It's time to decide ~ Caden

t: 21.30 ca.
s: dansekroen
v: stormvejr, heftig regn og blæst
p: en hvid kjole med en sort stormkappe om sig, håret i fletning som på billedet

Stormen tog til, mens Madeleine gik gennem gaderne på vej mod dansekroen - som var ejet af en af de mennesker hun holdte mest af; Sinclair.
Udover at være gennemblødt af den sivende regn og rystende af kulde, var hun højgravid. 37 uger henne, og blot tre uger fra termin - og med hendes læges ordre om at hun ikke måtte forlade sin seng efter hendes sidste par uger med stress og smerter. Men endnu engang var hun alene, selv efter James havde lovet at det aldrig ville være sådan igen. Hun vidste ikke længere hvad hun skulle gøre, for hver gang hun begyndte at få følelsen af at være gift med James, flåede han den fra hende igen ved at rejse eller begrave sig selv i sit arbejde.
Madeleine havde ikke hørt fra Caden, ikke siden forlovelsesfesten hvor Caden havde taget fat i Mike. Hun savnede ham, og samtidig frygtede hun for at når det gik op for ham at han skulle være far - ville han stikke af med halen mellem benene. Men så igen, Caden havde ingen forpligtelse til at hjælpe til - det måtte han slippe helt for hvis det var hans ønske.
Klokken var omkring halv ti om aftenen, da hun endelig nåede dansekroen - som så ud til at være under fuld bemanding. Med masser og latter, høje tilråb, dansen og sang, virkede det hele så... Idyllisk. Alle var venner med alle. En verden hun vidste hun ikke ville hører til i.Ingen indtriger, ingen had.. Det var ikke hendes liv.
''Jeg skal tale med Caden.'' sagde Madeleine blot til en bartender, inden hun uhæmmet gik forbi dem og hen mod døren ind til Cadens kontor.

Caden havde ikke set Maddie længe. Han havde forsøgt at forsætte sit liv uhæmmet af hende. Han havde dog fulgt med. Han havde ikke ligefrem forfulgt hende, for at følge med i hendes liv, men han havde styr på hvor langt henne hun var i graviditeten. Han havde ikke meget arbejde at tage sig til for tiden, og det han havde haft, var allerede blevet udført. Han havde haft brug for at lede sine tanker væk fra Maddie og det havde arbejdet hjulpet med. Det var dog ikke nok. Når han var alene, var tankerne der. Han kunne ikke slippe af med dem. Ligemeget hvor meget han forsøgte. Caden havde givet Maddie lov til at komme ind på hans kontor, hvornår end hun ønskede det. Han havde fortalt alle de ansatte, de bare skulle lukke hende ind. Han var ikke sikker på hvordan han havde set med Maddie. Det havde han aldrig været. Han havde tusinde gange forsøgt at finde ud af det, men hun havde truffet et valg. Et valg han var nød til at leve med, selvom han godt kunne tage sig i at misunde James. Han sad med føddernes hæle liggende på kanten af skrivebordet, hans hænder foldet i hans skød og hans blik rettet imod loftet, da Maddie nærmede sig. Han vidste det allerede før hun bankede på. Han kunne genkende hendes duft alle steder. Det værste var når han også kunne dufte James på hende. Han rejste sig og gik hen imod døren. Han lagde sin hånd på dørhåndtaget og nød et øjeblik at være så tæt på hende uden komplikationer, på trods af døren mellem dem, var det rart at være tæt på hende. Han tog ned i håndtaget og åbnede døren.

Hun var træt, hun frøs og hun var frustreret - og så blev hun forskrækket. Caden åbnede døren, lige som hun var ved at banke på, og hun hoppede forskrækket et skridt baglæns.
''Hej..'' sagde hun mens hun trak sin kappe lidt om sig, og rettede lidt på sit gennemblødte hår. Hun var sekunder fra at springe i armene på ham - så meget havde hun savnet ham. Men hun lod være. Hun anede faktisk ikke helt hvor hun stod med Caden efter at hun var blevet gift. Caden var den eneste hun havde ønsket var til stede ved hendes bryllup - men lykkelige slutninger var kun i eventyr. Det havde hun lært på den hårde måde.
''Vi er nødt til at tale sammen Caden... Inden det er for sent..'' sagde hun stille. Han ville i løbet af denne tid sammen med hende blive tvunget til at vælge. Selvom hun var gift med James, ville hun gøre alt for at være sammen med Caden - også selvom det betød en skilsmisse. Hun havde fået hvad hun havde kæmpet for - hendes bror var sendt væk for evigt.
Alligevel, kunne hun ikke undgå at tænke på hans trussel. Hans lille forbandelse, at hun ville ende som hendes mor. Død i barselssengen. Madeleine skuttede sig ved tanken. Om få dage kunne hun være død..
''Må jeg komme ind..?'' spurgte hun med en spinkel stemme - et tegn på at hun tydeligvis ikke vidste hvor hun stod med ham.

Caden kunne dufte James på hende. Han havde aldrig glemt hans duft. Men den var fjern. Det var tydeligt, hun ikke så ham så meget som til forlovelsesfesten. Men det var også lang tid siden. Han så på hende, og nikkede som en hilsen. Han var heller ikke sikker på hvor han stod med Maddie. Han havde forsøgt at komme videre, han var selv forlovet nu. Inden det er for sent? Hvad skulle det betyde? Han tog en dyb indånding. ”Hvad mener du med, inden det er for sent?” Caden trådte til side så hun kunne komme ud, i det hun spurgte om hun måtte komme ind. Det var tydeligt, at samtalen krævede privatliv. Men det gjorde deres samtaler altid. Han bevægede sig længere ind i rummet, mens han overvejede hvad samtalen kunne føre til. Han havde sine anelser, og han var ikke sikker på hvordan, han havde det med den anelse. Han trak en stol frem hun kunne sætte sig på, mens han selv satte sig på den sædvanlige plads. Caden var i tvivl om hans følelser. Han havde både følelser for Selicity og Maddie, det betød derfor også han aldrig kunne elske en af dem fuldkommen. Ikke før han var blev afklaret omkring, hvem han havde flest følelser for. Han lod endnu engang en stor mængde luft bevæge sig igennem hans mund, cirkulere rundt i hans lunger og bevæge sig ud igennem hans næse igen. Caden satte sig godt til rette. Så godt som muligt, eftersom situationen ikke var særlig bekvem, var det også svært at sidde behageligt.

Maddie så undskyldende på ham da hun trådte ind i hans kontor. Hun satte sig ikke til trods for at hun var træt efter turen fra Sunfury af. Hun havde ikke lyst til at sætte sig, ikke i hans kontor, for hvis hun gjorde ville det tage tid for hende at rejse sig igen hvis hun ville vælge at gå relativt hurtigt.
''Yeah... Caden, jeg er over otte måneder henne. Om et par uger, så det ikke en mave længere. Og jeg er nødt til at vide om... om... om du er..'' hun rystede en smule forvirret på hovedet, og så sig lidt omkring.
''Caden, jeg vil vide om du har tænkt dig at være der eller ej.'' sagde hun, inden hun støttede sig til stolen lidt. Hun så en smule frustreret ned af sig selv.
''køn situation vi er havnet i - hva'!?'' hun sukkede og fik med besvær sat sig ned.
''jeg mener bare... James er væk det meste af tiden.. Jeg er alene med det hele. Jeg...'' hun stoppede sig selv, inden hun bed sammen, da en skarp smerte gled gennem både mave og underliv. Hendes kjole var i forvejen gennemblødt, og derfor opdagede hun ikke at hendes vand gik.
''Jeg ved bare at hvis jeg skal klarer det alene, så vil jeg vide ren besked..!'' hun gispede lidt over endnu en omgang smerte skød gennem hendes krop.

//dramaqueen!

Caden mente han havde gjort det klart fra starten, at han gerne ville være en del af det, men efter forlovelsesfesten havde han været i tvivl, om hun overhovedet ville have ham der, hun havde sikkert været i tvivl om han ville være der. Hvorfor kunne de ikke bare fortælle hinanden, hvordan de havde det? Han skulle lige til at svare, men så forsatte hun. Han ville ikke afbryde, selvom han godt vidste hun bare ville kende hans svar. ”Det må du nok sige,” fik han svagt og let sammenbidt tænder. Han bed tænderne tættere sammen, da hun sagde James ikke var der, at hun var alene. Noget der virkelig gjorde ham vred. Hun skulle ikke stå alene med det, havde han vidst det noget før, havde han været der med det samme. Han rejste sig og gik hen til hende. ”Du skulle være kommet noget før. Hvis jeg havde vidst han ikke var der, havde jeg været der.” På trods af de begge nu var i faste forhold, og han tilmeld også havde udviklet følelser for Selicity, ville han stadig gerne være der. Han rejste sig og gik hen til hende. Han satte sig på kanten af bordet, så han ikke stod op, når hun selv sad. Han tog blidt fat i hendes ene hånd. ”Jeg er her for dig.” Han var ikke sikker på, om han kunne være der som andet end faren til hendes barn, men han vidste heller ikke, om det var det hun ønskede.

''D-det lyder nu meget godt..!'' gispede hun og krøb lidt sammen mens hun gav Cadens hånd et ordenligt klem.
''Jeg... Jeg vil helst ikke forskrække dig men... Jeg tror ikke vi har et par uger..'' sagde hun en smule panisk mens hun krøb endnu mere sammen.
Hun bed tænderne sammen da en ve pressede sig på og klemte hans hånd endnu hårdere. Hun trak vejret i lette stød for ikke at skrige eller græde - det var det sidste Caden havde behov for nu.
''Jeg skal hjem...'' mumlede hun, både panisk og beslutsomt, inden hun prøvede at rejse sig.
Hun bukkede dog sammen en smule tøvende. Kunne hun nå hele vejen hjem til Sunfury? Næppe. Og huset hun havde boet i tidligere var tomt og ødelagt af stormvejret. Hvad fanden var det også for et tidspunkt!?
''Med genial sans for timing, og dramatisk flair. Præcis som sine forældre...!'' klynkede hun i et forsøg på at være lidt morsom - men angsten lyste ud af hende, og enhver med god lugtesans ville kunne genkende lygten af frygt.

//som sagt, dramaqueen! xD

Caden så på deres hænder, da hun klemte hårdt fat om den. Da hun hentydede til, at fødslen snart gik i gang, nåede han at opleve et øjeblik af panik, før han blev så fattet som muligt. ”Okay.. Okay.” Han tog en dyb indånding og hjalp hende op at stå. ”Vi kan gå hjem til mig.” Han håbede godt hun kunne gå de få meter der var. Det virkede ikke til, at hun var særlig langt med veerne. Heldigvis var Cadens far læge, så han havde en smule erfaring ud fra de mange historier. Det kunne uden tvivl også hjælpe dem, under selve fødslen. Han var dog ikke sikker på, hvordan han ville reagere når han stod midt i det. Det var trods alt hans barn, det gjorde tingene mere personlighed. Han så på hende, da det hele handlede om hende. Det skulle være på hendes premisser og behov. Caden havde ikke ligefrem taget del i en fødsel før, men mon ikke han klarede sig igennem det. Det måtte trods alt være sværere for hende, end for ham. Han smilede let over hendes kommentar, om dramatisk flair. Det var ligesom hans egne forældre. ”Jeg har mødt din far. Du er ikke lige som ham,” hviskede han beroligende til hende.

Hun bed hårdt sammen da hun kom helt op og stå igen, og trak kappen endnu mere om sig. På med facaden - hans arbejde skulle ikke have grund til at gøre grin med ham for at hjælpe en fødende kvinde.
''Det er ikke min far jeg er bange for at ende som.'' sagde hun bare, velvidende at Caden nok ikke kendte til historien om hvordan hendes mor døde.
Hun smilede til ham, stadig en smule nervøs. Hun vidste ikke hvorfor, men bare det at det var Caden der hjalp hende, og ikke en eller anden fremmed læge, gjorde det hele en smule lettere.
''Jeg er ked af at du er tvunget med til det her..'' sagde hun og så undskyldende på ham, mens hun lod ham følge hende hjem til ham. Hun frygtede én ting mere end noget andet; døden. Om det var døden af hendes barn, eller døden som kunne ramme hende selv var underordnet.
Men sandt var det, at hun var ked af at Caden var tvunget til det her. Hun regnede ikke med at det var hans foretrukne beskæftigelse, at tage sig af en gravid kvinde som var igang med at føde.
''Og Caden.. Lad være med at nævne min far, når jeg er ved at skulle føde - tak. Han er den sidste ting jeg vil tænke på lige nu..'' sagde hun bedende, og igen kom et glimt af panik over hende, da tanken om hendes mors død ramte hende. Hendes mor var også gået i for tidlig fødsel..

Caden forstod ikke hvad hun mente, men så heller ingen grund til at komme ind på det nu. Der var en tid til alting, og tiden var ikke nu. Han førte hende med udenfor, og forsøgte at berolige hende med nussende bevægelser. Han vidste dog også, at mange fødende kvinder blev noget mere aggressive og vrede, på grund af den intense smerte, og han vidste derfor ikke om hun ville bede ham stoppe. Hvis det var tilfældet, ville han stoppe. ”Det skal du ikke tænke på.” Han kunne sagtens begynde at føre en samtale med hende, men han forstillede sig, at begge deres tanker var fokuseret et andet sted. Han gik med hende udenfor, og bevægede sig hen imod hans lejlighed. ”Jeg skal nok holde ham ude.” Caden så frem for sig, og bedømte at de skulle gå i fem minutters tid. ”Fem minutter.” Han sagde det blot, så hun vidste nogenlunde hvor langt de skulle gå. Han ville bare gerne have hende med hjem, så han var sikker på hun ikke endte med at føde på gaden. Caden fik hende med op i lejligheden, og prøvede så vidt muligt at bevare roen, selvom han følte han var ved at gå i panik. Han blev snart far.

Madeleine havde lært for længst at lade være med at vise når hun havde ondt - at lukke det inde. En del af tiden på Akademiet havde givet hende en form for modstand så hun hurtigt lærte hvilke tidspunkter hun kunne vise følelser i og hvilke hun ikke kunne. Og i denne situation var hun bange for at vidste grebet, hvis hun så meget som fældede en tåre.
''fem minutter..'' sukkede hun, både opgivende og lettet.
Da de nåede op i lejligheden var hendes første indskydelse at hans møbler ville blive ødelagt. De dyre møbler, og selvom hun sagtens kunne erstatte dem, fik hun det skidt af at tænke på at dette kunne være undgået hvis hun ikke havde følt sig ensom.
''Der går nok et par timer før det hele går igang for alvor. Hvis du har behov for at panikke - vil jeg råde dig til at gøre det nu, inden jeg for alvor får behov for dig.'' sagde hun og støttede sig lidt til hans dørkarm så han ikke behøvede at støtte hende. Hun smilede lidt til ham, for at lægge skjul på at hun kunne mærke endnu en ve rykke nærmere og nærmere.

Caden så på hende, da hun fortalte ham, det var bedre han gik i panik nu, før det for alvor gik i gang. ”Okay. Okay. Der er et værelse nede af gangen vi kan bruge. Kan du selv komme derned?” Hvis ikke, ville han hellere end gerne hjælpe hende. Han skulle selvfølgelig også fortælle hende, hvor det var henne, men han var ret distraheret af sine tanker, selvom hun måtte have det meget værre end ham. Caden så på hende og trak en stor portion luft ind. ”Anden dør til højre.” Han mente det ikke, som om han ikke ville hjælpe hende, men hvis hun selv havde tænkt sig at gå derned, blev hun nød til at vide hvor. Han havde i hvert fald brug for fem minutter, så han kunne nå at blive klar til det når det virkelig gjaldt. Han lod hurtigt en hånd køre igennem hans hår. Caden havde aldrig følt sig så ude af sig selv. Det virkede til at være værre for ham, end for hende. Pudsigt, når det var hende der havde veer. Men måske var hun bare mere fattet, fordi hun var klar på det. Caden havde ikke nået at gøre sig vant til tanken. Han vidste det ville ske, og han vidste tiden nærmede sig, men han havde bare ikke forventet det ville ske lige nu. Med ham ved hendes side. Han så på hende, for at afvente hendes reaktion.

