Leave me alone - Tristan.

Dagene smeltede sammen. Hun havde mistet tidsfornemmelsen. Det var et godt spørgsmål om hvorfor hun dog havde mistet det... Sorgen overvældede hende. Hun havde ikke regnet med at hun ville blive så.. ulykkelig. Hun havde valgt at slå op med Jacob.. Hun fortrød det.. men det var det bedste for både hende og ham. Hun ville ikke tænke på det nu.. hun lukkede kort øjnene.. Hun tog en dyb indånding, og smilede svagt. Ikke et rigtigt smil, hun havde ikke kunnet smile de seneste par dage. Hun havde løst hår, men en hvid hætte var trukket over hendes hoved, så man nærmest ikke kunne se hendes ansigt. Hun havde ellers en hvid fjer i håret, man dog ikke kunne se, takket være hætten. Hun havde nogle læder støvler på, der havde nogle gemmesteder til en daggert. En daggert gemt i hver sin læder støvle, altså i den ene læder støvle var der gemt en daggert, så to daggerter havde hun, hun behøvede ikke mere. Hendes lysende blå øjne havde nogle få sorte prikker i sig, hun holdte øje med væsnerne foran sig, og sørgede for ikke at gå ind i dem.
Det var mærkeligt. Hun havde ikke rigtig styr på noget for tiden. Hun.. savnede Jacob.. så meget at det gjorde helt ondt. Hun ville bare ikke indrømme over sig selv, at hun stadig elskede ham, at pligten ikke betød mere end ham.. hun blev ved med at tænke at det var godt for dem begge. Jacob ville få en perfekt pige, der ikke sårede ham hele tiden, og hun.. ville fuldføre sin pligt. En pligt der var betydningsfuld og kunne ændre en mands liv, om han ville det eller ej. Hun fortsatte roligt med at gå, selvom hun dog langtfra var rolig, hun så hele tiden rundt, hun var bange for at nogle dusørjægere kunne være efter hende. Hun slog blikket ned, og fortsatte med at gå.. indtil hun mærkede hendes ben blive svage.. hun skulle sidde ned nu! Hun så ivrigt rundt, men kunne ikke finde et sted der var ledigt. Hun sukkede svagt og lænede sig så op af en mur. Hun trak så hætten ned, ligeglad med om at man lettere kunne genkende hende nu, hun tørrede en tåre væk fra hendes kind, der havde været heldig at slippe fri. Åh gud.. Det havde været så længe siden at hun havde set Isobel, hendes søster, og Caroline, hendes bedste veninde... Hvor var de... Hun følte sig så ensom.. Ligesom dengang hun havde overvejet selvmord.. Hun havde det som om hun kunne græde hele tiden..Hun så rundt. Hendes øjne var fyldt med tårer, men hun ville ikke indrømme, at hun var ved at græde..
Hun så igen rundt, havde nogen set hende?

// super ! Kan nok ikke svare før søndag :i \\

//Du svarer bare når du kan.

På en dag som idag var det kun naturligt at der ville være mange væsner i gaderne, men dette var ekstremt. Folk havde nok lige fået fri og havde besluttet at det var shoppetid inden weekenden ville begynde. Damn.
Det gjorde kun gaderne varmere at folk stod så tæt og at solen til tider besluttede sig at bage ned på dem. Varmen skabte en stemning. Stress? Desperation? I hvert fald var kunne man høre børn skrige på is et sted.

Tristan maste sig øvet igennem mængden. Han havde for længst lært at Ignorere folks blikke når han passerede forbi. Det orange hår plejede ellers at hive mange blikke til sig. Det havde været en lang dag med at arbejde på hytten. Han havde fået to etager mere siden han kom tilbage til underworld, og den var nu også sikret imod de levende døde ved at hæve sig 3 meter over jorden.
Tristan tørrede lidt sved af sin pande. han var iført en mørkeblå langærmet trøje og et par sorte træningsbukser. Simpelt og praktisk.
Han styrrede ind imod siden af gågaden og stoppede op for at stå og vile sig lidt. Hans skade var stadig en smule belastende, men meget bedre.

Efter at have stået der lidt kiggede han til den ene side og fik et chok ! Ikke nok med at han slet ikke havde bemærket at der var en person der, personen halvgræd også.
"Undskyld.. Øhh.. er du okay?" Prøvede han lidt forsigtigt og kiggede på pigen inden det gik op for ham at hun virkede meget bekendt.
".. Har jeg set dig et sted før?" Han ragede lidt i hovedbunden og prøvede at fiske det frem. Selvom det nok havde lydt som en dårlig scorereplik så havde det slet ikke været det.

Det gav et chok i hende, da hun hørte en stemme spørge om hun var okay. Hendes blik landede på en fyr med.. orange hår... det var meget iøjnefaldende. Hun lagde hovedet lidt på skrå og betragtede hans hår, for en kort stund, inden hun så ham i øjnene. Da han spurgte om han havde set hende et sted før, trak hun hurtigt hætten over hovedet. Hun sagde ikke noget i nogle sekunder, hendes tanker afled hende fra at svare. Hans hår var orange! Det var utrolig iøjnefaldende! Hvorfor troede han at han havde set hende før? Ah ja, dusør plakaterne... eller måske havde han bare set hende gå forbi ham, uden at de havde snakket sammen. Hun så bare på ham, hætten skyggede for hendes ansigt nu. Hun sukkede svagt, og tog sig så sammen til at svare.
"Jah, jeg har det fint." Hendes stemme havde få spor af gråd i sig, men da hun rankede sig, forsvandt alle spor af at hun havde grædt. "Og det ved jeg ikke. Hvor skulle du have set mig henne før?" Hendes øjne glimtede svagt. Hun havde ikke meget andet at sige..

Tristans let sammenknebne øjne studerede hende stadig. Fast besluttet på at han havde set hende et sted før. En af hans hænder gled og og rodede i håret. Hun virkede meget fjern, men han havde en sjov ide med at hun godt vidste hvad han snakkede om, hun vidste godt hvor han havde set hende. Var hun en form for berømthed? Der var jo ikke tv her, så han skulle have set hende i teateret så, men det mente han nu ikke.
Efter et par sekunder uden at sige noget sagde han så: "Jeg er ret sikker på jeg har. Hvad laver du af arbejde? Måske jeg har set dig der?" Blev han ved og gned sig ledt under hagen. Det var bare en indskydelse. Gosh, han havde altid været elendig til ansigter. Medmindre det var bekendtskaber selvfølgelig.

Hvorfor skulle denne fyr vide hvem hun var? Da han spurgte hende om hvad hun lavede af arbejde, tøvede hun ekstra meget. Skulle hun bare sige at hun ikke rigtig havde noget arbejde, hun var skammer, hun så folk i øjnene og fik dem til at skamme sig? Hun foretrak ikke at sige noget overhovedet, men sådan gik den ikke. Hun sukkede svagt.
"Hvorfor vil du vide det?" Spurgte hun roligt, selvom hun allerede kendte svaret, så hun skyndte sig at fortsætte med at snakke. "Hvem siger jeg har et arbejde?" Årh, dette var hun ikke god til. Hun rystede på hovedet. "Hvorfor vil du vide det? Kan du ikke være ligeglad?" Snerrede hun og vendte sit ansigt mod ham.

"fordi jeg tror jeg har set dig før. Muligvis vis mit arbejde" svarede han bare uden at skifte toneleje, eller tage sig af hendes lettere irriterede mine. Han smilede lidt flabet da han sagde noget med ikke at have et arbejde. Sure, for det var jo sådan man kom frem i verden. Helt klart.
"jeg tænkte bare at siden du ikke sidder og tigget på gaden, så må du vel have en indtægtskilde så du kan købe mad, tøj og husly. Eller er det bare mig?" hans svar var flabet, men blev sagt med et overbærende smil. Tristan tog sig aldrig ret meget af om andre virkede til ikke at snakke. Hvis han ville så gjorde han det.
"jo jeg kan sagtens være ligeglad, men det ville ikke være sjovt vel ? Noget af det der gør livet værd at leve er nysgerrighed" svarede han muntert.

Hans arbejde... "Hvad er dit arbejde?" Det skulle hun have at vide! Hun så på ham med et tomt blik, en anelse fjernt, som om hun slet ikke lyttede efter,men det gjorde hun skam. Hun ville gerne fjerne det flabede smil fra hans læber, men i stedet, ignorerede hun det... så godt hun nu kunne.
"Det er nok bare dig." Sagde hun flabet, og smilede kækt, en anelse falskt. "Eller også er jeg en tyv?" Det var hun ikke, det mente hun da ikke selv... Hun havde stjålet en ond bog, eller noget, sammen med Sean, men det var for at den ikke skulle blive brugt til noget ondt, eller noget... hun kunne ikke helt huske det! Det var i hvert fald noget med bog, kunne hun huske!
Nysgerrig var hun mange gange, nogle gange for meget, men hun brød sig ikke om at andre var nysgerrige omkring hende. "Nysgerrighed er ikke en god ting, i sidste ende." Sagde hun blot.

Tristan knipsede med en finger da han kort for hovedet svarede "Jeg er dusørjæger.." og hev en lille bog med brunt omslag op af en jakkelomme hvorefter han begyndte at bladre igennem den. Det var nok ikke i hans bingo book at han havde set hende, men når nu hans arbejde kom op, så kunne han da kigge i de små slidte sider.
Han sendte hende et skævt smil over bogen. "Ja hvis du er en tyv eller værre, så er det jo nok helt sikkert i denne bog jeg har set dig før" Svarede han bare og løftede et øjenbryn diskret.

Om han var enig i at nysgerrighed ikke var godt kunne han ikke sige. Det var det der fik os til at udforske verden og dens vidundere. Der drev vores livskraft og som gjorde verden farverig.
"Nysgerrighed slog katten ihjel" Svarede han efter en pause og fortsatte lidt kæphøjt: "Men så var det godt den havde 9 liv. No pain, no gain"

Han var dusørjæger! Han var hendes fjende. Hvis hun var en tyv eller værre... Hvad hvis nogle mente hun var en heks, hun var vel også på en mode en morder.. Hun havde dræbt andre dusørjægere- Hun så på ham, knyttede sine hænder og lagde hovedet lidt på skrå.
"Dusørjæger, hva? Er du så ude efter en bestemt for tiden?" Spurgte hun, en anelse mere venligt nu. Hun betragtede hans bog, hvad var det for en bog? Åh, måske var de personer han skulle have fat i, i den bog?
Hun blev en anelse bange for om hun var deri, men mon ikke hun kunne klare ham? "Er alle dine mål da i den bog?" Spurgte hun undrende.
Nysgerrighed kunne til tider blive for meget, og hun blev nogle gange for nysgerrig. Hun hævede begge øjnebryn over ham. "Men den mistede et liv." Sagde hun, og trak på den ene skulder. Hun kunne ikke se hvad han mente, hvad var det for en kat han helt præcist snakkede om? Eller måske forstod hun det, hun var lidt forvirret... Hun fokuserede måske lidt for meget på at han var dusørjæger.

Han trak på skulderen. Undrede sig lidt over hvorfor hun pludselig var så interesseret. "Alt og alle jeg kan få penge for, men ikke alle er i min lille bog, det er bare folk der specielt har kontaktet mig med navne de vil have fat i" Svarede han bare og rodede i det allerede strittende hår. Han var en speciel dusørjæger. Dræbte og indlyste dusører, men kun hvis det var nogen han fandt skulle udryddes. Han tog ikke imod bestillinger om uskyldige der var dusør på. Så grådig var han ikke, men han havde brug for at leve, og dette var den måde han gjorde det på.

"Den mistedet et liv ja" Svarede han lidt henkastet imens han bladrede videre i bogen uden held. Så var det nok ikke her han havde set hende. På en af de sidste sider var tegnet en illustration af en mørkhåret kvinde med diskriptionen 'skammer'. Det var en dårlig skitse, så ikke det store at tage fra. "Den er ikke bekendt?" Spurgte han og viste hende siden med det utydelige billede og inskriptionen: Eftersøgt for små og store forbrydelser. Evne: "skammer". Går under navnet "Nille".

Nille nikkede langsomt og rynkede lidt på panden. Så, han var efter alle, som han kunne få penge for? Hun kneb øjnene lidt sammen, men det var ikke så tydeligt, på grund af hætten der stadig skjulte hendes ansigt, ved hjælp af den skygge hætten lavede.
"Javel..." Hun så på ham igen. Hendes stemme var neutral, det samme ved hendes ansigt, hun udviste ingen følelser.
Hendes ansigt blev koldt og afvisende, da han viste hende en side med et utydeligt billede, hun behøvede ikke at læse noget af det der stod, for hun vidste allerede, at det var hende. "Jo, den er bekendt." Hendes stemme var truende. "For det er mig." Hun smilede et meget... koldt smil. Hun kiggede på ham. "Og vil du nu prøve at få fat i dusøren?" Spurgte hun snerrende.

Tristan smilede og kiggede på hende lidt undersøgende. Hende? Det kunne være, men han kunne ikke være sikker, lige meget hvad hun sagde, så ville det se rigtigt dumt ud at slæbe en uskyldig kvinde afsted for at få indløst dusør.
"Ha... Der må jeg nok ryste på hovedet. Du slår mig ikke ligefrem som den onde type nogen ville sætte en dusør på" drillede han og sendte hende et udfordrende smil. Så måtte hun jo vise ham det hvis han skulle tro på det.
Meget kunne man sige om Tristan med hans drillende facade og spøjse hår, men han var god til at være dusørjæger. Han var vågen og vagtsom, og klar til at slå til hvis hun overbeviste ham nok om at hun kunne være penge værd.

Så, hun slog ikke ligefrem den onde type, som man satte en dusør på, for ham? Skulle det tages som en kompliment? Hun hævede et øjnebryn og smilede skævt. Hans udfordrende smil irriterede hende lidt, og hun fik lyst til at snerre af ham, men lod være. Der var ingen grund til at få en fjende mere. Hun lagde armene over kors, og ventede lidt med at svare, ikke fordi hun ikke vidste hvad hun skulle sige, men fordi hun ville overveje om hun skulle sige det. Om der var nogen grund til at sige det til denne dusørjæger. Hun kneb øjnene lidt sammen, og kort blev de helt sorte, men hurtigt blå igen, så der intet skete. Hun smilede kækt.
"Du har også lige mødt mig. Jeg er sikker på at, efter jeg har brugt min evne på dig, ville du nok dræbe mig, så jeg ikke løber rundt og fortæller folk om hvad du skammer dig over." Ikke fordi hun havde tænkt sig at bruge evnen på ham, hun var dog temmelig sikker på at han ville dræbe hende, hvis hun brugte sin evne på ham. Altså, skammer evnen. Det var hun ret sikker på, men til tider, tog man fejl.

Han rystede på hovedet. Hun slog ham ikke som den onde type, men måske var det fordi han havde set hende græde. Han så hende mere som et såret lam, eller noget i den stil. Efter et par sekunder kiggede han ned i bogen igen. "Skammer? Jeg ved ikke.. Hvis din evne er at få folk til at skamme sig, og gøre dem usikre, så kunne jeg forstille mig dit syn på livet var fordrejet. Den evne rammer mere dig selv end så mange andre" Sagde han ud af det blå. Ikke hånligt eller nedladende, men med et opmuntrende smil.

Ah, så han ville dræbe hende hvis hun brugte sin evne. Han var ikke så sikker. Normalt løftede han ikke hånd imod nogen der ikke havde fortjent det, og det synes han ikke hun havde.
Hendes evne... Hvad skammede han sig over? Der var så mange ting. Ting han ikke kunne sætte ord på, og ting han fortrød, men det betød ikke at det hele var dårligt.
"Der er intet du ville kunne se eller gøre med din evne som 'skammer' der ville få mig til at frygte at du vil hoste op med hvad jeg skammer mig over. Jeg har gjort ting jeg ikke er stolt af ja, men netop det at jeg skammer mig over det gør mig vel menneskelig?" Han smilede for sig selv. Ja. Det var hans mening.

Nille så tomt på ham. Hans ord om at det nok ramte hende end andre, fik hende blot til at hæve et øjnebryn. Hun kunne ikke se hvordan, det kunne ramme hende selv mere end andre. Hun havde lært at adskille sine egne minder, fra andres. Så hun vidste ikke helt hvad han mente.
"Hvad mener du dog? Jeg har lært at kontrollere min evne." Sagde hun roligt og lagde hovedet lidt på skrå. Hun ville ikke fortælle ham om sin evne, det ville ikke være så klogt, det mente hun i hvert fald ikke.
Han overraskede hende lidt, og hun vidste ikke om det var positivt at han kunne overraske hende sådan. Han virkede så åben overfor hende. "Du er meget venlig." Hun smilede ikke, selvom hun gav ham en kompliment. "Men mange mener at ens menneskelighed også er ens svaghed." Hun var dog neutral overfor det.

Han smilede lidt midt i at det lignede han skulle til at sige noget og tænkte lidt, hvordan skulle han udtrykke det? Hendes evne var speciel, den kunne skade andre meget psykisk hvis de ikke dvælede ved sig selv. "Hvordan skal sige det.. Du giver andre en negativ holdning om dem selv. Du må se verden som et forfærdeligt sted når du ser alt hvad andre skammer sig over. Det ved jeg at jeg ville. Du ser alt det der er galt med verden, og ikke de ting som rent faktisk gør den fantastisk. Men det betyder vel bare at du netop har lært at kontrollere den." Svarede han og så på hende. Hun virkede som nogen der var klar til at give denne verden op, men det var der heller ikke noget at sige til når man så alt støvet der var fejet ind under gulvtæppet.

"Øhm.. Tak" Svarede han til hendes kompliment og kløede sig i nakken. Det var svært at sige hvad det skulle betyde med hendes ord og ansigtsudtryk der ikke rigtig stemte overens.
"Det er det. Hvis jeg ikke havde den ville jeg allerede have inkasseret dusøren fra dit hoved" svarede han og pegede ned på hendes billede i hans bog. "Men jeg synes ikke du virker som en der fortjener at dø. Nogengange er det også min største styrke ya know"

Hvis Nille skulle være ærlig, ville hun slet ikke snakke med ham om hendes evne. Den havde givet hende så mange problemer, men hun ville ikke af med den. Den var en stor del af hende, så selvom den skabte så mange problemer for hende, ville hun ikke af med den! Hun ville beholde den. Hendes søster havde mistet evnen, men det var en lang historie, som hun slet ikke skulle tænke på nu. For hun vidste ikke hvor Isobel var. Levede hun overhovedet? Nille fik det helt dårligt ved tanken om at, hun ikke vidste om Isobel levede eller ej. "Jeg ville se verdenen som det værste sted, hvis det ikke var fordi, at jeg også har haft gode oplevelser i mit liv." Hun sagde det roligt, men indeni var der en længsel efter at få de gode oplevelser igen. Hun var ensom, og det gjorde ondt. Hun ville bare ikke lade nogen komme for tæt på igen. Hun endte til sidst med at såre dem. "Men måske er verdenen bare forfærdelig? En necroman er jo gået amok." Hun lagde armene over kors og så tomt på ham.
Nille trak på den ene skulder, da han sagde tak. Hun så mistænksomt på ham, da han sagde at hvis han ikke havde sin menneskelighed, ville han have inkasseret dusøren på hendes hoved allerede. Hun rystede på hovedet, da han sagde at han ikke synes, hun ikke virkede som en der fortjente at dø. "Du kender mig heller ikke. Så, hvordan kan du vide om jeg fortjener det eller ej? Hvad er det der får dig til at tro, jeg ikke fortjener det?" Hun så spørgende på ham.

"Du virkede nu ikke til at se verden som særlig lys lige inden jeg kom" svarede han rapt igen og foldede sin bag sammen for at lægge den i lommen igen. Det var sandt. Necromanseren var stadig på fri fod, og ingen vidste hvor han befandt sig. De døde husere om natten og Tristan havde allerede fået sin del af de døde, vidnet med et langt ar hen over den ene side af hans overkrop under trøjen.
"Jo det ser sku lidt sort ud gør det ikke? Men hey, de døde husere ikke lige her og ikke lige nu, så måske den ikke er så forfærdelig." Han nikkede for sig selv.

HAn grinede lidt ved det næste hun sagde. Det behøvede han da ikke kende hende for at kunne bedømme. "Ja for det første stod du og græd inden jeg kom, så altså er du ikke en kynisk psykopat" Han smilede flabet til hende og slog hovedet lidt tilbage. "For det andet snakker du med mig istedet for at angribe på trods af at jeg kunne få en dusør fra dig hvis jeg ville" fortsatte han og indskød til sidst: "Og for det tredje er min fornemmelse bare ikke at du fortjener det."

Nille fnøs lavt, og så væk fra ham. Hun havde armene over kors. Hun ville ikke tænke på, at hun havde grædt, da han så hende. Hun ville helst ikke tænke på, at han havde set hende sådan. "Nej." Hun så på ham. "Men, lad os bare sige, at jeg har taget en svær beslutning, og jeg er ikke helt tilfreds med mit valg." Hun sagde det afvisende og koldt. Hun ville ikke snakke om det med ham. Hun kendte ham jo ikke. "Nej, ikke lige nu, men udenfor Doomsville, der vil de komme efter en. Så, hvis du går udenfor Doomsville, er jeg ret sikker på, at du ikke klarer den." Hun sagde det følsesløst. Hun så tomt på ham.
Hun så irriteret på ham, da han grinede. Det var tydeligt at se på hende, at det ikke passede hende, at han grinede sådan af hende. Det han sagde, fik hende til at snerre lavmælt af ham. "Bare fordi jeg græd, betyder det ikke at jeg er uskyldig." Hun så igen væk fra ham, og rystede på hovedet. Hans flabede smil ignorerede hun. "Din fornemmelse er forkert. Hvad angår at jeg ikke angriber, jeg angriber kun hvis du virker truende." Hun så irriteret på ham. "Du ved ikke hvad jeg har gjort, du så kun kort mig der græd." Hun kneb øjnene lidt sammen.

Han trak på skulderen. "Hvad du har taget af beslutninger er din egen sag. Men det gør det kun være at fortryde dem frem for at stå fast ved dem og se det positive" Svarede han og så på sit ur. Han var faktisk ved at være lidt sulten. "Jeg kender et godt sted længere nede af gaden hvor man kan spise. Vil du med?" Sagde han så lidt ligegyldigt og gjorde sig klar til at gå.

"Jeg ved godt de er udenfor Doomsville, men jeg har allerede bevæget mig til og fra byen flere gange, og det er overkommeligt. På trods af at jeg i min uvidenhed første gang næsten mistede livet" Han tog sig til venstre side af maven da han sagde det. Under trøjen formede et langt ar sig.
"Men at du kan angriber hvis jeg er truende er vel selvforsvar, og det gør dig vel ikke mere farlig end alle andre." Stod han fast og satte i retning ned af gaden. Om hun ville følge med var hendes sag.

Nille rynkede svagt på panden, af det første han sagde. "Men hvad hvis, der ikke er noget positivt ved det?" Spurgte hun. Hun kunne ikke se noget positivt ved sit valg. Hun ville dog ikke ombestemme sig. Ifølge hende selv havde hun ikke gjort andet, end at såre andre. Derfor ville hun ikke ombestemme sig. Hun blev en anelse overrasket, af at han spurgte om, hun ville med ned og have noget at spise. Hun spiste ikke normalt mad dog. Hun spiste andres følelser. Hun var heller ikke sulten, men måske var det en fin ide, at gå med ham alligevel. "Gerne." Svarede hun. "Hvad hedder du? Jeg mindes ikke at du har fortalt mig det endnu." Hun så spørgende på ham, og lagde hovedet lidt på skrå.
Hun lagde armene over kors. "Hvordan kan du overleve det?" Nu var hun nysgerrig. Hvis han kunne overleve zombierne, når han tog hen til en anden by, kunne hun nok også. Hun skulle bare vide hvordan, han kunne det. Det at han næsten døde, som han havde sagt, beviste blot at man skulle være meget forsigtig udenfor Doomsville. Hun opgav, at bevise at hun var farlig. Hun kom jo ingen vegne! Hun sukkede svagt og fulgte efter ham. "Okay... Så, hvad er farlige personer så, ifølge dig?" Hun så spørgende på ham.

Tristan slog hovedet lidt tilbage. "Jamen hvis der intet positivt er, så havde du nok ikke valgt det vel?" Han blinkede til hende og blev positivt overrasket over at hun gerne ville med hen og få mad. Hun var måske et væsen som ikke behøvede at spise, men det gjorde han sandelig. De sidste dages eventyr havde ikke overladt meget tid til de basale behov og derfor havde han ikke så meget energi som ellers, men hans positivitet var der, på trods af den tid han gik igennem. "Jeg har selv lige taget et svært valg. Ville jeg gøre det om? Måske. Fortryder jeg det? En smule. Men det betyder ikke at intet godt kom ud af det" Han vrøvlede lidt inden han rakte hende hånden.
"Tristan Cambell Wonder til tjeneste" Smilede han "Og du?" Blev hurtigt tilføjet.

Han tænkte lidt over hendes spørgsmål. Ja hvordan overlevede man? Fulgte sine instinkter?
"Jeg ser måske komplet åndsvag ud fra din synsvinkel, men jeg er ikke så svag som så" Var det svar hun fik.
"En farlig person for mig er en person uden empati, uden følelser og manipulerende. Lidt som necromanseren måske?" Han trak på skulderen. "Ærlig talt ved jeg ikke hvad en farlig person er indtil jeg møder dem."

Nille trak på den ene skulder. Hun havde ikke lyst til at snakke med ham om det, så hun valgte ikke at sige mere til det. En af grundene til at hun havde valgt det, var jo fordi hun havde følt, at hun ikke havde gjort andet end at såre andre. Hun så undrende på ham "Hvilket valg?" Spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå. Da han rakte hende hånden, så hun først bare på den. "Nille 'Skammer' Amnell Panara." Sagde hun og tog så imod hans hånd. Hun gav den et roligt klem, inden hun tog sin hånd til sig.
Hun hævede et øjnebryn over hans svar. "Javel." Hun rystede på hovedet. Hun lagde armene over kors, og bed sig i underlæben. "Så du har aldrig mødt en ondskabsfuld person?" Det havde hun. Hun foretrak dog ikke at snakke om det. Hun så rundt, og betragtede væsnerne de gik forbi. Der var sat boder op, som enten solgte grøntsager, smykker, eller andet. "Kom og køb! Friske varer her!" Blev der råbt sommetider.