Three hours left. [Abaddon]

Dato: 12/03/2014.
Årstid: Tidligt forår.
Sted: Doomsville City, en lurvet boghandel i Rotten Root District.
Tid: Formiddag, middagstid.
Omgivelser: Bogreoler fra gulv til loft og støvede, gamle bøger. I venstre side af lokalet står en massiv egetræsdisk hvor pengene bliver opbevaret.
Vejr: Solen titter frem, og det begynder så småt at blive lunt. Man kan godt mærke, at det bliver godt vejr senere på dagen.

Fødderne var smækket op på egetræsdisken og han sad tilbagelænet på den ellers ret ukomfortable stol. Hvor ville han ønske, at boghandleren ville investere lidt penge i en behagelig lænestol, for en behagelig siddeplads var nøglen til fuldstændig indlevelse, hvis man spurgte ham. Men for nu måtte han finde sig til tåls med den skrammede træstol, hvis ene ben var en anelse kortere end de tre andre, hvilket resulterede i at stolen vippede en anelse frem og tilbage hver eneste gang han rykkede det mindste på sig, i håb om at finde en mere behagelig position – hvilket indtil videre ikke var lykkedes. I hans skød lå en smal læderindbunden bog, som han ærligt talt ikke anede hvad omhandlede. Han hev altid en tilfældig bog ned fra hylden, når han var på arbejde, for underholdning når der ingen kunder var – hvilket var ofte. En ny bog hver dag. Somme tider var han heldig at falde over noget, der rent faktisk faldt i hans smag, men det var sjældent. Når det kom til bøger, var han kritisk, og der skulle en del til for at holde hans opmærksomhed fanget.
Der var så stille i lokalet, at man ville kunne høre en knappenål falde til gulvet. Det eneste, der med jævne mellemrum kunne høres, var den knirkende lyd fra stolen, når han rørte på sig, eller når en højtråbende mand eller en kvinde iført højhælede passerede ude på den smalle, dunkle sidegade.
Han løftede blikket fra bogens gullige sider og lod det kortvarigt hvile på det matte, ramponerede bornholmerur ved den modsatte væg, før han atter begravede blikket i de hundredvis af snørklede bogstaver. Tre timer endnu.

Som en legesyg hus-kat, der ivrigt hoppede fra gulvet til sofaen i et elegant hop, kunne man se belysningen fra de hvide sterinlys kaste deres kulørfyldte slør, udover blodet på den blottet højre kind, og det glimtende skær reflekteret i den monotone røde farve, som gav en mindeværdigt nuance for de øjne, som stod hævet og sejrebeslutsomt, i alt deres pragt, over den blodige kvinde, som måtte nedgradere sin værdighed og stolthed, mens hun i afmagt lå til skamme i en pøl af sit eget blod som en hovedpude, og savl, og tåre som lagn og betræk.

"Din dydløse skabning!"

Var en af mange fornærmelser, og hånende udtagelser, som forlod læberne af den store gigant, der i militær støvler, stod og plantet sin fod i maven på den stakkels kvinde, iform af blodtørstige spark.
Et hammerfast slag fra en maskulin næve, lod sig ramme mod hendes kæbe med samme kræft som en vildtfarende bjergged, der med alt sin brutale magt, ramte sine horn ind i siden på en nøgen og ubeskyttede baby, der nok ikke ville have meget mere end en brækket armknogle, og et par væv stykker, tilbage, når det ustyrlige dyr, havde raset færdig.
En hel time gik på ligende vold, og det mindet næsten om et afsnit af breaking bad. Men endelig stoppet det meningsløse tortur, og en hånd bliv knudet ind i kraven på kvindens skjorte, og en solid næve trak hendes uigenkendelige krop op fra jorden, og sagde kort med en autoritær, og dominerende stemme

"Da jeg sagde skaf bogen af vejen unge frøken, havde jeg ikke hensigten at den skulle sælges til en triviel boghandel."

Manden gav slip på hende, hvorefter den næsten livløse krop faldt til jorden.
Vedkommende af det mandelige køn, hed Rafael. En stor mand i militær støvler, læderjakke, med en sort silke skjorte indenunder, og på hans ben, var der militær bukser med farverne sort, grå, og hvid, istedetfor de kendte grønne, brune, og sorte.
Han vendte sine hæle mod kvinden, og forsatte ud af gyden han havde opdraget hende i.
Hans skridt lød som svag torden, når de kraftige militær støvler ramte mod fortovs overfladen.
Var Rafael sin store størrelse i underbukser værd? afgjort. Med et tidligere racelederskab på sit cv, som kun bliv givet til den slags dæmoner stærk nok til at holde fast i den over alle andre dæmoner, da det dæmoniske hierarki, mere mindre om pitbull diktatur, end et social pædagog møde.

Rafael stoppede ikke med at gå ned af doomsvilles gader, til han endelig kom til den nævnte boghandel. hvorefter han åbnede døren, og trak lidt ned i sin nakke for at kunne komme ind af døren trods hans højde.
Har du set en okse lede efter et bestemt stykke sexlegetøj? sådan var Rafael i en boghandel. - forfærdelig - Og han havde større chance for at vælte hylderne, og rode rundt på gulvet i et håbløst forsøg på at regne bogstav systemet ud.
Og efter fem mentalt pinefulde minutter, hvor den rocker ligende monstermand, havde opgivet at finde hvad han kom efter, drejet han sig mod manden bag egetræsdisken, som stod til venstre i butikken, og sagde

"Jeg - "

længere nået han ikke, før han så bogen i mandens favn, og strakt genkendte læderindbindingen.

"Jeg skal have den bog der"

Sagde han, og peget på bogen.

Ærligt talt forstod han ikke ret meget af, hvad der stod i bogen, han sad med. Der var ingen handlingsbeskrivelse at finde på bagsiden, indholdsfortegnelsen var sær og det fremgik ikke ret tydeligt, hvad bogen omhandlede. Han sad faktisk og overvejede at lægge den fra sig og finde en ny, men han nåede ikke længere end til tanken, for i det samme gik den højlydte, gammeldags klokke over døren af og flænsede stilheden. Det lød højere end det plejede, fordi der havde været stille så længe. Normalt var han ikke alene her, men den ældre mand, der ejede boghandlen, var på vandring til en eller anden by, han ikke huskede navnet på. Men han så heller ikke længere nogen grund til at huske på ting, der ikke kom ham ved, især ikke når de var så ligegyldige som dette. Hans hoved var i forvejen ved at eksplodere grundet overbelastning af spekulationer og tanker, så det ville ikke gøre andet end at optage kostbar plads i hans huskekammer. Desuden havde det tidligere kostet ham både sit eget og sine forældres velbefindende, ved at han fejlagtigt havde lagt øre til informationer om slavehandel, der ikke vedkom ham, og husket dem som den tåbe, han var.

Han lænede sig frem i stolen for at få udsyn til døren, hvor der stod en høj, bredskuldret mand, der nærmere lignede én, der hørte til i en boksering end i en beskeden boghandel. Det faktum fik Bastians alarmklokker til at ringe. Hvad pokker lavede han her? Han betvivlede i hvert fald kraftigt, at han var kommet for at se på udvalget af ulykkelige kærlighedsromaner eller poetiske bøger om en ordinær ensom mands liv i en regnfuld storby.
Uden at sige noget skyndte han sig at slå blikket ned i den mærkværdige bog igen, i håb om at den bredskuldrede fyr ikke havde set ham. Ud af øjenkrogen holdt han dog årvågent øje med hvert eneste skridt, fyren tog, og han kunne ærligt talt ikke lade være med nervøst at synke en klump spyt, da det gik op for ham, at fyren havde direkte kurs mod ham. Han forberedte sig mentalt på, at der muligvis kunne blive brug for hans illusions manipulation om få sekunder.
’Jeg skal have den bog der,’ lød det bestemt fra fyren, der rakte en kæmpemæssig hånd frem og strakte pegefingeren ud for at pege på bogen. Den var næsten dobbelt så stor som hans egen, og han blev nødt til at indse, at han ikke længere kunne lade som om, han var både blind og døv.
”Denne?” spurgte han med et hævet øjenbryn, og løftede bogen op foran sig idet han havde klappet den sammen. Han sænkede den igen, hvorefter han fortsatte; ”Jeg er ked af at sige det, sir, men bogen giver ingen mening. Den kan ikke anbefales”. Han havde blikket rettet ned mod bogen som undskyldning for ikke at skulle se på fyren, for selvom han aldrig ville indrømme det, fik de brede skuldre og store lemmer hans nakkehår til at stritte.