What if the world stop spinning around? -Nille-

Nille så forvirret på en mand.. Hun trak sig hurtigt væk fra ham da hans hånd berørte hendes hår, hun havde trukket sig sådan væk at det var som om han holdt en kniv og stukket efter hende. Hun trak vejret hurtigt og så rådvildt på ham. Hun kunne ikke huske ham, så hun gjorde det hun normalt ville gøre.. altså, det hun normalt ville gøre da hun var lille. Hun tog sin pude og kastede den ud efter hans hoved, om hun ramte elelr ej trak hun sig længere væk.
"Jeg straffer ikke nogen! Hvem er du?!" Skreg hun, så højt, at snigmorderen fra før løb ind til dem. "Hvad sker der?" Snigmorderen så skiftevis på dem. Nille så undrende på ham. "Hvem er du?! Har i kidnappet mig?!" Hun var helt skræmt.

Og nu begyndte det besværgelige. Han måtte dog indrømme at han aldrig havde set hende så forvirret. Normalt vidste hun godt hvem han var og som regel vidste hun også hvem hendes egne snigmordere var. Nu mindede hun bare mere om en fortabt dådyr i en billygte, end en stærk kvinde der var klar til kamp. Snigmorderen virkede til at være ligeså forvirret som ham selv. Heldigvis tog Jacob den med ro. Det ville alligevel ikke nytte noget at gå i panik. Det ville det langt fra. Selvom hun ikke kunne huske ham, forblev han siddende og så roligt på hende.
"Vi har ikke kidnappet dig, du har et midlertidigt hukommelses tab, du er i dit eget hjem og den mand der står op er en af dine snigmordere," fortalte hende med en blid og rolig stemme. "Du skal ikke være bange, vi vil intet ondt gøre dig," De chokoladebrune øjne blev rettet hen imod hendes.. Begge øjne var dybe og rolige..

Havde hun snigmordere?! Nej. Han løj, ham fyren dér. Han løj simpelthen for hende. Hvad skulle hun gøre ved det? Hvad kunne hun gøre ved det? Hun så skiftevis på manden og denne... snigmorder... fyr.. noget.. Hun så til sidst kun på manden som egentlig så ret godt ud.. Du godeste nej, de havde jo kidnappet hende! Hun kunne ikke bare sidde og tænke at en af dem så godt ud! Ej altså.
"Jeg har ingen snigmordere! Er du sindssyg?!" Hun skreg højt af ham, snigmorderen blev nervøs. Så lukkede Nille sine øjne atter igen, og da hun åbnede dem, strålede de af beslutsomhed. Hun rejste sig op. "Jeg hader det." Mumlede hun surt, hun var normal igen. Hun så på snigmorderen. "Lad ikke Jacob komme ud af dette værelse, uanset hvad." Hun ville ikke have Jacob fulgte efter hende for at se til hende,hun ville være alene... og lige nu var den eneste måde at få sikret sig på at forblive alene, ved at låse Jacob inde. Snigmorderen tøvede ikke et sekund da Nille gik ud af soveværelset. Han lukkede døren og stillede sig foran den som en mur. Nille gik ind i stuen og satte sig. Hun skulle tænke...

Det så ud til at hun var blevet sig selv. Ordene der forlod munden var ikke til at tage fejl af. De næste ord hun sagde, fik ham dog til at dreje hovedet hurtigt hen imod hende og sende hende et forvirret ansigt, som havde nogen bedt ham om at gå en tur med en et benet hund der ikke kunne gå. Det varede ikke længe før han var oppe at stå, klar til at løbe ud af rummet og forhindre snigmorderen i at låse ham inde. Han var ikke en løve i et bur. Hvis hun ønskede at være alene, skulle hun bare sige det til ham. Det at hun låste ham inde, fik ham bare til at føle sig som en lille uopdragen møgunge der ikke kunne forstå en fin hentydning. Uheldigvis lykkedes det ham ikke at komme ud, før døren allerede var lukket og han kunne høre låsen dreje. Han sukkede irriteret, løftede på armene og gik hen imod sengen, hvor han satte sig ned i den og gav sig nu til at glo ud i luften. De svagt lysende øjne kunne minde om et stort hav, hvor man nærmest svævede henover bølgerne for at finde en til land. Der var bare intet land at finde. Han rettede blikket ned i jorden, lyttede til sine omgivelser og fokuserede især på lydene omkring døren.. Ventetiden føltes som en evighed. Det var som om at hun aldrig ville låse døren op og komme ind til ham igen..

Det var som om noget inde i Nille var ødelagt. Som om hun ikke kunne tænke ordentligt. Hun følte sig som et spøgelse der ikke kunne finde fred. Hun sad blot og kiggede foran sig, hun tænkte slet ikke. Hun kiggede bare... Så satte tankerne igang. Måske var dette bare enden...? Ja, det måtte det være. Hun sukkede og rejste sig efter noget tid. Hun havde mistet tids fornemmelsen. Hun gik ind i soveværelset igen og fik snigmorderen væk. Hun gik hen til vinduet og kiggede ud.
"Alt forandrer sig for tiden. Følelser bliver blandet, arbejde og pligt der hviler på ens skuldre... Man må ikke lade sig distrahere, derfor.." Hun vendte sig om mod ham og så tomt på ham, der var ikke engang tårer at spore i hendes øjne. "Derfor er der intet 'os' mere." Sagt på en anden måde; hun slog op. "Det er bare ikke alt der fortsætter forevigt." Hun så væk. 

//Kreasvigt :3

Han lyttede og lyttede. Ventede bare på den mindste lille lyd til at hun skulle komme. Engang imellem rørte snigmorderen på sig, det var dog bare ikke den lyd han søgte efter. Endelig gik døren op. Han løftede hovedet og sendte Nille et skævt smil. Det forsvandt dog så snart han kunne se at hun ikke havde tænkt sig at gengælde det. Tøvende kiggede han kort ned i jorden, inden han tog modet til sig og rejste sig op, imens han stirrede på Nilles ryg.. Måtte ikke lade sig distrahere. Jacob sværgede på at han kunne mærke en pil gå igennem hans hjerte. Mærke et slag i hans hoved, så alt sortnede for ham.. Det kunne ikke passe.. Hun valgte pligten.. Hun valgte rent faktisk pligten!
Langsomt bakkede han, kiggede forvirret på hende og lod munden stå åben. Lige inden han nåede døren stoppede han dog op.. "Hvis det er det du ønsker," Hans stemme var hæs og man kunne tydeligt hører at han var såret. Dog kunne man heller ikke se nogen tåre i hans øjne.. "Jeg vil ikke være en klods om dit ben længere," Han vendte sig om, ville gå men kunne ikke få sig til at rykke ud af stedet. "Farvel Nille," Det blev sagt som en hvisken og han var i tvivl om hun hørte det.. Han satte i løb ud af huset, så sig ikke tilbage og ignorerede alle de blikke der blev sendt efter ham.. Det var ikke til at tro.. Han mistede Josh.. Han mistede Nille.. Da han var kommet langt nok væk, stoppede han op og først der kiggede han sig tilbage.. Alting var sort for ham endnu engang.. Han så intet og kunne ikke hører andet end sit svage hjerte banke.. Hætten blev trukket over hovedet, hænderne puttet i hættetrøjens lommer og blikket rettet imod jorden.. Langsomt startede han med at gå.. Uden han vidste hvor han skulle tage hen.. Choice kom løbende bag ham. Hun havde kunne høre ham løbe forbi og var straks begyndt at sparke imod boksdøren for at komme ud!
Tøvende puffede hun til ham, så han automatisk strøg en hånd henover den bløde mule..

// out

Skuffelsen viste sig i hendes øjne da han var gået. Ja.. Hvad kunne hun også have forventet.. At han ville falde på knæ og tigge hende om ikke at gøre det hun havde i sinde? At efterlade ham? Hun havde brudt det løfte hun havde givet ham før hun døde.. Aldrig st opgive ham.. Hun så ned.. Men.. Det havde været før hendes død. Før hun vidste hvad det betød at være skammer. Måske havde det hele været en fejltagelse med Jacob? Måske.. Eller også havde hun netop gjort det mest selviske og dummeste i hele sit liv. Nej, hun havde en pligt og den agtede hun at udføre. Hun satte sig tungt ned på sengen.
Farvel Jacob.. Farvel.. De skulle aldrig mere se hinanden. Det var måske også bedst. Han ville finde en sød pige at være sammen med.. Ikke en skammer som sårede ham hele tiden.. Hun ønskede kun det bedste for ham.


//out.