Du forstyrre mit arbejde! skrid med dig!...åh...(Nille)

Med pengene i en pung, som hun havde i sin ene hånd, sad hun lænet op af et træ, lidt væk fra huset. Træet lavede en skygge, der skjulte hende, og hendes påklædning hjalp den. Hvis hun havde haft den hvide kjole på, ville hun ikke have været så godt gemt, som hun var nu i den mørke kjole. Hun kunne se huset, og ventede blot på at Sean og manden ville dukke op. Hun fik øje på Sean,og lidt efter, også manden. Hun blev dog siddende, hun ventede på at Sean fik sine penge og fik manden væk igen, eller slået manden ud.
Hun hævede begge øjnebryn, da manden så livløs ud. Hun kendte Sean nok til at vide at han havde dræbt manden. Hun rejste sig op og gik hurtigt derhen, efter at Sean havde tørret sin kniv af i mandens trøje. Hun rakte pungen hen mod ham. "200 guld, som lovet." Sagde hun roligt. "Har du nøglen til døren?" Hun så spørgende på ham. Hun kommenterede ikke på at han havde dræbt manden, hun var ligeglad, for manden havde været en slave ejer, så det betød intet for hende. Hun ville bare have slaverne fri.

Med et lille smil vente han sig om mod Nille, da hun kom. Han var slet ikke tvivl om at det var hende. Han tog imod pungen, som var dobbelt så stor som den han lige havde fået. Altid en fornøjelse at gøre forretninger. penge betød sådan set ikke så meget for ham...Han udnyttede bare at de betød så meget for andre. Han lod også den forsvinde ind i en skjult, men sikker, lomme. Så fiskede han nøglerne op og låste døren op. Han skubbede døren op og med en lille gestus, lod han endnu engang hende gå først ind. Hvis det altså passede hende. Aftalen lød på at han skulle hjælpe slaverne fri. Han kunne altså først gå, når slaverne forlod huset. Han holdt nøglerne frem til hende. Hun måtte selv tage sig af kaosset, der uden tvivl ville opstå, med at befrie dem.

Nille lod ham roligt tage pungen, det gjorde hende intet at miste pengene. Hun så tomt på Sean, hun smilede ikke til ham, hun ville bare have slaverne fri og så komme videre med sit liv. Hun gik indenfor, da han havde låst op og lod hende komme først ind. Hun stolede på at han ikke ville dræbe hende, hvilket nok var dumt af hende, men hun var nød til at stole lidt på ham. Der var noget godt i alle... ikke?
Hun så rundt, inden hun så på Sean igen. Hun tog imod nøglerne, og gik mod den dør, hun ikke kunne få åbnet dagen før, da den havde været låst. Hun låste den forsigtigt op, og åbnede den.
Rummet var lille, der var madrasser og få tæpper på gulvet. Der var enormt varmt derinde, der var intet vindue. Der var syv slaver, tre børn og fire voksne, alle de fire voksne var mænd. To af børnene var piger, og den sidste var en dreng. De var alle syv samlet sammen i et hjørne, nogle af dem blødte, men det var næsten kun mændene. Hun smilede svagt til dem, og gik derind. "Hey, mit navn er Nille." Hun talte blidt til dem, som om de alle sammen var børn.

Sean forblev stående udenfor. Slaverne skulle ikke gå og tro han var deres ven. Han orkede ikke at gå ned af gaden med en hel ren af slaver bag sig, fordi de troede han ville hjælpe dem. Han var her af pligt. så derfor forblev han udenfor, lod Nille om at overtale dem til at løbe deres vej...Til en ukendt fremtid. De fleste blev sikkert bare fanget ind igen af andre slavehandlere. Eller taget af vagterne, fordi de stjal for at overleve. Men lad det nu være ved det.
Han lænte sig op af væggen med armene over kors og håbede hun ville skynde sig. Forskellige folk var allerede begyndt at gå frem og tilbage.

Indenfor så de fleste af slaverne ligegyldigt på Nille. Hvem var dette? En kvinde der havde købt en eller flere af dem eller en kvinde der kom for at sparke løs på dem? Mændene brød sig ikke om den måde hun talte ned til dem på. Hun var i den grad en kvinde der havde købt en af dem...Kunne de fornemme afskum talte ned til dem på den måde. som de slaver de var! En af mændene spyttede i jorden foran hende, ligeglad med om han ville få slag for det senere. børnene krøb op af hinanden og pigen så skræmt på hende. De trykkede sig ind i et hjørne, i håb om at skjule sig fra hende.

Nille hævede blot et øjnebryn af manden der spyttede ned på jorden foran hende. Hun var skam tålmodig med dem. Måske skulle hun ændre sin taktik lidt? Hun lagde armene over kors, og så på manden der havde spyttet. Han brød sig vidst ikke om at blive talt til sådan. Hun betragtede dem, inden hun så trak sin hætte ned. Hun måtte indrømme at manden var modig, sådan at spytte. Hun havde dog intet imod det, han troede vel det forkerte om hende. Hun ville ikke straffe ham for det. Hun satte sig på hug, lidt væk fra dem, og smilede blot til dem.
"Som sagt, mit navn er Nille. Andre kender mig under navnet Skammeren. Tro det eller ej, men i er frie til at gå. I kan tage hjem til jeres familie." Hvis de da havde sådan en. "Eller... I kunne arbejde sammen om at overleve. Jeg regner med at i ikke har lyst til at være slaver?" Hun lagde hovedet lidt på skrå. "I kan trygt gå herfra, og leve videre, som normale mennesker." Hun så på manden, der havde spyttet, og lignede langtfra en der løj. For det gjorde hun jo heller ikke.

Sean ventede, blev mere og mere utålmodig og overvejede bare at forsvinde, men i følge deres aftale skulle han hjælpe. Så han mente ikke han kunne gå, før han havde set slaverne forlade huset.
Manden fra før rejste sig tøvende op. Han lod blikket glide ned over hende, bedømte hende tydeligvis.
"Jeg har intet at vende tilbage til" knurrede han svagt. Dog så han ikke ud til at være ked af det, da han forlod rummet. Han sagde ikke mere, skyndte sig bare at gå, som om han hvert øjeblik troede han ville blive skudt ned bagfra. En spøg, af en slags.
De andre var mere tøvende. Da de andre mænd opdagede han kunne gå, uden der skete noget, rejste de sig også og skyndte sig væk, uden at tage sig af at hun havde foreslået de skulle arbejde sammen. De tænkte på dem selv. Til sidst var der børnene. De havde ingen steder at vende tilbage til. Eller, den ene dreng havde. Men den sidste dreng og pigen havde ikke. Til sidst rejste den ene dreng sig op og så lidt på Nille, som om han ikke helt viste hvad han skulle gøre. Så løb han. Han var ikke sikker på hans familie ville tage imod ham, så han ville ikke risikere at give dem flere problemer ved at hive fremmede børn med hjem. Den sidste dreng og pige sad bare og stirrede på Nille.
Sean så først den ene mand, så resten, der skyndte sig ud. De lignede skidt og de nærmeste kiggede lidt på dem, som om de ikke viste om de skulle sætte alarm eller hvad. Sean studerede dem, uden at trække en mine. Den ene mand overfaldt brutalt den forvirrede, spinkle mand der havde stået og set efter ham. På ingen tid var han blevet frarøvet sine penge og manden skyndte sig videre, mens den bestjålet sad tilbage, lige forvirret. Sean smilte svagt. Når Nille kom ud ville han gå. Så måtte resten være hendes eget problem.

