En dagbog ~ Kairi

Hun rystede på hovedet, men lod ham tale ud inden hun svarede.
"har jeg nogensinde givet dig grund til at tro, at jeg vil være dig utro? Eller forlade dig for den sags skyld? Fortæller jeg dig ikke, at jeg elsker dig? Har jeg ikke lige sagt ja til at gifte mig med dig? Jeg er mor til dit barn, og har et nyt på vej. Jeg elsker dig højt nok til at lade dig flytte ind i vores hus og blive stedfar for Amy uden at tvivle et sekund, hun kalder dig far nu, og jeg har tænkt på at foreslå dig at adoptere hende når vi bliver gift, så du næsten bliver ligeså meget hendes far som du er far til Romeo og det nye barn. Alt det er fra min side en stor og dybtfølt kærlighedserklæring, der viser hvor meget jeg elsker dig, men hvis du ikke stoler på mig... Ja, så kan jeg godt se problemet, men så er det ikke mig der har et problem. Jeg har aldrig givet dig grund til ikke at have tillid til mig."
Hun så på ham, med et udtryksløst ansigt. Hun ville ikke vise hvor ked af det og bange hun egentlig var, for at miste ham. Ikke nu.

Romeo kunne høre det hele, på grund af hans forstærkede sanser. Og han blev bange. Han ville ikke miste sin far eller mor. De skulle være sammen, for de var så søde at se sammen! Romeo klynkede stadig og pivede. Han var så bange for hans forældre skulle skilles, og at han sikkert ville miste en af dem!

Ramiel lod hende snakke ud.
"Du fortalte mig det ikke, det får mig til at tro du kunne finde på at forlade mig, eller værre, være mig utro."
Ramiel vidste at Romeo kunne høre hvad de sagde, men ramiel havde ikke tid til at tænke på det nu. Han ville juble over at på en måde kunne blive rigtig far for Amy. Men det var ikke  tidpunktet, og han havde ikke humør til det nu.
"Jeg stoler på dig, men hele vores forhold hænger i tynd tråd nu, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg elsker dig, men vi har fået to skænderier, tæt på hinanden, nu. Fordi vi holdte vigtige ting skjult for hinanden. Hvis vi ikke kan fortælle hinanden alt, hvor står vi så? Forhold er bygget op på kærlighed og ærlighed."

Hun så på ham, og nikkede. Hun forstod godt hvad han mente, og hun havde dårlig samvittighed over den del af det, som var hendes skyld.
"Jeg kan godt se, hvad du mener. Jeg er ked af at jeg har holdt de ting skjult, men som sagt har det været for at beskytte dig og børnene, både det med klanen og med Jack. Fremover vil jeg ikke holde noget hemmeligt for dig, og hvis du vil vide mere om min fortid, så kan du bare spørge. Jeg ønsker ikke at have hemmeligheder for dig, men jeg er opdraget til at passe på mig selv, og holde kortene tæt ind til kroppen, også overfor familien og dem man elsker... Så tilgiv mig at jeg stadig har den vane..."
Hun så igen ned foran sig, hun havde det dårligt med sig selv lige nu, og var af en eller anden grund også begyndt at få kvalme og lidt ondt i maven.

Romeo klynkede videre men undrede sig. Hvem var Jack? Og hvilken klan?

Ramiel lod hende igen snakke ud.
"Jeg undskylder også for at have holdt det med sværdet og lejemorder delen skjult." Ramiel så over på romeo. Som havde hørt det. Romeo blev liggende.
Ramiel så på Kairi.
"Hvorfor fortalte du mig ikke du var blevet opdraget sådan? Så ville jeg have forstået det."
Han tog hendes hånd og kyssede knoerne.
"Der er intet at tilgive.. Undskyld." Han sukkede lavt og nussede hendes håndflade.

Romeo kunne ikke holde det ud. Hans far var lejemorder, og hans mor med i en eller anden klan?! Hele hans verden braste igen sammen. Han rejste sig op, og løb væk.

"Romeo!" Ramiel hoppede ned fra træet.

Ligesom deres sidste skænderi, endte det hele ligeså pludseligt som det var startet, og Kairi så bare på Ramiel, inden hun igen smilede svagt.
"Det er okay.... Så længe vi stadig er sammen, er jeg glad."
Hun blev dog afbrudt af at Ramiel råbte og hoppede ned fra træet, og hun sprange med det samme også ned. Romeo var løbet væk! Altså, hele tiden problemer! Hun løb efter Romeo og
Ramiel, men kunne ikke løbe ligeså stærkt som dem, og hun måtte stoppe ret hurtigt igen, fordi hun fik mere ondt i maven. Hun stoppede op og lænede sig op af et træ, og håbede at Ramiel ville finde Romeo.

Fordi at Romeo generelt var hurtigere, specielt i ulveform som han var i nu, kunne Ramiel ikke følge med. Uanset hvor meget han anstrengte sig.
Romeo var for hurtig. Ramiel blev for træt, og stoppede op. Han sukkede svagt, og gik hen til Kairi.
"Han er for hurtig.. Men er du ikke hurtigere i ulveform? Jeg skal nok tage mig af Amy. Romeo må ikke forsvinde, jeg ved at hvis vi lader ham løbe, dør han måske."
Ramiel ville ønske han kunne følge med, men han kunne ikke flyve i skoven, der var for mange træer,

Romeo gemte sig ved en busk, og snusede efter om de var fulgt efter ham.

Kairi så på Ramiel da han kom tilbage, og nikkede.
"Jo jeg kan da prøve."
Hun skiftede form, snusede lidt og løb efter Romeo. Lidt efter så hun ham stå ved en busk, og hun sprang hurtigt op på siden af ham og begyndte at snakke til ham, på ulvesprog.
"Romeo! Du må ikke bare stikke af på den måde! Jeg forstår godt hvis det ikke er sjovt at se eller høre sine forældre skændes, men den slags sker, og vi er blevet gode venner igen. Vær sød at komme med tilbage."

Ramiel så først efter hende. Han misundede dem. Han ville gerne være Shapeshifter... Istedet for falden engel. Han ville gerne kunne skifte form til et dyr og være fri i naturen. Men han var en falden engel. Ramiel gik hen til Amy, og så efter om hun var vågen.

Romeo lagde sig ned da Kairi snakkede til ham. Han havde den venstre pote til at gemme hans øjne, og den højre over hans snude.
"Men... Lejemorder, en klan.. I fortalte mig det ikke!"
Romeo lød vred. Men såret, og bange mest.

Kairi kunne ikke lade være med at smile lidt indvendigt over Romeos reaktion.
"Lille skat, den slags fortæller man ikke sine børn. Forstår godt du bliver såret, men vi vil bare beskytte dig og Amy, og den lille nye. I skal ikke gå og bekymre jer over hvad jeres forældre laver..."
Hun så hen mod Ramiel og Amy, det så ud til at Amy stadig sov.

Ramiel ville ikke vække Amy når hun sov så fredfyldt. Han satte sig på stenen men holdte øje med Amy. Og naturen omkring dem.

Romeo krympede sig sammen, og hans ører lå fladt ned. Hans hale bevægede sig ikke som den plejede når han var glad.
"Men.. Det får mig jo til at tro... At."
Han peb.
"Far slår andre ihjel." Scenen med vampyren og de døde kvinder og børn spillede foran ham. "Og hvad laver i så i den klan?"

Kairi blev bekymret da Romeo krympede sig sådan sammen. Hun så alvorligt på ham.
"Romeo, du må ikke være så bange. Ja, din far slår folk ihjel, men han er ikke ond af den grund. Han slår folk ihjel som gør onde ting ved andre. Og klanen? Tjah, stjæler lidt, indsamler informationer om folk, og yderst sjældent må vi slå nogen ihjel. Jeg har dog aldrig selv slået nogen ihjel, og vil heller ikke. Det må de andre gøre. Jeg samler informationer, rygter, stjæler lidt, og bruger min evne til at folk til at tale hvis de ikke vil fortælle os hvad de ved."
Hun så Romeo i øjnene, og smilede så godt hun nu kunne, for at berolige ham mest muligt.

Romeo klynkede. Måske burde han fortælle hende det?... Ja. Det burde han. Og det ville han gøre. Romeo så op på hende.
"Men han slår stadig personer med familie eller kærester ihjel," sagde romeo gennem ulvesprog.
"Jeg har set en vampyr dræbe børn og unge kvinder ihjel for øjnene af mig.. Det var en nat hvor i alle sov og jeg kunne ikke falde i søvn. Jeg hørte nogle skrige og tjekkede for at se hvad det var... Og der stod vampyren. Han havde opdaget mig. Han slog børnene ihjel for øjnene af mig og kvinderne slog han også ihjel. Jeg flygtede."
Romeo krympede sig helt sammen.

Hun så på ham, og blev pludselig forskrækket. Hendes lille dreng, havde set så frygtelige ting! Hun lagde en pote over hans ene forpote, og lagde sit hoved ned til hans.
"Åh, min lille dreng... Din stakkel... Det er godt at du vil hjælpe folk i nød, men... Jeg ville ønske du ikke havde set alt det."
Hun rejste hovedet og så på ham.
"Hvad synes du, skal vi gå tilbage og fortælle far det også? Eller skal det være vores lille hemmelighed indtil videre?"

Ulve kunne ikke rigtig græde, ikke som sådan. Men en tåre gled ned af romeos pels under det ene øje. Hvis han var i mennske skikkelse ville han sikkert stor tude, og klamre sig til Kairi. Han klynkede lavt og så tøvende op på Kairi.
"Jeg kunne have reddet dem.."
Hans stemme var svag og fyldt med gråd.
"Jeg vil ikke fortælle det... Kan du ikke gøre det, senere?" Han lød bedende. Vaklende rejste han sig op.

Hun bemærkede hans tåre, og ville ønske hun kunne omfavne ham og holde ham tæt ind til sig. Men de var i ulveform, så det måtte vente til de havde menneskeform igen. Hun nikkede derfor bare.
"Selvfølgelig, min skat. Jeg skal nok fortælle ham det senere. Lad os gå tilbage nu."
Hun vendte sig og tog et par skridt, og så så efter om hun fulgte med.

Romeo vaklede lidt. Han ville sikkert falde hvis han ikke var forsigtig. Han vaklede sådan fordi han på en måde var bange, ikke for sine forældre, men for hvad ramiel ville sige til det med det romeo havde oplevet. Ville ramiel sige at romeo var en tøsedreng?
Romeo nikkede, og fulgte efter hende derover.

Ramiel rejste sig op da han så Kairi og romeo gå hen til dem igen. Han så til Amy.

Kairi gik over til Ramiel og Amy, og skiftede hurtigt og let form igen, og så på Ramiel, og derefter på Romeo.
"Nå, skal vi se at komme hjem igen? Så kan vi altid snakke om det her senere."
Hun smilede, og gik hen og gav Ramiel et hurtigt kys, og tog hans hånd.

Romeo ville ikke skifte form før de var ude af skoven. Romeo traskede hen til klapvognen og snuste til den for at tjekke om et andet væsen havde været tæt på Amy. Nej, intet. Kun kairis, Ramiels, Amys og romeos fært kunne han opfange.

Ramiel smilede skævt, men rynkede lidt på panden.
"Jo." Han gengældte blidt og kort kysset, han tog hendes hånd op til sine læber og kyssede knoerne.

Kairi smilede, tog klapvognen i den hånd hun ikke holdt Ramiels hånd i, og begyndte at gå hjemad.

Hoveddøren var åben, så Scarlett måtte være hjemme. Kairi gik ind, og Amy, der nu var vågnet, løb hen til Scarlett der sad i sofaen.
"Mo-der!"
Kairi grinede, som hun altid gjorde af Amys forsøg på at sige et bestemt ord eller navn,
hun endnu ikke havde lært. Hun satte klapvognen ud i haven, og satte sig i lænestolen. Scarlett tog Amy op på skødet og smilede.

Romeo og ramiel fulgte bare efter. Romeo skiftede form ved kanten af skoven.

Romeo nærmest løb ind i huset, og råbte hurtigt Hej Scarlett, og flygtede så ind i sit værelse. Ramiel rynkede lidt på panden, og smilede skævt til Scarlett, sådan sagde han Hej til Scarlett.
Ramiel gik ud i haven, og tog sværdet frem. Han trak det ud af skeden og det begyndte at gløde.

Kairi smilede skævt af Romeo. En typisk teenager, var hvad han var.
"Hej søs."
Hun smilede til Scarlett, og gik så ud i haven til Ramiel.
"Hvad så, er vi okay igen? Er det løst nu?"
Hun var ikke selv helt sikker på om de fik løst det helt, Romeos forsvinden havde forvirret hende, og maven gjorde stadig lidt ondt også.

Romeo fandt et stykke papir frem. Hans skrivebord var lige ud for der hvor hans far stod i haven. Romeo så op, og begyndte straks at tegne. En tegning af Ramiel med sit sværd der var igang med at dræbe den grusomme vampyr Romeo havde set slå børnene og kvinderne ihjel.

Ramiel svang lidt med sværdet og holdte det i højre hånd. Han stoppede dog med at svinge med sværdet da Kairi kom ud til ham.
"Vi er okay." Han smilede skævt. "Hvad var der med Romeo?" Han lød bekymret.

Kairi smilede, og kyssede ham blidt på kinden. Hun var glad for at de var okay igen. Hun hadede at være uvenner, især med Ramiel.
"Han blev bare utryg over de ting vi snakkede om. Han ville vide hvad vi laver i klanen, og sådan lidt. Han var såret over at vi ikke havde fortalt ham det. Og så har han set nogle ting... Nogle meget slemme ting..."
Hun så alvorligt på Ramiel.
"Han har set en vampyr slå kvinder og børn ihjel lige foran ham, en nat hvor han ikke kunne sove og hørte dem råbe på hjælp..."

Når de to var uvenner, ramiel og Kairi, var det som om Ramiel manglede en del af sig selv. Det var ikke særlig rart. Han lagde den frie arm om hende, og kyssede hendes pande.
"Jeg forstår ham godt. Det må ikke have været rart at høre på ens forældre skændes, og man så frygter de bliver skilt." Hviskede han lavt.
Han rynkede lidt på panden og lod hende snakke ud.
"Det..." Havde hans søn set sådan noget?! "Det forklarer hans opførsel og hvorfor han har lukket sig sådan inde... Og hans meget beskyttende måde at være omkring Amy. Ikke at der er noget galt ved han beskytter Amy."

Kairi nikkede. Hun forstod udemærket hvad Ramiel mente. Som lille havde Kairi selv hørt både sine forældre og nogle af landsbyens par skændes, og det havde virkelig ikke været rart. Så hun vidste godt hvordan Romeo måtte have det.
"Ja præcist, det var også det jeg tænkte, det forklarer en del. Det er selvfølgelig helt fint at han passer godt på Amy, men stadig..."
Hun så på Ramiel, og bed sig i læben.
"Er der noget vi kan gøre for ham nu, andet end at være der hvis han har brug for at snakke om det?"