Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Periode | Renæssancen

Årstal | 1161

Årstid | Efterår

Måned | Oktober

Latest topics
» Fredsommelig ~ Kira
Today at 11:15 by Kira

» Første dag på nye stier.
Today at 11:12 by Gautham

» Sensommer minder (fortids emne)
Yesterday at 16:40 by Kira

» fraværtråd ~ Raven og Eliza C.
Yesterday at 10:01 by Kira

» SIRTIMM ~ Who are you
Yesterday at 2:26 by Sierra

» The Ring Is Caling
Fre 20 okt - 23:54 by Ardal

» Will you be my new playmate? - [Natalie emnesøgning]
Fre 20 okt - 21:58 by Emanuel

» Første dag i byen (Razor)
Tors 19 okt - 22:20 by Fenrer Leidolf

» The big adventurequest ~Assorian's fællesemne
Tors 19 okt - 19:52 by Gautham

Top posting users this month
Gil
 
Lori
 
Claan
 
Fenrer Leidolf
 
Sean
 
Gautham
 
Jazmin
 
Vetis
 
Kira
 
Jake
 

Statistics
Der er i alt 233 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Armelia

Vores brugere har i alt skrevet 151092 indlæg in 7783 subjects

A heart would always be a heart even the icecold dead ones(Monodorth)

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

A heart would always be a heart even the icecold dead ones(Monodorth)

Indlæg by Gæst on Tirs 8 maj - 22:10

Tid: Midt på dagen.
Vejret: Høj solskin.
Omgivelser: Gader og masser af mennesker.

Højt oppe, langt over alle folks hoveder hang det evige lys, som altid havde kommet trofast hver dag siden verdens begyndelse. Dens gule blege lys lagde sig som et blød tæppe over hele byen, og badede gaderne og dens indbyggere i varme og lys. En god dag for nogen, en dårlig dag for andre. Dette lys, som altid havde været trofast, havde altid drevet mørket væk. Nå lå det skjult langt under sten og jord, nede lurede den klar på spring indtil det blev nat igen. Men desværre for mørket ville der først gå lang tid, og det gjorde så, at normale onde væsner af mørket også blev væk. Ingen vampyrer ville man kunne se her, andet hvis de var tildækket eller daywalkere. Ingen gnomer, trolde eller orker kunne man normalt se i gadebilledet, da de endnu engang ikke ville være midt i lyset. Ikke fordi de ikke kunne tåle det, men hvis en ork gik mellem alle disse almindelige væsner, så ville han være centrum. Det var ikke noget folk kunne lide, især hvis de har skumle planer og bagtanker. Men heldigvis for en lille pige, så var det generelt svært at få den største opmærksomhed fra folk. Det gjorde, at det var tit meget let at kunne stjæle sig til det ekstra brød, der står fremme på boden, eller tage de fristende æbler. Alt var meget mere tilgængelig i barnehøjde. Ind og ud imellem folk snorede hun sig forbi, hendes brune lange hår glødede let i solens lys, som så meget mere pænere ud end det var. Da hendes hår var ellers beskidt, da hun var hjemløs. Folk gik i deres egne tanker, efter deres egne mål, så de lagde ikke mærke til denne pige, som kun var deres halve størrelse undtagen, hvis det var gnomer eller dværge. Men de få det lagde mærke til hende, ville nok ligge mærke til hendes lidt for store brune/grå hætte med huller. Hendes bukser med huller på knæene og hendes lidt for store hullede sko. Nogle vendte bare blikket langt væk, andre så undrende på hende, mens få så med medlidenhed på hende. Men de nåede hverken at give penge eller nået før hun smuttede forbi. Valetta havde kun øjnene for at komme forbi disse folk med hendes to æbler i hendes to små barnehænder. Valetta kunne næsten ha løbet med lukket øjne, da hun tydelig kunne føle, hvor hendes tvillingesøster var. Men da hun kom til at hengive sig i barnlighedens leg, så var hun tæt på at blive smadret ned af en, da hun ikke så sig for. Valetta smuttede hurtigt videre, og der lige lidt nede af en gyde, så hun det, hun søgte. Der midt i solens stråler badede en stor hvid los sig i solen. Micha som var lossens navn rejste sig op og så på hende med et smil i hendes grønne øjne, som var nøjagtig ens som Valetta. Mange ved første øjekast ville nok ikke kunne se, at disse to var tvillinger. De var disse såkaldte santuines, en race, som var freaks i denne verden. Tvillinger, som var født af mennesker, som altid blev til et menneske og et dyr, som kunne være alt muligt. Den bløde hvide pels blev knuget ind til Valettas lidt for tynde krop, da hun gav sin storesøster et stort kram. Den eneste tydelige lighed man kunne se imellem dem, var deres grønne øjne, og så deres aura og lugte var ens. Normalt så santuines lidt mere ens ud, men så havde de som regel heller ikke sammen aura eller lugte. Der var ikke gået en dag, hvor de tog ikke havde været sammen.
Sammen sad de side om side og så ud på folkene, som gik rundt som sædvanlig. Barnehånden rakte hånden imod det store kattedyr, som spiste det røde æble straks. De havde ikke fået mad siden i går til morgenmad. Så de var godt sultne begge to, og man kunne se på lossens dens ribben, og hvis det ikke var for den store hættetrøje ville man tydelig kunne se hendes lidt for tynde barnekrop, som kun knap var nået teenageralderen. Kroppen som kun havde lige fået de kvindelig former, men som ej overhovedet var færdig. Langt vej var der stadigvæk for den unge 12 år gammel pige.
Men selvom folk bare passede sig selv, så var den en blandt mængden, som havde fået øjnene på dette søskende par. Mange kunne ikke lige santuines, de blev tit mishandlet banket, da de blev set som vanskabninger. En ældre halv skallet middelalderen mand i sort tøj havde blikket fast rettet imod de to. Hans blik var næsten tomt, han havde fornynlig lige mistet sin hustru i barselsengen pga hun fødte et santuine tvillinge par, hvor dyrebarnet var en hest, og jo større dyret var, jo større chance var der for død for moderen. Det var det sammen for Micha og Valetta, deres moder var også død i barselssengen, det var derfor de altid havde været alene.
Mange trak næsten ikke vejret, da han kun var fokuseret. Hans vrede, den vrede, som var rettet imod disse freaks, som havde dræbt hans kone. Han kunne ikke holde det ud, noget måtte gøres. Hans lange tunge skridt fortalte tydeligt sit eget sprog, fortalte tydeligt hvor vred han var. Folk undveg ham let, men lagde ellers ikke mærke til ham.
Michas hårbørster rejste sig straks, og hun var allerede op på hendes poter. Manden få meter fra de tog nedstirrede dem fuldstændigt. Valetta blev skræmt og trak sig tilbage længere nede af den mørke gyde, imod de steder hvor solen ikke ramte. Manden gik med langsomme rolige skridt imod dem og fik dem til at trække sig tilbage. Micha knurrede højlydt, og hun var klar på at bruge sin evne. Hendes evne, der kunne få hende til at vokse sig op til en 1,5 meter høj los. Hun ville gøre alt for at forsvare Valetta. Men hvis nogen ser sådan en stor los midt i gadebilledet, ville nogen straks nok angribe Micha og hvis Micha dør, så dør Valetta.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: A heart would always be a heart even the icecold dead ones(Monodorth)

Indlæg by Gæst on Ons 9 maj - 10:46

Monodorth havde ikke været her så længe før han var kommet i problemer han ledte bestemt efter en mand der havde tilkaldt ham som snigmorder var han frisk han havde gået gennem masser af byer før han kom hertil denne by han gik gennem byerne som en halvstor hund det sidste han havde brug for var flere fjender. Han var på vej gennem markedspladsen da han så en lille pige på måske de tolv år det mindede han om ham selv i den alder. Han så hende stjæle noget mad og løbe. Han løb efter den lille pige og så hende stoppe ved en los og han så en mand gå hen mod hende han havde da ikke tænkt sig at slå hende ihjel han fulgte efter igen den her gang i menneske form med hans lange kappe i slange skind og hans klo på højre hånd i form af en fugle klo ”sig mig gode herre de dræber vel ikke børn” han så ham vende sig om med vreden malet i fjæset. Manden prøvede at slå Monodorth ihjel men han undveg og slog ham bevidst løs han vendte sig mod pigen ”er du ok”

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen

- Similar topics

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum