Just another day. -Tallis-

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
O: Skoven, træerne står tæt op af hinanden. Ind imellem bladene forsøger solens smukke stråler at snige sig ind. Rådyr går og græsser fredeligt, imens der i luften er en himmelsk duft af blomster og rester af regnvand.. En fængende flod melodi spiller igennem skoven.
T: Midt på dagen.
V: Solskin med blå himmel.

"Nille!" Hans stemme skar igennem skoven. Med hurtige bevægelser, sprang han over et væltet træ og landede uden problemer på den anden side. De krystalblå øjne spejdede rundt. Han lod ikke et eneste bevægelse slippe forbi ham. Hver en muskel var spændt og de ville ikke falde til ro før han havde fundet hende. Hvis han nogensinde ville finde hende. Måske kom hun aldrig tilbage. Han tog en dyb indånding og slog kort armene om sig selv. Rundt omkring ham, tornede skoven, den forsøgte at håne ham, minde ham om det liv han engang havde. Det liv han havde sammen med Josh og Nille. Han satte sig opgivende ned på jorden. Solens stråler fik den blege hud til at ligne porcelæn. Lysten til at give op blev større og større. Han følte sig alene.. Præcis ligesom dengang hans forældre forlod ham. Med et bump lod han sig falde bagover. Ryggen lå nu på det frodige græs, øjnene kiggede op i træernes kroner, imens hans tanker kørte rundt og rundt i hovedet på ham. Svagt lukkede han øjnene i. Stod det til ham, kunne han godt bare forsvinde lige nu. Forsvinde langt væk og aldrig komme tilbage.. Det var der sikkert ingen der lod mærke til alligevel. Ved lyden af noget der skramlede, satte han sig op med et sæt og så sig advarende rundt. Af ren forsvar, kom han op at stå igen og foldede langsomt sine hænder ud, så de var klar til at angribe med det eneste han rigtigt stolte på. Isen inde i ham. "Vis dig selv!" vrissede han advarende med et par lynende krystalblå øjne. Isen begyndte langsomt at sprede sig ud til fingerspidserne.. Han var klar til at forsvare sig hvis det var det der skulle til.

Tallis havde aftalt med Nille at mødes her i skoven. Nille havde vidst noget vigtigt at skulle fortælle hende om Lily. Tallis var beæret over at hun var den eneste Nille betroede sig til omkring det med Lily. Hun var ikke sikker på hvorfor hun var den eneste Nille havde betroet sig på omkring det, men Nille havde sikkert en god grund. Tallis stillede ikke spørgsmål ved det Nille sagde, fordi at hun troede på at Nille vidste hvad hun lavede.
Tallis sad på en stor sten, mens hun ventede. Hvorfor skulle de mødes i Ashen Wood Forest og ikke The Forest? The Forest var meget mere imødekommende end Ashen Wood Forest. Hver gang Tallis mødte Nille herude, virkede Nille altid trist. Som om der var noget andet der plagede hende end Lily. Tallis' tanker blev afbrudt da hun hørte en råbe Nille. Tallis hoppede ned fra stenen og løb hen til nogle busker, for at gemme sig. Hun trak sine to daggers frem, der normalt var ved hendes ryg, da hun havde daggernes skæfte på ryggen. Hun fik øje på en ung fyr der virkede truende. Hun strammede grebet om sine daggerter. Hun listede en smule tættere på, men hun kom til at træde forkert, så man kunne høre busken pusle. Hun gemte sig hurtigt igen, da fyren så rundt. Tallis trådte ud fra buskene og gjorde an til at kaste sin ene daggert efter ham.
"Stop den magi, du har gang i og jeg vil ikke dræbe dig!" Hvæsede hun advarende. Om Tallis' hals var der en halskæde. Halskæden havde Nille givet hende og bedt hende om at beskytte. Hvem der havde givet Nille halskæden vidste hun ikke. Det eneste hun vidste var at halskæden betød meget for Nille. "Hvad ønsker du af Nille?" Tallis kneb øjnene lidt sammen.

Magi? Han kiggede spørgende ned på sine hænder. Isen måtte være magi for hende og hun bad ham om at stoppe det? Ha, hvis bare det var så nemt! Isen var begyndt selv at bestemme, ligesom dengang han fik evnen, den var svær at kontrollere. Måske fordi der var så meget der generet Jacob for tiden, at han helt glemte hvordan man havde kontrol. Trods alt havde han ramt Angela med sin evne.. Der havde han ingen kontrol haft over sin vrede. Han hvæste bare tilbage af hende. Langsomt blev de krystalblå øjne mørkere og mørkere. Det sorte var ved at æde det blå. "Giv mig ikke ordre!" Han blev stående hvor han var. Af en eller anden grund, var han fuldkommen ligeglad om hun ville ende med at kaste daggerten eller ej. Fuldkommen ligeglad.. I det han troede at han skulle vrisse af hende endnu engang, bemærkede han halskæden om hendes hals og mærkede hvordan hans hjerte sprang en takt. Det var den halskæde han havde givet Nille? Hurtigt var han oppe foran hende, tog et tag om halskæden og så skiftevis fra den til elveren foran ham. "Hvor har du den fra?" Han var sikker på at det var den halskæde, det kunne ikke være andet.. Efter noget tid, trådte han et skridt bag ud og så den fremmede elver i øjnene. "Hvad jeg ønsker af hende kommer ikke dig ved," Han vrissede lavt af hende.

Tallis kunne ikke lade være med at smile flabet til fyren, da han hvæste at hun ikke skulle give ham ordrer. Han skræmte hende ikke, selvom at han havde en form for magi fra hans hænder. Gad vide hvad slags magi det var? Det var hvidt. Måske var det luft som man kunne se? Der var så mange underlige former for magi. Hun havde slet ikke styr på det. "Jeg giver dig ordrer, hvis jeg vil." Sagde hun med en truende tone i sin stemme.
Hun fik et chok da fyren tog fat i halskæden om hendes hals og pludselig stod så tæt på hende. Tallis snerrede advarende og skulle lige til at true ham, da han spurgte om noget. Hun valgte ikke at svare. Hun blev en smule lettet da han trådte væk. Hun satte en af daggerterne ned i en af skæftene på hendes ryg, men hun holdte stadig fast i den anden. Da han svarede på hendes spørgsmål hævede hun et øjnebryn. "Så kommer det heller dig ved hvor jeg har den her halskæde fra." Sagde hun. Hun gjorde igen klar til at kaste daggerten på ham.
Hun skulle lige til at kaste daggerten på ham, da hun hørte Nilles stemme. "Nej, stop! Du må ikke gøre ham fortræd!" Nille stod ikke så langt væk fra dem. Nille så træt ud, men hun lignede sig selv. Hendes sorte hår var løst og hun havde den hvide fjer i håret. Tallis satte daggerten ned i skæftet, så hun ikke længere havde et våben i hånden. "Hvorfor ikke?" Spurgte Tallis undrende. Fyren virkede farlig og han havde en underlig magisk kraft. Han var en trussel. Nille gik tættere på dem. "Jeg kender ham. Han er min... kæreste." Nille tøvede lidt med at sige kæreste. For hvad hvis Jacob ikke kunne tilgive hende for at løbe væk hele tiden? Nille stillede sig imellem Tallis og Jacob, for at være sikker på at de ikke angreb hinanden. Nille så på Jacob. "Tallis er min ven, Jacob. En ven jeg ikke har fortalt dig om. Jeg ved ikke om du kan huske dengang, jeg fortalte dig at jeg havde mange hemmeligheder, du ikke kendte til? Tallis er en ven, jeg har holdt skjult for alle og taget afstand til. Jeg mødte hende mens zombierne var her." Nille havde en undskyldende glimt i øjnene. Tallis lagde hovedet lidt på skrå. "Siden han er din elskede, går jeg udfra at det kun er fair at fortælle ham, hvorfor jeg har din halskæde. Jeg beskytter den for hende. Nu har jeg fortalt dig hvorfor jeg har den. Fortæl mig så hvad du vil med Nille." Tallis så advarende på Jacob.

En flabet, snerrende elver var langt fra det han havde brug for lige nu. Faktisk havde han en stor lyst til at pande hende en, da hun sendte ham et flabet et smil. Han knyttede hænderne sammen for ikke lade isen vinde over kroppens pludselige vrede. Den trak sig ydmygt og irriteret tilbage. Svaret på hans spørgsmål hjalp ingenting. Elveren foran ham så ikke ud til at blive til den store nytte. Ikke at han havde regnet med det. I det øjeblik hun skulle til at kaste daggerten, foldede han endnu engang hænderne og lod isen langsomt snige sig frem igen. Dog knyttede han dem hurtigt igen ved lyden af en velkendt stemme. En stemme der med det samme fik ham til at vende hovedet over imod den. Nille. Han kunne ikke tro det. Hun stod rent faktisk foran ham. At hun kendte elveren havde han ikke set komme. Hvorfor kendte hun til sådan en irriterende elver? Ordet kæreste fik ham til at løfte svagt på et øjenbryn, var hun nu helt sikker på at hun ønskede at være kæreste med ham, siden hun bare sådan forlod ham? Da hun stillede sig imellem dem, glemte han helt elveren bag hende og fokuserede kun på Nille. Snart kom hele historien om hvor hun kendte elveren fra på banen.. Nok var det spændende at høre på, men, det var ikke derfor han var her. Han var her for at vide hvorfor Nille bare valgte at forsvinde. Svagt bed han sig i underlæben og så skiftevis fra Nille til Tallis. Dog slap han hurtigt underlæben ved lyden af Tallis stemme.. De krystalblå øjne var endnu engang lynende. "Jeg vil vide hvorfor hun er herude, og hvorfor hun kom til dig i stedet for mig, for ikke for at fornærme dig, men jeg kender hende langt bedre end du gør!" Jacobs stemme var vrissende og kold. Som sagt, han havde ikke godt af at blive efterladt.. Den dæmon han var blevet født til at være var langsomt ved at overtage ham. Han kiggede ned på Nille igen med et lidt blidere blik. "Vil du ikke nok fortælle mig hvad der foregår?" Han så hende dybt ind i øjnene.

Nille fornemmede Jacobs vrede og det overraskede hende. Hun havde en gang set ham være opslugt af mørke, dengang han havde haft den forbandede halskæde på, men dette var anderledes. Hun havde aldrig hørt hans stemme være så kold og vrissen. Tøvende lagde Nille sine arme om ham i et kram, som for at berolige ham lidt og for at sige undskyld. Hun havde en ide om hvorfor han ledte efter hende, men hun var ikke sikker på om det var rigtigt. Tallis lagde armene over kors. "Gør du virkelig? Er du ikke sikker på at jeg ved mere om hende end dig, siden at det er mig som hjælper hende og ikke dig?" Tallis følte sig truet og var derfor nød til at gemme sin usikkerhed bag onde kommentarer.
Nille så på Jacob, da han snakkede til hende. Hun trak sig væk fra ham. "Det er en.. lang historie." Sagde Nille og trak på den ene skulder. "Jeg modtog en dag et trusselbrev fra Lily. Hun skrev at hun ville finde mig og gøre en ende på mig. Jeg havde håbet at hun havde opgivet at dræbe mig, men... det har hun ikke. Jeg har besluttet mig for at finde hende og.. dræbe hende. Jeg kan ikke lade hende leve, når hun er så stor en trussel, selvom hun er min søster. Grunden til at jeg ikke fortalte dig noget var fordi, at jeg vidste at du ville insistere på at tage med mig. Misforstå mig ikke, jeg vil hellere end gerne have dig med, men jeg er bange for at du kommer til skade. Derfor fortalte jeg dig ingenting. Lily kender ikke til Tallis, hvilket er en fordel for mig, men Lily kender til dig. Jeg måtte sørge for at du ikke kendte til mine planer, så hun ikke ville prøve at tvinge dig til at fortælle hende om mine planer. Jeg burde bare have vidst at du ville lede efter mig." Nille smilede svagt. "Du har jo trods alt lovet mig at du aldrig ville give op på mig." Nille rystede på hovedet, for at blive alvorlig igen. "Jeg kan ikke være hos dig i noget tid og du må ikke lede efter mig eller fortælle andre om det her. Du må gerne blive boende i villaen, hvis du vil. Jeg kommer tilbage, det lover jeg." Nille så ned i jorden.
Tallis følte sig utilpas, så hun bakkede lidt væk fra dem. De kunne snakke privat.

Gud hvor var den elver irriterende.. Hvor vovede hun bare at komme svansende i troen om at hun kendte Nille bedre end ham. Havde Nille ikke været imellem dem, var det sikkert at is ville have fortærret elveren op lige nu. Hans vrede og isen var en og som samme del af sjælen. Den del der var begyndt at være svær at styre. I det han ville svare elveren igen, mærkede hans Nilles omfavnelse og kroppen lysnede op.. Vreden forsvandt langsomt fra ham. Lyden af hendes stemme var nok til at berolige ham.. Han lærte nok aldrig at lade være med at elske Nille.. Hun havde altid en evne til at berolige ham, lige meget hvad.. Tøvende lagde han sine arme om hendes hofter. Det var rart at have hende så tæt på sig endnu engang. Da hun trak væk, lagde han armene på kors over brystet og mærkede sig selv slappe mere af.. Historien om Lilly fik dog langsomt vreden op igen. Den ondsvage dæmon, hvorfor kunne hun ikke bare lade Nille være i fred? Selvom han ikke ville indrømme det, var han en smule irriteret over at hun kontaktede Tallis i stedet for ham, om han så kunne komme til skade eller ej. Han ønskede at beskytte Nille og kæmpe ved hendes side. Det var nok det sværeste ønske at få opfyldt. Han sukkede lavmælt efter historie fortællingen. Ordene havde svært ved at finde sig til rette på hans tunge. Han ønskede at overbevise hende om at tage ham med, men han vidste at det ville være ligeså svært, som at bede solen om at forsvinde. "Hvor lang..." Han tænkte en ekstra gang over sine ord. "Jeg ved godt at jeg ikke kan overtale dig til at tage mig med dig, men, du må forstå at jeg ikke bare kan sidde og vente, ved tanken om at du render rundt herude med din ondsvage søster i hælene," Han sukkede og kiggede kort hen på Tallis. De krystalblå øjne studerede hende svagt. "Men, jeg går ud fra at elveren her gør sit for at passe på dig?" Han løftede spørgende på et øjenbryn.

Tallis kunne tydeligt se på Jacob at han var irriteret på hende. Hun forstod ham også godt. Hun kunne heller ikke lide sig selv, når hun var så led. Det var bare hendes måde at beskytte sig selv på. Hun lænede sig op af et træ, mens hun ventede på at de var færdige med at snakke. Nille lagde en hånd på Jacobs ene arm, da han lagde armene over kors. Hun hadede sig selv for at såre ham hele tiden, men hun ville ikke risikere at han kom til skade. Nille rynkede svagt på panden, da han stoppede sig selv i en sætning, men hun vidste godt hvad han havde været ved at spørge om. "Det ved jeg ikke." Sagde hun undskyldende. Hun ville ønske at hun kunne tage ham med sig, men det turde hun ikke. "Det er ikke hende der i er hælene på mig." Hun smilede en smule kækt. "Det er mig der er i hælene på hende. Hun ved at jeg er efter hende." Hun betragtede hans ansigt grundigt. Hun havde savnet ham forfærdeligt meget og tanken om at skulle undvære ham i længere tid gjorde ondt. Hun så hen imod Tallis. "Hun gør sit bedste. Jeg hjalp hende med at flygte fra en gruppe zombier som havde dræbt hele hendes familie og alle hendes venner.. Men, hun tror at nogle af dem er undsluppet ligesom hende og hun vil lede efter dem." Hun så på Jacob igen. "Hvis du vil kontakte mig, så skal du få fat i Tallis. Jeg ved godt at du ikke kan lide hende, det kan jeg se tydeligt på dig, men.. Det er den nemmeste måde at få fat i mig på." Hun bed sig svagt i underlæben.

Han sukkede svagt og så ned i jorden. Hvor langtid ville der gå før hun kom igen? Ville hun nogensinde komme tilbage? Engang imellem så han hen på Tallis. At hun lænede sig op af træet, viste at hun tålmodigt, eller måske utålmodigt, ventede på at de skulle blive færdige med deres snak, så hun sikkert kunne føre Nille væk. Stod det til ham, blev Nille her, men det vidste han udmærket godt at det ikke kunne lade sig gøre. Lily var et problem der skulle udryddes. En irriterende myg der summede om ørene på Nille. At hun lagde en hånd på hans arm, gav ham bare mindre lyst til at lade hende gå fra ham. Han så hende i øjnene og forsøgte svagt at smile til alt det hun sagde. Det var altid noget at det var hende der var i hælene på myggen og ikke omvendt. Han tog en dyb indånding. Forsigtigt lagde han hænderne på Nilles skuldre og kyssede blidt hendes pande, med de iskolde læber. "Jeg håber du langt om længe for ramt på Lily.. Og kommer tilbage i god behold," Han smilte svagt til hende. Derefter så han hen på Tallis. "Pas nu godt på hende.. Nu når det er dig hun har valgt at komme til," Så godt som han kunne, smilte han venligt til hende. Efter nogen sekunder, så han hen på Nille igen. Et svagt glimt af sørgmodig hed lå gemt bag den krystalblå farve. "Jeg elsker dig," hviskede han svagt til hende.

Nille så ned i jorden, da Jacob lagde sine hænder på hendes skuldre og kyssede hendes pande. Hun havde lyst til at blive ved ham, men hun var nød til at stoppe Lily. "Jeg skal nok gøre mit bedste." Hviskede hun med en svag stemme. Hun så på ham igen, da han henvendte sig til Tallis. Tallis kiggede op på himlen og betragtede bladene, der dækkede himlen. "Nille kan sagtens beskytte sig selv, men jeg lover at gøre mit bedste for at hun ikke kommer til skade." Sagde Tallis. Nille fik en lykkelig glød i de lysende blå øjne, men der var også noget trist over hendes øjne, da Jacob hviskede at han elskede hende. "Jeg elsker også dig." Hviskede hun og trykkede hurtigt sine læber mod hans. Hun trådte væk fra ham og gik hen imod Tallis. Nille hviskede nogle få ord til Tallis, inden hun løb væk fra dem.
Tallis trådte væk fra træet og gik hen imod Jacob. "Vil du gerne have halskæden?" Tallis lagde an til at tage halskæden af.

//Undskyld vente tiden o.o Havde ikke set at du havde svaret over her :i

Han smilte svagt til hende.. At gøre sit bedste var alt man kunne. Man måtte bare satse på at det var nok. Det varmede ham indvendig da hun hviskede tilbage at hun også elskede ham. Dog havde han bemærket det sørgmodige glimt i hendes øjne. Hendes læber strejfede kort hans og han ønskede i et kort øjeblik, at lade sine arme snige sig om hendes hofter og trække hende ind til sig, for derefter aldrig at lade hende gå.. Et blink fra øjet og hun var forsvundet. Tilbage var nu kun ham og Tallis. I flere minutter stod han bare og så derhen imod hvor Nille forsvandt. Han tog et dybt suk.. Skulle han nogensinde se hende igen? Da Tallis trådte hen imod ham, drejede han fronten hen imod hende og nikkede med et venligt på læben til det hun spurgte om. "Det vil jeg meget gerne ja," Han trådte forsigtigt et skridt tættere på hende. Den månefarvet hånd strakte han roligt hen imod hende, for at tage imod halskæden. "Undskyld min opførsel før.. Jeg ved ikke hvad der gik af mig," Han så undskyldende på hende.