The blood red Boneman is going berserk //Ribanalon

Hendes hænder blev taget op i hans og han så på hende med
et underblik af følsomhed og rolighed. Det var rart istedet for
at blive set på som en der kunne give en mand noget frækt eller
hvad folk ellers havde af fantasier. Det var farligt at elske en i denne
verden, den fejl havde hun lært. Eller det var det iværtigfald hvis
man var en vampyr og en vampyr som hende. Hun kunne ikke
svare på hans spørgs så hun sagde istedet. "Det var det eneste
jeg kunne gøre Akuma" Hun kiggede ham op i øjnene, i hendes grå
øjn farve kunne man nu så at små gnister fløj rundt som flød
de på noget vand. Hendes mund stod svagt åben efter hun havde
talt og et svagt stærk vind fik hendes hår til at fluve mod venstre.

Han sukkede lidt.
*Hvorfor gør hun det så svært?* tænkte han.
Mere nåede han ikke at tænke før han blev forundret over de små gnister der flød i hendes øjne.
Der var nogle ord som pressede hans tanker.
Han turde bare ikke at sige dem...
Akuma kærtegnede hendes hænder en lille smule inden han førte sit hoved tættere på hendes.
Og lod sine læber møde hendes i et kys.
Kysset lod han vare ved.
Der var ikke så meget at sige men det han gjorde beskrev ordende mere end hans stemme ville kunne.

Hun lukkede øjenene da han nærmede sig og tilsidst nærmede
hun hans læber mod sine, hun lod ham kysse sig. Han ville sikkert
kunne mærke kulden og smage blodet som var formet som hendes
røde læber. Vinden lod sig blæse endnu kraftigere og hendes hår
flagrede som flade om efteråret. Kyssede langt tid men det føltes
kun som sekundter.

Han kunne mærke den svage kulde der kom med kysset.
Der var ikke noget han gik særlig meget op i for kysset var bedre end dem han var van til.
At kunne smage det blod der sidst havde rørt hendes læber gjorde det bare bedre.
Efter lidt tid stoppede han kysset og kikkede bare ind i hendes øjne.
Mens hans hænder holdte svagt om hende.
Ligegyldig hvad hun sagde så var hun perfekt for ham.
Den svage vind lejede lidt med hans overtrøje så de stod lidt ud til siden.
Dog ikke særlig meget.

Da han tilsidst holdte om hende lod hun sine hænder lægge
sig på hans bryst og hendes hoved hvilende på hans bryst.
Hun kiggede ned i jorden og mærkede at han var næsten lige
så kold som hende, altså kropsmæssigt. Det var rart at blive
holdt om uden at der var nogen bagtanker eller det følte hun
der iværtigfald ikke der var. HUn lukkede øjnene da hun snart
ikke kunne rumme alt dette følses mæssige der skete i hendes
kolde krop. Det undrede hende nogen gange at vampyrer
kunne elske, deres krop var jo død. Slukket af en andne vampyr
der ikke kunne dy sig. Havde hun valgt at være død den dag hun
var blevet forvandlet ville hun havde valgt det.

Hans hænder kærtegnede stille hendes krop mens han holdte hende ind til sig.
Ja hun var kold. Men det var han også.
Der flød godt nok blod i hans åre men hans hjerte slog ikke.
De tilhørte begge magtfulde racer som besad større kræfter end de normale racer.
Akuma trak hende lidt væk fra sig så de igen fik øjenkontakt.
"Sidst vi var sammen sagde du at det aldrig ville gå... Mener du stadig det?" spurgte han svagt.
Han ville ikke miste hende på den måde men han ville heller ikke tvinge hende til at være sammen med ham.

Hun kiggede først på ham da han trak hende væk men blev rolig
da han stadig holdte om hendes skulder. Da han så sprugte lukkede
hun øjnene og sukkede, hun sank svagt sammen i kroppen. "Jeg...
Hun slog endelig øjnene op, de var nu meget grumset grå som om at
hun havde fået støv i øjnene eller at farven virkede som røg der fløj
rundt i det grå. "Det best vist det ikke bliver sådan" hun lod blikket gå
ned i jorden, hvor hun imens lagde sin ene hånd på hans bryst. "Vi..."
HUn kunne ikke forklare hvad hun skulle sige. Hun måtte beskytte sig selv
og samtidig måtte hun beskytte ham. "Vi kommer fra 2 slags verdener..."
Det var det beste hun kunne forklare. Hun kom fra en verden hvor skønhed
ikke var det det gav sig ud for at være, og han kom fra en verden hvor
den stærkeste er den der sætter regler. Hun ønskede at være lykkelig igen,
og hun kunne mærke hun var lykkelig med ham, men smerten for de fare
som hun kunne gøre for ham var stor.

Han sukkede lidt og kikkede ned i jorden.
"Rinna jeg vil gerne det her... Og jeg er klar til tage de ofre som kommer med det. Spørgsmålet er bare om du vil lade mig gøre det?" sagde han stille.
Hun var så fjern at man skulle tro det var løgn.
Det var jo hende han ville være sammen med.
Og ingen andre.

Hun trak sig ud af hans arme, imens hun bare så ham i øjnene,
hendes øjnenes farve var som røg der slørede for hendes indre.
Hun så bedrøvet ud og havde hun været levende havde hendes
hjerte smertet og hendes tåre faldet. Hun ville så gerne, men nej
det måtte ikke ske, så heller være alene som hun havde været hele
tiden. Smerten om hvad der kunne ske ved igen at miste sit livs
kærlighed var ikke til at bære tanken om. Han ville aldrig kunne forstå,
han ville ikke vide hvor mange gange hun havde set på ham når han
havde siddet inde på kroer, uden at vide hun var der. En trang efter
en anden person havde hun ikke oplevet i 971 år. Hun blev ved med
at bakke så hun snart ville gå ud i mørket hvor månen ikke lyste deres
elskende kroppe op. Det var som et skuespil hvor de 2 elskende ikke
kunne få hinanden.

Akuma så trist ned i jorden.
Han var ikke den store romantiker når det kom til stykket.
Hendes øjne var også fyldt med tristhed så han kunne se at det heller ikke var en dans på roser for hende.
Han gik nu helt over til hende og tog om hende igen.
"Du betyder for meget for mig til at jeg kan lade dig gå" sagde han.
Nu lod han igen sine læber møde hendes i et mere intens kys.
Det var svært.
Men han ville gøre hvad der skulle til.
Det VAR hende han ville være sammen med.

Han holdte hende igen denne gang lidt mere fast så hun
ikke ville kunne gå? Eller det var det hun følte. Hun kyssede
ham svagt igen, hans ord var dejlige, hun lod sine læber
glide fra ham. "Jeg bliver nød til at gå" sagde hun med en
meget lav stemme, imens hun så dybt i hans øjne. Hun
kunne ikke bære det mere og måtte væk. Men han holdte
hende, så det var lidt svært at kunne ud af grebet følte
hun. "Jeg beder dig" sagde hun og lagde sin hånd på hans kind.
Han måtte forstå, Dette var best sådan. Hendes øjenbryn formede
sig i en fortvivlet grimasse sammen med hendes hvide ansigt.

Han kikkede fortsat ind i hendes øjne.
"Rinna jeg... Je" han kunne ikke få sig selv til at sige det.
Så mærkede han lidt på hendes håndled og fandt frem til der hvor den armring han havde givet hende var.
Han lod der komme lidt mellemrum imellem dem og løftede hendes hånd op.
Han lagde sin hånd om armringen og ændrede indgravningerne deri.
Da det var hans knogle så havde han stadig magt over den ved berøring.
Hånden blev fjernet derfra og indgravningerne var ændret.
I love you stod der nu.
Akuma ville have at hun skulle vide det og så kunne hun jo gøre hvad hun ville med det.
Han kyssede hende en sidste gang inden han slap hende helt og gik et skridt baglæns.

Hun så bare trist på ham imens han forsvandt mere og mere fra hende.
HUn så hvad der stod og tog hænder op til sit ansigt i det hun forvandlede
sig til en svale, og fløj væk fra der hvor de nu havde stået. Hun var helt
ude af den, hvad skulle hun sige og gøre. Hun havde intet valg, hun blev
nød til det. Der var ikke andre veje end den. Han ville nok aldrig forstå det.
HUn fløj ud i natten som den smukke lige svale hvor hun tilsidst forsvandt
i natten.

//out//

Akuma så op på natte himlen indtil fuglen forsvandt helt.
Det tog hårdt på hans følelser og han regnede ikke med at kunne klare mere for i aften.
Lidt efter hun var væk faldte han om og lå nu på græsset.
Kort efter så man at hans ene arm tog fat i græsset og pressede ham op.
Hans øjne var blevet til skyggeøjne og tænderne til sylespise hugtænder.
Skyggen rejste sig op og udbrød i en ond latter.
"HæhæhHaahahaha!!!!! Akuma er svækket!" råbte den så alle skyggerne rundt om den flakkede.
Den havde fået fornyet kraft og havde ikke været så fri før.
Det næste der skete var at den løb ud i skoven for at finde et nyt offer for den indre vrede...

//out