måtte være hjemme og drikke noget blod, Kukiu vente hurtig blikket imod Zann, "Har du fundet en rend sjæl Zann?" han så med rattet øjne imod sin herre hande han allerede fundet en rend sjæl som han skal bruge så han kunne få sine kræfter igen? hvad havde Zann fundet som kunne gøre han stækerer? Hvordan kunne Zann sige at han ike længer ville være ved hans side, "Zann jeg har været ved dig jeg ved ikke hvor længer, jeg ville altid være ved din side, også hvis det gæller mit liv, du er den jeg lever for, og jeg har lovet dig evig troskab, og os ulve holder altid hvad vi lover" Kukiu så på Zann med et lille smil, det var længe siden Zann og Kukiu havde sådan en snak, meget længe siden.

Roligt drejede han hovedet hen mod Kukiu. De rolige bevægelser så nærmest uhyggelige ud. Som en statue som begyndte at bevæge hovedet når man gloede på dem. "Min loyale soldat Kukiu. Tro mig vampyrer har al for stor selvrespekt til at lade sig overvinde af det som de føler er en simpel varulv. Det er deres problem. Det er deres svaghed." Et svagt smil kom frem på Zann's læber. Ikke et glad smil. Et hånligt smil. "Nogle væsner er så forudsigelige. Det er derfor jeg holder mig til varulve og udøde. De er for det meste spontane. Jeg mener. Du havde sikkert ikke planer om at voldtage hende kvinden. Det skete sikkert bare. Har jeg ret?" Sagde han smilende og vendte blikket mod Kukiu. "Jeg har mærket jeres nærvær længe. Jeg ville se hvad det udviklede sig til." Han så ligeud for sig igen. Den vej kujonerne var løbet. "Ja jeg har. En engel. En renere sjæl kan man ikke finde. Problemet er mere den slave du kom med til mig. Jeg har hørt rygter om en som vil slå mig ihjel. På grund af vampyren som du var kommet med." Sagde han svagt og sukkede kort. "han kan bare komme. På nuværende tidspunkt kan jeg frembringe 800 soldater. Jeg er ikke så svag længere. Snart behøver jeg ikke engang min kropsrustning. Hvis mine kræfter udvikler sig sådan her. Behøver jeg snart ikke engang den rene sjæl." Sagde han med et hånligt grin. "Det bliver sjovt at torturere hende så meget hun knækker sammen."

Kukiu hørte hvad hans herre sagde om vampyr, "Zann tror du hvirkelig at der ikke findes nogen som ikke er lidt som de andre?" Kukiu så spørgerne på Zann, hvor var det længesiden de havde denne her snak, og påen møde var Kukiu også glad for den for det betyd bare at han kunne bruges til noget, men hvad viste han ikke, han så hvordan Zann smilede det var ikkeet glad smil, "Varulve er ikke som andre væsner Zann, mn vi er lige så forudsigelige som andre væsner, hvis nogen af vores egen rce kommer i problemer er vi klar tilat hjælpe" han så igen hen af den vej de to vampyr havde læbet, han ville gerne finde ud af hvem denne kvinde er? ja hun var selvfølelig vampyr men hun måtte være mere end det, og han måtte nok heller passe på, or hvad nu hvis hun kom tilbage med flere vampyr end denne mand, "Zann du kendr vist ikke til min ulv, den kan tage over, je blever ond når den giver mig lov, jeg lovede den at hvis jeg blev menneske igen skulle jeg nok gøre som den sagde" han så på Zann igen da han begynde at snakke om en engel han havde fundet, "Det var godt" han så igen væk og hørte noget om en som ville slå Zann ihjel, "Bare rolig Zann, han er også ude efter mig, og jegved hvodan jeg får ham væk" han så på Zann og viste ham et blik for at vise at han godt kunne stole på ham, "Og god tur med at torturer hende" Kukiu vente sig om og begynde at gå, hvis hans herre ville sige noget nu så var det iorden men efter ville Kukiu nok finde hen til sit hus.

//Ville lige hapse dette emne også, da det også er ret vigtigt.