Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Periode | Renæssancen

Årstal | 1162

Årstid | Sommer

Måned | Juli

Latest topics
Top posting users this month
Dust
 
Katrina
 
Althorn
 
Haradir
 
Dr. Trott
 
Zayden
 
Chester
 
Gale
 
Sean
 
Larlii
 

Statistics
Der er i alt 275 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Asuna

Vores brugere har i alt skrevet 154253 indlæg in 8006 subjects

Seestra!. -Eira-

Go down

Seestra!. -Eira-

Indlæg by Gæst on Tirs 27 jan - 20:57

P: http://d15irhca3igrs6.cloudfront.net/wp-content/uploads/2014/06/mockingbird2.jpg + en mørkegrå kappe omkring.
V: En smule koldt, frost rundt omkring.
T: Tidlig morgen.

Hun pressede benene ind imod det kolde skæld, da de nåede til toppen af storbyens tage, for hun var udmærket godt klar over hvad dette indebar. Hvis nogen så hende nu, eller rettere, hvis de så det hun sad på, ville de følge efter hende og måske slå hendes dyrebare ihjel. Ventisca mærkede Hopes uro, det sendte nærmest en energi igennem hver en del af hendes krop.
- Hvorfor er du bange?, spurgte dragen igennem tanker.
Hope blev overrasket over, at Ventisca pludselig snakkede til hende, så hun kom hurtigt ud af sin bange tankegang. "Jeg.. Jeg frygter at nogen ser os og jeg.." Hun sukkede og aede dragens kolde skældet hals. "Jeg frygter at jeg skal se Eira igen," De store blå øjne så ud imod horisonten. Hvor var det lige muligt for hendes søster, at gemme sig og leve uden så meget som, at give et kvæk fra sig? Dengang de var små, havde Hope overraskende god til, at finde hende i gemmeleg og omvendt. De kunne altid finde hinanden, klare hver en udfordring sammen og nu... Nu var det som om, at alt det de havde været igennem, blot var en fortælling om to lykkelige søstre.
- Vi skal nok finde hende, svarede den smukke hundrage. - og vær ikke bekymret om folk ser mig, vi lander her, også skal jeg nok skynde mig væk.
Før Hope kunne nå, at protestere, drejede det massive dyr rundt og styrtede ned imod jorden, hurtigt og sikkert på sine vinger. Så snart de ramte jorden, i en gyde så langt væk fra alt som muligt, gled Hope ned af ryggen og sendte sin drage et sidste smil. Hurtigt klappede hun hende, før hun viftede med hænderne, bad hende om at skynde sig væk igen. Ventisca prustede, spredte sine vinger ud og lettede derefter så let som ingenting, inden længe var hun forsvundet i bland skyerne.
Hope sukkede lettet, men måtte sluge det suk igen, da en mand dukkede op bag hende, greb fat om halsen på hende og tvang hende op af muren.
"Se hvad vi har her drenge, en dragerytter og en pæn en af slagsen," sagde manden og smilte et ondskabsfuldt smil. Hans gule og rådne tænder stod på en lang række..
Bag ham dukkede andre mænd nu op, deres øjne lyste op i det tidlige morgenlys og deres smil fik det til, at løbe koldt ned af ryggen på Hope. Hun sprællede vildt, men havde aldrig været den bedste til det med, at komme ud af andres greb eller fysiske kampe i det hele taget.. Jo mere hun sprællede, jo højere grinte de. Hope kunne mærke hjertet sætte sig i halsen, hun ønskede ikke, at opleve dette igen.. Ikke igen..
Det lykkedes hende, at skrige så højt hun kunne, før manden med grebet om hendes hals, slog hende hårdt i maven..

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Seestra!. -Eira-

Indlæg by Gæst on Tirs 27 jan - 21:17

Påklædning




Længe siden hun havde været i Doomsville. Men hun skulle hente noget her. Nogle informationer, så kunne hun tage tilbage til Firewood Village og se om Luke var stukket af, ud i problemer igen, som hun måtte redde ham ud af. Sidst var det ikke endt så godt, men hun kunne ikke mærke smerterne når de kom, så hvad var problemet.
Eira havde mødt hendes lillebror en enkelt gang. Arno. Det var dog oceaner af år siden hun havde set Hope - eller det føltes så længe siden. Opgivet håbet? Det kunne man vel godt sige, efter alt, var hun både usikker på, om hendes søster faktisk stadigvæk var i live. Tanken om, hvad hun mon fortog sig, hvis hun var i live, havde strejfet hende hver eneste dag, men Eira var den type person som hadede at bekymre sig, og ikke rigtig led af behovet for det. Stille gik hun igennem de tomme gader i byen. Den køllige luft ramte hendes hud blidt. Det var tidligt, det undrede hende, at hun overhovedet var vågen nu - hun skulle dog rejse tidligt for at nå at komme hjem. Men noget trickede hendes mave fornemmelse, og siden hun blev falden engel, så havde den aldrig taget fejl. Hun hørte latter. Ikke bare latter, men en hånene latter. Den stammede fra mænds maver, og kom ud igennem deres klamme tørre læber. Det fik Eira til at gå imod lyden. Hendes skridt var elegante. Hun var som en helt anden person, søgte mod konfliken for at gøre noget eller gå sin vej, normalt ville hun være stukket af i modsatte retning, men nu kunne hun slå ihjel, så hvorfor ikke gøre det? Hun trak sin pistol og ladede den kort inden hun sigtede, og affyrede et skud ved den som stod tættest på kvindens sølvhvide lokker - lokker hun kun havde set en gang i hele hendes liv. Manden faldt død om på stedet, hvilket tiltrak de andres opmærksomhed. "Træd væk fra hende, og i behøver ikke at dø flere." Hun trådte tættere på, men dog ikke sigtet væk fra mændene. En forkert bevægelse og hun ville dræbe en til, hun havde gjort det før... og kunne gøre det igen uden at tøve. Så snart en af dem trådte væk, kunne hun genkende kvinden. Selvom en masse år var gået, kunne man aldrig stoppe med at genkende familie. Hope. Eira slog blikket væk fra hende og skød så to af dem og gik imod den næste som så det som om, at han ikke havde mere at tabe. Eira trak en daggert da han var tæt nok på og hamrede den igennem kraniet af ham. Derpå vendede hun sig om mod Hope. "Hey... længe siden." Eira havde for mange år siden haft hår ned til navlen, nu var det lidt over skulderen, og det var tydeligt, at hun ikke var sukkersød længere.Hun sank nervøst en klump, og havde slet ikke bemærket et kniv stik i sin venstre arm, fordi det føltes som luft for hende. Hun kløede sig kort i nakken, hvad sagde man ellers til sin søster, man ikke havde set i flere år?! Øh hey, vil du med hen og have noget at drikke. Længe siden. Hvordan går det?"altssammen latterlige ting man kunne sige.. bare akavede ting.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Seestra!. -Eira-

Indlæg by Gæst on Tors 12 mar - 20:18

Selvfølgelig var Hope lettet over, at blive reddet og hvis Eira vidste hvor meget det glædede Hope at se hende, så ville det sikkert gøre hende pinlig berørt. Men nu, nu kunne Hope slet ikke genkende sin søster, der voldsomt slog mændene ihjel, uden så meget som at blinke! Ikke et eneste blink! Hun slog bare ihjel, så let og koldt, var hun slet ikke klar over, at hun stod og tog liv lige nu. Nok reddede hun hende, men hun dræbte, siden hvornår var hendes gode søster begyndt at dræbe!
Helt mundlam over alt hvad der var sket, havde hun glemt alt om hvad hun ville sige til sin søster, så snart hun endelig fandt hende igen. Alt var slettet fra hendes hoved. Hun stod bare med hænderne foldet foran sig, munden på vidt gab og øjnene fyldt med en smule frygt. Man burde ikke frygte sin søster der lige havde reddet en, men hun havde også lige dræbt en flok mænd, igen uden så meget som at blinke!
Hope fjernede en lok fra sit ansigt, tog den om bag et øre og registrerede først nogen sekunder efter, at Eira havde sagt noget til hende. Med de lange, hvide lokker pjuskende om sit ansigt, så hun op på sin tvillingesøster, stadig forskrækket. ”Ja, hey!” stammede hun. Nu var det hele så akavet, det var bestemt ikke hvad Hope havde regnet med, bestemt ikke. ”Du er… du er virkelig… forandret,” Hun så op og ned af sin smukke tvillingesøster. ”Det er en god forandring men…” Hun så nu rundt på de døde mænd. ”Du slog dem bare ihjel, du slog dem bare ihjel uden at blinke!” Forskrækket så hun op på sin søster. ”Hvad… Hvad er der sket med dig?! Hvad er du blevet udsat for?” Det forskrækket blik blev nu til et bekymret et.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Seestra!. -Eira-

Indlæg by Gæst on Tors 12 mar - 20:41

Hvad der var sket med hende. Der var en lang liste af ting, som hun prøvede at glemme og som næsten havde glemt, men hendes søsters spørgsmål på det - gjorde blot at minderne kørte rundt i hovedet på hende. Hun sank en klump og så hende i øjnene. Eira vidste ikke hvad der var gået galt, men et eller andet var. Der var sket et eller andet, og i sidste ende når man dykkede langt nok ned - så vidste hun godt hvad det var. Det var ikke engang årene ved dæmonen, ikke engang tabet af sine døtre. Det var de måneder alene, hvor hun havde dræbt de walkere sammen med Luke og Stella - efter de troede de havde reddet hende. Hun havde slået så mange ihjel af de monstre, at hun aldrig troede hun kunne klare den, også selvom hun fandt en mindre gruppe dengang. Men da hun kom til byen havde hun været forandret. Kulden fangede hende, og en mand i Firewood Village havde dengang lagt en forkert hånd på hende, en hånd som havde kostet hendes renhed som engel og gjort hende falden. For han ønskede at hjælpe og hun reagerede forkert. Selvfølgelig havde hun haft det dårligt i starten, men nu havde hun indset at der var intet at gøre. "Der er sket så meget. Men det fortid." Svarede hun og trak på smilebåndet og kørte en hånd igennem de mørke lokker. Eira sank en klump. "Men du har også forandret dig positivt." Tilføjede hun og lagde hovedet på skrå imens hendes blik kort kørte henover sin søster. Hope ville nok altid være den af dem som havde det smukkeste udseende, det hvide hår slog alting. De blå øjne var og ville nok altid være det som gjorde de lignede hinanden, de havde de samme øjne.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Seestra!. -Eira-

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum