Heres a lollipop cutie (Xander)

Engelen fortsatte med at være nysgerrig. Det var da godt for hende, at han var ærlig og ikke havde noget at skjule. Hun kunne spørge om lige hvad hun ville. Det ville ikke rigtig røre ham. Endnu engang lod han sit blik bore sig ned på den ene levende død... Den så også på ham nu. Et par tomme øjne var det eneste at se. Intet var tilbage.
For at forhindre sig selv i at hoppe ned til den, så han hen på Alex igen, med et par tomme øjne. Lige nu kunne han ikke se andet end sin mor der blev spist foran ham. Et syn der med tiden havde lært ham, at ignorere psykiske smerter og næsten også fysiske. Billedet af moren forsvandt ved det Alex spurgte om. Han rystede blidt på hovedet. "Nej, hun er selv dæmon, så det er ikke problemet... Det mere det at..." Han vidste ikke rigtig hvad han skulle svare. Med et dybt suk, rejste han sig op og spændte hver en muskel i kroppen. "Det er lige meget, jeg var dum nok til at forelske mig," Han så igen tomt på hende. "Ingen kan elske en incubus," Det mørke i hans stemme afslørede, at han mente hvert et ord han sagde. Det var jo sandt.
Det gav et ryk i grenen. Lyden af træ der splintrede fik det til at løbe Xander koldt ned af ryggen. Han mærkede et ryg i sin arm og det, at han troede han ville falde ned, fandt han nu sig selv i armene på Alex. De smukke sorte vinger bredte sig over himmelen som to sorte skyer. Han gispede lavt og så ned. Kommentaren om, at han var en smule tung, fik ham til at kigge op på hende med et irriteret grimasse. De krystalblå øjne strålede svagt i solens skær. "Sæt mig venligst ned," Han skubbede hårdt til hende. Efter det halv hårde slag, gav armene der holdt ham oppe efter og lige pludselig kunne han se jorden komme nærmere. Med et højt og smertefuldt bump, landede han i en busk. De levende døde så hen imod ham. Deres langsomme og halv spiste kroppe begyndte langsomt, at komme hen imod ham..
Xander ømmet sig lavt over bumpet. Hele kroppen skældte ham ud, for at have skubbet sig ud af Alexs arme.. Da han forsøgte at rejse sig, vaklede kroppen under ham og han faldt bare ned på sine knæ igen.. De levende døde kom nærmere og nærmere. Han bandede for sig selv. Tingene gik da også bare perfekt!

Inden han kunne nå at skubbe hende, smilte hun kærligt til ham. ”Du skulle tro det var løgn, du er elskværdig Alexander, du er nuttet og har de sødeste krystal klare øjne. Hvilket kan få alle folk til at falde for dig.” Hendes smil forsvandt, da han skubbede til hende. Følelsen af hans tunge krop der fik hendes tynde arme til at gi efter, satte knuder i hendes mave. Hendes øjne blev triste i det han faldt, forsøgte hun at gribe fat i hans arm igen. Med et lille snit fra deres fingre der strøg hinanden, faldt han hurtigt væk fra hendes række vide. Hun råbte hans navn, frygten for at han måske lande med hovedet først var stor. Han kunne jo brække nakken eller ikke mindst brække hver en knogle i hans krop!
Hun kiggede ned på ham, da hun så hvordan han lande i en busk. Måske ikke lige det mest bløde sted at lande, men det var bedre end en sten. Hun blev oppe på himlen, i chok over at han måske var død. Hvis han var død var der jo heller ikke nogle grund til at flyve ned til de døde. Hendes øjne lyste op, da hun kunne se at han rørte på sig.
Hendes blik blev placerede på de døde, som stille gik mod ham. Eller humpede, nogle af dem kravlede vel også. Et sus fløj gennem hendes krop, for første gang fik hun gåsehud. Hun rystede på hovedet og fløj ned på jorden, hendes fødder blev placerede foran Xander, hun bukkede sig ned til ham og samlede hans dolk op. Hendes øjne var kolde, de havde skiftet farve til rød. Hun virkede nærmest overlegen overfor ham, ikke engang det normale kærlige smil var placerede på hendes læber. Hendes smil var koldt, hun vende sig om hurtigt om og gik mod de omkring 30 stykker af døde folk der gik mod Xander. Hendes vinger bredte sig ud, blod dråber blev sprøjtede ud på Xanders ansigt. Stille blev hendes Vinger mindre. Da de var hel væk, var hendes ryg helt blodig og hendes hvide kjole var langsomt blevet rød.
Med rene og perfekte bevægelser, stak hun dolken ind i panden på den første Zombie. Hun snurrede elegant rundt inden de fik fat i hende fik hun placerede dolken i panden på endnu en. Dette forsatte i omkring en time, da der kun var en tilbage. Stod hun foran den, stille gik hun mod den. Hendes hvide kjole var nærmest flået i stykker og af alle de døde som håbløst havde forsøgt at gribe fat i hendes.
Blodet var sprøjtede ud på hendes tøj og ansigt, hvilket fik hendes til at se utrolig drablig ud. Hun greb fat i den sidste Zombies hår og trak den mod Xander, hurtigt smed hun den foran Xander og rakte Dolken ud til ham. ”Du er uforskammet, men her! Jeg kunne se at i to havde en historie sammen” Hendes stemme var kold, men hendes øjne var stille ved at få sin mørke brune farve igen.

Det hun sagde til ham, sendte to følelser igennem ham og han hadede dem begge to. Varme spredte sig rundt i kroppen sammen med smigren, alt imens mistroen forsøgte at bekæmpe dem sammen med usikkerheden. Han så op på hende. Inderligt håbet han på, at hun ikke kunne se disse følelser kæmpe inde i ham!
Hvorfor havde han følelser overhovedet!? De var ikke til andet end besvær!
Hele kroppen var tung som bly. Lige meget hvad han gjorde, så kunne han ikke rykke sig ud af stedet og benene vaklede under ham. Hvis havde det været hans egen skyld, men han var bare ikke van til, at andre væsner end hans ofre var så tæt på ham, præcis som Alex havde været da hun løftede ham. De levende døde var nu helt henne ved ham. Deres stank var mere en rigeligt nok til at afsløre dem. Han spærrede overrasket øjnene op, da et par sorte vinger spredte sig ud foran ham og kastede skygge over ham. I et kort øjeblik følte han sig magtesløst i skyggen på Alex... De drabelige øjne hun pludselig havde fået, gav ham mere kuldegysninger end synet af en levende død. Dolken tog hun glædeligt op i sine hænder. Han så fra hende til dolken. Derefter hen på de levende døde der var i fuld gang med at angribe hende... Hun dansede rundt, dræbte hver og en af dem, efterlod Xander mundlam. Hvad pokker var der sket med hende? For blot et minut siden havde hun været fjollet og.. skrøbelig... men nu.. var hun som en kriger.
Dolken blev endnu engang smidt foran ham. Det samme med den genkendelig døde. Han tog imod dolken, rejste sig vaklende op og lige så hurtigt, samt elegant, stak han dolken igennem dets kranie og så den falde. Han så på den i nogle sekunder, før han kiggede op på Alex med et stædigt blik. "Nok er jeg uforskammet, men du løfter mig bare op og trykke mig ind til dig som har du... kendt mig i flere år!" Han forsøgte at rette ryggen og være stolt... Ryggen gav dog efter fra slaget. Han faldt ned på sin knæ med et svagt klynk. "Kan du ikke bare lade mig være, du kunne bare have ladet mig dø!" Han hostede voldsomt. Små blodpletter fuldt med hosten op.

Vreden i hende var stor, men forsvandt stille og roligt mens hun smadrede de dødes kranier. Denne dræbelige følelse, var ved at suge livet ud af hende. Følelsen for at smadre alt var stor, hvilket næsten fik hende til at trække på smile båndet når hun stak dolken ind i panden på de døde. Dog var hun stadigvæk en smule sur på Xander, men da hun så hvordan han rejste sig op for at dræbe denne ’VEN’ Som han havde stirret så stift på det meste af tiden. Fik hende til at smile lidt ”Gjorde det ondt da du faldt fra himlen” Hun sagde det inden han faldt til jorden.
Smilet forsvandt dog, da han åbnede sin mund. Som om hun kendte ham? Hun kendte ham nok ikke særlig godt, men som hun kaldte det. Var Xander nu et offer for hende, hun kunne lide ham. Lidt som en søster eller en mor, af en sær grund tiltrak hans energi hende. Så vred og trist en energi som han havde omkring hende, var som en trance for hende. Hun ville vide hvorfor han var så såret, hvad var der sket med ham og ikke mindst. Hvor var hans forældre?
Hun sukkede blidt, i det hun hørte hans lidt svage klynk. Han havde smerter, måske skulle hun bære ham tilbage til hytten. Så han kunne få noget bandage eller medicin til smerten, stille åbnede hun sin mund. Dog blev hun afbrudt af ham, han var sur og snakkede mest af vrede. LADE HAM DØ! Nah, af en sær grund ville hun hellere være hos ham. Holde om ham og kramme ham engang i mellem, som en bamse! Da han begyndt at hoste blod op, greb hun fat i hans bluse, under hans hage. Med et ryk fik hun løftet ham op, hendes arm rystede en smule under vægten af ham. Hendes øjne var stadigvæk brune, men de var kolde og det var klart at hun var vred ”Jeg lader dig ikke dø, da det er tydeligt at du har mere at leve for! Så mand dig op!” Hun råbte at ham. Hendes øjne rystede nærmest, som om hun ville græde. ”Hvis jeg lader dig dø nu!... hvem skal jeg så sove sammen med og hvem skal så SKAFFE MAD TIL MIG OG TJENE TIL FØDEN!!” Det virkede som om hun enlig var bange for at hun selv skulle skaffe mad, hendes tanke gang gik nu mest ud på at hun ikke ville være alene igen.
Tomrummet i hende var grufuldt, hun var et monster… et monster fyldt med frygt, frygt for at blive låst inde i et mørkt rum som da hun var lille, frygten for at være alene og føle sig magtesløs. Hun satte ham ned på jorden igen og gned sig i øjnene. ”Vi må heller få dig tilbage til hytten, du er ret såret.” Hun åbnede sine øjne og smilte kærligt til ham endnu engang, hun satte sit hoved på skrå og prikkede ham på næsen ”Hvis du er heldig, får du lov til at sove i din seng i nat” Hun fniste kærligt inden hun satte sig på hug overfor ham
”Så… hvordan gør vi, du kan tydeligvis ikke gå selv… og du vil ikke have at jeg bære på dig, men hvis jeg bære dig går det meget hurtigere også skal jeg nok binde dig ind når vi kommer hjem. Hvad siger du til det Alexander” Hendes stemme var kærlig, lidt som en moderlig stemme. Hun satte sit hoved på skrå og lukkede sine øjne, blod dryppede dog stadigvæk ned fra hendes kinder.

Han kunne næsten heller ikke høre mere. Alt hvad hun sagde til ham var en lav form for hvisken. Så da hun pludselig løftede ham op fra jorden, kunne han ikke andet end at lade hende gøre det og bare lytte til hvad hun havde at sige, selvom det stadig blot var en lav hvisken. Det var som om en lyd dæmpende mur havde dannet sig over hans øre. Han forsøgte derfor at mundaflæse, ved at se på hendes læber. Desværre lykkedes det ikke. Han kunne ikke mundaflæse. At hun ikke ville lade ham dør, var for ham sært, eftersom hun ikke kendte ham overhovedet og han var en incubus. Han slog uskyldige kvinder ihjel. Det burde være nok til at give en engel lyst til at ønske en død. Men, nu var hun jo også en falden. Så det var nok en helt anden sag. Han smilede svagt til hende over det hun sagde. Finde mad til hende? Selvfølgelig var det derfor hun behøvede ham i live. Selv sætningen med sengen, kunne fremtrylle et smil på hans læber, et smil der snart forsvandt ved at han skulle hoste igen. Hver en del af hans krop gjorde utroligt ondt. "Fint, bare få mig hjem tak, om du bærer mig eller ej... jeg er ligeglad," Lykkedes det ham at få sagt efter hosteturen. Han tørrede blodet i sin mundvige væk i sit ærme.