Nille nikkede til det manden sagde, og fulgte ham med øjnene, da han gik. Hun så på de andre, og sagde ikke noget. De skulle vel have tid til at forstå, at der var intet var at frygte. Nille fulgte de andre mænd med øjnene, da de også gik. Hun blev ikke overrasket over at børnene tøvede mest, hun så blidt på dem, og lagde hovedet lidt på skrå. Hun betragtede den ene dreng, da han rejste sig, og hun smilede opmuntrende til ham. Da han løb, så hun på de sidste to. De virkede meget tøvende, måske skulle hun hjælpe dem med at finde et sted at være? Det ville hun gøre. Hun rakte forsigtigt og langsomt en hånd hen til dem, for ikke at forskrække dem.
"Jeg lover jer, at jeg vil hjælpe jer. Jeg finder jer et sted at bo." Hvor der selvfølgelig var mad, tryghed og omsorg. Hun vidste ikke om de ville tage imod hendes hjælp, eller om de var for skræmte til, at gøre noget. Hun havde snakket blidt, og smilede stadig opmuntrende. Hun ville ikke kræve deres navn, eller noget, før de var trygge ved hende. Hun var da glad for at de andre havde fået mod til at tage afsted. Nu skulle hun bare overbevise de her to, om at der intet ville ske hvis de gik med hende, og hun nægtede at forlade dem.

Sean blev utrolig utålmodig. Han kunne snart ikke klare at vente længere. Det lignede ham ikke, han var altid så kontrolleret og stille. Velovervejet. Men lige nu var han vildt utålmodig og irriteret. Måske var det sulten der var begyndt at trygge ham. Han skulle også til at komme hjem, tjekke om alt endnu var som det burde være. Om Alane, Neph og Elyas havde det godt. Han sukkede svagt og overvejede at gå ind og hente dem.

Børnene trykkede sig sammen, drengen mere end pigen, som åbenbart følte en slags forhold til Nille, fordi de begge var af det kvindelige køn. Efter endnu en del tøven, rejste pigen sig usikkert op.
"Vi...Har intet sted at være. Jeg er Luca...Og dette er Borin, min ven. Men han er såret, han har ondt i det ene ben og kan ikke gå rigtigt..." hun så skamfuldt ned i jorden, som om hun ikke viste om det var tilladt at tale direkte til hende. Eller at nævnte hendes ven var såret, hvorfor skulle Nille gide tage sig af det?

Nille havde ikke travlt. Hun nægtede at gå fra dem. De skulle ikke efterlades! Hun ventede tålmodigt på at, en af dem sagde noget, eller bare gjorde noget. Da det ikke så ud til at der skete noget, skulle Nille til at sige noget, da pigen rejste sig. Nille lyttede roligt til hvad Luca fortalte hende. Hun så på Borin. Gad vide om hun kunne løfte ham? For hvis han ikke rigtigt kunne gå, måtte han blive båret. Hun kunne tage dem med hjem, hvor de kunne se til Borins ben, og de kunne få mad og drikke. De kunne bo hos hende, indtil hun fik fundet et godt og trygt hjem til dem. Hun så på Luca med et blidt smil om læberne.
"Jeg har en ide. Hvis i vil, kan i tage med mig hjem, og så kan vi få tjekket Borins ben? Jeg kan finde jer et godt hjem,indtil videre kan i bo hos mig." Det var selvfølgelig deres eget valg. Hun så mod døren, og rejste sig op. Hun havde næsten glemt Sean, men var nu kommet i tanke om ham. Hun så på dem, og ventede tålmodigt på, deres svar om de var med på hendes ide.

pigen så lidt på Nille, som om hun ikke viste om hun skulle være bange eller glad. Hun lod hånden glide gennem det korte, mørke hår. Hår, som oprindelig var lyst og let, men begrund af snavs var blevet tungt og mørkt. Hun så tilbage mod Borin, tydeligvis tøvende. Borin så væk. Så vente pigen sig om mod Nille igen.
"O...Okay" svarede hun så en smule stammende. Var det en fælde eller ville tingene virkelig blive bedre igen?

Sean så manden, der endelig havde fået rejst sig op, begynde at gå væk. Han klappede sig over hele kroppen for at finde sine ting og endelig gik det op for ham at det ikke bare havde været en ubehøvlet mand, men at han var blevet bestjålet.
"Vagter!" kaldte han op, lettere panisk, før han begyndte at løbe et eller andet sted hen, væk fra pladsen foran huset, for at finde nogle vagter. De ville sikkert komme tilbage hertil for at lede efter spor. De måtte virkelig se at komme væk, inden folk begyndte at genkende ham. Det endte med at han trådte ind i huset igen.
"Nille!" lød hans dybe stemme, trods han ikke gik ind til dem.
"Vagter på vej, se at let dig!" så smuttede han ud igen, ud for at vente...

Pigen virkede skræmt over en person, en mand, pludselig råbte og hun troede først det var slavehandleren der var kommet og ville slå dem for at tro de kunne komme væk. Havde hun ikke selv set en af sine venner blive tæsket ihjel?
Hun så tvivlende mod Nille, men manden gik åbenbart igen. I hvert fald kom han ikke ind.

Nille smilede blidt, da pigen sagde okay, de tog imod hendes tilbud. Nille skulle til at sige noget til dem, da hun hørte Sean. Hun sukkede svagt, og så mod ham. Var der vagter på vej? Hun skar kort ansigt. Hun sagde ikke noget til ham, da han allerede var på vej ud igen. Hun så på Luca og Borin. Okay, Borin kunne ikke så godt gå, så de måtte hjælpe ham. De skulle bare væk, inden vagterne opdagede dem. Da hun opdagede at Luca så tvivlende på hende, smilede Nille blot opmuntrende til hende.
"Vi må skynde os, inden vagterne kommer. Fyren der lige før kom, hjælper mig, han gør jer ikke noget." Hun rakte en hånd ned til Borin. "Vi skal skynde os." Hun ventede på at Borin ville tage imod hendes hånd, så hun kunne støtte ham ud fra huset. "Tag min hånd, så hjælper jeg dig." Sagde hun blidt til Borin og smilede svagt. Det kunne ikke gå hurtigt nok, men hun ville ikke skynde på dem.

pigen nikkede og lignede en der var på vej i krig. Drengen tvivlede lidt, men tog så hendes hånd for at komme op. Han skar ansigt af smerte. Da han stod op, stod det klart at hans ben var brækket og såret var betændt. Det var ikke til at sige hvor mange dage han havde siddet der med det. Pigen kiggede væk med noget der lignede dårlig samvittighed.
Sean stod udenfor og trippede nervøst. Hvis dette skulle give ham endnu flere problemer, viste han godt hvem der skulle bøde for det. Han havde allerede problemer nok.

//Kreasvigt^^//

Da drengen tog imod hendes hånd, hjalp hun forsigtigt ham op. Hun så på ham med medlidenhed. De skulle skynde sig hjem og ordne hans ben. De skulle også skynde sig inden vagterne kom. Nille bøjede lidt ned i knæene, for at være på højde med Borin, og lagde en arm om hans liv, og fik hans ene arm om hendes nakke. Hun begyndte så at hjælpe ham ud af huset, og regnede med at Luca fulgte med dem.
Nille så på Sean. "Nu er de alle sammen ude. Vil du hjælpe mig med at hjælpe ham?" Hun så på Borin, hun kunne ikke jo ikke skynde sig væk fra vagterne og hjælpe ham med at gå samtidig. Hun håbede at Sean ville hjælpe, men hun vidste også at hun ikke skulle håbe for meget. Hun så rundt, for at se om, der var nogle vagter i nærheden.

//Har også lidt kreasvigt. ^^//

Han rettede sig op, da de kom ud. Luca var lige bag Nille. Drengen havde smerter, men det havde han haft i noget tid, så nu skjulte han det bag et glat ansigt, kneb læberne hårdt sammen.
Sean så lidt på dem og bedømte hurtigt at han ikke ville slippe væk med dem på slæb. I princippet kunne han flygte nu...Kunne han ikke? bare flygte og lade dem passe sig selv. De var jo ude af huset nu.
I en hurtig bevægelse hev han slavehandleren, som for ethvert menneske ville have været alt for tung, op og ind i huset. Han kastede ham ned på gulvet og lukkede døren efter dem. Det ville forhåbentlig give dem lidt tid, når der ikke var et lig til at alarmere dem. Det ville også hjælpe at låse døren.
"Nøglerne?" spurgte han og så over på Nille. Hvis hun gav ham dem, ville han låse døren og ligge nøglerne i sin lomme. Ellers ville han bare trække svagt på skulderen. Han gik over og lagde en arm om drengens ryg og under hans ben. I løbet af et øjeblik havde han ham i favnen og så på Nille med et gavtyveagtigt smil.
"Jeg har problemer nok, jeg skal ikke genkendes. Hvor ønsker du dem hen?" han ville lade hende om at distrahere vagterne. Vagterne, som i det samme kom halvlløbende med manden der var blevet bestjålet.
"...Lige her! Han var så ubehøvlet...Nu jeg tænker mig om, lignede han en slave..." hørte Sean noget af samtalen. De skulle af sted nu.

Nille fulgte Sean med øjnene, da han hev slavehandlerens lig ind i huset, og lukkede døren. Nille så på Sean, og rakte ham nøglerne. Da Sean løftede Borin op, så Nille på ham med et svagt smil om læberne. Hun så mod vagterne og manden der kom hen mod dem. Seans spørgsmå svarede hun først ikke på. For han måtte ikke vide hvor hun boede! Hun så på Sean, og bed sig i underlæben.
"Øh.. Væk herfra! Jeg... indhenter jer. Gå en eller anden vej! Jeg indhenter jer!" Hun skulle nok få fat i dem, hun skulle bare få vagterne og manden afledt så Sean og børnene kunne komme væk.
Hun trak hætten op, og begyndte at løbe mod vagterne og manden. Hun stoppede op foran dem, og så på vagterne. Hendes øjne så sørgmodige ud, det var næsten skuespil. "Undskyld! Men, zombier! De er inde i byen! Ikke langt herfra! I bliver nød til at komme, de dræbte min f-far.." Falske tårer gled ned af hendes kinder. Hun lignede en der var helt svimmel. "Jeg har det så dårligt... I må hjælpe mig!" Hun lød desperat, og snøftede lavt.

Hans ene øjenbryn gled op i panden. Det var nu ikke fordi han ikke var stærk nok til at slås med dem...Han havde bare problemer nok i forvejen. I stedet vendte han om. Da der gik folk i nærheden, nu hvor de efterhånden var kommet væk fra de tidligere morgentimer, startede han med at gå stærk. Luca fulgte ham lige i hælene, mere småløbene end gående. Til sidst drejede Sean om et hjørne og var...Væk. Han havde sat i løb, løb rundt i gyderne som han kendte ud og ind. Den lille pige kæmpede for at følge ham, stærkere og hurtigere end han var i forhold til mennesker. Til sidst stoppede op. Ikke for sin egen skyldt, men for pigens. Og for Nille, han skulle ikke hænge på disse børn! Så Nille måtte hellere få en mulighed for at indhente dem igen. Han fortsatte, men i et roligere tempo. Piger gik med. Drengen lå i hans arme og holdt fast, som han havde gjort på hele vejen, helt bleg af smerte. Han holdt dem inde i skyggerne, inde i gyderne, for at holde dem skjult...

Vagterne så kort på hinanden, inden de sagde noget til Nille. Manden stirrede bare på hende. Hun tørrede de falske tårer væk, det havde dog ikke været helt svært, at få tårerne frem. Hun snøftede lavt, og skulle til at sige noget igen, da en af vagterne rankede sig og adskilte sine læber for at sige noget. "Vis vej." Sagde han roligt, med en myndig stemme. Nille nikkede langsomt, og gik, dog ikke den samme vej som Sean gik. Denne vej ville føre vagterne væk fra Sean. Manden fulgte efter, enten på grund af nysgerrighed efter at se zombierne, eller håbet om at kunne spille helt. Nille stoppede op, da de var kommet lidt væk fra huset, et sted hvor der ingen andre var, en slags gyde. Hurtigt havde hun trukket daggerterne op, og kastet dem. Daggerterne ramte manden, og en af vagterne. Den sidste vagt sparkede hun i ansigtet. Hun trak daggerterne, tørrede dem af i deres tøj, og satte dem på plads igen. Hun så kort på ligene, inden hun løb tilbage til huset. Hun så kort rundt, inden hun løb den retning, Sean havde gået med børnene. Hun fortsatte med at løbe, men da hun var nået lidt væk, begyndte hun at gå. Hun kunne ikke se Sean eller børnene. "Hvor er i?" Hun rynkede på panden. Måske gemte de sig, for at skjule sig, i tilfælde af at nogle vagter skulle gå forbi? Hun så rundt. "er i her?" Hun havde hævet stemmen lidt.

Han var ikke direkte lettet, men det var rart da Nille endelig kom. Han gad ikke denne opgave mere og ville videre. Af med det ansvar, han af en eller anden grund havde taget imod. Da Nille kom tæt nok på, bandede han stille for sig selv. Hvorfor råbte hun så højt? Viste hun ikke at det kunne være farligt, hvem man kunne påkalde?
Pigen kunne ikke holde sig stille længere og løb ud til Nille, for at ligge armene om hende i et kram. Små tårer gled ned over hendes beskidte kinder. Lidt efter trådte Sean ud i lyset, med drengen som næsten var besvimet af smerte. Sean så lidt på dem.
"Så du slap væk. Tag dine slaver. Det er på tide vi skilles" sagde han så endelig.
"Men vi mødes nok igen...Vores nye aftale taget i betragtning" tilføjede han med et svagt smil og ventede bare på at hun tog imod drengen. Han havde garanteret fået lopper og lus nu. Tanken var afstødende.

For Nille var det lige nu ligegyldigt om hun råbte op, så hun kunne afsløre hendes placering, der var jo ikke nogen efter hende lige nu. Medmindre mændene på magiskvis havde overlevet og sladret. Hun blev en anelse overrasket da Luca løb hen til hende og krammede hende. Nille strøg hende blidt over håret og smilede til hende. Hun så mod Sean og Borin. Åh, Borin var.. besvimet! Drengen skulle hurtigt hjem til Nille og få ordnet sit ben, og derefter slappe af. Både Borin og Luca skulle have et bad.
"De er ikke slaver." Sagde Nille vredt og så irriteret på Sean. Hun tog imod Borin, og kunne lige klare at løfte ham. Hun så skarpt på Sean, hun var glad for at han ville gå nu.
"Jaja, vi mødes nok." Sagde hun hurtigt, og vendte ryggen til ham. Hun begyndte at gå, hun mente at Luca fulgte med hende. Hun håbede at Sean ikke havde mere at sige til hende. For hun ville bare væk fra ham og hjælpe børnene. De næste par dage ville hun lede efter et godt hjem til dem.

intet om hvorvidt de skulle mødes en dag og begynde på deres nye aftale. Ikke fordi han havde tid lige nu. Måske senere...Næste gang de så hinanden. Hvilket jo så ud til at ske med jævne mellemrum.
Han så kort efter dem, hvordan hun havde besvær med at slæbe drengen ordentlig og Luca som nervøst så sig omkring, da hun fulgte efter dem.
Så drejede han om og forsvandt den anden vej, nærmest som om han var fået op i luft. Puf! Væk var han. De erfarne ville vide han bare udnyttede skyggerne og forsvandt ned i kloakken, for at slutte sig til sin klan. Han havde nogle små skatte med sig, der skulle et sikkert sted hen.
Han havde overvejet alligevel at hjælpe Nille, men han havde ombestemt sig. Hun havde selv taget ansvaret på sine skuldre, så måtte hun også selv tage sig af det. Ellers ville hun jo aldrig lære noget selv!

//Out//