Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Periode | Renæssancen

Årstal | 1162

Årstid | Sommer

Måned | Juli

Top posting users this month
Dust
 
Katrina
 
Althorn
 
Haradir
 
Dr. Trott
 
Zayden
 
Chester
 
Gale
 
Larlii
 
Sean
 

Statistics
Der er i alt 274 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Lith’rra

Vores brugere har i alt skrevet 154236 indlæg in 8005 subjects

The mission. -Nami-

Side 1 af 3 1, 2, 3  Next

Go down

The mission. -Nami-

Indlæg by Gæst on Søn 8 mar - 20:55

påklædning
V: det støvregner fra en lysegrå himmel!
T: Aften.
S: dybt inde i kloakkens centrum.
O: det stinker, slam og skidt på murene, rotter der løber om fødderne på en og det beskidte vands brusen overdøver selv ens tanker!

Kloakkerne, det kunne han ikke mene! Hvorfor lige kloakkerne!? Hvorfor ikke en kro, en skov, ja selv et bibliotek ville have været bedre end en stinkende kloak!
*brokker man sig som altid?* spurgte den slangekats lignende skygge, hvis krop var snoet omkring Joaquins hals og skuldre.
*ha! Du kender mig Kimba! Jeg brokker mig aldrig!* selv inde i hans hoved var stemmen kæk. *men, denne opgave.. Hvorfor ville manden have, at vi skulle møde ham i kloakken?*
Skyggen gled ned af hans bryst og forsvandt nede ved fødderne. *lige meget hvad, så vær på vagt,* hviskede den en sidste gang, før den forsvandt. Joaquin smilede og fnyste kærligt. Det hele skulle nok gå, hvad var det værste der kunne ske? Lige præcis, ingenting! Man kunne ligeså godt tage tingene som de kom! Noget havde han lært af sin kære Rose, positiv! Man skulle bare være positiv! Med sine lette, dog ret smidige bevægelser, fortsatte han igennem kloakkens mørke og holdt ikke rigtig øje med hvor han gik, lige indtil han nær var gået ind i en mur. En mur.. Der bestemt ikke var der før!
"Hmm, ser man det!" Sagde Joaquin og satte hovedet på skrå. Som havde han gjort det i mange år, lagde han en hånd på muren og ventede. Der gik kun et split sekund, før muren delte sig i to og afslørede et rum, fakler sat op i en cirkel og i midten stod der en stol. Eller, snarer en trone og som i en hver anden trone, sad der en konge, en snavset konge..
Roligt trådte Joaquin ind, placerede armene bag ryggen og så rundt.
"Da du sagde jeg skulle sætte hånden på muren man ikke forventede, havde jeg ikke regnet med at du ville sidde på en trone," sagde Joaquin klukkende. "Men, nu er jeg her! Hvad er din mission?" Han løftede spørgende på hænderne, med det altid skæve, kække smil på sine læber.
Manden løftede med hånden, tyssede på den unge skygge og så hen imod døren, som ventede han på en helt tredje person. "Din partner skulle komme snart," var det eneste han sagde.
Joaquin så med et løftet øjenbryn, sig over skulderen, hen på den dør han før var kommet ind af. "Partner siger du?" Han klukkede med tungen. Og så igen om på manden. "Hvilken slags partner?"
Mere nåede han ikke at sige, før døren åbnede igen og afslørede denne partner. Joaquin drejede igen hovedet om imod døren, hvor han spærrede øjnene op.. En smuk partner, det måtte han sku sige!
"I see, en distrahering for mit øje er min partner?" Sagde han drillende. "Kan vi få missionen nu?" Han lagde armene på kors.
Manden rystede på hovedet af Joaquin, klukkede og så hen på den ankommende kvinde. "Velkommen til min kære,"

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: The mission. -Nami-

Indlæg by Gæst on Søn 8 mar - 22:13

påklædning

KLOARKKERNE! Virkelig, hun hadede disse stedet… man ville have besvær med at komme væk, hvis man skulle blive angrebet bag fra eller hvis en eller anden idiot skulle følge efter, ville man have endnu svære ved at gemme sig. udover det stank det også klamt, lyden af dråber der faldt i vandet og mus der kriblede rundt på gulvet. hun kunne skrige, ikke af musene, de var nu ret kære. Mere bare af at denne kunde skulle have hende så langt ned under byen, i stedet for bare at møde hende på det altid så perfekte sted. Hun sad jo altid i en kro, drak og var nem at genkende. De folk der ønskede hende ondt, havde tit være hos hende. ikke rigtig overlevet, men var kommet engang i mellem.
Hun trak lidt ned i sin hætte, mens hun begav sig ned af de dunkle grotter, hun sukkkede for sig selv. Mens hun følte stanken køre op i hendes næsebor! Gåsehud der rejste sig på hendes krop, denne kunde havde bare at tilbyde en del penge. Hvis kunden tilbød så meget som hånd øre, ville hun kappe et øre af ham, hvis ikke mere! måske stjæle fra ham i stedet. Who knows, hun klukkede kækt, mens hun roligt hentil en underlig malplacerede mur.
Hvor tit placerede man lige en mure på sådan en gang, hun kiggede roligt ned på jorden, mens hun så hvordan det enlig var ridset. Roligt lalgde hun den altid så fine lille hånd på buren, inden hun rettede ryggen. Og døren åbnede sig, gled langsomt op, med en rungende lyd. Hun løftede hovedet en smule, hvor hendes øjne først faldt på en mand klædt i sort, et par skulder plader der beskyttede skuldernes led, hvis han skulle i kamp mod nogle med knive, ville de ikke kunne lamme hans arme. Det samme hvis det var en modstander med pistol eller pile, smart… men brystet var ikke ligefrem beskyttet særlig godt, hun ville nemt kunne dræbe ham på tæt hold.
Vent et øjeblik! Den person foran hende, som enlig så ret godt ud… han virkede ikke til at være en tjenere for herren på den klamme trone, hun rettede blikket mod manden. Ordet partner, fik hende til at gyse. Hun havde ikke brug for nogle, hvad skulle hun bruge sådan en til, de kom kun i vejen og var tit for svage. ”P-Partner?!” hun skulede kort mod Joaquin. ”Jeg har ikke brug for en partner, uanset om det er en hær jeg skal klare. Ville den idiot sikkert bare komme i vejen, udover det er det billigere bare at beholde en af os…” hendes stemme var vred, men stadigvæk forførende. Hun trak hætten af hovedet, hvor hun placerede en hånd ved sit hjerte. ”Hvis du virkelig mener at en lille smøre dreng kan være nogle nytte, tager du groligfejl. Han virkere ikke til at have styr på sin egen rustning.” et kækt, dog foførende skævt smil formede sig på hendes smukke læber. hvor hun endnu engang lod sine forførende øjne lande på denne partner.
Hun fjernede hånden fra sit hjerte og lagde armene over kors. ”Halvdelen af pengene som aftalt, og missionens papir… medmindre du vil forklare missionen, uanset hvad er jeg den bedste af os to til at klare den, så smid heller ham der ud i kloarken.” hun viftede mod Joaquin, som et tegn på at han bare kunne fordufte som luft.
manden var ret klam at se på, ikke lige en hun ville overveje at snakke med. eller overhovedet ønske blev en fast kunde, ikke når hun skulle ned og grave rundt i kloarken, den duft ville sikkert sidde i tøjet i noget tid. medmindre hun gik i bad med det samme, men missionen kom først!

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: The mission. -Nami-

Indlæg by Gæst on Søn 8 mar - 23:27

Normalt ville folk nok føle sig fornærmet over den pæne tøs opførsel, men Joaquin, han var bestemt ikke som sin tvillingebror, der ville have kommet med en fornærmelse imod hende. I stedet grinte han bare lavt af alt det hun sagde, lod armene falde langs sine smalle hofter, alt imens hovedet også fik en ryste tur.
"Tror du jeg bad om at få dig til partner?" Spurgte han hende og så hen på hende. De blå øjne lyste svagt op i mørket, en stærk lille flamme i kloakkens tusmørke. "Klag så meget du vil bar mave, du kommer ikke rigtig nogen veje med det," han så op på manden igen, der rystede på hovedet af dem begge to og kløede sine tindinger.
"Ti stille! Begge to!" Sagde han højt og rejste sig fra stolen.. Da han rejste sig op, afslørede han for dem begge nu, at han ikke var særlig høj og i flammernes belysning, så han meget ældre ud end Joaquin troede han var. Han pegede på Nami med en rynkede finger. "Du får dobbelt af det vi har aftalt, men det afhænger af, at i arbejder sammen," med et højlydt bump, satte han sig ned i stolen igen. I mørkets dunkle belysning, kunne man ikke se alle rynkerne han bar, specielt ikke dem han fik af, at snakke med Joaquin og Nami. "Jeres mission er simpel, slå min konkurrent og tidligere ven ihjel," han sukkede og tog et glas vin frem, hvor det så end kom fra i mørket. "I er begge dygtige. Nami, du er bedst til det med at dræbe, uden nogen opdager dig og Joaquin du kan komme ind over alt, uden nogen opdager dig," man kunne høre på ham, at dette ikke skulle diskuteres og, at dette bare skulle gøres. "I finder ham i Sunflory City, lidt ude fra byen, her er adressen," han smed et stykke krøllet papir til Joaquin, hvis hurtige reflekser greb den uden tøven. "Er det forstået?"
Joaquin tog papiret i lommen. "Pengene er gode, jeg gør det," han nikkede høfligt farvel, før han vendte ryggen til ham og kiggede en sidste gang hen på Nami. "Du bestemmer selv hvad du gør, tag med eller skrid, it is your choice darling," med de sidste drillende ord, fra en flydende britisk dialekt, gik han hen imod væggen og rørte den.. Den delte sig igen i to.
Da han var oppe ved overfladen igen, tog han papiret op af lommen og tjekkede den valgte adresse.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: The mission. -Nami-

Indlæg by Gæst on Søn 8 mar - 23:57

Hun kiggede mod ham, mens han snakkede til hende. bar mave? Var det hendes kalde navn nu, hun kiggede kort ned på sin mave. I det mindste var den pæn, kunne lige passe med at hun var pisse fed og flæsk bare ville hænge ud over hendes bukser, et forførende dog irriterede smil formede sig på hendes læber. hun adskilte dem roligt, da manden valgte at afbryde hende. hvilket gjorde at hun fnøs af ham, pokkers tag de rige. Havde altid retten til at afbryde en samtale, hvor man bare måtte finde sig i det. medmindre man ikke ønskede pengene, hun trak hætten over hovedet endnu engang, hvor hun lod den skjule hendes ansigt.
Han var tusse gammel, lidt en af de folk man kunne tænke meget over. Så gammel og grå, hvordan overlevede han overhovedet. Hans stemme virkede dog mere ung i det, men i virkeligheden var han så tude grim! Ikke mindst gammel. Hendes tanker stoppede, da lyden af dobbelt klang i rummet. Flere penge, fantastisk! Ikke at hun havde behov for så mange penge, men bare det endelig at have nogen penge til overs, gjorde alting bedre. For første gang behøvede hun ikke tænke over hvad hun brugte penge på, selvfølgelig kun hvis hun kunne få jobbet klaret.
Lyden af hans stemme der snakkede om hvad de begge var gode til, fik hende til at klukke. Skulle den lille dreng være god til at komme ind steder? Sikkert kun ind mellem tøsernes ben, hvis han altså var heldig nok. Ubemærket, gjorde det dog en smule klamt i hendes hoved. hun var succubus, men voldtog ikke helt folk. Hun lod dem tro at der var noget, og fik dem tit til at føre an. Medmindre de var til de dominerende, hun kiggede kort op og ned af Joaquin. Mens tanken.. *gad vide hvad han er til?* strejfede hende, hun fugtede sine læber. inden hun nikkede til mandens ord.
Dog blev papiret kastet til Joaquin?! Pokkers tag det, så havde hun svære ved at smutte fra ham, da han havde papiret. Hun ventede på pengene kom, da hun havde en aftale om at få halvdelen af pengene inden arbejdede begyndte, da hvis de så stak hende i ryggen. Ville hun stadigvæk have fået penge i det, udover det ville de penge også gå på våben til jobbet, eller bare mad. Kom an på hvor svært jobbet måtte være. Hun tog de tre poser med guld mønter, hvor hun lagde den ned i sin egen lille taske på hoften. Hurtigt drejede hun om på hælen og gik mod Joaquin, der fumlede med papiret.
”Tror du bare jeg vil smide så mange penge ud af vinduet, fordi en lille lort som dig kommer ind i billedet.” hendes stemme var kæk, hun trak papiret ud af hans hånd og kiggede på det, inden hun kastede det tilbage til ham. hun svang forførende med hofterne, som kun en succubus kunne. Nærmest med fortryllende skridt, der kørte over jordens overflade. hun kiggede kort tilbage på ham, hvor hendes øjne stadigvæk var gemt væk under hætten, læberne var dog synlige. Med det kække/forførende smil. ”Så hvad er planen, skal du først finde et kort hentil sunflory city? Eller kan du vejen?” så vidt hun vidste, var det en dag eller to’s vandre tur gennem skoven hvis man turde gå gennem skoven. Den var kendt for deres enorme blodige ulve, der flænsede deres ofre. Udover det, var der vidst også fuldmåne næste aften. Hvilket sikkert bragte varulve til dem.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: The mission. -Nami-

Indlæg by Gæst on Man 9 mar - 18:47

Han havde ingen anelse om hvor Sunflory lå. Hvem kunne dømme ham, han havde ikke eksisteret i mere end to måneder måske og folk var allerede begyndt, at opsøge ham og sende ham ud på opgaver. Han havde ikke haft tid i kalenderen til, at finde ud af hvor en by som Sunflory lå. Spørg ham om vejen til Doomsville og det ville han kunne svare på! Han var knap og nak blevet færdig med at læse, før tøsen fra før kom hen til ham, snubbede det ud af hånden på ham, for ikke at tale om, at hun kaldte ham en lille lort. Igen, rystede han bare på hovedet af hende og svarede hende ikke rigtig, i stedet kiggede han rundt og forsøgte, at finde rundt i hvilken vej de skulle gå. Få minutter efter, kiggede han igen hen på den forførrende tøs, hvis bevægelser og smil kunne smelte en hver mand, samt gøre ham fuldkommen skør i bolden. Han undrede sig over hvorfor hun skjulte sig bag en hætte, men lagde ikke mere i det, det måtte hun jo selv om.
"Jeg indrømmer gerne at jeg ikke har den fjerneste ide om hvor Sunflory ligger," svarede han hende. "kan du vejen? Hvis ikke, er vi nød til at skaffe et kort," Han gik roligt forbi hende. "Vi kunne også bare tage chancen og følge instinkterne," Med et kækt smil, så han om på hende og derefter op imod trætoppen. Han kunne altid hoppe derop og se hvor de skulle gå hen..
Uden Nami kunne se det, kom Kimba, skyggen fra før, endnu engang frem på Joaquins skuldre og den havde nu sine smalle gyldne øjne rettet imod succubusen.
*vær på vagt overfor hende Joaquin,* hviskede den og vislede med tungen. *Hun er ikke ren i sjælen, jeg kan mærke det,*
Joaquin lyttede opmærksomt med og så nu vurderende hen på tøsen, betragtede hende svagt og det var her at det gik op for ham, at noget så tiltrækkende og loggende, kun kunne være en succubus. Det burde nok have gjort ham nervøs, men i stedet så han det bare som noget interessant, da han aldrig havde mødt en før.. Ja, hun kunne ende med, at æde ham, men de kunne begge ende med at være en trussel for hinanden, så det var ikke noget stort problem.
"Mit navn er Joaquin," sagde han pludseligt og stak hånden frem. "Dit?" Han satte hovedet på skrå.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: The mission. -Nami-

