Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Periode | Renæssancen

Årstal | 1162

Årstid | Efterår

Måned | September

Statistics
Der er i alt 285 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Artem

Vores brugere har i alt skrevet 155414 indlæg in 8073 subjects

Deathaura (Delilah)

Side 2 af 2 Previous  1, 2

Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Delilah on Tirs 29 jul - 13:04

Et stort smil dansede på hende læber, og hun nikkede glædeligt. Så gled hun op i stående stilling så kjolen dansede legende om hendes yndefulde krop, og de nye tegn der banede sig op af hendes underarme skinnede svagt i lyset. Hun lavede en svag bevægelse med hånden imod teltåbningen, som for at hentyde til om han ville med ud.
"Det glæder mig! I såfald vil jeg forklare hvad der kan gøre, men hvis De ville følge mig på en tur imens, ville det være dejligt."
Teltdugen blev åbnet for dem udefra, som havde nogen blot ventet på hendes ord, hvorefter hun med et smil trådte ud i lyset, der straks legede over hele hendes krop, og lagde sig som skygger under hendes kindben, kraveben og slangede sig op af hende. Hendes blik hvilede på Sean, som et spørgsmål om hvorvidt han ville træde med hende ud, for a følge hende på en tur, som for at strække musklerne.
I tilfælde af at han fulgte hende ud, ville hun med langsomme, elegante skridt syntes at svæve over jorden, ned imod stenen Delilah havde været fanget på, hvor folk endnu sad i en cirkel og næsten syntes at mumle en form for bøn i kor. Hendes sølvblik bevægede sig glædeligt over dem, hvorefter hendes blik fandt tilbage til Sean, og luft blev suget ind mellem hendes læber. Forklaringens tid var kommet.
"Delilah er en kompliceret person udefra, men i virkeligheden er hun ekstremt simpel. Hun har haft en .. speciel baggrund. Jeg ved ikke om du kender den?"
Hun sendte ham et spørgende blik.
"I hendes familie er mændene som guder, og selvom kvinderne er gudinder, adlyder de mændene. Det har degraderet hende til en slave-agtig person, der - på trods af hendes høje status i sin familie - har givet hende ingen kærlighed, ingen at elske eller som elsker hende. Det har gjort døren til hendes tillid .. simpel."

Chaya havde nu vandret ned igennem teltene og forbi cirklen af bedende mennesker i skinnede hvidt tøj, indtil hun havde nået træet der så ud som et kæmpemæssigt hult træ, de var fanget i. Hun lod et par fingre løbe henover den ru, mørke bark, hvorefter hun næsten syntes at hviske en lav bøn, uhørlig. Så fortsatte hende sætning imod ham, som havde hun pludseligt husket han var der.
"Hun har brug for at føle at folk kan og vil beskytte hende. De er stærkere end hende, hvilket er en god start. Hun føler sig aldrig tryg, selv nu hvor hun ikke husker at hendes familie søger efter hende - Så få hende til at føle sig tryg, blot i et sekund i Deres nærvær, og hun vil huske det."
Hendes blik forsvandt fra barkens snirklede mønstre, og faldt tilbage på Sean. Der gik et sekund, hvorefter hun med langsomme skridt begyndte at følge træet rundt om lejren, med fingre der hvilede trygt derpå, hvor det blev skrabet imod barken. Hun syntes at finde det beroligende.
"Hun har brug for at tro, at De ikke vil forlade hende. Hun har været alene så længe hun husker, og når hun føler hun er for tæt på nogen, vil hun forsvinde selv. Hvis hun tror at De ikke vil lade hende forsvinde, selv hvis hun forsøger, vil det hjælpe hendes tillid godt på vej."
Hun stoppede op, vendte sig imod ham og trådte et par skridt tættere på. Medmindre Sean veg tilbage eller direkte gik væk fra hende, ville hun forsøge at træde så tæt på at hun blidt kunne lægge en hånd imod hans hjerte, imens det sølvglinsende blik næsten borede sig ind i hans, men med en mild undertone.
"Men det vigtigste er, at hun skal tro med hele sit hjerte, at De stoler på hende. Om det er falsk, det betyder intet, men hun skal være overbevist om, at De ville lægge dit liv i hendes hænder. Hvorfor skulle hun ellers lægge sit i Deres? Overbevis hende om at De stoler på hende, og hun vil modstræbende stole på Dem - Lidt efter lidt."
Medmindre han havde flyttet sig eller veg tilbage, ville hun løfte den anden hånd og lægge den imod hans kæbe, i en nærmest intim gestus.
"Så simpelt er det."
Et smil gliltrede på hendes læber.

_________________
avatar
Delilah
Evolved
Evolved

Antal indlæg : 3536
Reputation : 27
Bosted : Unkown. On the road.
Evner/magibøger : I'm connected to the spiritual world, both physically and mentally. Improved body-skills and senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Sean on Tirs 29 jul - 14:39

Han smilte svagt. Han rejste sig op og gik foroverbøjet ud af teltet. Han rettede sig op og følte sig en smule befriet. Hovedpinen var næsten væk nu og han kunne strække benene, hvad andet kunne han have brug for? Intet! Han trak vejret dybt og kunne ikke holde en lille stræk tilbage. Hans arme gled bagud, samlede sig bag ham, og strækkede sig opad. Bagefter rystede han let armene og kiggede efter Chaya, for at følge efter hende. Og høre hvad hun havde at sige og tilbyde.
Han lod blikket glide over de lidt uhyggelige mænd i hvidt, der sad og messede. De var altså kernen i det hele...Uden dem, kunne han nok ikke have snakket så meget med Chaya. Tidligere havde hun virkede som en kvinde der havde meget travl. Del pressede altså på derinde, et sted.
Han lod blikket glide over dem endnu en gang, i tilfælde af der gemte sig en nyttig information i det at de sad der og messede...
Og så så han på Chaya igen for at lytte. Han svarede ikke på om han kendte Dels historie, men lyttede bare. Det var jo ikke fordi de havde leget et par åbne bøger og fortalt hinanden alt. Mere små løgne og hints til sandheden. Men aldrig noget direkte.

Fortællingen om Dels familie og fortid overraskede ham. Personligt var han gået ud fra hun stammede fra en eller anden fattig familie og hun derfor altid havde tvunget til at kæmpe for at overleve...Og nu brugte sine evner til at tjene endnu flere penge.
Han brugte et øjeblik på at absorberer disse frie informationer om en kvinde han både beundrede og foragtede.
Han fulgte hende, mens hun gik hen til ind- og udgangen. Gik han da ud fra det var. Han så ned i det grønne græs, inder deres fødder og sko, mens han tanker kørte lidt i ring.
Det var interessant...Men egentlig ikke så stor en mystik. Alles tillid kunne vindes, ved at man lod som om man var der for personen. Kunsten lå i at kende en bedrager fra en der faktisk mente det. Han var selv blevet snydt en del...Og kom nu folk i forkøbet. Han var begyndt at nægte at stole på folk, med undtagelse af Alane. Hun var den eneste han rigtig kunne stole på, han vidste hun elskede ham.
Men at Del...Det lød nemt. Men han vidste det ville kræve lidt arbejde og vedholdenhed. Men det var helt klart muligt. Bare hun nu ikke begyndte at forfølge ham, for at have venne-snak og alt muligt!

Han så op, da hun kom tættere på ham. I et øjeblik var han lige ved at træde væk fra hende. Hun var ubehagelig, både i at hun var så overbevidst om noget så latterligt og i at...hun gjorde ondt at være i nærheden af.
Hendes hånd landede mod hans hjerte...Og netop da var det som om et eller andet i hans hoved eksploderede. Først formåede han at stå helt stille og stadig forstå i hvert fald halvdelen af hvad hun sagde...Men resten fortabte sig i tåger. Hendes anden hånd...Han kunne ikke...
Han måtte være stærk! Han var ved at få arbejde her, penge! En indtægt! Han måtte ikke vise sig som en svag dæmon, de ville bare finde en anden til at udføre deres arbejde!
Han trak sig væk fra hende, som om selve hendes berøring brændte ham. Det gik stærkt. Hun havde knap nok lagt hånd nr. 2 på ham, før han havde trukket sig flere meter væk fra hende og tog sig panden. Et par fingre gled over hans sviende øjne. Hans hjerte pumpede og i et øjeblik rystede han. Sveden gled ned fra hendes tindinger.
Det tog et par dybe indåndinger at få nogen lunde styr på det.
"Beklager..." fik han fremmumlet og frygtede at de nu ikke ville lade ham arbejde for dem. Han havde mistet kontrollen i et øjeblik...Lige som da ritualet havde været færdigt, hvor han næsten ikke havde haft kontrol. Da han dræbte små børn...Det var som den gang...Nej, værre faktisk. Han havde kæmpet...
Han rettede sig op og trak vejret dybt, mens han sendte hende et næsten vredt blik. Vrede kunne fjerne denne svaghed! Hans temperament kunne bruges...De skulle ikke skifte ham ud med en anden! Han kendte allerede Del! Han kunne gøre det! Han blev blot mere stædig over det.
"Jeg tror det er på tide jeg kommer videre. Men jeg tager imod opgaven, mod en god betaling. Det kommer til at tage lidt tid at opnå det hele" hans stemme var en smule monoton. Hans hoved værkede som om hun havde slået ham med en hammer. Hans øjne virkede en smule mørkere end de plejede. Og så...smilede han svagt. Det var ikke til at sige om han var den samme mand.
"Jeg skal nok passe godt på hende" forsikrede han.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Utopia always comes with a price...
avatar
Sean
Admin

Antal indlæg : 9220
Reputation : 67
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Delilah on Tirs 29 jul - 15:20

