Lost souls -River-

Mikayla lyttede men stod og kiggede på ham med et koldt blik, hun vidste ikke hvad der ville være dumt at sige og hvad der var klogt.
"River er en af mine gode venner." Svarede hun let og flydende i stemmen. "Og du gjorde intet godt overhovedet, at du sender River væk gør ikke andet end at efterlade et spor af sorg og mangel på tillid. Du knuste hans tillid til folk, følelsen af at føle sig elsket. Du knuser den når du sender dem væk, straffer dem. MEd Clarissas hoved, det ikke en måde at vise fejl på! Det en måde at give smerte, mental tortur." Svarede hun, og synes selv hun lød en smule klog.
"Jeg kan sagtens styrer mine drabs lyster, min morderiske side har aldrig været helt trænet op. Jeg kom for at hente Rivers stemme, giv mig den. Og jeg lover i aldrig ser skyggen af mig igen." Sagde hun og kiggede ham i øjnene, hun var jo ikke kommet for at slås. Spåkonens kommentar med der var plads til et ekstra hoved havde bare at instinkterne i hende igang. Mikayla holdt skarpt øje med høvdingen.. Tanker.. De var stadigvæk overalt, som en omgang migræne ramte den hende hårdt. Og hun tog sig til hovedet med lukkede øjne af reflekser.. Hun kunne skrige.. Men lod sig i stedet falde ned på knæ for at tage sig til hovedet, imens hun prøvede at bide smerten i sig.. Smerten af alle de tanker som tryggede på hendes hoved.

Han så vurderende på hende, de mørke øjne undersøgte fra punkt til prikke ved hende, som søgte han efter en hemmelig åbning et sted. Selvom det ikke så ud til at han lyttede, så slugte han hvert et ord fra hende, det irriterede ham dog en smule at hun kom og forsøgte at lave om på hans måde at være far på. "Det kan godt være, men sådan gør vi i vores stamme dæmonbarn, det er måske forkert hos jer, men jeg ser ikke at det er mere galt ind det i gør for at straffe andre," Uden videre tanke, vendte han ryggen til hende og begyndte langsomt at gå. Imellem hans skulderblade strakte et ar sig fra slutningen af halsen til slutningen af ryggen. "Som du kan se, så blev jeg selv opdraget på den måde," Stemmen var stadig stolt og koldblodig, kold som en isnende vind. "Men, det kan være lige meget nu, jeg har mistet ham og det samme med min elskede Katherine, jeg agter ikke at miste flere, bare fordi du skal lege helt inde ved at hente min søns stemme," Han kiggede om på hende. "Du kan bede os om at give dig stemmen så lang tid du vil, det hjælper dig ikke," Ryggen blev igen vendt imod hende. "Du kan vente her indtil vi finder ud af hvad vi skal gøre ved dig," Med de ord forlod han hende endnu engang.
Et par minutter efter, kom Rivers anden lillesøster listende hen imod buret. Ligesom Katherine havde hun formåede at få sig et par smukke mørke lokker i stedet for gyldenbrune. Nysgerrigt, men dog også en smule skræmt, gik hun helt hen til tremmerne. "Hvorfor vil du have Rivers stemme.. ved du hvor han er? og.. vil du dræbe os alle sammen?" Hun så på hende med et par uskyldige øjne så varme og funklende som ild. Hun var omkring de tretten år..

Mikayla kunne ikke hører ham ret godt, alles tanker farrede rundt og gav hende ikke en chance for at koncentrer sig nok til deet. Først da han gik blev det lidt bedre og Mikayla kunne slappe lidt af, den unge søster kom nærmere hende, Mikayla kiggede hende i de modige og nysgerrige øjne der funklede som stjernerne.
"Fordi ingen fortjener at miste deres stemme, specielt ikke når de er uskyldige. Jeg ved hvor han er ja, og bare rolig jeg er ikke kommet for at dræbe jer. Skåkonen.. gjorde mig bare lidt overrasket og jeg overreagerede en smule." Mikayla smilede svagt til den lille elver pige, imens hun lod sin ryg hvile imod tremmerne i et kort suk.
"Jeg ville endelig bare gøre River glad, og nu sidder jeg her. Flot Mikayla." Det var endelig bare til hende selv, og hun sparkede irriteret til tremmerne tydeligt skuffet over sig selv.
"Hvad er dit navn søde?" Spurgte Mikayla blidt.

Pigen satte sig ned i skrædderstilling, kiggede nysgerrigt på Mikayla og på en mærkelig måde, kunne man endda se en lille boblende beundring vokse inde i dem. Ingen tvivl om at hun var fascineret over den yndige pige der sad bag tremmerne. Pigen bed sig svagt i underlæben, førte en af de mørke lokker om bag sit øre og sukkede kort, inden hun adskilte læberne for at sige noget i stedet.
"Jeg savner ham sådan, det var ikke retfærdigt det de gjorde, han elskede hende også tog de hende fra ham og bagefter sendte de ham væk,"På hendes stemme kunne det lyde som om at hun var ved at fortælle en spændings historie hvor helten var ved at tabe. "Spåkonen er mærkelig, det har hun alle dage været, mit navn er Raina, hvad er dit?" Hun smilte et bredt smil til hende, afslørede et par fine smilehuller i sin mundvige der formåede at gøre hende endnu mere charmerende. "Du vil hjælpe ham.." I et kort øjeblik sad hun bare og tykkede på sine ord. Blikket var rettet imod jorden med en tænke mine over sit ansigt. Lidt efter løftede hun igen blikket, kiggede på hende med strålende øjne. "Hvis jeg giver dig stemmen, lover du så at passe på min bror? og sig jeg savner ham?". Ligeså hurtigt som hun havde sat sig ned, var hun oppe at stå igen, stadig med blikket rettet imod Mikayla. "Men jeg desværre ikke hvordan jeg kan få dig ud,"

Ingen tvivl Mikayla kunne godt lide den lille pige her, hun skillede sig ud fra flokken i hendes øjne.
"Jeg hedder Mikayla." Svarede hun for at være venlig men synes endelig også om denne pige. "Det vil jeg ihvertfald! Der var ærlighed i Mikaylas blik og et strålende smil, "bare rolig, jeg skal nok komme ud, jeg har mine metoder." Svarede hun med et nik til pigen om hun nok skulle klarer den. Mikayla udså sig en vagt ikke langt væk fra sig og læste hans tanker, heldigt for hende så var hun jo succubus dæmon. Hun kiggede på ham, ændrede på hans følelser så han ville finde hende som den eneste ene. Mikayla så på ham med et bange glimt i øjet, selvfølgelig falsk. Hun spillede for at komme ud. Hun håbede den lille pige ville hente hende stemmen imens hun prøvede at komme ud, hun havde ikke valgt denne mand uden grund, hun havde set ham med nogle nøgler. Men der var trods alt ikke mange som vidste hvilken dæmon race hun var.
"Jeg beder dig lås mig fri, jeg vil være sammen med dig." Mikayla spillede på elverens følelser, og det virkede han låste hende fri. Mikayla kyssede ham af falskhed som hun normalt gjorde når hun skulle spille lidt skuespil overfor mænd.
"Jeg bliver nød til at hente noget, vent på mig ved udkanten af skoven så flygter vi sammen." Sagde Mikayla og løb hen for at gemme sig et sted, og sørgede for at den lille Raina havde set hende. Mikayla camoflerede sig selv ved at smørre mudder i ansigtet og på resten af den bare hud, skønt det ikke gjorde hende grim så blev hun svære at se.

Pigen nikkede, vendte ryggen til hende og spurtede hen imod teltet, hvor hun vidste at spåkonen gemte Rivers stemme, en af de dyrebareste ting hun formåede at eje. Uden at vide hvorfor, så var kvinden virkelig glad for at have hans stemme hos sig. Måske fordi River altid havde været den i stammen med den smukkeste stemme, altså indenfor mændenes omkreds, ved kvinderne havde Katherine altid haft en vidunderlig varm stemme, sammen med moren. Det irriterede Raina en smule at hun ikke havde den, men ikke alle kunne få de samme egenskaber. Men i hvert fald, River havde en stemme så hypnotiserende, speciel når han sang og hvor hun savnede det! At sidde og lytte til ham synge for hende, mens han engang imellem fortalte hende historier om forskellige myter og de andre racer der eksisterede i den store verden! Det havde været tider!
Hun måtte ryste tankerne ud af hovedet for at fokusere på sin mission. Desværre havde hun bare ingen anelse om hvor stemmen skulle være gemt. Til at starte med stod hun bare og trippede med den ene fod, så på forskellige krukker og kunne ikke finde ud af hvor den kunne være gemt. Et gyldent skær generede hendes øjne, så hun automatisk drejede hovedet hen imod den irriterende kilde. Det gav hende kuldegysninger ned af ryggen da hun så at det var en solstråle der ramte kæden om Clarissas hoved. Solstrålen blev ved med at lyse nøjagtig på denne kæde, den ramte ingen andre steder, selv ikke efter at hun gik hen og hev lidt i den. Til sidst tog hun den af Clarissas hoved, lukkede øjnene i og det samme med munden, for ikke at kaste op over synet af det afhuggede hoved. Da kæden endelig var fri, løb hun så hurtigt hun kunne ud af teltet og skyndte sig hen til buret, kun for at finde et tom bur. Hvor var Mikayla blevet af? Nysgerrigt gav hun sig til at løbe ud i slutningen af lejren, med kæden godt gemt væk imellem sine to rystende hænder. Hun var i gang med noget meget ulovligt, men hun mente at hun gjorde det i en god sags tjeneste!
"Mikayla," hviskede hun lavt for at se om der kom nogen form for reaktion.

Mikayla sad helt stille for ikke at blive opdaget, hun sad stille til hun hørte nogle kalde på hende det var Raina. Mikayla kravlede på hug ud af busken og rejste sig op, hun løb hen til Raina og smilede. Hun kyssede hende på håret og satte sig på hug foran hende.
"Mange tak for hjælpen Raina, pas på dig selv. Du ved hvad jeg hedder, så husk hvis nogle ikke behandler dig ordenligt så bare find mig." Mikayla lod sig modtage den lille flaske i en kæde og tog den om sin hals og holdt en hånd omkring flasken. "Jeg er sikker på din bror er godt tilfreds med din hjælp. Jeg skal nok hilse ham, skynd dig nu væk inden de opdager dig. Ellers tager jeg dig med mig, og det kan vi jo ikke have." Mikayla drillede sødt i den sidste sætning, det skulle der jo også være plads til. Mikayla rejste sig op og satte i løb igennem skoven, til hun blev stoppet af vagten fra før.
Elskede er du klar til at flygte sammen med mig?"Spurgte han og tog hendes hånd, Mikayla legede videre og nikkede, derpå satte hun i løb til Doomsville hvor natten var begyndt at falde på. Mørket havde da sneget sig frem, Mikayla havde taget elveren med sig muligvis for at spise af eller hvis River var lidt sulten eller hævngerrig. Hun kom dog ikke længere end til foden af hans lejelighed da hun synes at få åndedrags besvær, men det var sikkert ingenting. Hun åbnede døren og kiggede rundt.
"Bank bank jeg er hjemme." Sagde hun og tog kæden af og gemte den i hænderne ommebagved ryggen. "Og udover jeg er totalt muddret til så har jeg en gave med."

