Scars(Ammon)

Selicity havde været på farten de sidste par dage, havde rejst gennem tætte skove, sumpe og tja faktisk alt der ikke havde en sti gennem sig. Hun havde samlet sine ting fra kroen hurtigt efter hun var stukket af og havde sørget for at Stella kom sikkert hjem men hun havde simpelthen ikke turde blive i byen længere, hvad hvis de fandt hende? Hun gøs ved tanken som hun løb så hurtigt som hendes ben nu kunne bærer hende, hun havde ikke turde stoppe for at sove og havde derved ikke sovet de sidste tre døgn, hun havde intet spist da hun ikke havde haft tid til at jage men dog havde hun sørget for at drikke rigeligt med vand når muligheden for det bød sig.
Hendes lange røde hår var filtret, hun havde sår, blå mærker og skader over det hele, det tydeligste var et langt ar ved hendes kraveben lavet af en sølvkniv samt de to lange ar kniven også havde lavet på hendes ryg. Kjolen hun bar havde engang været en ganske flot hvid en men nu var der blodpletter, mudderpletter og en masse huller samt rifter i den over det hele, hendes fødder var dækket af et par lette sorte læderstøvler der dækkede mange af de blå mærker og sår som hun havde på benene. Selicity kunne mærke hvor let og svag hendes krop var men hun nægtede at stoppe nu, endelig brød hun gennem skovkanten og kunne endelig føle sig bare en anelse sikker. Benene knækkede under hende og hun faldt på knæ, hendes hjerte sprang afsted og hun lænede sig forover og hvilede hænderne mod hendes lår mens hun prøvede at få vejret og samtidig bekæmpede svimmelheden der truede med at trække hende helt væk.

En hver anden dag havde han ikke gidet tage på jagt, men denne aften havde det været ganske fornuftigt.
Iført intet andet end et par bukser, gik han langs skovkanten og nød freden, lige indtil en ung kvinde knækkede sammen af udmattelse, omkring to meter fra ham.
''Selicity?!'' udbrød han, og uden tøven var han henne hos hende på mindre end to skridt.
Han skannede hende nærmest med sit blik, inden han tog hendes ting fra hende og fik hende op og stå. Hun havde intet valg.
''Selicity, jeg bærer dig hjem til mig. Du skal hvile dig.'' sagde han, uden tøven. Hun havde engang hjulpet ham fra døden nærmest, og han ville gengælde det tusind gange.
Måske var sandheden at han aldrig havde tilgivet sig selv for at gå den aften.
Uden at vente på hendes svar, hans han fået hende op i sin favn, og så begyndte han ellers bare at gå mod villaen. Det var en kilometer eller halvanden. Det klarede han jo nok.
''Bare hvil dig... Så kan vi snakke senere..'' sagde han mens han gik.
Hans overkrop var dækket af ar, og hans øjne lyste svagt op i mørket.
Genkendte hun ham mon overhovedet?

(undskyld at han er lidt dominerende xD)

Stemmen der skar gennem den ellers så stille nat, stemmen der selv overdøvede hendes bankende hjerte. Ammon... Hun havde skam ikke glemt ham, hvordan kunne hun glemme ham? Han havde efterladt et indtryk på hende, dog vidste hun ikke helt om det fuldt ud positivt. Hendes lyse blå øjne løftede sig fra jorden og kiggede op på ham, smerten var tydelig i hendes øjne samt han ville kunne se bevidstheden der langsomt ebbede ud. "Ammon...", hendes stemme var stadig den samme melodiøse som han havde hørt sidst men samtidig lød ordene ganske besværet. Da han kom tættere på ville han kunne se hvor slemme de blå mærker var, hvor dybe arrene var samt hvordan hendes krop skælvede under hendes egen vægt. "Det er okay, det behøves du ikke...", hun kiggede op på ham med et ganske lille smil, selv i denne tilstand var hun i stand til det, ja hendes krop var i den værste tilstand den nogensinde havde været men hun var jo sluppet levende derfra samt hun havde mødt en fantastisk kvinde.
Let gispede hun i smerte som han samlede hende op i sin favn men gjorde bestemt ikke modstand og da han havde fået rejst sig kollapsede hun nærmest mod hans brystkasse mens hun kæmpede for at holde sig vågen. Hendes øjne kiggede op på ham, scannede hans ansigt for de skræmmer han havde haft sidst de så hinanden. Let løftede hun hånden og hendes fingre gled let og svagt mod hans hud, lige ved hans øje, "Hvordan har øjet det?", hun refererede til hvor slemt det havde set ud sidst de så hinanden. Lige efter hun havde spurgt mistede hun bevidstheden og hendes hånd faldt ned og lå i hendes eget skød. Det var som om nu hvor kroppen ikke skulle bruge kræfter på at holde sig vågen mere at hendes hjerteslag blev mere normalt sammen med hendes ellers besværet vejrtrækning.

Han nåede hurtigt villaen, inden han nærmest sparkede døren ind og fandt det nærmeste værelse hun kunne være i.
Han fik lagt hende på sengen, blidt. Hendes ting blev lagt ved siden af sengen, uden at larme for meget.
Han puttede hende blidt, inden han gik ud fra værelset og ned for at lukke hoveddøren og låse den, for at være sikker på at ingen kom ind uden han vidste det.
Derefter kom han ind til hende igen, og satte sig ved siden af hende og ventede på at hun vågnede.

Der ville gå nogen timer før hun ville vågne, hendes krop var endnu mere øm end den havde været før hun havde sovet men hun havde trods alt også holdt den igang og ikke hvilet sig så hun havde ikke følt smerten. Selicity var beskidt fra top til tå, hendes hår var et vildt roderi og hendes tøj var lige til at smide ud.
Efter nogle timer var gået gled hendes øjne langsomt op og kiggede nysgerrigt rundt, hun huskede ikke at være kommet hjem og lagt sig i hendes skind... Vent det her var ikke hendes skind og det var bestemt ikke hjem. Hurtigt satte hun sig op og peb nærmest af smerte og kiggede febrilsk rundt for at finde ud af hvor hun var henne, hvad de fundet hende? Havde de bragt hende tilbage, hendes hjerte bankede så hårdt mod hendes brystkasse at hun var bange for at det ville hoppe ud, hendes krop skælvede let grundet smerten der løb igennem den men også grundet ren og skær udmattelse. Til sidst landede hendes øjne på Ammon og han ville kunne se at hun faldt bare en anelse mere til ro men virkede stadig forvirret og forskræmt som hun kiggede ham dybt i øjnene.

''shhh...'' tyssede han blidt, og lagde en hånd mod hendes skulder.
''Det er okay Selicity. Du er hjemme hos mig.'' sagde han roligt, med et lille smil.
''Du faldt om i skovkanten.'' sagde han, inden han rejste sig fra sengen, og fandt noget rent tøj frem fra en kommode.
Tøjet var hans. Det ville være for stort, men det ville være lige meget.
''Jeg gør et bad klar til dig. Og så får du noget at spise bagefter.'' sagde han roligt, inden han lagde tøjet på sengen og gik ind i det tilstødende værelse. Badeværelset.

Hun kiggede op på ham og et lille sæt løb gennem hendes krop som han lagde hånden mod hendes skulder men hun kunne udemærket godt mærke at det for at berolige hende og ikke for at skade hende. Hendes øjne var en anelse større men efter lidt tid så kunne han mærke at hun faldt til ro, hendes skulder faldt ned og hendes hjerte bankede ikke nært så hurtigt længere. Da han nævnte at hun var faldet om i skovkanten var det som om det hele kom tilbage til hende og hun kiggede op på ham med et lettere undskyldende smil. Han havde virkelig ikke behøves at gøre disse ting for hende men hun var nu også ganske taknemmelig.
Roligt tog hun imod tøjet og kiggede op på ham imens hun kravlede ud af sengen på lettere ustabile ben men hun blev stående. Let kiggede hun ned på tøjet og lagde det fra sig så hun ikke ville nå at gøre det beskidt med hendes hænder. Med lette og næsten lydløse trin fulgte hun efter ham ud på badeværelset og ventede tålmodigt på at han var færdig. Da han blev færdig med at gøre badet klar gik hun helt hen til ham og stille sig på tær, hendes silkebløde og varme læber blev placeret mod hans kind i et lille taknemmeligt kys, "Mange tak Ammon..."

''Du kan vente med at takke mig til du har spist.'' smilede han roligt, inden han bakkede ud af badeværelset.
Han smilede inden han gik ud i køkkenet hvor han fandt æg, bacon, brød og frugt frem, og begyndte at lave mad til hende.
Selvom det var meget tidligt på morgenen, så gik han ud fra at hun var suten nok til morgenmad.

Hun kiggede lidt efter ham som han forsvandt, han virkede meget anderledes denne gang? Måske han i virkeligheden slet ikke ville have hende her? Let bed hun sig i læben og begyndte kort efter at tage hendes tøj af og til sidst hendes støvler. Hendes øjne gled over sig selv i spejlet, hendes lange slanke fingre gled over arret ved hendes kraveben med let sammentrukne øjne, jovist hun kunne lide ar men disse ar demonstrerede kun hvordan hun havde været svag og ikke havde kunne kæmpe imod. Hurtigt vendte hun ryggen til spejlet og trådte ned i det varme vand der fyldte karret, tankerne flød gennem hendes hoved og hun kom til at tænke på Stella der havde kysset hende for at dække over deres planer om hvorfor de havde hvisket. Let sukkede hun og lod sig glide helt under vandet hvor hun lå indtil hendes lunger brændte, med et gisp efter vejret brød hun vandets overflade og sad et øjeblik bare.
Efter hun havde vasket sig og skyllet sig trådte hun ud af badet og tørrerede sig, hun lod håndklædet falde til gulvet og gik så tilbage til værelset hvor hun havde efterladt tøjet. Hendes fingre lukkede sig om den bløde skjorte der lå til hende, en kulsort en. Hurtigt iklædte hun sig den men lod resten af tøjet ligge da den alligevel gik hende til lige over midten af låret.

''der er morgenmad i køkkenet!' kaldte han med en blid stemme.
Han stod i bar overkrop og løse bukser i samme bløde stof som skjorten hun havde på.
Han havde dækket bord til hende, ganske enkelt. En kæmpe tallerken med mad stod klar til hende, og der var ingen tvivl om at han forventede at hun var sulten.
Han smilede roligt til hende, da han nu stod i dørkarmen ind til værelset hun var i.
''hvordan går det, prinsesse?'' smilede han drillende

Let kørte hun en hånd gennem hendes stadig lettere våde hår så det gled ned langs hendes ryg. Hun stod ved et af de store vinduer og betragtede solen som den var ved at stå op i det fjerne, et let smil lå over hendes læber men det nåede ikke helt hendes øjne denne gang, tankerne var for meget, de overvældede hende næsten men hun nægtede at lade det vise sig. Hendes hænder var presset mod hendes bryst, knyttet så hårdt at knoerne var blevet helt hvide.
Hvis han ikke ønskede hende her, hvorfor hjalp han hende så eller var det bare hendes tankegang der fortalte hende at han ikke ønskede hende her? Da hun hørte hans stemme gled hendes hænder ned langs hendes side og hun vendte sig mod ham med et lille smil på hendes fyldige læber. Hendes beskidte tøj lå for fodenden af senge, han ville kunne se hendes undertøj samt den meget ødelagte kjole. "Prinsesse?". Med lette skridt gik hun hen til ham og stod foran ham, de øverste knapper på skjorten var åben så han ville kunne se en anelse af hendes kavalergang og det fine ar der lå lige under hendes kraveben. "Meget bedre nu hvor jeg er ren".

''Det er godt at høre at du har det bedre.'' smilede han varmt til hende.
''kom med, så får vi givet dig noget at spise. Du må være ved at dø af sult efterhånden.'' smilede han blidt og lagde en arm om hende.
Det var ingen hemmelighed at hun var den første kvinde i hans hjem udover Blair. Eller... Blair og hans datter. Men det var ligemeget.
''og du er stadig min prinsesse, om du vil det eller ej.'' smilede han drillende til hende.
''forresten, velkommen til Vila De Ammon.'' smilede han fjoget da de nåede køkkenet.

Som han sagde det ville han sikkert kunne høre hendes mave rumle højlydt hvilket fik hende til at rødme en anelse og kigge ned på sine bare fødder men kun et ganske kort øjeblik før hun kiggede op på ham igen med et dejligt smil. Med et slog tanken hende, sidst de havde skiltes havde han været noget så vred, gad vide hvad der var sket siden han ikke længere var det eller havde det kun lige været i det ene øjeblik? "Det syntes jeg lyder som en god plan, jeg er ved at sulte ihjel her..", hun kiggede op på ham med et lille men dejligt grin som hun klappede blidt på hendes flade mave. Hun tænkte ikke rigtig over at han havde lagt armen om hende men fulgte ham blot som han førte hende mod køkkenet, hendes næse kendte dog allerede vejen da hun kunne dufte maden herfra. Hendes øjne betragtede gangen som de gik ned af, ja egentlig generelt betragtede hun hans hjem.
Selicity kiggede op på ham med et smil og rystede drillende på hovedet, "Jeg er ingen prinsesse... Jeg er bare mig". Let trådte hun ind i køkkenet, gulvet en anelse kølig under hendes bare fødder men hun brokkede sig ikke. "Jamen mange tak", hun kiggede på ham med et lettere skævt smil.

''bare tag for dig.'' smilede han og satte sig på den anden side af bordet.
Han havde lavet en stor kande te, som han selv tog et krus af, og så afventende på hende.
''vi skylder vist begge to hinanden en forklaring.'' smilede han roligt, og nikkede mod stolen.
''kom og få spist. Så kan jeg forklare imens.'' han smilede igen, varmt. Intet fjendtligt over ham i dag.

Hun nikkede stille og satte sig overfor ham på en af stolene, hendes øjne gled sultent over maden men hun beherskede sig da hun ikke ønskede at opfører sig som en stor gris foran ham. Hendes øjne løftede sig og hun kiggede ham direkte i øjnene, "Mange tak Ammon.. Du havde virkelig ikke behøves alt det her. Let tog hun et krus og tog noget af teen efter ham, roligt pustede hun på den og sippede til den for at smage den inden hun satte koppen tilbage på bordet foran sig, hendes fingre dog stadig lukket omkring den. Let løftede hun et enkelt bryn og kiggede lettere forvirret på ham, hvad mente han med det? Hvad havde de af forklaring at gøre? Dog spurgte hun ikke ind da hun regnede med at han ville uddybe det og at hun derved kunne regne det ud. Hun nikkede stille, "Okay, jeg er også rigtig sulten", hun tog en enkelt skive brød og begyndte at brække små bidder af som hun spiste langsomt, hendes mave havde ikke fået noget længe og hun ønskede ikke at overraske den for meget for så ville det sikkert bare komme op igen. Hun kiggede på ham med et dejligt lille smil.

Han nikkede roligt.
''du hjalp mig, det er kun fair at jeg hjælper dig.'' smilede han varmt.
''Jeg gik ret pludseligt, efter din hjælp på kroen.''' han så direkte på hende.
''jeg var vred. Men ikke på dig. På mig selv. Alt det jeg er blevet nægtet, alt det jeg ønskede mig. Det har du. Du er endda en rigtig varulv! Jeg er en bastard...'' han sukkede.
Han tog endnu en tår af sin te.
''ærligt, så var jeg så vred på mig selv, over at jeg havde brug for din hjælp. At jeg ikke bare kunne klare mig selv. Jeg er ikke ligefrem typen der kan lide at få hjælp. Det får mig til at virke... svag.'' han så på hende, undskyldende.
''udover det... Så gjorde du noget ved mig... Jeg ved ikke hvad... Men jeg... Jeg kan ikke se på dig, uden at føle at du er... du er noget specielt. Du er noget helt unikt i mit liv. Noget jeg ikke har haft siden Lucy...'' han stivnede. Pokkers!
Han sukkede.

Hun tykkede af munden inden hun besluttede sig for at svare ham, "Jeg hjalp dig ikke for at få noget tilbage, jeg hjalp dig fordi det var det jeg havde lyst til", et smil gled over hendes læber, hun gjorde ikke tingene hun gjorde for at få noget igen, nej hun gjorde det blot fordi at hun havde lyst til det og jo selvfølgelig var der de gange hvor hun var rent ud selvisk og udnyttede situationen til hendes eget bedste, men hvem gjorde ikke det i ny og næ? Hun lyttede til det han sagde og ved at kigge ham i øjnene håbede hun på at han ville se hun virkelig lyttede til hans historie. Let kørte hun en hånd gennem sit lange hår og kiggede ham i øjnene, ønskede han virkelig alt det hun havde så forfærdeligt meget? Hun ville sikkert ikke få det i sidste ende eftersom hun var en kvinde og i varulvenes optik og traditioner kunne hun ikke lede flokken. "Ammon... Du er ikke slem fordi du kun er halv, det er en del af dig og uanset om du kan se det eller ej er det jo en af de ting jeg kan godt lide ved dit selskab", hun sendte ham et lille smil. De havde andre skikke og intet der hed ægteskab men havde nogle specielle ritualer og ceremonier i stedet for så i virkeligheden var hun vel også Bastard?
Selicity lod blikket falde, hun anede ikke rigtig hvad hun skulle sige eller gøre,, hun følte sig selv så svag i dette øjeblik som hun sad her og måtte tage imod hans hjælp og hans mad. "Lucy..?", hun kiggede op på ham og lagde hovedet let på skrå. Det virkede så underligt at høre disse ord komme fra ham efter hun kun havde set ham i nogle få timer inden de nu sad her og hun anede ikke hvordan hun skulle reagere på det.

Han smilede til hende.
''jeg er forvist. Du har langt større chance end jeg til at blive Alpha.'' sukkede han med et opgivende smil.
''Lucy var min datter.'' sagde han, stille. Han så lidt ned i sin te, som stadig var dampende varm.
''Jeg forelskede mig i en ung menneskekvinde. Gjorde hende gravid.... Men det var min fars kvinde - åbenbart... Alt gik i kaos efter at jeg fandt ud af det. Hun forlod mig, og fandt en anden - en shapeshifter der ikke kunne kontrollere sig selv... Så snart hun havde født Lucy... slog han Lucy ihjel og derefter sig selv...'' han sukkede frustreret.
Han så på hende.
''Jeg nåede aldrig at holde min datter i mine arme. Og jeg nåede aldrig at myrde det møgdyr for at tage mit liv fra mig.'' han bed sammen, og en had flammede op i hans øjne.

"Ja den dag en mandlig varulv viser sig underdanig for en kvindelig en", hun kiggede op på ham med et lettere skævt smil da han sikkert vidste hvor umuligt det i virkeligheden var. Let betragtede hun ham som han fortalte hende hans historie, hun ønskede ikke at snage eller tvinge ham til at fortælle hende om sådanne ting, hun færdiggjorde resten af sin te og satte det tomme krus tilbage på bordet. "Undskyld, jeg ønskede ikke at snage eller at bringe sådanne følelser op i dig", hun rejste sig let op så stolen knirkede en anelse, Selicity så ham i øjnene, hun havde vidst strukket hans gæstfrihed lidt for langt ved at stille det spørgsmål. Hun kiggede på ham med et dejligt smil, "I stedet for at hade den mand burde du tænke på de gode minder du har sammen med hende, du har i det mindste oplevet ægte kærlighed og følelsen af at blive elsket", det var på ingen måde sagt i ond eller nedladende tone men det var jo rigtigt, han var heldig på det punkt. Selicity havde aldrig følt sig elsket på den måde, heller ikke Sajro gjorde det, de havde bare delt en passioneret nat sammen første gang de mødtes, hun havde heller ikke nogen følelser for ham på den måde, det var stadig for tidligt at sige om en person man kun havde mødt en gang. Som solens første stråler skinnede ind gennem køkkenvinduet ville han kunne se de små fine ar hun havde hist og her på halsen, tydeligt fra en vampyr.
Hun burde vel gå nu?

''Blair sagde at hun elskede mig. Men hvorfor valgte hun så at bo sammen med den knægt? Han stjal for at de kunne overleve... Jeg troede jeg var et bedre valg, end en tyv.'' han sukkede.
''Jeg blev aldrig elsket, Selicity. Hun gik i seng med mig, og brugte mig ellers som en køkkenklud. Jeg var god nok når der ikke var andet...'' mumlede han.
''og du snager ikke i mit privatliv. Jeg deler det med glæde med dig.'' sagde han roligt.

''du ved ikke om de stadig leder efter dig, Selicity. Det er ikke sikkert at gå nogle steder endnu.'' sagde han stille, og gik hen til hende og lagde armene om hende bagfra.

"Måske elskede hun jer begge to?". Selicity vidste ikke hvad hun skulle svare, hun havde aldrig været i et forhold så hun kendte ikke noget til det. Hun blev forsat stående bag hendes stol og kiggede et kort øjeblik ud af vinduet mens hun pillede ved af knapperne på skjorten hun bar. Let kiggede hun tilbage på ham, "Jeg kender intet til kærlighed eller forhold men jeg er sikker på hun aldrig mente det sådan, hun valgte ikke ud fra hvem der var det bedste valg men ud fra hvad hendes hjerte ville og hvis du elsker eller elskede hende ville du så ikke have hun var glad så længe det varede?", hun vidste ikke helt om hun havde krydset stregen, han havde jo trods alt tydeligt en varulvs temperament. Sikke høje tanker han havde om den han elskede, det var helt underligt at høre og det gav ingen mening at hvis det var sådan han tænkte om hende hvorfor var han så sammen med hende de gange han var?
Let gispede hun i overraskelse da hun mærkede hans arme glide omkring hendes slanke og feminine krop. "Du behøves ikke bekymre dig om mig, jeg skal nok klare mig selv... Jeg er trods alt ikke en skrøbelig porcelæns dukke selvom jeg måske ligner en".

''nej, men du er heller ikke udødelig. Og jeg ved at jeg aldrig ville tilgive mig selv hvis du fik lov til at gå, og så kom til skade.'' sagde han stille mod hendes baghoved.
Han måtte nok indrømme, han havde nogle følelser for hende.
Men han ville ikke fortælle hende det, hun skulle ikke til at have den byrde også.
''Jeg gider ikke tale om fortidens dæmoner. Det er også for længe siden nu.'' sagde han stille men varmt. Han holdte stadig om hende, roligt.

Hun kunne ikke lade være med at smile en anelse, et eller andet sted var det meget naivt sagt. Hvis han havde det sådan skulle han i teorien aldrig slippe hende af syne fordi hver eneste sekund var der en chance for at hun kom til skade om det så var uheld eller om det var med fuldt overlæg at folk eller hende selv skadede hende så ville det helt sikkert ske på et eller andet tidspunkt. "Jeg vil komme til skade på et eller andet tidspunkt, uanset om jeg bliver her lige nu eller ej, jeg kan i teorien blive fanget igen om en måned og gennemgå samme tortur men det er en chance man tager når man gerne vil leve livet bare en anelse farligt", hun sagde det med et skævt smil på læben, Selicity havde for vane at opsøge fare eller disideret udfordre den så hvis han ønskede en pige der ikke kom til skade var hun i hvert fald den helt forkerte.
Let kiggede hun sig over skulderen på ham, hvorfor holdt han egentlig om hende, var det beroligende eller var han måske bange for at hun ville gå? Tanken havde skam strejfet hende men lige nu vidste hun ikke helt om hun blev eller rejste videre for at komme hjem.

Han sukkede.
''Du var heller ikke meget for at lade mig gå den aften.'' sagde han stille.
''Men hvis det er gå du ønsker, så skal jeg ikke stoppe dig.'' sagde han med et forsigtigt smil, inden hans hænder gled ned på hendes hofter, hvorefter han slap hende.
Han ville ikke tvinge hende til noget... Men han... Han sukkede stille for sig selv.
Han ville ikke se hende gå. Ikke igen..

Hun rystede på hovedet af ham, selvfølgelig var hun ikke det, han kunne jo have været faldet død om et eller andet sted for alt hun vidste, "Nej du kunne jo være faldet død om et eller andet sted for alt jeg vidste, det var også derfor jeg gik ud for at lede efter dig men jeg fandt dig aldrig", hun smilede stille for sig selv og kiggede sig over skulderen for at se ham i øjnene.
Let bed hun sig i læben da hans hænder gled ned over hendes hofter og han til sidst slap hende, roligt vendte hun sig mod ham men kunne ikke skabe mere plads mellem dem så de stod lige nu med mere eller mindre ingen plads mellem dem. Let løftede hun blikket fra hans bare overkrop med lettere røde kinder, hun var ikke vant til at omgås med halvnøgne mænd. "Jeg ønsker ikke nødvendigvis at gå men jeg har vel bare... Ja svært ved at tage imod hjælp og blive passet eller plejet", let gled en hånd op i hendes hår og hun kiggede ned på hender fødder en anelse forlegen.