Bekymringen syntes at klistre til Chayas ansigt, som han rev sig væk fra hende, men samtidig en form for munter nysgerrighed over hans pludselige bevægelse, og hans bevægelsesgrunde til selvsamme. Hun gjorde dog ingen forsøg på at nærme sig ham, men lod i stedet blikket lægge dybt på ham, som om hun undersøgte hvert af hans træk, for at finde ud af præcis hvad der var galt.
Hendes øjenbryn havde trukket sig en smule sammen i en bekymret gestus, men ellers lå hendes blik ufortrødent på ham, selv da han beklagede hvad han havde gjort. Hun syntes ikke at tro at det var hende selv der var noget galt med, som at han ikke ønskede at være nær hende, men hun så ud som troede hun, at der var noget galt med ham. Dog syntes det ikke, at det ændrede hendes opfattelse.
"Hvis De er syg, vil vi kunne hjælpe. Urter og magi er vores speciale."
Hun syntes i et sekund at overveje at træde hen til ham, men trådte i stedet tilbage imod træet, lagde fingrene imod barken og lukkede sølvøjnene langsomt i. Et dybt åndedrag susede igennem hendes læber, imens hendes krop blev rolig og lænede sig ind imod barken, som var det en del af hendes krop.
"Vi vil være glade for at hjælpe Dem, hvis de har et problem. De er en del af os, fra dette øjeblik."
Øjnene gled op, og hun skubbede sig væk fra træet. Et smil dansede på de fyldige læber, imens hun lod lyset bade hendes ansigt.

"Naturligvis vil Deres betaling være god. De vil blive betalt for hver gang, De er tilkaldt."
Hun betragtede ham med glinsende, nysgerrige øjne. Da han fortalte at han ville passe godt på hende, syntes et strejf af glæde af strejfe de elegante træk der legede i Chayas ansigt, som hun betragede ham, og hun lavede en svag bevægelse, der mindede om at hun kort, svagt nejede som tak.
"Følg mig, hvis De vil være så venlig."
Forudsat at han fulgte hende, ville hun træde væk fra træet og begynde den korte gåtur tilbage til lejren, med skridt der syntes flydende og næsten ikke-eksisterende under den lange, luftige kjole der svajede om hendes skikkelse. Hun gled fremad, indtil hun endte ved cirklen af folk. Hendes blik bevægede sig næsten kærligt over dem, hvorefter hun løftede blikket, og nikkede svagt til en mand.

Det tøj Delilah havde båret, som hun havde stjålet fra dem fulde kvinde, blev lagt foran Chaya, hvorefter både Chaya og kvinden der lagde tøjet nejede respektfuldt, og kvinden trak sig tilbage. Chaya vendte sig imod Sean(forudsat han var fulgt med), og syntes at overveje noget, blot et sekund.
"Vi indsætter et minde i Delilahs hjerne, der vil få hende til at tro, at hun var på denne ... mission med Dem. Hun vil huske at i blev angrebet af minotaur-lignende væsner. Hun vil huske i slog dem, og fandt vej til en gammel stenstøtte, der stod foran et alter. Hun vil huske at De tog en halskæde ud fra stenstøtten, men at i straks derefter blev angrebet. Hun vil huske at være blevet slået ud, af angriberne."
Imens hun talte løsnede hun kjolen, trådte ud af den så hendes næsten nøgne krop syntes at blive omringet af gyldne lysstråler, inden hun lidt efter lidt lod Delilahs tøjstykker glide op over sin krop, og dækkede lidt efter lidt den nøgne hud. Da hun nævnte halskæden trådte den samme kvinde som tidligere frem, og rakte ham en gylden halskæde, med en stor grønlig ædelsten i.
Samtidig ville folk langsomt gå rundt om både Sean og Chaya, og langsomt sprøjte og næsten male blod på deres tøj, for at få det til at virke virkeligt. En mand stod bag Chaya og syntes næsten at skrabe i hendes baghoved, for at danne et sår, som hvis hun var blevet slået ud. Chaya syntes uanfægtet.
"Dette er halskæden. Hvad der derefter skete og sker, er op til Dem."
Chaya havde fået trukket stoffet op af hendes krop, så det tætte tøj bevægede sig smidigt om hendes figur, og dækkede hendes krop, på en helt anden måde end den lette kjole havde det.
Sekunder senere satte Chaya retning imod hullet de var kommet ind af, hun klemte kroppen derigennem og trådte ud. Forudsat at Sean fulgte med, ville hun nikke svagt til ham. Lyset ville så øjeblikkeligt gå ud i hendes blik, og hun ville falde slapt sammen på jorden.

_________________
avatar
Delilah
Evolved
Evolved

Antal indlæg : 3536
Reputation : 27
Bosted : Unkown. On the road.
Evner/magibøger : I'm connected to the spiritual world, both physically and mentally. Improved body-skills and senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Sean on Tirs 29 jul - 15:53

Hendes tilbud og den måde hun spurgte, gav ham næsten kvalme. Han fik en sær lyst til at angribe hende, kvæle hende og stoppe hende i at leve videre og sige mere. Det overraskede ham og forvirrede ham at han havde det sådan. Normalt irriterede folk ham ikke mere, end at han kunne ignorerer dem. Han følte nærmest en direkte modvilje imod hende. Han trak vejret dybt og fik sendt hende et lille smil.
"Nej tak. Dæmoner bliver ikke syge. Jeg har det fint" om ikke andet måtte han selv prøve at finde ud af hvad der var galt. For nu, skulle han bare overbevise hende om at han kunne tage sig af opgaven. Ved ordet betaling følte han sig roligere. Godt, så var tingene som de skulle være!
Han var dog langt fra enig i, at han var en...af dem. Så absurd. Men han sagde intet til det...Måske betød det bare større betaling.

