Not even the sun can make me happy. ~ Jacob

Nille kiggede kort på ham. Knyttet næver. Han var stivnet. Hans øjne lysede op af raseri og... Frygt? Hm.. Hun kunne ikke gøre for at hun havde gengældt det.. Mark havde trukket Rebecca nok frem. Hun sank en klump og krympede sig sammen. Hvor hun ville hen med det? ja, hun fortalte ham det vel bare. Hun kiggede på ham.
"Jeg skubbede ham væk. Han trak rebecca nok frem til at jeg kort gengældte det. Efter jeg havde skubbet ham væk, kyssede han mig igen. Derefter sagde han at han vidste jeg en dag ville ønske han kyssede mig igen. Han vil vente på mig. Om så det ville tage tusind år." Hun stirrede tomt frem for sig. "Jeg siger ikke at jeg vil have ham. Jeg fortæller dig det. Men det er jo sandt. Han var der. Du var ikke. Du var ved at give op. Du var sammen med Jade. Han var der for mig." Hun lukkede øjnene. Klar til at han blev sur. "Men, jeg vil ikke have ham. Jeg vil have dig.."

Han gad ikke at hører mere om denne Markulius, derfor fik han den største lyst til at gå sin vej, så hun kunne være sammen med ham! Han knurrede indvendigt ved tanken om vampyren med et selvfed smil over at han havde vundet Nille, taget ham fra Jacob. Dog kunne han ikke gå nogen steder og egentlig havde han hellere ikke lyst til det, selvom han ikke gad at stå og hører om at Markulius havde været der og ikke ham. Men, der tog hun fejl, for det var ikke Nille han havde været der for ham Markulius, det var nemlig Rebecca.. Så hvis han bare gad at gå sin vej.. Og lade Nille være for den sags skyld! Han kiggede om på hende, ikke vredt eller anklagende, snarer såret og forvirret.
"Så han var der hva? han var der? den perfekte kriger stod ved din side, kom dig til undsætning og du siger at jeg intet gjorde?" sagde han og fortsatte med at kigge på hende. "Jeg begravede dig, sørgede over dig og elskede dig! jeg var ikke sammen med jade!" Han råbte ikke.. Han kiggede væk fra hende igen og kiggede først om på hende, da hun fortalte at det var ham hun ville være sammen med.. "men.. Hvorfor nævner du ham så? Og sætter ham i et lys som var han den mest perfekte person i verden?" Han kiggede væk fra hende. "jeg vil jo også være sammen med dig, men jeg kan ikke se hvorfor den vampyr til markulius så skal blandes ind i samtalen,"
Han hadede at denne Markulius var så perfekt.. han hadede at han havde kysset Nille.. Og at han ville vente på hende.. Havde han været ved at give op dengang? nej.. Det var snarer Nilles anden side Rebecca, der havde fået ham til at tro at det var nille der elskede Mark, så Jacob troede at han havde tabt..
Han sukkede og kiggede ned i jorden, stoppede med at knytte sine næver..

Hvis han gik nu var det med garanti hun valgte markulius. så ville Jacob selv være udenom det! Hans ord gav hende lyst til at rejse sig op og råbe at han ikke ville gøre noget som helst for at forstå.  Det var som om han anklagede hende. Da han sagde han ikke havde været sammen med jade... Var det dråben! nu løj han endda også! Hun rejste sig op, hendes øjne lynede af raseri, og hun rystede svagt i kroppen.
"Ikke været sammen med Jade?! du skal ikke lyve overfor en skammer, og da slet ikke mig!" Hun råbte ikke. Hun havde bare hævet stemmen. "Du kyssede med Jade! du var ved at få følelser for hende! Du kyssede hende! Du havde opgivet mig! Og jeg havde sendt dig tegn!" Råbte hun, nærmest skreg. Han skulle ikke lyve overfor hende!
"Jeg nævnte ham fordi jeg tænkte du nok gerne ville vide at han kyssede mig. Jeg sætter ham ikke i et lys hvor han er den mest perfekte person i verden." Hun følte sig skuffet og svigtet. Hun var skuffet over Jacob. "Du hader ham virkelig, hva?" Hun rystede på hovedet.

Ja, hun havde sendt ham tegn, men hvordan i al helvede skulle han vide at det var Rebecca der havde forelsket sig i Markulius og ikke Nille?! Han var vred, såret og han ønskede bare at gå sin vej.. Så kunne hun få den, åh så dejlige vampyr! For lige nu, var det åbenbart ham som var den vigtigste at understrege lige nu! Han kiggede væk fra hende, knyttede sine næver og ville ikke se på hende, imens hun råbte de ting til ham.
"Det har vi været igennem før! Har du slet ik hørt efter hvad jeg har sagt!" sagde han og kiggede fortsat væk fra hende. "Jeg lyver ikke! Ja, vi kyssede og ja, jeg havde fået små følelser for hende, men vi var ikke sammen! Det er vel det samme som at du følte dig tiltrukket af ham, markulius tingen! Og nej, jeg havde ikke opgivet dig, jeg troede at jeg havde mistet dig til ham!" Han råbte hellere ikke selv, men hævede også stemmen. Han var skuffet over at hun nævnede dette endnu engang, nu hvor de havde afsluttet det og nu skulle hun bringe det på banen igen.. Han stoppede med at hæve sin stemme og kiggede kort om på hende, inden han kiggede ned i jorden igen..
"jeg kan ikke sige at jeg hader ham, for jeg kender ham ikke.. Men, af hvad du fortæller, bryder jeg mig ikke om ham og har ikke lyst til at møde ham.." Han stoppede med at knytte sine næver, lod blodet trille ned af den blege hånd.. Det var som om at hans krop gav små rystelser og han havde det som om at folk stak knive igennem ham.. Hvorfor kunne hun ikke se det.. han ville jo bare hjælpe hende, men det eneste hun gjorde var at skubbe ham væk og nævne Markulius, samt råbe af ham.. Han kunne jo godt forstå det, men hun ville ikke lade ham forstå det..

Hørt hvad han havde sagt? Jo, det havde hun udmærket! Hun havde hørt hvert et ord han havde sagt! Hun var så skide træt af at han skulle blive ved! Hun gad ikke mere! Hun rystede stadig svagt i kroppen. Hun var så vred, og såret at hun sikkert kunne finde på at gøre noget hun ville fortryde nu.
"Du skal ikke krybe udenom!" Sagde hun. Hun lyttede til det han sagde. "Markulius tingen?! Hvor vover du!" Hun snerrede. "Du troede du havde mistet mig til ham? Seriøst.. Du har virkelig meget tillid til mig, hva?" Hun sagde det ironisk.
Hun sirrede på ham med gennemborende øjne. "Han er min kriger, om du vil det eller ej, så skal du møde ham en dag!" Snerrede hun. Hun var så træt af det her!
"Jeg gider ikke mere, Jacob!" Hun sparkede til træet.

Det hjalp tydeligvis ikke at snakke højt eller hårdt til hende, for hun snakkede bare endnu hårdere og fik ham til at føle sig som en af de væreste væsner på jorden, det var vidst en lille evne hun havde. Han sukkede opgivende, en dag skulle han møde hendes kriger, det gad han egentlig slet ikke, så han håbede på at den dag aldrig ville komme. Han ville ikke kunne se på ham, men.. Det kunne han blive nød til og måske var han ikke så slem alligevel.. han lyttede til det Nille sagde, men gad ikke at tale højt mere, for det nyttede ikke andet end de bare blev ved med at råbe af hende, endda ting som de ville fortryde senere hen.. Han kiggede ned i jorden, lod godt mærke til at hun sparkede til træet, men ignorede det da det blot var en af hendes aggresioner.. Gad det ikke mere.. Hvad gad hun ikke mere? Ham? Eller blot denne latterlige samtale..
"Nej, du har ret, det er også noget underligt pludseligt at råbe højt om," sagde han roligt og lagde forsigtigt armene på kors. "Jeg ved godt at du ikke gider at hører på det, men jeg elsker dig og vil ikke miste dig," Han kiggede forsigtigt hen på hende. "Måske tror du ikke at jeg forstår, men jeg vil jo gerne forstå og være der for dig og lytte til dig.." Han bed sig i underlæben og så væk igen. "Som sagt.. Jeg giver ikke op på dig,"

Hun var så træt... Hun kunne ikke mere... Hun gled ned og sidde. Hun gemte sit ansigt i armene. Hun kunne simpelthen ikke mere. Hun græd lavmælt. Hun mærkede tårerne glide ned af hendes kinder og lande på jorden. Hun kiggede ikke på ham. Da han begyndte at snakke igen var hun klar til at han ville råbe eller noget.. Men det gjorde han ikke. Hun kiggede op på ham og tørrede tårerne væk.
"Så lad vær med at anklage mig for at ville være sammen med Markulius.." For hun havde følt han havde anklaget hende. Hun gemte sit ansigt igen. Hun rystede svagt i kroppen. "Jeg er så træt.." Hviskede hun.

Havde han anklaget hende? Jah, det kunne man vel godt sige at han havde en smule, men det var vel kun frygten for at miste hende til ham, da han kunne forstille sig at denne Markulius var perfekt, både udseends mæssigt og personligheds mæssigt. Han ville ønske at han vidste hvordan han så ud og hvordan han var, eller nej, det ville han egentlig ikke, måske var det bedst hvis han ikke mødte ham lige for de seneste dage.. Forsigtigt satte han sig ved siden af hende, og følte en lille trang til at kramme hende, men lod være, da han vidste hvordan det endte sidste gang, så i stedet rejste han sig forsigtigt op og rakte en hånd ned til hende.
"Så lad os få dig hjem igen," Hviskede han roligt og så på hende med et roligt blik og smil. "Jeg undskylder for min opførelse," Han ventede på hende til at svarer. "Nu vil jeg bare gerne følge dig hjem.."

Nille havde brug for at slappe af.. Sove, et eller andet.. Hun ville ikke mere drama, ikke mere diskussion. Hun havde været så tæt på at råbe at de ikke kunne være sammen mere hvis han skulle stå og anklage hende for alt muligt.. men hun ville med det samme fortryde det, det vidste hun. Derfor havde hun ikke råbt det. Derfor havde hun holdt sin mund. Hun kiggede på ham da han satte sig ved siden af hende.
"Det er okay." Hviskede hun da han undskyldte for sin opførsel. Hun så ned. Dog kiggede hun på hans hånd igen. Hun nikkede og tog imod hans hånd. Hun trak sig op. "Men, du går ikke, vel?" Hun så bedende på ham.

Han trak hende let op at stå, for derefter at putte sine hænder i lommen, som han som sagt altid havde gjort og nok altid ville blive ved med at gøre. Forhåbentlig var denne diskusion over, det kunne han da kun håbe på, men som sagt, man var ikke et rigtigt par, hvis man ikke havde været oppe at diskutere eller skændtes.. Det fik Jacob til at klukke kort ved tanken, for så måtte de være et rigtigt par, for han kunne sagtens huske steder hvor de havde været oppe at diskutere.. Til det næste hun sagde, rystede han let på hovedet, inden han begyndte at gå tilbage imod hendes hus.
"Nej, jeg går ingen steder, jeg følger med dig," sagde han roligt og nikkede blidt til hende, imens han ventede på at hun skulle gå med ham.

Nille kiggede på ham med lidt undren i blikket. Lysten til bare at løbe igen, var der, men hun blev hvor hun var. Hun rystede svagt i kroppen. Hun rynkede på panden da han grinede. "Hvad er det der er så sjovt?" Hun kunne ikke se der var noget sjovt i det. Hun forstod det ikke. Der var der ikke noget at grine af?! Hun sukkede lavt, lagde armene om sig selv, og fulgte efter ham mod hendes hjem.
"Tak." Hun så ned i jorden. Hun følte sig så svag... Og det brød hun sig slet ikke om!

//kort svar, kreasvigt, sorry, og hun smiler ikke.. xD//

//I orden og rettet //

Han fulgte med hende, kunne godt mærke på hende at hun følte sig svag, hvilket var en følelse alle hadede at have i sig. At føle sig svag, bare tanken om det fik Jacob til at fjerne sit smil og i stedet sukke en anelse, inden han fortsatte med at følge hende, indtil de nåede til hendes hud. På vejen havde de vel ikke rigtig sagt ikke ord, ikke andet end Jacob havde fortalt hende hvorfor han havde grint en lille smule.
"Det var bare et gammel ordsprog jeg kom til at tænke på, ikke andet," havde han svaret hende, med et roligt smil på læben og ligeså rolig tale måde. Han gik af sted med hende, stod klar ved hendes side, hvis hun skulle risikere at falde sammen eller noget i den stil. Forsigtigt åbnede han døren for hende ind til hendes hus.

//Super! ^^

Et gammel ordsprog? Der var så mange gamle ordsprog, hvilket et tænkte han må på? På en måde var hun ligeglad, og på en måde ikke. Der var faktisk noget hun undrede sig over. Hun havde på et tidspunkt fornemmet en form for velkendt fært.. Men hun havde ikke kunnet finde ud af hvem der ejede færten. Hvilket var en skam, for hun ville gerne vide det. Hun betragtede Jacob blidt.
"Hvilket ordsprog?" Spurgte hun. Hun smilede stadigvæk ikke. Hun var simpelthen alt for trist til det. Hun så også en hel del træt ud. Hun gik ind i huset da han åbnede døren for hende. Hun gik mod stuen.

Han fulgte med hende ind i huset, uden at genere hende på nogen som helst måde. Langsomt efter de var kommet ind, lukkede han døren bag dem og fulgte med hende ind i stuen, hvor han straks huskede alle møblerne fra før og smilte skævt ved tanken om den pil han havde fået igennem sin fod, der nu var bundet ind og selvom det stadig gjorde ondt, så klarede han den da som sådan.
Han smilte blidt til Nille, inden han stillede sig ved siden af hende og løftede på sine skuldre forsigtigt.
"Man siger jo at man ikke er et rigtigt par hvis man ikke skændes engang imellem," sagde han forsigtigt og smilte roligt til hende, så på hende med sine krystalblå øjne der var varme og blide. "Så ja.. Det var bare det jeg tænkte på," det sidste kom som en lille mumlen. Forsigtigt gik han hen til sofaen og satte sig i den.

Ikke et rigtigt par hvis man ikke skændtes engang imellem? Well.. Hun mente ikke det var så sjovt at skulle anklages for så meget. Hun så på ham med nysgerrige øjne da han satte sig i sofaen. Hun lagde hovedet lidt på skrå.
"Det er bare ikke særlig sjovt at skændes." Sagde hun. Hun satte sig ikke hen på sofaen, nej hun foldede armene over kors, og blev stående hvor hun var.
"Har du tænkt dig at brase ind i mit hus som før, en gang til ?" Spurgte hun og hævede et øjnebryn. Der var en lille drilsk tone i hendes stemme, men den var meget svag. Hun gik så hen til ham, og med et drillende smil satte hun sig på hans skød. Hun lagde sin kind på hans skulder og lukkede øjnene. "Jeg elsker dig." Hviskede hun lavt. Hendes hænder greb fat i hans hættetrøjes stof ved maven.

Han sad lidt og bed i sin underlæbe, vidste ikke rigtig hvad han skulle sige til hende, da han var bange for at hvad han end sagde, så ville det være forkert eller så ville det sårer hende og det ønskede han ikke. Men, han kunne godt mærke på hende at hun var mere rolig nu, men at han stadig skulle være varsom med hende. Hun kunne minde om en rose Nille, hun kunne både være skrøbelig, hun var smuk, men hun havde også torne til at forsvarer sig selv med.
"Nej, det er ikke sjovt at skændes.. jeg hader det," sagde han og tænkte straks på sine forældre, der ikke havde lavet andet i hele livet end at skændes og slås. Men, det var fortid, fortid.. Han lukkede kort øjnene, for at fokusere på noget andet og ville svarer på det sidste hun spurgte om, men nåede det ikke før hun satte sig på skødet af ham og hviskede i hans øre, så han kunne mærke hvordan en varm bølge gik igennem ham. Han smilte og lukkede øjnene, lagde sit hoved imod hendes og slappede af.
"Jeg elsker også dig," hviskede han.

Nille kyssede forsigtigt hans hals. Hun var simpelthen så træt... Hun kunne falde i søvn lige nu. Hun lagde en hånd på hans kind og kærtegnede blidt hans kind. Det bedste ved Jacob var at han forstod hende, på en måde. At han forstod hvornår hun trængte til og slappe af, og ikke skulle skændes. Når hun følte sig kampberedt og var klar til at råbe op med ord der kunne knuse mange. Hun åbnede øjnene og betragtede ham lidt.
"Du skal ikke tænke på det. Den tid er ovre." Hun vidste godt han tænkte på sine forældre. Hun havde jo set hans minder. Hun lukkede igen øjnene.
"Jeg er træt.." Mumlede hun utydeligt.. Lidt efter faldt hun stille i søvn med armene om hans hals og kinden på hans skulder.

Han kunne ikke lade være med at smile over den måde hun var på, så rolig og afslappede, så hun endda havde en effekt på ham. Han havde en smule lyst til at bare selv at ligge sig til at sove, men han ville holde sig vågen, hvis der nu skulle ske noget, selvom han ikke anede hvad der kunne ske. Trods alt var de jo kommet ind i huset, hvor der var vagter rundt omkring til at forsvarer dem. Da han kunne mærke hvor afslappet hun var i kroppen, gik det op for ham at hun sov og han besluttede sig for at lægge hende i seng. Forsigtigt rejste han sig op, med hende i sine arme og bar hende ind på hendes værelse, hvor han lagde hende forsigtigt ned i sengen med hovedet på puden og dynen over hendes krop. Han smilte ved synet af hvor fredelig hun så ud, hvor han derefter satte sig ved fodenden af sengen og kiggede rundt i værelset.

Nille mærkede svagt at han løftede hende. Inde i Nille var der ro og fred, hvilket var en lettelse for hende. For det seneste stykke tid havde der været torden og regn. Uro. Sorg. Alt muligt negativt. Ondskab. Raseri. Så meget. Men nu slappede hun af. Og det var Jacobs skyld. Han havde talentet til at gøre hende glad, føle sig lykkelig. Hun mærkede dynen over sig, og hun lukkede øjnene.
På natbordet var en bog. En dagbog, hvor der stod Sylva 'Skammer' Panara. Nilles mors dagbog.
Bogen var åbnet. På de to sider, stod der noget om Skammerne. Noget Nille ikke havde læst færdigt.
"Enhver Skammer har sin egen frie vilje. Selv hvis man bryder Skammernes Ed, behøver man ikke at tænke sig som en der fortjener at dø." Stod der.

Han bemærkede bogen og rejste sig forsigtigt op, for at gå hen og se hvad der stod, selvom han ikke var sikker på om det ragede ham hvad der stod i den, men han var altså alt for nysgerrig til at lade være med at kigge i den! Han tog den forsigtigt op i sine hænder og gav sig til at læse, imens han gik frem og tilbage i værelset. Det der stod gav ham et lille håb inde i sig selv, det var jo et direkte svar på det Nille søgte, altså på en måde. Selvom hun havde brudt eden, så fortjente hun ikke at dø, det stod i bogen, sort på hvidt! Det kunne man umuligt tage fejl af. Af ren nysgerrighed, kiggede han videre i bogen, men sørgede for at holde en finger der hvor Nille var kommet til. Da han var færdig med at kigge, lagde han den på plads igen og kiggede rundt i værelset. Han så ned på nille med et varmt smil, hans elskede skulle ikke dø.. Det fik hun ikke lov til..

Nille ville have kylet bogen ud af vinduet, efter hun havde fundet ud af at hendes mormor var en løgner. Men hun havde ikke kunnet det, da der stod så meget om Skammerne, alt hvad hun behøvede at vide.
Udover det med Eden stod der; "Skammen har en Gudinde. Syna er ikke Gudinden, hun er blot den første. Kyna var den anden stærkeste af os, den stærkeste af os var Syna. Nu er vi kun få rigtige Skammere. Rigtig Skammere er dem der har Synas og Kynas blod i sig. Ikke rigtige Skammere blev lavet i nød. De har ikke samme styrke som os. De er anderledes, der er styrker ved evnen som vi har, og de ikke har. De blev lavet ved at Kyna gik i panik over der kun var hende. Kun hende. Hun havde skyndet sig ind i den anden verden, fundet en... Mystisk mand. Hun elskede ham ikke, men tog ham som 'mage' som Kyna havde kaldt det. Hvis hun elskede ham, kunne hun ikke tage ham som mage, eller noget. For hvis en Skammer var sammen med en hun elskede, ville hun blive distraheret. Evnen ville være fri, men den kunne holdes tilbage, hvis man brugte al sin energi. Der havde været noget galt med fødslen da Kyna fødte sin datter, Sian. Sian var kun halv Skammer. Altså, en almindelig Skammer. Kyna som havde været Synas datter, som også blev Skammer da Syna blev, var fortvivlet. Hendes næste barn, Sya, var rigtig Skammer. Sya og Sian lærte alt om deres evne, men Sian var jaloux på Sya som havde deres mors fulde opmærksomhed..."
Mere stod der ikke. Resten der havde stået der, var væk. Noget af siden var revet af.
Det havde Nille læst. Det vidste hun. Hun sprang lidt i bogen. Nilles øjne åbnede sig da Jacob satte dagbogen på plads.
"Hvorfor kigger du i min mors dagbog?" Hviskede hun lavt, ikke anklagende eller noget.

Han forstod ikke rigtig det der stod i bogen, men selvom han ikke forstod det, så var det alligevel som om at han forstod det. Det var forvirrende, selv for ham, det var underligt at hans egne tanker kunne forvirre ham sådan. Det der stod i bogen var kompliceret, men han ønskede at forstå det, for Nilles skyld så han måske bedre kunne hjælpe hende! Alt det der stod med syna og Kyna, det var virkelig forvirrende og i et kort øjeblik, troede han et det betød at Nille ikke var en rigtig skammer.. Men, det var sikkert ikke der stod og han havde helt sikkert forstået det forkert. Tankerne kørte rundt i hovedet på ham, skammerens historie var ikke den nemmeste at forstå, men han forsøgte så godt han kunne at få den til at hænge sammen oppe i sit hoved. Da han skulle til at kigge på bogen igen, fik han et lille chok da han pludselig hørte Nilles søde stemme suse igennem rummet..
"Jeg øhm.. Jeg lod nysgerrigheden vinde," mumlede han og sendte hende et skævt smil, inden han satte sig på sengekanten ved hende.

Det havde ikke været Skammernes historie der stod i bogen. Skammernes historie var helt anderledes. Der stod om Eden i den bog, om Skammernes historie. Den bog havde Nille. Den var dog godt gemt. Hvor den var, vidste kun Nille. Den bog var vigtig, dyrebar. Der fandtes ikke mange af den. Hvis der gjorde, var de også gemt. Hendes øjne hvilede roligt på Jacob og hun trak dynen lidt op over hagen, nok dertil ørerne. De lysende blå øjne havde lidt sort i sig, men ikke nok til det ville påvirke eller noget.
"Læste du noget interessant i så fald?" Spurgte hun, mens hun satte sig lidt op, med ryggen mod væggen, og dynen trukket op til kravebenene.

//kreasvigt.

// I orden ^^ //

Han smilte til hende og kiggede hende i øjnene, lod sig falde væk i dem som han altid havde gjort. Der var så mange spørgsmål som han havde lyst til at stille hende, men det kunne vente og desuden, så var der en anden side af ham som bare ville kramme hende ind til sig, mærke hendes varme imod ham. Eller, den varme som han kunne forstille sig at hun udsendte. Med et smil på læben, satte han sig op af væggen ved siden af hende og lænede hovedet tilbage imod væggen, sukkede kort inden han adskilte sine læber, for at svarer på det hun spurgte ham om.
"Jeg læste bare skammerens ed og om syna," fortalte han og lukkede sine krystalblå øjne i, for at slappe mere af. "Der er så meget jeg ikke ved omkring den, ikke sandt? Der er så meget," Han smilte.

//^^//

Nille havde stadigvæk svært med at se nogen i øjnene... Hun havde fået vænnet sig til at se Toby i øjnene... Men nu var han død. Men han havde været som hende. Han ville have forstået det, når han var blevet ældre. Han ville have været den eneste hun kunne snakke med det om.. Udover hendes søster, Isobel. Hun kiggede blidt på ham og satte sig i skrædderstilling. Hun foldede hænderne sammen og hvilede dem i skødet. Hun lagde hovedet lidt på skrå mens hun betragtede ham.
"Syna? Hvad læste du?" Hun rynkede lidt på panden. "Du ved godt at næsten alt der er om Skammerne... Er privat? Kun Skammerne må vide det... Medmindre de mener at der er en historie 'udefrakommende' må vide." Hun lagde så armene over kors. "Du har ingen anelse. Min mormors... Jeg mener, min mors dagbog er der hvor jeg får min viden om min... Evnes historie." Hun betragtede ikke Skammerne som en race... Men det kunne det på en måde være de var.