Awwwww not again ! Damn ! - Sean

Sean smilte svagt, da han så om på Tristan. Han lod Jace gå forbi sig, da Sean med en hånd holdt døren for Tristan. Da han trådte ud af døren, dunkede han ham kort i ryggen med en hånd, da døren gled i bag dem.
"Bare rolig. Hvis du havde været i seng med min søster ville jeg ikke nøjes med et stirre på dig" blinkede han let drillende, men med en underforstået mening. Biologisk set havde han ingen søster. Men det forhindrede ham ikke i at binde de bånd med andre, nærmere bestemt Nephthys. Armbåndet om hans hånd var et bevis på deres forbindelse. Jace stod et øjeblik og lod blikket glide over den tomme gade og de triste huse, som om han vejrede et eller andet i luften, men gik så tilbage til dem med et svagt skuldertræk.
"Skal jeg løbe i forvejen? Hvor skal vi overhoved hen?" lød hans spørgsmål, da han kiggede fra den ene til den anden. Han var en forvokset teenager og fuld af energi, men med veludviklede sanser. Sean smilte svagt og kiggede igen på Tristan, da han ingen anelse havde om hvor Tristan hytte var.

Tristan slog op i et kort grynt af en latter og rystede på hovedet. Mere ned at stirre. Ja det ville ikke være rart, men han kunne nu ikke huske at have været i seng med nogen der kunne ligne en søster af Sean - how lucky.
Tristan følte sig stadig temmelig svag, men hans hoved var klarere end det havde været i flere dage. Han håbede at kunne finde tilbage til hytten hurtigt, men det havde været 6 måneder siden han havde været der sidst.

"det er ca 6 kilometer syd for firewood village. Så ca 5 kilometer den vej" Svarede han drengen, som han ikke vidste om han mere skulle kalde mand, og pegede ind imod skoven. Den var tæt bevokset og mørk når man kom lidt ind, og Tristan var usikker på om der kunne gemme sig zombie lignende ting derinde.

Sean nikkede kort og begyndte at gå i den viste retning, forventede at Tristan fulgte med. Jace fulgte efter og så lidt på Sean med skæve blikke.
"Og nej, Jace. Du bliver hos os, jeg har ikke råd til at miste dig" lød Seans svar endelig, da han sendte Jace et lille smil. Drengen var så fuld af energi at han ofte måtte holde ham i en kort snor for ikke at risikere det ødelagde noget eller han mistede ham.
I stedet lod Sean blikket glide over omgivelserne. Nogle af husene de kom forbi var ødelagte, men efterhånden kunne man ikke se om det var dragen eller krigen der havde gjort det. De var ikke kommet særlig langt, før en skrig flænsede luften. Et af sorg, men også et der var bange og frygtede et eller andet...Et skrig der kunne få det til at gyse. Sean kiggede kort på Tristan, velvidende han ikke var frisk nok til at lege helt, men at han nok ville prøve på det alligevel. Sådanne skrig havde han selv tit hørt. Nogen gange havde han selv været skyld i dem. jace virkede nervøs og så ned i jorden, som om jorden kunne gøre ham døv for hvad der end skete. Lidt efter opdagede de det: foran dem, på vejen, lå en kvinde over et lig. hun vuggede lidt frem og tilbage, mens hun holdt fast i liget og mumlede noget uforstående, mens tårerne løb ned over hendes kinder. Enkelte andre stod rundt om og kiggede. En anden kvinde prøvede forgæves at hive den ulykkelige kvinde væk. Sean stoppede op og studerede scenen et øjeblik. Han havde netop besluttet sig for at gå videre, da liget åbenbart ikke var et lig alligevel...
Kvinden skreg igen, da hun sprang tilbage, måde med vantro og håb i sit ansigt...
"Victor! Vic...Er du...Men du døde...Vic...Vic, lad være..." Den døde person, en ung mand åbenbart, greb fat i kvindens ben, men det så ikke ud til at være gensynsglæde hos manden eller lettelse over at være i live...Hans ansigt var tomt, da han bed efter kvindens ben. Personligt var Sean klar til at gå videre...

Det var en sørgelig vej at gå. Huse var ødelagte overalt og det var svært at sige om stedet stadig var beboeligt, men hans gæt ville være nej. Han tog sig ikke notits af hvad der skete imellem Sean og knægten eller hvad de snakkede om. Lige nu koncentrerede han sig bare om at sætte et ben foran det andet. Det var tydeligt at mærke at hans krop hurtigt blev træt. Han havde ikke meget blod i kroppen til at ilte musklerne og det blod der var brugte hans hjerne på at tænke. Tænke på alt og intet, om her og der, og om hvor det præcis var han var på vej hen. Tankerne synes at smelte sammen som farver på en pallet, og dog var de alle så kontrastfulde.

Et skrig gennemtrængte luften, og hev Tristan ud af hans tanker. Vejen foran ham blev klar igen og med det samme reagere hans bevidsthed på billedet foran ham. Foran dem på vejen lå en kvinde og hulkede ind over en ung mand. Hun var stadig ung, men ældre end dem, og synes at bule ud fra maven. Hun vuggede frem og tilbage, som om hun havde overbevist sig selv om at manden i hendes arme var blevet lullet i søvn. Det var frygteligt, netop fordi Tristan vidste at dette skete hver dag i denne virkelighed.
Han slog blikket hen på Sean, som synes at være på vej videre. Drengen ved siden af synes heller ikke at have tænkt på at gøre andet end at følge med Sean, så Tristan fortsatte efter dem, eller det ville han have gjort, men da kvinden skreg igen måtte han se sig tilbage. Det var tydeligt at ingen omkring hende ville reagere, men de vidste godt hvad manden var blevet til. Kun hende selv var i benægtelse, og forståeligt nok.
Tristan kiggede igen tilbage efter Sean og den unge fyr, men det så ikke ud til at de havde tænkt sig at reagere "hey.." prøvede han, men for sent. Da han kiggede tilbage på kvinden var liget ved at bide ud efter hendes ben, og det ville nok have lykkedes. Hvis altså ikke han i samme sekund var blevet slynget tilbage med et ryk da en spids kastekniv ramte ham hårdt i det venstre øje og borede sig dybt ind i kraniet. Den døde man væltede om på siden med en vislende lyd og blev liggende dødstille.

I den anden ende af kastet stod en Tristan der i den grad var ude af balance. Han havde lagt sin vægt i kastet og var næsten væltet forover, som han stod på hug og med sin venstre hånd på jorden foran ham for ikke at vælte. Knap nok klar over hvad der var sket, men klar til en del forbandelser og klageskrig fra enken, som ellers havde været så håbefuld.. Men, som han så det, var en falsk forhåbning ikke noget værd i forhold til 2 menneskeliv.
".. Sean?" Mumlede han frem for sig for at være sikker på at de ikke var gået videre.

Sean stoppede op, ca. samtidig som han bemærkede Tristan ikke gik videre. Jace stoppede også op og han trippede nervøst lidt frem og tilbage, mens han hele tidens sendte Sean små blikke, som om han ventede på en ordre. Men Sean gav ingen ordre om at redde kvinden. I denne verden kom det i den grad an på hvor stærk man var og denne krig havde vist at tage de svage først. Hvis kvinden ikke selv kunne beskytte sig, var det alligevel spild af tid at redde hende. Desuden havde Camille kun bedt ham om redde Doomsville, ikke folkene i Firewood.
Hans mørke blik gled over kvinden, der lidt forsinket prøvede at sparke ud efter sin elskede. Det gik op for ham at hun gravid og hvilken mundfuld mad hun faktisk var. Det var altid...sært berusende a mætte sig i gravide kvinder. Han gjorde det sjældent, noget kunne trods alt rykke i hans samvittighed, men de få gange...Det havde været sært berusende og skræmmende på samme tid. Han skulle til at række ud efter Tristan hånd, da han fornemmede Tristan bevægede sig. Han havde troet Tristan skulle til at løbe derover, i stedet så han hvordan en kniv, i en ganske elegant bue, gled gennem luften og dolkede den nu dobbeltdøde mand. Kroppen faldt til jorden med en sær slasket lyd. folk rundt om flyttede nervøst, imponeret og skræmt på sig. Enkelte valgte at gå hjem igen, to andre kvinder prøvede at få den chokerede op at stå. Det lykkedes. Kvinden så ned på liget, mens tårerne igen gled stilfærdigt ned over hendes beskidte kinder. Så drejede hun hovedet og så over på dem. Så fortrak hendes ansigt sig i en dyb vrede.
"IDIOTER! PSYKOPATER! TROLDMÆND!" hun rasede løs både med ord de forstod og nogle der lød fremmede, mens hun enkelte gange hikkede, for at få luft mellem hendes eder og gråd. Nogen skulle have skylden og det var så meget nemmere at angribe de fremmede. En af den andre kvinder så tomt over på dem. Hun var en ældre dame.
"Tak" så hev de begge den oprørte kvinde væk.

Snart stod de alene tilbage, med endnu en krop der lå og fyldte på gaden. Jace havde det rart dårligt over det skete og viste ikke helt om han skulle kaste op.
Sean trak let på den ene skulder og så ned på Tristan.
"Klar til at fortsætte?" som om de i virkeligheden havde set på et klovnenummer for børn.

Tristan havde endelig ladet sig selv falde forover og sad nu på knæene, stadig med en hånd på jorden foran ham. Anstrengelse var en dårlig ting når det kom til skader, det havde han jo vidst.
han havde ikke rigtigt set hvad der ellers skete, men fangede udemærket de mange vrede skældsord som han allerede havde forventet ville komme. Godt nok var dette ikke det samme, men når man var dusørjæger og jævnligt slog væsner ihjel, så kunne man ikke undgå at såre nogen. Havde han været lidt mere frisk havde han måske argumenteret imod, men han orkede det ikke i sit grønsags stadie, og kiggede først op da folkene var gået og da Sean kiggede ned på ham og spurgte om noget.
"Nej.." Svarede han bare. "Lige et minut mere.. " Svarede han som en doven unge der ikke ville op i skole. Han kiggede lidt efter om der var andre tæt på, også satte han fra med den hånd der ellers havde støttet ham og kom lidt vaklende op at stå.

"Hvordan kan du være så kold?" Spurgte han så Sean. Ikke i vrede, men mere i forundren, og måske en smule misundelse. Han havde aldrig selv kunne gøre sådan. Det var nu ikke så meget fordi han ikke selv ville være SÅ kold, men lidt kunne ikke skade når man begyndte at blive voksen.

Da han usikker kom på benene, placerede Sean hurtigt en hånd på hans arm og hjalp ham med at finde balancen, før han slap ham igen. Selvfølgelig, kun hvis Tristan gik med til det og ikke skubbede hans hånd fra sig.
Jace sukkede svagt og strakte sig, som om det var ham der havde lavet et eller andet, før han så over på dem et øjeblik. Så lod han blikket glide videre og pludselig stod de ikke længere ved siden af en ung dreng, men i stedet en ung panter, mørk som natten, som snuste op i luften og sneg sig rundt om dem med et dyrs ynde. Sean så kort på Jace, før han gjorde tegn til de hellere måtte gå videre...Han stoppede dog op og så hen på Tristan med et løftet øjenbryn. Han var den første der havde spurgt ham direkte...i lang tid. Endda siden ritualet, som i virkeligheden havde gjort ham til en endnu større kold skid. Hvilket bare beviste folk var ligeglad.
"Kold?" spurgte ham, som om Tristan i virkeligheden havde brugt et ord han slet ikke kendte.
Så smilte han let, som om svaret var indlysende.
"Der er forskel på os, Tristan. Mange ting er med til at skabe os, til dem vi er. Race, forventninger, familie, barndom. Påvirkning fra dem vi omgås" hans smil voksede en anelse mere.
"Og selvfølelig, et spørgsmål om prioriteter. Når vi snakker om dette, denne krig...Er døden uundgåelig. Selvfølgelig, for nogen af os har den altid været hverdag, men i krig oplever alle den på en eller anden måde. Ganske enkelt, de svage dør..." han slog kort ud med hånden mod liget på jorden.
"...Og de stærkeste overlever. Naturens orden. Er det noget at skabe sig over?" han så lidt på Tristan, for at tolke hans reaktion. Så gjorde han en gestus den vej de var ved at gå.
"skal vi komme videre?"

Tristan brummede utilfredst og kæmpede for at afvise seans gestus og komme på benene selv. Åh hvor han hadede denne porre agtige tilstand. Han skulle selv klare sig, ikke blive plejet som et lille barn, også selvom han var taknemmelig for seans hjælp den forrige nat. Som et barn der skal lære at køre på cykel, så må man tage støttehjulene af.

Pludselig var den unge mand ved deres side transformeret til en flot panter. Tristan kunne ikke undertrykke sin overraskelse, men heller ikke hans bekymring for hans tiger Luck som var forude, og det fik ham til at forsætte i retning af skovens indre. Han ville væk herfra nu. Måske noget varmt mad - godt nok fra dåse, og tilbage til trykke omgivelser.

"hvilken opvækst vi har haft gælder ikke her, medmindre du er opfostret til at være en hjernedød egoist. Hvis du kan hjælpe så gør du det." svarede han bare bestemt og prøvede stædigt at sætte tempoet op. "desuden betyder endnu en død i denne krig endnu en fjende. Når du nu kan forhindre det så nemt hvorfor så ikke gøre det ?" han smilede for sig selv. Ja. Sådan havde han det.

Han smilte svagt til Tristan. Der var forskellige syn på det, han havde spurgt og Sean havde svaret - han havde ikke tænkt sig at diskutere det. Folk skulle ikke håbe på de ville kunne ændre hans syn på det. men han kunne alligevel ikke holde sig fra at svare. Mest fordi han følte han tog fejl...på visse punkter.
"Sådan har nogle det. Men jeg vil rette dig. Ens barndom har så sandelig noget at sige. Fra helt lille er man påvirkelig fra en forældre og omgivelser. De lære en at leve, hvad man må gøre og ikke må gøre. Det er rigtigt at man kan ændre visse af disse ting senere, men noget af det vil stadig ligge inde i en" svarede han roligt. Som om han var van til at forklare det.
"Og du må antage at jeg automatisk holder med menneskerne i denne krig. du tager fejl. Den eneste grund til jeg overhoved blander mig, er fordi jeg har lovet Camille det. Ikke fordi jeg selv er interesseret. om det er den ene eller den anden der styre verdenen..." han trak let på skuldrene, som for at sige det kunne være lige fedt.
Panteren gik lidt foran dem, snuste sig frem, daskede mod et insekt han havde set på jorden. Halen gled dovent fra side til side. pludselig stoppede han op, ca. to meter foran dem. Han snuste i luften og der virkede som om hans pels begyndte at stritte. En svag knurre lyd kom fra ham.
"Flere fjender?" spurgte Sean opmærksomt, trods panteren ikke kunne svare ham. Han anede intet om den tiger de var på vej til at møde - det gjorde panteren heller ikke.

Tristan rystede på hovedet. Han lyttede meget mere til etikken , imens det lød som om Sean lyttede til psykologien, og han havde ret på nogle punkter, men Tristan ville altid mene at etik var et instinkt alle havde et sted, og hvis Sean ikke begyndte at pleje det, så ville det æde ham op indefra.
"Det er vel fordi jeg er opfostret som menneske. Vi er flokdyr you know. Kan godt lide at holde sammen og beskytte hinanden. Sådan er dæmoner ikke helt" svarede han med et træt smil og kørte en hånd igennem det orange hår.
Det gav et lille stik ved lyden af Camilles navn, men ikke noget der ville kunne ses, så stædig var han da. "ah , så du reddede mig også på grund af min .. Tidligere.. Relation til camille?" svarede flabet og rankede sig lidt op.

Et sted i skoven kunne høres grene der knækkede, og panteren knurrede. En trykket stemning lagde sig imellem de 3 og et øjeblik blev der helt stille, som om alt luft blev suget ud af lokalet. Så , ud af hvad der synes som ingenting, væltede en smuk højorange tiger ud af skoven. Den satte kurs imod Tristan med høj fart, men synes at stoppe voldsomt op da den så hans tilstand, og væltede istedet forbi ham og rullede et stykke inden den var på benene igen og henne ved ham for at gnide sig mere forsigtigt, men stadig energisk op ad ham.
"Luck ! Hvad laver du ude af hytten ! Du kunne komme til skade ! " udbrød han, men satte sig alligevel ned på hug for at slynge armene om tigeren i et kram. Han rettede sig op igen lige som tigeren lavede en knurre agtig lyd imens den kiggede tilfredst på panteren.

De havde meget forskellig syn på det. Han kunne dog ikke lade være med at smile lidt af Tristans fact.
"Åh, en erfaring fra dit job?" faldt hans kommentar muntert. Hans blik gled gennem de træer der var ved at rejse sig omkring dem.
"Vi lytter sjældent til hinanden, desværre. Vi ville være meget stærkere sammen. Men enden vil vi være den stærkeste eller også blive vi sur på den der er stærkere" smilte han roligt. Åh, han viste godt menneskerne samlede sig i flok. Det var den eneste måde de kunne klare sig, svage som de jo var. Hvilket gjorde det nemmere at infiltrere dem, lære dem at kende og blende ind i mængden. Det gjorde det også nemmere at finde dem. Hvor der var en, var der flere. Dette kommenterede han dog ikke, velvidende at Tristan, ligesom Camille, havde menneskerne kær.
"Åh ja, bestemt. Men også fordi jeg havde set dig før og stadig ikke viste nok om dig til at bestemme mig for om du var nyttig eller ej" svarede han roligt. Hans blik gled ned over panteren.
"Faktisk, nu vi er ved det, jeg har jeg enkelt ting jeg godt vil have på plads. Jeg høre at du træner Alane op, så hun bedre kan beskytte sig selv. Jeg vil da lade hende være i din varetægt...Forstået på den måde at kommer hun til skade, vil du være den der vil fortryde det" han sendte Tristan et lille smil. han havde snakket med Alane om det og havde følt det nødvendigt at fortælle Tristan om betydningen af hans ansvar. Dette var ikke et emne der kunne diskuteres. Alane var en af de eneste få personer han virkelig holdt af. Derfor skulle hun også beskyttes. Man kunne måske kalde ham gammeldags på det punkt, men han var jo også lidt...gammel.

Han stoppede op og lod blikket glide ned over den anspændte panter foran sig. Panteren stod stille og stirrede det samme sted...Og lidt efter hørte Sean det også. han havde lynhurtigt fisket en kniv frem, da han ikke viste hvad der kom. pludselig sprang en stor tiger frem. Ikke noget man ligefrem ser hver dag, specielt ikke her. Sean havde været klar til at kaste kniven...Men tigeren virkede slet ikke så fjendtlig og inden han kunne nå og overveje hvad det betød havde tigeren og Tristan omfavnet hinanden. Panteren virkede forvirret og stadig anspændt. Det endte med at Sean lod kniven forsvinde ned i en af sine skjulte lommer, før han gik over og klappede panteren kort på ryggen, så den satte sig ned og stirrede på Tristan og tigeren. Sean kiggede selv nysgerrigt på dem.
"noget af et kæledyr?" kommenterede han, i håb om at få en forklaring eller fortælling på hvor han dog havde skaffet sig en tiger fra.

"At lytte og samarbejde er for det meste en styrke. Medmindre din samarbejdspartner er egoist selvfølgelig" Svarede Tristan og trak på skulderen. Han ville ikke sige det til Sean, for han havde trods alt reddet hans liv, men han havde altid fundet at dæmoner, vampyrer og varulve som nogle af de mest egoistiske personligheder. Selv kunne han ikke fordrage en sådan tilgang til livet. Det skulle leves igennem sine medmennesker og væsner. Det var nok også derfor han var fundet sammen med en halv fe frem for en vampyr.
"i denne tilstand er jeg ikke meget værd, men jeg kan garantere dig at jeg enten er til meget nytte, eller en virkelig irriterende pestilens alt efter hvilken side jeg er på, nar jeg er rask selvfølgelig" Han smilede til Sean. Han var selv vokset en del, mest mentalt de sidste par måneder. Fået flere kræfter og lært nye tricks.

"Alane? Ja hende træner jeg godt nok, og hun skal nok blive god det skal jeg love dig" Svarede han så Sean som synes at have fået en dødelig alvor i stemmen. "Hvaaa er hun din kæreste eller sådan noget?" Drillede han og gav Sean et puf på skulderen. Nogle gange kunne han stadig være meget drenget.

Efter tigerens tumlen rundt synes skoven at blive lidt mere rolig. Faren var drevet over for nu. Tristan klappede det store dyr på siden og kom helt op at stå igen. Han kiggede hen på de andre som så lidt forvirrede ud. "Åh. Det her er Luck. Jeg tror ikke jeg behøver at forklare vores relation" Sagde han så og gled en hånd igennem det orange hår som spøjst nok havde præcis samme farve som tigerens højorange pels.

Hans smil voksede ved hans kommentar. Selv om han ikke havde sagt det direkte, fornemmede han alligevel en hvis hentydning. At han var egoistisk. Og han måtte give ham ret: han var i den grad egoistisk! Hvad ellers? Han var den eneste der virkelig var der for ham selv, et helt liv. Som kunne være ret langt. Alle de andre kom og gik med jævne mellemrum. Der gav ingen mening at tænke på andre, når man bare skulle overleve.
"Du har virkelig studeret dine monstre" kommenterede han, med en lav stemme der fortalte han faktisk morede sig. Så måtte Tristan tolke det som han havde lyst til.
Han påtog at være overrasket over hans udsagn om hans egen farlighed.
"Nej virkelig! En dusørjæger der kan slå fra sig? Dem ser man ikke tit. Den sidste jeg kom forbi overlevede knap et par minutter!" smilte han roligt.

han blev mere alvorlig, da samtalen handlede om Alane. Hun var et ømt punkt og Tristan skulle ikke få de forkerte tanker. Hans blik blev måske en smule drabelige, da han kiggede på ham.
"Alane er værdifuld for mig. Mere behøves du ikke at vide" svarede han kort. Lod sit kropssprog fortælle ham hvor alvorligt emnet faktisk var.
I stedet lod han blikket glide fra det orange hår og ned til tigeren med et betænksomt blik. Sjovt, som hans bevægelse med håret gennem det orange hår kom netop som han snakkede om tigeren - der havde samme orange farve, ud over striberne. Hvordan havde det nu været? Jo, tigeren var stoppede tæt på Tristan, som om den havde kunne mærke der var noget galt med ham. Tristan havde ret. Der var ingen grund til at sige det højt. Sean erfaringer og skarpe hjerne fortalte ham alt han behøvede at vide. i stedet pegede han ned af vejen, de havde på vej ad.
"Så lad os komme videre, skal vi?" smilte han let.

Tristan gav ham et blik der næsten skreg 'oh ha ha ha.' Godt nok var dusørjægere oftest pussies der med deres vievand og gudstro gik amok på alt de ikke lige mente hørte til i himlen. "Jeg er ikke en.. Almindelig.. Dusørjæger" Svarede han bare og trak på skulderen.

Oh oh oh.. Looks like somebody hit a nerve. Tristan undertrykte et smil og kiggede væk. Ikke mere snak om Alane. Fint nok, fint nok. Hørte man godt efter kunne man høre en sagte fnisen, men kun også lige akkurat.
Ved siden af synes Luck at snuse lidt modvilligt imod panteren. Den var ikke van til andre store katte tæt på.
"ja kom lad os smutte. Luck du føre an" Svarede Tristan traskede langsomt videre med en hånd i siden. Det gik ikke vildt stærkt, men han kom da frem af. Luck derimod var mere end ivrig efter at komme videre og synes ikke helt at kunne finde ud af om den skulle blive tæt på Tristan, eller lede dem et stykke foran. Den besluttede at skifte lidt imellem de to ting, og snart stod de foran et stort højt egetræ der var host for et stort træhus. "Here we are" mumlede Tristan og rodede lidt i lommen efter noget.
Huset foran dem startede ca 2,5 meter over jorden på træet. En trappe snoede sig videre opad imod trækronen fra det laveste rum og op til et andet længere oppe. Trappen snoede sig så en sidste kan op til det sidste rum. Det laveste rum var klart det største. Selvom det var tydeligt at huset ikke var helt professionelt lavet i alle afkroge, så 'stod' det solidt og prægtigt foran dem.

Tristan hev en kastekniv op fra lommen og sigtede lidt opad inden han skød den afsted. Den ramte trægelæneret oppe foran hoveddøren lige netop der hvor et stykke reb var fastkort og sendte en træstige ned til dem. Den hældte en smule som en trappe så tigeren og panteren også kunne komme på.
"Velkommen" udbrød Tristan så imens Luck først adræt kom op.

Hans blik gled nysgerrigt ned over Tristan, som om han kunne se alle svarene på hans hemmeligheder hvis han kiggede godt efter. Ikke en almindelig dusørjæger? Skulle han være skræmt nu? Nu var det ikke fordi der var vildt meget der skræmte ham. Måske en ting eller to, hvis han tænkte godt efter, men ellers fandt han resten...spændende. Selv krigen skræmte ham ikke rigtig. Af en eller anden grund kom han til at tænke på nogle latinske gloser han havde lært sig med tiden, skiftende som den jo havde været. Men han kunne ikke huske rækkefølgen på dem og hvis de havde været dele af nogle sætninger, huskede ham dem ikke. Pyt nu også med det. I stedet studerede han let tigeren, da de begav sig videre ned af vejen. Heldigvis uden at møde flere komplikationer. Huset var...Ja, han viste ikke helt hvad han skulle syntes om det. Hans første tanke var at Alane ville elske det. I skoven, i et træ, hævet over jorden og dermed i sikkerhed. Men hun havde jo også levet i naturen længe. Om han selv personligt ville kunne lide at leve sådan tvivlede han på. Han kiggede op mod træet. Godt han ikke led af højdeskræk.
I stedet gjorde han tegn til at panteren skulle blive hvor han var, her nede for træet. Faktisk burde han nok løbe hjem og hente de andre, men han ville hellere have ham siddende her som en alarm der kunne fortælle dem hvis der kom nogen. Panteren, Jace, opfangede ideen og satte sig ned, med halen der gled dovent fra den ene side til den anden, mens han kiggede på dem, da de kravlede op ad.
Sean begyndte opstigningen lige efter Tristan. Da de var kommet op, havde han mere travlt med at udnytte at han nu kunne se de nærmeste omgivelser meget nemmere, end at studere Tristan, for ham, lidt ydmyge bolig.
"Interessant sted at bo" nævnte han så let.
"Hvordan er du endt med at bo her, af alle steder?" spurgte han da han sled blikket væk fra udsigten og kiggede efter Tristan...

Panteren blev tilbage, og Luck kiggede mistroisk ned fra "teressen" hvor den nu stod for enden af stigen. Den var ikke van til andre større kattedyr tæt på, og satte sig tålmodigt og kiggede ned og omkring. Hvis panteren kunne holde vagt, så kunne den også.
Tristan derimod havde efter megen anstrengelse kæmpet sig op af stigen. Lidt forpustet fortsatte han ind i huset. "Nogen der vil have noget dåsemad med?" Råbte han ud til Sean og kunne dy sig for i hvert fald at tage en med til sig selv og Luck. De var ikke kendt for at have en lille appetit.
Selvom mange nok ville foretrække et stort hus med centralvarme, så havde Tristan det helt fint her. Han var vokset op i et palæ, og havde så snart han havde kunne, flyttet ind i en etværelses lejlighed. I denne verden boede han nu her i noget han halvt selv havde bygget, og godt nok var det ikke luksus, men det havde sin charme, og han havde hvad han havde brug for + at det var sikkert hævet over jorden.
"Jeg arvede fundamentet til hytten af en gammel mand der kendte mine forældre. Asmodeus hed han. Han lærte mig en ting eller to, og, ja nu bor jeg her så. " Svarede Tristan og tilføjede hurtigt. "Jeg kommer ned om lidt".

Efter få minutter kom han tilbage i et rent sæt tøj, og med en lille taske om den ene skulder.

Han så lidt tilbage på Tristan og undrede sig lidt over at han snakkede, som om Sean stod nede ved siden af panteren. Var han forvirret eller led han endnu af bivirkninger fra blodtabet? Med et svagt skuldertræk lod han kort blikket glide over træhytten, før han kravlede ned, mens Tristan var begravet i ting inde i hytten.
Han gik over til panteren og satte sig på hug over for den. Den rejste sig straks, velvidende at nu skulle der ske noget.
"Du skal løbe tilbage til byen og vise de andre denne vej ud af byen. Her kan de komme væk ubemærket gennem byen. pas på ingen følger dig" Panterens gule øjne søgte hans og vidnede om menneskelig intelligens. så rejste Sean sig og panteren satte i spring ned af vejen de var kommet fra. Han kunne ikke give sine mænd mere tid. De måtte af sted, mens det endnu var lyst. Når først det blev mørkt, ville det være alt for farligt at rejse og de havde ikke mad eller ressourcer til at blive en nat mere.
Asmodeus...nope, aldrig hørt om navnet, trods han nu var nysgerrig. måske kunne han få nogle mænd til at grave efter navnet derhjemme. Men hvis han var en sær mand, der holdte sig for sig selv, lærte han nok ikke meget den vej. Og lidt sær må man vel være for at gemme sig i en træhytte, måtte man ikke?

Der gik ikke lang tid, for Sean, før Tristan kom ned til ham.
"Jace er løbet ind for at hente mine mænd. Vi kan snart begynde turen hjem til Doomsville" sagde han roligt, da han så på Tristan. bare lidt nyt tøj friskede ham overraskende meget op.

Tristan følte sig overraskende meget bedre i rent tøj. Ja , han kunne godt have brugt et bad også, men bare ar blive frisket op med lidt rent der ikke var smurt ind i blod, skidt og sved var altid noget.
Luck var nede før Tristan. Den var hurtig og adræt, og godt tilpas med at en hvis panter var løbet tilbage efter mændene. Nogle gange burde den måske se at få nogle store katte venner, frem for at beskytte territorium. Da Tristan endelig fik kæmpet sig ned af stigen bandt han tasken om Luck istedet. Den havde flere kræfter end han havde lige nu.
"Jeg er klar til at komme afsted." Svarede han bare og nikkede til Sean. "Hvad har du tænkt dig at gøre i Doomsville?" Spurgte han efter en lille pause, og rettede sig op efter at have bundet tasken fast.

I modsætning til Tristan havde tigeren masser af energi. De lignede hinanden meget de to. Når de begge var intakte. Energi og overskud var et karaktertræk, og en gave. Selvom de to ikke fysisk var forbundne, så løftede tigerens humør Tristans en del.

Han så lidt på tigeren og på Tristan. Det eneste de skulle gøre var at vente nu. De mænd der kom, blev ført tilbage til Doomsville, resten måtte sørge for dem selv. Han smilte let. Hvad han havde tænkt sig?
"Jeg har først og fremmest tænkt mig at udnytte den kaos der er. jeg har en fornemmelse af jeg kan opnå ikke så lidt ved at være på de rette tidspunkter, de rette steder. En anden ting er jeg vil gøre mine mænd klar til kamp og sparke de levende-døde ud af min by" han trak let på den ene skulder, som om det var det mindste man kunne forvente. Dog gjorde han det kun fordi Camille havde lavet en aftale med ham.
"Og så vil jeg selvfølgelig beskytte et par personer..." Dem der var i byen, vel at mærke. Han var stadig vred over at Neph havde forladt byen, ikke begrund af den kommende krig, men fordi hun ville væk fra det hele. Inklusiv ham. han kiggede væk fra Tristan, for ikke at risikere han så disse følelser, der hærgede inde bag den facade han holdt oppe.

Der gik ikke særlig lang tid, før panteren kom springene igen. Den løb dog direkte forbi dem og ind i nogle buske. Lidt efter kom Jace, som en ung mand, frem igen, indsvøbt i en kappe. Bare fødder og bare ben fortalte han var nøgen inden under kappen. Han sendte dem et drenget smil, der fortalte sit tydelige sprog om hvor meget han nød at være forvandlet.
Lidt efter lød der en let larm, da en gruppe på ca. 10 personer kom gående. De fleste med tasker på ryggen og et sværd eller dolke ved bæltet. De fleste var mænd, men der var også tre kvinder imellem dem. Sean gik ud fra det var de venner, hans mænd ville have med sig.
En af dem smed en sæk hen til Jace, som forsvandt igen.
"Kan i dæmpe jer!" lød Seans kommando prompte. Mændene blev straks stille og dem der gik bagerst, blev stille da de opdagede dem foran var stille. Sean lod kort blikket glide over den lille flok og nikkede let for sig selv. Lidt efter kom Jace tilbage, nu klædt i noget almindelige, men praktisk tøj. Han havde sækken over ryggen, som åbenbart indeholdt resten af hans egendele.
Sean så tilbage mod Tristan.
"Så går turen hjemad" i hvert fald for hans vedkommende.

Tristan var ikke sikker på hvad det var Sean ville opnå med at være på de rigtige steder på de rigtige tidspunkter, og han var ikke sikker på at han ville kunne lide svaret. Sean var trods alt dæmon, og ikke blid som et lam. Til gengæld var han ret sikker på at det at få smidt de døde ud var en god ide.
"Kom og find mig når tiden kommer til at sparke zombie røv, også skal jeg kæmpe ved din side som mere end denne grøntsag" Svarede han og grinede svagt af sin egen tilstand. Han kunne lige så godt være en død sådan som han så ud.
Tristan smilede for sig selv. Ak ja, der var altid nogen man ville beskytte. For ham var det klart. Han ville beskytte Sakref og hans familie, Luck, Abbaddon, Alane og ikke mindst Camille. De fleste af disse personer ville aldrig få brug for hans beskyttelse, men stadig.

Luck knurrede og med det samme kom panteren springene, og kom hurtigt frem som den unge mand igen.
Tristan så ud over de mennesker der var kommet fra skoven. De så da udemærket i stand til at kæmpe ud men... "Der er så få. Hvordan vil du smide de døde uden med kun 10 personer?" Spurgte hanog kløede sig i nakken.

Han så lidt på Tristan med et overrasket udtryk, før han begyndte at grine. Han kunne simpelthen ikke lade være. Drillede han ham? Viste han virkelig...Intet? Han huskede på at manden havde været tilbage på jorden. Et sted der både var klog på visse punkter...Og enormt uviden på andre.
Han gik over foran Tristan, som om han først rigtig så ham nu, men med et drillende glimt i øjet. Han morede sig virkelig over denne lille spøg. Han slog let ud med hånden, mod sine mænd.
"Der er vist nogle småting du bliver nød til at vide. Den ene er at jeg er leder af en af de største klaner i Doomsville. Du ved hvad klaner er, ikke?" uden at vente på svar, og uden at uddybe hvad klaner var, gik han videre.
"De er det tætteste nogen af os kommer på familie. Os i klanen. Vi har svoret at hjælpe og beskytte hinanden, lige meget hvad. Derfor er jeg her og henter, hvad du har ret i, er kun 10 personer. Nogle af dem er ikke engang del af klanen, men pyt med det." han trak let på skuldrene og vente sig om mod sine mænd. enkelte, også kvinderne, havde sat deres tunge tasker på jorden for at spare ryggen, mens de alligevel bare stod og talte.
"De fleste af mine mænd her i Firewood er døde. Men jeg kan love dig for...Hjemme i Doomsville, gemmer min egen lille hær sig. Under jorden, under jer alle sammen, i for længst glemte tunneller, sidder de og venter på jeg giver signal" han så tilbage mod Tristan for at bedømme om han havde forstået det og se om han havde nogle spørgsmål. Han gjorde kort tegn til sine mænd, de forstod det var tid til at gå og dem der ikke viste hvad det betød, tog deres tasker på igen alligevel, da de så de andre gøre det.
"Og nu, må vi virkelig komme videre. Tro mig, du ønsker ikke at rejse når det først er blevet mørkt. ikke i din tilstand" sagde han slutteligt, før han gjorde tegn til om de ikke skulle til at gå.

Tristan hævede et øjenbryn. Han havde aldrig rigtig kendt Sean, og derfor fandt han det underligt at det virkede til at være en selvfølge at vide at Sean havde sin private hær. Det havde han aldrig hørt om, heller ikke da han boede her.
"Skal jeg være ærlig med dig, så tror jeg egentlig ikke tallet er det afgørende for at jage de døde ud. Jo flere vi angriber, jo flere dør der, og jo flere fjender er der. Jeg er sikker på dine mænd alle er meget dygtige, men jeg tror nærmere du har brug for få , men virkelig øvede, krigere. men det er vel bare min mening." Svarede han og rykkede hovedet lidt tilbage, så noget af hans orange hår fandt væk fra ansigtet.
"Jeg troede ikke du var personen der ville komme tilbage efter så lidt, men jeg tog vidst fejl. Måske er du ikke en så slem dæmon alligevel" Smilede han så og sendte Sean et drillende blik.

Tristans lysebrune øjne fandt vej imod den sti de ville skulle følge. Så langt var der ikke til Doomsville. Det ville ikke tage mere ned et par timer i hans tilstand.
"Right... Det fandt jeg ligesom ud af ikke?" Svarede han og hentydede til sin ynkelige tilstand.

Han så studerende på Tristan, som om han ikke helt viste om han skulle slå ham eller grine af det han sagde. Det endte med han vendte ryggen til ham for at dirigere sine folk af sted.
"Der er selvfølgelig visse der endnu ikke kan kæmpe eller som har deres ekspertrise et andet sted. Men tror ikke min klan består af rene kludedukker. Og mon ikke det hjælper, så længe vi nøjes med at knuse de døde uden selv at dø?" han så sig over skulderen med et svagt smil. Til det næste trak han let på skulderen. i hans ører lød det som om Tristan kaldte ham svag. Dette var noget han på ingen måde kunne accepterer. Havde det været enhver anden, havde han truet personen til at tro noget andet.
"Igen et tegn på du intet kender til mig" svarede han mystisk og så ud til at have mere travlt med at komme af sted. Han gik forrest, resten af folkene gik efter ham og han regnede med at Tristan selv kunne finde ud af gå med. Folkene bag Sean begyndte straks at småsnakke, selv om det var rimelig lavt, som om de alle frygtede noget meget værre skulle høre dem.
"Tro ikke jeg er svag. Det kan nemt blive en undervurdering der kan være...Ret farlig" nu sendte han Tristan et drillende smil.

De var kommet væk fra byen og også væk fra de fleste træer. Omgivelserne blev mere øde og fuld af marken, med få træer og buske rundt om dem. Kun for senere at blive afløst af endnu en bid lille skov. Solen skinnede, trods alt, men det var ikke ligefrem vildt varmt. Den lette knasen af fødder mod grus, den lette summen af snak mellem folkene, som blev mere og mere løs efterhånden som de kom væk fra byen. Det hele så ud til at ville gå glat, hvilket glædede Sean.
De kom ind under træerne skygge igen. Skoven virkede en smule...For stille. Først for sent tænkte Sean nærmere over det og det endte med at han stoppede op i hvad der ville svare til midt i skoven. Han drejede sig halvt og så ned over den lille flok, som gik en smule spredt. De småsnakkede og smilte let, ubekymret...Det vil sige, så snart de opdagede Sean var stoppede op, blev nogle af dem straks bekymrede igen. En mand kom hen til dem.
"Hvad sker der?" spurgte han ligeud, men alligevel uden at se Sean direkte i øjnene, da han jo trods alt var deres chef. Sean viste det ikke helt og svarede derfor heller ikke...Puslede det ikke imellem træerne og buskene? Var det ikke en svag gryntende lyd han hørte? Først for sent gik det op for ham. Det var et baghold. De havde bare ventet på nogen skulle gå igennem skoven, igennem skyggerne. På ingen tid havde Sean en af sine knive i hånden.
"Baghold! Alle til våben!" lød hans dybe stemme...

Tristan rystede på hovedet. Så stolt, så stolt. Det var mest det indtryk han fik. Men at sige sin mening var bestemt ikke det samme som at kalde nogen svage. Han var bare realistisk. Han vidste at antal mænd og kvalitet våben ikke var lig med sejren, men det lød til at Sean var ret sikker i sin sag, og derfor sagde han ikke mere. Det kunne da nok godt lade sig gøre at vinde sådan på den måde også.
"Min kære ven, jeg har aldrig kaldt dig svag, eller dine mænd. Måske har du en forkert opfattelse af mig" smilede han drillende tilbage.

De fortsatte et godt stykke uden ord. I hvert fald ikke fra Sean eller Tristans side. Mændene omkring dem sludrede svagt, men generelt havde en trykket stemning fundet vej til deres lille gruppe. Han havde en dårlig fornemmelse. Det samme havde Luck, Tristan kunne mærke det. Den store tiger gik tæt ved ham og kiggede vagtsomt rundt. Der var noget tæt på, men det var svært at spore når det var dødt. Luck kiggede op på Tristan med store øjne, og som svar nikkede han igen.
Sean stoppede op et par sekunder efter det. Så han havde også mærket det. På meget få sekunder skete der en masse ting.
Luck snurrede rundt og knurrede højlydt, i samme sekund spærrede Tristan øjnene op og råbte efter dæmonen "Sea--!", men knap havde han noget at åbne munden før Sean selv havde råbt noget med baghold.
Alle blev straks stille og folk begyndte at tage sig til deres våben. Luck knurrede lydløst imens Tristan hev sine 2 handcannons pistoler frem. Stemningen var tung da alle stimede lidt tættere sammen som instinktet nu ville det.

Han mærkede det kolde skæfte mod sin hånd. Han hørte de andre smed deres tasker, for det ikke skulle forhindre deres bevægelser, og trak deres våben. Selv kvinderne var udstyret med nogle knive. Skydevåben var stadig sjældne i denne verden, så faktisk havde de fleste knive, dolke eller ligefrem et sværd. Med en bevægelse med hånden samlede Seans mænd sig i en cirkel, med deres venner inde i midten for at holde dem så sikre som muligt. Trods alt viste Sean intet om hvilken træning de havde fået. Stemningen blev hurtigt ladet. Han viste ikke hvad Tristan havde tænkt sig og han fik heller ikke tid til at tænke over det. I det samme begyndte en bølge af levende-døde at dukke op. Mellem skyggerne, mellem buskene. De spredte sig rundt om dem, blokerede vejen, så de hverken kunne komme frem eller tilbage.
Sean strammede sit greb. Og så gik de til angreb. Intet med at forhandle eller småsnakke, nej. De angreb bare. Men det var jo nok også begrænset hvor meget de kunne snakke.
Sean mærkede stødet, hørte den sære knasende lyd, da hans kniv hvirvlede igennem luften og kolliderede med en hjerneskal. Kroppen sank til jorden. Kun for at rejse lidt efter igen. Trods alt blev de jo ikke holdt oppe af en hjerne mere, men magi. Han sparkede den nærmeste væk, som mest af alt mindede om et skelet fordi resten af dens...kød, var faldet af.
Den snerrende lyd af levende-døde steg.
Sean kæmpede som han havde lært det. Det ene tidspunkt gled han hen af jorden i et sejt stunt, det næste gennemborede han den ene levende-død efter den anden med sin kniv eller med deres egne våben som bestod af sværd, river og hakker. Enkelte havde økser eller hammer.
Et skrig flængede luften, da cirklen var blevet ødelagt og en af kvinderne blev bidt i armen. Hun kæmpede desperat for at komme fri. Sean viste hvad rygterne sagde: blev man bidt af dem blev man selv en af dem. Han viste ikke helt om det passede, men han tog ingen chancer. Kvinden var død inden hun kunne nå at skrige igen. Derefter blev den zombie, som havde bidt hende, sendt en tur gennem luften, kun for at ramme et træ et par meter væk.