Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Periode | Renæssancen

Årstal | 1162

Årstid | Vinter

Måned | December

Latest topics
» You live in this castle? - Elizabeth
Today at 19:58 by April

» I herligt selskab med vilde mini drager - Lith’rra og Althorn
Today at 13:46 by Lith’rra

» A, a ghost? - Semyon
Today at 12:19 by April

» What a wet night - Xakle
Today at 11:05 by Marcus

» I like fire! - Micah (privat) XXX
Yesterday at 22:51 by Jozaf

» Royal træning - Eli
Yesterday at 20:47 by Gautham

» Mødet med hoffet - Althorn
Yesterday at 19:46 by Larlii

» Be free or die trying (Taliia) xxx
Yesterday at 18:55 by Taliia

» Fenrers Fraværstråd
Yesterday at 16:57 by Elizabeth

Top posting users this month
Taliia
 
Fenrer
 
Elizabeth
 
Lith’rra
 
Sean
 
Zayden
 
Gautham
 
Melisandre
 
Larlii
 
April
 

Statistics
Der er i alt 296 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Leonard

Vores brugere har i alt skrevet 156596 indlæg in 8131 subjects

Deathaura (Delilah)

Side 1 af 2 1, 2  Next

Go down

Deathaura (Delilah)

Indlæg by Sean on Lør 5 apr - 11:48

S: Doomsville, scenen vil skifte.
V: overskyet
O: huse, enkelte folk, en hestevogn eller rytter her og der.
T: eftermiddag, tæt på aften.

Han havde klædt sig lidt varmt på, da vejret havde været ustabilt hele dagen. Det ene øjeblik havde det regnet, det næste været tørt. Vinden kom og gik, det ene øjeblik iskold, det næste ikke-eksisterende. Det var en typisk forårsdag, vinterens sidste krampetrækninger inden solen ville vinde og give dem lys og varme...Og mere mad. Vinteren havde været meget hård, blandet af krig og dårlig økonomi, samt levende-døde der havde ødelagt folks marker. folk havde prøvet at bygge det hele op igen, men de kunne først få mad når solen vendte tilbage. Sean havde selv sat nogle af sine mænd til at hjælpe de fattige, som klanen normalt arbejdede sammen med af flere grunde. Både fordi ingen lagde mærke til de fattige og de derfor hørte og så forskellige ting, som Sean gerne ville vide, men også fordi mange valgte at blive kriminelle og være med i hans klan. Der ud over havde han sendte nogle ud til nogle forladte gårde, hvis ejere var døde, for at rydde dem op. Han ville bruge dette kaos til at sikre sig et par gårde og marker, så han kunne være selvforsynende...I det skjulte, selvfølgelig. Han ville sende nogle små familier ud til gårdene, så de lignede enhver anden.

Alt dette var planer han havde snakket om hele dagen. Der havde været et stort klanmøde, hvor de havde diskuteret økonomien og hvad de skulle bruge sommeren på. Økonomien var nogenlunde sikret, selv om han havde mistet mange penge de sidste par måneder. Især efter han havde mødt Adalia eller hvad kvinden af diamant nu hed. En lille aftale og hun kunne altid skrabe en masse penge ind til ham.
Han drog altid fordele af tingene, på bedste vis.
Heldigvis havde klanen også klaret sig godt, da han var gået under jorden, for at klare en mission. Det var sidste gang han havde set Del og han forventede ikke at se hende foreløbig - De kunne jo trods alt ikke lide hinanden.

Klædt i nogle solide, men smidige, sko. Nogle mørke bukser af blødt og varmt stof. En sort skjorte, for til sidst at have en kappe ud over sine skuldre. Selv om han havde overvejet at fjerne den, da den ikke længere betød noget for ham...prøvede han at overbevise sig om...Sad hans sædvanlige armbånd altid om hans håndled, dog skjult under skjortens ærme. Skjorten var knappet op i halsen, som altid.
Det mørkebrune hår strittede lidt til alle sider, han havde ikke sat det siden i morges og det var jo længe siden. Desuden havde vinden skubbet godt til det. Pandehåret, dog, gled som altid ned over hans pande, med undtagelse når vinden tog fat i det og skubbede det bagud.
De mørke øjen var tænksomme, da han gik med hænderne i lommerne ned af gaden, mens han tænkte over klanens muligheder. Til sidst, dog, besluttede han sig for at dreje ind på en kro. Han fandt et ledigt bord og bestilte en kop varm the. Lidt efter fik han den, han blandende lidt sukker i, rørte rundt og plantede en hånd rundt om kruset, da han placerede sit hovet på den anden hånd, som støttede til bordet. Hans blik gled rundt i kroen i et øjeblik...Før det gled tænksomt ud af vinduet. Og sådan sad han, med undtagelse når han hævede sig krus, for at drikke af sin the.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Utopia always comes with a price...
avatar
Sean
Admin

Antal indlæg : 9261
Reputation : 75
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Delilah on Lør 5 apr - 18:06

Påklædning(Sløret er dog formet som en gennemsigtig kappe istedet).

Hun fik utroligt mange blikke, fra tilfældige forbipasserende. Som Elona'dal selv, tiltrak hun sig blikke som hun flød igennem mængderne, og åbnede havene af væsner foran sig, som kontrollerede hun naturen selv. Men det var ikke hende, der havde naturen i sin hånd. Lange, elegante fingre snoede sig blidt om det ultratynde stof, der var dekoreret med smukke broderier formet som blomster og blonder der gled ubesværet sammen. Vinden greb fat i den slørlignende, tynde kappe, der lå som skrøbeligt festøv om kvindens hår, og lod det blafre som sommerfuglens vinger på en sommerdag.
Sommerfuglekappen var ikke det eneste, der slæbte yndefuldt over jorden, og fik folkene til at træde en lang bue udenom hende, for at undgå at ødelægge hendes skrøbelige, næsten guddommelige tøj. Den lange kjole, der næsten syntes spundet i blonder og tynde lag der strakte sig stramt om hendes krop, fremhævede hendes krop på en ydmyg måde, og lignede mest af alt noget, en gudinde ville bære ved sit bryllup. Så da hun næsten svævede ned af gaden, tiltrak det sig en del opmærksomhed.
- Genkomsten vil chokere jer mere end jeg, væsner.
Et smil sitrede om kvindens læber, som hendes blik fulgte de forbipasserende. Det var ikke kun hendes tøj, der fik væsnerne til at dreje hovederne, når de passerede hende. Det var også hendes øjne. Sølvet havde udvidet sig om hendes pupil, og lyste næsten flydende sølvglødende og brusende, igennem hele hendes iris. Kun yderkanten af hendes iris, havde en smal streg af noget brungrønt, der var den oprindelige ejer af kroppens øjenfarve.
Ned af hendes ryg, bugtede sig en lang mørkt fletning, der bevægede sig i takt med hendes bevægelser.

Chaya, som den indtrængende sjæls blev kaldt, befandt sig godt i Delilahs krop. Hun havde i virkeligheden ikke lyst til at slippe kontrollen, men Delilah rørte uroligt på sig, og ville om ikke længe komme til bevidsthed. Hun var endnu ikke stærk nok, til at kunne styre kroppen, når Delilah var ved bevidsthed. Derfor klistrede hendes lysende blik sig fast til et velkendt ansigt, da det forsvandt ind i en kro. Langsomt skiltes de rødlige læber, i et smil.
- Jeg takker Dem, Zeran'don, for dette tegn.
Hendes nøgne fødder der var gemt under kjolens lange slæb, trådte hun imod kroen, selvom det lå Chaya så langt imod at drikke forbudte væsker. Slanke fingre skubbede blidt døren til kroen op, og blev mødt af en mur af alkoholdufte, der sivede ind igennem de forstærkede lugtesanser, der tilhørte kroppen. Sølvfarvede øjne søgte langsomt igennem rummet, inden hendes blik fandt målet: Sean.
- Jeg beder til at deres had ikke vil forværre min bøn.
I hendes sind væltede Delilahs minder med Sean frem - ikke just minder, der emmede af glæde eller venskab. Nøgne fødder mødte gulvet som hun forsvandt henover gulvet, i retning af dæmonen, der ville have sendt irritation og bandeord igennem Delilahs krop - hvis det havde været Delilah der kontrollerede den. Men nu sendte det strømme af Delilahs minder igennem Chaya, istedet.

"Sean. McGivens, hvis jeg ikke tager fejl?"
Bløde, lave toner blev spundet ud af hendes læber, med en helt anden, næsten varm klang, end den Delilah normalt spyttede ud. Chaya gled ned foran Sean i en stol, og strakte hånden ud. Hendes fingre lagde sig omfavnende, næsten intimt om Seans hænder - om han trak dem væk eller ej, var ubetydeligt for Chayas udtryk. I halvmørket i kroen, virkede det næsten som var de flydende sølvøjne selvlysende. Et par af fingrene på den ene hånd, trak den gennemsigtige slørkappe ned fra at omkranse hendes ansigt, og lagde blikket i Seans.
"Jeg forstår at der er spændinger. Men vi har brug for din hjælp."
Der gik et par sekunder, før en svag rødmen bredte sig ud over den cremefarvede hud.
"Åh, jeg undskylder mit sprog. Jeg gik ud fra at vi var dus, efter de foregående møder. Hvor uhøfligt af mig."
En mand trådte op til bordet, og lagde en stor hånd på Chayas skuldre. Delilahs voldsomme personlighed og opførsel, fik hende tit til at fylde mere i rummet end hun ellers ville. Derfor blev det først tydeligt nu, da hendes opførsel var spinkel og høflig, hvor lille Delilahs krop i virkeligheden var. Hun løftede hovedet, og sendte den store mand et varmt smil.
"Kan jeg byde damen på en drink?"
Mandens stemme var sløret, og hans bevægelser tunge og besværlige. Hvis han ikke var fuld, så var der ingen der var.
"Jeg drikker intet, skabt af De Gamle Guder. Desværre. Kunne vi få lidt privatliv, måske?"
Manden gryntede næsten, og sendte Sean et blik, der tydeligt viste at han målte om han ville kunne klare ham i kamp. Så trak han på skuldrende, og vaklede væk. Delilah bevægede sig svagt i Chaysa underbevidsthed, så sjælens blik trak sig med det samme tilbage til Sean. Hun havde virkelig brug for hans hjælp.
"Der vil være betaling. Jeg beder Dem."

_________________
avatar
Delilah
Evolved
Evolved

Antal indlæg : 3536
Reputation : 27
Bosted : Unkown. On the road.
Evner/magibøger : I'm connected to the spiritual world, both physically and mentally. Improved body-skills and senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Sean on Lør 5 apr - 19:06

Kruset var blevet næsten halvt tomt, da kvinden trådte ind i kroen og tiltrak al opmærksomhed. Sean, dog, var så dybt begravet i sine egne tanker, at han først så...Intet. Intet andet end det beskidte vindue, der fortalte ham hvordan vejret var udenfor og sladrede om hvilke folk der gik forbi, enden i høj hast eller langsomt. Folk, slynget ind i hinanden, som forelsket, eller folk der gik helt alene. Folk med tasker, folk uden noget. En hestevogn der klaprede forbi i middel hast, mens enkelte sprang til siden, for ikke at miste nogle tæer. En der vendte sig om og bandede af vognen. Disse ting lagde Sean ikke mærke til. Hans tanker gled over forskellige emner: klanen, Alane, Elyas, Cam, klanen igen. Uanset hvad han tænkte over, virkede det ikke som om han fik svar på det hele. Han sukkede svagt for sig og kiggede ned mod sit krus, da han endelig rykkede sig ud af sin stilling, som en statue der kom til live. Hans nakke var lidt stiv af at sidde sådan så længe. Han løftede kruset, med den nu lunkne the, og tog en tår. Da han satte kruset på bordet igennem, nu placeret mellem begge hans hænder, lagde han mærke til kvinden. Kun lige inden hun selv placerede sig foran ham, i en stol, uden at spørge om lov, som ellers blev set som en venlig gestus.

I et øjeblik genkendte han hende slet ikke. Kjolen var eksotisk og uden tvivl meget dyr. Den måtte have taget lang tid og meget fingersnilde at frembringe. Den lignede mest af alt en brudekjole. Sean var betaget af skønheden, af synet og brugte et øjeblik på bare at studerer hendes krop, at han slet ikke lagde mærke til at kvinden sagde hans navn. Endda hans fulde navn, som kun meget få i byen kendte til, da han faktisk aldrig brugte det. Kun et øjeblik efter, da kvinden tog hans hænder, skar hendes stemme igennem og han blev nærværende igen. Han blev i et øjeblik sur på sig selv, over at være så svag og være blevet så overrasket over synet foran sig. Hvis hun var en fjende, kunne hun have slået ham ihjel, let som ingenting.
Fjende...Han begyndte at studerer kvindens ansigt...Og da gik det op for ham at det lignede Delilahs...Med forskel for øjnene, som havde ændret sig. Vent...Var det her Del? Umuligt! Af flere grunde. Øjnene var ikke de samme, Del gik ikke i så prangende tøj og hun ville da slet ikke gå hen for at tale med ham, endnu mindre bede om hans hjælp! Og tale så pænt til ham, virke så kvindelig...

Sean så ned på sine hænder. Kvindens fingre virkede helt spinkle og kølige, trods...Nej, de var ikke Delilahs, hvorfor troede han hele tiden det? Hans fornemmelser sagde han at han skulle være forsigtigt, at der var noget skummelt i gære og han måtte passe på, for ikke at træde i en fælde. Hans mørke blik fandt hendes ansigt igen, da han studerede hende. Så hun søgte hans arbejdskraft? Han havde ikke oplevet en arbejdsgiver der havde han opsøgt ham sådan her...Eller jo, men bare uden så iøjefaldende tøj. Hvad skulle han sige til hende?
Til sidst trak han sine hænder til sig og lænede sig tilbage i stolen. Den ene hånd om kruset og den anden på hans lår, da han afslappet så på kvinden. Han havde spørgsmål. Foregående møder?
Hun snakkede fint. Så han måtte hellere kalde hende De, så hun ikke blev fornærmet.
"De snakker som om vi har mødt hinanden før. Nok husker jeg ikke alt, men et syn som Deres ville jeg næppe glemme?" han prøvede at lokke en identitet ud af hende.
Han så på hende med hvad kvinderne normalt ville definerer som et charmerende blik og et svagt smil. Hans hoved gled let på skrå.
"Hvilken mand ville jeg være, hvis jeg ikke hjalp en kvinde i nød? Især en der betaler. Men fortæl mig først...Hvad kan jeg hjælpe med?" Han ville også gerne vide hvor hun kendte ham fra. MEn han var bange for at for mange spørgsmål ville skræmme hende væk. Enkelte arbejdsgivere, især de rige af slagsen, hadede for mange spørgsmål.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Utopia always comes with a price...
avatar
Sean
Admin

Antal indlæg : 9261
Reputation : 75
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Delilah on Lør 5 apr - 19:47

Chaya bemærkede, modsat hvad Delilah ville have gjort, at Sean studerede hendes krop. Men i stedet for at afbryde ham i foretagendet og føle sig fornærmet eller udstillet, ventede hun blot roligt på, at han ville lægge blikket imod hendes ansigt og besvare hendes frembrusende bøn. Påklædningen havde et formål - ja, var næsten en nødvendigheden, for hele dette forehavende. Som et edderkoppespind, og med samme skrøbelige udseende, lagde kappen sig imod hendes arme, imens hun sad stiv som en støtte, og ventede på hans besvarelse af de ord, der var kommet ud af hendes læber, for hun havde tænkt.
Hun smilede varmt, over hans høflige betegnelse af hende. Deres forgående møder, hvor Delilah havde styret kroppen, havde måske ikke påvirket hans opfattelse af andet end kroppen, på trods af hvad Chaya havde frygtet. Men hans ord afkræftede det håb alligevel, og sendte hendes hoved på tur med en tiltning svagt til siden, så fletning bevægede sig pendulagtigt bag hende. Langsomt løftede hendes fingre sig, og strejfede øjenlågene, der kort var gledet ned over hendes blik, da han havde talt. Så åbnede øjnene sig, og fangede Sean endnu engang.
"Øjet er sjælets spejl."
Underfundigt dansede hemmelighederne under det mystiske smil hun sendte ham. Ordene var en leg, et spejl for sandheden, og hvis han gled ind under sætningen, ville han forstå hendes egentlige hensigt. Chayas sjæl, var hvad øjnene viste - den sjæl, der forsøgte at opsluge hver eneste centimeter i Delilahs krop, blot for at sikre sig, at planen ville blive udført til perfektion, når tiden var til det. Efter adskillige sekunder, besvarede hun hans spørgsmål.
"Så vidt jeg har forstået, kender De kroppen som Delilah?"
Hun betragtede ham nysgerrigt, for at se om hans udtryk ændrede sig. Med håret der var strøget væk fra ansigtet, fik hendes slanke ansigt et mere åbent udtryk, end når de mørke lokker indrammede hendes ansigt. Derfor var det ikke svært for Chaya, at lade imødekommenhed strømme ud fra de øjne, der mest af alt så ud til at bevæge sig næsten pulserende.
"Jeg beklager at de forhenværende møder med Delilah, har været ... Ubehagelige. Men jeg beder Dem, lad ikke dette påvirke min bøn til Dem."
Hun lød næsten bedende - et tonefald, der faldt denne krop utroligt unaturligt. Alligevel lykkedes det med perfektion.

Det blik han betragtede hende med, ville gøre enhver kvinde blød i knæene. Om det lykkedes ham at gøre Chayas knæ bløde, var uvist, for hun sørgede behersket for ikke at lade nogle følelser blive udvist, i frygt for at det kunne vække dem bevidstløse dæmon i hendes sind, hurtigere end hun skulle. Jo stærkere følelser der blev projiceret fra Chaya, jo hurtigere ville de påvirke Delilah.
- Sov, barn. Det er ikke tid til at vågne.
Det varme, kærlige smil blev ikke fjernet fra Chayas læber, da han sagde, hvad de fleste kvinder ville ønske blev sagt noget oftere. Hendes blik bevægede sig op, og betragtede tøvende folkene omkring dem, som frygtede hun at de ville blive aflyttet. Da hun syntes tryg ved at ingen lyttede, blev hun igen opmærksom på Sean, og lænede sig en smule ind over bordet. Hendes fingre fik forsigtigt trukket en lille lap papir ud af båndet der lå tæt om hendes mave, og foldede det ud på bordet foran dem.
"Sikke en gentleman, De er. Det glæder mig. Dette vil kræve Deres diskretion senere, hvis De bliver spurgt videre ind til dette. Jeg håber dette er indforstået."
Hun ville egentligt vente med at tale videre, til han havde besvaret hendes ord, men et kraftigt ryk fra Delilah, der var ved at vågne, gav hende ikke tiden. Hastigt fik hun derfor fjernet hånden fra papiret der lå på bordet - det var et kort. Et utroligt detaljeret kort. Doomsville var i udkanten af kortet, og nogle kilometer derfra, gled Chayas finger ind, og lagde sig.
"Om nogle minutter højest, vil jeg besvime. Jeg vil vågne, og intet huske at denne samtale. Jeg vil intet huske, om denne mission. Men De er nødt til at få mig hertil. Her vil mine folk vente, og her vil De få deres betaling."
Hendes fingre tegnede langsomt en rute henover kortet, imens ordene flød i al hast fra hendes læber - som om tiden løb fra hende. Hvilket den også gjorde. Ruten gik fra et lille billede af kroen, til en klynge runde cirkler, som var destinationen.
"Jeg vil måske stritte imod, men De må ikke lade dig narre, på trods af alt jeg siger. Det er utroligt vigtigt at jeg når denne destination. Gør hvad end der er nødvendigt for at få mig frem. Jeg beder Dem."
Endeligt løftede hun blikket, og lagde det imod Seans. Udtrykket der lå og sitrede i hendes sølvøjne, var næsten hjerteskærende. Tristhed, blandet med stædig nødvendighed, og en næsten ydmyg bøn, var hvad der mødte hvem end der kiggede ind i hendes øjne. Hendes fingre fandt ved ned i stofbæltet om hende endnu engang, der tydeligvis var en form for lomme. Hun trak en lille pose med guldmønter frem, og fremviste den - dog uden at række den til ham.
"Hvis De accepterer, kan De regne dette som et lille forskud. Beløbet vil blive større, hvis opgaven blot lykkedes Dem. De kender kroppens viltre temperament. Men jeg har tiltro til Dem."

_________________
avatar
Delilah
Evolved
Evolved

Antal indlæg : 3536
Reputation : 27
Bosted : Unkown. On the road.
Evner/magibøger : I'm connected to the spiritual world, both physically and mentally. Improved body-skills and senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Sean on Søn 6 apr - 9:56

Det var så underligt. Han havde sjældent mødt folk der var så gode til at snakke i koder og virkelig så tom følelser på samme tid. Han forbandt folk, der kunne disse ting, med folk der var stærke. Hvad han ikke altid selv formåede at være, beklageligvis. Hans øjne var som limet på hende, i frygt for han ville gå glip af en detalje, som betød alt for at forstå det her. Selv hendes ellers simple bevægelse til øjnene, da han snakkede om...Øjet som sjælens spejl. Sandt, han havde hørt det før. Men han havde altid forstået det som at man sjældent kunne fjerne sine følelser fra øjnene (Noget han altid havde øvet sig på), at de altid ville være de første til at afsløre en og fortælle nogle hemmeligheder.
Hendes næste sætning, dog, gjorde det stråleklart for ham, hvad der skete. Dette var Delilah! Men uden at være hende, altså den irriterende og stædige Del...Dette var...En sjæl? Hvad havde Del dog rodet sig ud i?
Han var i tvivl om han skulle grine og mene at Del endelig var kommet for langt ud, til hun kunne bunde, eller om han skulle blive sur og forlange hun leverede kroppen tilbage til sin ejermand. Det endte med han gjorde ingen af delene.
Omend...Han blev mere mistænksom. Og han skjulte det ikke.
Et sted, bagerst i hans bevidsthed, begyndte en oplysning at grave sig frem. En han viste havde betydning, men som han ikke huskede særlig klart. Hvad var det nu? Noget med Del og...spøgelser?
Det var dog klart at dette ikke var Del. Og det var det vigtigste lige nu.

Det var som om skyggerne, der altid havde rumsteret i udkanten af hans sind siden ritualet, følte sig tiltrukket af alt det her. Det var som om kvindens stemme og bøn lokkede dem frem fra deres skjulesteder. Han skubbede dem voldsomt tilbage. Dette var ikke tidspunktet at miste kontrollen!
Han lænede sig ind over bordet og studerede kortet i et øjeblik. Han kendte byen som sin egen bukselomme, ingen problemer der. Ville hun ud fra byen? Han fulgte hendes forklaring, uden at have besluttet sig for om han burde hjælpe hende eller Del. Hvad ville dette betyde? Hvad skulle Del der?
Nej vent...Kunne han ikke være ligeglad? Nok havde det, at de havde boet sammen i længere tid, sat han forhold til hende lidt i det neutrale, set fra hans side, men det var ikke nok til at han burde bekymre sig om Dels helbred eller følelser. Desuden blev han betalt for det. Dette var en god mulighed for at bevise over for sig selv, at han endnu var den kolde dæmon, han så gerne ville være. Endnu en måde at skabe afstand mellem ham og de få følelser han ikke længere ønskede at være så tæt på. Venskab, kærlighed...Ud over Alane, var de slet ikke det værd. En lille tur kunne være god, til at få tankerne på afstand.

Hans øjne fandt hendes og han blev overrasket over hvor bedende og triste de var. Det var lige før en skygge listede sig frem og overtog ham af bagvejen, hvad han selvfølgelig ikke kunne tillade. Dog kunne han mærke at de var meget glade for ideen og lokkede han til at give efter for denne aftale.
Pungen overbeviste ham. Han skulle nok få Del derhen, koste hvad det ville.
Endelig fandt han et lille smil frem, som han selv håbede virkede neutralt, måske af andet end venligt.
"De kan regne med mig" lød hans svar. Mere havde han ikke at sige. Sagde han mere, var han bange for at spørge for meget og vide for meget, som på en eller anden måde kunne ødelægge opgaven for ham. Få ham til at tænke for meget. Desuden ønskede skyggerne ikke han spurgte...Blot af han gjorde det.
Han havde ikke brug for kortet. Hvis sjælen lod det ligge, kunne han dog måske bruge det på en anden måde. At have boet med Del i et stykke tid, havde givet ham en bedre fornemmelse af hende som person.
Pungen, dog, var han lidt mere ivrig efter at gemme væk, klar til mere skuespil. Følelsen af fryd nåede ham.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Utopia always comes with a price...
avatar
Sean
Admin

Antal indlæg : 9261
Reputation : 75
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Delilah on Tors 10 apr - 21:30

Lettelse strømmede igennem Chayas blide ansigt, i stride strømme, da hans besvarelse på bønnen var positivt. Langsomt forsvandt det flydende blik ned på kruset foran ham, inden de halvdøde læber, krusede i et intetsigende smil. Øjnene fandt tilbage til Sean, og Chaya lænede sig fremad, hvorefter en slank hånd lagde sig blidt imod hans kind og kæbe, imens de sølvlysende øjne lagde sig dybt i hans blik - medmindre han flyttede sig uden for hendes rækkevidde naturligvis.
"Og når vi ankommer der, vil De kunne bede om en anden belønning, i istedet. Andet end penge, hvis det er hvad De ønsker. Alt hvad De ønsker."
Delilah havde villet argumentere kraftigt for at det var en invitation og opfordring til sex, men Chayas tanker rakte slet ikke fremad på den måde. Hun havde intet seksuelt tænkt i sætningen, selvom blikket der ikke slap hans øjne, og fingrene der kærligt lå imod hans hans, samt sætningens udformning, lagde vældigt op til det. Chaya havde derimod haft tanker mere i retning af, at hendes broderskab havde rigelige mængder magi, så hvis han havde ønsker i den retning, ville der være en rimeligt stor sandsynlighed, for at de på en eller anden måde ville kunne gøre det.
Chaya trak hånden til sig - hvis han ikke allerede havde trukket sig væk - og rejste sig elegant fra stolen. Et par svævende skridt førte hende over til venstre for stolen, hvor hun drejede sig, og lagde blikket på Sean. Et svagt, ærbødigt nik blev sendt i hans retning, inden en sidste sætning blev skubbet ud imellem de halvdøde læbers smil.
"Held og lykke, Sean. Og tak."

Et dejligt smil nåede lige at erstatte det intetsigende, inden lyset med ét forsvandt fra de sølvfarvede øjne. Hvis man havde betragtet sølvskæret, ville man netop kunne skimte hvordan sølvet sugede sig sammen imod pupillen, samtidig med at hele kvindens krop blev slap, og hamrede ned for at banke imod gulvet. Hovedet blev slået hårdt imod gulvet, og slog øjenlågene i, men dette sendte ikke et stød af reaktioner igennem dæmonen. Hun lå slap på gulvet, og så ud til at være blevet henrettet.
Det trak sig selvfølgelig også opmærksomhed, fra omkringsstående fulde folk - men slet ikke så meget, som efterfølgende reaktionsmønster der flammede op i hendes krop.
Der tikkede mange sekunder forbi. Men med ét rykkede det igennem hendes krop, og hun rullede i et sæt op for at løfte sig på alle fire, og hostede hakkende, som var hun ved at blive kvalt. Et hivende, gispende åndedræt blev suget ind imellem hendes læber, samtidig med at et kast med hovedet, førte hendes ansigt opad, selvom blikket stadig var fanget imod gulvet. Blikket, der førtes igennem to grønbrune øjne, med en mærkværdig sølvlysende cirkel, omkring pupillen.
Hendes blik lå på en hånd, der automatisk gled op og førtes henover hendes læber, der var mere røde end normalt. Samtidig satte hun sig ned i samme stilling, så hun nu sad og hvilede på den ene hånd, mens den anden havde travlt, med at blive farvet rødt af det blod, der lå henover kvindens læber. Hele hendes krop rystede - skælvede som et espeløv. Men de fingre, der var indsmurt i blod og var fanget af blikket, de rystede næsten ustyrligt.
Hvis man ikke vidste bedre, ville man næsten tro at det var frygt der blandede sig med den forfærdelige forvirring i hendes blik. Delilah var ikke typen der vidste sin frygt, og derfor kunne det naturligvis ikke være frygt der sydede i de grønbrune øjne, som hendes ansigt der pludseligt virkede så uskyldigt, lå imod blodet på hendes fingre. Kunne det?
Hun løftede langsomt hovedet, og drejede det væk fra den retning hvori Sean sad, for at beskue stedet hun var dumpet ned i. Næsten alle blikke hvilede på hende, fra hendes overraskende opvisning, men de fleste var allerede ved at miste interessen. Forvirringen i hendes blik mangedobledes - og endnu engang, da hun bevægede sig let, og mærkede det fjerlette tøj stryge over kroppen. Det var i hvert fald ikke hendes læder eller skudsikre tøj, der slyngede sig om hende!
Igen glimtede dét der lignede frygt uhyggeligt meget, igennem blikket, da det landede på kjolen og den fekappe der havde lagt sig over hende. Uendeligt langsomt løftedes blikket, der var blottet for al den vrede og irritation hun ellers altid sørgede for at holde sig fast i, og lagde det på Sean. Et par bryn rynkede sig svagt, men mest af alt, var det forvirring, der virkede alt for skrøbeligt og uskyldigt, til at det passede sig ind i Delilahs ansigt.

"Sean ..?"
Det var næsten en hvisken, der forlod hendes læber. Der glimtede intet had igennem hendes blik, men heller ingen glæde. Kun de to følelser, der hele tiden at fulgt hende, fra hun vågnede op. En smerte dunkede igennem hendes hoved, gik det langsomt op for hende. Havde hun været i kamp?
- Neco? Er du okay?
Jeg .. Det ..

Hun blinkede et par gange, og hankede op i sig selv. Hun kunne ikke lade svaghed skinne igennem på den måde. Det ville blot få hende slået ihjel, og det havde hendes børn ikke råd til - de var ikke store nok, til at kunne klare sig uden hende endnu.
Jeg har sgu prøvet værre.
Chaya drog næsten et lettelsens suk, ved det enkelte bandeord der sneg sig ind i hendes stemme, der i det samme havde fået den barske klang tilbage. Hånen, arrogancen og selvtilliden havde fundet vej tilbage til hendes stemme, og dumpede i ét ryk ned i hendes krop, der straks rettede sig op, og fjernede alle de skrøbelige følelser fra ansigtet. Hendes blodige hånd flåede sig ned og lagde sig imod hendes hofter.
Forvirring.
De gled ned af låret, imens forvirringen voksede. Ramte de nøgne fødder. Chok flakkede over hendes ansigt. Et par fingre udforskede hendes kavalergang, i et forsøg på at finde de skjulte våben i hendes BH - men heller ikke en BH, havde hun på. Hvad fanden skete der!? Delilah havde altid sine hæle på, og hun rendte ikke rundt uden BH - alt for upraktisk i en kamp. Og hun var våbenløs!
"Hvad fanden har du gjort?! Hvor er jeg, og hvor fuck er mine våben?!"
Det var en snerren, der forlod hendes læber, da hun samtidig skubbede sig op i et ryk - og vaklede. Vældig truende ... Men Delilah levede i sine hæle, og gjorde alt i dem - hun havde bedre balance i hæle, end uden dem på sine fødder, og blandet med det lettere slørede syn og en hamrende banken i sin baghoved, gjorde det hende ikke helt velbalanceret.
Et par fingre snoede sig hastigt om bordkanten ved hans bord, for at holde sig oprejst og med ret ryg. Et kast med håret resulterede i et hun piskede sig selv i ansigtet, med den fletning hun ikke anede hun havde haft. Et overrasket blik lagde sig derfor imod de mørke lokker der var bundet så fint op, da hun med endnu blodige fingre(der ellers havde lavet et par flotte blodspor fra hendes bryst og hele vejen ned af kjolen) trak fletningen en smule frem, for at betragte den. Der var noget helt galt.

_________________
avatar
Delilah
Evolved
Evolved

Antal indlæg : 3536
Reputation : 27
Bosted : Unkown. On the road.
Evner/magibøger : I'm connected to the spiritual world, both physically and mentally. Improved body-skills and senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Sean on Lør 12 apr - 20:45

Hendes hånd var kølig, men blød. Den næsten tryllebandt ham, imod hans vilje. Han havde sjældent oplevet noget lignende. Hans indre skygger gik næsten amok, den ene mere end anden, for at træde frem, tage kvinden i sine arme og love hende at han altid ville hjælpe hende, når hun havde brug for det. Hans øjne fandt hendes og han sad helt stille, som frygtede han at hun ville blive til støv for øjnene af ham, hvis han rørte sig. Hendes sætning blev modtaget og kørte i ring i hans indre. Skyggerne smagte på den og syntes om smagen. Magi, energi, magt, smag...Han følte sig draget. Han ville tage imod chancen, han ville...Hvad ville han? Han følte at han ville noget, men inden billeder eller tanker kom til hans bevidsthed. Det ulmede i hans underbevidsthed. Men han havde i princippet også lang tid til at finde ud af det. Og pludselig gled hendes hånd væk og han viste deres midlertidige farvel var tæt på. Han følte sig overraskende sørgmodig ved tanken. Han forstod slet ikke hvor disse tanker, disse følelser kom fra! De var ikke ham, de var ikke typisk ham...Eller var de? Han skyndte sig at gemme dem væk, gav dem ikke plads, så var de i virkeligheden en del af ham? Han blev mere og mere sikker på de var det og gav dem af en eller anden grund mere plads. Men ikke helt, ikke nu. Han skulle arbejde nu.

Han så forvandlingen. Hvordan Chaya smilte, selv om det var intetsigende. Hvordan hun trak sig tilbage, kroppen overgav sig og faldt til jorden med en klask, der tiltrak opmærksomhed fra alle kroge. Enkelte så ud til at ville rejse sig for at hjælpe, dem der ikke var for fulde til overhoved at stå op, men Sean beroligede dem med en hånd, da han skød stolen bagud, da han rejste sig op. Han gik over til Del og lagde en hånd på hende, som hvis han hjalp hende. Han ventede bare på at hun vågnede op...Hvad hun rigtig nok gjorde.
Hun virkede så forvirret og sårbar, at han ikke kunne lade være med at smile lidt. Ikke hånligt, men det var bare det sidste han forbandt med Del. Han lod en hånd glide igennem håret. Da Del var nogenlunde vågnet op, rejste han sig og hentede noget papir. Han havde hurtigt opdaget at hun blødte. Lidt efter kom han tilbage med nogle servietter, han havde hentet ved baren og gav dem til hende. hvis hun ikke tog imod dem, slap han dem, så de gled igennem luften, ned foran hende.
Herefter satte han sig tilbage på sin stol og foregav at studerer kortet, som endnu lå på bordet.

Det beskidte sprog var typisk Del, selv om hun ikke bandede nær så meget som hun sikkert troede. Han ventede lidt, før han så hen på hende. Skyggerne havde trukket sig hviskende tilbage, så han bedre kunne arbejde og det var han taknemmelig for. Han skubbede sit krus, hvori der endnu var en sjat the i, til side. Han var koldt nu og han gad ikke drikke det.
"Slap af, kvindemenneske! Jeg beklager den hårde tur, jeg blev nød til at hente dig hertil, men jeg lover jeg hverken har..." han lod sigende blikket glide ned over hendes krop og tøj.
"...Hverken skiftet tøj på dig eller taget dine kære våben. Du var sådan, da jeg modtog dig. Husker du noget om hvad der er sket?" spurgte han og ville helst holde historien ret simpel. Både fordi simpel betød større sandsynlighed for det var sandt og for ikke selv at snuble i sine løgne senere.
"Jeg fik en opgave og jeg har brug for din hjælp..." et eller andet sted begyndte han at tænke over hvorvidt han gjorde det rigtige eller ej. Hvad ville der ske med Del, med den kvinde der sad foran ham og virkede så forvirret og skræmt, uden våben eller andet end nogle upassende ord? Han viste slet ikke hvor denne bløde og ellers sære tanke kom fra...Den var uvelkommen. Han var vel ligeglad?
"Når du har fået samling på dig selv, så se her..." han pegede på kortet, mens hans mørke blik gled fra Del til kortet, for at ende på Del igen.
"Vi er her, på kroen. Herude..." han lod fingeren glide den nemmeste vej fra byen til skoven, der hvor Chaya havde peget.
"...Gemmer sig noget udefinerbart. Jeg har hørt der skulle være resten af en gammel ruin. Om ikke andet, en klient har bedt mig tjekke det ud og jeg kunne godt bruge en tur ud af byen. Problemet er bare at hvis ruin tilhøre de gamle titans, er den sikkert heftig bevogtet. Og til det, kunne jeg bruge en af kæmpe med. Belønningen er god, vi kan dele den i to" han så på hende for at få hendes reaktion.
"Hvis du ikke er for bange?" foreslog han med et svagt smil.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Utopia always comes with a price...
avatar
Sean
Admin

Antal indlæg : 9261
Reputation : 75
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Delilah on Søn 20 apr - 17:25

Det regnede servietter ...? Hvidt papir fløj omkring hende, som sne dalede fra himlen, og tiltrak sig hendes blik - modsat Sean, som hun ikke havde bemærket stod nær hende. En slank hånd løftede sig, så en af servietterne landede der i, og uforstående rynkede hendes pande sig, da hun betragtede det. Det bløde papir hvilede imod hendes ligeså bløde fingerspidser, mens den uforstående rynke imellem hendes øjenbryn gravede sig dybere. Først da hun stod op over bordet, med en alt for fancy kjole bølgende om sig, og et mørkt blik der lagde sig imod en halvtom servietholder, gik det op for hende.
Hendes blik bevægede sig et par gange imellem servietten, der endnu var knuget imellem hendes yndefulde fingre, og den servietholder der stod på Seans bord, inden hun slap den, og lod den svæve imod jorden i blide strøg. Hendes rødlige læber var skilt, og uforstående forvirring var endnu malet henover den lyse hud, og selvom hun stod i en lettere truende stilling, fik det hende til at se skrøbelig ud. Som kunne hun bryde sammen hvert sekund, eller som ville det mindste vindspust ødelægge den skrøbelige facade og få hende til at falde sammen i gråd.
Den lange fletning faldt ned over hendes skulder, da hun rykkede hovedet til siden og lagde det imod Sean, da han begyndte at tale. Chok bølgede over hende, og rettede sig langsomt op, som ordene kom fra hans læber.
"Hente mig hertil? Modtog mig ..?"
Det var ikke andet end en hvisken imellem hendes læber, da hendes blik intenst lå på Sean. Måske var det den hamrende, dunkende smerte der bankede i hendes hoved der gjorde det, eller også var det forvirringen der trængte på, men måden hun betragtede ham på, var for en gangs skyld ikke hadefuld. Der var intet had deri.
"Sean, hvad har du gjort ..?"

Hjælp? Sean mente han havde brug for hendes hjælp? Enten var verden gået under og de var de eneste selvtænkende væsner, der skulle overleve i en verden af zombier eller(nok den mere logiske løsning), han løj. Sean og hende var ikke bedste venner, men hun vidste at han ville synke meget lavt, før han ville spørge hende om hjælp med en opgave. Alligevel fulgte hun automatisk hans finger på kortet, og indprentede stedet. Bare en forholdsregel, ikke et tegn på at hun ville gøre hvad han ønskede.
"Du har brug for min hjælp, huh?"
Lidt styrke vendte tilbage til hendes krop, da hun dumpede ned på den stol, hun netop havde siddet i som Chaya, men uden at vide det. Hun smilede sarkastisk, og lidt varme og identitet sivede ind i de brune øjne, da hun skubbede hans krop længere til siden, og - forudsat at han lod hende - trak kortet hen til sig. Uden at betragte det, dog.
"Hvor dum tror du jeg er? Du ville sguda aldrig bede mig om hjælp, medmindre lokummet brændte så voldsomt at alle andre end os to var døde eller du havde bagtanker."
Hun smilede sigende, og livet havde uden tvivl vendt tilbage til hendes krop, da hun smidigt drejede overkroppen, og hapsede en skål med pomfritter fra kvinden der gik forbi. Hun så ikke ud til at bemærke det, men fortsatte ufortrødent med den nu halvtomme bakke. Delilah bankede skålen med pomfritter i bordet imellem dem, og samlede en op, blot for at suge den ind i munden.
Hun så helt forkert ud i ansigtet, og skubbede skålen væk, efter kun et enkelt tyg på den slatne pomfrit.
"Adr, usaltet. Hvem fanden gider betale for det pis?"
Hun pillede fletningens elastik ud, betragtede med et hævet øjenbryn elastikken, og lod så fingrene løbe imellem de mørke krøller, der straks bredte sig ud og flød over hendes skuldre. Mørke øjne, med en tynd sølvkant, lagde sig så imod Sean, imens hun fik sunket den usaltede pomfrit.
"Så hvad er dine skumle bagtanker?"
Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro at smilet og den lette latter der forlod hendes læber, havde noget lettere seksuelt over sig. Hun rakte over og fiskede endnu en pomfrit op, stak den i munden, bed den over og flyttede straks hånden fra munden
"Hvorfor fanden bliver jeg ved med at spise det pis? Come fucking on .."
Det var mere en mumlen til hende selv, før hun løftede blikket, og lagde det imod Sean igen.
"Don't tease me, demon. Det handler ikke om frygt - det handler om hjerneceller."
Hun puttede resten af den halvspiste pomfrit i munden, og slog halvt ud med armene.
"Åh for fanden!"

_________________
avatar
Delilah
Evolved
Evolved

Antal indlæg : 3536
Reputation : 27
Bosted : Unkown. On the road.
Evner/magibøger : I'm connected to the spiritual world, both physically and mentally. Improved body-skills and senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Sean on Tirs 22 apr - 17:08

Touche. Havde han virkelig forventet det ville blive nemt? Et eller andet sted havde han måske håbet det...Men han havde ikke forventet det. Men set fra hans side, var alt endnu ikke tabt. Han forblev roligt siddende, mens han lod hende blive...Forholdsvis sig selv igen. Til hun havde regnet ud hvad er serviet var og endelig kunne placerer sin popo på en stol, for straks at komme med beskyldninger og logiske tankeslutninger.
Han lod hende "stjæle" nogle pomfritter, eller...Ja, det var hvad man kaldte dem, trods han tvivlede på en frituresteger var opfundet endnu. Salt, dog, var en dyr vare og kun dem der virkelig kunne betale for det, fik det. Så han smilte blot let, da Del kommenterede deres dårlige smag. Og forblev smilende, da hun gentog vanen med blot at proppe i munden, selv af noget der næppe smagte fantastisk.

Til sidst lod han selv blikket glide over kortet, da han havde besluttet sig for at svare hende.
"Jeg har ikke gjort særlig meget!" svarede han en anelse forurettet, som sårede det ham at hun mistænkte ham for alt muligt. Omend det var ren dril, hvad hans lille smil og glimtende øjne fortalte alt om.
"Touche. Selvfølgelig har jeg bagtanker! Men vil du virkelig høre dem?" kommenterede han og søgte hendes ansigt efter en smule kontakt.
"Jeg overvejer at spise krofamiliens datter til aftensmad!" han havde lænede sig frem og hviskede det til ham, samtidig som han sendte et interesseret blik op mod den unge pige, der hjalp med at serverer.
Hans opmærksomhed gled over til Del igen, da han lænede sig tilbage igen, så han sad mere behageligt på stolen.
"Jeg er en smule såret. Vi har boet sammen, som ægtepar, og du har stadig kun mistænksomhed til overs for mig?" han lod blikket glide ud af vinduet et øjeblik. Hans hånd fandt hans næsten tomme krus med nu kold the i bunden.
"Ville du tro mig, hvis jeg sagde det ikke involverer din død?" Han kunne ikke vide det...Men han troede ikke det ville ske. Han viste ikke helt hvad Chaya havde i tankerne, men hun ville vel næppe myrde sin krop? Han tyggede lidt på den. Men besluttede sig endnu en gang for at det var lige meget. Del havde ret. Nogen...Tæt relation havde de ikke lige frem.

Han pegede endnu en gang mod det punkt, hvor han gerne skulle lokke Del ud.
"Jeg forstår godt hvis du ikke tør. Når alt kommer til alt, er jeg ganske skræmmende at være sammen med. Og så får jeg også belønningen for mig selv" han smilte let til hende, da han rejste sig op og lagde nogle mønter på bordet.
"For de andres kartofler" kommenterede han kort med et lille smil.
"Jeg går nu..." han var lige ved at vinke til hende og blot gå fra hende...Da han stoppede op i sidste øjeblik og vendte sig halvt om mod hende.
"Gad vide hvorfor du har den kjole på? Godt mysterium, syntes du ikke? Eller...I hvert fald for dem der ikke kender svaret" lokkede han, så smilte han stort til hende.
"Jeg kan altid finder ved hovedporten ud af byen..." han vinkede kort og forlod kroen, inden hun kunne nå at sige noget til ham eller stoppe ham. I håb om at han havde lokket nok, til at hun ville være nysgerrig. Og nysgerrig nok til at dukke op og følge med ham, hvor han end gik. Kortet behøvede han ikke længere...Han havde set længe nok på kortet til at huske vejen. Når alt kom til alt, var han ret god til at huske ting.
Han begav sig straks mod porten. Hvis Del ikke viste sig, måtte han opsøge hende, slå hende bevidstløs og slæbe hende dertil.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Utopia always comes with a price...
avatar
Sean
Admin

Antal indlæg : 9261
Reputation : 75
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Delilah on Lør 3 maj - 20:54

Et smil strejfede modvilligt hendes læber da han drillende påstod at han ikke havde gjort noget, men hun skyndte sig at smide det væk, og lade intethed finde hendes ansigt. Alligevel kunne hun ikke helt stoppe nysgerrighed fra at flakke over hendes ansigt, da han spurgte om hun ville kende til hans bagtanker. Hun skilte langsomt sine fyldige læber, men inden ord nåede at passere hende, havde han lænet sig ind over bordet imod hende - hvilket kom som en overraskelse for Delilah - og ord slap ud af hans læber.
Mørke øjne himlede kraftigt ved hans sætning, og et slank hånd daskede imod hans skulder, netop inden han lænede sig væk igen. Hun så ikke direkte vred ud, men istedet var der skepsis og svag irritation blandet med et næsten usynligt skævt smil på hendes ansigt, der ikke ligefrem var nemt at hitte redde ud af.
"Du kan sgu gøre meget bedre end det dér."
Hun nikkede svagt imod pigen, men uden det mindste tegn på at hun selv så det hun netop havde sagt, som et kompliment. Tværtimod så hun lettere beregnende på ham i et par sekunder, lod så en svag rysten gå igennem sit hoved, og trak blikket tilført en sølvlysende ring væk fra ham, og op imod baren. Åh hvor kunne hun godt bruge en whiskey til at skylle verden væk med ... Så trængte Seans stemme igen igennem hendes skjold, og hun svingede hovedet hen, for at lægge blikket på ham igen.
Og bed sig hårdt i læben for ikke at komme til at smile. Var han seriøs?!
"For det første havde jeg ikke stolet på dig, om vi så var blevet gift for real. Men jeg havde nok slået dig ihjel, og taget dine penge."
Den sidste del af sætningen kom ud i et hurtigt rap, med en næsten leende selvfølgelighed, der samtidig var legende i sin aura, selvom hun faktisk ikke gjorde noget for at vise det var en joke.
"For det andet,"
Hun lod et blik glide op og ned af hans krop meget langsomt.
", så er du forhåbentligt ikke nem at såre."
Et smil i stemmen endnu engang.

Uendeligt langsomt hævedes et af hendes øjenbryn, da han hævdede at det ikke ville ende i hendes død. Forstod han det ikke? Delilah havde ingen overhovedet. Der var ingen, der ønskede hende andet end død, ingen der ikke så hende som noget forfærdeligt. For fanden, selv faren til hendes børn hadede hende som pesten! Hun var helt alene på alle punkter - at nogle ville have hende nær noget, som de ikke havde fandens meget brug for at hun risikerede livet for, det var altid fordi de ønskede det hun skulle, skulle involvere hendes død i sidste ende.
- Neco ..
Nej, Chaya. Nej. Bare .. Vær sød at lade være ...

Hun besvarede ikke Seans ord, men den svage flakken med hendes blik, burde være svar nok. Da han pegede på kortet fulgte hun hans finger, men endnu engang kom der ikke et ord ud af hans læber, selv da han smed nogle penge på bordet, og rejste sig for at gå. Hun fulgte ham med blikket, men besvarede ikke hans konklusion om at han nu ville gå. Først da han kommenterede på hendes kjole, og hendes blik i et ryk havde gledet over sit mærkværdige tøj, syntes hun at glide ud af sin sørgmodige døs, og fangede ham ordentligt med blikket. Og så var han væk.
Åh for fanden ...
- Du har brug for pengene Neco. Stol på ham.
Chaya sådan fungerer det jo forhelvede ikke! Du plejer at sige det omvendte?
- Jeg stoler på ham.

Delilah tøvede. Hun havde brug for penge, og endda så desperat meget, at da den utilfredse kunde der havde fået stjålet sine pomfritter stormede forbi, fik Delilah hurtigt skubbet skålen op på kvindens plade uden hun bemærkede det, og så snappede Delilah selv pengene fra bordet. Det handlede om liv eller død - hendes børns liv eller død. De havde brug for menneskemad, og hun havde knapt nok råd til det. Hun havde ikke noget valg.

"Sean."
Hun stod ikke langt bag ham, med den tynde kjole flagrende om hendes krop, som synligt vind der bølgede om hende. Det mørke hår legede om hendes hoved, men hvad der var mest specielt, var det blik der lå på ham, som umuligt kunne identificeres.
"Jeg er nødt til at stole på dig. Jeg har ikke noget valg."
Hun stod stille, med kulde næsten brændende imod sine uvante fødder, men hendes krop rørte sig ikke ud af stedet. Selv hendes stemme virkede anderledes end normalt - der var ikke skyggen af drilleri deri. Ikke skyggen af arrogance, ironi, sarkasme eller jokes. Ikke skyggen af uhøflighed.
"Det her er den første gang i meget lang tid, jeg har stolet på nogen."
Hun slap ham ikke med blikket, da hun langsomt trådte fremad imod ham, uden at ændre ansigtsudtryk. Rødlige læber skiltes, en indånding blev suget ind imellem hendes læber, men som hun bevægede sig fremad imod ham, gik der mange sekunder fra disse to bevægelser, til ordene faktisk passerede hendes læber, og blev formet til hørbare lyde.
"Få mig ikke til at fortryde det."
Hun holdt ham fast med blikket i et par sekunder efter denne hvisken havde forladt hende, og slap ham så med blikket, for at forsvinde henimod Hovedporten. Chaya hviskede opmuntrende ord i hendes indre, men hun følte sig næsten død. Hun havde intet valg. Som hendes fødder ramte jorden og hun fandt ud af at balancere næsten ligeså naturligt og lydløst som i hendes høje hæle, byggede humøret sig dog op i hendes igen, og hun sendte Sean et blik, der emmede af legende nysgerrighed.
- Velkommen tilbage.
Tillid er en dårlig ting, Chaya. Du tror at du ikke er hadet ..
- Det er du da ikke.
Og så forsøger de at voldtage og stikke dig ned.
- .. Nå

Udenset om Sean var foran, bagved eller ved siden af hende, sendte hun ham dette blik, og et uforudsigeligt smil, netop inden ord forlod hende.
"Så, har du planer om faktisk at fortælle mig noget, eller vil du lege Mr. Mysterious Guy hele vejen?"

_________________
avatar
Delilah
Evolved
Evolved

Antal indlæg : 3536
Reputation : 27
Bosted : Unkown. On the road.
Evner/magibøger : I'm connected to the spiritual world, both physically and mentally. Improved body-skills and senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Sean on Tors 8 maj - 17:29

Han stillede sig tæt på et af husenes sidste skygge. Solen var på vej ned, dens stråler ved at forsvinde. Verdenen, som de kendte den, var ved at blive indhylet i et altopslugende og køligt mørke. Et halvt døgn ville gå, før solen igen kom frem. Det passede Sean fint at liste ud af byen om aftenen, selv om vejene var kendt for rovdyr og banditter. De fleste kunne alligevel ikke gøre skade på dem. Først da gik det op for ham at han allerede gik ud fra at Del kom...Hvilket han ikke kunne vide med sikkerhed. Han lod blikket glide over vagterne ved porten. De så trætte ud, men det var også snart tid til at skifte vagt og så ville der komme nogle friske vagter i stedet. Han ville helst gerne ud inden da. Han kiggede sig lidt utålmodigt omkring. Det kunne være han allerede skulle få tjekket op på hende, inden hun stak af...

Og netop som han havde fjernet sig fra sit ståsted, kom hun frem. Hun havde end ikke skiftet tøj, hendes kjole viftede omkring hende som et spøgelse og oplyste hende unaturligt i det kommende mørke. Og som om det ikke var skræmmende nok, var han dødelig seriøs. På en måde han aldrig havde oplevet hende før. Han kunne se det på den måde hun gik, og det blev kun bekræftet af hendes blik og de ord der forlod hende. Var det den anden kvinde, Chaya? Nej, hendes blik var hendes eget...Men han tvivlede ikke på at kvinden havde noget med det at gøre.
Han overvejede om han burde spørge Del om kvinden...Han fornemmede at han ikke rigtig kendte...Til noget som helst, i dette tilfælde. En lidt utilfredsstillende følelse. Han studerede hende let.
Som nævnte havde han aldrig set hende sådan her før...Og det gjorde ham betænksom. Skræmte ham faktisk, en anelse. I stedet for at møde hende med drillende bemærkninger om at hun bare ikke kunne klare sig uden ham, forblev han tavs. Bum, så fik han den! Var hun klar over...At ingen kunne stole på ham? Han vidste for helved ikke engang hvad der skulle ske, kun at han blev betalt! Han i dilemma. Utroligt nok, var han betænksom og det viste sig i et øjebliks tøven, han vidste hun ville se.

Dog gled hans logik ind og fjernede den smule dårlig samvittighed hun havde givet ham. For det første vidste han jo ikke hvad der skulle ske, så det var jo ikke hans skyld. For det anden var hun, åbenbart, tvunget til at gå med ham...Og derfor valgte hun ikke at stole på ham. Hun stolede stadig ikke på ham. Hun sagde det blot for den psykologiske indvirkning.
Han sendte hende et lille smil. Han kendte intet til hendes børn.
"Delilah..." det var sjældent han brugte hendes navn direkte. Han så på hende med et svagt smil, der var typisk ham, men uden det samme drillende humør.
"...Du må vide ingen kan stole på mig" advarede han hende.
"Det er ikke til at vide hvad jeg har af ideer. Så fortryd det allerede nu" rådede han hende, men gjorde ellers tegn til om de ikke skulle til at gå videre? Der var ingen grund til at stå der og blomstre.
"Vil du have noget andet tøj på først? Du bliver bare...Hvad ved jeg, kold?" kommenterede han kort. Han var ikke helt van til at se hende i sådan tøj og hun måtte bestemt ikke finde det rart eller praktisk. De skulle trods alt ud på en gåtur, i mørke. I det mindste nogle sko ville gøre en forskel...Men det var ikke hans job at passe på hende.

"Nå, men lad os gå. For at vende tilbage til dit spørgsmål...så nej. Til dels fordi jeg ikke selv er klogere. Jeg fik blot besked på at finde en, jeg kunne arbejde sammen med..Men kun en. Og derefter at smutte ud til stedet, tjekke det ud og se om vi kunne finde noget godt. Og slå evt. monstre ihjel samtidig" smilte han let. Løg, som var det faktisk sandheden han fortalte. Til dels virkede han løgne normalt godt, fordi han netop ikke tænkte over det var en løgn, men blot en historie. Og så gled det bare ud af munden, uden for mange af de typiske tegn. Man skulle bare ikke tænke over det...
"Hun overraskede mig faktisk. Jeg havde ikke planlagt at arbejde til aften. Men...Hvem siger nej til betaling?" smilte han let til hende og styrede dem straks den rigtige vej, efter de var kommet forbi porten, præcis lige inden vagterne skiftede. De opdagede næsten ikke engang at nogen gik...



_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Utopia always comes with a price...
avatar
Sean
Admin

Antal indlæg : 9261
Reputation : 75
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Delilah on Tirs 20 maj - 20:12

Et betænksomt, mørkt blik fangede Seans tøven, men selvom hendes tanker rev det til sig og lod det indgå i systemet, reagerede hun ikke direkte på det. Som den eneste reaktion, bevægede hun langsomt hovedet til siden, og lod blikket bevæge sig over ham, inden hun lod hans ord blive taget til hende. Et smil strejfede hendes læber, men der var ikke rigtigt nogen munterhed forbundet med det.
"Det ved jeg, Sean. Jeg er dig på det punkt."
Hun sendte ham et smil, men denne gang begyndte hun at trække intetheden ud af sig, og sen legesyge munterhed frem. Der skete en enorm forandring. Kulden og seriøsiteten på hendes ansigt blev erstattet af hvad der mindede om en drillende munterhed, der lyste hele hendes ansigt om. Som lysende tråde der greb henover den cremefarvede hud, lod hun sin personlighed opsluge ansigtet, og oplyse hvad der før var fanget i et dødkoldt mørke.
"Og derfor ved jeg også at du har en samvittighed under alt .. Det der. It's like fucking magic!"
Ved ordene 'det der' lod hun et par fingre flagre formålsløst imod han, men sendte ved de sidste ord, et muntert blink med øjet. Hvilket slet ikke passede i sammenhængen.

Et vagtsomt blik fulgte hans bevægelse til at gå videre, der direkte modsagde hans egne ord. Men det var ikke en mulighed. Hvis ikke hun fandt ud af at tjene flere penge, ville de ende med at dø af sult. Alt der var et job, var hun nødt til at tage. For deres skyld.
"Du forstår det ikke Sean. Ikke at gøre alt for at tjene penge, er ikke en mulighed."
Hendes tonefald foreslog hårdt, at han ikke skulle spørge videre ind til sagen. Det ville ikke give svar, for på trods af alt, ville hun ikke have nogle andre end udvalgte få i nærheden af de piger. Sean var ikke en del af den gruppe, og han burde derfor ikke kende til deres eksistens. Det kunne ende med at bide hende i røven!
Hun fortsatte med lange, elegante skridt, men tillod alligevel en svag latter at forlade hendes læber, da han kommenterede på hendes outfit. Hun havde ikke pengene til at købe nyt nu, men hun havde skam allerede en plan.
"Jo jeg skal skifte. Lige om lidt. Jeg kan jo ikke rende rundt og lege rich bitch."

Da han talte, gled hendes blik delvist fremad hvor hun tydeligt holdt øje med noget eller nogle, og hen på ham, hvor hun opmærksomt forsøgte at afdække om det var sandhed eller løgn. Men som forventet var det fandens svært .. Manden kunne lyve, det var hun udemærket klar over fra tidligere missioner, og derfor fik hun ikke ret udfiltret noget .. Til hendes store irritation.
Hun stoppede op, men hendes blik klistret fremad.
"så kort sagt, ved du egentligt shit om missionen, og hiver mig på en mulig dødsmission?"
Et blik gled hen på ham, lagde sig .. Et par sekunder tikkede forbi. Så kravlede et smil frem på de rødlige læber.
"Cool, det lyder som min stil! Jeg skifter lige tøj, giv mig et sekund."
Og så var hun væk, henimod en kvinde der langsomt vandrede ned ad vejen, tydeligt fuld. Efter en kort samtale derovre, hamrede Delilah en albue i kvindens ansigt, så kvinden gik ud som et lys. Så lod dæmonen kjolen falde rundt om sig, og afslørede et næstent nøgent inderlag. Der gik dog ikke mange minutter, før kvindens tøj. I nogle lange skridt, der tydeligvis var mere veltilpas, var hun tilbage ved Seans side.

Hun lod et par fingre glide over trøjen mens hun gik. Bukserne og vesten var skind, i modsætning til det læder hun var vant til, og støvlerne mere .. Klodsede. Men en kæmpe forbedring, uden tvivl. De mørke lokker hang løst om hendes ansigt, og blafrede svagt i en tiltagende blæst, imens hun lod blikket lægge sig til at hvile på den anden dæmon. Kvinden? Hun var blevet iklædt en gudindelignende kjole med blodspor nedover.
"Way damn better. Så, hvad så? Du er lederen."
Ordet var sagt med en latterfuld undertone.
"Led vejen, dæmon!"
Hun slog ud med en arm, så den indrammede vejen foran hende, men lavede samtidig en svagt nejende bevægelse, som ville hun faktisk lade ham lede vejen. Meget atypisk for den ellers frembrusende dæmonkvinde.

//OOC: Ikke mit bedste svar til dato, men dog et svar!

_________________
avatar
Delilah
Evolved
Evolved

Antal indlæg : 3536
Reputation : 27
Bosted : Unkown. On the road.
Evner/magibøger : I'm connected to the spiritual world, both physically and mentally. Improved body-skills and senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Sean on Fre 23 maj - 16:32

Han valgte at holde sin mund. Han ville ikke ind og snakke om samvittigheder, ikke med Delilah. Måske ville de, på en eller anden sær måde, minde lidt om hinanden, og det betød bare at han ikke kunne snakke om sådan en ting med Delilah. Hun ville alligevel grine ham lige op i ansigtet. Ikke om han havde brug for en ydmygelse. Nej...Faktisk talte han ikke om det til nogen. Det var sådan han foretrak det og det var sådan det skulle være. Han sagde intet, selv da hun vandrede over mod den stakkels, fulde dame der sikkert havde mistet alt og havde et miserabelt liv. Nu havde hun end ikke noget brugbart tøj. Eller måske var kvinden en rejsende, der havde valgt at blive fuld. Eller bare ude og drikke med vennerne, selv om det var sig upassende for denne tids kvinder...Uanset hvad, havde hun mistet sit tøj til en kold kjole med foruroligende blod på. Gik det ham på? Han tænkte ikke over det. Igen.
Han vendte sig om mod porten og gik over til den, velvidende hun måtte følge med. Hun havde gjort det klart at hun behøvede pengene og hvad der end gjorde hende så desperat, kunne han spille på det. Dette så ud til at gå nemmere, end han havde troet. Var han bare god eller var dette et tegn på noget var helt galt? Tingene gik...Lidt for godt.

De kom ud af porten uden problemer. Sean satte direkte kurs væk fra vejen og ned over et stykke tomt land. De ville komme over nogle gamle marker, før de nåede ind mellem nogle træer. Lidt efter ville de nå det sted, som kvinden havde bedt om. Mørket lå over deres omgivelser og gjorde det umuligt at kende den ene skygge fra den anden. Natten var utrolig stille...Og det hele var ved at gå Sean lidt for meget på nerverne. Kun mange års træning i selvkontrol holdte ham fra bare at spørge Del hvem kvinden var eller gå en anden vej. Han beskæftigede sig med andre tanker. Om han ville have været i stand til det samme, hvis han vidste hun havde et barn? Det var ikke til at vide.

Han lagde ikke op til snak. I stedet kiggede han sig årvågen rundt, for at sikre sig der ikke kom en flok banditter eller rovdyr efter dem. men som nævnt, virkede natten meget stille. Kun lyden af at par græshopper og et par myg, der sværmede om deres hoveder. Sean viftede halvirriteret en væk. Sikke en fjende! Så lille...Og alligevel kunne den være utrolig dødelig. Det var altid de små ting...
Endelig kom de derhen ad. De var ikke langt fra stedet.
"Så er vi der snart...Det har været irriterende stille hele aftenen. Jeg håber virkelig der gemmer sig et eller andet dræbende monster bag de træer, der!" udbrød han til sidst.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Utopia always comes with a price...
avatar
Sean
Admin

Antal indlæg : 9261
Reputation : 75
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Delilah on Ons 4 jun - 11:53

Stilheden der lå imellem dem var .. Ubehagelig. Ikke fordi hun havde voldsomt meget lyst til at snakke med ham, men den tavse mur der lå og sitrede faretruende imellem dem, var for hende et af de ultimative advarselsskilte der kunne blinke. Det grønbrune blik gled undersøgende over Sean, der så ud til at være fanget dybt i sine egne tanker, og derfor ikke så ud som bemærkede han et blik, der langsomt forsøgte at bryde hans skal. Og Chaya var ligeledes mistænkeligt stille .. Hun brød sig ikke om det.
Blikket lagde sig fremad, næsten samtidig med at han kom med en svagt utålmodigt udbrud, så et næsten uhørligt pust af latter forlod læberne, der samtidig krøllede op i et smil. Han var ikke ene, Delilah var en thrillseeker, og havde næsten brug for adrenalinkicks, så at mærke spændingen stige og blodet bruset, var bestemt ikke på hendes nej-liste. Så da hun langsomt lod musklerne bevæge sig svagt for at holde dem igang som hun gik, fangede hun sig selv i at lade blikket nysgerrigt glide over træernes start.
"Jeg kunne godt bruge noget at bruge musklerne til. Noget at kæmpe med ville jeg ikke sige nej til."
Hun sendte ham et lysende smil, der end ikke var tiltænkt at være specielt muntert. Endnu et blik gled over træerne, inden et sæt gik igennem hende, og hun stoppede op. En mærkværdig følelse sitrede i hendes krop, og det fik straks hendes mistænkelighed til at blinke på det højeste. Der var noget helt galt. Det var som en snurren efter man havde siddet for stille længere, som gjorde hele hendes krop tung og stikkende, samt følelsesløs på en måde der var helt forkert. Langsomt gled hendes blik over på Sean.
"Hvad er det her sted ..? Hvad er det her?"
Det havde været ment som et udbrød, men kom ikke ud som andet end en svag hvisken imellem hendes læber, da hun knapt kunne bevæge dem i følelsesløsheden. Overrasket blinkede hun nogle gange, lod en mærkelig sitren være en mærkelig sitren, og tvang sig til at vakle bagud, for at komme væk fra de træer, der syntes at ødelægge hendes motorik. Hvad var det her ...?

Et dybt suk syntes at fare igennem træerne, hvorefter en gruppe folk klædt i hvidt, trådte ud derfra, og gik imod dem. Den forreste, en venligt udseende mand, sendte Sean et stort smil, hvorefter han vendte blikket imod Delilah - han så mest ud som var Delilah et bortløbent barn der var blevet tilgivet, mens Sean var helten der havde bragt hende hjem til sin sørgende familie. Delilah så .. Bare forvirret ud.
"Vi skal nok tage over, kære Sean. Men hvis De vil vente blot et par minutter, skal vi føre Dem til stedet, og give Dem betalingen."
Han stoppede op ved Seans side, og sendte ham endnu et mærkeligt venligt smil, imens de andre folk omringede Delilah, der så ud til at have store problemer med at bevæge sig. Hendes blik lagde sig kort på Sean, som for at sige dig ..?. Så stønnede hun svagt, og smerte hamrede igennem hendes krop i pulserende bølger, der på trods af hendes styrke overfor at gemme smerten, fik hende til at gå i knæ.
"De skal ikke bekymre Dem om at få hende med, vi har kontrol over situationen. Hvis De vil følge mig."
Endnu et af de mærkelige, venlige smil, inden han vendte ryggen til dæmonkvinden der nu lå på græsset, med alle muskler spændte, og negle der borede sig dybt ind i håndfladen i et forsøg på at holde smerten inde. Hvis Sean gjorde mine til at følge ham, ville han roligt begynde at gå imod skovens kant, uden at bekymre sig om mændene der kredsede ind om Delilahs krop, der så ud til at begynde at lukke ned i besvimelse over smerten der dundrede i hende.

_________________
avatar
Delilah
Evolved
Evolved

Antal indlæg : 3536
Reputation : 27
Bosted : Unkown. On the road.
Evner/magibøger : I'm connected to the spiritual world, both physically and mentally. Improved body-skills and senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Sean on Ons 4 jun - 13:15

Han stoppede op nogenlunde samtidig med Del. Det var som om luften var fuld af...energi eller elektricitet. Som om luften næsten flimrede eller kom med en svag simre lyd. Hans øjenbryn gled automatisk sammen i et undrende udtryk, da hans mørke blik gled over træerne. Han vendte sig hurtigt om mod Del, da det virkede som om...Alt det her gik hende på. Hun lignede en der kæmpede en tavs kamp, en der havde smerter og ikke kunne stikke af...En der havde brug for hjælp. En som en helt ikke ville tøve med at hjælpe. Men Sean blev stående stille. Hans samvittighed nagede ham...Hun havde været så desperat. hvorfor så desperat? Det var...Der var noget galt.

Hans blik gled med det samme op til disse mistænksomme personer, der kom gående hen til dem. Mandens venlige smil bed ikke på Sean, han var van til at folk enden var uhyre venlige eller uhyre sure. Han ignorerede det næsten altid. Seans mørke blik gled ned til Del igen, da det gik op for ham at han ikke selv var i farezonen. Så vidst han viste. Han havde bare gjort som han havde fået besked på og fik nu betaling for det.
Hans blik gled over Del i lidt for lang tid. Hendes smerter, hendes tavse anklage. Og pludselig mærkede han sig selv smile svagt. Med en lille bevægelse med hånden, en let gnidende bevægelse mellem pegefingeren og tommelfingeren, bare for at fortælle Del at man gjorde hvad som helst...Når man blev betalt for det.
Hans følelsesmæssige og psykiske tilstand havde været skrøbelig siden ritualet. Et hedt temperament havde malet ham. Han havde næsten fået kontrol over det igen...Men nu var tingene nået et klimaks. Han kunne ikke længere kontrollerer det, ville ikke kontrollerer det. Folk havde forladt ham og Alane havde accepteret hans morderiske side med overraskende stor interesse. Hun hjalp han næsten kun med at dræbe folk. Han havde alt han behøvede! Del havde aldrig brudt sig om ham. Hvad betød dette for ham? Intet! Hun var ingen rigtig dæmon. Hun havde forrådt sin egen race. Det bed hende nu i hælen. Han havde intet tilbage, end sig selv. Og han nød det. Nød hvordan hans samvittighed blev hvisket ud, nærmest til den var ikke-eksisterende. Skyggerne forhindrede hans tanker ikke at gå for langt. De stoppede dem, inden de nåede at skrive noget nyt på den lille tavle. Og han omfavnede dem.

Han vendte sig om og gik med manden. Hvis manden ville røvrende ham, hvis han planlagde at gøre ham noget eller ikke give ham sin betaling, ville han ødelægge deres planer. Han ville have sin betaling...Han var en farlig dæmon at lege med! Han fulgte roligt manden og ignorerede de kaotiske, små lyde der kom bag ham fra en Delilah, fuld af uforklarlige smerter og de mænd, der syntes at samles om hende, som var de klar til gruppevoldtægt. Hver sin smag, vel?

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Utopia always comes with a price...
avatar
Sean
Admin

Antal indlæg : 9261
Reputation : 75
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Delilah on Man 16 jun - 17:19

Manden gik langsomt i de første par skridt, som ville han sikre sig at Sean faktisk fulgte med. Men da Sean uden problemer fulgte ham, satte han tempoet lidt op, og var snart efter imellem træernes kølige skygge, hvor han blendede uhyggeligt dårligt ind i sit tøj, der virkede unaturligt hvidt. Den farve hvid, som nogle enkelte mennesker havde bragt med sig i sin tid, men den ishvide, helt rene hvide, var nærmest umulig at lave med normale værktøjer. Der var noget helt galt.
Efter kun en kort gåtur igennem de krogede træers behagelige skygge, stoppede manden om, og slog næsten blidt ud med hånden, imod et forholdsvist stort træ ved deres side. Der var en form for flænge i træet, stort nok til at en person ville kunne træde igennem, men ikke stort nok til at ens blik ville kunne udforske flængen, uden man trådte forholdsvist tæt på. Manden syntes dog ikke at være interesseret i at undersøge den. I stedet sendte han Sean endnu et af de mærkeligt venlige smil.
"Denne vej. Det tager iiingen tid!"
Der var et muntert skær over hans stemme, inden han trådte hen til flængen, og pressede sig igennem, uden at lade det store smil slippe hans halvtynde læber. Og så var han væk. Træet var måske stort, men der var på ingen måde plads, til mere end maks en person, inde i træet, selv hvis det var hult. Hvis Sean alligevel valgte at følge efter, ville han dog have ingen problemer med at komme ind.

Magi. Selvfølgelig var det magi. Den dér form for magi som menneskene havde været ekstremt imponerede over da de i sin tid trådte ind af porten til UW, men som ikke specielt mange i UW, fandt ovenud imponerende. Den magi der kunne gøre en flænge i et træ til en form for åbning til et langt større område. Her var området repræsenteret af hvad der lignede et gigantisk træs hulrum, hvori en form for lejrplads var lavet, og toppen var ikke eksisterende. Hvem vidste, måske gjorde flængen bare de indtrængende ekstremt små, så træet virkede kæmpe stort? Der var mange versioner.
Det var en form for lejrplads. Forholdsvist store telte var opslået i en form for cirkel, hvor der i midten var pladseret hvad der mest af alt mindede om et rammen til et alter, der var blevet rejst op, og havde fået skåret alverdens mystiske tegn i kanten. Små bål brændte, ét foran hvert telt, og græs svajede blidt i en fugtig vind. Lejrpladsen syntes at være oplyst af solens stråler, mens resten af stedet lå i lidt mørkere skygger, hvilket gav lejrpladsen et næsten guddommeligt skær.
"Hvis De vil vente blot et sekund .."
Manden vinkede muntert til en kvinde der holdt et af bålene i live. Kvinden vinkede straks tilbage med et kæmpe smil, forsvandt ind i teltet, og kom straks derefter ud med en forholdsvist stor læderpung. Hun gav den til manden med et svagt nej, og lavede derefter samme venlige gestus imod Sean, hvorefter hun vendte om og trådte tilbage til sit fint blussende bål. Som hun satte sig og stirrede på, helt uprovokeret. Manden vendte sig, og lagde læderpungen i Seans hånd.
"De er velkommen til at tælle efter. Men hvis De vil blive til vi er færdige .."
Det lød som en opfordring, men hans blik lå ikke længere på Sean, men havde flyttet sig til et punkt i midten af lejrpladsen. Den der ekstremt mærkelige oprejste alter-dims, hvor indmaden var blevet skåret væk.

Delilah havde ekstremt hurtigt fået frataget sig sit nylige sæt tøj, og var kommet i en kjole magen til den, hun havde båret som Chaya. Hun var bundet fast til den mærkelige alter-dims, og mænd og kvinder sad i en rundkreds om hende, og så ud som om de messede. Ikke fordi det så ud til at påvirke hende overhovedet - På den anden side var hun også besvimet. En mand rejste sig, greb en eller anden dims, og så ud som om han begyndte at tegne på hendes underarm.
Men tegnene han tegnede forsvandt, som blev de opslugt af hendes hud, og hævede sig så endnu engang sekundet senere, på en måde der mest så ud som om ætsede tegnene sig vej tilbage, brændte sig ind på hendes hud og blev indgraveret. Dét vågnede hun af i et sæt, og et blik der omgående begyndte at flakke rundt. Først i forvirring, dernæst i smerte, som hun holdt inde med et hårdt bid i læben.
"Måske vi kunne have en samtale, Sean?"
Manden havde fjernet blikket fra hvad end de lavede, og strukket en hånd ud imod Sean, der i et par sekunder så ud som forventede han at Sean ville tage ham i hånden. Så lukkede han hånden, og begyndte langsomt at gå imod et af teltene. Ved åbningen stoppede han op, og lagde blikket på Sean. Hvis Sean havde fulgt med, ville han lave en armbevægelse der indikerede at han kunne træde ind først - Hvis Sean ikke havde, ville han blot stå og betragte Sean, indtil der var en reaktion.
Inde i teltet var der næsten tomt, ud over et tæppe der var lagt på gulvet. Hvis Sean var trådt ind, ville manden træde ind efter ham, og sætte sig i skrædderstilling på tæppet.
"Vi ved De har været en stor hjælp, Sean, men hvis det ikke er for meget til besvær, kunne vi måske bruge Deres hjælp endnu engang på et andet tidspunkt. Naturligvis imod betaling."
Han smilede svagt.
"The?"

_________________
avatar
Delilah
Evolved
Evolved

Antal indlæg : 3536
Reputation : 27
Bosted : Unkown. On the road.
Evner/magibøger : I'm connected to the spiritual world, both physically and mentally. Improved body-skills and senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Sean on Man 16 jun - 19:47

Han fulgte efter manden, uden besvær i den mørke der ellers havde sænket sig. Han lyste op som en ildflue i mørket, gjorde det muligt for enhver at følge den...Men den var alligevel lille og svær at fange. Han overvejede om det samme gjaldt manden foran ham, der virkede til at have en del hemmeligheder. Delilah...Hvad ville de gøre ved hende? Måske, blot for at skabe kaos og ikke tilfredsstille nogen som helst, kunne han redde hende efter han havde fået sin betaling? Hun ville være tvunget til at ikende ham lidt respekt efter det og han ville have en Del som stod i gæld til ham. Tanken morede ham. Hun ville hade det.
Lidt efter stoppede de op ved et træ og hans tanker faldt på en historie, han havde hørt på jorden. Han huskede ikke særlig meget af den, kun brudstykker. Hvad havde hun heddet? Pocahontas eller noget i den stil? Med bedstemor-træ som rådgav hende, et levende ansigt i træet. Han lod blikket glide over træet, en smule mistænksom. Hvad tænkte manden på? Kunne han ikke bare få sin betaling, uden de behøvede at lege Alice i eventyrland eller Narnia? Nu hvor han var i gang med historierne fra Jorden...

Han tøvede, kiggede efter manden. Om lidt ville han enden så utrolig dum ud eller også gemte der sig en anden verden, bag træet. Om ikke andet, han var stålsat på at få sin betaling og selv ikke et dumt træ skulle holde ham for det. Om manden var bøsse? I et øjeblik overvejede han det. Men i så fald kunne han bare dræbe manden og ødelægge deres voldtægt.
Han gik altså med. Han klemte sig ind, mærkede træets ru bark mod sin ryg og mod sine skuldre i særdeleshed, som var det bredeste sted på hans muskuløse krop. Manden var smuttet lige igennem, som en ål, men Sean havde en større krop. Om ikke andet kom han igennem...
Og stod i en helt ny verden. Han lod blikket glide op, op til himlen og hans øjenbryn gled sammen i en undrende grimasse. Hans instinkter fortalte ham at han ikke var i fare, men i den grad skulle passe på. Og måske helst flygte derfra, når han havde fået hvad han skulle bruge.
Hans mørke blik gled over teltene, bålene...Og over alteret og de gamle tegn. Et eller to af tegnene lignede nogle, han havde set før, man han vidste ikke hvad de betød og de rumsterede i hans hjerne, som fra en glemt drøm.

Sean stoppede op og lagde armene over kors. Han prøvede at holde øje med det hele på en gang, men det var næsten umuligt, selv fra hans afsides position. Hans blik gled over alteret...Og især da de slæbte Del ind og bandt hende fast dertil.
Han værdigede ikke kvinden et blik. Men hans hånd gled ud og tog imod læderpungen. Den var tilpas tungt. Et par bevægelser, frem og tilbage, med fingrene, fortalte ham at den var fuld af mønter og...var det en enkelt krystal han mærkede? Han var fristet til at kigge efter og se hvor meget værdi den egentlig havde. Men det ville også virke som om han ikke stolede på dem og det kunne give det forkerte indtryk. De ville måske ikke vælge ham til andre opgaver...
Hvad tænkte han på? Andre opgaver? Et svagt smil gled over ham. Han havde nu tænkt sig at forpurre deres planer, så kunne fremtidige opgaver ikke være lige meget? Han burde komme væk.
Men han var tryllebundet af hvad de gjorde mod Del. Nysgerrigheden var for stor og ikke til at modstå. Ritualet mindede ham om det, han selv havde oplevet og det var...Ubehageligt og fangede på samme tid. Del vågnede op, men så ikke ud til at se ham. Han stod godt nok heller ikke lige foran hende og det var nok også det bedste.

Han så igen på manden. På hans udstrakte hånd. Hvad nu? Ville han holde i hånd? Ikke tale om! Både fordi det var hvad børnehavebørn gjorde og fordi han ikke stolede på manden. Uden at svare, gik han med manden. Hvis de røvrendte ham nu...
Han trådte ind i teltet, trods han stadig ikke stolede på nogen eller følt sig helt tilpas. Da manden havde sat sig, satte han sig selv i den modsatte side af teltet, skabte lidt sund afstand. De kunne jo sagtens høre hinanden. Han gemte pungen i en lomme, som bulede lidt ud. Pyt med det.
Så var det altså tid til spørgetime...
Sean lænede sig tilbage og så lidt på manden, før han smilte svagt. Fremtidige opgaver...Han burde være en spåmand, sådan som han forudså fremtiden!
"Nej tak" Det første han havde sagt længe. Han stolede som sagt ikke på manden og da slet ikke på noget væske eller spiseligt, de end måtte byde ham. Det næste han ville opdage var vel at de enden prøvede at dræbe ham eller at bedøve ham.
"Opgaver, betalte, er altid spændende. Men må jeg spørge først? Jeg er uhyggelig nysgerrig. Bare rolig...Jeres hemmeligheder bliver hos mig" forsikrede han med et velplaceret smil.
"To ting...Kvinden..." han viftede kort med hånden, som pegede mod det sted, hvor Del var udenfor.
"...Som overtog min veninde. Hvem er hun? Og hvad skal dette lille...ritual til?" Han satte afslappet hånden ned på jorden igen, hvor den hjalp med at støtte ham, så han kunne læne sig tilbage og se ganske afslappet ud...og sidde bare en anelse behageligt. Han var ikke sikker på manden overhoved ville svare, men han ville hade sig selv senere, for ikke at have spurgt alligevel.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Utopia always comes with a price...
avatar
Sean
Admin

Antal indlæg : 9261
Reputation : 75
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Delilah on Fre 4 jul - 14:09

Manden løftede blidt hovedet, og pustede et dybt suk ud, ved Seans afslag. Der var ingen skuffelse at spore i hans ansigt, men han mindede svagt om en venlig bedstefar, der gerne ville have sit barnebarn op på skødet, men barnet ville lege videre. Han smilede svagt, forstod Seans hentydning til et afslag på theen også, så da en mand trådte ind med theblade og varmt vand, skænkede han udelukkende op til sig selv.
I første omgang, så han ikke ud til at have bemærket Seans spørgsmål, men lod koppen ramme læberne, og drak nogle slurke, inden han smilede saligt og satte den ned. Så børstede han blidt nogle sandkorn af den mærkeligt hvide trøje, løftede blikket for at lægge det på Sean, og sendte ham endnu et irriterende venligt smil, der garanteret havde fået Delilah til at fare i flæsket på ham, blot af irritation.
"Chaya. Frelserens beskytter, skønhedens hjælper."
Han smilede drømmende, uden at uddybe den mystiske respons, der nok ville kunne tolkes på en million forskellige måder. Frelseren var naturligvis hvad de troede Delilah fungerede som, og Chaya var selvfølgelig beskytteren. Skønheden var den rene perfektion de ønskede at transformere dæmonkvinden om til, og Chaya var hjælperen der skulle få dette til at ske. Det var i hvert fald den korte version, som ville ligge nogenlunde tæt på den sandhed, der rent faktisk lå bag.
Manden sad stille i nogle sekunder, inden han igen valgte at virke levende, og besvare Seans andet spørgsmål.
"Vi afstøver blomsten. Reparerer det defekte med guld. Vi skaber fred i destruktion. Perfektion."
Han smilede saligt.

Pludseligt blev teltdugen trukket til side, og Delilah trådte med et lille smil ind i skyggerne der herskede derinde. Ud over, at det ikke var Delilah. De flydende sølvøjne gled næsten selvlysende over de to der befandt sig herinde, og gik så svagt i knæ da hun yndefuldt nejede, hvorefter hun syntes at flyde frem, længere ind i teltets midte. Den lange kjole der bevægede sig bølgende og luftigt om hende ved hvert skridt, skjulte de bare fødder, så det virkelig syntes at hun svævede eller flød.
Manden skænkede straks endnu en kop the op, og rakte den imod hende, med en høfligt nik. Hendes hoved gav endnu en svagt nik tilbage, inden hun - endnu smilende - snoede fingrene om koppen, og førte den op til læberne for at drikke. Så førte hun den endnu engang væk, lagde det sølvglinsende blik på manden, med endnu et svagt nik, der straks fik ham til at rejse sig, og forsvinde ud fra teltet.
Hun trådte hen foran Sean, hvilket straks fremviste de symboler der syntes at være brændt indefra og ud på hendes underarme. Resten af tatoveringerne var gemt under hendes tøj, men de mørke symboler på hendes underarme, syntes at bugte sig ind og ud af hendes hud, og var stadig let varme fra påførelsen.
"Jeg kan forestille mig at De har nogle spørgsmål? Jeg kan desværre ikke love at besvare dem alle."
Hun førte endnu engang thekoppen op til læberne, og lod nogle slurke glide ned i hende.
"Og derefter kan vi informere Dem om, hvordan vi har planer om at føre hende væk herfra, så hun ikke husker dette."
Hun sendte ham endnu et venligt smil.

_________________
avatar
Delilah
Evolved
Evolved

Antal indlæg : 3536
Reputation : 27
Bosted : Unkown. On the road.
Evner/magibøger : I'm connected to the spiritual world, both physically and mentally. Improved body-skills and senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Sean on Søn 13 jul - 22:14

Sean lod kort blikket glide ned over manden. Han virkede sært skuffet over at han havde sagt nej tak til theen, hvilket bare forstærkede hans mistanke om at de ville forgifte ham med et eller andet.
Mandens svar var umulige at tyde. Han kendte intet til deres kult, men i følge ham, lød den ret...fucked up, for at sige det lige ud. De var syge i hovedet og burde dø, ingen nogen kom til skade. Men de betalte. Hans samvittighed var lige ved at røre på sig, lige ved at spørge ham om det var godt han havde efterladt Del i deres varetægt. Men Del var en stærk kvinde - Det skulle hun nok holde til. Det var mest skyggerne, specielt en af dem der virkede stærkere end de andre, der overbevidste ham om det. Og han stolede på den.

Pludselig trådte Delilah ind. Når man talte om solen...Eller hvad man nu skulle kalde den. Ja, hun var blevet degraderet til en den. Det var ikke længere Del, men en ting der blev set på som en guddom af disse freaks.
en svag hovedpine bredte sig. Det var sært. Han havde aldrig hovedpine...eller, han kunne være træt i hovedet, men aldrig direkte en pine. Måske var kvinden lidt mystisk. Han trak vejret dybt, for sig selv, og så på magtspillet mellem den sære kvinde og den forfærdelige mand.
Hans blik landede på kvinden. Han trak sig ikke væk eller noget, da hun kom helt hen til ham. Han smilte bare svagt til hende.
"Jeg ville sætte pris på hvis du gad forklare mig det her cirkus" kommenterede han kort og blinkede lidt til hende. Som havde de en lille joke kørende, som de andre ikke kendte til.
"Han snakker som om han har...Øhm...Spist noget usundt. Hvem er du? Og hvad skal alt det her gøre godt for?" han ville vide det. Måtte vide det. Hans nysgerrighed forhindrede ham i ikke at vide det. Han gjorde en let gestus, med den ene hånd, om at hun endelig måtte sætte sig. Han ville vente med at sige ja til noget arbejde, til han forhåbentlig var blevet lidt klogere.

Mens han ventede, eller forhåbentlig mens han fik svar, voksede hans hovedpine. Det var som om det...Det lys, som kvinden på sig måde udsendte, sved i hans øjne. Som om hun var mere magtfuld. Hovedpinen voksede og blev til en dunkende smerte. Han lukkede øjnene et øjeblik, før han åbnede dem igen. Han havde intet drukket eller spist siden de havde forladt byen, så det var ikke fordi han var blevet forgiftet af noget. Dæmoner blev ikke normalt syg.
Skyggen virkede altoverskyggende...
Det sortnede for hans øjne i et øjeblik og han tog sig til hovedet, mens han så ned. Hvor...forfærdeligt. Midt i sin selvynk formåede han at tænke at han virkede svag. Og han brød sig ikke om det. Men det var som om noget inden i ham...Ville overskygge Chayas lys. Som en skygge for solen. Han forstod det ikke. Han vidste ritualet havde været farligt. Man var stort set død og blev afprøvet af dødens hjælpere, eller døden selv, for at se om man var stærk nok til at få endnu mere magt. Eller det sagde man...Han havde bare mødt...Mørke, skygger, pinte og forvrængede. De havde snoet sig om hinanden, skreget og givet ham så mange smerter, at han næsten var blevet sindssyg. Var dette endnu en bivirkning? I så fald forstod han den ikke...

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Utopia always comes with a price...
avatar
Sean
Admin

Antal indlæg : 9261
Reputation : 75
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Delilah on Lør 19 jul - 14:22

Chaya betragtede uden et ord thekoppen, som var den mere interessant for hende, end den ville være for enhver anden. Der var gået et par sekunder fra at hans spørgsmål var væltet ud og hendes blik langsomt havde flyttet sig fra hans og til den smådekorerede thekop, til hendes læber endnu mere uendeligt langsomt skiltes, som overvejede hun grundigt svaret, før hun lod det slippe ud igennem de bløde kurver hendes læber besad.
"Cirkus? Vi holder ellers ingen dyr."
Et uhyggeligt svagt smil sitrede næsten tøvende om hendes rødlige læber, da hun tydeligt syntes at finde sig selv blot en smule morsommere end godt var - Ikke i samme stil som Delilahs halvmuntre smil når hun syntes hun var pisse sjov, men blot et diskret trækning om læberne der ikke passede ind i hendes ellers tomme, mærkeligt venlige udtryk. Så forsvandt den næsten usynlige trækning om de læber, der ellers tilhørte Delilah, og hun tiltede svagt hovedet til siden, for at betragte ham.
"Men Deres spørgsmål er udemærkede, og jeg skal forsøge at besvare dem, til den grænse jeg kan."
De slanke fingre bevægede sig i hvad der mindede om små cirkler, så den halvtransparente væske fulgte spiralen i koppen, og de sølvglødende øjne syntes næsten hypnotiseret af bevægelserne i nogle sekunder, imens hun overvejede sit svar nøje.

"De kender til Delilahs evne. Hun har et ben i de levendes verden, og et ben i åndernes verden. Hun er .... en del af ånderne, såvel som de er en del af hende."
Nok ikke helt sådan Delilah havde udtalt det, da hun i sin tid var kommet med hendes evne - med tydelig ubehag - men det syntes ikke at bekymre kvinden der havde tvunget sig vej ind i dæmonkvindens krop. Hendes næsten selvlysende sølv-blik løftede sig langsomt fra thekoppen, inden hun langsomt fortsatte sætningen.
"Det gør hende mere værdifuld, end De kan forestille Dem. Hun er vores version af mørkets engel, frelseren. Jeg er blot en hjælper, der blev ofret for at kunne tage bolig i, og hjælpe mørkets engel til at udføre sit endelige formål."
Den gudindeagtige kjole bølgede luftigt om hendes skikkelse, da hun lod de sidste par slurke af theen forsvandt ned mellem hendes læber. Hun gik i knæ, lod blidt thekoppen sætte sig ordentligt på jorden uden at vælte, og rejste sig så op i en smidig bevægelse, for at lægge blikket på Sean igen. Hun opførte sig, som trak hun tiden ud, men det var ikke til at sige ud fra hendes udtryk.
"Hvad alt det her skal gøre godt for? Lad os bare sige ..."
Hun betragtede ham kort, med et svagt smil i mundvigen.
"Hun er ikke frelseren af en af kop the."

Hun spredte kjolen ud rundt om sig som en blomstrende, ishvid blomst, da hun fik sat sig ned i en yndefuld, glidende bevægelse. Hun gjorde en svag bevægelse, som et tilbud for ham til at sætte sig foran hende, men der var ingen tvang i hendes bevægelser. Den mærkelige, alt for tydelige, ekstremt venlige ynde havde lagt sig tilbage over hendes krop, og syntes ikke at ville give slip.
"Så, jeg kan forestille mig at De er blevet tilbudt fremtidig arbejde?"
Hun smilede svagt til ham, som hun skænkede endnu en kop the op til sig selv. Hun stillede den i hans retning, så han kunne lade theen falde ned i denne top kop ikke langt væk, hvis han ønskede det - Men igen var det blot en hentydning til at han kunne. Det var ikke engang en opfordring til at han skulle.
"Nu er jeg den nysgerrige. Hvad var Deres svar?"
Hun faktisk halvnysgerrig ud, som hun betragtede ham, ventende på svaret.

_________________
avatar
Delilah
Evolved
Evolved

Antal indlæg : 3536
Reputation : 27
Bosted : Unkown. On the road.
Evner/magibøger : I'm connected to the spiritual world, both physically and mentally. Improved body-skills and senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Sean on Man 28 jul - 14:43

Hvis han ikke havde haft en sans for høflighed og lært at se muligheden for flere penge og oplysninger, ville han for længe siden havde brækket sig af væmmelse eller måske sat sig til at grine, til han brækkede sig af grin...Om ikke andet ville hans mave have tømt en kop mavesyre ud over jorden og sine omgivelser, utvivlsom til stor væmmelse for hans værter. Og derefter ville han være marcherede væk derfra og kaldte dem for psykopater og påstået deres lille show var for latterligt til at han ville være med. At de måtte finde en anden dukke til deres spil.
En...mørkets frelser? Virkelig? Hvor latterligt! Hvem kunne dog tro det? Han fik helt ondt af Delilah. en stærk kvinde som hende, offer for nogle fanatikere. De måtte have oplevet noget slemt som de kun kunne "reparerer" ved at tro på noget latterligt. Som religiøse mennesker. Hans mørke blik gled over Chaya et øjeblik, mens et svagt smil lå på ham. Ikke direkte uhøfligt eller på anden måde provokerende. Det var der bare. Han havde det...Sjovt.
Hvad skulle hun dog kunne frelse? Det betød sikkert kun problemer. For alle.

"Hvor synd. The er en udmærket drik" kommenterede han afslappet, måske lidt for afslappet. Han havde travlt med at slappe af, trods sin hovedpine. Han kunne næsten mærke hvordan hans blik formørkedes og frygtede i et øjeblik at det sorte trådte frem i hans øjne, som når han var rasende. Men han valgte at lade som ingenting...Han overdrev nok.
Det sjove med the var også at han havde drukket the, da han snakkede med kvinden først.
Han kommenterede ellers ikke på hendes snak om frelsere, evner og latterlighed. Han gad godt vide hvad de ville frelse...Men det fandt han måske ud af, hvis han arbejdede lidt mere for dem? Og så kunne han også hjælpe Del ud af det, hvis det blev lidt for sindssygt. Selv om han hadede hendes indstilling, sagde hans stolthed og ære dog at hun jo var dæmon. Og dæmoner burde holde sammen...Bare lidt.

Han tog ikke imod mere the og rettede sig så han vendte mod hende, omend han ikke satte sig tættere på. Han fornemmede hans hovedpine ville blive værre, hvis han sad tættere på.
"Jeg siger ja tak. Alt efter hvad der kræves og betalingen, selvfølgelig" han smilte svagt. Han ville udnytte situationen. Hvis han havde vidst Del havde haft børn...
Men det gjorde han ikke. Og derfor tænkte han ikke yderligere over det.
I et øjeblik, endnu en gang, var det som om skyggen var ved at overtage og han kæmpede for kontrollen i sit indre, samtidig som han fokuserede på at virke afslappet og uden problemer, på det ydre. I et øjeblik måtte han dog lukke øjnene og hostede svagt ned i sin ene hånd, før han åbnede øjnene igen. Han prøvede at virke uanfægtet, men i et øjeblik ville hans øjne have været helt sorte. Der gik knap et sekund, før de blev almindelige igen. Og Sean så lige så normal ud, som han plejede.
"Så hvad skal jeg bruges til?"

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Utopia always comes with a price...
avatar
Sean
Admin

Antal indlæg : 9261
Reputation : 75
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Delilah on Man 28 jul - 19:37

Chaya betragtede ham uden at foretrække en mine, på trods af at han ikke besvarede noget andet, end at fyre en lille bitte joke af i enden, efter hendes lange, dystre tale. Men det bekymrede ikke Chaya, hun kendte nok til Sean ud fra Delilahs minder, til at vide at han var pengenes mand, og om han brød sig om deres foretagende, var vel irrelevant - Han havde været 'gift' med Delilah, trods alt.
Men Chaya var udemærket klar over, at den dag Delilah var klar og hun ville gøre hvad hendes skæbne havde ledt hende imod siden hendes nærdødsfødsel, så ville han bøje sig i ærefrygt over, at have været en del af dette. Han ville få sin belønning, større end enhver pengesum de ville give ham, for det arbejde, de tilbudte. Han ville blive en af de hellige. Han behøvede ikke tro på sagen - Endnu.
"The er en fremragende drik, derfor undrer det mig, at De ikke har taget imod tilbuddet om theen."
Hun sendte ham et venligt smil, der virkede helt forkert på dæmonens læber, da Delilah ikke ligefrem var den type der sendte venlige, varme, tillidsfulde smil - det lå ikke rigtigt til hendes natur.

Et svagt glædesmil falmede efter et par sekunder fra Chayas læber, efter Sean havde proklameret at han ønskede at hjælpe dem - mod betaling, naturligvis, men for Chaya var alle frivillige, om de var badet i guldmønter eller ej. Hun nikkede med et strejf af glæde i øjnene, imens hun nysgerrigt betragtede manden foran sig. Hun reagerede ikke på det sorte glimt, men det bekymrede hende.
Det bekymrede hende, at det lignede Del'Sharkas værk, at tilføje mørkets farve i en lysets beskytter, og bekymringen sitrede ganske svagt over hendes fine træk. Men hun vidste at Seans indre styrke måtte være stærk, for han syntes at holde Del'Sharka ude af sit indre, og lukkede ham kun kort ind, inden han blev skubbet ud - Det sendte tillid i hende. Sean ville kunne klare dette.

"Som De kan regne ud, er vi ikke et kampens folk. Vi er fredelige, magiske og vi tjener Guderne. Men vi vil gøre, hvad der skal til, for at sørge for livet."
Hun betragtede ham med lysende sølvøjne, og et blik der syntes så skarpt, at det ikke passede ind i den bløde, varme stemme der passerede læberne, eller den fredelige historie, der dog til sidst fik en skarp gnist af kamp.
"Og som De ved, er ... Delilah en smule ..."
Hun vippede hovedet svagt til siden, og syntes at lede efter den korrekte term, på en måde der ikke direkte fornærmede hendes vært.
"... bidsk. Dette gør at hun ... Ikke er elsket blandt mange. Så hun er i fare, alt for ofte i forhold til, hvad vi bryder os om. Vi har konstant nogle til at passe på hende, men vi er fredens folk, og vi kan ikke hamle op med mange af de fjender, der lurer på hendes ryg."
Hendes stemme syntes næsten dyster, som fortalte kvinden med det fjerlette stof liggende blidt om hende, en gyserhistorie. Med et sæt klarede hendes stemme op, og fik et varmt, muntert strejf.
"Men det kan De. Ud fra vores beregninger, skulle De endda værke stærkere end Delilah, hvilket gør Dem perfekt. De ville skulle kunne blive tilkaldt, for at redde hende ud af en situation, vi ikke kan. Det eneste problem er, at Delilah nærer en mistillid til de fleste - inklusiv Dem."
Bekymringen sitrede over hendes ansigt, men blev i et sæt erstattet af en lys glæde, der emmede af den samme yndefulde, fornemme elegance som Chaya syntes at være omgivet af, selv i denne stund.
"Men vi har op til flere løsninger til dette problem. En kunstig og en sand."

_________________
avatar
Delilah
Evolved
Evolved

Antal indlæg : 3536
Reputation : 27
Bosted : Unkown. On the road.
Evner/magibøger : I'm connected to the spiritual world, both physically and mentally. Improved body-skills and senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Sean on Man 28 jul - 19:51

Han gjorde en kort gestus mod theen med et lille smil. Kvinden virkede som en med en masse planer og det bekymrede ham en anelse at han sikkert var blevet placeret i nogle af dem.
Han ville ikke virke uhøflig. Men han ville heller ikke have theen. Især ikke når det næsten virkede som om hun ønskede han drak den.
"Jeg er meget mistroisk" tilkendegav han blot.
"Man lever ikke længe for ingenting. Man må også passe lidt på" hvilket var ironisk, taget i betragtning at han udsatte sig selv for fare rimelig ofte.
Kvinden virkede bekymret over noget. Det var ikke noget han rigtig fik lov at se, men efter hans lille anfald, virkede det i et øjeblik som om...Hendes ene mundvige havde sitret, som om noget bekymrede hende eller gik hende på. Var hun bekymret for hans helbred?
En ting var klart. Havde han vidst hvad hun havde tænkt...Den arrogante tanke at han ville blive deres dukke...Åh, han ville grine! Som om nogle sølle fanatikere kunne kontrollerer en magtfuld dæmon som ham! Åh, han ville tænke de var så dumme...

Fredelige. Gab! Kedeligt. Hvad skulle det kunne vinde? Intet. De havde brug for hjælp, folk til at klare den vold der skulle til, for at de kunne fortsætte med at være nogle arrogante, fredelige folk. hvor typisk. Dem der ævlede om lys, frelse og fred...De købte sig bare til vold. Og sådan havde det næsten altid været. Det var det eneste folk rigtig kunne forstå: smerte.
"Hvorfor fortæller i hende ikke bare at i har udvalgt hende til..." han måtte passe på han ikke var direkte uforskammet og mistede nogle kunder. De betalte jo.
"...Jeres...mørkets engel eller frelser, eller hvad det nu var?" hendes snak om at de kendte ham...Ha! Det eneste de vidste var at han var til at købe og det var det eneste han fik ud af det hun sagde. Og hun havde ret. Han kunne købes til mange ting. Men de kendte ham ikke, som de påstod. Deres beregninger? Bah. Tossesnak! Han hoppede ikke på den. Han lod sig ikke rive med eller manipulerer.
"Så...En kvinde der arbejder med at dræbe og slås, derfor er i evig fare, omend hun er dæmon og har sans for at passe på sig selv...Skal overvåges fuldtid af en som mig?" kommenterede han. Det virkede...latterligt. Også det. Del ville aldrig lade ham være i nærheden, de hadede hinanden, også selv om de fik penge for ikke at gøre det. Og han havde ikke tid til at overvåge hende hele tiden.
Men...Han ville være tæt på og kunne ødelægge deres planer, hvis han syntes det gik for vidt. Han havde set igennem tiden, hvor meget skade folk som disse kunne præsterer.
"Lad os sige jeg er interesseret. Hvad foreslår i så, til at vinde hende...tillid?" tanken var interessant. Men bare de dog snart var færdig med at snakke. Han kunne snart ikke holde hovedpinen ud længere og hvis de blev ved med at snakke...Ville han snart skynde sig ud af teltet eller skrige. Begge dele der vidnede om en svaghed, han stædigt nægtede at vise. Det var som tortur, uden nogen til at udføre smerten på ham.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Utopia always comes with a price...
avatar
Sean
Admin

Antal indlæg : 9261
Reputation : 75
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Delilah on Tirs 29 jul - 12:18

Hun smilede svagt ved hans svar, men lod blot et svagt nik gå gennem hendes hoved - Hun forstod. Selv var Chaya blevet en del mere mistroisk, siden hun fik en plads i Delilahs hoved, hvor dæmonen hun boede i havde samme, somme tider svagt paranoide tankegang, som Sean lød til at have i denne stund. Så hun forstod. Men hun besvarede det ikke, men lod det korte nik være et svar.
Istedet lod hun ham tale videre, og komme ind på næsten punkt hendes ord havde ført med sig, imens hendes smil langsomt dansede om de rødlige læber. Hendes hoved var blevet tiltet blot en smule til siden, så skyggerne legede om hendes ansigt, og nærmest syntes at skabe en glorie om de mørke lokker. Ironisk, eftersom hun netop havde talt, som var hun i kroppen af en frelser.
"Åh, De kender Delilah. Desværre er hun ikke klar, til at kende sin skæbne, men vi forsøger langsomt at lade hende forstå. Idéen er dog ikke ... moden ... hos hende, så vi er ikke gået videre i forklaringen. Endnu."
Hun kunne mærke på hans tonefald og holdning, at han ikke selv virkede moden på idéen, men det var for nu irrelevant. Hendes blik strejfede thekoppen. Han ville forstå en dag. Og den dag, ville alt ændre sig, for dem alle.

Et smil sitrede om hans læber, da han kommenterede på overvågning, og en svag rysten bevægede sig langsomt igennem hende, så de mørke krøller syntes at skælve om de cremefarvede hud. Han misforstod.
"Ikke på fuldtid. Vi har overvågning på hende, alt vi behøver er at vi vil kunne tilkalde Dem, og at De vil kunne finde frem til hende og hjælpe, så hurtigt som muligt. Resten af tiden vil De kunne gøre hvad De ønsker."
Hendes bløde stemme syntes næsten at forsøge at lokke ham ind, men hun havde ingen interesse i at lokke ham til noget - Hvis han ikke ønskede det, så ville det ikke være nyttigt alligevel. De havde brug for at han ville haste af sted, hurtigere end vinden for at hjælpe når alarmklokkerne ringede.
Et smil dansede på hendes læber, da han kom med et måske er jeg interesseret - Det var i hvert fald sådan hun tog det. Hun syntes at vurdere ham, med et blik hvilende på ham, før hun langsomt besvarede ordene.
"Der er to metoder. Enten kan vi kunstig tillid i hende, der vil give hende en underlig trang til at stole på Dem, hvis De siger noget - Dette vil dog forsvinde, når vi gør, og hun vil kunne bekæmpe trangen hvis hun ønsker det - Men den er sikrest."
Hendes blik syntes at glitre. Hun var nok den eneste der kendte til hvordan næste ord kunne udføres, fordi hun var direkte forbundet med Delilahs hjerne.
"Eller jeg kan lære Dem præcis hvad De skal gøre, for at få Delilah til faktisk at stole på Dem. Jeg kan ikke love Dem at hun vil, men chancen vil være stor - Og tilliden ægte."
Smilet sitrede på hendes læber.
"Så hvad ønsker du?"

_________________
avatar
Delilah
Evolved
Evolved

Antal indlæg : 3536
Reputation : 27
Bosted : Unkown. On the road.
Evner/magibøger : I'm connected to the spiritual world, both physically and mentally. Improved body-skills and senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Sean on Tirs 29 jul - 12:44

Han lyttede blot til det hun sagde og kunne nærmest mærke hvordan hun studerede ham og prøvede at regne ham ud. Finde ud af hvad han ville og kunne finde på. I et øjeblik legede han med tanken om at hvis han skadede Dels krop, om Chaya så tog skaden? Eller om hun skulle drives ud? Hun smuttede i hvert fald ikke selv.
Han var ikke deres bodyguard, deres dukke. Om han ville smide alt han havde i hænder og løbe Del til hjælp? Faktisk gad han ikke...Hun kunne klare sig selv. Det var sølle at hun skulle bruge en bodyguard. En frelser! Men betalingen...
Pengene kunne jo godt bruges. Han overvejede det i et øjeblik. Lod blikket glide over denne sære kvinde foran ham. Lod det glide over teltet, der mindede ham lidt om indianernes. Over theen. I et øjeblik var hans hovedpine næsten forsvundet. Det gav ham en rar tænkepause.
Han var nok stille lidt for længe. Han havde så mange ting at lave derhjemme. Han havde faktisk lidt for travlt og selv Alane så han ikke meget til. Han havde altid helliget sig sit arbejde og aldrig haft brug for at bruge tid på familie eller venner. Men det bekymrede ham nu ikke særlig. Han var til gengæld nysgerrig angående Del og hvad der kunne få hende til at stole på ham.
Det kunne være sjovt...

Hvordan skulle han kunne finde frem til hende? Hun kunne være hvor som helst i byen eller måske endda ude af byen! Men det havde de nok også tænkt over. Det eneste det krævede var at han spillede lidt med musklerne, på så tilfældigt en måde som muligt, så hun ikke blev mistænksom over at han tilfældigvis altid hjalp hende når hun havde brug for det. Han trak let på den ene skulder, som om han havde diskuteret med sig selv. Han så på Chaya igen.
"Fint. Hvis betalingen er lige så god, kan jeg godt være jeres lille hjælper..." han smilte svagt.
"...Og vi må nok hellere lege lidt med hende og få hende til at tro det er ægte. Mine erfaringer siger mig det er bedst" svarede han afslappet. Han begyndte at blive rastløs...

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Utopia always comes with a price...
avatar
Sean
Admin

Antal indlæg : 9261
Reputation : 75
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Side 1 af 2 1, 2  Next

Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum