Back from the dead - Logan

Nicolas havde fået hende trukket ud, af en vrede hun ikke orkede eller overskuede at kæmpe med. Hun nåede praktisktalt ikke at gøre noget, før hun havde en træpæl igennem hjertet, og hun kunne mærke den mere og mere langsomt fik hendes krop til at lukke ned. Hun kiggede efter Nicolas og Andrea da de forsvandt indenfor. De skulle bare vide, at det langtfra var slut. Men de måtte savne hende når hun var væk. Eller når de troede hun var væk.
Caroline lukkede øjnene i efter de blev tunge, og fandt sig selv i et mørke som hun skulle finde ud af.

På trods af alt, så vidste hun udmærket godt, at hun var i live. Eller tekniskset død, men hun ville vågne. Og efter et par timer... så fandt hun viljen frem til at slå øjnene op i det grå ansigt. Hun fik løftet sin venstre hånd og førte den hen til, hvor træpælen sad og fik den trukket ud i et udmattende støn, og derefter smed hun den fra sig, og gispede efter vejret imens hun vendte sig om på siden og tog sig til hjertet. Snart var hun på benene og kiggede op mod huset og fnøs så. Så smiltede hun skævt. "You gonna miss me when Im gone." Hviskede hun legende uden at de ville kunne høre det. Derpå løb hun ned mod Sunfury Districkt, hvor hun åd fra sig. Til at hun genvandt sine styrker fuldt ud igen. Så løftede hun blikket op og fik øje på en køn herre og tørrede munden for blod og lagde hovedet på skrå. Der var en duft over ham, den havde været lidt på Andrea også, eller i hvert fald inde på hendes tøj i soveværelset. Hun gik hen til ham med et smil på læben. "Det ikke så tit man ser sådan et kønt ansigt når man vender tilbage til livet." Det kunne være han troede hunvar ny vampyr. Hun var tydeligt at se vampyr, den mælkehvide hud var ikke til at undgå. Dog kunne man se hun var blevet spiddet i hjertet, et unikt væsen var hun skam også mystisk.

Logan havde for nyligt, været ude for noget af en oplevelse, hvilket ikke havde ødelagt ham indvendig. Men han ville klare sig, som han klarede alle andre udfordringer i hans liv. Men lige netop denne, ville tage noget mere tid end de fleste andre. Han kom gående ned igennem gaderne, da han fik øje på en ung kvinde med blond hår og bleg hud. Hun var utrolig smuk, overnaturligt smuk. Han var ikke et øjeblik i tvivl om, hun var en vampyr. Logan så sig kort omkring, da hun nævnte et kønt ansigt. Han var ikke ligefrem i tvivl om han så godt ud, men han ville være sikker på, det var ham hun mente. Han var ikke helt sikker på, hvad det hun sagde betød. Det kunne enten være fordi hun lige var blevet en vampyr, men det virkede til hun havde meget mere kontrol over sig selv, til hun kunne være nyfødt vampyr. Han gav hende kort et elevatorblik. Ingen tvivl om, hun fik meget opmærksomhed fra mændene. De ville være dumme, hvis de ikke lagde mærke til en kvinde som hende. Logan så hende i øjnene og trak en anelse på mundvigen. ”Du er heldig.” Han sendte hende et kækt smil og rakte en hånd frem imod hende, som tegn på at præsentere sig selv. ”Logan.” Han var ikke helt sikker på, hvor han stod med Andrea i øjeblikket. Han bebrejdede hende ikke for børnenes død, men det var svært at se hende i øjnene, og ikke blive mindet om deres børn. Men han elskede hende, og han ville derfor gøre alt for at det kunne lykkedes, selvom de var endt i et dårligt sted.

Caroline vidste da hun var beundret for hendes skønhed og mystiske adfærd. Det var heller ikke noget hun lagde skjul på. Hun lagde hovedet på skrå og tog så hans hånd da han præsenterede sig for hende. Caroline smilte skævt til ham. "Caroline Thunder." Sagde hun så. Hun elskede sit efternavn, og det var vel også for at sige til sig selv, at hun ikke var afhænig af Nicolas på nogen måde længere. Hun tog hånden til sig og kørte den igennem de blonde lokker. "Ja jeg var i et slagsmål. De tror jeg er død, men jeg overlevede. Så jeg lader dem tro hvad de vil, til at jeg overrasker dem." Hun trak kort på skulderen dog med et smil på læben. "Så vil du med ind på Targaryen kroen og have noget at drikke, eller skal vi bare stå herude i kulden?" Spurgte hun med et venligt blik i øjet. Hun lagde armene overkors i en blød og afslappende bevægelse. Det var faktisk rart at føle sig afslappet og ikke så stresset og ustabil. Lige nu følte hun venlighed og en smule ironi, men det var også sådan hun var. Det var sikkert derfor det føltes så rart. Hun opførte sig som sig selv. Noget man ikke havde set i lang tid.

//Omg... I ship it... -.- xD

Logan var ikke sikker på hvem denne Caroline Thunder var, men han var vild med hendes udstråling. Det virkede ikke til, at hun var i tvivl om, hvem hun var og hvad hun stod for. Han trak sin hånd til sig, efter hun havde præsenteret sig selv. Han lod hans flade hænder ligge tæt op af hans lår. Logan lyttede til hvad hun fortalte, og nikkede blot, som var det en helt normal hverdagshistorie. ”Interessant måde at håndtere konflikten på.” Der var en vis sarkasme at finde i hans ord. Ikke fordi han ikke syntes det var en interessant måde, at håndtere det på, men fordi det var en anderledes og unik måde. En metode som han selv ville have brugt. Hvis nogen havde dræbt ham, og han kunne vågne op, selvfølgelig, ville han heller ikke fare ind til dem og fortælle han ikke var død. Nej, han ville få dem til at lide en smule. Hans sadistiske side, ville komme til udtryk i sådan en situation. Logan var ikke helt sikker på, hvorfor han var så fascineret af Caroline, sikkert på grund af hendes attitude, holdninger og sarkastiske tilgang til tingene. Hun mindede på mange punkter om ham selv, hvilket han bestemt ikke så negativt på. Han nikkede, da hun spurgte om han ville med ind. Det krævede ikke meget overtagelse, før han sagde ja til at få noget at drikke.

Hun trak kort på skulderen over hans kommentar. Nicolas havde selv slået hende i gulvet. Men på trods af det, klarede hun den fint, det var ikke første gang hun var eller ville være chokeret over hans handlinger, og siden sidst var hun stoppet med at stille sprøgsmål til dem, og gå direkte efter at komme videre. De fortjente at blive prikket lidt til. Men nu kendte hun heller ikke til Andreas andre sorger, ellers havde hun måske været mere menneskelig af sig. Hun gik med ham indenfor og bestilte et bord, og satte sig der. Hendes bevægelser var så elegante, man fandt ikke noget mere yndefuldt end Carolines elegance og dyriske måde at udfolde sig på. Mændene var næsten misundelige på Logan over, at hun snakkede til ham. Caroline fik hurtigt en tjener hen til dem. "Giv os det bedste i har. På huset selvfølgelig." Caroline ejede ikke mange penge, men hendes evne gjorde hende ufattelig rig. Hvilket var til hendes fordel. Tjeren nikkede og gik om bagved disken. Så kiggede hun på Logan. "Så Logan. Fortæl mig lidt om dig selv." Hun lagde hovedet let på skrå og modtog snart det ene glas som blev sat på bordet. Hun førte glasset til læberne uden at kigge væk fra Logan. Det var på samme måde som det var flirtende også mystisk. Efter et par slurke satte hun glasset fra sig på bordet.

Logan havde et sjovt reaktionsmønster. I stedet for at dvæle i dårlige minder, bevægede han sig bare videre. Han var blevet såret før, og hvis han dvælede i det for længe, ville det opsluge ham. Så nu kom han bare videre, hvilket også betød, at hans sorg over hans børn, ikke var noget han ville hænge ved alt for længe. Man kunne vel også sige, at han ikke havde noget at sørge over. Han havde aldrig kendt sine børn. Det var det han hele tiden fortalte sig selv, men han vidste det ikke var sandt. Det var hans gener, hans familie. Logan fulgte Caroline ind, og lagde godt mærke til de mange mænds blikke, men det gik ikke kun en vej. Mange kvinder, havde også blikket rettet imod det sarkastiske par. Mange fandt Logans mystiske væsen tiltrækkende, ligesom de også måtte gøre med Caroline, udover de begge så godt ud. Logan så imponeret på Caroline, da hun på en måde, bad tjeneren om det dyreste på menuen. Han lænede sig tilbage i stolen, men hans blik var rettet imod hende, og deres øjenkontakt var ikke ubehagelig, selvom nogen ville føle det var underligt, at man holdte en øjenkontakt så længe. Da hun spurgte ind til ham, så han et øjeblik tænksom ud. Hvad skulle han sige? At han var far, det var han ikke længere, at han følte sig alene, for meget information. Der var ikke meget at fortælle. ”Jeg foretrækker, at mit selskab lærer alt om mig, frem for at få det serveret.” Han blinkede kort med det ene øje, før han tog glasset på bordet og lod hans finger bevæge sig rundt i kanten på glasset. ”Lad mig gætte på hvem du er. Du har tydeligvis en psykotisk ekskæreste. Du er stærk, du ved hvad du vil have og tager det.” Han så på hende med hævede øjenbryn, hvilket skabte rynker i hans pande.

Hun gav ham et lidt udfordrene blik til de første ord han sagde til hende. Caroline var nysgerrig af person, dog ikke en side man havde set spor meget til på det sidste, men den side var på vej frem igen. Den måde han så på hende gjorde hun lænede sig lidt indover bordet dog kun en smule. "Jeg kan vel kun sige, det er rigtigt." Smilte hun skævt og tog endnu en tår. "Min tur." Caroline lagde hovedet på skrå. "Du har været gemt væk i langtid, fangeskab I guess. Tydeligvis beundret af kvindfolket. Tiltalende at tale med, kan godt lide at være alene, men nyder gerne godt selskab når det viser sig." Smilede hun skævt og lænede sig derpå tilbage. Hun kunne genkende folk der havde været i fangeskab. Hun havde selv været det i over et år uden andre end Enzo fandt hende til sidst. Men det gjorde også, at hun havde ændret sig og lidet af lidt personlighed forandring, men på den gode side, kunne hun genkende folk som havde de problemer, hvem vidste, måske kunne han også det? Caroline brugte kort tungen til at slikke resterne af drikkelsen væk fra sine læber og lod sine øjne hvile atter mod Logans grønne øjne.

Logan nikkede en anelse, da hun sagde han havde ret. Han tog en tår af glasset, men lod ikke hans øjne fjerne sig fra hendes i mere end et sekund. Nu var det hendes tur, han så frem til at finde ud af, hvad hun havde af indtryk.
Fangenskab – tjek.
Beundret af kvindefolket – tjek
Tiltalende at tale med – tjek.
Kan lide at være alene – tjek.
Nyder godt selskab – tjek.
Han sendte hende et skævt smil, som mange fandt charmerende. ”Du er helt gal på den. Jeg er vokset op i en familie med tre søskende og to meget elskende forældre, kvinder finder mig frastødende, jeg kan ikke finde ud af tale med folk, jeg elsker store selskaber men hader godt selskab.” Endnu engang, var hans sarkasme til stede. Han rystede let på hovedet før han tog endnu en tår. ”Nej, det var godt gået Thunder.” Han lænede sig frem imod bordet, så han ikke var lige så langt væk fra hende. ”Lad mig foreslå dig noget.” Han stillede glasset på bordet, og foldede hænderne, som hvis det han ville sige var meget alvorligt. ”Vi bør slå os sammen, vi kan kalde os Lighting and Thunder.” Han så meget seriøs ud, hvilket også var meningen, selvom han var så dybt useriøs. Det var sjovt, han var så afslappet i Carolines selskab. Hun gjorde ham bare rolig og fik ham til at føle, han kunne være sig selv. Han kunne rigtig godt lide hendes selskab.

'godt hun kunne genkende en god sarkasme. Det fandt man ikke meget af for tiden, folk var så dybt seriøse og tænkte ikke på andet end at dræbe hinanden eller voldtage kvinder. Eller sådan var det næsten hele tiden i Doomsville, Sunfury var anderledes mere fredeligt. Måske skulle man slå sig ned her? Hun nikkede til ham, da han snakkede lightning og Thunder. "Yeah. Lad os gøre det. Så kan vi finde to enhjørninger og kalde dem for tordenbrag og luftstrøm." Sarkasmen var givet igen. Hun gik et smil frem. Et 100 % ægte smil, som var så kært og havde været gemt væk i næsten to år nu. Det kom dog helt naturligt til hende, og ikke mindst fik det hendes ansigt til at lyse op, meget andet end et ondskabsfuldt mørkevæsen var gemt bagved den kolde og mørke facade hun havde smidt op. Caroline åndede lettet ud og tog sig noget mere at drikke. Det var rart at være sig selv igen.

Logan så på hende med rynket pande, da hun pludselig begyndte at snakke om enhjørninger. ”Jeg vil ikke ødelægge din verden Thunder, men der findes ikke enhjørninger. Kun små flyvende grise i lilla og lyserød. Og blå, hvis du er heldig.” Han kunne godt være lidt til den sære side nogen gange, men lige nu havde han bare brug for det. Han havde brug for at have det sjovt og hygge sig. En lavmælt latter forlod hans læber. Han kunne også bare godt lide den kemi han havde med Caroline. Det var noget helt særligt, som man ikke fandt mange steder længere. Det var ærgerligt. Han havde aldrig fundet en person, han havde den slags kemi med. Han havde god kemi med mange, men med Caroline, var det noget andet. De mindede bare rigtig meget om hinanden, hvilket var en positiv ting, så længe man ikke mindede for meget om hinanden.

Han var den første som bragte hende tilbage til tiden, hvor hun havde været varulv. Hun havde dræbt engang under navnet Thunder. Ganske kort til hun fandt ud af, at folk skulle frygte hende ved navnet Caroline, ikke kun Thunder. Men hele hendes navn. Hun grinede dog blot af hvad han sagde. Hun elskede Logans selskab, på trods af navnet kun bar hende dårlige minder, men sjovt nok, så var denne Logan i stand til at smied hendes tanker fra den triste og kolde hverdag, og ind i et legende solskin. Solen ville snart stå op, og de sad ved vinduet, lige i østen hvor solen ville stå op. Logan ville snart se, at hun ikke brandte op som vampyre trods alt gjorde. Caroline kørte en hånd igennem sit hår og trak på skulderen. "Kattens også. Nu havde jeg lige glædet mig til at se en enhjørning og ridde henover regnbuen." Smilet kunne ikke fjernes fra hendes læber lige nu, heller ej livsglæden i hendes safirblå øjne. Det var næsten for godt til at være sandt, måske var det en god drøm, som hun snart ville vågne op fra? Hvis det var en drøm, så håbede hun på, at hun alrig ville vågne op igen.

Logan kunne ikke ignorere kemien imellem ham og Caroline. Nu manglede de bare at finde ud af, hvordan de ville bruge den kemi. Men han elskede stadig Andrea, det var der ingen tvivl om, derfor forvirrede det ham blot, hvordan hans kemi med Caroline var. Når de engang fandt ud af, hvilken retning deres forhold ville tage, kunne han begynde at overveje det hele. Alting var også indviklet med Andrea, de havde været adskilt så længe, og deres liv havde taget forskellige retninger. På et tidspunkt, blev de nød til, at opgive. De havde mistet deres børn, hvilket muligvis var det sidste der kunne holde dem sammen. Han så på hende med et bredt smil, og greb ud efter hendes hånd. I det hans fingerspidser rørte hendes, var det som om der gik lyn igennem hans krop, hvilket fik ham til at tage sin hånd til sig igen. Logans smil stivnede en smule, fordi den slags kemi var for voldsom til at ignorere, men han blev stadig nød til at overveje, hvad der var bedst for ham. Han bundede sit glas, hvilket fik ham til at bare at give slip. Han rejste sig og gik hen til Caroline. Han bukkede sig en anelse frem for sig, og havde en hånd rakt frem imod hende. ”Må jeg byde dig op til en dans, Caroline Thunder.” Det var måske ikke det rigtige sted at danse, men han var ligeglad. Han ville bare prøve at være tættere på hende. Det kom ud af det blå, hvilket måske ville undre hende, men han var egentlig ligeglad.

Caroline var efterhånden blevet lidt af en mester i at skjule sine følelser, og i det sekund at det gav et blidt stød igennem hende, løftede hun kort i et sæt øjnene op men blinkede dog kort det i sig, som var intet sket. Hun samlede læberne sammen i en smal streg i det hun fugtede sine læber. Logan rejste sig op og gik hen til hende, hvilket fik hende undrene til at kigge op på ham fra hans øjne til hans hånd, og et par gentagelser af dette. Før at han så spurgte om hun ville danse. Hun fik et smil på læben, og så ud til at overveje det, for at være lidt sjov, men tog så hans hånd. "Det vil være mig en fornøjelse Lightning." Svarede hun udlukkende for at drille ham.
På de ord tog hun med ham ud på dansegulvet, hvor nogle andre dansede tæt til musikken. Hun stillede sig tættere op af ham, imens hun lagde en hånd mod hans skulder, og lod hendes håndflade møde hans, imens hun åndeløst kiggede ind i hans grønne øjne. Det var som om, at hendes hjerte bankede, men det var umuligt, det kunne ikke banke. Caroline følte noget hun ikke havde gjort igennem lang tid. Hun følte sig i live.

Logan ville ikke tage det så slemt, hvis hun ikke ville danse. Det var blot et forsøg på, at gøre tingene mere interessante. Men det var tydeligt, at hun havde lyst til det, da hun trak ham med ud på dansegulvet, og stillede sig tæt op af ham. Logan lagde en hånd om på hendes ryg, og lod hans anden håndflade hvile på hendes. Hans blik var rettet imod hende, mens de bevægede sig rundt på dansegulvet. På trods af, han stadig elskede Andrea, virkede det her lettere. Caroline var livlig og luftig. Han havde svært ved at forstille sig, lige så meget drama med hende, som han havde haft med Andrea. Det var uden tvivl, et pusterum han havde brug for. Hvor stort dette pusterum ville blive, var han endnu ikke sikker på. I et ganske kort øjeblik, førte Logan hans blik ned imod hendes læber, men førte dem hurtigt tilbage til hendes øjne igen. Det ville være så let, bare at læne sig frem, og få afgjort om kemien var noget romantisk eller venskabeligt. Men hvis han gjorde det, kunne han også ødelægge kemien. Det var uden tvivl et svært valg at tage, men nogen måtte tage det. Logan pressede hende en smule tættere på ham, ved at presse hendes ryg frem imod ham. Hun kunne selvfølgelig stritte imod, hvis hun ønskede det. I en hurtig bevægelse, var hans læber presset imod hendes, men lige så hurtigt var de væk igen. Han vedligeholdte øjenkontakten, selvom hun måske ikke var vild med hans handling.

Caroline lod ham føre hende rundt, og i det sekund hvor han pressede hende ind til ham, og hans læber ramte hende gav det hende et stød igennem kroppen - på en positiv måde. Hun slog blikket op og kiggede Logan i øjnene, imens han betragtede hende bagefter.Den måde han betragtede hendes reaktion gjorde det hele mere specielt end at en fyr blot kyssede en pige - han ville se, hvordan hun tog det før han gjorde noget ydligere. Caroline stod kort åndeløst og kiggede ind i de grønne øjne, inden hun så sank en klump og lod sine læber lande ind på hans, i et mere intimt kys.
Hvad de ikke vidste var at for hvert kys. For hver kærtegnelse ville Logan få mere ud fra Carolines liv end hun ville vide han ville vide. Det første levende billed der blev sendt direkte igennem hende var det sidste år.
Lænket til en mur, hvor de lod prøvede at tømme hende for blod så hun kunne tørre ind og dø. Men Caroline var jo ikke ligefrem normal vampyr og i den periode her led hun bare. Hendes datter Mikayla lænket overfor hende, tvunget til at se på de mænd der voldtog hendes datter og torturerede hende - uden Caroline kunne gøre noget. Og til sidst var hun tvunget til at se på liget af hendes datter bare hænge der.

Det næste som ville ramme Caroline var hendes følelse af ensomhed. Hun følte sig så ensom - men ingen kunne se det. Da hun var kommet tilbage efter det år i fangeskab, havde hun søgt hendes søster, som både havde gjort det klart og tydeligt, at hun ikke ønskede Caroline i sit nærhver. Josh havde travlt. Det samme havde Jacob. Nille var forsvundet - igen. Nicolas. Havde ikke ledt efter hende. Han havde opgivet det hele lige der. Hvilket nok var den store grund til hendes ensomhed. Alle opgav på hende. Eller det føltes sådan.

Caroline bemærkede den mærkeligt tilgang til hendes minder og følelser der ramte hende og trak sig ud af kysset, og faktisk lidt ud af gang favn. Det var den måde hun kunne mærke, hvordan alle hends tanker og minder prøvede at springe ud af hovedet på hende og hen til Logan. Det gjorde faktisk en smule ondt, som om hendes hoved var ved at springe.

Logan gengældte kysset, da hun igen pressede hendes læber mod hans. Men det var ikke bare et almindeligt kys. Det gav ham et indblik i hvem Caroline var og hvad hun havde været igennem. Der var nogle ting, som han ikke skulle vide. Men selvom han desperat ønskede at stoppe kysset, inden han fik flere detaljer at vide, kunne han ikke. Han var fysisk bundet til at stå der, lammet, indtil hun reagerede på det. Da hun så endelig stoppede det, stod han tilbage med en underlig fornemmelse. Noget han aldrig havde følt før. Han havde invaderet hendes privatliv, selvom det aldrig havde været hans intention. Han så på hende, med en klump i halsen der bare ikke ville forsvinde. ”Det var.. Intenst.” Han var kun sikker på en ting lige nu, han skulle ikke tale om hvad han havde set, medmindre hun selv bragte det på banen. Han ville ikke lyve for hende, men der var heller ingen grund til, at tale uhæmmet om det. Han gik hen imod hende, og lagde en hånd på hendes underarm. ”Er du okay?” Han var ikke sikker på hvad episoden betød, om der var en grund til de havde været igennem det, eller om det bare var helt tilfældigt, at det lige var de to det skete for. Han havde hørt om noget lignende før, men så var det som regel, en åndelig forbindelse. Som når en skytsengel finder personen der skal beskyttes. Det var ikke tilfældet her, men et normalt kys var det ikke, og han var meget interesseret i, at finde ud af hvad der var sket. Men først, ville han sikre sig, at Caroline havde det godt. Alt det andet kunne vente. Han så hende dybt ind i de blå øjne, og han kunne nærmest se hvad han lige havde oplevet. Hende der sad lænket fast, med den lille pige foran sig, hende der inden længe ville være død. Han vendte derfor blikket ned ad. Det var ikke behageligt at se, og hun ønskede højst sandsynligt heller ikke, at han skulle se det.