Forgotten. -Nille-

Jacob vågnede ikke.. Han havde ikke kunne sove rigtigt i mange dage og lige nu i dette øjeblik hvor tingene virkede til at gå roligt kunne han sove.. Alt ved ham slappede af.. Han vidste at josh kunne klare sig, det havde han gjort alle de andre gange og det skulle han nok også nu!
Josh stod og ventede på at damen skulle sige noget.. Egentlig vidste han ikke om det kunne lade sig gøre at blive adskilte fra det fremtidige jeg.. Men det var altid et forsøg værd..
Damen tog ham i hånden, hviskede forskellige ord og langsomt begyndte der at lyse omkring dem.. Det var som om at josh blev rykket i.. Som om nogen forsøgte at rykke sjælen ud af ham.. Lyset blev kraftigere, til sidst gav kvinden dog op, slap ham og udstødte et højt skrig!! Hun kiggede udmattet hen på josh. "Jeg.. Jeg kunne ikke.. Det eneste jeg kunne var at ændre din øjenfarve.. Dit fremtidige jeg er for stærk til at jeg kan blande mig.." Hun pustede ud, gik hen til et bord og satte sig ned på en af stolene.. "Gå med dig.. Jeg kan ikke hjælpe dig,"
Josh smilte svagt.. Det lykkedes ikke.. Hurtigt forlod han hendes hjem, løb hjem til hytten og til sin overraskelse så han nille stå udenfor. "Hej nille!" Han smilte stort til hende og kiggede på hende med sine nye krystalblå øjne.. En forandring var der nu.. Den ene havde chokoladebrune øjne og den anden krystalblå.. Når den yngre blev stor, ville man kunne se forskel..
Det varede dog ikke længe før Jacob vågnede og kpm gående ud til dem. Han strakte sig og så nysgerrigt rundt.. "Sket noget siden sidst?"
Josh rystede uskyldigt på hovedet, han havde ikke selv bemærket den nye øjenfarve..

Hvor pokker var knægten henne?! Han skulle ikke bare rende rundt uden nogen til at passe på ham! Han kunne jo komme til skade... Josh og JAcob var jo ikke de eneste der boede her i skoven.. Eller de eneste der var der. Der fandtes med garanti folk der kunne finde på at gøre en sød dreng som Josh ondt. Så når hun engang fandt Josh så fik han altså det hele gentaget igen! At han ikke måtte gå rundt i skoven alene! 
Og så kom Josh til syne. Straks begyndte hun at gå mod ham, men stoppede op da hun så hans øjne. De... de... var krystalblå! Men men, de var jo... normalt brune?! Hun kiggede sig over skulderen hen på Jacob men så på Josh. Så satte hun sig på hug foran ham, så hendes ansigt var ud for hans, og lagde blidt sine hænder mod hans kinder. "Hvorfor gik du ud i skoven alene? Og hvem har gjort det mod dig?" Hendes øjne var alvorlgie. "Hvordan kan dine øjne være blå nu?" Hendes stemme havde en streng tone i sig.

Josh vidste ikke hvad han skulle sige.. Hvis de fandt ud af hvad han havde sagt ja til, ville de nok aldrig lade ham gå nogen steder igen overhovedet! Det kunne han ikke lade ske, han elskede at rende rundt i skoven mere end noget andet! Tøvende så han sig omkring.. Til sidst tog han dog mod til sig, kiggede hende i øjnene og ville tale direkte fra hjertet! "Jo ser du, jeg er klog nok til at vide at alt hvad jeg gør, vil komme til at gå ud over den fremtidige mig, derfor fandt jeg en dame som sagde at hun kunne hjælpe ved at skille os ad.. Det vidste sig så at hun ikke kunne, fremtidige Josh var for stærk eller noget i den stil.. Det eneste der lykkedes hende var at ændre min øjenfarve, så man kan se forskel på os.." Han bed sig i læben, ventede på en ordentlig endefuld! Jacob kiggede strengt på ham, satte sig på hug foran ham ved siden af Nille.
"Josh, du ved udmærket godt at du ikke må gå så langt," sagde han alvorligt. "Hvem ved hvad hun kunne have gjort imod dig! Jeg vil aldrig tilgive mig selv hvis der skete dig noget,"
Josh sukkede bare, kiggede ned i jorden og foldede armene på kors, som forsøgte han at danne et beskyttende skjold over sig.. "Jeg ved det godt, men jeg kan klare mig, jeg behøver ikke beskyttelse!" Han så op på dem.. Jacob rystede på hovedet, kiggede hen på Nille, hvor han derefter rejste sig op.. Josh sukkede, kiggede bedende på Nille. "Mener du det samme som ham? jeg prøvede bare at.. hjælpe,"

Ærlighed fremfor alt. Hvis nogen løj overfor Nille ville hendes tillid til dem blive mindre. Der ville gå en del tid før hun stolede hundrede procent på en igen, for ærlighed var så vigtigt for hende. Men igen, hun løj jo selv.  Hun rynkede på panden mens han snakkede... hvad pokker tænkte den dreng på!? Hun sagde intet før Josh spurgte hende om noget. Hun sukkede svagt og satte sig ned i græsset. Hun masserede sine tindinger og lukkede øjnene.
"Jeg er enig i at du ikke må gå så langt væk. Det er dejligt du vil hjælpe, men.. Josh, den kvinde kunne have været... en dame der ikke ville hjælpe dig. hun kunne have dræbt dig, kidnappet dig... som den lille pige der blev kidnappet." Hun havde tydeligvis været ude af sit gode skind af bekymring for ham. "Jeg har også sagt du ikke skulle gå uden at sige noget til os eller uden os." Hun kiggede træt på Josh.

Josh sukkede svagt, kiggede ned i jorden og nikkede som et tegn på at han forstod.
"Okay, jeg lover at jeg aldrig gør det igen, det har i mit ord på," han smilte svagt, inden han luntede ind i huset og efterlod dem udenfor. Hurtigt listede han ind på sit værelse, lukkede døren og ville bare være sig selv lidt. Voksne var så urimelige.. Han kunne sagtens passe på sig selv! Det skulle han bevise en eller anden dag at han kunne! Jacob kiggede kort efter ham, men så derefter hen på Nille med et svagt smil og foldede armene på kors. "Jeg har sagt det til ham så mange gange, det er som om at han ikke vil lytte," han så ned i jorden. "Jeg vil ikke tilgive mig selv hvis der skete ham noget," Et enkelt suk undslap ham.. "Skille dem ad.. sikke noget vrøvl, de er den samme person, det kan da ikke.." Han rystede opgivende på hovedet, gik hen til Nille og kyssede svagt hendes pande. "Skal vi gå ind igen?" Han nikkede hen imod huset..

//Skal vi tage et nyt emne eller? :3//

//Nyt emne.^^ Og du laver. :3<3//

Nille rejste sig op og masserede stadig sine tindinger, hvorfor kunne han ikke bare forstå at det var farligt? Han var ikke klar til at gå alene ud i skoven, især ikke på denne tid. Verdenen var farlig, han kunne ikke... hun nåede ikke at tænke færdigt før Josh sagde noget igen og så gik indenfor. Hun sukkede svagt og så mod JAcob.
"Børn vil aldrig lytte." Mumlede hun, så klog som hun dog var på børn. "Jeg ved nu ikke..." Hun lukkede øjnene da han kyssede hendes pande. Hun rystede på panden over hans spørgsmål. "J-jeg... er nød til at gå." Hun så kort på ham inden hun begyndte at gå. Uanset hvad han sagde ville hun bare blive ved med at gå.

// Lad gå :3 <3 //

Han kiggede efter hende, sukkede og gik ind igen.. De elskede hinanden, men alligevel endte hun altid med at gå fra ham igen. Det skulle ikke tages personligt, det var bare sådan hun var. Han smilte kort for sig selv, kørte en hånd igennem håret og gik direkte ind til mugne lillebror..

// Jeg var doven xD Sender et link til et nyt emne xD //