The big bang ~BigBaloo~

Han smilede venligt tilbage.
''det kan da være noget om, jeg har aldrig været den *perfekte* rejsefælle, men jeg vil altid være det perfekte våben, den perfekte beskytter, fordi jeg giver ikke fem flade øre for mit liv, det eneste mening med mit liv er og tjene min Mistress, men jeg gør mit bedste for og finde mening med livet, når man lever som jeg, og du, jamen så mister man meningen med livet, og jeg ved ikke om du har fundet din mening, jeg leder dog stadig på en måde efter min, udover min Mistress så har jeg nogle få venner, tror jeg nok, men jeg ved ikke, måske ender jeg mit eget liv en dag, måske ikke, jeg ved det ikke endnu'' han lød venlig og varm i stemmen, dog tom, han skævede venligt til Caroline og smilede mildt.

Caroline tog en dyb indånding.
"Jeg har været tæt på at tage mit liv, flere gange overvejet det.. Tankerne, sorgen, følelserne, alt som bare bragte smerte skubbede mig nærmere på. Men så mødte jeg en som gav mig 100% mening i livet, og selvom jeg ikke ved hvor jeg står med ham ligenu. Så er det stadigvæk den eneste grund, samt har jeg også nogle gode venner. Og du må ikke give op, please for guds skyld du må ikke give op.. Der er noget som kan få dig til at føle dig helt speciel, levende.. Måske lyder jeg skør, men det sandt. Du har bare ikke fundet den person endnu, og måske hjælper din Mistress lidt. Men ikke giv op." ORdene fløj ud af hende som var hun en åbenbog.

Han sad roligt så ind i ilden og svarede så roligt.
''jeg har dræbt så mange, de her hænder har taget så mange liv, og jeg angre kun et liv.. der var engang en da kunne få mig til og føle mig menneskelig, en da fik mine følelser frem i mig, fik min glæde frem i mig, fik mig til og ville leve livet, gjorde alt godt for mig, jeg havde engang en kvinde jeg elskede og jeg mistede hende..'' han blinkede lidt og en tåre gled ned af han's kind og han sagde ''jeg slog hende ihjel.. hun bar en anden's barn, da hun fødte, slog jeg hende og barnet ihjel.. hver dag tænker jeg at jeg skal dø.. og jeg vil byde døden velkommen.. måske ikke længere.. jeg tror bare næppe jeg finder nogen da fylder mig som hun gjorde.. ja min Mistress hjælper mig lidt, jeg ved bare ikke længere hvor jeg har mig selv, jeg kan dræbe alt, men jeg kan aldrig dræbe mine følelser, uden og dræbe mig selv, så jeg vil ikke give op, men den dag jeg nok fornemmer det bliver sidste kamp, så vil jeg byde døden velkommen, som en kær gammel ven fra fængslet af'' han lød stille, meget, meget stille, imens små tåre løb ned af han's kinder ved det smerte fulde minde, imens han stirrede ind i ilden ''jeg dræbte min familie, min mor, min far, min lille søster, min lille bror, dem alle sammen, fordi jeg gik amok.. de ville stoppe mig, og det er det eneste jeg husker om min familie. så derfor meldte jeg mig i hæren, for ikke at være alene, men jeg blev alene, ikke længere, da jeg har min mistress, men de ar vil altid være på min sjæl.. og min krop'' han tog sin bluse af for at understrege hvad han mente, man kunne se nogle militær tattoveringer, fængsel's tattoveringer, og ar, ar, flere ar, oven på ar, nye som gamle, nogle bitte små som glas stykker, andre store og lange som enorme klør, knive, og andre ting, han's hals er dækket af ar, han's skuldre, bryst, mave arme, hænder, håndled, da er ar over alt, han så stille ind i ilden ''smerte hjælper mig med og huske hvem jeg er, hvad jeg har gjort, hvad jeg er skabt og hvad jeg er skabt til, men min Mistress og nogle få andre, har fået mig til og indse, at jeg bare er den jeg er, men ikke at det er en skidt ting'' han blev så stille imens han så ind i bålet, i et forsøg på at falde til ro.