Så mange ting, på så kort tid. Sig mig, er der en grund til al dette? (Kairi)

S: kloakkerne
O: tunneller. Folk hist og her. Ellers se beskrivelse.
T: eftermiddag
V: solen skinner, men det er ikke helt varmt endnu.

Han følte sig frisk i dag. De sidste par dage havde været anstrengende, men i dag var han mere frisk - nok fordi han endelig havde sovet en hel nat i træk. Normalt sov han bare nogle timer hist og her, turde ikke sove længere eller også skete der noget som krævede hans opmærksomhed. Han tvivlede faktisk på han kunne sove en ganske almindelig, lang nat...Trods af han lige havde gjort det. Mere eller mindre.
Han var klædt i mørke jeans, en sort trøje og med en mørk kappe som gled ned over hans skuldre og ryg, som han stod sammen med en mindre gruppe af mænd og snakkede om nogle planer. De havde planlagt nogle små missioner og nu aftalte de nogle småting som skulle på plads. normalt ville de samles i et af de større kontorer, men nu havde de lige mødt hinanden her og de var ikke så vigtige at de krævede fuldstændig ro.
Steder fungerede som en mindre spisesal. Folk kom forskellige tidspunkter på dagen og kunne altid finde lige frugt, kage eller andet stående, mellem måltiderne. selvfølgelig, var de mere sultne kunne de gå i køkkenet eller vente på et fællesmåltid.
Gulvet var beklædt af et mere eller mindre slidt gulvtæppe i en udefinerbar farve. Et langt bord med tilhørende stole. En lille reol med nogle få bøger. På bordet stod forskellige skåle med frugt lige i øjeblikket, samt kander og glas med vand. i det ene hjørne stod disse mænd så og snakkede...

Kairi havde kun været i kloakkerne en enkelt gang før, og det var længe siden nu, næsten 2 år. Alligevel fandt hun vej så nemt som ingenting. Hun havde en super god hukommelse, og kunne finde veje alle steder hvor hun bare havde været en enkelt gang.
Sidst havde hun været her af arbejdsmæssige årsager, men denne gang var de mere... Venskabelige om man ville. Hun vidste godt at hun og Sean mest af alt var kollegaer, eller chef og ansat nok nærmere, i hvert fald var deres forhold mest af alt professionelt. Alligevel holdt hun meget af at snakke med ham, også når det ikke omhandlede arbejde for klanen, og hun håbede at de en dag måske ville nærme sig et venskab der gik ud over det professionelle.
Hun hørte nogle mænd stå og snakke et stykke fremme, og gik mod lyden. Snart stod hun i et rum, der lignede en spisesal, og fik øje på mændene, hvor Sean stod iblandt. Hun smilede, og gik hen til bordet og tog et glas vand mens hun tålmodigt ventede på t mændene var færdige med at snakke.

Sean havde været opslugt af nogle småting og der gik et øjeblik før han opdagede kvinden som stod i rummet og så ud til at vente...Nej, vent. Det var Kairi. Hende havde han ikke set, siden de havde snakket om at hun måtte holde fri for at tage sig af sit barn. Det var noget tid nu. Kom hun for at melde hun var klar til arbejde igen?
Han fik afsluttet samtalen med de andre mænd, som langsomt sivede ud af rummet. to trak nogle stole ud og fortsatte samtalen sammen ved bordet.
Sean gik over til Kairi med et lille smil.
"Kairi! Sikke en overraskelse. Dig har jeg ikke set længe. hvordan går det?" spurgte han. han tog selv et glas og skænkede vand op, hvorefter han tog en lille håndfuld druer og spiste dem en for en. uden kerner, lækkert. Den søde saft gled ned gennem halsen på ham. Han spiste så godt som aldrig menneskemad og når han gjorde, blev han altid overrasket over smagen.

Hun så på Sean da han talte til hende, og lyste op i et smil. Først nu indså hun, at hun faktisk havde savnet ham. På trods af at hun arbejde for ham, og deres indbyrdes forhold mest af alt var en arbejdsmæssig relation, var han samtiddigt også den i byen, hun havde kendt længst. Han var den første der havde budt hende velkommen, og givet hende gode råd om folket og byen. Det var nok den grundlæggende årsag til at hun holdt af ham som hun gjorde, og håbede deres relation en dag kunne blive mere som et reelt venskab. Hun vidste dog også, at Sean ikke bare var en der uden videre knyttede sig til folk, så hun var glad for at hun trods alt kendte ham, og at han virkede til at bekymre sig om, hvorvidt hun havde det godt.
"Sean! Rart at se dig igen."
Hun smilede, og lænede sig lidt op ad bordet, med ryggen til det.
"Cirka 2 år, for at være præcis..."
Hun grinede mildt, og fortsatte så.
"Det går faktisk fantastisk godt. Jeg har haft en del at se til, der er sket ret meget...."
Hendes smil blev en smule hemmelighedsfyldt, og så afventende på ham, for at se om han var interesseret i at høre mere om hvad der var sket.

Hendes oprigtige, glade smil overraskede ham. Var hun virkelig glad for at se ham? Han kunne ikke tro det...Folk hadede ham. Ellers snakkede måske med ham, men de færreste viste direkte glæde ved det. Han blev straks mistænksom, selv om han ikke direkte viste det. Tiden var ikke inde til at knytte sig til folk: faktisk skubbede han folk væk fra sig, fuldt bevidst.
Og hun drillede ham. Gjorde ham bevidst nysgerrig.
"Sidst vi skiltes var det fordi du måtte holde fri. Grundet barn. Hvordan går det med det?" spurgte han direkte. nysgerrigt, nok lidt. Kairi havde altid været venlig imod ham. Han spiste de sidste druer og skyllede efter med lidt vand. Nok var saften sød, men selve skallen var lidt bitter. Men det var jo heller ikke helt årstiden endnu.

Hun smilede, og et lille grin undslap hendes læber, da han spurgte hvordan det gik. Det, han refererede til, var hendes første barn, Amy. Hvor var der dog sket meget siden da. Hendes hverdag var nu travlt optaget af at passe huset, familien og butikken, og det var sjældent hun havde til til at tage afsted alene. Hun smilede igen, hemmelighedsfuldt, og så kortvarrigt ned på den ring, der sad på hendes venstre ringfinger. Hun kunne stadig bruge tid på at sidde og betragte den, den smukke diamant, udformningen, tanken bag ringen.... Hun havde ikke vænnet sig helt til det endnu, men det gjorde hende lykkelig at vide, hvad den ring betød. Hun grinede igen, mildt og drilsk.
"Ja, det må jo så være da jeg fik min datter Amy, eftersom jeg ikke har været her siden. Men lad mig bare sige det sådan, at det er vidst godt du ikke har sendt bud efter mig i de 2 år der er gået, for jeg havde nok ikke haft tid eller været i stand til at arbejde ret meget...."
Hun blinkede drilsk til ham, og ventede på at han spurgte ind til det. Hun var i et formidabelt godt humør idag, og hun elskede at pirre folks nysgerrighed.

Han grinte. Hun var i godt humør og gav den gas. Hun var lykkelig, gik det op for ham. Hun var en del af hans klan, men stadig lykkelig, ikke så nedtrykt som da han fandt hende i kroen og hun ikke kendte nogle. Han studerede hende et øjeblik, da han satte sig på bordet med en fod på gulvet.
"Du er lykkelig Kairi. Jeg kan se det på dig. Den lille ring du kigger på, dit barn...årene der er gået, der må være sket meget. Jeg har ikke sendt bud efter dig, fordi det vigtigste for mig er at mine klanmedlemmer har det godt. vi aftalte du selv skulle melde dig, når du var klar igen. Hvad er der ellers sket i årene? " spurgte han og følte lidt han gentog sit spørgsmål. Men han smilte bare af det, hendes glæde var smittende og værd at misunde.