Det gav et lille spjæt i hende da Mikayla pludselig kom frem for sit skjul. Selv om Mikayla var smurt helt ind i mudder lignede hun stadig en smuk gudinde! Til at starte med stod hun bare og så beundrede på hende, indtil hun kom tilbage til den virkelig verden, ved at hun blev kysset på håret og Mikaylas rolige stemme passerede hendes øre. Hun kiggede op på hende med stor begejstring.
"Jeg lover at passe på mig selv hvis du gør det samme!" hun vinkede ivrigt til hende, stod endda på tæer, mens vinden fik de lange mørke lokker til at svinge om ansigtet på hende. "På gensyn, pas på River for mig og hvis du også ser Katherine.." Mere nåede hun ikke at sige før hun var ude af syne. Svagt løftede hun på sine smalle skulder og skyndte sig så hurtigt hun kunne at løbe tilbage til lejren. Heldigvis havde ingen set hende og de havde heller ikke bemærket at Mikayla var væk endnu. Gudskelov, det gav hende en chance for at nå ud af skoven.
Stuepigen åbnede døren for Mikayla. Hun gjorde store øjne over alt det mudder og løftede på et øjenbryn over elveren bag hende. "Velkommen hjem Mikayla, noget siger mig at du skal have et bad," Hun lavede en drillende grimasse, hvor hun derefter lukkede døren bag dem. Lidt efter kom River ud, natbeklædning og de gyldenbrune lokker sad som sædvanlige helt forkert efter hans lur. Han gned sine øjne med håndryggen og så derefter hen på hende med store øjne. *Hvordan er det du ser ud? hvem er det bag dig? Og.. du lugter af urter, velkendte urter.. hvor har du været henne?* Det var en masse spørgsmål på en gang og han ønskede svar på dem alle sammen. Hurtigt gik han hen imod hende, fjernede lidt mudder fra hendes ansigt med sin ene finger og så misvisende på det. *Jeg har hørt om mudderbad, men det her er bare for underligt,* Han løftede drillende på et øjenbryn.

Mikayla smilede til stuepigen da hun kommenterede mudderet.
"Ja det ville være rart, men har lige noget jeg skal ordne først." Svarede hun blidt, og derpå kom River til syne i sin 'fine' natbeklædning.
"Hvordan jeg ser ud, ganske udemærket. I betrakning af alt mudderet, ja det skulle jo prøves. Det var det eller ende med at blive slået ihjel." Sagde Mikayla drillende til ham og smilede skævt.
"Som sagt jeg har noget til dig, og jeg ved du bliver helt vild." Sagde hun og smilede skævt, til elveren vendte hende om imod ham.
"Hvad skal vi ved River? JEg troede vi skulle flygte sammen?" Mikayla hørte enlig ikke andet end bla bla bla, og kiggede så på ham.
"Hør, jeg er virkelig ligeglad med dig, du skulle endelig bare få mig ud af det bur." Mikayla havde dagens hurtige reaktioner, og havde set den lille dolk han bar i sit bælte. Men inden han nåede at reagere på sit knuste hjerte brækkede hun bare nakken om på ham.
"Så to elvere døde i dag." Sagde hun lidt til sig selv og der ved afslørrede hun hvad hun havde i den ene hånd, hun kiggede på River med et drillende smil.
"Se engang hvad jeg har?" Hendes øjne lyste glad op som om hun slet ikke var dækket af mudder.
"Forresten Raina, sød tøs. Jeg troede du sagde hele din familie har vendt dig ryggen, men hun ønsker altså bare at passe på dig. Så det lovede jeg at gøre for hende, hun savner dig meget." Mikayla trådte et skridt tættere på River, hun følte sig på en mærkelig måde syg. Som om det slørrede sig for hendes øjne, og det gjorde det. Men Mikayla ignorerede det, for det var sikkert ikke noget vigtigt overhovedet.

Begejstringen i hendes øjne var på sin egen måde meget bedårende. Hvad det end var hun havde udrettet, så var det noget som helt sikkert ville vende en smule op og ned på tingene. Imens hun snakkede gik han hen til et af viskestykkerne for at fjerne mudderet på sin finger. Han sendte en tanke til stuepigen om at hun skulle lave et karbad til Miky, hvilket stuepigen tog med et smil og straks forsvandt ud af køkkenet, for at danse ud på badeværelset. Han rystede svagt på hovedet over hendes opførsel. Ingen tvivl om at stuepigen holdt af Miky. *hvad mener du med at blive dræbt? Hvad har du dog..* han nåede ikke at tale færdig før en død elver lå på hans gulv. Overrasket løftede han på et øjenbryn, så hen på hende med et smil der ikke kunne bestemme sig for om det skulle være misvisende, vredt eller forvirret. I stedet valgte han bare at ryste på hovedet så de gyldenbrune lokker satte sig endnu mere forkert end de allerede sad. *En død elver i min opgang, den ser jeg ikke hver dag, du må selv sørge for at skaffe dig af med ham,* han blinkede til hende, hvor han derefter gik hen imod hende og så på hende med et roligt blik i sine mørke øjne. Det var ikke alle og en hver han sendte sådan et blik. Det skræmte ham en smule, men det ville han ikke indrømme overfor sig selv. *så, hvad er det jeg vil blive vildt overrasket..* Endnu engang måtte han stoppe sig selv i at snakke færdigt da han fik øje på den underligt lysende kæde. *er det.. har du virkelig.. Miky.. jeg..* Han var mundlam! Var det virkelig hans stemme?

Mikayla kiggede ned på liget fra den døde elver, hun kunne næsten fornemme spåkonen og høvdingens ord igen oppe i hendes hoved. Men hun rystede dem ud igen, inden hun smilede til River igen.
"Jeg skal nok smide ham på lossepladsen, men han var nu ret nem at manipolere med. Man skulle bare ændre lidt på sin form så fandt han en utrolig tiltrækkende, hvilket var utroligt belastende." Tilføjede Mikayla og rettede blikket op imod River igen.
"Jeps det din stemme, din søster Raina hentede den til mig. Som sagt mega sød tøs." Mikayla var mere begejstret over Raina end stemmen lige et sekund. Mikayla mærkede stadigvæk hun synes at blive svagere og svagere.. Hvad fanden skete der med hende, hun havde det som om hun behøvede at trække vejret dybere og dybere for at få luft.. Mikayla åbnede stille flasken foran hans læber, så stemmen kunne finde plads ved sin ejermand. Men så skete der noget kort efter som fik hende til at hoste voldsomt, tydeligt på hendes hals kunne man se hvor dybe vejrtrækninger hun prøvede at tage for at få vejret. Til sidst fald hun bare bagover og ned på det kolde gulv hvor hun kort gispede efter vejret til hun holdt helt op med at trække det. Nogle ville måske påstå at hun var blevet forhekset af spåkonen? Hvem vidste, det ville måske være Rivers bud.. Men Mikayla havde ikke nået at tænke meget over det, før hun var bevistløs. Der var noget galt.

Mikayla var ikke tæt ved sin krop overhovedet, hun bevægede sig på den anden side. På de dødes side, imens hun så hvordan hendes mor kolapsede da denne dæmon dræbte hende foran sin mor. Mikayla tog en hånd op for munden da hun så sig selv dø på den måde, og hendes mor der græd. "Nej! Jeg kan ikke være død! Sig det løgn please!" Råbte hun og hørte kun ekkoet af sin egen stemme, det var som om hun var alene der ovre på den anden side. Ellers havde hun bare ikke set andre der ovre endnu? Mikayla klemte et par tårer ud inden hun vendte ryggen til, der var intet hun kunne gøre alligevel. Mikayla begyndte at finde vej tilbage til Rivers lejelighed, og synes det var så mærkeligt at hun bare kunne gå igennem alting. Mikayla stod kort og kiggede på River, inderst inde vidste hun godt hun ville glemme alt det hun havde set på den anden side. Eller måske huske bare lidt af det, men det var på tide at vende tilbage. Hun havde været væk i et godt stykke tid nu. Mikayla håbede dog på at hun kunne vende tilbage igen. Hun lod sin hånd rører sin krop og fik et sus da sjælen var tilbage i kroppen.

I et sus vågnede Mikayla op igen og kiggede rundt, hendes vejrtrækning var dyb og hurtigt. Samt med hendes hjerte der pumpede som en gal! Mikayla lukkede øjnene.
"Hvad skete der!?" Udbrød hun lidt bange og panikslagen, det var ikke hverdag man bare ligepludselig valgte at dø og vågne op igen. Mikayla kiggede i Rivers øjne, imens hun stadigvæk havde nogle meget dybe indåndinger.. Mikaya pustede lidt let ud eller prøvede ihvertfald. Men hun var ikke helt okay med hvad der end var sket. Men så begyndte hun at huske det første hun havde set. At hun var blevet slået ihjel, eller den mindre hende.. Så slog det Mikayla, at hun var en kopi af sig selv, det var derfor hun kunne overleve fordi hun ikke delte skæbne med sin mindre jeg. Det var mærkeligt men alligevel logisk nok inde i hendes hoved. Mikayla kørte en hånd igennem sit hår.
"Jeg døde, jeg fucking døde."Hendes stemme virkede fjern og tom, samt fyldt med sorg. Nok bange for om hun var et spøgelse eller i live ligenu.

Raina, det nuttede navn fik hans hjerte til at banke igen, huske tiderne foran bålet og den dejlige duft af natur, brændte efterårs blade og den snævre duft af beskidt bjørnepels. Det bedste af det hele havde været Raina. Hver eneste dag bad hun ham om at synge for hende. Af en eller anden grund gjorde det hende glad, gav hende gåsehud som hun også engang havde sagt. Et kort øjeblik lukkede han øjnene i, forstillede sig det hele foran sig og for første gang i flere år, kom der et kærligt smil frem på hans læber, et smil der nærmest udsendte varme ud i rummet. Hurtigt rystede han det dog af sig, åbnede øjnene og så nu i stedet den smukke Mikayla foran sig. *Ja, hun er fantastisk, jeg savner den lille tøs,* . Da hun puttede den lille flask hen imod hans læber, kunne han mærke hvordan hans hjerte hamrede imod hans brystkasse for at komme ud af den. Pludselig kunne han endnu engang se den mærkelig form for røg i hans nærvær, det var som at spole tilbage i tiden hvor han fik taget sin stemme fra sig. Denne gang var det bare helt anderledes. At få sin stemme igen føltes som.. At en flok myre kravlede op og ned af ens hals. Efter ikke at have sagt et ord i 35 år, føltes det underligt at snakke igen. Og skulle han være ærlig, så havde han aldrig troet at det første ord, skulle være et bekymret navn på en pige der var blevet en stor del af ham..
"Mikayla!". Hans stemme rungede igennem hele lejligheden..

Hun vågnede ikke.. Hvorfor vågnede hun ikke? Han havde forsøgt hvad som helst. Lige nu lå hun endda og havde hele hans seng for sig selv. En varm klud på panden havde kun gjort hendes pande våd. At ruske i hende havde bare gjort ham mere nervøs for at hun var død. Det værste af det hele var at hun ikke trak vejret. Han fandt sig selv sidde ved siden af hende, stirre på hende og håbede på at hun ville føle sig ubekvem, adskille sine fine læber og sige til ham at han skulle kigge væk. Men, der skete ingenting. Forsigtigt strøg han en finger ned langs hendes kindben.
"Hvorfor vågner du ikke?" hviskede han for sig selv. Det var stadig underligt at høre lyden af sin egen stemme. "Vågn nu op Miky," Han tog sin hånd til sig igen, sukkede dybt og gemte sit ansigt væk i sine hænder. Hvor ville han ønske at hun ville åbne, komme med en drilsk kommentar som altid, fylde rummet med sin stemme og.. I det øjeblik han troede at hans tanker kunne vare for evigt, gav hun en lyd fra sig, så han straks løftede hovedet og så på hende med store øjne. De udviste glæde over at se hende i live.. "Mikayla!" Råbte han glad. Da det gik op for ham at han havde råbt, kiggede han ned i jorden og rømmede ned i sin hånd. "Du.. besvimede lige pludselig, trak ikke vejret og.. jeg.. Jeg var bange for at du aldrig.." Han kiggede hen på hende. "Hvad mener du med at du døde? Miky, hvad så du?" Han så hende ind i øjnene. Det at han snakkede havde han ikke tænkt videre over, nu hvor Miky sad overfor ham og fyldte rummet med sin fine stemme.

Mikayla var i chok hun tog sig til håret og lod sin hånd glide igennem det imens hendes blik var forvirret, hun havde snydt døden. Hvordan var det muligt, alle de sprøgsmål kørte rundt oppe i hendes hoved, prikkede til hendes kranium.
"Jeg besvimede ikke, jeg døde. Jeg kan ikke huske alt, bare at jeg så den mindre version af mig selv dø, jeg følte mig kort helt alene og ensom. Bare omringet af kulde, jeg gik rundt ingen kunne se mig.. Men jeg kunne se dem." Mikayla var i en let form af panik, selvfølgelig var hun det. Tøsen havde lige kommet tilbage fra døden selv. Klart hun ikke følte sig helt okay, hun tog en hånd op for sin mund.
Mikayla kiggede på sin hånd hvor den ring hun havde fået af ham fra fremtiden sad, den måtte have hjulpet hende.
"I fremtiden gav en mand mig denne ring og sagde den vil hjælpe mig hvis der skulle ske noget forfærdeligt. Den reddede mig, ringen reddede mit skin." Sagde hun lidt til sig selv men kiggede op på River.
"Jeg troede aldrig at jeg skulle vågne igen, men så rørte jeg bare min krop og min sjæl sprang i igen." Forklarede hun, jo mere hun forklarede jo mere kunne hun huske omkring oplevelsen. En ud af kroppen oplevelse eller hvad man kaldte det. Mikayla tog en dyb indånding inden hun så smilede.
"godt at hører din stemme igen." Sagde hun så med et smil, det ville være skamligt at hende ikke at nævne den nu når han havde fået den tilbage igen. Hun havde selv bragt den tilbage til ham, så hvorfor ikke nævne den. Hun kendte ham jo på den stemme. "Men den eneste hage ved det er at nu kan jeg ikke logge af hvis jeg ikke gider hører på dig mere." Mikayla rakte tunge af ham og grinede så drilsk til ham.

Hele historien lød så uvirkeligt. Til at starte med kunne han ikke rigtige finde rundt i hvad hun mente med sit yngre jeg, det gik dog hurtigt op for ham at hun jo kom fra fremtiden, hvilket ville sige at hendes yngre jeg var et sted i denne verden. Eller, ikke længere, for som hun selv sagde så havde hun lige set sig selv blive dræbt for øjnene af sin mor. Han måtte indrømme at det var en smule forvirrende. Hvordan kunne hun overleve hvis det yngre jeg mistede livet? Da hun snakkede om en ring, kiggede han ned på hendes fingre og ganske rigtigt sad der en ring med en svag skinnende belysning. Det var ikke til at tro at en ring havde reddet hendes liv. Denne verden havde ufatteligt meget at byde på. Han smilte til hende. I hans hjerte var han lykkelig over at hun havde overlevet! Bare tanken om at hun ikke var der mere gjorde ham helt ilde til mode. Men, det behøvede hun selvfølgelig ikke at få at vide. Svagt lagde han en af sine hænder på hendes ring. "Sikke en gave at få, jeg er glad for at den virkede," Hans blik blev løftet, så han fik øjenkontakt med hendes smukke blå øjne. "Men, nu er du i live og det er det vigtigste," med de ord rejste han sig fra sengen og gik langsomt hen imod døren. Lige inden han gik ud af den, vendte han sig om imod hende og sendte hende et drilsk smil. "Aw, stakkels dig hva, men tak, jeg skylder dig en kæmpe tjeneste.. så er der noget du vil have.. så skal du nok få det," Det drilske smil udviklede sig kort til at være ømt og varmt. "Men, få dig nu noget søvn, Jeg kunne forstille mig at det må være noget på oplevelsen sådan at dø, også overleve," Han skulle til at forlade værelset.

Mikayla smilede skævt hun var lidt bekymret for sig selv, ikke at man kunne kalde det selvglad hvis man satte sig i hendes lys. Dog ville hun ikke være alene, og hvis hun skulle være alene så skulle hun fandme have sig et bad først! Der på rejste hun sig op da han skulle til at forlade rummet.
"Altså hvis jeg skal ligge og sove i din seng, med din tilladelse? Så skal jeg have mig et bad først!" Insiterede hun og luntede forbi ham, da hun passerede ham kyssede hun ømt hans kind inden hun hoppede ud på badeværelset for at tage sig et bad, hun passerede også stuepigen.
"Bare tag dig to fridage, jeg skal nok holde styr på den gamle elverdreng." Sagde Mikayla og blinkede drillende, for at hun sagde hun nok skulle holde styr på River. Mikayla fortsatte ud på badeværelset og lukkede døren efter sig. Hun klædte sig af og satte sig ned i det varme skumbad. Der var en masse skum og vandet var perfekt temperaret, hun fik vasket sig ren. Nu nød hun endelig bare vandet og lænede sig tilbage for at nye stilheden kort, hun smilede for sig selv.
Da hun var færdig i badet dog hun sine underbukser på og en morgenkåbe over sig, hun bandt den ikke, men hun ordnede hendes hår inden hun gik ud. Altså der var ikke noget som var totalt forbudt for børn, hun gik jo ikke nøgen rundt, morgenkåbens kant dækkede blidt for hendes bryster. Det værste eller det bedste? Ved det var nok hun ikke havde taget en bh på indenunder, men hun var ligeglad. Det var jo kun River som var her, det var ikke noget totalt forfærdeligt jo? Desuden havde hun kroppen til at kunne gå rundt sådan, men hun gjorde det jo ikke hele tiden af den grund. Og så var det nu også sjovt at se Rivers reaktion på det. Mikayla vandrede ud i køkkenet og åbnede Whiskylågen, derpå tog hun en af hans flasker ud og begyndte at drikke af flasken. Så satte hun sig ned i sofaen og kiggede på River.

Lige nu var han bare glad for at høre lyden af hendes stemme igen. Før havde hun været så stille, hvilket havde bekymret ham mere end han ville indrømme. Og nu hvor hendes stemme igen overfyldte rummet med sin varme, kunne han falde til ro igen. Lige inden han nåede at forlade værelset, kom hun ham i forkøbet ved at sige et par ord der fik ham til at løfte på et af sine øjenbryn, i en drillende og spørgende grimasse. Han kunne nu sagtens forstå at hun trængte til et bad. En tung lugt af mudder hang over hende, den mindede ham alt for meget om skoven og det at han også kunne lugte en svag lugt af fyrrenåle, gjorde det bare endnu værre for ham. I det øjeblik han ville sige noget til hende, afbrød hun ham med et kindkys og sendte en varm bølge igennem ham. Det varede lidt tid for ham at komme til sig selv igen. Han afskyede at han havde det sådan hver gang hun kom for tæt på ham.. Det var som om at han kunne smelte under hende.. Han hadede den følelse! Der var ingen kontrol over den!
Stuepigen var lettet over at se Mikayla igen. Et stort smil kom hende i møde, samt et par øjne der strålede af glæde over sin venindes eksistens. "Godt at se du er okay.. kan jeg.." Hun nåede ikke at snakke færdig før et par ord som hun længe havde drømt om, passerede hendes øre og sendte et endnu større smil frem på hendes læber. "Tusind tak Mikayla! Det sætter jeg pris på," Med de ord forlod hun lejligheden. Desværre kunne en drilsk tanke ikke lade være med at køre rundt i hendes hoved. En drilsk og måske en smule uartig tanke om hvad de kunne finde på mens hun ikke var der. Hun vidste godt at hun ikke måtte tænke sådan, men den kunne ikke lade være med at strejfe hende.
River hørte døren åbne og lukke, hvilket undrede ham meget, for Mikayla havde snakket om et bad og ikke en gå tur ud i det fri? Han besluttede sig for at undersøge det. Med afslappede bevægelser gik han hen imod døren, så nysgerrigt omkring sig og det undrede ham meget at han hverken kunne dufte eller se stuepigen nogen steder. Lige som han skulle til at råbe til Miky om hun havde set hende, kom hun ud af døren og fik nærmest hele hans hjerne til at springes i bitte små stykker. Det var ved at være længe siden han havde set en kvinde blotte sig så meget for ham og det at det var Mikayla, fik bare noget inde i ham til at sitre, så han hurtigt kiggede væk fra hende for at skubbe tankerne væk. "Hvor er stuepigen Miky?" Han besluttede sig for at spørge om det først. Da hun gik hen i skabet efter en whiskey, fulgte han efter hende med fortsat afslappede bevægelser og prøvede i hærdigt at holde sine tanker fra noget andet end lige hende. Trods alt kunne hun læse dem nu. Han lænede sig op ad dørkarmen med armene foldet på kors over brystet, der nu for længst var blevet påklædt med en luftigt skjorte, bukserne bestod dog stadig af et par gamle slidte ugl bukser som han sov i. "Er der en særlig lejlighed der skal ske siden du går klædt sådan der?" Et drilsk smil blev sendt hende, imens han kiggede op og ned af hende. Det var virkelig svært at holde tankerne i stik, men han prøvede så meget han kunne, uden hormonerne skulle komme og blande sig. Men hvor var det svært!... Langsomt gik han hen imod hende uden at forstå videre hvorfor. Det var som om at kroppen styrede sig selv. Heldigvis lykkedes det ham at få styr på den, så en af hænderne kun tog fat i whiskeyflasken og snubbede den ud af hænderne på hende, hvor han derefter førte den op til sine læber og drak af den. Han sendte hende et lumsk smil, gav den igen til hende og satte sig derefter ved siden af hende.. Det lykkedes ham at slappe af, men han måtte indrømme at det var noget så fristende at mærke hendes hud imod sin.. Nej! Han rystede irriteret på hovedet. "Du er simpelthen tosset Miky," Det kom som en drillende hvisken. Han lænede sig frem imod hende og placerede et kys på hendes kind, hvor han derefter trak væk og sendte hende et smil der både var drillende og charmerende. "Noget for sig selv," Han kiggede frem for sig igen, lod en af sine hænder køre igennem de mange brune lokker.

Mikayla rakte hånden frem for at modtage flasken igen, hun nikkkede kort da hun modtog den. Hun kørte en hånd igennem sit hår og rettede det lidt til, hun vidste udemærket af morgenkåben bevægede sig efter hendes bevægelser, men hun var ligeglad eller så var hun ligeglad fordi det var overfor River? Hvem vidste? Mikayla lagde hovedet på skrå og kiggede over imod ham.
"Stuepigen, hun gik sig bare en lille tur. På en uge." Mikayla vidste udemærket at han ikke ville blive glad for det, det var jo hans ejendom eller hvad man skulle kalde det? Mikayla smilede lidt drillende, "Næh, klædt sådan hvad mener du?" Mikayla rakte kort tunge af ham, og lagde hovedet lidt på skrå. "Fortæl mig noget jeg ikke ved." Svarede hun drillende og tog en tår af flasken, hun fjernede flaksen lidt fra sine læber da han lænede sig tættere på hende og placerede et kys på hendes kind. Han trak sig tilbage og kiggede lige ud, Mikayla vendte sig om så hun sad med front imod ham. Hun kiggede på ham, stille og roligt.
"Hvad ville det sjove være hvis jeg var ligesom alle andre? Intet."Svarede hun med et kækt smil, og et drillende glimt i sine øjne inden hun tog sig endnu en slurk af flasken. Mikayla brugte slet ikke sin evne lige nu, fordi hun ikke havde den i tankerne. Derfor skubbede den langtsomt sig væk fra hendes hjernes tankegang. Hun var optaget i at snakke med River og faktisk bare at kigge på ham. Hvordan kunne han få hendes hjerte til at banke som det gjorde? Hun var bange for at han kunne hører det, men vidste godt at han sagtens kunne hvis han hørte godt efter. Hører hendes hjerte banke under huden, det beviste at hun var i live. Mikayla smilede skævt og kært, og åndede let ud. Det var en smule akavet hed, men hun vidste at de nok skulle fjerne den igen.. Det ville ikke gå længe inden en af dem gjorde et eller andet eller sagde noget som ville starte en mindre diskution. Mikayla tog en slurk af flaksen endnu engang og bundede så næsten inden hun stillede den på bordet, og begyndte at rode rundt i Rivers hår. Hun grinede bare af det, selvom det ikke var sikkert han fandt det så sjovt.

Da hun besluttede sig for at svare med hensyn til hvor stuepigen var blevet af, reagerede han ved at vende hovedet hen imod hende med strålende øjne, et blik der nærmest skreg at hun havde gjort noget forkert. Hvor vovede hun sådan at give hans stuepige fri, det var ham hun skulle adlyde, ikke Mikayla! Svagt lod han sine tænder komme frem i en lumsk grimasse. "Næste gang bør du nok tænke dig om før du giver min stuepige fri!" Det lød snarer som en lille bemærkning end en trussel. Af en eller anden grund var han ikke for god til at true Mikayla, men havde det været end hel anden, så skulle de ikke havde regnet med at han ville være så afslappet. "Det er kun mig som kan give hende ordre, forstået?" Om hun så valgte at lytte efter imens hun guffede whiskyen i sig, vidste han ikke, men nu havde han i hvert fald advaret hende omkring det. Hendes lokkende bevægelser fik ham automatisk til at kigge væk fra hende engang imellem. Det bankende hjerte bag hendes bryst fangede hans opmærksomhed. Dets rytme var langt fra helt normal, hvilket svarede på at hun altså ikke var helt så rolig omkring ham som han gik og troede. Af en eller anden grund lettede det ham at vide at han ikke var den eneste der havde det sådan. "Intet ville være sjovt hvis du var som andre, hvis du var det, var du nok endt udenfor døren lige nu," Han gjorde et nik hen imod den lukkede dør, hvor stuepigen før havde smuttet ud med sine lystige bevægelser og efterladt dem tilbage i lejligheden. At hun rodede i hans hår, fik ham bare til at sende hende et drillende og advarende blik om at det skulle hun ikke gøre igen, medmindre hun ville mærke konsekvensen ved det. Egentlig ikke at det gjorde så meget, trods alt var det bare hans hår, det sad som det altid gjorde. Han kiggede kort ned i gulvet, inden han kiggede op på hende igen, et svagt smil på læben fik det varme blik i hans øjne til at glimte. "Det er det som jeg kan lide ved dig, du ikke som de andre,".. Af en eller anden grund tog han sig selv i at læne sig tættere og tættere på hende. "Du er smuk udenpå og indeni," det kom som en svag hvisken ud fra hans læber, en hvisken der ville føles lun imod hendes egne læber der var meget tætte på hans. Deres ånder dansede endnu engang sammen, en fin lille svingom, inden han brød afstanden imellem dem og kyssede hende kærligt på læberne. Det var svært at holde sig fra hende, specielt når hun var som hun var.. Lidt efter trak han væk, sendte hende et genert smil, uden at han egentlig var klar over at det havde været genert. Han så ind i hendes øjne.. Havde hun mon haft noget imod det?

Mikayla trak lidt på skuldrene.
"Jeg tænkte hun måske havde brug for en lille pause?" En af Mikaylas mange undskyldninger for at have River for sig selv lidt, Lily var sød nok jo det var ikke det overhovedet! Men nogle gange ville man jo bare være lidt alene. Hun tog det overhovedet ikke som en trussel eller en advarsel, det var det sjove ved det hun hævede bare et bryn af ham.
"Den dør synes jeg ikke rigtig jeg har været sparket ud af endnu?" Et drillende spørgsmål til ham imens han nu faktisk kiggede på hende. Hendes hjerte sad i halsen af hende da han lænede sig tættere på hende, hun kunne ikke undgå at kigge ned på hans læber og op i hans øjne igen. Hun sank kort en klump, gud hvor havde hun lyst til bare at kysse ham helt vildt. Dog var det ham som tog det første skridt og kyssede hende, men hun nåede ikke at gengælde kysset før han havde trukket sig tilbage. Hun bed sig kort i læben og kiggede ham i øjnene.
"Du ved godt du ikke bare kan kysse mig når du lyster ikke?" Hendes stemme var en flydende hvisken, som var ligesom når blæsten vivlede elegant rundt om ens ører gang. "Du må kysse mig når jeg kysset dig." Svarede hun og derpå kyssede hun ham ømt. Hun hævede sig lidt op fra sofaen for at komme tættere på ham og lagde sin ene hånd på hans kæbe.

Han himlede svagt med øjnene over det med pausen. Så hårdt kørte han hende da ikke. Nok kom hun ikke ud, men hun boede hos ham med mad, seng og tag over hovedet, det burde da være nok til et godt liv ikke sandt? Inderst inde vidste han godt at man havde brug for at komme ud engang imellem, men han var ikke meget for at indrømme det. Stuepigen klarede sig nok, så længe hun holdt sig fra vampyrer og dæmoner. Han regnede i hvert fald med at hun kom hjem i et stykke og ikke at finde hende død i en grøft eller gyde for den sags skyld. "Th pause, den har hun nok af når hun sover," Han kiggede over på hende med et løftet øjenbryn der var hævet drillende og udfordrende. "Nej, det nemlig det du ikke er," Han tillod sig at blinke drilsk til hende. Der var selvfølgelig en grund til at han aldrig havde smidt Mikayla ud af lejligheden. Han holdt af hende. En følelse som han hadede at have over sig.
Det gjorde ham en smule nervøs af en eller anden grund, da hun sagde den første sætning. Han troede straks at hun ikke brød sig om det, men lige i det øjeblik han forsøgte at sige noget, afbrød hun ham med nye ord og følelsen af hendes varme læber imod hans egne. Det føltes som om han smeltede under hende. Hun gav ham en følelse som han for længst troede at han havde mistet. Han kyssede hende ømt tilbage, lagde armene om hende og trak hende ind i hans omfavnelse, velvidende om at hans hud var kold og det at det nok ikke var det mest behagelige at have kontakt til. Hans tanker var dog ikke rettet på det. "så som nu?" hviskede han drillende imod hendes læber, inden han kyssede hende igen med et ømt kys der langsomt var ved at udvikle sig til at være inderligt. Han kørte en af sine hænder igennem de brune lokker hun formåede at eje..

Mikayla lod sig sidde ganske behageligt på ham med sin hud tæt på hans, det føltes godt selvom den køllige vampyrhud ikke var til det dejligste dog var det noget hun havde vendt sig til. Det virkede mindre og mindre behageligt jo flere gange hun havde strejftet hans hud igennem dagene. Han gengældte kysset, hun smilede til ham og nikkede kort. Ment som et ja, som han sikkert ville kunne regne ud. Hun gengældte det kys han gav hende, og gengalt det mere og mere lidenskabeligt. Hun placerede den ene hånd på hans skulder, og lod sine fingre kriple ned og op af hans overarm. Imens den anden kærtegnede hans kæbeparti med den anden hånd, hun lod den kører om ved hans nakke og kyssede River dybt og kærligt, fyldt med føleler. Følelser som hun aldrig havde troet hun skulle få til at banke i hendes hjerte, forvirre hende som de gjorde. Hun havde ikke troet det efter hendes eks kæreste Danny som hun kom til at suge sjælen ud af. Det var noget hun aldrig tilgav sig selv for, men som hun var kommet sig lidt over. Eller man kom sig vel aldrig over at have drabt en man elskede? Mikayla slog tanken over på noget andet, det var følelserne der sprang frem og tilbage i hende, der gjorde så hendes hjerte bankede mere og mere. Det lagde til hende at udstråle forførrelse og charme under sådanne lidenskabelige kys, og hun gjorde det bare uden hun tænkte over det. Det måtte vel ligge til succubus dæmonerne? Ikke sandt? Mikayla lukkede ned for alle sine tanker, hun kyssede bare River.

Et tidspunkt som dette ønskede man bare skulle vare for evigt. Ingen skulle komme og ødelægge dette øjeblik, han skulle ikke bekymre sig om nogen ville opdage det og tage Miky fra ham. Han havde hende helt for sig selv og der var ikke andet han heller ønskede end det. Bare at sidde der og lade deres læber være presset sammen i et kærligt kys. Et kys så varmt, uskyldigt, men alligevel så inderligt og hungrende, eller i hvert fald fra hans side af. Han måtte indrømme at det var svært ikke at røre hende. Den bløde hud var så loggende tæt på hans egen så det sitrede igennem ham. Forsigtigt lod han dem falde forover i sofaen, så han nu lå svagt ovenpå hende og han kunne fornemme at kåben var begyndt at glide væk, hvilket gjorde at en svag rødmen spredte sig over hans kinder og at en indre lyst boblede inde i ham. Med øjnene lukket forsøgte han at holde tankerne om hendes krop fra sit sind. I stedet fokuserede han bare på hendes læber som han kunne kysse resten af natten hvis det var det han ville og måtte.. For, det var det eneste han ønskede lige nu. At være ved hende og kun hende. Langsomt begyndte en af hans hænder at køre nussende op og ned af hendes krop..

Det var som at være fanget i paradise, og hun ønskede ikke at slippe fri. Hun ønskede bare at være fange her sammen med ham, ligemeget med at det ikke kunne være forevigt. Der var altid minderne tilbage, de ville altid være der. Mikayla mærkede hvordan hendes ryg ramte sofaen, men hun slap ikke kysset. Race mæssigt var dette jo hendes specialle, hun vidste også konsekvenserne ved hvis det fortsatte.. Mikayla nød hans hænder på hendes hud, at blotte sig var ikke noget hun havde det mindste imod. Hvis hun havde det ville hun jo aldrig få noget at æde!? Mikayla kyssede ham stadigvæk lidenskabeligt, og bed ham i underlæben. Hun kærtegnede hans hud med sine blide bevægelser på hans ryg og hans arme. Mikayla smilede i kysset, hun nød virkelig tiden med ham. Hvis ret skulle være ret, hvis der kom en person ind nu så slog hun dem personligt ihjel! Mikayla slap ikke kysset hun lod det fortsætte.. Dybere og dybere, mere og mere udimodståeligt.

Hun gjorde det med vilje, loggede ham med sin dejlige krop og charme, en charme så sød på tungen som de frugter han før havde elsket, men nu måtte undvære. Heldigvis skulle han ikke undvære Mikayla's charme. Den blev aldrig dårlig. Hænderne udforskede hendes yndige krop, det kunne han ikke holde dem fra, en af dem var endda i færd med at fjerne kåben fra hende og da det gik op for ham at han var i færd med det, stoppede han ved at lade dem køre op i hendes hår i stedet for. Han var i tvivl om han egentlig måtte fjerne den fra hende, hvad nu hvis hun bare ønskede at kysse ham og intet andet? ikke at det gjorde ham noget overhovedet! Desværre, havde hænderne en anden mening. De fjernede blidt kåben fra hendes overkrop. Hendes barre hud var lige under ham, en perfekt blød hud der duftede så dejligt og varmede hans hænder. I et kort øjeblik lod han læberne følge halsens linje, mens hænderne stadig udforskede den bløde hud under ham..
"Så pokkers dejlig," hviskede han svagt ved hendes øre.. Han stoppede med at kysse hendes hals, for at løfte sit hoved og få øjenkontakt med hende. "Vidste du det?" Et øjenbryn blev løftet drillende..

Mikayla bemærkede slet ikke at kåben fjernede sig for hendes slanke samt velformede krop, hun havde travlt med at nyde hans selvskab. Hun mærkede hans hænder på hendes krop, det var behageligt. Hun elskede det! Det kildrede indeni hende, og hun nød følelsen ved det. Mikayla mærkede hans læber fjernede sig fra hendes læber og plantede sig på hendes hals, de kyssede hende ned af halsen. Mikayla nød det, samt fik et lille smil på læben. Så hviskede han i hendes ører, med en stemme som fik det til at sitre indeni hende. Hun kiggede ham ind i øjnene da han kiggede i hendes krystalblå. Mikayla hævede selv på et drilsk lille bryn.
"Måske gør jeg måske gør jeg ikke, eller rettere sagt nu gør jeg." Hun hævede sin ryg op og hendes læber plantede sig på hans hals, og hun forgudede hans hals ved at placere sine kys ned til hans skulder og op igen, til hun nåede til hans læber, som hun så kyssede dybt. Hun nød det, også det at hun ikke spillede op til at skulle have noget af spise. Hun gjorde det af nydelse ikke for at få noget at spise.