Xanders øjne var blevet så tomme, som om han havde problemer med at holde sig ved bevidsthed, af en sær grund gav det hende en skrækkelig følelse. Stille samlede hun hans hat op som var landet ved siden af ham, hun satte den blidt på hans hoved og smilte mens hun vendte på at han svarede om det var ok at hun bar ham.
Hatten dækkede desværre hans bedårende smil, mens Alex kiggede rundt. Der kunne jo være flere af de så kaldte døde omkring dem! Hun hørte kort hans svar, han var ligeglad med om hun bar ham eller ej. Et kærligt smil kom frem på hendes læber, hun rev et stykke af fra hendes allerede ødelagte hvide kjole og gav ham den ”Her, til blodet.” hendes stemme var blid og meget rolig, hun fjernede dog Hatten fra hans hoved, da den bare ville give ham hoved pine hvis hun valgte at bære ham. Den ville også bare presse mod hende, hvis han havde den på og falde at ham hele tiden. Så Alex besluttede sig for at tage hatten på sit eget hoved, stille satte hun sine arme under ham. Med en rolig bevægelse løftede hun hans halv tunge krop op fra jorden, hun smilte lidt og begyndte at gå stille mod hytten igen. Hendes ben rystede under hende og det samme gjorde hendes arme, hun havde selv mange smerter efter som hun valgte at bruge sine vinger.
Der gik dog ikke særlig langtid før de var ved hytten igen, hun sparkede til døren så den åbnede. Stille gik hun ind til sengen og lagde Xander i den, hun trak dynen om ham og vende ryggen til ham ”Du var heldig, du fik lov til at sove i din egen seng, jeg skal nok sove på sofaen” Hun sendte ham et kækt smil og satte Hatten på et af de små senge borde. Inden hun forlod værelset igen.

Da Solen stod op igen, lå Alex ved Xanders side, hun havde en hånd på hans brystkasse og et ben over hans lår, hendes hoved brugte hans skulder som hovedpude.

Turen hjem huskede han ikke meget af. Han kunne godt fornemme at Alex endnu engang løftede ham og endda selvom kroppen rystede under hende. Det fik kort hans tanker til, at køre rundt i hovedet på ham. Havde hun slået sig i kampen med de døde? Var han virkelig så tung? Han var da ikke tyk på nogen måder, så forhåbentlig var det opbyggende muskler der fik ham til at veje noget! Han faldt i søvn i hendes arme.. Den dejlige varme hun udsendte var behagelig. Om han så ville indrømme det eller ej. Ryggen ramte noget blødt og det gik op for ham, at han endnu engang lå i sin seng og Alex frivilligt tog sofaen. Det fik ham endnu engang til at smile. Et oprigtigt smil som der sjælendt var nogen der fik at se.

Næste morgen vågnede han ved følelsen af, at noget varmt lå op af ham og da det gik op for ham, hvad det var, rystede han på hovedet og kiggede derefter rundt. Hans blik landede dog igen på Alex. Hun så sød ud når hun sov... så smuk og fredelig. I det korte øjeblik af svaghed, fjernede han en hårlok fra hendes ansigt og tog den om bag hendes øre. Det gik dog hurtigt op for ham hvad det var han var i færd med. Blidt ruskede han i hende og forsøgte at skubbe hendes lår, der var over hans ben væk. Overrasket spærrede han øjnene op da han kunne mærke hud.. Havde hun ikke noget på!? Han ruskede endnu i hende. "Alex, vågn op, du.. er lige lovlig tæt på," det kom som en svag mumlen.

Alex havde valgt at sove i den bløde seng sammen med Xander, da Sofaen var hård og hun blev ved med at høre de døde rumle rundt udenfor hytten. Hvilket gav hende en smule frygt for at de måske ville bryde ind mens Xander sov. så det ville kun være mere sikkert for dem begge hvis hun valgte at sove inde ved Xanders side.
Hun kunne stille føle hendes hår der blev fjernet fra hendes ansigt, det kildede en smule, men hun vågnede dog ikke af det. Hendes hånd kørte en smule op af hans bryst kasse mens hun sov. Hun kunne mærke Xanders hænder der en smule forsigtigt ruskede i hende, dynen kørte en smule ned inden hun åbnede sine øjne. Hun var kun iført trusser og en bh, da hendes kjole var blodig og revet i flere forskellige stykker, så hun havde ikke set nogle grund til at have den på mere. Den dækkede heller ikke rigtigt noget mere!
Hendes øjne var trætte og Xanders stemme kom ikke rigtig ind, da han snakkede til hende. Hun tog sine arme om ham og krammede ham tæt indtil hende ”Fem minutter mere.” Hendes stemme var blid, et lille smil var dannet på hendes røde læber. Hun kunne høre hans Hjerte hamre, hvilket kun gjorde hen mere beroligende og træt. ”Fem minutter...” Gentog hun inden hun hurtigt igen var faldet i søvn.

Endnu engang, han bad hende om, at flytte sig og hun bad om fem minutter mere. Hun skulle nok få fem minutter. Roligt skubbede han hende væk, lod som om, at han ikke havde sin hånd imod hendes barre hud og steg ud af sengen. Han strak sig og gabte. Et jag i ryggen, gjorde ham klar over den smerte han havde forvoldt sig selv i går. Han mumlede irritabelt og rejste sig haltende op. Kun 15 år gammel og han følte sig allerede som en 90 årige med rygproblemer. Med så lette skridt han nu kunne tage, gik han ud i køkkenet og så sig omkring, som var han et nyt sted. Det var underligt, eftersom han var i sit eget hus, men den nye duft af engel gjorde bare tingene fremmede for ham. Han smilede svagt for sig selv og gik derefter ud på badeværelset, hvor han valgte, at fjerne den tørre blod fra sit ansigt, ved at skylle ansigtet i vand..
Derefter gik han ind på sit værelse igen, for at tjekke om Alex stadig sov eller om hun var vågnet.

Et lille smil kom frem på Alexs læber, da Xander valgte at lade hende sove videre. Hun havde nu mere forventede at han ville kaste hende ud af sengen, mens han måske råbte noget i stil med ”MOVE BITCH!” han gjorde dog ikke som hun havde i tankerne, hvilket fik hende til at smile.
Da han rejste sig ud af sengen, åbnede Alex sin mund lidt. ”Pas nu på dig selv… Alexander” Sagde hun med en lav stemme, hun var træt. Og ønskede nok mest bare at sove, til solen gik ned. Det med at dræbe zombier var måske ikke lige noget hun gjorde hver aften. Efter lidt tid rejste Alexs sig ud af sengen, hendes hvide kjole var smidt ud. Da den var revet i små stykker af de døde og dækket af blod, Alex havde nu heller ikke noget imod at gå rundt i bh og trusser foran en mindre årig.
Hun gik forbi badeværelset og ud i køkkenet, stille åbnede hun køleskabet. Som selvfølgelig var tomt, hvad havde hun regnet med? En incubus spiste jo som sådan ikke mad, der var dog lidt mælk og noget vand. Intet andet, et lav mælt suk slap hendes læber og hun strakte sin krop. Ingen mad! Hvordan skulle hun overleve. Stille vende hun sig om og gik tilbage til soveværelset, hvor Xander nu havde stillet sig i døren, for at tjekke om hun stadigvæk sov. Hun satte sine hænder på hans ryg og smilte halvt ”Bøh!”

Et greb om hans skulder, fik ham til, at gispe og vende sig om hurtigt, som havde noget laddet en pistol bag ham. Da han til sin lettelse blot så Alex ansigt, faldt han med det samme til ro igen og himlede med øjnene over hende. Til at starte med, bemærkede han ikke hendes påklædning. I stedet så han hende bare i øjnene. Han kom i tanke om, at hun nok var sulten og da han var incubus, havde han intet mad, at give til hende. Kort bed han sig i underlæben.. Han kom i tanke om et æble træ ikke så langt fra dem.
"Der ligger et æble træ ikke så langt fra min hytte," Han gjorde et nik ud imod haven. Først nu, da han skulle til, at sige de kunne finde det sammen, bemærkede han hendes påklædning og løftede spørgende på sine øjenbryn. Noget andet han ikke havde i sin hytte... Kvindetøj. "Eller, vi må heller skaffe dig noget tøj først," Han smilede kort kækt til hende, hvor han derefter forsvandt ind på værelset og rodede ned i en kommode. Her kastede han en hættetrøje til hende, samt et par bukser. Om hun kunne passe det... var en anden sag.

Alex kunne ikke lade vær med at fnise lidt over Xanders måde at reagere på, han var nu kær som altid. ”Du ved du vil savne mig.” Sagde hun, også selvom de praktisk talt kun lige havde mødt hinanden. Alex vidste ikke rigtig hvorfor hun følte at hun havde kendt Xander i flere år, men den her følelse ville hun ikke lade slippe fra hende! Xander kunne måske ikke lide hende, men hvem kunne også det udover Josh og Aeron? Josh vidste dog ikke at hun dræbte børn, men det var en anden sag!!
Da han himlede med øjnene, satte hun sit hoved på skrå. Om han synes hun var træls, var hans egen sag. Hans stemme fik hende til at kigge lidt rundt, hurtigt. Et æble træ? Hun havde ikke set et, da hun vandrede rundt i skoven. Alex nikkede forstående og vende sit blik ud mod vinduet, hvis der var et æble træ i nærheden kunne hun sagtens gå som hun så ud nu?
Xander havde dog andre ideer, han gik mod værelset og begyndte at rode rundt i sin komode, Alex som altid. Valgte at stå på side linjen og kigge spørgene på Xander, til han kastede en hættetrøje i hovedet på hende. Et lavt fnis slap hendes læber og hun tog den lidt væk, for at betragte den. Den lettere grå farve var nu ikke værst, så hun valgte at trække den over hovedet. Ærmerne var for lange for hende og selve hættetrøjen lignede mere en meget kort kjole til hende, pokkers hendes korte lille krop! Skreg hun inde i sit hoved.
Hun tog derefter bukserne på, som også var en smule for store. Hun svømmede praktisk talt i hans tøj, med en kæk lille latter gik hun som en and hen mod ham. ”Hvordan kan du selv være i disse klude? Så høj er du heller ikke i forhold til mig” Hendes stemme var kærlig.Hun måtte indrømme at tøjet var ekstremt blødt og fantastisk at være i, hvis det ikke var så stort.

Savne hende? Helt sikkert! Han kunne ikke vente til den dag hun valgte at forsvinde fra hans hytte! Da den tanke strøg igennem ham, gjorde det ham sjovt ikke så tilfreds som han troede. Ønskede han ikke at hun forsvandt? Irriteret rystede han den tanke væk. Han skulle ikke holde af hende. Han skulle ikke holde af nogen. Det eneste der var vigtigt var hans klan og hans.. Lige i det øjeblik han skulle til at nævne Sean som sin far, kunne han have slået sig selv, men i stedet så han væk fra Alex og sukkede. Sean var ikke hans far og han var ikke vigtig! Da Alex skiftede til hans tøj, så han ud af vinduet og lod solen skære ham i øjnene. De krystalblå øjne lyste op som skinnende safire.. Da hun var færdig, vendte han fronten imod, sendte hende et kækt smil og klappede hende drillende på hovedet. "Vend dig til det.. for.. du vokser ikke, men det gør jeg," Han blinkede drilsk til hende og gik ud af værelset, for derefter at gå ud i haven, i søgen efter æbler til Alexs sult, hvilket mindede ham om.. at han selv skulle have mad på et tidspunkt.

Alex kunne ikke andet end at smile, mens hans tanker fik ham til at flyve væk i det ukendte. Hun var selv sikker på at han ville savne hende, for gudsskyld han var jo et barn alene i en hytte. Med intet andet end døde væsner omkring ham, hvordan kunne han sove om natten? Udover det var han en incubus, han måtte have svært ved at vise sine følelser for nogle som helst. Han måtte føle sig usændigt alene, mange af gangene.
Alex fangede sig selv i at ville nusse hans kind, hun stoppede hurtigt sig selv. Hun skulle ikke vise andre følelser end hendes altid så muntre følelser, dem hvor hun drillede og irriterede ham engang i mellem. Alle andre var unødvenindige, hvis hun viste dem ville det samme ske som der skete i hendes barndom. Venskabet ville falme og de ville alligevel glemme hinanden, hvis de var væk i nogle måneder. Så ville han helt sikkert glemme alt om hendes eksistens og hendes stemme, hun var jo ikke ligefrem den eneste kvinde han snakkede med. Han så jo ansigter hverdag og gik i seng med dem… nu hvor hun tænkte sig om, var der mange pædofile kvinder i denne by? Ellers ville han jo ikke kunne få noget at spise, hun stod og tænkte lidt over det. Mens hun stod i hans store tøj.
Da han blidt klappede hende på hovedet, flakkede hendes øjne rundt. Som om hun havde været et andet sted, i noget tid. Hun vende sine store brune øjne, op mod ham. ”Pås på Alexander, jeg bider… og hvis det endelig skal til, slår jeg dig for at du skrumper” Hun satte en finger under sit øje og hev ned, hvor efter hun rakte tunge af ham. Hendes barnlige opførelse hjalp hende nok ikke lige så meget, men den passede dog godt til hendes højde. Ville nogle nok sige?
Alex vende sig om, da han gik forbi hendes. Hun trak ærmerne op og smurte derefter benene op, så hun havde nemmere ved at gå rundt i det. Da han gik ud, lavede hun små hurtige hop. For at nå hentil hans side, hun viklede sin arme om hans ene arm. Med et drillende smil, kiggede hun op på ham. ”Jeg kan umuligt lade et BARN.. gå rundt alene ude i skoven” Hun drillede ham, som hævn for hans kommentar, om at hun ikke voksede mere. Hun ville gerne vokse! Bare blive nogle få centimeter højere, så ville hun være tilfreds. Mere bad hun ikke om!

Hendes nuttede lille trussel generede ham ikke. Af de få dage han havde lært hende at kende, skulle han ikke tage hendes trusler, eller noget som helst af det hun sagde til ham alvorligt. Eller, sådan havde han set det indtil videre. Desuden, så snart hun fik øjnene op for noget andet, var hun den der var smuttet og sikkert aldrig kom tilbage til ham. En incubus var skabt til ikke at holde af nogen. Det havde hans moster smidt i hovedet af ham en aften. Han var dømt til at være alene resten af sit liv. Og alligevel havde hun... Han rystede den tanke væk. Fortiden lå fortiden til. Hvornår lærte han det?
Han kiggede nysgerrigt op på træet. De bedste æbler var som altid oppe i toppen, med andre ord, han skulle op og klatre! Da Alex kom ud ved siden af ham, ignorerede han det hun sagde og hoppede op, for at gribe fat i en gren og derefter svinge sig op på den. Han så kækt ned på Alex. "jeg smider æblerne, en efter en ned til dig, håber du kan gribe," han blinkede drilsk til hende og kravlede derefter videre op i træet.
Toppen var nået. Fra hver en gren hang der modne og saftige æbler, der blot ventede på, at blive spist af den sultne engel nede på jorden. Så langt han kunne strække sig, smed han et æble ned til Alex, en efter en.
Da han havde smidt nogen stykker, hang han sig i benene på en gren, så hovedet vendte ned ad da han snakkede til Alex. "Skal du have flere?"

Alex truede ham da ikke så tit, gjorde hun? måske log hun aldrig rigtig mærke til det når hun truede folk, normalt levede folk ikke særlig længe når hun var i nærheden. hun trak blid på sine skuldre, Xander betød måske lidt for hende. fordi han snakkede med hende, og selv virkede meget selvstændig. lidt som en person man ikke skulle passe på, eller en der vidste hvordan man overlevede for sig selv.
Af en sær grund følte hun sig ond, når hun tænkte sådan. hvis han var selvstændig, betød det jo at han var meget alene. Hun havde jo heller ikke set hans far eller mor, måske skulle hun spørger ind til dem. Hun rystede på hovedet, hun ønskede heller ikke at han skulle spørger ind til hendes familie! så hun burde ikke stille ham spørgsmål, hvis hun ikke engang selv kunne svare på dem.
Da de stoppede med at gå, slap hun grebet om hans arm. hun kiggede op på det høje æble træ, æblerne nederst så smattede ud og den røde farve så mere brun ud end rød. der var ikke særlig mange grønne æbler, hvilket nok gav god mening. Xander fløj nærmest op til de øverste grene, Alex så overrasket på ham.
var dette virkelig den selv samme dreng, hun havde reddet fra en flok zombier. havde hans smerte allerede forladt hans krop? hun satte sit hoved blidt på skrå, måske undervuderede hun ham lidt. måske var han stærkere end hun gik rundt og troede, et kærligt smil kom frem på hendes røde læber. Xanders stemme fik hende til at ryge ud af trancen, over hans måde at komme op i træet. Hun nikkede blidt "Pff Jeg kan alt!" Råbte hun drillende. for hvert æble hun greb, foldede hun sin trøje og lagde æblerne ned i den.
Der var omkring to æbler hun ikke nåede at gribe, da det pludselig gik for hurtigt for hende. hun sukkede blidt og kiggede op på ham, mens han hang med hovedet ned af. "Det er fint, pas på du ikke falder ned." Hendes stemme var kærlig, hendes brune øjne lyste kærligt op.

Efter hendes ord, kunne slæbende skridt høres omkring træet. nogle forskellige lyde blev hørt, Alex kiggede forsigtigt rundt. Seriøst... zombier? Tænkte hun for sig selv, det tog ikke langtid før to blev synlige bag hende og en ved hendes højre side. hun kiggede en smule rundt og holde æblerne i trøjen, som om hun ville opgive sin morgenmad bare fordi nogle tomhjernede zombier kom. "Alexander! du burde nok snart komme ned, der begynder sådan at komme folk..." Hun trådte til siden og spændte ben for den ved hendes side "De spørger efter dig!"

Nok gjorde det en hel del ondt i kroppen at klatre, men det var ikke ligeså slemt som i går! Desuden, en smule smerte, gjorde dig blot stærkere igennem livet ikke sandt? I det han skulle til, at klatre op for at rette sig op, strejfede det velkendte grynt fra levende døde hans øre. Skulle de absolut komme anstigende lige nu? Han var hurtigt helt oppe på grenene, for at rette sig op og derefter sprang han ned på jorden, landede med sine ben rystende under sig. Normalt havde han intet imod, at skulle kæmpe imod dem, men problemet var bare at han ikke havde nogen våben med herud. Han tog fat i Alexs håndled og trak hende med hen til hytten. "Skynd dig ind, find dolkene under sengen og køkkenet, bare noget der kan stikke igennem et rådent kranium!" Han skubbede hende ind af døren og lukkede den bag sig selv. De levende døde havde selvfølgelig fulgt efter dem. Med høje grynte lyde, hamrede og kradsede de på døren, med deres forlængst slidte negle. Xander holdt døren så godt han nu kunne med den halv ømme krop, da han håbede på, at Alex var i gang med at finde våben til at dræbe dem med. Indtil videre var der heldigvis kun to, eller, det håbede han da i hvert fald at der kun var! "Ikke for at stresse dig men øh.. kan du skynde dig lidt!" De to omvandrende lugteposer var langt stærkere end han troede. Ingen tvivl om at de ville ind til dem.

Alex kiggede op på Xander, mens han hoppede ned. Den levende død som hun havde spændt ben for, var hurtig med sin hånd. Inden hun fik set sig om, greb den fat i det ene bukseben. Et lille forskrækket hvin undslap hendes læber, da hun havde opfattet hvad det var. Trådte hun hurtigt hovedet ned i jorden, hun kunne selvfølgelig ikke smadre kraniummet, selvom hun lidt ivrigt forsøgte.
Da Xander greb fat i hende og hev hende af sted, tabte hun de fleste af æblerne. Hun kiggede op på ham og derefter tilbage på de døde, det var trist… bare at efterlade disse æbler på jorden, hun følte mest for bare at gå hen og samle dem alle op igen. Hendes øjne flakkede lidt rundt, da han trak hende indenfor i hytten. Hun nikkede blidt til hans ordre, om at finde dolkene.
”Got it!” Hun satte forsigtigt æblerne i et hjørne, og løb ind på værelset. Hun gled under sengen og greb fat i en dolk, hun kastede den mod Xander. Den hamrede ind mod væggen, ved hans hoved. Få centimeter mere, og han ville have fået et snit i kinden. ”Jeg skynder mig, jeg skynder mig!” Hun løb derefter ud i køkkenet, hvor hun fandt en køkken kniv. Med en perfekt bevægelse, svang hun den rundt. Hun fik åbnede et vindue, hvor hun stak hovedet ud for at tjekke om hvor mange der var. To… tre måske fire, men det var også det. Hun kiggede mod Xander, og smilte drillende til ham. ”Jeg hopper ud, der burde kun være fire… højest, du behøver ikke at bekymre dig” Hun blinkede kækt til ham, som hævn for de gange han havde gjort det mod hende.
Hun sprang ud af vinduet og gik mod døren, hun lavede et hop for at få deres opmærksomhed. Da de hørte hoppet, stoppede de lidt efter lidt med at hamre på døren. Gryntene var høje og trælse, hun tog et stille skridt mod dem. Dette var ikke svært, hun havde været mod noget værre end dette. De døde var måske stærke, men i forhold til dæmoner og vampyre. Var dette nemmere end man lige troede, hvis man altså ikke havde løst siddende tøj på.
Det gik ikke længe før hun væltede over bukserne, dette havde hun ikke lige regnet med ville ske. Hun tabte kniven, for fødderne af de døde. Da hun fik sat sig op, var det eneste der røg ud af hendes mund. ”Awww Helt ærligt!” Hun slog sin knyttede næve ned i gulvet og kravlede stille tilbage. For at undgå dem, hendes øjne smilte. Men intet smil var på hendes læber, hun kiggede tilbage for at komme op på benene. Dog gik den ikke særlig længe, før selv trøjen satte sig fast i en løs bjælke. Hun stod nu på fire, bare ventede til en af dem ville komme mod hende. Hun rev lidt i trøjen for at komme fri, men intet så ud til at virke ”SERIØST, jeg er stærkere end dett…” Hun stoppede med at tale, da hendes mave rumlede… selvfølgelig, hun havde aldrig rigtig kunne gøre noget når hun sultede….

Banke efter bank, efter bank, blev der imod Xanders allerede ømme ryg og han bandede lavt for sig selv. Fantastisk. De skulle også ud og finde mad til hende! Hvorfor kunne hun ikke æde sjæle som ham eller blod, eller have spise forstyrrelse! Men nej nej, pga. et par æbler, så fik de en flok modbydelige og ildelugtende zombier i hælene! Han bed sig ivrigt i underlæben. Pludselig kom en kniv susende. Det høje dunk da den ramte jorden, gav et gisp igennem kroppen på ham og han kunne stadig mærke suset på sin kind. Han skulle lige til at råbe efter hende endnu engang, da hun smuttede ud af vinduet, helt på egen hånd. Hvad lavede hun!?
Nogle minutter efter Alex var hoppet ud af vinduet, stoppede presset på døren og Xander kunne nu endelig fjerne sig, samt tage dolken i sine hænder. Han var med et, hurtigt ude af vinduet og så rundt efter Alex, der til hans overraskelse sad fast pga. det alt for store tøj. En levende død nærmede sig hende med sit rådne gab. "Alex!" Han løb så hurtigt den sårede krop kunne bærer ham. Den levende død nåede knap nok at ane han var der, før han stak dolken igennem dets kranium, så det sorte blod strintede ud i ansigtet på ham. Hurtigt trak han dolken til sig igen og så rundt, kun for at opdage de andre levende døde var forfærdelig tæt på. Ikke nok med det. Der var flere end de regnede med. Hvornår var der lige kommet så mange? krigen var begyndt at svinde ud, hvad lavede de her!? Han strammede grebet om dolken, før han satte sig på hug nær Alex og rev hårdt fast i trøjen. Den gik med et i stykker, men pokker tag det, lige nu skulle han bruge hendes assistance!
En levende død kastede sig over ham. Dets døde krop overbemandede ham og han lå nu på jorden, fægtede imod rådne tænder og hans hænder der gled i blod, samt huden der var ved at falde af på den dødes ansigt.

Alex rykkede ivrigt på trøjen, mens hendes øjne kiggede op på de levendes døde der kun nærmede sig hende. ”Seriøst, kan i ikke æde et egern eller noget!” Hun bed sig i underlæben, gad vide om Xander ville blive sur over at hun øde lagde hans trøje? Han havde jo valgt at låne den ud til hende, hun var jo klodset mange af gangene de havde snakket samme. Først tabte hun ham, væltede tit eller gik ind i ting. Han burde snart vide at Alex ikke kunne andet end at være uheldig! Susede hun fik af Xander der fløj forbi hende, og dolkede den levende døde i ansigtet. Fik hende til at løfte et øjenbryn, han var god… med en sårede krop, kunne han virkelig bevæge sig så hurtigt. Hun nåede ikke helt at reagere, da han hev trøjen i stykker. Hun rødmede lidt, mest over at hun var nødtil at få hjælp af ham. Forhelvede han var jo mindre årig, hun skulle beskytte ham ikke omvendt!
Hun bandt en knude på trøjen hurtigt, så den ikke hang så meget omkring hendes krop. Da hun fik strammede knuden, faldt Xander til jorden med en af dem over sig. Alex vende sig hurtigt om, hun placerede et spark i dens mave. Hvilket fik den til at falde til hans side, hun havde jo ikke sin kniv mere. Hun greb fat i hans hånd og hev ham hurtigt op på benene, uden at tage højde for hans krop. ”Er du okaii Alexander?!” Hendes stemme afslørrede at hun var en smule bekymret, for første gang så han hendes bekymret side. Hvilket enlig var den kønneste og sødeste side af hende, hun fjernede sit blik fra ham og sparkede en af dem væk igen. Hun havde bare fødder, så hver gang hun sparkede dem. Kunne hun mærke hvordan de dødes hud smattede mod hendes bare hud!
Det løb koldt ned af ryggen, hver gang hun sparkede til dem. Dette ville ikke hjælpe hende på nogle måde, ikke mindst det så kom der kun flere og flere af dem! En herd eller bare en lille studiegruppe, hun anede det ikke. Skoven gemte godt på dem, men luften solgte dem! Hun løb mod to af dem, for at få kniven igen. Da de strakte deres arme ud efter hende, greb hun fat i den ene og svang den inde i den anden. Hun lavede et lille hop væk, hvilket så ekstremt yndefulgt ud. På trods af det sorte blod der svang forbi hendes ansigt, hun kiggede kort mod Xander fra øjenkrogen af. Inden hun gled mod kniven, hun greb hurtigt fast i den. Inden længe fik hun pressede kniven ind i en af deres hoveder, hun skubbede den ind i den anden og derefter den tredje. Til de alle samme væltede om kuld, hvor kniven nærmest hev sig selv ud. Hun stod og kiggede ned på dem, da de lå for hendes fødder, et lille smil kom frem på hendes læber. ”Er de ikke lidt søde, den måde de næsten ikke kan gå på og…” Mere fik hun ikke sagt før en af dem fik grebet om hendes nakke, den var hurtigt. Et skrig slap Alexs læber, fra Xanders vinkle lignede det at den fik sat tænderne ned i hendes skulder. Hun havde dog med nød og næppe sat kniven for dens mund, og stod nu og kæmpede om at få dens hoved væk. Mens dens greb kun blev strammere og strammer om hendes nakke, tænderne der også kun nærmede sig hendes skulder.

Alex var hurtig på pletten. Et spark i siden på den døde og den trillede nu hen ad jorden, med rådnet kød der klistrede sig til skovbunden. Hurtig var den klamme sag dog på benene igen og det samme var Xander, takket være at Alex hev ham op at stå, så hele hans krop skreg at han skulle stoppe. Den var i voldsomme smerter efter faldet. Det sortede kort for ham. Gud hvor var han altså ynkelig lige nu! Hvad ville hans far ikke tænke... vent.. hvorfor tænkte han nu over hvad han ville tænke? Det kunne vel være lige meget! Den levende død kom vraltende imod ham, så han nær var blevet bidt i armen, hvis ikke det havde været for, at han hurtigt var tilbage igen og stak dolken igennem dets kranium. Den kvasende lyd af dolk igennem kød var noget han havde vendt sig til. Ud af sin øjenkrog spottede han hen på Alex, der lå til at have klaret den godt, med at hoppe og springe rundt som en anden akrobat. Han stod bare og beundrede det, da en af monstrene igen kom snigende ind på ham, med dets varme og dårlige ånde nær hans hals. Dolken blev snoet rundt sammen med hånden og endnu hørtes lyden kniv der skar igennem kød. Den døde faldt til jorden og han åndet lettet ud.. Det var tæt på!
Et skrig fra Alex fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen og fra der hvor han så det, lignede det at monstret allerede havde fat i huden på hende, hvilket gav et stik i maven på ham. Han løb så hurtigt han kunne hen til hende, skyndte sig om bag hende, hvor han stak dolken igennem kraniet på monstret med tænderne nær hendes skulder. I det øjeblik han ville spørge ind til hende, tog en ny fat i ham bagfra, så han automatisk sparkede til den af ren refleks. Da han vendte sig om imod den, klar til at dræbe den, var synet af den nok til at få ham til at fryse på stedet. Det kunne ikke passe.. Hvordan.. Hvordan var det muligt? Foran ham stod hun... Hans mor.. Begge hofter var spist af, det samme galt højre arm og ben. Hendes altid så kønne ansigt var revet fuldstændig fra hinanden.
Hjertet sad i halsen på Xander, da hun gryntende kom hen imod ham, med sit højre ben slæbende efter sig og de kolde øjne rettet imod ham. Han kunne mærke hvordan grebet om dolken blev svagere og svagere. Det... nej... Han kunne ikke... Det var hans mor... Han... Han stod som fast frosset på jorden. Kroppen havde accepteret at han snart skulle blive bidt, imens sindet kæmpede imod kærlighed og overlevelses instinkter.

Hun følte et hak i hele kroppen, da Xander fik dolken ind i hovedet på den levende døde. Stille blev grebet om hendes nakke svagt, kroppen faldt til jorden ved hendes side. Hun trådte hurtigt til side, og fik sat sin kniv ind i panden på en anden. Hun lå ikke mærke til den knasende lyd, det gjorde hun aldrig. Det knasede mere når hun dræbte folk, hvor kroppen ikke allerede var halv rådnet og forfalden!
Hun kiggede omkring sig, da der stille var begyndt at komme flere fra skoven af. Dette mareridt ville bare ikke stoppe, lige nu ville hun ønske at hun var en vampyr. Hvis hun drak blod, var intet af dette sket. Så kunne hun jo altid nappe lidt af Xanders yndige lille hals, hun smilte lidt ved tanken. Til hendes kinder blev røde, hvorfor forstillede hun sig nu Xander og hendes, ligge i en seng. Mens hun på en forførrende måde drak hans blod, hun rystede på hovedet og klemte sine øjne lidt sammen. Fuck nej! Han var mindre årig, stop dig selv Alex! Skreg hun inde i hovedet. Hun fik dræbte de fleste omkring hende, men da hun vende sig om mod Xander som stod frossede foran en af dem. Greb hun hurtigt fast i hans krave, den levendes døde havde allerede grebet fast i hans trøje og var så tæt på at selve hånden satte sig på ens hud. Hun fik hevet så hårdt i ham, at hans trøje flækkede og han faldt til jorden. Inden han ramte jorden, fik hun sparkede til den levende døde. ”TAG DIG SAMMEN XANDER!” Hun satte dolken i panden på den og kroppe faldt til jorden, med ansigtet rettet mod Xander. Blodet fra den, sad på Alexs ansigt. Hun slap blidt et udmattende suk fra sine læber. ”Er du okaii? Din krop må gøre ondt..” Hun vende sig om mod Xander, det vrimlede med de døde omkring dem.
”Hvis nu vi kravler op på taget, mister de interessen i os… det tager måske noget tid. Men jeg kan flyve og skaffe mad, hvis det ender med at tage dage.” Hun rakte ham hendes hånd, med et kærligt smil på læben. Hendes hoved var sat lidt på skrå, mens hendes lange brune hår dækkede for det ene øje. Hun anede jo ikke at hun lige havde dræbt hans mor, for anden gang. Hun troede bare hun havde dræbt en af de stinkende væsner!

Han så den døde i øjnene. Kunne hun slet ikke kende ham? Han stod lige foran hende, hendes søn, var hun virkelig helt fortabt?
Selvfølgelig er hun fortabt din idiot! Hun er død! Vågn så op, bevæg dig ellers ender du selv som en! Forhelvede Alexander, tag dig sammen!
Han blinkede med øjnene, mærkede noget rykke i ham og i det, at hun skulle til at sparke vedkommende, gik det op for ham at det var Alex der havde grebet fat i ham og ikke en levende død. Han var endelig vågnet op af sin trance. Rundt omkring dem var der ikke andet end levende døde så langt øjet rakte! Han tog dybe indåndinger. Tænk at han nær var blevet dræbt pga. den latterlige svaghed! Alex stemme rungede i hans sind. Tag dig sammen Xander!
Et nyt dunk ramte jorden og denne gang, var det ikke blot en levende død der lå der, denne gang var det hans mor. Hans hjerte bankede af sted, dækkede hans øre til og selvom han udmærket godt vidste, at de var i fare, kunne han ikke fjerne den bankende lyd fra hans hjerte.
Hurtigt var han oppe at stå igen. Han så en sidste gang på hans mor, eller den levende død, før han sendte Alex et varmt og taknemmeligt smil, blot for at skjule hvad monstret på jorden havde betydet for ham. Og selvfølgelig fordi han var taknemmelig for at hun havde hjulpet ham. Han tog imod hendes hånd og klemte den hurtigt og ømt.
"jeg klarer den, lad os se at komme op på taget," stadig med kroppen skrigende efter en pause, gjorde han de sidste spring han kunne og kravlede op på taget. Derefter rakte han hånden ned til Alex, hvis hun nu havde brug for hjælp til, at komme derop.
De levende døde gryntede og brølede utilfreds over deres middags nye position.

Alexs øjne åbnede sig overrasket over hans smil, smilte han virkelig lige til hende. Det virkede ikke rigtig for hende, han virkede på ingen måde som en der smilte! Hun følte hans hånd i sin, da hun trak ham op på benene igen. Han hånd klemte hendes lidt, hvilket gjorde en smule ondt. Hun stod i lidt tid og kiggede på ham, stadigvæk undrende over det smil. Hvorfor undrede hun sig overhovedet over et fucking smil, det var jo ikke fordi hun selv smilte engang i mellem. For at skjule sine smerte, eller for at lyve sin vej udenom ting. Hun rystede på hovedet, da hans stemme sev ind!
Hun nikkede til hans ord, hvis han sagde det. Måtte det være for ikke at virke svag, hun vidste jo godt at han havde fået nogle slag. Fra faldet, fra i går. De kunne umuligt allerede være healet, det ville ikke give mening hvis de var. Hun tog fat i hans hånd og lavede et lille hop, for at komme op på taget ved hans side. Da hun kom op, lød der et sus. En pil fløj mellem deres hovedet, Alexs refleks var at sætte sig hurtigt foran Xander! Hun kiggede forvirret ind i skoven, hendes øjne flakkede rundt. Men alt der kunne ses var kun de døde der vandrede omkring huset ”De plejer ikke at skyde med pile vel?” Sagde hun forsigtigt, hun tog ikke sine øjne fra skoven.
Da der gik lidt tid, vende hun blikket ned mod de døde. Bare for at tjekke, om hvor tæt på de var. I det hun vende hovedet ned, fløj en pil ind i hendes højre arm. Hun satte en hånd på pilen, et lille hvin slap hendes læber. Da hun rykkede på sig kom en anden flyvende og ramte hendes lår, derefter den samme arm. Hun vende derefter øjnene mod skoven igen. ”Mååååske, var dette ikke den bedste ide.” Hun havde en lidt øm latter i sin stemme, hun var en skyde skive her oppe. Personen der skød efter hende legede sikkert bare med hende, de kunne sagtens ramme hende i hovedet når hun sad stille. Hvad var forklaringen på alt dette, Vent… der var en person, og en ret stor flok af de døde, hvis nu man tænkte over det. Gav det god mening, personen havde lokket de døde hentil Xander og hende, for at lokke dem ud. Så de blev nødtil at søge ly endten på taget eller indeni skoven, smart tænkt!
Vreden sivede frem i hendes øjne, det at hun havde valgt at søge ly sådan et retarderede sted fik hende til at skære tænder. Hendes øjne blev langsomt røde, røde som frisk blod.

Han trak hende hurtig op på taget. Det rykkede i hele kroppen men han var ligeglad! Endelig var de i sikkerhed. Han tog glædeligt den friske luft til sig og skulle lige til, at sige noget til hende, da en pil suste imellem deres hoveder og fik ham til at æde alt omkring sikkerhed. Hvornår var de døde lige begyndt at bruge våben? Han så sig forvirret omkring. Hvor i alverden kom pilene fra? I det Alex spurgte om de døde brugte pile, blev hans ord endnu engang slugt, da en pil fløj ind i armen på Alex og gav et hvin fra ham. Han nåede slet ikke at reagere, før en ny ramte hende i låret. Vredt så han sig omkring for at finde den skyldige i dette. De måtte se og komme væk og det skulle være nu! Han lagde sig halvt over Alex for at dække hende så godt han nu kunne. "Det var en fremragende ide, som en hvis idiot med bue og pil besluttede sig for at ødelægge," Det kom ud som en vred hvisken. Hvem vidste om skytten var vampyr eller varulv og kunne høre dem på lang afstand. Han så hende ind i øjnene. I de blå øjne kunne man ane blikket af bekymring. "Klarer du den?"
Nede på jorden fortsatte de døde med at grynte og brøle, tydeligvis klar over, at måltidet på taget ville komme ned på et tidspunkt. Om det så var død eller levende.
Xander åndet tungt ud. De måtte se at komme væk derfra og det skulle være nu! Han så sig omkring. Med Alex på ryggen, kunne han måske hoppe fra træ til træ, og på den måde komme ind i byen. Han så ned på pilen i Alex arm. Roligt lagde han en hånd omkring den. "Det kommer nok til at gøre ondt," hviskede han roligt, før han trak den ud. For at stoppe blødningen, trak han noget stof fra sin trøje af og bandt det omkring, velvidende om at det helt sikkert gjorde forfærdelig ondt på hende. "Vi må se at komme væk, hvis vi er heldige kan du være på min ryg og jeg kan springe fra træ til træ, indtil vi når byen," Han hviskede fortsat til hende, dog højt nok til at hun kunne høre ham.
Der var ikke tid for ham at heale. Lige nu galt det om at komme væk, for at få Alex i sikkerhed. Hans krop måtte hvile på et andet tidspunkt.