Haunted house// Beth//

S lige ude for Sunfury City, cirka der hvor han mødte Stella nogen uger før.
V Det regner, og hvis man høre efter han man høre det os tordener svagt.
O ingen rigtig, måske nogen få dyr.
Tid 16,30
P læderrustning og en kappe.
Geralt løb gennem skoven med hans bror, lige så lydløs som det kunne lade sig gøre det var langtid siden han, havde gjorde dette. Geralt smilede svagt, *Så Ari med på at løbe om kamp, over mod huset, jeg sidste var i.* Geralt kiggede på hans bror, for at se hvordan han ville svare på det. *Fint Geralt, lad os løbe så.* et suk undslap Ari, hvorefter de begynde og løbe afsted gennem skoven. Det var som altid vildt befrienden når man  løbe gennem skoven, Ari havde det fuldkommen på samme måde.. De var væk for alt for mange folk, så de ikke ville blive fundet frem til ikke lige nu da. Geralt kiggede på ham smilede han svagt. Geralt og Ari, løbe gennem skoven, hver forhindring gled de gennem skovene som folk der havde helvedes hunde efter sig. Geralt havde dog smid kappen for sig, ellers kunne han ikke holde tempoet oppe da de stødte på en masse ting, som skulle forhindre at han kunne løbe med Ari lige så frit som, hans bror gjorde. Da de nået til sidste på dagen, havde de sat sig selv ved et træ, hvor de de overvejet hvad det næsten de skulle lave var. *Jeg vandt Geralt, så hold nu lige mund ikke.* Sagde Ari, mens han gnasket på et stykke kød fra en hjort. Geralt rullede med øjne, hvorefter han rejste sig op *yeah righttt, så siger vi det.* Lød det drillende fra Geralt til Ari, hvorefter Geralt rejste sig op kort efter. *Jeg tag mig lige en løbe tur, du er en stor dreng, du kan passe på dig selv* lød det drillende fra Geralt til Ari.  Geralt begynde lige så stille han bevæge sig, gennem skoven det var vildt dejligt ikke og være i byen lige nu, men han måtte vende tilbage senere. Geralt fik set sig lige så stille omkring, hvorefter han mærket en kæmpe smerte i hans ben, hvilket Ari os følte. *Geralt, hvad er der sket, jeg kan ikke f'le mit ben.* Geralt anet, ike hvad han skulle svare, *en pil hvem, hvem i helvedes navn prøvet og skyde mig.* Det sortnet dog kort efter, for Geralt og Ari følte det samme.

Hun hadede normalt at jage i regnvejr, men det var også noget hun var nød til at gøre. Hvis hun skulle have noget mad. Det var nemmere at jage selv end at skulle betale for at få mad på sin tallerken. Desuden nød hun at være ude i naturen. Ayah havde fået sigte af en hjort længere nede i skoven, og hun stod egentlig ret godt. Hun trak buen i spænd og sigtede, hvorefter hun lod pilen suse igennem luften. Dog kom en eller anden idioit løbende ind foran, og hun ramte ham i benenet. Ayah løb derhen med det samme og satte sig på hug ved ham. Hun klappede ham let på kinden for at se om han var ved bevidsten, men han virkede fjern. Ayah trak sin jakke af og derefter tog hun pilen ud af hans lår og viklede sin jakke stramt om blødningen. "Forhelved." Mumlede hun irriteret af situationen. Det ville tage meget energi at slæbe ham igennem skoven og ind til byen - og rig på kontakter var hun ikke ligefrem. "Hey. Kan du høre mig." Spurgte hun til herren, og sank en klump.

Geralt mærket en der hev, pilen ud af ham smerten var sindsyg det var som om hele hans krop prøvet at minde ham om det. Hans øjne var helt ved og gå i, men da han mærket en hånd på hans kind som slog blidt. Han åbnet, svagt øjne, hvorefter han prøvet og komme op at stå. Det lykkedes dog os for ham, men da han stødte på den var han lige ved og falde igen. Geralt kiggede op på hende, som hvis var den der, havde skudt en pil. "Yeah jeg klare mig det skal bare hele, intet andet, så jeg klare den, jeg skal bare sidde her i lidt tid inden jeg er klar igen." Det var kun sandheden, som kom fra ham, han kunne dog mærke at Ari os fik det lidt bedre. Geralt begynde og gå hen mod deres lejersted lige så stille, selv om Ari prøvet at få ham til at lade vær, smerten var sindsyg stor. Geralt fik enlig kæmpet sig hen ti Ari, hvor han rev et stykke af hans trøje af han havde under rustningen hvorefter, han bandt den om Aris pote. "Kan du gå Ari," lød det fra Geralt af, Ari nikkede han kunne kun lige gå, men det var ikke mere end lige lige som Geralt selv. Smerten var alt for sindsyg, op til flere gange var han nød til og sætte sig ned og hvile benet. Dagen havde gået så fint, og nu var både hans bror og ham selv ude hvor de ikke kunne bunde. Geralt lukkede kort øjne, selv om stormen var taget til, sad han bare op af et træ ved siden af hans bror. Han ville ikke forlade hans bror, det kunne han da ikke. Kunne han, det var nu lige meget han ville ikke forlade hans bror ikke når han var såret.
//soorry det korte svar :9//

Ayah fulgte efter ham, men stoppede så op for at pifte så Daydream kom travende hen til hende. Daydream var Ayahs hest, hvid som sne og mere loyal end en hund. Det var ikke fordi at hun ønskede at være ude i regnen, og specielt ikke i torden, derfor var Ayah også begyndt at tænke, at de burde vende om og smutte hjem ad. Dog ville hun ikke lade en såret mand hoppe rundt som en anden tosse.
Hun undrede sig først over hvad fanden han havde gang i, dog fik hun øje på en kæmpe ulv ikke så langt fra hende, og stoppede tøvende op. Santuine. Hun havde læst om dem, ikke mødt mange, men stadigvæk. Og en kæmpe ulv. Sådan en havde hun alligevel aldrig før set. Daydream vrinskede kort, men stoppede så op. "Du skal til ses af en sygeplejeske. Det kan hurtigt blive meget værre, hvis du ikke får gjort noget ved det. Ulve kan sagtens gå på tre ben. Du skal op på hesten." Sagde hun og kiggede efter herren. Hvis hun skulle skyde ham med en pil igen... nej. Det var hun ikke typen der gjorde, men han skulle tilses.

Geralt lyttede ikke til hende i første omgang, hvilket var meget mærkeligt og tænke over. Da han hørte hendes stemme kiggede, han kort op på hende og hesten "yeah jeg er ikke så stor fan af du ved, sociale steder så, jeg ved da godt at han kan gå." lød det kort fra Geralt, da hun nævnte at han skulle tilses. Lavet han et kort girmasede, "fint så lad os komme derind, men hvis folk spørg om hvad der skete, siger vi at jeg blive skudt af en der ville ha mit hovedet det lyder meget bedre." Lød det fra Geralt af, hvorefter han rejste sig op og gik hen til hesten eller gik og gik, han haltede nok mere *Ari kan du klare den,* sagde Geralt til ham gennem tænkerne. Da Ari nikkede til ham, sende han kort hende der havde redde ham et smil, hvorefter han fik kæmpede sig op på hesten, uden hjælp, hvorefter han kigget ned til hende. "Så, hvad lavet du overhovedet herude, i dette vejr." Lød det kort fra Geralt af, han sende hende et skævt smil mens han ventet på hvad hun ville svare *Geralt, slap nu af, med og snakke med enhver der har en puls, det er ikke en god ide siger det bare.*  *Geralt kiggede over på Ari, *så du har forstand på hvad jeg laver godt at vide.*  Der var en dyb ironi over Geralts svar til hans ulv, Ari, begynde og nærme sig dem lige så stille, smerten var der ikke rigtig ved ham længere, men den var der stadig ved Geralt. Geralt kiggede på hende kvinden som, havde hjulpet ham. "Hvad hedder du, om jeg må spørge" smerten var der stadig, så han prøvet bare med og formindske smerten ved og tale om noget andet.  Hvilket han faktisk, ikke havde det så let med på nogen punkter.

Ayah hjalp ham op på hesten, hvis han havde brug for det. Så snart han var oppe på hesten greb hun om tøjlerne og begyndte at gå. Hun samlede sin bue op på vejen og svang den over sine skuldre. "Hvad, er du da flov over du blev skudt ned af en pige?" Spurgte hun med et kækt smil på læben imens hun kiggede lige frem. Ayah drejede blikket over mod ham. "Ja, nogle af os må gå på jagt for at få kød på bordet. Vejret... det bestemmer jeg ikke over." Svarede hun så og sank en klump. De kom til udkanten af byen. "Mit navn er Ayah. Dit?" Spurgte hun så.
Det tog ikke lang tid før, at de kom til hospitalet, hvor nogle straks kom ned og hjalp Geralt ned fra hesten og indenfor på sygehuset. Ayah tog med indenfor da en ung pige stoppede hende.

//Så rækkefølge: Geralt, Ayah, Beth

Beth var på arbejde denne sene aften. Hun var klædt i en hvid kjole som alle de andre sygeplejesker, og håret sat op i en hestehale. Dog var der sket en ulykke denne aften, og en ung herre blev båret ind med et skadet ben. En kvinde kom indenfor bagefter, om det var fordi de var et par eller noget , vidste hun ikke. Det var sjælent hun vidste noget omkring folk - alting noget nyt hver eneste dag, som hun elskede det. "Kan du fortælle mig hvad der skete?" Spurgte hun pigen og lod hende følge med til stuen, hvor Geralt var blevet lagt. En læge stod for at rense hans sår, derefter fik Geralt noget bedøvende som gjorde, at han ikke kunne mærke noget i sit ben imens såret blev syet sammen. Efter syningen blev hans ben bundet ind. Lægen gik og Beth tog over. "Vil du have noget, mad eller drikke?" Spurgte hun med et skævt smil på læben. Beth lænede sig ned til Geralts øre. "Bare rolig. Din ulv har det fint. Jeg har sørget for, at han sover et godt varmt sted." Hun trak ansigtet tilbage og smilede til ham.

Geralt lod hende trække hesten, da han ikke ville stjæle den fra hende sådan var han ikke da hun begynde og svare på Hans spørgsmål, kunne han ikke  lade vær med og forsvare sig selv lidt, "aner ikke hvad du taler om, det var en lejemorder intet andet." Svarde han igen, man kunne sagtens høre at han bare prøvet og finde på noget, så det ikke lød lige så idiotisk men ham flov, pff nej da. Han var da ikke flov over, at han var blive skudt i benet af hende, eller måske var han. Geralt smilede charmerne til hende da hun, fortællede hendes navn. "når så du jæger bare, well istedet for mad fik du mig idag , hvordan føler du omkring det." drillede Geralt hende. Ari var fulgt med dem.  Geralt havde dog, ikke lagt mærke til, hvor Ari var forsvundet hen. Men han kunne dog klare sig, uden  ham og omvendt. Geralt smilede svagt til hende, da hun nævnte hendes navn, og bedte om hans. Stod han lidt og tænkte over det, ehhh, mit navn betyder ikke noget." Grunden var en helt anden til han ikke sagde det, hans navn var nemlig lidt åndsvagt, hvis han selv skulle sige det. Da han blive hjulpet ind, følte han bare sig vildt svagt, så det gik ham mere eller mindre på. Geralt blive lagt i en seng, før han kunne nå og sige andet. Geralt kiggede på lægen som bevægede sig over mod ham, han ville ikke gøre noget for at stoppe lægen, eller det kom meget andet på hvad han gjorde da han renset såret gjorde han intet mod det. Geralts krop skreg, og han bed sig selv så hårdt i tungen så han kunne smage blodet.  Da Geralt, havde fået renset såret kiggede han på lægen. Lige indtil han så det, som skulle  skulle bedøve ham. Geralt kiggede på lægen, og begynde og kaste sig rundt, så flere af dem var nød til at komme ind og holde ham fast. Han ville ikke bedøves det ville han ikke, men til sidste fik de dog deres vilje og hans krop faldt sammen. Da han endlig kom til sig selv,  så han en kvinde som spurgte om han manglet noget, det gjorde han ikke rigtig, hans tænkte kun på hans bror. Men da hun hvisket ham i øret at,  hun havde styr på hans ulv som åbenbart var et varmt sted, hvilket glæde Geralt.  Han fik bagefter sig kæmpede op, hvorefter han så på hende "øhh tak," han sende hende et svagt smil, for at få styr på sin krop. "Lov mig at jeres læger, aldrig bedøve mig igen." Geralt sende hende et skævt smil, mens han satte sig op.

Ayah rystede svagt på hovedet og gik egentlig bare med ind på stuen, hvor han lagde. Han tog ikke bedøvelsen så godt, men til sidst fik lægerne deres vilje. Ayah kiggede på dem imens syeplejesken og Geralt snakkede. Så gik hun ud på gangen og kiggede rundt. Lige nu havde hun ikke noget at gøre her, og hun skulle hjem. Så hjem måtte hun vel gå. Ayah gik udenfor og sadlede Daydream op inden hun satte sig op på hendes ryg og red hjem.

//Out

Beth rystede blidt på hovedet. "Og jeg er sikker på, at han er enig med mig når jeg beder dig om at ligge dig ned igen. Dit ben har brug for hvile." Smilede hun skævt til ham. "Imorgen tidlig kan du få lov til at smutte hjem. Men jeg vil nok anbefale dig at lade hver med at springe rundt de næste par dage. Stingene skal også ud igen, om et par uger. Så du skal egentlig bare holde dig lidt i ro." Smilede hun skævt til ham og hævede på et bryn til, at han skulle ligge sig ned igen. "Medmindre du ikke har nogle steder at tage hen selvfølgelig, men det skal vi nok finde ud af. Forresten. Mit navn er Bethany. Men bare kald mig Beth. Det gør alle." Beth Lagde hovedet let på højkant imens hun betragtede ham.

Geralt lyttede til Beth, hvorfor skulle han dog ha stingene ud igen, han ville da godt kunne leve med det ville han ikke. Geralt kiggede på hende, hvorefter han sætte sig selv op igen, "yeah jeg kommer ikke til at overholde de ting Beth, sorry men lad mig fortælle dig en ting, jeg regner med du tag dig af Ari, siden du har sørget for ham i forvejen." Lød det drillende fra Geralt af, "navnet er Geralt og jeg holder mig helt sikkert ikke i ro." lød det kækt fra Geralt af, hvorefter han kiggede på hende, "et sted jeg har et meget usselt sted, som jeg bor, mere fordi jeg undgår at være det samme sted, så folk ikke finde mig for hurtigt." Det var nærmest en gåde han, havde givet Beth nu, der var mange slags ting der jo kunne gøre at man ikke boet et sted, sådan rigtigt. Da hun jo, havde spurgte om han havde et sted. "Men tak fordi du ser efter Ari, selv om han sikkert beklager sig, lidt mere end mig." Lød det kækt fra Geralt af, hvorefter han sende hende et charmerne smil.  "Men jeg tror ikke jeg vil ha dem fjernet, ikke hvis i vil bedøve mig igen, ved du godt hvor provokerne det er, altså jeg vil godt vide hvad der sker, og så han jeg bare ikke lige og blive bedøvet." Orden for en rigtig person, som ville overleve, at blive bedøvet kunne jo gøre ting ved en, men det værste var at man ikke anet hvad der skete omkring en så. "Så Beth, en smuk kvinde som dig, har sikkert en mand har du ikke, eller læser jeg dig helt forkert." Igen drillede  han hende, han var ikke en der kunne læse folk, så derfor lavet han gerne sjov med det. Geralt lænde sig op af muren, hvorefter han sætte sig op i sengen, bare for at trodes hvad der lige var blive sagt. Han var en rebel, i næsten alle ting, og så hjælp han folk som havde brug for det, fattig folk som ikke engang fik noget mad ellers. Derfor kunne han ikke blive her ikke en eneste gang, lige meget hvad. Geralt så på hende kort, hun så ikke dårlig ud det måtte han da gi hende.
//meh ikke så godt og sorry vente tiden. :9//

Beth rystede let på hovedet af ham. Hun lyttede til hvad han sagde, det var ikke fordi, at hun havde regnet med, at han var en eller anden mønster borger som gjorde alt der blev sagt - ikke engang hun gjorde altid hvad der blev sagt.
"Så du mangler et sikkert sted at være. I guess." Hun havde fundet sig en person i verden som måske aldrig rigtig havde nogle andre end sin ulv. En som havde en enkelt ting at leve for. Beth hævede et bryn. "Det første gang du på sygehuset er det ikke?" Spurgte hun med et lille grin. "Du skal ikke bedøves for at få dem fjernet. De sørger bare for at holde såret samlet imens du heler. Hvis du bevæger dig for meget sprænger de... og det min fine ven er nok det som gør mest ondt, for du åbner såret igen. Stingene bliver bare klippet over og trukket stille ud. Jeg kan endda gøre det til den tid." Smilede hun skævt. Beth himlede med øjnene til det næste han sagde. "Du læser mig forkert. Jeg har ingen mand." Svarede hun med et kækt smil på læben.
"Så, hvis du skal bruge et sikkert sted at være i ro. Så kan jeg tilbyde mit hus. Der en ekstra seng, og jeg kunne bruge lidt selskab." Tilbød hun. Varme. Husly. og mad. Det var et dumt tilbud at afslå.

Geralt lyttede til, hende det var da godt at han ikke skulle bedøves igen. "Jahh kan vi ikke bare lade, stingene  sidde i så." Geralt sende hende et skævt smil, da han havde sagt sin mening fuldkommen. Geralt smilede han charmerne til hende, da hun nævnte hun ikke havde en, "det er da en skam, at du ikke har fået en i nu." Sagde Geralt, hvorefter han sende hende et kækt smil, han sætte sig i skræderstilling for at sidde lidt bedre.  Da hun begynde og tilbyde ham et sted og bo, så han først chokeret ud. Hvordan kunne hun dog tilbyde ham det, var det ikke lidt hurtigt siden hun ikke kende ham. Geralt kiggede svagt på hende, "yeah jeg burde nok at sige ja, men tror ikke du vil ha mig boende i det stykke tid, jeg er ikke lige frem, den person som folk glemmer alt om, jeg er meget udsat og det er alle der er sammen med mig os." Han grinte lidt for sig selv, da det gik op for ham det andet hun havde spurgte om,"yeah du har ret,  det er min første gang på sådan her et sted, og lov mig du ikke jeg mener ikke gir noget til at bedøve mig igen, eller jeg vil bare aldrig bedøves igen så er jeg ligeglad med den smerte som der kommer."  Geralt kiggede på hende og begynde at overveje det, han kunne jo bare slette sine spor som han normalt gjorde. Geralt kiggede på hende kort og smilede så skævt til hende, "jeg vil da godt bo ved dig, hvis du ikke vil gi slip på mig i nu." Lød det Kækt fra Geralt af, hvorefter han kiggede over på hende igen.

I mellemtiden, Lå Ari, bare i sofaen ude ved hende og slappede af, det havde været en lang dag for dem begge så i det sammen Ari faldte i søvn. Blive Geralt lige så stille træt, men han var ikke rigtig ved og være træt i nu da. "Så Bethany fortælle om dig, selv for jeg komme til at blive her i lidt tid i nu så vi kan da godt lære hinanden og kende siden vi jo skal bo sammen i lidt tid." lød det kækt, fra Geralt af, hvorefter han sende hende et vildt charmerne smil, mange kvinde faldt hans charmerne smil meget tiltrækkende men om hun gjorde anet han ikke.

Hun trak en stol hen og satte sig ned ved hans side. "En skam og en skam. Jeg venter blot." Smilede hun svagt og trak på skuldrene. Kærlighed var noget man ikke skulle opsøge, det ville finde en når den var klar til at blive fundet. Man kunne vel sige James sad i hendes hjerte endnu, selvom hun var i tvivl om de signaler han sendte til hende. Faktisk var hun bare forvirret omkring ham lige nu, gnisten var vel også ved at dø og hun måtte videre i hendes liv. Beth slog tankerne om James ud af hendes hoved og lagde det let på skrå. "Måske og måske ikke. Noget skal der jo ske i mit liv, ellers bliver det bare kedeligt i længden at det samme sker." Hun trak atter på smilebåndet og så mod ham. Hun nikkede til ham. "Jeg lover det." Sagde hun og nikkede til, at den var forstået nu.
Beth kiggede lidt opmærksomt på Geralt da han kaldte hende ved sit fuldenavn. Der var ikke mange der gjorde det, ikke engang hendes familie. Men Beth kunne skam sagtens leve med, at han gjorde det, der var et eller andet over den måde han sagde hendes navn som hun godt kunne lide. "Hvad vil du vide Geralt?" Spurgte hun. "Der er det simple. Jeg arbejder her på fuldtid. Jeg er opvokset ved min mor og hendes tvillinge søster. Aldrig kendt min far eller hørt omkring ham. Min familie er dæmoner, og jeg er menneske." Tilføjede hun og trak på skuldrene. Hun var shapeshifter, hun havde bare aldrig skiftet form, vel aldrig været vred nok eller deprimeret nok til at udløse forvandlingen. Beth smilede skævt til ham. "Uh, også har jeg brug for noget seriøst action i mit liv inden det bliver alt for kedeligt." Hun sendte ham et drillende smil.
"Jeg henter noget mad til dig. Bare slap af imens." Beth rejste sig op og gik ud af døren for at finde noget mad og drikke til ham. Efter lidt tid var hun tilbage med en bakke med en tallerken med kylling, kartofler og et glas vand. Hun serverede det på sengen for ham, og satte sig så på stolen. På bakken lagde der også noget smertestillende, han kunne tage hvis han ønskede. "Det bare smertestillende. Det ikke noget som slår dig ud, det stiller bare smerterne i i hvert fald 6 timer." Smilede hun svagt til ham.

Geralt kiggede på hende, hvorefter han lyttede til hende da hun fortællede at det nok ikke var en skam. Hun ventet åbenbart, hvilket var sjovt nok at tænke på, hvordan ku det være at mange kvinder troede at manden på den hvide hest bare ville komme ridene ind, det provokeret ham lidt. Geralt så lidt på hende, hun tænkede åbenbart over nogen ting som hun ikke ville tale højt om. Da Geralt kunne mærke at hans bror, var falde i søvn var hans fulde opmærksomhed på hende. Han lyttede til hende da hun fortalte det, normale som hendes arbejde og sådan noget, Geralt selv, havde aldrig haft et møde med sin far og hans mor var død i barsel sengen. Han kende intet til familie, hvilket var grusomt at tænke på Geralt så hen på hende, da hun  lovet ham at han ikke ville blive bedøvet igen, det betød nok for ham, til at han godt ku begynde at finde ud af sig selv. Geralt kiggede på hende og nikkede, "well det er fint ind til videre." Sagde Geralt, hvorefter han sende hende et kækt smil. Hvem der end fik hende, ville være heldig. Geralt kiggede på hende da hun nævnte mad og gik ud efter det, hvorfor vidste han ikke havde han ikke selv lov til at svare eller ville hun tro at hun kende ham helt. Geralt så på hende, da hun gik ud efter maden, han følte sig forsvarsløs når han bare skulle sidde så han fik lige så stille ham selv op at stå, mens han kiggede sig omkring og prøvet og begynde at støtte på hans ben. Smerten var kæmpe, hvilket ikke gav nogen mening, han fik dog sig selv sat ned inden hun kom ind igen. Geralt kiggede over på hende og så maden, som hun lagde på sengen. Geralt så hende i øjne da hun sætte sig igen. Uden og tænke over det tog han bare pillerne, og slugte dem. Han ville gerne undgå og spise, hvilket var mærkeligt men han følte ikke han skulle ha noget og spise, grunden var nok at der var så mange som jo ikke fik mad så derfor spiste og drikket han ikke normalt.  "Spænde, et spænde liv er nok ikke altid en god ide siger det bare." Sagde Geralt, hvorefter han sende hende et flirt smil. Han kiggede på maden og hende, "Bethany du har nok mere brug for mad end mig, og jeg spiser normalt ikke rigtigt så." Dette var sandheden, som han fortalte hende, "så Bethany, du må ha en person i tænkerne du måske følere noget for har jeg ret." Han drillet hende og tirret hende bare lige nu, hvilket han håbet hun selv ville opdage.

Hun trak let på skuldrene. "Når du ligesom har nået målet med dit liv, som er et ret normalt mål... så mangler man et nyt. Og det har jeg ikke fundet endnu. Så jeg hjælper bare der hvor jeg kan." Smilede hun skævt til ham og kiggede ham i øjnene. Hun rystede let på hovedet. "Du burde virkelig tage mad til de piller der. Ellers ender du med at blive syg. OG du vidst for restløs til at være sengeliggende i mere end to uger." Grinede hun kort, men smilede stadigvæk - folk var jo trods alt så forskellige. Geralts næste sætning gav hende en klump i halsen og hun slog blikket væk. Om det var for at drille hende eller ej. Så svarede hun ærligt. "Både og faktisk." Startede hun og åndede ud. "Han rejste væk i nogle år, kom tilbage som om intet var sket. Jeg forlod Firewood Village og han flyttede med her til i sidste ende. Men jeg ser ham næsten aldrig. Jeg burde vel også bare tage at komme videre." Smilede hun svagt og bed sig selv lidt i læben. "Du burde spise og få noget søvn. Jeg skal alligevel hjem nu, jeg henter dig imorgen. Og jeg sørger for ingen kommer herind end mig imorgen. Du skulle jo nødig blive bedøvet." Blinkede hun drillende til ham inden hun så smuttede ud af døren.

Næste morgen dukkede hun op i andet end den hvide kjole fra gårsdagen. Beth havde sine lange blonde slangekrøller til at dale smukt ned over hendes skuldre i bløde bevægelser. I ført en mørkeblå trøje, som blottede den ene skulder, og et par hvide bukser. Hun duftede af roser. Nogle læger kom med ind og bad Geralt støtte sig op af dem så de kunne få ham ned i vognen så han kunne komme afsted. Beth havde sørget for det hele.
Så snart de kom hjem til hende kastede hun nogle trækrøkker til ham som han kunne bruge til at gå rundt med, hvis han virkelig ville springe lidt rundt. I vognen havde hun også fået hans kære ulv med, så de begge var samlet under et tag. Hun åbnede døren for ham og lod hende komme ind. Der var en stue, et køkken med lille spisestue. To etager, væreserne ovenpå. "Bare føl jer hjemme." Smilede hun.

Geralt kiggede ned på jorden inde på hospitalet, hvad fortog han sig dog at få disse ting at vide han ville ikke binde sig, eller få nye folk som venner det var en dum ide. Geralt kiggede på hende og rystede svagt på hovedet, da Bethany, gik efter at ha sagt disse ting omkring mad til ham. Geralt lagde sig ned, han fik dog ikke en masse søvn i løbet af natten. Geralt smilte til hende, da hun forlod ham, "tak" lød det kækt fra ham. Geralt lagde sig ned, han ville ikke få søvn denne nat som normalt, hvilket var det mest mærkelig som ellers var med til det. Geralt vågnet kort efter han var falde i søvn.
Dagen efter kom lægerne ind, men Geralt ville ikke blive støttede så han begynde lige så stille og kæmpe sig selv ned af. Geralt kiggede sig omkring, mens han fik kæmpede sig længere og længere frem da han endelig nået gaden så han  vogne som han skulle med, han smilede svagt til Beth, hvorefter han gik ind og sætte sig til rette i vogne. Geralt lod dem bare køre, det var ikke normalt for ham, han ville altid kæmpe for sin egen styrke. Geralt rejste sig op, da de var kommet der hen, hvor Bethany boede. han kigget på Bethany, som kastet noget han kunne bruge til at gå med. Da han fik den, bevægede han sig lige så stille hen mod døren uden og bruge den hans bror Ari, fulgte lige så stille med hans ben var nemlig kommet sig. Men ikke Geralts, Geralt humpet over mod døren, da hun åbnet den humpet han ind, hvorefter han smilede til hende og fik kæmpede sig selv hen til sofaen selv, om han måske ville ha valgt stolene i stedet.

Beth betalte manden med vognen for transporten og gik så indenfor. Hun lukkede samt låste døren, så snart hun var trådt helt indenfor. Hurtigt tog hun sin jakke af og hang den på stumtjeneren. Så gik hun ind i stuen, hvor hun hurtigt fandt noget brande til at tænde op i pejsen. Det tog hende lidt tid, men kort efter var der ild i ildstedet. Hun drejede hovedet over til Geralt som sad i sofaen mindre end en meter væk. Hun kørte en hånd igennem sit hår, hvorpå hun sank en klump. "Kan jeg byde på et eller andet?" Spurgte hun og bed sig ganske kort i læben, imens hun blot så ham direkte i øjnene. Beth rejste sig op og fandt et skintæppe. Hun havde fået købt sig nogle nye efter indbrudet i Firewood Village. Hun kastede det til Geralt og lagde derefter armene overkors og satte sig i sofaen ved ham. Der var plads til, at han kunne ligge ned og hun kunne sidde i fodenden. Men så var der heller ikke mere plads. "Så Geralt. Hvem var hende som sendte dig til sygehuset. En eks kæreste som var hidsig nok til at lade det gå ud over dit ben eller?" Spurgte hun nysgerrigt og lagde hovedet let på skrå. Hvem vidste.

Geralt kiggede efter alt hun lavet da hun kom ind, hvilket nok ville være mærkelig for nogen men for Geralt, gav det en hvis fred.  Geralt smilede svagt til hende da hun spurgte om, han manglet noget. "Øh jeg ved ikke har du måske noget stærkt alkohol, jeg har lidt brug for det for at forholde mig selv lidt roligt." Da hun begynde at spørge om det med hans ben, fik han et skævt smil frem, "nej ikke eks kærste og det var da ikke hende der ramte mig jeg blive bare overfaldet og da jeg var kommet fri og flygtet fik de en pil skudt i mig og så mødte jeg hende." Lød det drillende fra Geralt af, nogen af tingene i historien var jo sande nok, men det meste af den var mere eller mindre noget han selv, havde fundet på. Da Det var ved og blive aften, sætte Geralt sig sammen med Ari, hvor de i løbet af natten bare snakkede også sammen med Bethany, hvis hun da ikke skulle arbejde.
Et par uger senere.
Der var nu gået fem til 8 uger, hvor Geralt havde boet der hver dag fulgte han hele sin rutine og lige meget hvad løb han og ellers trænte han bare. Hans krop var ved at være klar igen, da hans ben var kommet sig. Geralt var dog os blive meget gode venner, med Bethany i den tide nogen ville måske gå så langt som at kalde dem et par, hvilket de da slet ikke var eller måske var de. Geralt anet det nemlig ikke selv, men han ville forsvare hende han havde dog ikke fået så meget ud af hende om hendes gamle flirt. Geralt var nu os lidt ligeglad, men denne dag, vidste han ikke hvad der ville ske det ville nok forandre alt. Geralt hørte der blive banket på døren, hvor han i gik hen mod den åbnet den da han så hvem det var og hørte at han spurgte om Bethany, eller Beth bakkede han dog ikke bagud, "Bethany, der er en der står udenfor døren som siger han kender dig han hedder Arno." Så var det sagt, men Geralt ville dog ikke lade ham for Bethany, ikke efter hvad Bethany havde fortælte og den måde han havde fjollede rundt med en vampyr på.

Der var gået 8 uger. Det var langtid. Men nu var hende og Geralt også begyndt at være rigtig gode venner. Og Beth nød, at der var andre end hende selv i huset. Derfor ønskede hun blot at Geralt blev så længe han ønskede. Det var rart at have nogle at tale med andre end sig selv. Beth stod og var ved at tænde op i pejsen da Geralt kom ind i stuen så hun opmærksomt på ham. Arno var her. Hun nikkede kort og rejste sig så op. I ført en sort top og et par hvide shorts gik hun hen imod døren. Det lange hår hang i sine smukke krøller ned over skulderen som det normalt gjorde. Hun gik hen til døren og mødte Arnos øjne. "Hej." Sagde hun tøvende kort og smilede dog. "Kom indenfor." Tilføjede hun og lod ham komme ind. Beth vidste ikke, hvordan hun skulle reager på at han var her. For hun havde ikke tænkt meget på ham siden Geralt var kommet ind i huset. Der havde været vigtigere ting at holde styr på. "Så hvad bringer dig hid?" Spurgte hun så og lukkede døren efter Arno.

James, havde været på hospitalet for at se om Beth, var der han havde spurgte efter hende, hvorefter han fik at vide at hun var der hjemme. Hvorfor han opsøgte hende, vidste han dog ikke han var en forlovet mand nu, men det var mere eller mindre for at få noget sagt til Beth. James bevægede sig lige så stille ned mod huset hun boede i, da han endelig nået døren fornemte han en anden ud over Beth faktisk to andre. Var hun kommet videre i sit liv, han ville ikke have foventet andet, hvorfor skulle hun os vente på ham. James bed sig selv i læben, hvorefter han lod hans hånd ramme døren som han banket op til flere gange. Da han så, hvem der stod i døren forstod han godt, hvad der var ved at sket. Inden James fik Beth, hen til døren, hvisket Geralt noget kort til ham. Ordene var ikke til og tag fejl af, "fortælle hvad du har gjorde ellers gør jeg det for dig." Idet det Geralt gik ind i, hvad der så ud til og være en stue så han Beth dukke op. "Jeg..", hvor skulle han begynde James så på hende og smilede svagt til hende g gik derfor ind med hende. " Du ser ud til at ha det godt, hvilket kun er godt, men jeg er forlovet og skal giftes jeg er ked af at du ikke fik det at vide før nu, men jeg var, hvis bare ikke sikker på hvad du ville sige, dog er der en ting du skal vide jeg er din skyts engel." Så var det sagt, hvorfor var det så sværte at forklare dette, han vidste det ikke men nu vidste hun det, han ville bare selv forklare det inden det stod i avisen." James så kort på hende, hvor skulle han begynde med at besvare de spørgsmål hun havde, det gjorde ondt bare at tænke på det. "Men hvordan har du, hvorfor jeg kom var som sagt for at se til dig og fortælle, at jeg er forlovet."

Geralt kiggede kort på hende, da hun gik ud til James. Han, havde bare med at fortælle omkring de ting, som han havde gjorde da de ikke var sammen. James lød til at være en god nok person, men Geralt stolte ikke på ham det samme gjorde Ari os. Geralt sætte sig i sofaen, hvor han begynde at snakke med hans bror. Geralt kiggede dog engang i mellem ud mod Beth og James, hvilket nok var lidt mærkeligt men han ville bare beskytte hende så godt han kunne. Geralt følte dog ikke det store lige nu, eller det ville han da fortælle sig selv, men sandheden var at han var blive forelsket i Beth, han vidste dog ikke hvad han skulle gøre for at vise, hvor dum James var. Derfor sad han bare nu, med hans bror Ari og ventet på de ville blive færdig, hvilket var
meget mærkeligt.
//sorry det korte svar med Geralt :///

Irrterende nok. Med det samme hun så James, blussede den gamle flamme op igen. Men ligeså hurtigt som den blussede op faldmede flammen igen med de ord han sagde. Han var blevet forlovet. Hun havde ventet længe nok og nu var han forlovet- det skete ved at lade det hele gå. Beth sank en klump og så tøvende ned i jorden. "forlovet.... tillykke." Sagde hun og så op kort efter. Beth vidste ikke om hun skulle spille glad på hans vegne eller hvad hun skulle gøre. Beth kløede sig kort i nakken. "Så... den eneste grund til, at du har været omkring mig sidste gang i Firewood Village var fordi, at du er min skytsengel. Fordi, at du ikke vil have jeg skulle føle mig såret. Guess what. Den plan virkede ikke helt som planlagt gjorde den?" Hun rystede på hovedet. At være forlovet. Det måtte vel betyde, at han havde været forelsket i en anden så langtid, og siden Beth rejste.. så måtte det vel have været lettere ikke at snakke med hende og fokusere på sin forlovede. Beth vendte ryggen til James for at tage en dyb indånding. Hun vidste ikke hvad hun skulle føle, ligenu ville hun bare gerne have en grund til at være sur på James. En grund til, at hun følte, at hun kunne tillade sig at komme videre i hendes dumme korte liv. "Hvem har du ellers set? Jeg ved vi ikke har noget... seriøst.. men stadigvæk. Jeg er nysgerrig. Fortæl mig det hele" Spurgte hun så og sank en klump.

James så hen på hende, da hun begynde at tale til ham dette var meget sværre end han ville ha håbet det ville være. "Jeg gik kun med til det, fordi min Far sagde at, hvis jeg ikke gjorde det ville han ikke lade mig se dig nogensinde." Nu var det sagt, forlovelsen det hele var noget, der var forventet af ham. "Nogen gange, må man gør hvad der er forventet af en, hvilket dette er, hvis jeg ikke gjorde det ville jeg miste alt næsten, men værste af alt jeg ville nok os miste dig, og den sidste familie jeg havde." Nu var det sagt, James bed sig selv svagt i tungen, hvorefter han vende sine øjne mod hende igen. "Jeg blive forlovet, mens jeg ledte efter dig, det skulle bare være på for syns skyld, men jeg kan ikke få mig selv til at gå fra nogen, hvis de tror dette er ægte." James kiggede på hende da det var sagt, hvem han ellers havde været sammen, var ikke helt til at sige, hvordan skulle han forklare hans møde med Caroline, uden det lød til at han ikke ville det. Sandheden var den, at han var rejste mod Byen for at finde beth, dog havde han ikke forudset at, han skulle giftes med en kvinde som var rig før det var for sent. James kiggede på hende, "jeg har ikke haft nogen rigtig forhold, det har jeg ikke dette kan jeg love dig, men jeg var sammen med en vampyr på en anden måde." James kiggede svagt på hende, hvorefter han kiggede hende i øjne. "Som sagt, jeg blive først forlovet, da jeg ledte efter dig, jeg elsker dig stadig men det er som om alt jeg gør, går i vejen for os jeg er ikke den bedste det ved jeg, men jeg vil ikke giftes som sådan, jeg ville bare gerne ha et normalt liv, men jeg fortjener dig dog ikke ikke siden jeg forlod dig i så lang tid, hvorefter jeg ledte efter dig igen og igen, så jeg håber du forstår, hvorfor vi ikke kan være sammen, da du jo ikke ville kunne få et normalt liv med mig."

Geralt, havde stået og fulgte med i deres snak. Så da de begge to var færdig med at snakke gik, han ud og holde om Beth, "James har du fortalt, hvad du gjorde med Caroline, da du tog over mod denne by for Beth fortjener dog at vide det." Geralt holde om hende, og beskyttede hende hvilket han skulle gøre. Eller det følte han da, da James var færdig med at Tale kiggede Geralt på ham. "Du kan ikke lyve, jeg var sammen med Stella da det der skete, hvorfor gjorde du det fortjener hun at vide." Så var det sagt, "hvis jeg havde vidste det var dig, havde jeg fortalte Beth det, men det gjorde jeg jo ikke." Ari begynde svagt at knurre af James, da de begge var beskyttende overfor Beth. Geralt kiggede så over på James, "jeg venter på du forklare alt dette overfor Beth, og jeg skal nok rette hvis du lyver." Geralt så over på ham, mens han holde om Beth, James fortjente hende ikke, efter Geralts mening, han følte nemlig at han bare brugte hende. Da Geralt skulle til at sige noget igen, Talte James, "den gang i firewood var ikke derfor, jeg følte noget for dig der, men jeg har bare skubbede dig væk, og nu kan vi ikke være sammen fordi, jeg må gøre min pligt, Geralt lod ham tale ud, mens han ventet på at Beth ville svare ham. Man kunne se på James at det gjorde ondt at sige, hvilket nok gav meget god mening.
//meget kort igen :9, og emnet er før James har været til forlovelse festen, just want to get that of the table. :9//