What do you want with me (Caden)

Caden var ikke direkte imod et parforhold som sådan, han duede bare ikke rigtig til dem. Han havde gjort det nogle gange da han var yngre, fordi hans forældre pressede ham til det, men han havde aldrig været forelsket i tøsen, og endt med at efterlade hende grædende og knust. Det var ikke let for ham, og det var ikke retfærdigt mod hende. Så han prøvede så vidt muligt at undgå dem. Han blev nød til at fortælle hende det, bare så hun vidste hvad hun gik ind til. Han skulle lige til at sige det, men så kyssede hun ham igen. Han så ingen grund til at afbryde kysset. Det kunne vente. Han lod blidt hans hånd bevæge sig langs hendes side og ned på hendes lår. Han ville gerne have hun var tryg, og det havde han også på fornemmelsen hun var. Ellers skulle hun bare fortælle ham det, og så ville han stoppe det. Han var endnu ikke sikker på, hvad der gjorde Zantanna så specielt. Hun havde bare lynhurtigt fået en betydning for ham. Hvilken specifik betydning det var, var han ikke sikker på endnu. Men med tiden ville han finde ud af det, når han havde tid til at reflektere. Han stoppede kysset, inden de kom alt for godt i gang. ”Zantanna.. Jeg er ikke en du skal bruge din tid på. Du skal finde en der vil dig. Kun dig.” Han lod blidt en tommelfinger glide hen over hendes kindben. ”Mænd er ikke så slemme som du tror. Lige nu går der en derude og venter på dig. Find ham.” Han så hende i øjnene, med hans intense blå øjne. Det var tydeligt, at han mente hvad han sagde. Hun burde ikke spilde sin tid på en som ham.

Zantanna nød kysset hun betragtede ham svagt inden han stoppede kysset, hun sagde ikke noget til hans hånd lagde på hendes lår det måtte de gerne, men forstod ikke helt hvorfor han stoppede før han talte, hun blev smule forvirret. Hun vidste ikke helt om hun skulle trække sig væk. Da han strøg en finger hen over hendes kind. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige, hun var stille i stykke tid ” [b]hvad nu vis jeg heller vil bruge min tid på dig?” Spurgte hun hendes stemme fortalte ham ikke at hun forvirret, det havde træningen lært hende hvordan man skjuler det samt nogle få andre følelser. Hvis han så hende i øjnene og var hurtig kunne man spore forvirretheden, men den forsvandt lige så hurtigt som det var kommet. Måske det var forkert af hende, hun besluttede sig for at blive siddende. Hun sukkede svagt. Hun ville ikke bruge tid på at finde den rigtige. Hun var ligeglad med manden der ude lige nu ville bare sammen med ham. Han havde også fået betydning for hende, men vidste ikke var den betydning og hvordan ville påvirke dem, men regnede ikke med noget specilt. Hun havde lært så meget på den tid de havde været sammen. Ja han var den første mand hun nogensinde sådan rigtigt havde betroet sig til.
Zantanna vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, noget sagde hende at de måske bare skulle stoppe, men en større del af hende ville forsætte. Sikke noget rod han gjorde hende så forvirret at hun til sidst trak sig smule væk. Hun var ikke såret på nogen måde mere usikker på hvad det var han ville. Så i stedet for skulle hun måske spørge om noget. Hun kiggede tænksomt frem for sig. Hvad skulle hun spørge om? Hun anede det ikke måske hun skulle spørge ham om hans familie. Hun kiggede på ham han lignede en der havde haft et godt familieforhold. Hun vidste ikke hvorfor hun ville høre om hans familie måske var det for at få at vide hvordan det var at komme fra en god familie trygge omgivelser ” hvordan er din familie?” spurgte hun, hendes stemme var nysrig.

Caden ville gerne være sammen med hende, hvilket vel egentlig var forvirrende. Men hans fornuft og hans lyster kæmpede imod hinanden. En del af ham, ville gerne blive der, holde om hende og kysse hende, mens en anden del af ham ville ikke såre hende. Hvis han forsatte, var der en chance for, han ville såre hende. Noget han ikke ønskede. Så på en måde, var det bedre hvis han bare fik gjort det nu. Hvis han gik sin vej nu, ville han ikke kunne såre hende i det lange løb, men han havde heller ikke lyst til at give slip på hende. Det store spørgsmål var, om han skulle være selvisk eller uselvisk. Caden havde før fået af vide han var forvirrende, og det gav god mening. Hans lyster og hans fornuft var i en konstant kamp med hinanden. I lang tid havde lysten haft magten, men på det seneste var fornuften begyndt at spille ind. Han var ikke sikker på hvorfor, om det var fordi han havde fået sin egen forretning, om han endelig var ved at blive voksen, eller om det var en helt anden grund. Han så på hende, da hun blev stille. Det var ikke usædvanligt, når han smed sådan en bombe. Hendes ord fik ham til at smile en smule. Han ville også bare gerne blive der med hende, men han var ikke et sundt menneske at omringe sig med. Hun trak sig væk, og spurgte så ind til hans familie. Hvad var der at sige? ”Jeg har kun mine forældre. Jeg er enebarn.” Der var ikke så meget mere at sige. Han var ikke sikker på, om hun bare ville lære ham at kende, eller om der var en anden grund til spørgsmålet. Et ganske kort sekund, overvejede han at gå, måske endda fortælle hvad han først tænkte, da han så hende. Hvad hans formål med hende var. Han ville så undlade at hans formål havde ændret sig. Men bare tanken om det, fik ham til at føle sig som et elendigt menneske. Men så igen, hvis han sårede hende senere hen, ville han fortryde han ikke havde gjort det tidligt. Hvis, hvis hvis. ”Du stoler på mig, gør du ikke?”

Zantanna var stadig ret forvirret, hun vidste stadig ikke helt hvad hun skulle gøre, hun var så forvirret det hele så nyt for hende, men hun glad for at dele det med ham. Hun trak vejret dybt hendes blik hvilede på hans øjne. Der var noget ved dem som hun aldrig set før når det vedrørte hende, var virkelig bekymret for hende.  den gang hun var en fange i sit eget hjem. så ikke meget af det Hun bed sig svagt i læben. Hun ville gerne sige noget, men vidste ikke hvordan hun skulle få det sagt. Så stedet for og en smule tøvende kravlede hun hen til ham igen. Hun satte sig siden af ham. Hun forstod ikke, men da han spurgte om hun stole på ham trak kort skulderen ” selvfølgelig stoler jeg på dig, men kan vi ikke bare leve i nuet bekymere os om fremtiden senere?” Spurgte hun forsigtigt, hun ville ikke lyde  for ivrig, men hun ville ikke havde det til stoppe. Vis det var den eneste gang hun var sammen med en fyr som bare betød en smule ville hun gerne havde den til at forsætte i stykke tid endnu, men vis ikke han havde lyst forstod hun også det, eller prøvede . Hun skulle aldrig havde ladet ham komme så tæt på til starte med, men han var altså anderledes og betød noget for hende. Måske hun også betød noget for ham som han ikke ville ødelægge, det i hvert fald det hun bildte sig selv ind for så ville hun kunne forstå det.

Zantanna havde ret. Der var ingen grund til, han bekymrede sig så meget over hvad der kunne ske. Måske skulle han bare lade dagen spille sig ud, som det var meningen den skulle, og så kunne han tænke over fremtiden bagefter. Rent logisk set, var det ikke engang sikkert han ville se Zantanna igen, medmindre en af dem opsøgte den anden. Hvis det skete, kunne de tage den derfra. ”Du har ret.” Hun lukkede øjnene i og lænede sit hoved mod træet. Han lyttede til hvad der skete omkring ham, dyrene, træenes hvisken. Så mærkede han alting, græsset under hans håndflader, træet mod hans ryg, Zantannas kolde hud imod hans. Det var egentlig sjovt, at han kom så godt ud af det med vampyrer. Især fordi de var meget forskellige, hvis man bare så på deres racer. Men alligevel, havde de også meget tilfælles. Mange så på både vampyrer og varulve som monstre. Han sad der bare, og for første gang i lang tid slappede han fuldstændig af. Alle musklerne i hans krop var afslappet. Han mærkede den svage brise, der flød ind over dem, og fik Zantannas hår til at bevæge sig imod hans kind i en kilende bevægelse. ”Det her er rart,” han sagde det med en lavmælt stemme, for ikke at forstyrre vreden. Han åbnede sine øjne, og lod hans blik hvile på hende. Hvorfor overvejede han hurtigt at gå? Han forstod ikke sig selv til tider, fordi han aldrig rigtig vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Men han ville bare gøre hvad han havde lyst til, fremfor hvad han burde gøre. Konsekvenserne kunne man altid tage senere.

Hun sad og lyttede til hans åndedræt og kom til at tænke på hvor rart det måtte være at være at være levende Hun sagde ikke noget i stykke tid da han havde givet hende ret nikkede hun ganske kort. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige, men nu hvor han givet hende ret. Hun lænede sig frem imod ham og lod igen deres læber mødes, hun følte sig tryg i hans nærvær og lige nu havde hun kun lyst til at være i dette nærvær. Hun vidste ikke om kunne komme til at stole på mænd fuldt ud. Drog vidste hun at hun stolede på Caden også selvom de kun lige havde mødt hinanden. Hun stolede på ham det var stort for hende sige at hun stole på ham, men det gjorde hun og hun ville helt sikkert gerne holde kontrakten. Hun var vis på at det hele nok skulle gå, blev hun såret vidste hun ikke hvordan hun ville reagere, men når man ikke regnede med noget, hvordan skulle man så blive såret. Hun var glad for at havde mødt varulven og var på måde glad for at hun havde været fangeskab, for så havde ikke lært at være fordømme over varulve. Hun lagde med sin hånd på hans brystkasse så hun kunne mærke hans hjerteslag, imens stadig kyssede ham. Hun vidste ikke om han ville stoppe hende, men han havde jo givet hende ret. hun kunne godt lide hans hjerteslag de var rolige, men slappede jo også af, så hvad havde hun regnet med.

Caden kunne nærmest ikke høre hendes bevægelser, hvilket på en måde var ubetryggende. Han var ikke typen der tog del i kampe med andre, så han frygtede ikke ligefrem at hun angreb ham. Selvom han var et let offer. Han stolede dog på Zantanna. Han så ingen grund til ikke at stole på hende. Da hun igen kyssede ham, lod han en hånd glide op i hendes nakke under hendes hår. Han gengældte kysset, stadig med lukkede øjne. Han forsøgte på ikke at tænke på konsekvenserne, men når man var opdraget til altid at tænke fremadrettet, var det svært bare at slippe. Selvom han forsøgte at leve i nuet, og ikke tænke på fremtiden, var det en nærmest umulig opgave for hm. Men lige nu, skubbede han tankerne væk. Han lod hans anden hånd ligge imod hendes talje. Caden var ikke sikker på, hvor langt han kunne tage den med Zantanna, han var heller ikke sikker på, om han havde lyst til at afprøve hendes grænser. Det var aldrig til at vide, hvor meget hun havde lyst til, men han kunne altid prøve sig lidt af, tage små skridt. Han lod begge hans hænder bevæge sig hen til hendes ryg, hvor han lige så stille pressede hendes krop tættere imod hans. Sagde hun stop, ville han respektere det. Især når det var en som hende. Havde det været enhver anden, ville han forsøge at overtale dem, men hvis det heller ikke var muligt, ville han selvfølgelig respektere det. På trods af hvad det måske virkede til, havde han respekt for kvinder. Han ville ikke overtræde deres grænser, oftest af egoistiske grunde.

Hun blev lidt overrasket over han trykke hende tættere på sig det var ikke en ubehagelig, men det var heller ikke noget hun havde renget med, men hun vidste jo heller hvad hun skulle forvente hun nød varmen og blev smule mere ivrig end før, hun betragtede  ham ganske lidt inden hun  lukkede sine øjne og mærkede hans læber. Der var så mange ting hun var gået glip af i sine mange år i fangeskab. Hun vidste ikke at det kunne være så godt være så tæt på et andet menneske, men det vidste hun nu. Følelsen af hans berøringer alt det var rart og hun kunne sige at hun ikke var bange for nærkontrakt. Indeni følte sig stolt, det var skridt på vejen til komme til at stole på mænd.

Caden gik ud fra, hun ikke havde noget imod det, da hun ikke gjorde modstand. Han lod hans læbe skille sig fra hendes, og lod dem i stedet være tæt på hendes øre, så hun kunne mærke hans ånde. Der var ikke mange der vidste det, men øret var også erotisk zone. Det var også derfor, man tit fik varme øre når man blev flov. ”Sig til hvis du bliver sulten,” hans ord var bløde, hviskende. Han havde ikke noget imod at give blod til vampyrer, det var ikke alle der ville i nærheden af varulve. Men det måtte de også selv om. Han kyssede hende ned af kæben, i små kys, han forsatte dem ned på hendes hals og kraveben. Det var ikke alle der brød sig om det, hvis det var tilfældet med hende, ville han selvfølgelig stoppe. Han lod hans ene hånd glide ned i mod hendes lænd, og lod den anden hvile imellem hendes skuldreblade. På den måde, støttede han hende. Hun kunne dog til hver en tid lirke sig ud af hans greb, hvis det var det hun ønskede. Caden var ikke egoistisk med Zantanna, noget han ellers havde været ved de fleste andre kvinder. Han så indimellem op, i et forsøg på at få hendes reaktion med.

Zantanna havde ikke lyst til flytte sig, hun kunne godt lide den  boblende fornemelse som bredte sig i hendes krop, hun sukkede nydende og kiggede på ham hun havde slet ikke tænk på sulten før han nævnte den, hendes hals kom til føles tør og stikkende og hendes øjne blev røde. Hun kunne da ikke tage hans blod det virkede forkert, men nu hvor han havde mindede hende om det var hun blevet sulten. Hun blottede svagt sine tænder ikke i vrede, men i irratation over hendes sult som han havde bragt på banen. Hun valgte koncennterede sig om hans læber, men det var svært når en  fornemelse forstyrrede hende. Hun trak vejret dybt " Tak fordi du mindede mig om det" sagde hun, men var ikke vred eller irrteret på ham, men på sulten. Jo mere hun kæmpede for at holde den tilbage jo mere røde blev hendes øjne og til sidst var det ikke til at skjule og han ville kunne se det vis han kiggede hende i øjnene.  Hun kæmpede med sig og sin sult, men når nu tilbød det kunne hunvel lige så godt gøre det, men hun fik alligevel dårlig samvittighed, men hun ville heller ikke have det til at stoppe.

Caden forsatte de små kys, indtil han opdagede en ændring i stemning. Han trak sig væk, og så hendes røde øjne. Hun var sulten, ingen tvivl om det. Men hun virkede tøvende. Hun ville ikke drikke af ham. Grunden var han usikker på, men det generede ikke ham, så det burde ikke genere hende. Men det var tydeligt, at hun ikke ville drikke af ham. "Du må gerne," hvis hun ikke gjorde det af sig selv, måtte han lokke lidt med hende. Han lod blidt hans ligge imod hende kind. Han kunne ikke se, hvorfor hun ikke bare drak af ham, hvis hun var så sulten som hun så ud. Men det var også okay, hun skulle nok få blod lige meget hvad.

Zantanna kiggede på ham og nikkede ganske kort hun flyttede hans hånd fra sin kind så hun kunne kravle tættere på ham , hun tøvede stadig, men holdte hun sig tilbage for længe vidste hun ikke helt hvad der ville ske så var det ikke sikkert at hun ville kunne stoppe, hun betragtede ham kort inden hun forsigtigt lod hendes  tænder synke igemmen huden og ind til hans blodåre. Hun lod   blodet  komme ned igemmen hendes svælg det var ikke en sød smag der ramte hendes tunge som når hun spiste af engle, smagen var bitter, men den gernede hende ikke. Hendes øjne blev langsomt brune igen og hun trak forsigtigt sine tænder ud, hun smilede  svagt   " tak" mumlede hun og håbede ikke det gjorde alt for ondt, bagefter lod  hun svagt sine læber møde hans hals så vis det stadig blødte regnede hun med at hendes kolde hud kunne stoppe den blødning der måtte være da hun sikker på at blodet var stoppet kiggede hun op på ham for at sikker sig hun ikke havde taget for meget. Det var første gang hun havde spist af en hun havde snakket med og det var ikke noget hun brød sig om.
Hun sad lidt inden hun lod sin  håndflade tøre rester af hans blod væk fra  hendes mundvig, hun lagde hovedet en anelse på skrå, hvorfor ville han gerne give hende noget så dyrebart som blod. Normalt løb folk væk vis de vidste hvilken race hun var. Hun knib svagt øjnene sammen som ved gøre det, kunne forstå hans grund till at give hende blod. Hun havde engang hørt nogen som måtte være vampyre snakke om at have deres engne slaver så  de hele tiden havde nogen drikke fra. Hun ville aldrig kunne finde på at gøre det af den grund at hun ville komme til at knytte sig til den person som måtte være hendes drikkedunk og hun ville heller ikke havde slaver. Hun vidste nemlig hvordan de havde det. Hun kiggede op på og så alvorlig ud " lad os aldrig gøre det igen" sagde hun alvorligt, hun ville ikke drikke af ham igen for vis hun gjorde næste gang og ikke kunne styrre sig og så var det bedre at det gik galt med en fremmede person end som en hun  kendte

Caden lod hende bare drikke. Hvis hun tog for meget, ville han selv trække sig væk. Det havde dog ikke været et problem før. De kunne som regel godt styre det. Det gjorde ikke voldsomt ondt på ham. Det var ikke fordi han fandt det behageligt, men han havde oplevet værre. Han mærkede kort efter hendes læber mod hans hals. Det ville ikke tage lang tid at stoppe blødningen. Ikke lige så længe, som hvis han havde været et menneske. Han helede en smule hurtigere end et menneske. Caden sendte hende et let smil, men det stivnede da han opdagede, hvor alvorlig hun var lige pludselig. Hvad ville hun sige til ham? At hans blod ikke smagte godt? Det kunne han godt leve med. Det betød at de fleste vampyrer, ikke ville dræbe ham for hans blod. Men hun ville ikke gøre det igen. Det var op til hende selv. Han ville ikke tvinge hende til at gøre noget som helst. ”Det generer mig ikke Zantanna.” Han forsøgte ikke at lyde anmassende, men han kunne ærlig talt ikke se hvad problemet var. Hun havde lige nu gjort det tydeligt, at hun sagtens kunne styre sig selv. Han så på hende, fulgte hendes bevægelser. Han ville dog ikke presse hende til at drikke af ham. Det måtte hun selv bestemme. Caden følte sig en smule svimmel, noget han normalt følte efter at nogen havde drukket hans blod. Det plejede dog aldrig at være mere end det. Han følte sig svimmel, og når hans krop havde gendannet det manglende blod, ville han have det fint igen.

Zantanna kiggede op hun havde stadig et alvorligt blik da han sagde det ikke generede ham rystede hun svagt  på hovedet  hun havde kunnet styrre sig denne gang, men der ingen der sagde hun kunne gøre det næsten gang. Hun  var stadig en meget ung vampyr til forhold til så mange af de andre og hun stolede ikke altid på sine evner, det også derfor hun ikke var sikker på at hun kunne bo med Emiliy for evigt, hun var bange for skade Emiliy som hun var bange for skade ham, hun vidste ikke hvorfor, men det var hun. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige, men et eller andet måtte hun jo sige. Hun var tavs i et stykke tid " jeg vil ikke skade en ven" sagde hun imens tænkte på det næsten hun skulle sige for hun  vidste godt de ikke kunne kalde sig venner når de lige havde mødt hinanden, men hun var heller ikke helt sikker på at han ville være hendes ven. Hun bed sig svagt i læben " jeg mener en jeg snakket med" sagde hun prøvede på forklare, men det lykkedes ikke helt. Så hun opgav til sidst. Hun lagde hovedet en anelse på skrrå. Hun havde et undrende blik, men det forsvandt igen og et bekymret udtryk bredte sig fra hendes blik til hendes læber. Hun trak sig smule væk. Sådan at hun kunne se bedre se ham og hun lod være med at gøre noget så han kunne komme sig smule, han virkede ellers okay, men man kunne ikke være sikker.

Tiden var gået hurtigt, og Caden havde derfor ikke observeret, at solen var på vej til at stå op. Den lå stadig som et lysglimt i horisonten, men inden længe ville den være oppe. Det var naturligvis ikke noget der generede Caden, men han tænkte på Zantanna i dette tilfælde. Men han havde ikke lyst til at forlade hende. ”Solen står snart op.” Det var ikke kun for at advare hende, men også for at skifte emne. Der var ingen grund til, at de kom op og skændtes over det. Det var selvfølgelig også hendes valg. Han så på hende med et venligt blik og tilsvarende smil. ”Vil du hjem?” Han gik ud fra det, men kunne da ikke se hvad hun ellers skulle gøre. Hvis hun blev ude, ville hun blive til aske. Han vidste endnu ikke om han ville ses med Zantanna igen. Hans liv var kompliceret, han havde sjældent tid til længerevarende kvindebekendtskaber, selvom han dog følte han skulle beskytte hende. Så hvis hun kom i problemer, ville han gerne være der for hende. Men det var bare ikke altid noget han kunne. Men hun skulle vide, at hun kunne komme til ham, hvis hun havde brug for det.

//Beklager længden. Kreasvigt.

Zantanna havde helt glemt tiden og gispede kort hun anede ikke om kunne nå hjem, hun rejste sig med et sæt hvordan kunne tiden gå så hurtigt, hun bed sig i svagt læben inden hun betragtede ham " er du okay?" spurgte hun forsigtigt for at skjule hvor panisk hun var indeni. Hun vidste ikke om kunne nå hjem, det var første gang hun havde været ude så længe hun plejede altid at være hjemme inden solen stod op, men hun havde på en måde ikke lyst til det skulle slutte sådan, men solen satte ligesom stopper for det. Zantanna kom lidt efter i tanke om hytte der ikke var større end et skur og det var nok også det man ville kalde det når man så hytten. Hun betragtede ham " jeg kan ikke nå helt hjem" sagde hun prøvede på at lyde en smule fustret , men hun havde en udvej. Hun overvejede ganske kort om hun spørge om han ville med der hen. Hun så på ham og smilede svagt da han spurgte om hun ville hjem rystede hun svagt på hovedet " jeg kan ikke nå helt hjem inden solen står op" sagde hun vidste at det måske var en løgn faktisk kunne hun godt nå vis hun løb i den umenneskelige fart troede hun, men hun havde ikke lyst til at stoppe. vidste ikke om han havde lyst til stoppe.
Hun lod hovedet fald på skrå " jeg kender e lille hytte ik så langt her fra, sidst jeg kiggede var den tom" sagde hun hun fortalte ham det så han selv kunne bestemme om han ville med, men sådan uden rigtigt at spørge ham. Hun håbede at han ville, men vidste ikke om han ville og hun ville ikke spørge ham dirkete.

Caden så på hende, og nikkede bare da hun spurgte om han var okay. Han rejste sig, og forsøgte at holde balancen selvom han var en smule svimmel stadigvæk. Selvom Caden gerne ville blive, blev han nød til at gå. Han havde stadig en forretning, og selvom der gik timer endnu før den åbnede, blev han nød til at ordne en masse ting inden. Han så på hende med et smil. ”Jeg ville gerne med dig, men jeg har nogle ting jeg skal ordne.” Han lod blidt en hånd bevæge sig over hendes hår. Han lod blidt hans læber røre ved hendes, før han trak sig væk igen. ”Hvis du vil finde mig, kan du kigge forbi Firestep.” Caden drejede rundt, og begyndte at gå væk fra hende. Han var ikke meget for at skulle forlade hende, bare tanken om hun skulle være alene i et hus generede ham, men han blev nød til det. Han kunne ikke pause sit liv for hende, selvom han gerne ville. Han blev hurtigt en lille prik i horisonten.

//Out.