Not even the sun can make me happy. ~ Jacob

Han var ligeglad med at hun forsøgte at kæmpe imod, det kunne hun gøre ligeså tosset hun ville, han havde sat sig noget for og havde ikke tænkt sig at give slip på hende bare sådan. Om hun så kradsede ham, bed ham eller sparkede ham, han var ligeglad. Han ønskede bare at være hos hende, mærke hendes varme omfavnelse og lade sig forsvinde væk ved duften af hendes hår. Til de ord hun hviskede, så anklagende og lavt, vist han ikke rigtig hvad han skulle sige.. Så i stedet lagde han sin kind på toppen af hendes hoved, lukkede øjnene og fortsatte bare med at kramme hende.. Ja, han var på vej til at gå, men mest fordi han troede at det var det hun ønskede, men nu kunne han se at det eneste hun ønskede var at han blev hos hende og holdt om hende.. Selvom hans hud var kold, var det som om at han udsendte en aura der var varm og rolig imod Nille.. Han klemte en anelse hårdere om hende, bare for at være sikker på at hun ikke løb nogen steder..

Hvorfor kunne han ikke bare slippe hende?! Hun ville ikke... Men hun ville godt.. Hun vred sig lidt for at komme fri, det gjorde hun nok i nogle minutter, før hun så stoppede. Hun sank en klump, og puttede sig ind til ham. Han måtte ikke gå! Men da han klemte ekstra hårdere om hende, vred hun sig igen. Hun brød sig ikke om at han holdte så godt fast i hende, det fik hende til at føle sig fanget. Hun kunne ikke lide at føle sig fanget... Ikke fri. Hun lå så helt stille, og sagde ikke en eneste lyd. Hun var tavs.
"Lad nu være.." Hviskede hun og en tåre gled ned af hendes kind. "Stop..." Hun lukkede øjnene, og puttede sig dog ind til ham.
"Få det væk..." Hviskede hun meget lavt.

Da han kunne mærke at hun vred sig en smule, gav han forsigtigt slip på hende, men havde stadig armene om hende og ønskede ikke at rykke sig væk fra hende. Han havde jo savnet hende og ville bare blive ved hende, så hun kunne få det bedre, savnet af Toby var stort, det var han klar over, men han ville være der, lige meget hvor mange pile han skulle have igennem sin fod. Det fik ham kort til at kigge ned på sin fod, hvor bandagen allerede var plettet med blod fra det dybe sår pilen havde givet ham. Hurtigt rettede han dog sin opmærksomhed hen til Nille igen og så hende i øjene, med sine egne der var varme og rolige.
"Jeg lader dig ikke være," hviskede han og placerede kort sine kolde læber på hendes pande. "Nille, jeg elsker dig, lige meget hvad du kunne finde på at sige.."

Nille mærkede han gav lidt slip på hende. Hun brød sig ikke om at blive holdt fast på den måde, det var det værste hun kendte til. Han forstod det ikke! Hun havde set sin mor dræbe hendes søn! Lige for øjnene af hende! Hun havde set Tobys blod flyde, og hans lig falde til jorden! Han forstod det ikke!! Hun mærkede vreden samle sig inde i hende, vreden over at han ikke kunne forstå det! Da hun mærkede hans kolde læber mod hendes pande var det som om ilden af raseri inde i hende blev slukket. Den kom dog hurtigt igen. Hun lagde sine hænder på hans brystkasse, og da hun var en Drevens, var hun stærkere end ham. Hun skubbede ham væk, og kiggede koldt på ham.
"Du kender ikke til det! Du ved ikke hvad det gjorde ved mig! Jeg så min mor dræbe min søn! Lige for øjnene af mig! Jeg så hans blod flyde ud af hans hals, og hans døde lig ramme jorden!" Tårerne gled ned af hendes kinder. Hun havde snakket højt, men ikke råbt. Hun lagde sig ned, med ryggen til ham. "Lad mig være." HViskede hun, og lukkede øjnene. Men hvis han gik, ville det slet ikke blive bedre.

Hun skubbede ham væk og kiggede koldt på ham, hvilket fik det til at gøre ondt inde i ham, selv hendes ord gjorde ondt, det med at hun sagde at han ikke forstod det. Måske havde han ikke prøvet den form for smerte, men han havde prøvet en masse andre, så selvfølgelig gjorde det en smule ondt, at hun sagde at hun ikke forstod det. Dog kunne man ikke se på ham at det gjorde ondt, han skjulte det bag en facade, der langsomt var bygget op imens hun fortalte om at han ikke forstod det. Nej, han forstod ikke den smerte, men hun forstod hvis heller ikke at hun gav ham smerte lige nu, ved at bede ham om at lade hende være. Selvom hun lagde sig ned, fjernede han sig ikke, han blev siddende og rykkede sig ikke den mindste smule. Han blev ved hende, tænkte pludselig på alt mulig som fik hans hjerte til at gøre ondt. Et kort suk undslap ham, men han blev siddende og stirrede ud i luften, inden han kort kiggede ned på Nille med et trist blik.

Nille kunne se han byggede en facade op. Hvilket slet ikke var den bedste ide. Det fik hende til at tro den facade var ægte, og han var ligeglad med hendes ord. Hun var forvirret, trist, irriteret, og på randen til at give op på sit liv. Hun gad ikke mere. Hvorfor var alt så trist, svært, og hårdt? Hun ville ikke være med mere. Der var en anden skammer nu. Nu kunne hun dø uden at skulle tænke på at Skammerne endte. Det eneste der holdte hende tilbage var.. Faktisk hendes søster, Jacob, Caroline, og Rafael der sikkert ikke ville se på med milde øjne at hun slog sig selv ihjel. Og Josh... Han stoppede hende også lidt. Hun ville jo forlade dem. Og hvem vidste... Hvis hun døde, ville Rebecca så komme frem igen? Tage over det hele? Så ville Rebecca sikkert finde Markulius... Og lade ham nyde hendes krop igen... Og hun ville være lykkelig.. Hun ville have vundet, og Nille ville have tabt. Det kunne ikke gå! Nej, Nille ville ikke tænke på at Rebecca kunne ødelægge alt igen! Hun kunne sikkert finde på at håne Jacob og de andre, ved at hun nu havde overtaget Nilles krop.
Nille brød sig ikke om han ikke sagde noget. Det var værre end at han sagde noget der fik vrede inde i hende. "Hvad tænker du på?" Spurgte hun lavt. Ikke tale om hun ville sige undskyld. det havde været ham der havde kysset Jade! Hvorfor kom den tanke nu frem igen? Hun sukkede lavt over sig selv.

Jah, hvad tænkte han egentlig over, der var så meget at tænke på så hovedet kørte rundt i hovedet på ham, hvilket han hadede.. Nogen gange ville han ønske at han slet ikke var i stand til at tænke eller føle, så ville det helle være nemmere, men så ville han heller ikke have Nille og det ville ikke være en god ting! Da han havde tænkt lidt over et svar, kiggede han op på hende, fjernede facaden og havde et smil på læben og en kærlig glød i de krystablå øjne. Han tænkte tilbage på første gang han mødte hende, det var som om at han stadig kunne se dagen for sig, den dag hvor han mødte hende, en person som skulle ende med at blive en stor del af hans liv.. en af de største personer i hans liv.
"Jeg tænker på dig, første gang vi mødtes, det var som om at det var i går," fortalte han og man kunne hører på ham, at han mente det af hele sit hjerte. "Det er ikke til at fatte at det er ved at være så lang tid siden.. Du er jo den største del af mit liv nu,"

Nille gemmede sig lidt under dynen, med lukket øjne, og ryggen til ham. Men hun sov ikke, hun lyttede til hvad han svarede. Hun havde overvejet kraftigt bare at lukke sine følelser helt ned, men det ville ikke hjælpe spor. Deres første møde.. Mindet stod som i tåger for Nille nu, og bare tanken om hun engang havde været Shapeshifter.. Fik hende til at føle sig forkert. Hun savnede følelsen af at være ét med naturen. Det kunne hun kun være når hun havde været i form som panter, men nu kunne hun ikke skifte form til panter.. Hun følte sig ikke som en rigtig indianer, ikke en rigtig Skammer. Hun følte sig så forkert... Hun gemte sig yderligere under dynen grundet af hendes negative tanker. Ikke engang Jacobs ord kunne hjælpe hende op fra hendes sorte hul lige nu.
"Mindet står som i tåger for mig lige nu." Sagde hun lavt. "Jeg kan knap nok huske det.." Hun sukkede lavt. "Jeg vil ikke tænke på fortiden." Mumlede hun, og trak dynen over hovedet. "Jeg vil ikke mindes om den." Det gjorde måske ondt for ham at høre, men sådan var det. Hun ville ikke mindes om hun engang havde været sådan... Hun var blevet jagtet så meget, hadet, og nær været død op til flere gange. Det ville hun ikke mindes om.

Han sukkede og kiggede væk fra hende igen, lige meget hvad han sagde, så hjalp det åbenbart ikke. Hvilket var en af grundene til at han ikke fik lyst til at sige noget, for han havde på fornemelsen at det alt sammen bare var forkert. Man skulle ikke dvæle ved fortiden, det var han skam enig i, men hvis det var en god ting ved fortiden, så skulle man da ikke skubbe den væk, skulle man vel? Han havde skubbet alt om sine forældre væk, men tingene angående Nille, Caroline og Josh, dem tog han skam glædeligt til sig og lod dem varme ham om hjertet. Han lagde sig forsigt ved siden af hende, ikke tæt op af hende, men heller ikke med ryggen til hende. Et kort øjeblik kiggede han på hendes ryg, inden han lukkede sine øjne i og slappede af..
"Så lad være.. men jeg har ikke tænkt mig at glemme den," hviskede han kort, inden han stoppede med at sige mere og bare trak vejret stille og roligt..

Intet kunne rigtig hjælpe hende lige nu. Hun gemte sig yderligere under dynen da han lagde sig ved siden af hende, dog ikke tæt på hende. Lige nu ville hun ikke være tæt på nogen, ikke nogen som helst. Hun mærkede en tåre glide ned fra hendes kind og lande på madrassen. Hun sagde ikke noget som helst i starten. Der gik nogen nogle minutter før hun sagde noget.
"Det nytter ikke, Jacob." Hviskede hun lavt, dog sådan han stadig kunne høre det. "Jeg er ødelagt. Du kan ikke fikse mig. Det er der ingen der kan. Du kan godt give op." Hun åbnede øjnene. "For det vil ikke kunne lykkedes jer at fikse mig.. Jeg kan ikke holde mit liv ud mere. Min søster er Skammer, hun kan klare alt mit arbejde.. Jeg kan ligeså godt dø. For intet kan hjælpe mig nu." Ja, hun var negativ. Hvis Jacob ikke kunne klare det hun sagde, ville hun med garanti aldrig nogensinde blive fikset. Hun ville ende følsesløs, ond, og nådeløs. Men ikke dø. Hun ville bare ændre sig fuldkommen. Hvis han gik, ville den Nille mange kendte dø. Og den mørke side af hende ville overtage.

Alt det hun sagde, gav ham sådan en lyst til at bede hende om at holde sin mund! Hvor vovede hun at sige sådan noget, at han bare skulle give op og at hun ligeså godt kunne dø! Hvor vovede hun. Han følte en trang til at ryste hende hårdt, så det fornuftige forhåbentlig ville komme tilbage til hende, ikke denne Nille der lå og gav op på alt omkring hende, det kunne hun ikke mene! Det var som om hun ikke ville have noget som helst at gøre med ham mere, eller nogen for den sags skyld, og hvad så hvis der var en søster, hun var ikke Nille og kunne ikke erstatte hende, om så hun var skammer eller ej. Hurtigt satte han sig op og så alvorligt ned på hende.
"Sig ikke sådan!" sagde han og fortsatte med at kigge på hende. "Jeg ved at hans død tager hårdt på mig! men derfor nægter jeg at give op og du vover på at sige at du ligeså godt kunne være død, for det er ikke sandt! Hvis du dør mister jeg halvdelen af den jeg er, så nej, du kunne ikke ligså godt være død!" Han råbte ikke, men man kunne mærke på ham at han mente det.

Nille lukkede øjnene da han begyndte at snakke. Hun krympede sig sammen, lagde armene om sig selv, og gjorde alt hvad hun kunne for ikke at græde. Hun mærkede hans alvorlige blik bore igennem hendes hud, og ind i hendes sjæl. Hun mærkede vreden samle sig inde i hende, og udvikle det til raseri. Hun åbnede øjnene, og satte sig op. Hun kiggede på ham med blå lysende øjne der lynede. De sorte prikker var til stede.
"Du skal ikke fortælle mig at det jeg siger er forkert!" Hun råbte ikke, men hendes var stærk og skarp. Som en kniv man let kunne skære sig på. "Du er ikke min kommanderende." Hun rejste sig op. Ja, hun misforstod det hele. "Hvis du ikke kan klare min måde at reagere på tingene, så kan du ikke klare mig." Hun sagde det koldt. Hun gik ud af værelset.

Nu var han også rasende, men han vidste godt at det ikke nyttede noget som helst alligevel, hvilket bare gjorde ham endnu mere vred. Hvorfor kunne hun ikke se at han sagde alt det, fordi han ikke ville miste hende og at hun var bedre end det.
"Det var jo hellere ikke det jeg prøvede på!" råbte han efter hende, inden han fulgte med hende ud af rummet, blev et kort øjeblik bag hende, inden han gik hurtigt op foran hende og forhindrede hende i at gå videre. "Nille, forstå nu at jeg elsker dig og det er grunden til at jeg ikke vil have at du skal tænke sådan, ikke fordi jeg vil bestemme over dig," Han kiggede hende i øjnene, prøvede at berolige hende ved at forklare det på en lidt anden måde. Forsigtigt tog han hendes hånd til sig, klemte den forsigtigt, inden han gav slip på den igen og så spørgende på hende. "Forstå nu at jeg elsker dig,"

Nille stivnede kort da han råbte efter hende... Hvor vovede han! Hun knurrede lavt for sig selv, og fortsatte med at gå. Hun stoppede op da han stod foran hende. Hun kiggede tomt, koldt, og rasende på ham. Hun tog sin hånd til sig da han tog den. Ikke tale om han skulle røre hende nu! Hun lænede sit ansigt mod hans, som om hun ville kysse ham, mens hendes blik var stadig rasende, og koldt.
"Kan du huske sidste gang du råbte af mig?"Spurgte hun. Sidste gang havde været da Jade havde kysset ham i the forest. "Tænk dig om inden du åbner munden." Hun lænede sit ansigt væk, gik udenom, og rystede på hovedet.

Måtte han ikke råbe, men hvorfor måtte hun så råbe af ham? det gav jo ingen mening.. Hun skulle jo ikke tage det med at råbe som et skæld ud, men mere som et råb om hjælp, for at hun skulle stoppe med at gå fra ham og bare lytte til ham, samt slappe af. Hendes vrede og kolde ansigt gjorde ondt på ham, og det kunne man se i de krystalblå øjne der altid plejede at lyse, men nu var de forvirret og lyste ikke længere, der var ingen grund til at lyse.. Pigen han elskede stod og så koldt på ham, som betød han ikke mere end den jord hun gik på. I stedet for at følge efter hende, som han havde en lille smule lyst til, satte han sig i sofaen og gemte sit ansigt væk. Det nyttede ikke at følge efter hende, alt hvad han sagde, var jo alligevel forkert, så hvorfor skulle han sige noget som helst. Han bed sig hårdt i underlæben, knyttede sine næver og lod blodet glide ned af de blege håndled..

Man skulle ikke råbe af Nille fordi hun var nærtagende, specielt nu. Hun var blevet råbt af hele sit liv, og det havde plantet sig i hendes hjerne at når nogen råbte af hende, ville hun krybe sig sammen, og græde. Men lysten var der, hun gjorde det bare ikke mere. Hun var rasende. Og vred. Vred på Jacob. Rasende over at han blev ved! Kunne han ikke bare forstå det ikke nyttede noget?! Hun smækkede døren, efter at hun havde råbt at han nok ikke skulle forvente hun kom tilbage til huset foreløbig. Da hun var kommet lidt væk fra huset, løb hun. Hun løb alt hvad hun kunne. Mod skoven. Hun græd ikke. Hun kunne ikke. Men hun ville gerne. For hun var bange for at miste alt. Hvilket var dråben der fik glasset til at flyde over.
Hun var ved at give op.

Hvorfor forstod hun det ikke.. Han elskede hende! Han ville give alt for hende, også selvom hun måske ikke skulle ende med at elske ham mere, så ville han altid have en svaghed for hende. Mange ville nok mene at han bare skulle give op, men han nægtede simpelthen at give op på hende, hvis det endda betød at hun ville give op på ham og efterlade ham, så ville han ikke give op med det samme. Han ville kæmpe til det sidste. Tanken om at miste hende gav ham en klump i halsen og en lyst til at fryse sit eget blod til is.. Hun kunne ikke se det.. Hun kunne ikke se hvor højt han elskede hende og forsøgte at hjælpe hende, for der var noget som blokerede for hendes øjne, sorg og vrede.. Han klembte sine øjne hårdt i, inden han rejste sig op og kiggede ud af vinduet, ventede til at hun kom tilbage og hvis hun ikke gjorde, ville han lede efter hende.

Nille krympede sammen ved et træ. Hun havde ryggen lænet op af det. Hun gemte sit ansigt i armene. Hun havde knæene op til hagen, og armene omkring benene. Så nu gemte hun sit ansigt ved knæene. Hun ville ikke tilbage. Hun ville bare dø.. Hun krympede sig mere sammen. Hun kunne ikke mere.. Måske burde hun bare.. Slå op med Jacob så han kunne være sammen med en der ikke var lige så sindssyg og dramatisk som hende? Det ville være bedst for ham, mente hun.. Selvom bare tanken om hun ikke var sammen med Jacob mere, gjorde ondt. Alt for ondt. Hun klynkede svagt.
Hvorfor var alt så svært? Hvorfor kunne det hele ikke bare være.. Let... Hun snøftede lavt. Hun var begyndt at græde. Hun gik ikke tilbage. Hun ville dø...

Da der var gået lidt tid og hun ikke var kommet tilbage, begyndte han at gå frem og tilbage, som en utålmodig hund der ventede på et eller andet.. Selvom han ikke bare ventede på et eller andet, han ventede på at den pige han elskede skulle komme tilbage til ham, men jo længere tid der gik, jo mere begyndte han at tvivle på om hun overhovedet kom tilbage. Ventetiden var lang, det var som om at der var gået flere dage, Jacob plejede at være meget tålmodig, men denne gang var han ikke spor tålmodig. Han var bekymret og ønskede at se hende igen. Til sidst kunne han ikke holde det ud længere, så han tog en dyb indånding inden han gik ud af huset og videre ud i skoven, hvor han ledte og ledte efter Nille, indtil han fandt hende siddende op af et træ.. Forsigtigt gik han hen og satte sig ved siden af hende, uden at røre hende, selvom han ville trække hende ind i et kram.
"Nille," hviskede han stille.. Han vidste ikke hvad han skulle sige til hende, da han var bange for at det bare ville være forkert. "Du ved at jeg elsker dig ikke? lige meget hvad du gør," Forsigtigt kyssede han hendes pande, inden han trak hurtigt væk igen.

Nille spændte i kroppen da han satte sig ved siden af hende. Væk! Hun ville ikke nu! Hvorfor kunne han ikke bare lade hende være så hun kunne dø i fred?! Hun havde lyst til at skubbe ham væk og sige han skulle holde sig væk fra hende, men hun gjorde det ikke. Hun lagde mærke til han ikke rørte ved hende. Var hun nu også blevet afskylig?! Flot! Hun knurrede lavt over sig selv og krympede sig mere sammen. Hun rystede på hovedet da han hviskede hendes navn. At han kyssede hendes pande reagerede hun ikke på.
"Lad nu være... Jeg ved det godt, men det ændrer ligesom ikke på at Toby er død.. Hvorfor giver du mig ikke bare lov til at sørge i fred og ro?" Hendes stemme var svag og fyldt med gråd. Hun gemte stadig sit ansigt. "Jeg vidste det ville ske. Du er bange for mig."

Han udstødte et forsigtig suk, inden han lod sig læne op ad træet og lod sit hoved hvile op af det. Nille var kompliceret, han ønskede jo at han skulle klarer den og gå igennem det, men det virkede bare så håbløs. Alt hvad han gjorde var forkert, alt hvad han sagde kunne ikke bruges til noget, som hun sagde ændrede det ikke på at Toby var død, men det var der intet som kunne gøre og det burde hun vide. Man kunne ikke lave om på fortiden, endda selv om de var i en magisk verden, fortid var fortid, fremtid var fremtid.
"Nej, det ved jeg godt at det ikke gør, men det er der intet som kan ændre Nille," hviskede han inden han rettede sig op igen og trak hende ind i et kram, også selvom hun ikke ville have det. "Jeg er ikke bange for dig, det må du aldrig nogensinde tro," Efter det, sagde han ikke mere, men fortsatte bare med at holde om hende, forsigtigt så hun ikke skulle føle sig klemt. Han ville lade hende sørge i fred, men det betød ikke at han ville lade hende sørge alene.

Hun vidste da godt hun var kompliceret, det var hun også med vilje. Hvis han ikke kunne klare det, så kunne han bare gå, kunne han! Hun krympede sig sammen, havde ansigtet vendt væk fra ham, og så bare ned. Hun ville ikke se på ham. Han forstod det jo ikke. Så hvorfor se på ham, hvorfor lytte til ham, når han ikke kunne forstå det? Hun havde lyst til at give ham en lussing lige pludselig, men det kunne hun ikke. Hun elskede ham. Hun ville ikke slå ham.
"Jo! Jeg kunne have dræbt ham fra starten, så ville jeg aldrig have fået mor-følelser for ham." Snerrede hun. Hun vred sig hidsigt da han trak hende ind i et kram. Hun ville ikke krammes! Hun ville ikke! "Hvorfor er du så sådan dér?!" Hun skreg det. Hun vred sig endnu mere. "Slip mig, slip mig, slip mig!" Hun skreg det højt. Hun var unfair, men hun var heller ikke sig sel.

Så snart hun skreg at han skulle slippe hende, slap han hende med det samme og rykkede sig væk fra hende.. Han forstod hende ikke, han ville jo bare hjælpe og være der for hende, men det ønskede hun åbenbart ikke. Til at starte med så han bare forvirret på hende, inden han kiggede væk, ned i jorden og sukkede kort for sig selv. Han vidste ikke hvad han skulle sige til hende, måske ville det bare være bedst hvis han gik sin vej, for hvad pokker skulle han gøre? Hun troede ikke at han forstod hende, forstod denne smerte at miste nogen, men det gjorde han skam. Selvom han ikke elskede sine forældre, så var det hårdt for ham at de bare forlod ham, han mistede dem og den eneste han havde tilbage var sig selv..
Forsigtigt rejste han sig op, ikke for at gå, men mere bare for at stå op og tænke lidt.. Han kiggede kort om på hende, kiggede hende i øjnene og søgte efter noget..
"Skal jeg gå eller vil du have jeg skal blive? Traf beslutningen nu," spurgte han hende stille..

Nille åndede lettet op da han slap hende. Hun kravlede hurtigt væk fra ham, og krympede sig fuldkommen sammen. Nærmest til en lille kugle. Hun græd lavmælt, og kiggede ikke på ham. Hun ville ikke se på ham. Hun turde ikke. Da han stillede spørgsmålet, var det som om noget inde i hende blev ødelagt. Hun blev helt stille. Hun svarede ham ikke. Da hun så sagde noget var det ikke et svar på hans spørgsmål.
"Markulius kyssede mig to gange for noget tid siden." Sagde hun lavt. Dog vidste hun at han kunne høre hende. Hun sagde intet mere. Hun kiggede ikke på ham. Hun turde ikke.. Men sagde så noget igen. "Jeg gengældte det kort.. Fordi jeg.. Var så forvirret.. Jeg.." Hun kiggede på ham. "Han spurgte mig om hvem der havde været hos mig da jeg var 'død'. Det var han. Ikke dig." Hun sagde det ikke anklagende, nærmere en konstatering. Hun så væk igen.

Det gav ham kuldegysninger over at hun ikke svarede ham.. Og så snart hun nævnte markulius og kys i samme sætning, var det som om at han stivnede, hvilket bar grunden til at han hurtigt kiggede væk og ned i jorden, imens hans næver langsomt knyttede sig af raseri over denne markulius.. Hvorfor var han så perfekt!? Kunne han ikke bare lade nille være, det var Rebecca han havde været forelsket i, ikke nille! Han havde lyst til at råbe og skrige, men holdte det tilbage og så ned i jorden i stedet, vidste ikke hvad han skulle sige til hende, for hvad sagde man i en situation hvor den man elskede stod og snakkede om en anden hun var tiltrukket af og han havde kysset hende, samt at hun havde gengældt det.. En lille flamme blussede op i ham, en flamme der fik hans øjne til at lyse af raseri og frygten for at miste nille til denne markulius..
"Hvor vil du hen med det?.. Prøver du at sige at du vil have ham eller hvad?.. Tror du han kan få dig.." Han sagde ikke mere, men så bare bed i jorden.. Han turde ikke kigge på hende.. Tanken om at miste hende Til vampyren gjorde ondt..