Han fulgte efter hende og så lidt på hende. De havde planerne og var kloge nok. Det måtte man give dem. Han så forundret til og strakte armene lidt ud, da de pludselig blev sprøjtet til med blod. Han så lidt ned af sig...
Og accepterede det så. Han lod armene glide ned langs siden og så lidt på Chaya.
Han kunne leve med dette. Hvad halskæden skulle til for...Vidste han ikke. Og hvordan de fik fat i ham, hvis hun havde problemer, vidste han heller ikke. Til sidst stod han bare med en halskæde, som han studerede i et øjeblik. Så fulgte han med hende ud af lejren og afventede roligt at der skulle ske noget mere. Det var stadig mørkt, men det lysnede en anelse. Var natten virkelig allerede ved at være gået? Hvor længe havde de lige snakket?
Luften var frisk og et par græshopper kunne høres. Slet ikke så stille, som på vej ud.
Han gik over til Dels krop, som var faldet sammen på jorden. Han satte sig ved siden af kroppen og ventede på at hun skulle komme til bevidsthed igen. Som om han var hendes prins, som havde hjulpet hende i sikkerhed, så hun kunne komme sig. Han gav sig til at studerer halskæden i månens og stjernernes sidste lys.
Han vidste ikke helt hvad han skulle tro om alt dette. En ting var sikkert: Han var ingen fanatiker og de ville ikke få ham overbevist om noget latterligt. Tanken irriterede ham...At hun troede han var en af dem.
Han lod hånden glide over sit ansigt i en træt gestus. Hans hovedpine var i det mindste væk, kun en svag dunken af træthed og af...hvad der end var sket lige før.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Utopia always comes with a price...
avatar
Sean
Admin

Antal indlæg : 9220
Reputation : 67
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Delilah on Tirs 29 jul - 16:09

Mørke. Smerte. Delilahs krop spændtes i et ryk, hun gled op i siddende stilling, rullede nærmest rundt, løftede sig svagt og spyttede blod ud. Blodet dansede lige så langsomt ned af hendes læber efter de første par spyt, og dryppede roligt fra hendes hage og ned i det grønne, frodige græs. Chok dansede i hendes blik, da hun uendeligt langsomt skubbede sig op på armene, så hun fik rettet ryggen og sat sig op.
Lettere forvirret lå hendes blik på blodet der var forsvundet fra hendes hage til hendes hånd, inden hendes blik gled op på Sean. Noget var riv-rav-ruskende galt. I stedet for de grønbrune øjne løftede et par ildrøde øjne sig, og lagde sig på ham. Yderkanten af hendes iris var kulsort, og ild syntes at brænde fra kanten. Det slikkede, som i et rasende inferno, ind imod midten, i varierende farver fra ildrød, blodrød til en næsten lys gullig farve, som flammers varierende farve.
I midten flød den sølvfarvede cirkel rundt om pupillen som tidligere, men syntes denne gang at virke som et skjold imod flammerne, der så ud som var de på vej for at smelte den sorte pupil.
"For helvede, jeg aner ikke hvordan den lorte ting fik ramt på mig."
Forvirringen var sivet ud af det ekstreme blik, men hun havde selvfølgeligt heller ikke set hverken sine nye 'tatoveringer' eller det skræmmende blik - Endnu. Hun løftede en hånd og lod blidt et par slanke, elegante fingre strejfe såret i hendes baghoved, med et udtryk der nærmest skreg det blivet et helvede at gøre rent.

Hendes blik strejfede halskæden, og et svagt smil dansede på læberne. Overraskende nok syntes smilet ægte, og syntes at sendte tråde af varme ud over hendes ansigt, hvilket fik det til at lyse på, på en måde der frembragte de kønne træk i hendes ansigt, og .. Fik blodet til at se knapt så voldeligt ud.
"Du holdt sgu fast i den .. Hvordan kom du ud? Jeg sværger, de myldrede frem som insekter!"
En svag, blød latter forlod hendes læber som hun i en lang, glidende bevægelse kom op i stående stilling, og lod en hånd sætte sig i siden. Så vippede hun hovedet blot en smule til siden, så de løse lokker blafrede legende om hendes ansigt, og lod de blodige arme slå sig let ud.
"Så hvad nu? Skal du aflevere den til someone, eller satser du rent faktisk på ikke at blive betalt?"
Hun blinkede drillende til ham ved den sidste mulighed - For det var ikke en mulighed. Hun vidste udemærket at han ikke ville gøre et job gratis - Især ikke ét der kunne få slået ham ihjel, hvis han fuckede det op!
Pludseligt så hendes ansigt helt mærkeligt ud, og blikket bevægede sig langsomt over den muntre, glædelige skov.
"Hvor fanden er vi egentligt?"

_________________
avatar
Delilah
Evolved
Evolved

Antal indlæg : 3536
Reputation : 27
Bosted : Unkown. On the road.
Evner/magibøger : I'm connected to the spiritual world, both physically and mentally. Improved body-skills and senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Sean on Tirs 29 jul - 16:50

Han så op på hende, da hun kom til bevidsthed. Lod hende spytte lidt blod ud og komme lidt til sig selv. Han smilte bare roligt til hende, et smil der sagde "bare rolig, jeg tog mig af det hele mens du sov!". Han lod fingeren glide over halskæden i et øjeblik. Hendes ansigt var næsten helt kønt i dette øjeblik og satte blot det hele i endnu større kontrast. Ham der kendte den klamme sandhed og hende, som uvidende, der blot smilte af en halskæde. Det var så sært.
Han holdte halskæden frem, i tilfælde af hun ville se den. Men det var lige så meget for at vise deres præmie frem. Han smilte skævt, da han så på hende med sine mørke øjne. Opslugte hendes ild-øjne uden at lade det gå ham på.
"De kom fra alle sider. Men du glemmer en ting. Jeg er archdemon. Jeg har mere at gøre godt med...Men hvor er jeg dog træt!" det var ikke løgn. Hvis man lige så bort fra at hans tøj ikke var gået i stykker og han derfor ikke havde forvandlet sig...Men ellers, det at han var træt var rigtig nok! Erfaren til at lyve som han var...
"Det lykkedes mig at rive halskæden fri. Og efter du blev slået bevidstløs blev jeg jo også nød til at bære dig ud!" han lød en smule anklagende. For at holde sig til historien, skulle hun jo være med for at hjælpe ham, ikke gøre tingene svære.
"Jeg overvejede at lade dig ligge...Men altså...Selv jeg har vel et ærekodeks et sted" Han rejste sig langsomt op, som om hele hans krop var ødelagt af kamp og flugt.
Han trak let på skuldrene.
"Her var stille og jeg kunne ikke løbe længere. Du er ikke slank som en lille pige" han så på hende med et drillende glimt.
"Så jeg dumpede os her. Det eneste jeg ved er at vi skal den vej..." han pegede den vej de ellers oprindelig var kommet fra.
"...For at komme hjem" Han så ned på hende igen et øjeblik.
"Kan du gå?" spurgte han så. Halskæden røg ned i lommen...For nu.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Utopia always comes with a price...
avatar
Sean
Admin

Antal indlæg : 9220
Reputation : 67
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Delilah on Ons 30 jul - 15:19

Hun himlede melodramatisk med øjnene, så ildkuglerne der agerede hendes iris dansede rundt i hendes ansigt, da han mindede hende om at han var en archdemon. Et svagt smil spillede dog på hendes læber. Et adrenalinsus, som det hun havde fået skubbet ind i hjernen på et sekund og trukket fra sig, efterlod altid hendes humør højt - Selv et falsk, simuleret adrenalinrush, som det hun netop havde været udsat for i sin besvimelse.
"Uh, en archdemon .. Lad mig ryste i skræk!"
Hun blinkede til ham, med et drillende, hånligt skær glitrende i de ekstreme øjne, hvilket tydeliggjorde at hun langt fra frygtede ham. Ironisk, da han var en af de få personer hun havde mødt, som højst sandsynligt både overgik hendes styrke og hastighed. Hendes blik forsvandt fra ham og ned på de blodige fingre, der kort efter bevægede sig glidende igennem de mørke lokker der svajede om hendes ansigt, blot for at efterlade klistrede, røde streger derigennem.
Endnu engang rullede de røde øjne rundt, da hun himlede med øjnene over at han var nødt til at bære hende ud. Han kunne da bare havde ladet hende ligge dér, det var jo ikke fordi han rent faktisk brød sig om hende på noget plan! Hvilket hans næste sætning bekræftede hende i, hvilket blot fik smilet til at danse på hendes læber. Æreskodeks? Hah! Var der penge var der tid ...?
"Æreskodeks? Right, den store martyr, myrder af børn og uskyldige."
Hendes øjenbryn hævedes svagt. Hun ville nok aldrig for alvor tilgive ham for det. På den anden side, havde hun aldrig haft en grund til det.

Delilahs lod med en glidende, smidig bevægelse kroppen rette sig op i stående stilling, og selvom hendes hjerne syntes at skælve mærkeligt så snart hun faktisk stod ordentligt ret, men lod sig ikke mærke med det. Hun var forhelvede lige blevet slået ud af en eller anden halvbehåret dims, hvis der var noget tidspunkt hendes hjerne skulle fucke på, så var det sgu da lige nu!
"Ikke slank?"
Hendes blik gled op på ham, og hendes ene øjenbryn skød op i vejret. Komfortabel med sin krop som hun var, greb hun fat i de smidige stof der nærmest klistrede til hende, tynget i blod, og trak den op for at vise hendes bløde, cremefarvede mave, der ikke syntes at bære et gram fedt. Musklerne der dansede under hendes hud var overraskende nok ikke specielt tydelige, men der var blot en antydning.
"Hvis det her ikke er slank, hvad fanden er så!? Var det ikke dig der påstod du var stærk?"
Hun smilede drillende, og lod trøjen glide ned og dække hendes maveskind endnu engang, som påstod hun at han var slap, hvis han ikke kunne bære hende ordentligt. Hendes blik fulgte automatisk hans finger da den gled i en retning, og vippede hovedet svagt til siden. Ud af skoven - Damn han var sgu også logisk. A-fucing-mazing! Et svagt smil spillede på de bløde læber.
Hun var så pisse morsom.
"Selvfølgelig kan jeg gå! Hvad sker der for morfarbekymringen?"
Hun sendte ham et blændende smil, og begyndte med elegante, smidige skridt at bevæge sig i den retning han havde peget.
"Ville du have båret mig hvis jeg sagde nej?"

_________________
avatar
Delilah
Evolved
Evolved

Antal indlæg : 3536
Reputation : 27
Bosted : Unkown. On the road.
Evner/magibøger : I'm connected to the spiritual world, both physically and mentally. Improved body-skills and senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Sean on Søn 3 aug - 13:21

Dette ville blive en meget lang tid. Alle hendes kommentarer og bare hendes attitude, gav ham lyst til at dræbe hende. Så til helvede med de sære folks planer! Hvem kunne bruge sådan en latterlig kvinde til noget som helst? Hadet blusede op på ny. Lysten til at hænge hende op i loftet og klippe hendes i stykker med en sløv og rusten saks voksede for sekund til sekund, til det næsten blev ubærligt og han faktisk var lige ved blot at gribe ud efter hende og rive hende i to. Han mærkede hvordan hendes latterlige kommentarer næsten drænede ham for energi og han blot overvejede at gå fra hende...Og så måtte hun selv finde tilbage, med garanteret hjernerystelse. Eller...Ikke garanteret, men man kunne vel håbe?
Han ville forlange mange penge for dette her, det kunne Chaya roligt regne med. Næsten flere end et helt land havde i sig selv. Mindst.
Han trak vejret dybt, hev sig selv op og stå og så den vej, som de skulle gå tilbage. Hun havde været så meget sødere på vej ud...Men problemet var nok også at hun havde virket svag på denne tur, i hvert fald så vidt hun vidste og hun kompenserede for det, ved at virke uhyggelig smart og irriterende.
"Altid godt med humør til at gemme sandheden og drive dine medmennesker til vanvid. Du ejer især den dejlige del af det" svare han drillede tilbage, hvad han selv fandt fantastisk at han overhoved orkede det.
"At sige "tak for ikke at efterlade mig til at blive spist" er alligevel en så undervurderet sætning!" Han ville ikke begynde en lang og forvirrende forklaring om at han faktisk ikke huskede at dræbe barnet. Altså...Han vidste han havde gjort det, men selve gerningen...Genkendte han ikke. Og hvorfor skulle han også sige det? Hun ville ikke forstå det og blot gøre grin af det. Så det var ligegyldigt. Det hele var ligegyldigt!

"Det viser bare hvor tung du er, når selv jeg, i træt tilstand, ikke kan bære dig flere tusind kilometer" En overdrivelse. Der var højt et par kilometer til byen. Men...whatever! Det var også ligegyldigt.
Han satte sig i bevægelse og fulgte med hende, i hendes tempo, mod byen igen. Han tog sig ikke af, hvis hun viste tegn på ondt i hovedet. Det var ikke hans problem.
Hans blik gled over hende et øjeblik, da hun spurgte om han ville havde gjort det uanset. Trickspørgsmål? Måske. Det lød som et spørgsmålet, hvor svaret ville være vigtigt senere. Noget hun ville huske. Han smilte svagt. Indtryk...Påvirkning...Godt!
"Jeg ville have båret enhver kone, jeg måtte have anskaffet mig" han bevarede den svagt drillende tone og fik henvist til sidst de var sammen og havde leget kone og mand.
"Men ja, det ville jeg faktisk" tilføjede en smule mere alvorligt. Så hun ikke troede at han bare lavede sjov med det hele og en anden gang bare ville lade hende dø. Så måtte hun tolke det og lave sjov med det, som hun havde brug for, for at føle sig godt tilpas.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Utopia always comes with a price...
avatar
Sean
Admin

Antal indlæg : 9220
Reputation : 67
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Delilah on Man 4 aug - 12:54

Et svagt smil sitrede på hendes læber af hans ord, men hvad der umuligt kunne skimtes på hendes ansigt var, at der faktisk var noget i sætningen der ramte plet i hendes sind. En svag glitren af smerte. Delilah huskede ikke hele sit liv, mange dele havde Chaya taget fra hende uden hun vidste det - Men hun havde ikke et eneste minde sitrende i hende, der ikke omhandlede folks had til hende.
For sådan var hendes liv. Uden set hvor hårdt hun havde prøvet i sin barndom, havde hun altid drevet folk til vanvid, fået et had til at blusse op over hende - Så hun havde givet op, for længst. Hun var udemærket klar over, at hun altid ville være hadet af alle, så hun havde droppet af forsøge at finde en ven. Det havde gjort, at selv den eneste person, hun faktisk fandt som sin ven, havde hun skubbet væk, af frygt for at hadet ville opsluge englen, eller de hadefulde ville myrde hende.
Hun drev alle til vanvid. Det havde han mere end ret i. Det stak i hendes hjerte ved tanken om det, men hun bibeholdt det svage smil på læberne. Hun havde næsten vænnet sig til ensomheden, det evige had - Så at lade omverdenen faktisk fange denne svaghed i deres evige kikkert, ville være at skyde sig selv i foden.
"At drive folk til vanvid, er hvad jeg gør bedst."

"Tak for ikke at efterlade mig til at blive spist ... Du har ret, den er lidt fesen."
Hun syntes at gentage hans ord i en svag latter, blot for at genkende at den var undervurderet, som han havde joket med. En skarp smerte hamrede igennem hendes krop. Ned af hendes underarme, brand ned af hendes rygrad, og hendes lænd syntes langsomt at ætse. Hun tvang alle tegn væk fra ansigtet - Fandme nej om hun ville lege svagpisser. Hun kunne altid betragte sin nøgne krop når hun krop hjem, for at teste hvad fanden der valgte at nedbryde hendes krop.
"Kaldte du mig lige tyk?!"
Chok udspillede sig på hendes ansigt. Langsomt bredte et let sitrende smil sig til hendes blødt kurvede læber.
"For fanden, hvis jeg havde været en af de der prinsessefornærmerede tøsebørn, havde jeg myrdet dig lige nu."
En blød latter forlod de rødlige læber, både over tanken om pigebørnene der arrigt havde angrebet ham, for at få at vide at de ikke var slanke og kønne - men også af hans næste ord, om deres 'ægteskab'. Hun himlede melodramatisk med øjnene, dog med et svagt muntert glimt deri. Hun var overraskende munter netop nu. Hun vidste selvfølgelig ikke at det var magien der påvirkede hende.
"Damn, så jeg har fribillet? Det skal jeg huske."
Hun blinkede til ham, blot for at understrege det var en joke - Hvis han faktisk havde været i tvivl. Et par slanke fingre pillede lettere irriteret halvstørknet blod ud af de mørke lokker, der nu også klistredes svagt til hendes ansigt i en irriterende gestus - Ikke noget der påvirkede hendes magisk påvirkede humør. Det måtte være nogle hormoner de havde fucket op, eller et eller andet stof.
Overraskelse flakkede over hende, over seriøsiteten i hans stemme, og en svag rynke af forvirring gravede sig ind i hendes pande. Det ildrøde blik strejfede ham undersøgende, men forsvandt straks derefter, og gled over landskabet der herskede om dem. Hun forstod det seriøst ikke.
"Hvorfor? Vi har sgu ikke ligefrem et venskab."

_________________
avatar
Delilah
Evolved
Evolved

Antal indlæg : 3536
Reputation : 27
Bosted : Unkown. On the road.
Evner/magibøger : I'm connected to the spiritual world, both physically and mentally. Improved body-skills and senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Sean on Tirs 5 aug - 17:25

Han lod selv blikket glide over det mørke landskab. Lidt efter lidt begyndte byen at dukke frem af horisonten og meddele at de nærmede sig deres hjem og snart kunne slappe af. Og Sean var nød til at give nogle af sine penge væk, for ellers ville Del bare få mistanker om at noget var galt. Han var lige ved at sukke over dette irriterende element, men nåede at bremse sig selv. Selv et suk kunne der tolkes på og han måtte ikke være overmodig. Han orkede ikke at starte forfra.
Han så kort på hende, da han mærkede hendes granskende blik, men valgte at ignorere det. Så måtte hun se hvad hun ville. En god krop, højst sandsynligt.
Han smilte let af hendes kommentar, som om også han fandt tanken morsom. Men i virkeligheden var han skide ligeglad med hvad hun sagde. Han var, håbede han, nået det stadie hvor han kunne smide alle store og små fornærmelser væk. Hans egen indre ro. Og han elskede det sådan.
Han så lidt på hende, da hun blev mere stille. Forvirringen var at tage og smage på. Og han nød det. Forvirring var godt. Den passede perfekt. Og han ville ikke hjælpe hende ud af den. Med tiden, hvis han spillede sine kort rigtigt, ville hun selv finde en vej ud af dem...Og forhåbentlig se ham som en form for ven. Eller noget nær det.
"Du såre mine følelser. Betyder det du vil skilles?" drillede han tilbage og lod den seriøse sætning, og den mening og spørgsmål, forblive i forvirringens tåger. Som om han ikke selv forstod hvad han havde sagt eller hvad det betød.

Endelig nåede de byen. Selv om Del skjulte det godt, var Sean ikke i tvivl om hun måtte have et par smerter. Den måde hun gik på, fortalte ham det.
Portene var ofte lukkede om aftenen. Og denne var ingen undtagelse. Han gik hen til den mindre dør, i porten, og bankede på. Han måtte banke et par gange, før en vagt irriteret skubbede en lille lem til siden, så de lige præcis kunne se hinandens ansigter.
"HVad?" vrissede han. Vagtens ansigt fortalt Sean at han havde småsovet, da de vækkede ham.
Hans hånd gled ned i en af hans lommer og fandt et par sølvmønter frem. Han stak dem igennem lugen og slap dem...Velvidende vagten havde en hånd parat til at gribe dem. Så trak han armen til sig.
"Vi er lidt sent på den...Men det betyder vel ikke noget?" Vagten så mistænksomt på dem et øjeblik...
Lidt efter kom lyden af en slå der blev trukket fra og døre åbnede sig, så de kunne komme ind i byen igen.
Sean gik lidt ind i byen, væk fra vagtens rækkevidde. Og gik ud fra Del var med. Hvis hun var...
"Jeg har ikke mere på programmet i dag. Du skal vel også hjem og slikke dine sår" kommenterede han med et lille smil og så på hende. Han gik ikke ud fra hun havde brug for noget så sølle som en "ven" der hjalp hende med at rense hendes sår og komme i seng. Han havde allerede puttet nok kvinder med sår...Og de blev som regel boende hos ham. Det var det værste.
"Vi ses nok igen" smilte han. Velvidende at det ville de. Før eller siden. Han bragte ikke emnet om penge på banen. Det måtte hun selv...Og hvis alt skulle være rigtigt, havde han ikke besøgt sin arbejdsgiver endnu for at få pengene.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Utopia always comes with a price...
avatar
Sean
Admin

Antal indlæg : 9220
Reputation : 67
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Delilah on Tirs 5 aug - 19:05

Delilah gik halvt i sine egne tanker, imens de forsvandt imod porten. Hun anede ikke hvor længe de havde gået, mens Seans 'tusinde kilometer' holdt sgu ikke stik! Et svagt smil dansede på hendes læber da hun skimtede en sætning, der hentydede til en form for skilning imellem dem. På trods af at hun havde lullet sig ind i sine egne tanker, fandt hun det faktisk halvmorsomt.
"Hvem ville dog skilles med dig?"
Tydeligvis en joke. Hvis hun faktisk havde været gift med Sean, havde hun panisk løbet ned i gaderne, i et forsøg på at blive skilt - De havde trods alt ikke det bedste forhold i verden. Det ville dog mest være fordi tanken om at bliv gift med nogen som helst, sendte sitrende panikanfald igennem hende. Nej nej nej!
Pludseligt stod de ved porten. Forvirring dansede i hendes krop, men hun hverken afbrød eller reagerede ved Seans lille dialog med vagten. Bestikkelse. Det overraskede hende ikke - Hun havde en eller anden idé om at han var stinkende rig. Noget hun ikke brød sig om - Rigdom skabte hierarkier, og hierarkier gav hende en ekstrem kvalme. Det var latterligt og sygt. Noget han sikkert var MEGET uenig i.

Hun fulgte ham blot, fraværende, efter de var trådt ind igennem porten. Hun var gået fra ekstremt munter, til ekstremt træt - Igen deres magi der fuckede hendes krop op i starten. Så da han talte blev hun hastigt skubbet ud af tanketrådene, og lod blikket glide op på ham, i svag forvirring. Huh?
"Hm? Åh. Jeg har ikke planer om at slikke på mig selv, men ud over det .."
Et svagt smil sitrede på hendes læber. Så hævede et enkelt øjenbryn sig svagt, så snart hendes tanker strejfede pigerne. Hun havde lige for tiden ikke noget hjem, medmindre hun havde pigerne, i hvilket tilfælde hun lejede et værelse indtil hun måtte give dem tilbage. Så var hun hjemløs endnu engang.
"Jeg ved du har penge med, så jeg ved du kan betale nu. Du får trods alt resterne, når du afleverer halskæden."
Et smil sitrede på hendes læber. Efter hun havde modtaget pengene sendte hun ham et halvhøfligt nik, der endnu engang syntes at glide ud i fraværende, og snurrede omkring for at forsvinde ud i natten.
"Nu får vi at se. Måske er du heldig at jeg forsvinder."
Kort efter var hun trådt væk, og gået i et med nattens skygger.

//Out

_________________
avatar
Delilah
Evolved
Evolved

Antal indlæg : 3536
Reputation : 27
Bosted : Unkown. On the road.
Evner/magibøger : I'm connected to the spiritual world, both physically and mentally. Improved body-skills and senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Deathaura (Delilah)

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Side 2 af 2 Previous  1, 2

Tilbage til toppen

- Similar topics

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum