I can see!! //Sean//

Sean forsvandt op af trappen uden at se sig tilbage. Elyas sendte ham et hurtigt blik, konstaterede hans onkel i virkeligheden var lettet, før han hjalp med at støtte Luce ned i køkkenet. Luces spørgsmål haglede ned af dem, men problemet var...Ingen af dem viste hvad de havde snakket om og ingen af dem viste hvad der var galt.
De svarede derfor ikke. De satte Luce på en stol og Elyas satte sig ved siden af hende, kun for at opdage Mary rendte forvirret rundt som en forvildet høne.
"Mary...Slap af. Hent noget vand og forbindinger" Kvinden arbejdede meget bedre, når nogen fortalte hende hvad hun skulle. Hun nikkede og gik straks i gang med at pumpe vand op fra en indendørs pumpe i køkkenet. Elyas så lidt på Luce.
"Luce...Ingen af os ved hvad der er sket. Det ene øjeblik løber du ind af døren og skulle efter sigende have været ret glad..." han gjorde en kort gestus mod Mary, som havde fortalt ham det tidligere, da han ville have lidt mad, trods han som dæmon faktisk ikke behøvede det. Det var hyggeligt at spise.
"..Det andet falder du ned af trappen og min onkel ved ikke om han skal være sur eller lettet over du stadig trækker vejret. Hvad der end er sket, er det slemt nok til at min onkel er fornærmet eller sur over det og det går nok ikke over med det samme...Husker du da slet intet?" spurgte han. Mary kom over med spanden. Elyas tog en klud, gjorde den våd, og fjernede roligt viskestykker, for at vaske det værste blod og skidt af, så de kunne få en forbinding på hende.

Hun forstod det simpelthen ikke. Hun og Sean plejede ellers og være vildt gode venner når de var sammen. De var begge glade og nød deres selskab og pludselig vågner hun op for foden af en trappe med en masse sår og skrammer på kroppen og et hul i hovedet og Sean virkede overhovedet ikke til og være glad for, at hun var der. Hvad var der sket som hun ikke vidste eller ikke kunne huske? Hun sad bare stille og holdt fast i viskestykket på hendes hoved som var blevet rødt og varmt pga hendes blod. Hun undrede sig også over hvorfor ingen af dem svarede hende på det hun spurgte dem om. Hvorfor var der ingen af dem der ville svare hende? Hun havde det som om nogen eller noget havde fortalt dem, at de ikke skulle svare på hendes spørgsmål og skulle virke sure når hun var der. Hun kiggede hen imod Elyas's aura da hun hørte hans stemme og lyttede til det han fortalte "Jeg forstår det ikke. Det sidste sted jeg var det var hjemme ved Sakref. Har trænet med ham hele dagen. Jeg har overhovedet ikke løbet hen til jer. Jeg forstår bare ikke hvordan jeg er endt her" Hun slap viskestykket da hun mærkede, at Elyas havde taget fat i det. Hun følte sig svimmel selvom hun intet så og havde det som om hun flere gange skulle kaste op uden der kom noget. Hun bed sig hårdt i læben da Elyas begyndte og vaske blodet væk. "Jeg skal snakke med Sean" udbrød hun pludselig efter noget tid.

Han sukkede svagt og brugte tid på at fjerne blod og skidt. Bagefter lagde han en stramt forbinding, så det kunne hjælpe med det stoppe blodet. Mary fandt et krus frem og gav Luce et krus vand. Bagefter tog hun det rødlige vand og skyllede det ud.
Elyas vaskede sine hænder og så lidt på hende.
"Luce...Du har været her hele dagen. Jeg ved ikke hvor længe siden det er du har været hos ham...Sakref...Men du må åbenbart have mistet lidt at hukommelsen efter faldet. Bare et godt råd. End til du kan huske hvad der er sket, må du nok hellere lade Sean være, ellers risikere du bare at gøre det hele værre" kommenterede han. Han havde flere gange gjort sin onkel vred og hver gang han havde forfulgt emnet, uden at lade ham køle lidt ned først, var det hele bare blevet meget værre.
"Han vil rive dig rundt i manegen til du knap nok kan stå på benene, til du beder om tilgivelse og siger du aldrig vil gøre det igen, uden du ved hvad du faktisk snakker om" han drillede selvfølgelig lidt, men det var ikke løgn at Sean kunne være ret...Farlig.

Hun flakkede lidt med øjnene for og følge efter Marys aura med øjnene som hun gik der frem og tilbage som en syg hønemor eller noget i den retning. Hun håbede sådanset, at Elyas snart var færdig med og rense hendes sår og hår for skidt og blod så hun kunne komme videre. Der var blot en ting som rent faktisk sad fast i hendes hoved på nuværende tidspunkt og det var, at hun måtte snakke med Sean. Det var vigtigt for hende koste det hvad det ville. Hun kiggede hen imod Elyas aura da han begyndte og snakke til hende efter han havde spændt en stram forbinding om hendes hoved. Hun kunne godt så småt mærke, at blodet var ved og stoppe langsomt. "Det passer ikke. Var hjemme ved Sakref idag til formiddag og trænede hvordan jeg bedre kunne fokusere på mine omgivelser i forsvar." Hun lød meget bestemt og sikker i hendes stemme selvom hun ikke vidste, at det var det rene vrøvl hun kom med. Hun trak vejret dybt og fortsatte "Du forstår det ikke. Må snakke med Sean og gerne hurtigst muligt. Må vide hvorfor han er så sur på mig lige pludselig!" Hun tog en tår af det krus vand Mary havde givet hende og stillede over halvdelen af vandet tilbage på bordet. Hun ville stritte imod Elyas' ordre og snakke med Sean. Hun rejste sig op, men kunne mærke at hun var meget usikker på sine ben og at hendes fod dunkede voldsomt når hun støttede på det. Hun bed sig bestemt i læben og bed smerterne i sig imens hun humpede hen imod døren fra køkkenet til hallen. Man kunne godt høre på hendes vejrtrækning, at det gjorde ondt når hun trådte på foden.

Elyas blev næsten sur, men bed det i sig. Han var stadig lidt ustyrlig, angående sit temperament. Han så lidt på hende, hun var jo bare forvirret.
"Luce...Hvorfor skulle jeg lyve? du har været her hele dagen og snakket med Sean. Lyt nu til mig, når jeg siger du må have mistet lidt af din hukommelse under faldet!" han lød mindste lige så sikker i sin sag. Men ærlig talt orkede han ikke at diskutere det, han viste bare det kunne være farligt for hende at snakke med Sean, hvis hun alligevel ikke huskede hvad der var sket. At Sean nok bare ville blive mindst dobbelt så sur.
"Held og lykke. Du finder ham kun hvis han selv vil findes" Nogen gange kunne han ikke engang selv finde ham i huset og så stort var det nu heller ikke. andre gange havde han bare låst sig inde på sit værelse, et tegn på at han ville være alene. Han så lidt på hendes ynkelige forsøg på at gå og forbandede stædige folk. Men han gjorde intet for at stoppe hende. Hun var sådan set ikke hans problem. Han havde for længst lært at blande sig uden om sådanne ting, der ikke angik ham.

Hun stoppede op og støttede sig til den fod hun ikke havde så ondt i. Hun kiggede hen imod Elyas' aura hun sukkede lidt "Elyas jeg kender dig knap nok. Derfor kunne du sagtens finde på og lyve overfor mig. Du ved sådanset ikke hvad jeg er for en" hendes stemme var ikke hård eller noget mere rolig og mild. Hun humpede videre hen til døren og stoppede op lige foran den med en hånd imod døren "Tak. Har en lille ide om, hvor han er henne, men lad os nu se" hun håbede ihvertfald lidt at han var der hvor hun regnede med hvor han var. Hans værelse. Hvor skulle han ellers være? Kælderen? Biblioteket? Inde ved drengene? Der var mange muligheder. Hun åbnede døren ind til hallen og gik ud fra køkkenet og lukkede stille døren efter dig. Hun stod lidt og prøvede og komme i tanke om, hvor de forskellige ting var henne før hun humpede videre fra døren af til trappen. Hun tog fat i gelænderet imens hun gik meget langsomt op af trappen "Den her trappe har bare aldrig været mig..." mumlede hun stille for sig selv. Efter der var gået noget tid var hun endelig kommet op af trappen og gik haltene hen til Seans værelse. Hun stoppede lige udenfor døren og bankede stille på "Sean er du derinde?" råbte hun ind af døren.

Elyas blev vred ved de ord. Han gik selv op i ærlighed. I oprigtighed. I ikke at være så kold hele tiden og i at hjælpe andre. Han blev vred ved at Luce satte spørgsmålstegn ved hans ærlighed og tvivlede på ham, som om han bare var en simpel, forfærdelig dæmon. Marys hånd klemte hans skulder lidt, holdt han siddende til Luce havde forladt rummet.
"Hun har ondt, Elyas. Og er forvirret. Gør ikke dette til din kamp"

Sean var ikke på sit værelse. Det var måske der han normalt søgte hen, når der var noget, men lige nu ønskede han ikke selskab. Han ønskede ingen folk i nærheden af sig og ønskede ingen stemmer der kunne forstyrre ham. Og hvilket bedre sted var der end biblioteket? Masser af stille bøger, med ord i stedet for stemmer. Han havde lukket døren efter sig og gået ind mellem de forskellige reoler. først lagde han slet ikke mærke til bøgerne, men til sidst tog han en af dem ud og begyndte at bladre i den, for at tænke på nogle andre ting, for at få styr på sit temperament.

Hun ventede på, at høre nogen råbe kom ind fra den anden side af døren, men der var ingen lyd. Prøvede han og ignorere folkene og derfor være stille? Hun sukkede lidt og åbnede døren og kiggede rundt for og se om hun kunne se hans aura, men der var ingen. Det irriterede hende godt og grundigt, at hun ikke vidste hvor hun skulle lede efter ham henne. Han kunne lige så godt være gået ned i kælderen som udenfor for og gå sig en tur. Hun lukkede døren efter sig og stod lidt udenfor den og spekulerede over de forskellige rum hun og Sean plejede og snakke sammen fordi der var stille og roligt. Han kunne være nede i den lille stue, hvor hun havde siddet sammen med Sean og snakket første gang hun var kommet hjem til ham. Kunne han være på biblioteket? Der var han ikke så tit som hun vidste af så hvad ville chancen være for, at han var derinde? Hun sukkede lidt og valgte og gå hen til stuen for og se om han var der, men da hun endelig var haltet der ned og havde åbner døren for og se om han var derinde var der tomt. "Sean hvor er du henne?..." mumlede hun for sig selv. Hun tænkte måske skulle hun tage chancen for og se om han var oppe i biblioteket. Hun haltede hen til trapperne igen. Det tog sin tid og komme oven på igen. Hun kunne mærke hvordan tårerne pressede på fra smerterne fra hendes fod. Hun haltede hen til biblioteket og åbnede døren. Hun kunne ikke se noget med det samme, men biblioteket var nu ret stort for en blind og samtidig kunne han nemt haft skjult sig bag reolerne. Hun haltede ind "Sean? Er du herinde?" man kunne høre på hendes stemme, at hun var ked af det og samtidig at hun havde store smerter.

/stue, hans værelse og biblioteket ligger alt sammen på 1 etage altså, oppe af trappen //

Sean bladrede lidt videre. Han var ikke helt opmærksom på tiden eller noget andet. Han lod blikket glide fra den ene side til den næste, selv om han allerede kendte denne bog alt for godt...Bogen der fortalte om det ritual han havde været igennem. Han viste ikke helt hvorfor han havde valgt den, måske fordi den havde...Krævet så meget af ham? Han ville ikke miste bogen, men han ville heller ikke vise den til andre eller være skyld i andre også gennemgik ritualet. Da døren gled op lukkede han bogen og satte den plads. Luce stemme nåede hans ører og selv om han hørte både hvor ked af det hun var og smerten, havde han ikke lyst til at snakke med hende.
"Hvad vil du nu?" hans stemme kunne skære igennem jern, så kold og hård var den. Han gjorde det med vilje, i håb om hun ville fatte budskabet og gå sin vej.
"Har du ikke terroriseret mig nok i dag?" knurrede han og kom til syne fra bag nogle reoler. Han lænte sig op af en af reolerne med armene over kors og så lidt på hende.
"Du lever, du kan stå. Hurra. Var der andet?"

//Sh //

Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle gøre eller hvor hun skulle lede hvis hun ikke fandt Sean. Hun anede ikke hvad der var sket denne dag overhovedet. Efter hendes hoved var det stadig mandag, men i virkeligheden var den Torsdag. Det hele var vendt op og ned og hun forstod virkelig ikke hvad der skete rundt omkring hende. Mary og Elyas havde sagt hun havde været der hele dagen, men det kunne hun overhovedet ikke få til og passe sammen med det der foregik oppe i hendes hoved. Da hun endelig hørte Seans stemme blev hun overrasket og nærmest forskrækket over hvor kold og hård hans stemme egentlig var. Hvad havde hun villet denne dag? Hun forstod virkelig ikke hvad hun skulle tro. Hun bed sig usikkert i læben "Sean jeg vil snakke med dig..." hendes stemme fortalte tydeligt, at der ikke skulle meget mere til for, at hun begyndte og tude. Hun prøvede og finde ud af hvor hans stemme kom fra, men hun havde det som om hendes sanser overhovedet ikke ville samarbejde for og finde ham så hun blev stående hvor hun var "Sean hvad mener du? Jeg forstår virkelig ikke hvad der er sket..." hendes hjerne kørte på højtryk for og regne ud, hvad der skete rundt omkring hende, men alligevel kunne hun ikke finde årsagen til hvad der var sket siden hun havde terroriseret ham denne dag og hvorfor hun var kommet hjem til ham denne dag. Hun kiggede på hans aura. Den så meget vred, kold og hård ud. Det nærmest skræmte hende, at se på hans aura, men så stædig som hun var ville hun vide hvad det var der skete. Hun haltede tættere på ham og bed sig hårdt i læben for ikke og skrige. Hun stoppede nogle få skridt fra ham "Sean fortæl mig hvorfor du er sur på mig. Jeg beder dig"

Han så næsten vantro på hende. Foregav hun nu ikke at vide hvad der var sket? som om intet var sket? Som om et lille trick med at falde ned af trappen og intet glemme bagefter, i håb om alt var glemt, at han ville bløde op, give hende et kram og sende hende af sted med Bruce? Hun kunne tro nej. Han var ikke en idiot.
"Hvis du virkelig har tænkt dig at lege glemme-leg, så lad mig venligst være i fred og snak først til mig, når du har noget mere interessant at fortælle" svarede han koldt og afstandtagende.
"Du kan tage Bruce når du ønsker det. Han venter sikkert kun på at blive bragt til sin far. Så længe du lader Connor være, er jeg glad" han rettede sig op og gik uden om hende, for at gå hen til døren.
Han gad ikke dette her. Han ville bare være i fred. Havde mest lyst til at flænse en...
I et øjeblik mærkede han hvordan hans temperament blussede op, men mange års træning fik ham til at kontrollere det og han lod nogle af de værste spændinger forsvinde ved at trække vejret dybt og tælle til ti. Eller tyve. Men også kun nogle af dem...

Hun kunne se på ham, at han troede ikke på noget af det hun fortalte ham. Hans aura fortalte det hele. Hun ville virkelig gerne vide hvad der var galt med Sean. Hvad det var hun havde gjort ham siden hans venlighed var blevet til nærmest vrede og had. Eller hun kunne ikke helt regne ud om der også var had skjult inde i hans aura det var ret utydeligt for hende. Hun rystede på hovedet "Sean jeg vil ikke lege gemme-leg overhovedet. Jeg vil bare forstå hvad det er der er sket. Jeg ved ærligtalt ikke hvad jeg har gjort Sean..." hun mærkede hvordan tårene pressede på. Det måtte virkelig være slemt det hun havde gjort. Men hvorfor fortalte han hende det ikke bare så de kunne få en ende på dette problem så de kunne komme videre i livet "Sean jeg har aldrig villet gøre noget for og såre dig eller gøre dig vred. Det ved du godt Sean. Jeg ville aldrig stikke nogen i ryggen jeg så op til! Aldrig!" så fik hun det sagt, Hun så op til Sean underligt nok. Men det gjorde hun. Bare det og se og mærke og høre, at han var stolt af hende gjorde hendes liv bedre. Hun hang lidt med hovedet og kiggede ikke op på hans aura. Hun havde mistet ham. Den eneste hun i virkeligheden ville have skulle være stolt af hende. Hun sukkede stille og nikkede "Smutter bare snart...Så slipper du for mig...Du ønsker tydeligvis ikke mit selskab mere...Sean jeg er ked af det jeg har gjort og ville ønske jeg kunne huske det, men du vil tydeligvis ikke fortælle mig det eller noget..." man kunne høre på hendes stemme at hun var blevet ked af det. Hun bed sig stille i læben og blev stående hvor hun var. Hun ville vente med og gå til Sean var gået. Hun ville ikke ligne en der ville følge efter ham og få ham til og forstå. Hun havde tydeligvis gjort noget siden hun havde mistet ham "Jeg...får nogen til og kontakte dig når jeg har gjort en aftale med Sakref så du kan møde ham..." hun sukkede lidt. Det var nok det eneste tilbage hun havde som Sean sikkert ville lytte til og som ville give hende en rigtig chance for og snakke ordentligt med ham.

//Fik en ide...Som en plot ide, hvis sakref vil have vi tager et fællesemne en dag, kan det være der Sean og Luce mødes igen - første gang efter denne? Og første tidspunkt de kan få mulighed for at snakke om tingene? Hvis Sakref arbejder på at tøjle Luces temperament, kunne det vel passe ind...Eller hvad?//

//Det kunne faktisk godt være en god ide. Og har snakket med Sakref om og springe lidt over nogle tidspunkter så mit og hans emne ikke sakker så langt bagud, at jeg får svært ved og spille hende og det er han med på ^^//

//Okay. Det vil også skabe lidt handling eller noget som emnet i det hele taget kan handle om //

Sean så lidt på hende. Han havde slet ikke lyst til at snakke med hende. Ikke lige nu. Påstod hun virkelig hun intet kunne huske? De tårer...Virkede sande nok. Men...Han var ikke klar til det. Nej. Hellere vente noget tid og se hvor meget hun huskede senere.
"Luce. Du må altid komme her. Blot, ønsker jeg ikke dit selskab lige nu" han lød som om han lavede forretning og ikke som om han snakkede med en ven.
"Vi kan snakke, når du kommer til fornuft. Når du er kommet dig efter dit slag og...På mirakuløst vis har fået din såkaldte hukommelse tilbage" han viste ikke helt om han skulle tro det, men hvis det var den leg hun legede, så fint.
"JEg har intet mere at sige til dig. Accepter jeg trækker mig tilbage" og så havde han intet mere at sige.
"Jeg vil være tilfreds ved at møde Sakref" bekræftede han dog, inden han forsvandt ud af døren og gik mod sit værelse.