Hun smilede for sig selv, lettet over at hun ikke var den eneste der panikkede lidt lige nu. Heldigvis, så kunne hun jo gemme det lidt væk - det lod det til at Caden ikke lige magtede.
Hun nikkede - anden dør til højre - og selvom hun teknisk set ikke burde gå nogle steder, men ligge og slappe af, så vidste hun at Caden lige i denne stund ikke var så handlekraftig som normalt - han skulle trods alt til at være far.
Madeleine så roligt på ham inden hun bevægede sig ned af gangen og ind i værelset så han kunne få lidt privatliv til at panikke i.
Selv var Maddie rædselsslagen. Hun havde lavet en aftale med hendes læge om at hun ville sove gennem hele fødslen, men nu var hendes læge her ikke. Madeleine vidste intet om at føde og hadede faktisk lidt sig selv for ikke at have hørt efter når lægen havde talt med hende om det.
Hun tog en dyb vejrtrækning men krøb sammen i smerte da endnu en ve pressede på.
Det var sidste gang hun var sammen med en mand! Det var simpelthen ikke det værd, først ni måneder uden whisky og Guderne måtte vide hvor længe denne fødsel måtte tage, og så lige atten-tyve år med børn! Hun stod op af den ene væg mens hun trak vejret i stød - skælvende - for at få blokeret så meget af smerten som muligt.

Caden så efter hende da hun gik ind på værelset. Han stillede sig ved vinduet, og stod et øjeblik og så ud. Han havde brug for at være rolig, og det hjalp verden uden for ham med. Da han havde taget flere dybe vejrtrækninger, følte han ikke han kunne blive mere klar. Han fyldte en kande med vand, tog to glas og gik ind til hende. Han stillede det på et bord og gik hen til hende. Han lagde blidt en arm om hende, for at få hende hen til sengen. Han sagde ikke noget, og så ingen grund til det. Han vidste alligevel ikke hvad han skulle sige, så var det bedre at tie stille. Han fandt dog lige pludselig på et spørgsmål som havde en relevans for situationen. ”Skal jeg hente noget?” Han vidste ikke, om hun havde fået noget af vide som kunne hjælpe hende under fødslen. Da de var kommet hen til sengen, fik han trukket en stol hen, så han kunne sidde ved siden af hende. Han regnede dog med, at han blev nød til at hjælpe hende under fødslen. Siden det var første gang for dem begge, var hun sikkert lige så nervøs som han selv var. Men han var der for hende, selvom det ville kræve mere af ham, end han havde overskud til. Caden så afventende på hende, for at finde ud af om hun havde brug for noget.

Ja, Madeleine var bange. Mere bange end hun havde længe. Og alligevel, vidste hun at hun ikke kunne komme i en værre situation medmindre Caden besvimede ved synet af blod - og taget i betragtning at han nok havde taget en del møgdomme burde det ikke være tilfældet.
''D-...Det ved jeg ikke..!'' mumlede hun da hun fik sat sig på sengen. Hun havde ikke lyst til at ligge ned, langtfra. Hun havde lyst til at besvime og vågne når det hele var ovre. Men den mulighed var der ikke. Hun så på Caden, så ham direkte i øjnene, og for første gang lod hun sin panik vise sig i form af tårer. Hun var skrækslagen, og det kunne ses tydeligt. Hun var ikke klar til det her, langt fra. Hun var bange, og det gjorde blot at hun fik mere ondt.
''Jeg sværger, du får ikke lov til at smide bukserne igen..!'' sagde hun med et lille fesent smil for at komme over sin angst - men i det samme kom endnu en ve. Hun var blevet fortalt, at det kunne tage mellem tre timer og tre døgn - måske var hun så heldig at det snart var overstået??...
Hun krøb lidt sammen og lagde en hånd på hans lår så hun støttede sig til ham.
''Jeg... Jeg må ned og ligge...'' mumlede hun. Hun kunne pr. instinkt mærke, at det var ved at være tid. Og hun frygtede det mere end noget andet.

//så, er vi ved at være klar til at springe?XD//

Caden havde ikke forberedt sig ordentligt. Han havde forberedt sig på graviditeten, men så mistede han kontakten med hende, og det hele var kommet på afstand. Men nu var det her lige foran ham, og han havde ingen udvej. Han kunne ikke bakke tilbage, og efterlade hende. Det var ikke fysisk umuligt for ham, men psykisk var det. Også hvis det havde været en han ikke havde følelser for, kunne han ikke gøre det. Han så på hende, da hun besvarede hans spørgsmål. Det var forståeligt nok, at hun ikke vidste det. Hendes tanker var sikkert et andet sted, og det var også forståeligt. Hendes kommentar om ham der smed bukserne, fik fremanet et lille smil på hans læber, men han havde ikke et hurtigt svar som han plejede. Da hun sagde hun blev nød til at ligge sig, nikkede han, og hjalp hende lidt på vej. Han var måske lidt for hjælpsom, men han ville bare have hun vidste han var der. Caden satte sig ved siden af hende, og omfavnede hendes ene hånd. ”Klem til når det bliver for slemt. Jeg er her igennem det hele.” Han var klar til at rejse sig, hvis det blev nødvendigt.

//Og så springes der. (;

At han var der, hjalp hende betydeligt.
Efter hun havde lagt sig, mærkede hun endnu en ve presse sig på - og derfra vidste hun at det allerede var startet...

//Dadadaaaaa! Der springes..!//

Madeleine hev udmattet og grædende efter vejret, mens hun lagde sig ned igen. Lyden af en nyfødt der skreg rungede fjernt i hendes ører. Hun lukkede øjnene - lettet over at det hele var overstået. Hun var for udmattet, til overhovedet at prøve at finde ud af hvordan Caden havde det. Hun lå der bare, indtil hun stille fik sat sig lidt op.
Hun så hen på Caden, en smule tøvende. Var han parat til at stikke af nu...? Hun ville ikke bebrejde ham.
''Jeg er ked af at du skulle igennem det..'' hviskede hun hæst, udmattet.
Hvor var barnet? Hun så sig lidt rundt men i ren udmattelse fik hun lagt sig igen.
Hun rakte ud efter Caden, ud efter sit barn og dem hun elskede. Hendes frygt var ikke blevet mindre - blodet havde farvet hele sengen hvor hun lå. Hvis hun skulle lide samme skæbne som sin mor, var det i det mindste godt at deres barn ville være hos Caden... Ville det ikke?
''Jeg er så træt...'' mumlede hun og prøvede at holde øjnene åbne.

Caden havde forsøgte at hjælpe så meget han kunne, men der var ingen tvivl om, at det krævede mere af hende end af ham. Meget mere. Han havde inden fødslen gik alt for godt i gang, hentet en saks, så han ikke behøvede at efterlade Maddie lige efter fødslen. Selv hvis det kun var få minutter. Han stod nede for enden af sengen, og så på den lille baby der lå foran ham i sengen, og græd i vilden sky. Han fik klippet navlestrengen over, og pakket den lille dreng ind i et blødt tæppe. Han vuggede let drengen frem og tilbage, i et forsøg på at få ham til at falde til ro. Han hørte godt hendes ord, men valgte at lade som om han ikke havde. Det var ikke noget hun skulle være ked af. Hvis det var nogens skyld, var det hans. Da det gik op for Caden, at drengen ikke ville stoppe med at græde før han var ved hans mor, bevægede han sig op imod sengens hovedende igen. ”Jeg tror den lille dreng vil have sin mor.” Han lod blidt drengen falde ned imod Maddie. Han var letter over det overstået. Ikke så meget fordi det påvirkede ham, men fordi han ikke ønskede Maddie skulle lide mere. Det lød i hvert fald til at gøre ondt, og han ønskede ikke hun skulle igennem mere end det. ”Vand? Du skal have vand.”

Madeleine lå der bare lidt, indtil hun hørte Cadens ord. En dreng... Pludselig kunne hun ikke lade være med at smile. Hun fik sat sig lidt op og tog imod drengen som hun holdte tæt ind til sig. Tårer fyldte hendes øjne og hun sad der bare lidt, med et kæmpe smil og tårer i hele ansigtet.
Han skreg, de første sekunder han lå i hendes arme, og derefter var det som om man havde slukket for lyden. Han blev helt stille og lå bare og holdte om hendes finger. Hun så op på Caden, uden at vide hvad hun skulle sige.
Da han sagde at hun skulle have vand, ville hun have sagt at han havde mere brug for det end hende, men det ville vist ikke være helt rigtigt.
Men idyllen ved deres lille familie blev brudt af en skarp smerte fra hendes rygsøjle og ned til underlivet. Endnu en ve. Hvad!?
''Få ham væk..!'' klynkede hun panisk, mens hun spændte i hele kroppen for at undgå at klemme deres søn. Hun hev efter vejret, som hun havde gjort lige før ved fødslen af deres søn. Enten var der noget galt - ellers var det ikke kun en søn de fik.

Caden så på Maddie og deres søn, da hun lå med ham i armene. Han følte et øjeblik lykke, indtil hun bad ham tage drengen væk. Han skyndte at stille det glas, han var i gang med at skænke op i, og samlede den lille dreng op. Han vuggede igen drengen, så Maddie ikke behøvede at bekymre sig om gråden, selvom Caden ikke var sikker på hvad der skete.

//Vi springer igen. xD

Caden havde lagt den lille dreng på sengen, mens han hjalp endnu et barn til verden. To børn. Et var mere end rigeligt. Han ville uden tvivl elske sine børn, men han var ikke sikker på, om to var stor en mundfuld for ham. Han fik gjort barnet i stand, og tjekket kønnet på barnet, før han også fik svøbt et tæppe om hende. En pige og en dreng. Ja, så havde de i det mindste et af hvert køn. Ikke at han havde noget imod, at have to af det samme køn. Han samlede drengen op, efter han havde lagt pigen til rette i hans arme. Han satte sig blidt på sengen ved siden af Maddie. ”En dreng og en pige.” Han vidste ikke om hun var klar til at tage imod dem begge igen, hvis hun ikke var, holdte han gerne på dem. Hvis hun var, skulle hun selvfølgelig have dem i armene.

//Beklager længden.

Madeleine var udkørt. Udover at have mistet en del blod under fødslen, så var hun træt. Så træt, at hun knap bemærkede at han satte sig ved hende.
''Mmmh..'' mumlede hun og lå der bare - badet i blod og sved. Men hvis hun rykkede sig, føltes det som om hele verdenen ville falde ud af hendes underliv.
''Tvillinger...'' hviskede hun, døsigt. Hun åbnede øjnene og så på Caden. Tvillinger, der aldrig ville kalde ham far. De ville aldrig vide at Caden var deres far - tværtimod. De skulle tro, at James Morrow var deres far og at Caden bare var familiens ven... Ikke...?
''Jeg ville ønske at det her var mit liv...'' hviskede hun og bed sig i læben. Dette, Caden, roen... Caden levede et liv uden forpligtelser. Uden problemer. Ja, nu var han far og han var forlovet. Men alligevel... Det slog hende pludselig... Caden var forlovet. Hvad havde hun gang i!?
''Jeg.. Undskyld - badeværelset...? Jeg har lige brug for et par minutter..'' hun fik sat sig op, tøvende og omtumlet. Hun ville sagtens kunne gå, og sagtens kunne klarer sigselv, men hvem sagde at han ville lade hende gøre det?

Caden forstod udmærket hvis hun var fraværende, og han tog det ikke så tungt. Han så på hende, da hun begyndte at tale. Det var dog bare et enkelt ord, og han vidste ikke hvad han kunne svare til det. Hvad han skulle svare til det. Hun ønskede et liv, hvor hun ikke behøvede at lyve for hendes børn. Han forstod det. Han ønskede et liv, hvor hans børn ville kalde ham far. Det var hjerteskærende, at hans børn aldrig ville vide, at det var hans gener de delte. ”Jeg ved hvordan det føltes,” sagde han i samme hviskende tone. Han så kort væk, da hun spurgte efter badeværelset. ”Nede for enden af gangen.” Han var ikke vild med tanken om, at hun ville tage børnene ud af armene på ham, og forlade ham. En gang for alle. Han var ikke sikker på, hvor meget han ville se til hende og børnene i fremtiden. Caden lagde børnene i en lænestol, mens han skiftede sengetøjet. Han havde ikke ligefrem tænkt på at anskaffe sig møbler til børnene, og slet ikke allerede. Hvis han overhovedet fik lov til at have dem til at overnatte, blev han nød til at anskaffe sig nogle møbler til dem. Da han havde fået skiftet sengetøjet, tog han børnene igen, og satte sig i sengen sammen med dem. Indtil videre virkede de lette. De havde ikke grædt særlig meget siden deres fødsel. Heldigvis.

Madeleine fik rejst sig og fik bevæget sig ned på badeværelset. Hun så sig selv i spejlet - hun så frygtelig ud. Hendes hår var fedtet og uglet på samme tid, og hendes ansigt var rødt af anstrengelse. Uden at spørge om lov, tog hun et hurtigt bad for at føle sig nogenlunde ren. Hun satte sit fugtige hår op i en hestehale, og tog et håndklæde om sig inden hun bevægede sig tilbage til soveværelset.
Hun ville havde talt med ham om det, om dem og fremtiden. Men hun kunne ikke. I stedet, fik hun bare sat sig ved siden af ham.
''Du ved det her ikke kan vare ved.. Ikk?..'' hun så på ham, stille, inden hun så ned på deres to dejlige børn.
Hun ville smile, hvis det ikke var fordi at hun nu havde mistet sin begrundelse for hele tiden at tage ud til Caden. James ville sikkert mene nu, at Caden ikke længere havde en grund til at være en del af Madeleine's liv - nu da hun havde født og James ville stå til som faderen.
Hun lukkede øjnene da en tåre gled ned af hendes kind igen.
''forbandede hormoner...'' sukkede hun stille

Caden blev egoistisk. Han kunne bare ikke holde ud, at James skulle agere far for hans børn. Det var umuligt for ham at bære, og han ville kæmpe for at det ikke skete. ”Det ved jeg. Men det burde det ikke.” Nu hvor han havde siddet med børnene, kunne han ikke bare sådan give slip på dem igen. ”Når du går herfra, vil jeg næsten aldrig få dem at se igen. Jeg vil ikke se deres første skridt, høre deres første ord. Jeg kan ikke lade dig gå, hvis det bliver sådan.” Han var ikke sikker på, hvad de kunne gøre for at ændre på tingene. Hvis han skulle opleve de ting, blev de nød til at bo sammen, og det var ikke muligt for nogen af dem. De boede begge sammen med en anden, de var begge sammen med en anden. ”Jeg ved det ikke er retfærdigt, og det ikke var det vi aftalte, men jeg kan ikke holde ud, hvis de skal kalde en anden mand far.” Han tog en dyb indånding, og forsøgte at bevare roen. ”Men du fortjener heller ikke at skulle vælge, så jeg lader dig gå.” Han rejste sig, stadig med børnene i armene. ”Bare giv mig resten af dagen sammen med det, og så kan du gå og ikke behøve at se dig tilbage.” Det var vist ikke for meget forlangt, hvis man spurgte ham. En del af ham, ville ønske at se hans børn hele tiden, men hvis han kunne kun se dem engang imellem, var det næsten bedre slet ikke at se dem. På den måde, ville han ikke tænke over alt han gik glip af med dem. Caden stod lænet op af døren. ”Få noget søvn, det tror jeg du har brug for.”

Hun så på ham, tavs. Hun vidste, at ligemeget hvad hun ville sige nu, ville han ikke forstå det - for det ville være opløst i gråd.
Hun sad der bare og stirrede tomt ned for sig, mens han talte.
Han havde valgt dette liv, fremfor et liv med hende. Han elskede hende jo heller ikke, det var udelukkende hans børn der gjorde at han sagde det han nu engang sagde.
Hun sad der bare. Trætheden væltede ind over hende, men hun kunne ikke engang få sig selv til at ligge sig ned. Hun var lamslået over Cadens ord. Han havde aldrig givet udtryk for at ville være en del af det liv. Så hvorfor nu?...
Hun nikkede bare stille, da han sagde hun nok hellere måtte få sovet. Stille, ynkeligt, fik hun lagt sig ned og lukkede øjnene. Hun kunne mærke tårerne vælte frem, men hun sagde intet - gjorde intet. Der var ikke mere at gøre. Caden var forlovet, hun var gift. Og Caden havde gjort det klart uendeligt mange gange - han elskede ikke Madeleine.
''godnat...'' fik hun hvisket, mens hun bare lå der. Hun måtte jo gøre som forventet - vende hjem så hurtigt som muligt, og lade Caden komme videre med sit liv.