Hun rødmede lidt af hans ord, og så kortvarrigt ned i gulvet og lagde den ene hånd over den anden så det dækkede ringen, inden hun rettede sig op og smilede.
"Ja, det har du ret i. Jeg har haft en del at se til, det er faktisk sket rigtig meget."
Hun trak en stol ud og satte sig på, og smilede til ham.
"Hvis vi skal tage det i rækkefølge, så valgte min lillesøster at flytte til byen, dels for at jeg ikke skulle være alene med Amy, og dels for at hjælpe med vores families forretning. Jeg fik også ansat et par stykker mere, så nu kører det rigtig fint. Min grandonkel, som var ham der lærte mig om min evne og hvordan jeg bruger den, hjalp os med at finde et større hus og udleje lejligheden. Vi fandt et stort, dejligt hus med masser af plads, hvilket faktisk også ret hurtigt blev nødvendigt."
Kairi smilede drilsk igen og tog en tår af vandet.

han gjorde store øjne af hendes nyheder, mens han nikkede let.
"Du har haft travlt. Det lyder som om alt er gået godt. Jeg venter spændt på fortsættelsen" smilte han roligt. Alt lød til at gå godt for hende. Faktisk næsten for godt og det ville ikke undre mig hvis hun afsluttede med noget skidt. Når tingene gik så godt, var der næsten altid noget der ødelagde det. Også selv om hvis det gik knapt så godt. Amy måtte næsten være hendes barn. Det første barn? Eller hvad...Det lød næsten som om hun havde lavet flere. Der var godt nok mange gravide kvinder for tiden...Luce havde også lige født, hjemme hos ham. En lille dæmondreng, Rafaels...Men det var en helt anden side af sagen.

Hun smilede, og nikkede.
"Meget travlt, for nu at være ærlig."
Hun grinede, og lænede sig tilbage i stolen, inden hun fortsatte. Hun elskede når hun fik gjort folk nysgerrige. Det var en ting, hun mestrede ret godt, og hun nød når folk var ivrige for at høre resten af historien.
"Lad os bare sige det sådan, jeg bliver ikke ensom igen lige foreløbigt...."
Hun smilede hemmelighedsfuldt igen, og fik små søde stjerner i øjnene af at tænke på, hvor lykkelig hun var.
"Jeg mødte den mest fantastiske engel, bogstavligt talt, kort før Amy blev født, og vi har været sammen lige siden. Og nu er Amy ikke mit eneste barn længere."
Hun så op på ham og ventede spændt på hans reaktion. Hvor hun dog elskede at have nogen at snakke med, og dele sine glæder med for en gangs skyld, i stedet for at det kun var trist det hele, som før hun fik Amy. Dengang hun var ensom og trist. Meget havde ændret sig nu.

han smilte lidt. Enlig brød han sig ikke om alt dette...Overlykkelige, hemmelighedsfulde - 'gæt-mit-perfekte-liv' - Leg. Men han legede med, for hendes skyld. På enhver anden dag havde han nok ikke haft tålmodighed til hele tiden at skulle spørge.
"Okay. Dejligt. Hvem er han så?" smilte han
"Og hvor mange børn står du nu med?"

//Sorry...kreasvigt^^//

Hun fornemmede svagt at hans venlighed mest var for at gøre hende glad. Det rørte hende dog ikke det store, hun havde altid vidst at Sean var anderledes end de fleste, han knyttede sig ikke til folk uden videre, og venlighed var noget han mest af alt brugte for at gøre folk glade, eller opnå noget selv.
"Han hedder Gabriel Gravezia. Og vi har Amy og en søn, Romeo. Og et tredje på vej."
Hun smilede igen, men denne gang ikke så stort som før.

Han nikkede og opdagede at hun havde set hans interesse var spredt og han skyndte sig at smile undskyldende til hende.
"Beklager. Mine tanker blev optaget af nogle småproblemer jeg har..." sagde han
"...Men jeg er oprigtig glad for at tingene går så godt. så kan jeg næsten forstå du ikke har tid til at arbejde for os. For din klan" han havde aldrig hørt om denne Gabriel før, men det havde han nu. Måske skulle han tjekke lidt op på ham? bare for at sikre Kairi var i trygge hænder...De var begyndt at møde modstand af andre klaner og han havde brug for hans klan var i sikkerhed.

Hun nikkede bare, og bed sig i læben.
"Det er helt okay."
Hun tog endnu en tår af vandet, og så så på ham igen.
"Hør, Sean, jeg er ked af at jeg ikke kan arbejde for jer, som jeg gerne ville. Jeg vil stadig have mulighed for at tage nogle små missioner, som den du satte mig på sidst, men du er også en fornuftig mand. Jeg kan mærke på dig, at du forstår at min familie er det vigtigste for mig. Og vigtigere endnu, jeg ved at du respekterer det, hvilket jeg sætter stor pris på. Jeg kom herned idag, for at vise at jeg ikke har glemt alt om klanen, og ikke bare vender jer ryggen fordi jeg får travlt med noget andet. Nok er der gået to år, men jeg har ikke glemt jer, og det gør jeg heller aldrig. Det er mit løfte."
Hun smilede igen, og håbede at han forstod meningen i det, hun sagde.

Han så lidt på hende og nikkede. Det var også klart han ikke kunne forfremme hende i klanens rangsystem, når hun ikek rigtig havde været der. Og der var klart familien og hendes lille forretning brugte en del af hendes tid.
"Jeg er fuld forståelig. Jeg er glad for opmærksomheden" smilte han roligt.
"Men måske kan vi finde ud af noget alligevel. Folk der har en forretning, ved ting om økonomien, visse personer og visse rygter. Hvis du en dag høre noget interessant eller støder på noget interessant, så husk os. Jeg tror det er den bedste måde vi kan kombinere det, tror du ikke?" smilte han og flyttede sig fra bordet og satte sig på stolen ved siden af. Han tog en tår af sin vand, da en ung kvinde kom løbende ind. Det var tydeligt at se hun havde løbet en del, hun brugte et øjeblik på lige at få vejret.
"U-undskyld...for...styrrelsen. Men...Tunnellerne...under kirken. vrimler med...folk. En anden klan..." hun sank nærmest sammen for at få vejret ordentligt. Sean så lidt på hende et øjeblik og trak så lidt på den ene skulder.
"løb dog nedenunder og sig det til mændene der, de vil kunne få mænd der ud til at tage sig af urolighederne" svarede han

Hun lyttede interesseret til det han sagde, og nikkede af hans forslag. Det lød meget rigtigt.
"Jo, det lyder fornuftigt nok. Jeg skal informere mine ansatte om at rapportere til mig hvis de hører noget af interesse. Jeg skal nok lade være med at nævne at det er til klanen dog. Diskretion er en æressag, trods alt."
Hun smilede, men fik i det samme øje på kvinden der kom løbende, og lyttede til hendes og Seans samtale. Da Sean havde takt færdig, så hun på ham.
"Er det noget, jeg på nogen måde kan være til hjælp med? Nu jeg alligevel er her?"

Han nikkede. Så var de enige. Det ville passe meget godt.
"Hvad beskæftiger din forretning sig overhoved med?" det viste han jo enlig ikke og nu han tænkte over det, virkede det faktisk ganske interessant, siden det var en voksende forretning. Så måtte det jo betyde de solgte ting folk ville have.
han smilte til hende. Ja, hemmelighedsfuldt, han ville gerne have så få som muligt viste noget.
Han rejste sig op og så lidt på hende.
"Vi kan gå hen og se hvad der sker. jeg tror ikke det er så slemt, vi har haft nogle små angreb på det sidste af folk der føler sig truet af os, men for det meste har vi kunne slå igen og forhindre nogen skade. Men jeg er nu nysgerrig alligevel"

"Vi startede med at sælge de smykker, der bliver lavet i den landsby jeg kommer fra, men nu har vi udviddet så vi også sælger bøger, og inden længe nok også tøj. Det er lidt blandet, men jeg mener at vi har fundet et marked for de ting vi sælger, så det fungerer."
Kairi smilede, og rejste sig også op.
"Okay, lad os det."


