Never let me go -Noa-

Aeron sad alene derhjemme, eller så alene som hun kunne være. Hun havde lige været i byen, og det kunne også ses på hendes påklædning. Normalt gik hun ikke i så forførrende tøj, det kom an på situationen. Denne aften havde hun skulle få fat i nogle informationer, nu når hendes familie var tættere på end hun plagede at lade dem komme. Normalt ville hun løbe - flygte. Dog ville hun ikke forlade Noa. Hun ville være ved ham, til at han endte med at blive træt af hende - selvfølgelig håbede hun, at den dag aldrig var kommet. Det langde røde hår var sat pænt op, og Aeron havde en lille tjenestepige til at ordne hendes hår inden hun tog afsted. Det var rart, nu når man ikke kunne se sig selv. Aeron havde lige sat sig i sofaen, og vidste godt at Noa ville komme forbi. Derfor var hun kommet så hurtig tilbage, som hun kunne. Avalon havde snoet sig ned om hendes ankel og op af hendes ene ben. "Sophia, du kan tage fri resten af dagen" Sagde Aeron og Sophia tøvede ikke, og var allerede gået før Aeron nåede at blinke. I et lille hus i baghaven, når Aeron havde gæster - så skulle tjenestefolkene ikke rende rundt og forstyrer.
Aeron havde selskab af fem dejlige venner, tre store og flotte slanger. Udover dem havde hun et firben og som kronen på værket havde hun en løveunge. Lidt udenfor klassen, men Kira var en af de dejligste unger man kunne få sig - og når man nu var vampyr - så var det også det tætteste man kom på en unge. Kira sprang rundt som en eller anden hyperaktiv person - nu når hun tænkte over den fornærmelse, så fornærmede hun lige sig selv. Aeron trak på skulderne. Kira var med Sophia ude i baghaven og sov der om natten. For det var jo nat, og Aeron var først lige vågnet.
De tre slanger, tre tigerslanger Charsa, Myrna og Renlena. Firbenet kaldte hun Selall. Grundet Avalon kunne Aeron forstå slanger, det gjorde også, at hun kunne kommunikere med dem. Shia den lille løvinde. Hun havde givet dem alle et navn.

Charsa snoede sig henover gulvet og op på sofaen, hvor Aeron sad. >>Hvem venter du på?<< Spurgte hun og snoede sig henover Aerons lår og op af hendes side. "Jeg venter på min fyr Charsa. Noa. Så i skal være søde ved ham når han kommer, ikke noget med at bide ud efter ham." Svarede hun og kiggede kort overpå de andre to. Myrna lagde henover pejsen, og kiggede udover stuen. Renlena lagde på galeneret til etagen ovenpå. Tigerslanger var nogle af de giftigste og de hurtigste slanger man kunne få, en røver/ tyv ville ikke overleve at komme på besøg i hendes hus. Selall lagde på stuebordet og sov.

Så bankede det på, og Aerons sanser vidste, at det var Noa. Han havde da fundet vej overtil hende - hvilket var positivt. "To sekunder." Råbte hun venligt. Nogle ville tro, at hun havde en hemmelig fyr hjemmeved sig, imens andre havde mere stille tanker som rengøring eller noget i den til. Hun kunne dog ikke få Charsa til at smutte, de slanger havde deres egne personligheder, og Charsa ville møde Noa som den første. Aeron havde rullet øjne af hende, inden hun var gået over for at lukke op. Charsa, havde snoet sig op over skulderen på Aeron da hun lukkede op. "Hej." Smilede hun kærligt til Noa. "Ja undskyld, jeg blev lidt ophængt." Tilføjede hun. >>Hvad skal det betyde?<< Kom det fra Charsa. Aeron rystede dog blot på hovedet og gik til siden, så at Noa kunne komme indenfor.

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Dette skulle nok blive en dejlig aften! Hver gang han var sammen med Aeron, havde han det altid godt indeni og han ønskede aldrig at gå fra hende. Nok mente de andre, specielt Ethan, at han brugte lidt for meget tid med hende, men hvad kunne han sige, han elskede at bruge tiden med hende! Det var nu også dagen, hvor han endelig skulle se hvor hun boede! Han skulle se kærestens hjem. Forhåbentlig skulle han ikke møde forældrene. Det var han ikke klar til. Og en ting var sikkert, Aeron fik aldrig lov til, at møde hans. De idioter. De fortjente ikke, at møde en som Aeron. Langt fra. Jo tættere kom på hans hjem, jo mere kunne han mærke på sig selv, hvor nervøs han egentlig var. Hvorfor var han nervøs? Det var Aeron. De kendte hinanden. Måske var han bare bange for, at det hele skulle gå hen og ende i vasken. At han endnu engang skulle forelske sig og derefter miste det hele. Han nev sig selv for, at slappe af i kroppen. Det skulle ikke være sådan denne gang. Denne gang skulle det nok gå godt. Han var sikker på, at en som Aeron var værd, at beholde. Og når tiden var inde, ville han præsentere hende for søstrene og Ethan. Når den tosse altså gad, at møde nogen og tage godt imod dem. Han grinede ved tanken. De skulle nok komme til, at holde af Aeron, det var han sikker på.
Med modet klistret til kroppen, gik han hen og bankede på døren, til det smukke hus, hvor der boede en endnu smukkere pige indeni. Han tog en dyb indånding og ventede tålmodigt på, at døren blev åbnet og han kunne komme ind.
Døren gik efter nogen sekunder op og foran ham stod Aeron. Som altid var hun nydelig at se på. Han smilede roligt til hende og trådte ind, da hun lod ham komme ham. I starten lå han ikke mærke til slangen på hende skulder, før han igen vendte sig om og så på hende. Han spærrede overrasket øjnene op. "Wow, hvem er din lille ven her?" Forsigtigt strakte han hånden hen til slangen, dog ikke helt hen, eftersom han ikke var sikker på om det lille væsen ville syndes om, at blive aet af en fremmede. "Den er virkelig smuk," Han så ind i Aerons øjne igen. "Jeg har glædede mig til, at se dit hjem," Han så rundt i huset. "Du bor virkelig smukt,"
Man kunne mærke på Noa, at han var en smule nervøs. Han vidste ikke engang selv hvorfor han var nervøs. Det var jo Aeron. Var det fordi han var forelsket i hende? Han kørte en hånd igennem det brune hår. "Så... Har du flere kæledyr jeg skal hilse på, eller skal jeg finde ud af det, ved at gå længere ind i huset og blive spist?" Det kom ud som en drilsk kommentar.

Hun var glad for at se Noa igen, og endnu gladere for, at Charsa ikke skræmte ham væk. Nogle mente, at kvinder ikke skulle gå rundt med slanger - Ha! Der var det godt Aeron var ligeglad med andres mening - eller nogles meninger var hun ligeglade med - Alex og Noas betød noget for hende. "Det er Charsa, som ville møde dig." Svarede Aeron med et smil, og kiggede kort overpå Charsa. Hun vendte blikket ind i Noas øjne da han sagde Charsa var smuk. "Ja det er hun." Svarede hun og lod en hånd køre hen over Charsa, som strakte sig hen for at tage et kig på Noa >>Ikke Dårligt min tøs.<< Sagde Charsa, hvilket fik Aeron til at blinke et par gange af slangen, inden hun så lyttede til det næste Noa sagde. Han komplimentere hendes hus og hvis hun ikke havde været vampyr, havde hun sikkert haft rødekinder. "Jeg har skam også glædet mig til at du kom." Svarede hun med et smil og nikkede som et tak til, hvad han havde sagt om huset. Hun slog kort blikket ned, inden hun inden for samme sekund fik flyttet det op igen. "Altså, du kunne jo gå indenfor. Uh, og skrig endelig hvis du ser nogle." Svarede hun ham drillende, selvom hun udemærket vidste, hvor hendes dyr var, så ville det være sjovt. Noa vidste ikke hvor mange dyr hun havde, hvis hun overhovedet havde fået det nævnt. Hun lukkede døren, da han var kommet ind, og lod Charsa glide af hendes arm og over på en bogregol. Det var rart lige at få armene fri. Aeron gik op på siden af Noa og placerede et kys på hans kind, inden hun trådte ind i stuen. "På pejsen ligger Myrna og på galeneret i mellem gangen til soveværelset der ligger Renlena." Sagde hun med et smil. Så hævede hun det ene ben over sofaensryg og lod sig blide ned i sofaen, hun tog Selall på bordet så Noa kunne se hende. Derefter satte Aeron sine dyr fra sig og rejste sig op igen. "Så hvad vil du lave?" spurgte hun og slog lidt ud med armene. "Og når ja, jeg har også en løveunge, men hun sover ude ved min stuepige om natten." Tilføjede hun med et smil. Hun smilede lidt nervøs og lod sin finger glide op og vikle sig rundt om den løse lokke.

I stuen hang der mange malerier rundt omkring, det gjorde det i hele huset. De fleste var lidt mørke i farverne imens enkle havde lidt varmere farver. Aeron lagde hovedet lidt på skrå, inden hun så lyste op. "Jeg har noget som jeg skal vise dig" Udbrød hun og greb om hans hånd. Hun trak ham med op af trapperne, og lukkede for en dør. Hun havde aldrig slangerne med herop - det var som at sige, at her havde hun sit privat liv. Der stod et klaver i hjørnet af det pænt store værelse. Der stod en flot seng i midten af værelset, i den modsatte side af klaveret stod der et stativ til at male. Det var et stort værelse og der var plads til at danse, alt. "Det mit hemmelige lille værksted." Smilede hun og trådte lidt ud i rummet, hvor hun snurrede en enkelt gang rundt. Det var ikke noget hun viste til hvem som helst. "Du heldig, du en af de få som kender min lille hemmelighed." Tilføjede hun og blinkede drilsk til ham, det var rigtig nok - men det var hendes måde at leve på. hun var kunstetiskanlagt - ikke hendes skyld og hun så det ikke som en fejl. Aeron smilede til ham og lagde hovedet lidt på skrå. "Jeg er glad for at du kom." Svarede hun blidt .

Da slangen kom hen imod ham, smilede han bare roligt til den og viste ikke tegn på frygt. Det var jo trods alt Aerons kæledyr og ven på samme tid. Hvad var der, at frygte? Navnet Charsa var ligeså smukt som selve dyret. Blidt lod han fingrene glide hen over den glatte overfladen. Han fik næsten selv lyst til, at have en slange, dog kunne han allerede mærke de stikkende blikke fra Andrea og Serena, for ikke at nævne Angela, hvis han tog en med hjem. Han fortsatte derefter ind i huset. Gid nerverne gad, at forsvinde fra ham. Mon ikke de forsvandt jo mere han vendte sig til, at være her og være omkring Aeron. Svaret på det hun spurgte om, havde han ikke lige regnet med, men han tog modet til sig og gik med hende ind i stuen, kun for at opdage en masse dyr. Han smilede stort ved synet af dem. Det var jo fantastisk! Tænkt, at hun havde så mange vilde dyr og kunne tæmme dem! Det var ret så imponerende måtte han sige. Han ville sige noget, men fik aldrig ordene sagt. De sad fast på tungen af ham, både ved synet af dyrene og Aeron. Tingene omkring ham virkede som en drøm. Han så sig endnu engang omkring. Da hun spurgte ham om hvad de skulle lave, kunne han ikke andet end, at løfte svagt på skuldrene og smile til hende. Han var sikker på hvad de kunne lave. Han kendte jo ikke huset som sådan. Forhåbentlig skabte det ikke en pinlig tavshed imellem dem. Han sørgede for, at smile til hende hele tiden og ikke give tegn for, at han var en smule nervøs. Pokker tag nervøsitet!

Heldigvis fandt Aeron på noget. Hun trak ham med op i et rum, hvor han kunne sværge på, at han kunne mærke alle de forskellige dyr rette øjnene på dem. Da de kom ind i rummet, smilede han stort og lå med det samme mærke til klaveret. Ville det sige, at hun kunne spille på det? Det var jo fantastisk! At han var den eneste der kendte til denne lille hemmelighed, var for ham noget særligt. Han smilede kækt til hende. "Jeg er beæret kære Aeron. Din hemmelighed er sikker hos mig," Han blinkede drilsk til hende og gik hen imod hende, da hun smilede blidt til ham og fortalte ham, at hun var glad for, at han kom. "Jeg er glad for du inviterede mig," Hans stemme lød mere varm og rolig end han havde forventet. Blidt placeret han et kys på hendes læber, før han så hen imod klaveret og gik hen imod det. "Spil noget for mig, nu når du siger du har talent," Han smilede kækt. Derefter så han på stativet. Kunne hun også male? Fantastisk! Hans smil blev blot større. "Jeg vidste ikke du havde sådanne talenter Aeron, det er jo fantastisk!" De brune øjne strålede da han så hen på hende. "Du er virkelig en fantastisk person," Han smilede kærligt til hende.
Selvom han intet talent havde indenfor det, begyndte han at spille på klaveret. Tonerne var smukke, hvis det ikke havde været fordi han ramte alle de forkerte efter hinanden. Han bed sig i underlæben. "Ej okay, jeg kan ikke finde ud af det!" Han grinte over sig selv.

Aeron havde lært mange ting igennem 2400 år, hun havde brugt de år fornuftigt. Hun kunne en masse færdigheder, som nogle på hendes alder måske aldrig ville turde prøve på at lære. Hun smilede stort da han drillende sagde, at hendes hemmelighed var sikker ved ham. Hun smilede endnu mere da han kyssede hende, og hun kyssede ham tilbage uden at tøve. Hun vendte blikket over imod klaveret da han gjorde og grinede let. "Hvem siger jeg kan spille på det, måske synes jeg bare det er pænt." Svarede hun og klørede sig kort i nakken. Hun trak på skulderen og så hen på ham. "Hvem siger jeg har talent for det?" Spurgte hun, hvorefter hun gik hen til ham. Hun blev smigret og det fik hende til at slå blikket ned kort, hvorefter hun kiggede op på ham igen. Han havde sat sig på klaveret og begyndte at spillede. Hun kunne ikke lade hver med grine af ham, på kærlighedvis. Hun satte sig ved siden af ham. "Det her er en undskyldning, for at få mig til at spille ikke?" Spurgte hun drillende inden hun placerede sine fingre på tangenterne. Hun gav sig til at spille, og man kunne godt hører, at hun havde styr på det hele. Aeron gav sig helt ind i musikken, og et lille talent for at få folk til at føle musikken havde hun vidst også med sig.
//Melodien: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] //

Efter hun havde spillet færdig kiggede hun overpå Noa igen, og smilede. "Du er altså mindst ligeså fantastisk som jeg er." Sagde hun med et smil på læben, inden hun lagde en hånd på hans kind, og kyssede ham dybt. Derefter rejste hun sig op og lod hendes ene hånd rode med hans hår. "Det tog mig et sæt gode år, for at lære at spille - men det har langtfra været spild af tid." Smilede hun og gik et par skridt bagud. "Jeg er en slags multi talent." Tilføjede hun og spillede drilsk på sine bryn. Hun stoppede op på midten af sit gulv og placerede sine hænder på sine hofter. Aeron kiggede på Noa. Så gik hun hen til et skab og tog sin læderjakke af og hang den ind. Hun vendte sig mod Noa igen. Hun var godt klar over, at hun gik i rigtig lårkort lige nu - men nogle gange var situationerne bedst når man spillede sig ind på dem man skulle have informationer fra. Det var sjældent hun gik rundt sådan her, med håret sat og tøjet kort - forførrende. Så fik han da også set hende i lidt noget andet. Aeron lukkede skabet og gik op foran Noa. "Så. Fortæl mig, nogle specielle talenter gemt under det flotte ydre." Sagde hun lidt drillende, men en lille skjult kompliment om, at hun godt kunne lide hvad hun så. Så prikkede hun han kort drillende på næsen, imens hun kiggede ham i øjnene.

Hun måtte tro, at han var dum. Selvfølgelig kunne han regne ud, at hun havde et talent for, at spille på det. Hvorfor skulle det ellers stå her? Nok så det pænt ud, men i den tid hun havde levet, skulle det ikke undre ham, hvis hun kunne spille fantastisk. Han rakte tunge af hende. "jeg kan fornemme du har talent for det Aeron, så kom nu her, spil noget for mig," Han gjorde et nik med hovedet, ned på den siddeplads ved siden af ham selv. Da hun endelig satte sig, og stoppede ham i at spille, heldigvis, smilede han kærligt og gav sig med det samme til, at lytte til den smukke melodi der kom fra klaveret, da hun lod fingrene danse hen ad tangenterne. Ligesom han havde vist, var hun fantastisk på et klaver og han tog sig selv i, at forsvinde helt væk i den smukke melodi hun spillede. Svagt lukkede han øjnene i og lyttede bare. Lyttede kun til den smukke melodi.

Melodien stoppede og han åbnede igen sine øjne op. Det hun sagde fik ham nærmest til, at ville tvinge hendes ord i sig igen. Vel var han ej! Hun var fantastisk! Han rystede på hovedet. "Er du gal!? Du spiller fantastisk Aeron!" Før han kunne nå, at sige mere, kyssede hun ham dybt og sendte ham i himmelen.
Efter kysset rejste hun sig op, imens hun forklarede historien bag det lille klaver talent. Han smilede. Det måtte være fantastisk at have sådan et talent. "Det må du nok sige.. Hvad bliver det næste? Du kan synge?" Han smilede drilsk til hende..
Det var først da hun tog jakken af, at det gik op for ham, at hun havde lårkort tøj på og hans blik spejdede sig automatisk ned af hende. Hurtigt kiggede han væk igen. Det var ikke tidspunktet, at give en person elevatorblikket på! Han tog en dyb indånding og så hen på hende, da hun spurgte ham om noget. Noget han ikke anede en disse om hvad han skulle svare på! Talenter? Han havde vist ikke rigtig nogen. I barndommen havde han aldrig haft tid til, at lære at tegne, spille klaver, ja, ikke engang at sparke til en bold. Han løftede på skuldrene. "Jeg ved det ikke. Jeg har vist ikke noget talent," Hendes prikken på hans næse, fik ham til at lave en skør grimasse, efterfulgt af et kærligt grin. "Håber du kan leve med en fyr, der ikke kan finde ud af noget som helst," Før hun kunne nå, at sige ham imod, tog han et greb om hendes hofter og trak hende ind til sig, så hun stod imellem hans spredte ben. Han så op på hende med sine brune øjne. "Du er talentet og jeg er den der skal holde styr på talentet," Han smilede drilsk til hende og placerede et kys på hendes kraveben.

Hun nød at spille, det var ingen hemmelighed.  Hun lyttede til hvad han sagde og hævede på et bryn af ham til hans kommentar. Før hun nåede at svare ham på det, havde han taget et fasst greb om hende og trukket ind til ham. Det gav et kort sus igennem hende, imens hun kiggede ned på ham. Hun lod sin ene hånd glide henover hans ene arm, og smilede. Hun kiggede undrene på ham kort, men med et drilsk glimt i øjet- til det næste han sagde. Så rystede hun kort på hovedet, inden han så kyssede hendes kraveben - det gav endnu et sus igennem det - og vampyren elskede lidenskaben. Hun lukkede kort øjnene, inden hun løftede den frie hånd og med en enkelt finger, lagde ham ned på ryggen, hen af bænken. Selv var hun lænet lidt henover ham. "Så burde du virkelig holde bedre styr på talentet." Smilede hun drillende inden hun stille dansede over i den anden ende af rummet, livlig som hun var snurrede hun rundt om sig selv. Aeron væltede dog til sidst bagover og landede med ryggen ned i hendes bløde seng. Hun kunne ikke stoppe med at grine af sig selv. Så rullede hun sig om på siden og kiggede overpå Noa, hun smilede skævt til ham - imens hendes latter langsomt kølede ned. Hendes humør var dog altid højt, smittende højt.

Hun satte sig op og frigjorde hendes lokker. De langede elegant ned af hendes skulder. Hun puffede lidt op i hendes hår, for at det fik mere fylde. Aeron vendte atter blikket hen imod Noa. "Hm. Jeg tror ikke på, at du er helt talentløs. Nu skal du tænke på, at jeg har haft alt for mange år at øve mig i." Sagde hun til ham. Da hun var ung, lige da hun var blevet vampyr - havde hun fået lov til at sidde i et aflåst rum og tørste. Det var jo også en måde af opdrage på sin datter jo. Aeron lavede et nik til, at han bare skulle sætte sig ned - føle sig hjemme.

Han så op på hende, med et par øjne der kunne tilhøre uskyldigheden selv. Hvilket var en stor løgn. Noa var alt andet end uskyldig.
Da han blev skubbet ned og ligge, sendte han hende en drilsk grimasse og satte sig med det samme op, så snart hun igen var gået fra ham. Han betragtede hende som hun dansede rundt i lokalet. Humøret hun havde på smittede altid. Om man så var sur eller trist. Det smittede altid på en når hun var glad.
Hun lagde sig på sengen og grinede høj lydt. Over hvad vidste han ikke, så det var da altid noget, at hendes latter var sød at lytte til. Roligt rejste han sig op og strakte sig.

At hun ikke troede på, at han var talentløs var da altid noget. Desværre for ham, kunne han ikke rigtig se hvad hans talent skulle være. Måske det at han var et røvhul overfor en masse var et talent? Han tykkede kort på det. Neej, det kunne umuligt være et talent! Han kløede sig i håret og så rundt i værelset.
"Tak, men, jeg tror ikke jeg har noget specielt talent som sådan, medmindre det et talent at være et røvhul overfor fremmede?" Han grinede ved tanken om det. Stadig med rolige kropsbevægelser, gik han hen imod sengen og satte sig ned ved siden af hende. Her bemærkede han noget på Aerons hud, der svagt stak op af handsken. Han rørte forsigtigt ved det. "Hvad er det?" Han hentydede til en form for tatovering, der så ud til, at hun havde gemt væk under handskerne.

Hun kiggede på ham og hævede på et bryn. "Du har et talent, det har alle." Smilede hun og kiggede på ham da han satte sig ved hendes side. Hun smilede, lige indtil han spurgte hvad det var på hendes håndled. Det var som om hendes årer frøs fast og hun var bundfrossen i et par sekunder før hun dækkede det hurtigt, og rystede lidt på hovedet. "Det bare et mærke, ikke noget specielt." Svarede hun og Avalon snoet sig hurtigt henover Aerons krop og lagde sig omkring hendes arm, med hovedet imod handsken. Det var et ømt punkt, fordi det var fortid - fortiden var altid et ømt punkt - men i modsætning til andre prøvede Aeron at komme videre, men stadigvæk holde hovedet over vandet. "Fint." Sagde hun så og tog handsken af. Hun kendte Noas stædighed og han ville alligevel finde ud af det på et tidspunkt. Hun vendte sit håndled op imod ham, så han kunne se symbolet der var forenet med hendes hud. "Det et mærke mine forældre gav mig da jeg var yngre." Sagde hun om det. Hun fortalte ikke normalt om hendes baggrund, den var vel ikke så vigtig? Eller den gjorde jo selvfølgelig hvem hun var som person, og Aeron vidste, at hun havde ændret sig meget igennem tiden. "Det symbolisere smerte og ensomhed." Mumlede hun lidt, inden hun så rystede det negative af igen og trak på skuldrene. "Men det er ikke noget særligt." Tilføjede hun med et skævt smil.

Det lå ikke til, at hun var helt på pletten til, at fortælle ham med det samme hvad for et mærke der var på hendes hånd. Hun burde kende ham bedre til, at vide, at hvad der angik sådan noget, så var han stædig og ønskede med det samme at få svar på sit spørgsmål. Heldigvis lå det ikke sådan. Hun fortalte hurtigt om mærket. Historien bag det, fik ham dog bare til, at fortryde han overhovedet havde spurgt om det. Det havde ikke været meningen, at ødelægge hendes gode humør på det! Til sidst, hvor spørgsmålet var blevet besvaret, lagde han forsigtigt en hånd over mærket og kyssede derefter hendes pande med sine varme læber. Mærket betød smerte og ensomhed, med andre ord, hendes barndom havde ikke været let. Specielt ikke hvis det havde været forældrene, der havde givet hende det mærke. Egentlig var han nysgerrig for, at spørge en smule mere ind til det, men han undlod det så godt han kunne. "Undskyld, det var ikke meningen at bringe fortiden op. Jeg kan fornemme det ikke har været det nemmeste," Et nyt blidt smil blev sendt hende.
For at lette stemningen lidt, skubbede han hende drilsk ned i sengen og begyndte, at kilde hende. Hvis hun da var kilden. Hvis hun ikke var det, jah, så havde det lille angreb ikke rigtig noget formål. "Jeg er ikke kommet for at gøre dig i et dårligt humør," grinte han og fortsatte med at kilde hende. En enkelt gang så han ned på slangen. "Ved du om hun er kilden?"

Aeron nikkede til ham. "Det gør virkelig ikke noget Noa. Jeg skal også kunne tage fremtiden og smide den i hovedet engang imellem. Jeg har smidt det bagmig. Udover når jeg ved de er i byerne omkring for at finde mig. DE er ikke så glad for, at jeg går frit omkring." Mere nåede hun ikke at sige før han overfaldte hende. Nok var hun ikke lige kilden men reagerede med et grin. "JEg går skam ikke og er bange i resten af mit liv bare på grund af dem. Jeg har kun latter tilovers for fare." Sagde hun og kyssede ham hurtigt. Avalon sagde ikke meget, men lod sig krybe ned om hendes ankel efter hun havde været en pæn tur ned over hendes krop. "Hun er ikke van til der er så mange der taler til hende. DEt alligevel kun mig der kan forstå hende." Grinede Aeron af Noa og lagde hovedet tilbage, imens hun løftede hånden op foran hende mund fordi hun grinede så meget- latter var den bedste medicin og Aeron var en bombe af latter.