Giraffen og spurven /w Alane

Det havde været en ganske smuk dag i dag - varm, sommerlig og solrig. Doomsvilles godtfolk havde været på markeder og handlet dagen lang, men nu vendte de sidste snuden hjemad, med pengepungen plyndret og varer i kurve over armen. Mennesker og andre væsner, drog lystigt hjem igennem de smalle gader, og snart forsvandt den mundre summen, som deres stemmer udgjorde. Gaderne blev langsomt henlagt i mørke; de sidste lange skygger drev over brostenene, som bølger der lægger sig til rette efter en storm. I mørket stod en skikkelse, og betragtede den kløft, der delte Angerforge og Rotten Root i to. Denne ene lille vej, som virkede noget så uskyldig og pæn. Men dørene var lukkede med lås og slå, og vinduerne var trukket for; nogle endda med skodder foran. Det var som en nabostrid, der var endt skidt, mellem de to bydele. De Angerforge beboere, der boede på denne vej, kunne stirre ind i Rotten Roots distrikt, ved blot at skæve ud ad vinduet. Måske frygtede de, at et blik ville være nok til, at deres hjem ville blive hvirvlet ind i tyverier, mord og anden ondskab, som gemte sig udelukkende i Rotten Root. Varulven trak på smilebåndet og lod fødderne tage ham ned ad gaden. Det var ganske bevidst at han havde besluttet sig for at være her. Han havde egentlig ønsket at være længere inde i Rotten Root, men denne lille skilvej, denne revne i Angerforges idyl, var på mange måder mere dragende.
Varulven vendte blikket mod himlen. Solen var forsvundet, men månen havde ikke fundet vej til tops endnu. Skjult af bygningerne. Det var fuldmåne her til aften. Han kunne mærke det i sin krop. Den sitrede og emmede af energi, vrede, frustration. Det var efterhånden blevet tradition at drage til Rotten Root ved fuldmåne - hvis han skulle gå amok og angribe folk, så hellere en røver i Rotten Root end et barn i Angerforge; dét var grunden til at han var her. Rowan tog en dyb indånding og lod hånden glide igennem håret. På den anden side, så ønskede han sjældent at skade folk. Især ikke uopfordret.
Rowan rettede sig op. Luften var ved at blive køligere.
Pludselig blev den stille aftenstilhed brudt, da et højlydt skrig skar igennem mørket. Varulven spidsede ører og stirrede ud i mørket. Han satte i løb og styrtede afsted igennem gaderne, i et forsøg på at finde den skrigende person.

OOC: Jeg kunne ikke lige finde på noget, det beklager jeg. Du bestemmer selv om det er din karakter der skriger eller om det er en anden, som de begge to løber hen til for at hjælpe. Eller måske er det din karakter der får personen til at skrige! Hvem ved? (:

Skrige hang stadig i luften og hans skærpede høresans hjalp ham med at danne sig et overblik og et indre kort, som kunne føre ham imod kilden. Dog døde lyden ud, som alle lyde gjorde, og varulven måtte stoppe. Han stod i et øjeblik i stilhed, ventende. Lyttende. Han hørte intet. Men hans sanser havde ikke opgivet ham endnu - lugten af blod var så markant, at han ikke kunne være langt væk. Han satte i løb igen; benene bar ham hurtigt og sikkert igennem gaderne, og han var snart dybt inde i Rotten Root. Hvad vil du gøre når du finder personen, Rowan? Du har intet våben. Det var et skrig og nu dufter du blod. Hans logiske sans holdt aldrig fri. Varulven måtte indrømme, at han havde ladet sig styre af sine instinkter indtil nu. Selvfølgelig reagerede han på et skrig. Selvfølgelig blev han draget af duften af blod. Og selvfølgelig måtte han finde kilden. Varulven havde ikke været i tvivl i et eneste øjeblik, og det var først nu at bagklogskaben slog igennem. Han satte dog ikke farten ned, vendte om eller blev i tvivl. Instinkterne dominerede. 

Duften viste ham vej, uden tvivl. Han drejede om et hjørne og kom ind i en mørk gyde. Forbi sorte katte og et par snuskede og dystre typer, forbi endnu et hjørne og så igennem en mindre gyde. Det var en labyrint, Rotten Root, men sanserne var vågne. Ulven var vågen.

"Lad hende gå!" 

Det var slet ikke gået op for hans bevidsthed, at han var nået frem til den forulykkede. Hans brystkasse bankede vildt og hans lunger hev efter vejret efter løbeturen, men hvis han var udmattet, så viste han det ikke. Hans ansigt var følelsesforladt, hans øjne stikkende og hans tænder sammenbidte. 

"Lad hende gå, eller I vil fortryde det!" gentog han. Varulvens bevidsthed kunne i et kort øjeblik ikke genkende sin egen stemme. Den var koldt og hæs. Han stod ansigt til ansigt med to mænd. Den ene var kortbenet og lignede en, der nød en god middag. Hans ansigt var rundt, hans næse bred og hans læber smalle. Med to stikkende øjne og en mund med gule tænder, svarede han spydigt tilbage: "Fortryde? HA! Tror du virkelig at vi er bange for dig? Smut hjem til din kurv, lille hund, før du brænder poterne!" lo manden og varulven missede blot med øjnene. Han stank langt væk af dæmon. Den anden var højere og mere muskuløs. Hans ansigtet var kantet og hans næse flad. Rowan kunne ikke sætte en finger på hans race; han stank for meget af sprut, til at nogen anden duft kunne bryde igennem. Bag de to, sad hun. Kvinden, hvis skrig og blod havde ført ham hertil. Hun var bundet og såret; ikke en god kombination.

"I blev advaret."

// OOC: Jeg vil lade dig bestemme, hvad de to mænd gør nu. De må gerne angribe, og jeg vil gerne give forskuds-tilladelse til, at de kan gøre skade på Rowan - så længe det ikke har varige mén. 

Trods Rowans blik var fokuseret på pistol-løbet der pegede imod ham, så bemærkede han godt hvad der foregik nær den fangede kvinde. Den bagerste af de to mænd, som havde rettet sit våben imod kvindfolket, skælvede pludselig faretruende. Mandens øjne blev røde og blodsprængte, og hele hans ansigt og hals fik en rødlig farve, som hvis han var blevet ramt af kogende vand. Rowan forsøgte at undgå at stirre for meget; han skulle nødig få den anden bevæbnede mand til at bemærke sin makkers ildebefindende. Men var dette kvindens værk? Var hun i sikkerhed nu? Rowan måtte tage chancen, og sprang med ét imod den anden mand. Han greb fat i mandens pistol, og forsøgte at vride den fri fra modstanderens hænder. Dog var han stærkere end han så ud, og det endte med at Rowan måtte fokusere på at få våbnet peget væk fra sig selv, fremfor at få det fjernet helt. Et skud gik af i kampens hede, men Rowan hverken mærkede noget eller så hvor det endte - adrenalinen havde for længst slået ind. Efter en længere slåskamp, fik Rowan placeret et spark bag modstanderens knæ, og tvunget ham i jorden. Et knytnæveslag henover næsen sikrede, at modstanderen blev dernede. Der gik dog knap et enkelt sekund, før Rowan sprang hen og trak våbnet ud af mandens hænder og nu rettede den imod den anden skurk, som dog endnu stod ild-rød i hovedet uden at røre sig. Rowans blik flakkede imod kvinden. 

"Er du OK? Har de gjort dig skade?" spurgte han, og pegede endnu pistolen imod den røde modstander. Var han... død? Manden rykkede sig ikke. Paralyzeret? Død på stedet? Rowan rynkede næsen. "Hvad har du gjort ved ham?"