//Kreasvigt!//

Han nikkede interesseret.
"Spændende. Især hvis det er ældre smykker og bøger, så kunne jeg godt finde på at kigge forbi" han arbejdede altid på at samle de mest sjældne artefakter og bøger.
Han viste hende ud af den lille stue og ud i tunnellerne, der lige her havde god plads til loftet. Flere steder var der åbninger ud til de mindre, men også længere, tunneller. Sean havde dog efterhånden lært mange af vejene udenad, han var ikke typen der gjorde noget uden at tænke sig om, han hade at være til grin.
Dog drejede han snart mod højre og trådte ind i en af de mindre og lidt mere stinkende tunneller. En frisk brise gled imod dem, kølig, men også med lugten af for gammel vand og en svag pive lyd fra de rotter der endnu ikke var skræmt væk. Små krystaller sad langs den ene væg og lyste vejen op for dem. Da de kom til enden af dem, var der dog ikke flere krystaller, så Sean tog en holder, med en krystal, fra væggen og holdt den op foran sig, da han viste vej videre. Jo længere de kom, jo koldere blev der og jo mere vand, skrald og smådyr mødte de.
De kom dog tørskoet frem, til de begyndte at høre folk råbe et sted foran ham. Det lød også som om nogen sloges. en mand kom løbende deres vej med ansigtet dækket i blod. Han stoppede op, sendte dem et skræmt blik og løb så tilbage igen.
"Han var ikke en af vores. han så ret skræmt ud, så jeg tror situationen næsten er under kontrol..." smilte han roligt. De kom rundt om et hjørne og kunne nu bedre se hvad der skete. Flere steder lå der spredt krystaller og Seans folk havde en krystal sat fast i deres bælter, så de altid kunne se hvad der skete omkring dem i tunnellerne.
Ca. 5 personer sad op af væggen, bundet, med forskellige sår. Manden, der var løbet deres vej, lå nu på alle fire og tog sig til maven, mens en bredskuldret mand stod over ham. En lille gruppe stod midt i det hele. Sean trådte frem med et lille smil.
"Jeg kan se der er styr på det..." folkene var åbenbart overraskede over at selveste cheffen tjekkede det og rankede straks ryggen og sendte ham et hurtigt blik, før en ung kvinde trådte frem.
"De nægter at tale. Men ja, der er styr på det" hun virkede stolt over det.

Hun smilede og fulgte med ham.
"I så fald, vil du nok finde dele af min forretning interessant. Jeg sælger nemlig også ældre sager fra min landsby, ikke kun bøger og smykker, også andre ting faktisk. Kig endelig forbi en dag hvis du får lyst."
Hun smilede venligt, og fulgte ham ned gennem tunellerne. Stanken kom hende i møde, og hun rynkede lidt på næsen, men fortsatte uden tøven. Nok var hun gravid med hendes tredje barn, men ikke langt nok henne til at få kvalme over alt muligt. Hvilket på mystisk vis også mest havde været et problem med Amy, da hun ventede sin søn Romeo havde der ikke været de store problemer...
Hun stod lidt i baggrunden og så på mændende. Sean havde ret, der var styr på situationen nu. Kairi bemærkede med det samme den unge kvindes stolte blik, og sendte hende et venligt smil.

Sean lagde armene over kors og lod blikket glide over situationen. Det ville næsten være synd at overtage, nu hvor de så pænt havde klaret det selv. Men han var samtidig den der bestemte og han kunne gøre hvad han ville. Han ville dog helst have en sund morale blandt sine folk, så de ikke gik imod ham på et tidspunkt, han havde fjender nok. Det endte med han nikkede kort.
"Godt. Du ved hvad du skal gøre" smilte han roligt. Kvinden nikkede og vinkede kort til sine mænd, som åbenbart forstod det som et vink til at komme videre.
"få de hundehoveder op, de skal overnatte i cellerne i nat!" råbte hun til dem, hvorefter folkene der var blevet fanget, blev hevet op og stå og ført den vej som Sean og Kairi ellers kom fra.
"Der er en anden klan som truer vores position. Mit gæt er de er spioner derfra. Og de går rundt i små grupper for bedre at forsvare sig, de ved dette er en af de større og stærkere klaner" han så lidt på Kairi.
"Men jeg er ved at planlægge et modangreb. Så det går nok. Det vigtigste er bare de ikke kender til dig og din lille familie og går efter jer. Derfor kan jeg selvfølgelig ikke lade nogle af mændene her gå nu" han gjorde tegn til om de skulle gå med tilbage.

//Min krea er helt død i forhold til det her emne, sorry :/ Ved ikke om vi skal sige det er out, eller vente og se om min krea dukker op igen? //

//Jeg ved ærlig talt heller ikke hvad der skal ske - så det er fint med mig.//

//Hvad er fint? At vi outer det, eller at vente? //

//At sige out //