Indlæg by Gæst on Tirs 10 mar - 12:52

Katarina kunne ikke lade vær med at overveje at efterlade denne fyr, hvis han i virkeligheden var god ville hun så kunne smutte fra ham? måske i skoven, et suk slap hendes fyldige læber. på den anden side, ville de så ikke betale det store beløb hvis hun ikke brugte sin tid med denne fyr? Ville de opdage det, og ville han sladre som en lille fem årig? Han virkede enlig også en smule usikker, vent et øjeblik? Anede han overhovedet hvor Sunflory lå, et kækt smil formede sig på hndes læber. han lignede ellers en der kunne finde rundt de forskellige stedet, men måske ikke?
Hun fik svar på hendes spørgsmål, da hans læber adskilte sig og han spugte om hun kunne vejen. Selvfølgelig kunne han ikke vejen derhen, en kæk klukken slap hendes stemme bånd. ”Tsk.” lød det fra hende, hun lod blikket falde ned på jorden, mens han gik forbi hende. hvor hun løftede hovedet, og forførende fugtede sine læber. ”Du kan virkelig ikke vejen?” hun lagde hovedet på skrå, mens hun kiggede ind i de gyldne øjne. ”Bare rolig knægt, jeg kan den.” hun gik hentil ham, og klappede ham på skulderen mens de begav sig videre. Ville det overhovedet være sikkert? hvad nu hvis hun blev sulten, var han så ikke også bare en lille snack i baglommen? Hun lod sine øjne falde på ham, ud af øjenkrogen kiggede hun op og ned af ham. han var skam ikke grim, havde et kønt ansigt. Men hvor gammel var han, hun gik rundt og kaldte ham knægt osv. Det kunne lige passe med at han var ældre end hende, uanset hvad virkede han en smule kæk i sine ord, som et lille barn.
Hun trak hætten af hovedet og kiggede op mod den mørke himmel, der var mørkt, burde de måske slå lejre også sove, det gik altid bedre når man var udhvilet. Det kunne altid ende galt, hvis man skulle ud og dræbe en, eller bare have lidt sjov. Hun lod de grå øjne lande over i hans gyldne. Da han pludselig sagde sit navn, et skævt smil formede sig på hendes læber. hun vidste squ godt han hed Joaquin, det havde manden i kloarkken sagt da hun gik rundt dernede. Hun lavede et lille nik. ”Katarina… kald mig Kath det nemmere.” lød det fra hende, hvor hun begyndte at gå lidt hurtigere.
”Så du smutter ikke fra jobbet?” hendes stemmer var en smule overlegen, mens hun snakkede. Hvor hun lod blikket køre rundt omkring sig, først skulle de ud i skoven. Hvor de ville være nogenlunde sikker, altså ikke for rovdyrene. Men så var der i det mindste ikke mennesker der måske ville skære halsen over på dem begge. ”Jeg smutter i hvert fald ikke, bare fordi du er hoppet ombord. Men bid mine ord.” hun drejede om på hælen og gik hentil ham, lagde en finger på hans brystkasse. ”Hvis du bliver en klods mellem mine ben, tøver jeg ikke med at dræbe dig.” hun stod i lidt tid og kiggede ham i øjnene, for at gøre sin pointe mere truende. Hvor hun efter trak sig fra ham, begav sig væk igen.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: The mission. -Nami-

Indlæg by Gæst on Tirs 10 mar - 18:46

Han tog hånden til sig igen, da det ikke lå til, at hun tog imod den. Med et løft på sine skuldre, lod han dem hænge langs sine hofter igen og gjorde ikke rigtig så meget ud af, at hun kaldte ham knægt. Man kunne på sin måde sige, at han ignorerede hvad hun havde, at sige til ham, da han udmærket godt kunne fornemme, at det ikke var noget... Interessant. Først da hun igen snakkede til ham, så han om på hende, med et højt løftet øjenbryn, som blot blev endnu højere løftet, da hun prikkede ham på brystet og truede med, at slå ham ihjel, hvis han endte med at stå i vejen.
Alt ved hende virkede overlegen, bevægelserne, holdningerne og hendes måde, at snakke til ham på. Ikke at det rørte ham, hun kunne snakke så meget som hun ville, det ville ikke genere ham. I den tid hun så ham i øjnene, så han blot tilbage i hendes, med et udtryk der ikke kunne læses. En bog med usynlig skrift.
"Godt at høre du ikke tøver," var det eneste han sagde til hende, før han fulgte med hende og opretholdt sig bag hende. Så navnet på hende var Katharina, men han skulle kalde hende Kath, da hun fandt det lettere.
Imens de gik igennem skoven, fortsatte Kimba med at sno sig om kroppen på ham, hvile sig ved hans hofter og skuldre, før den vandrede videre ned til fødderne og forsvandt igen.
I en halv time, snakkede Kath og Joaquin slet ikke sammen, de gik blot bag hinanden og some tider ved siden af hinanden. Der var blot blevet mere mørkt, hele skoven var nu en stor sort klump, med træer hist og her. Takket være Joaquins evne, så han ligeså klart som havde det været dag og de blå øjne lyste op i mørket.
"Så Kath," sagde han og så hen på sin 'partner'. "Hvilken vej skal vi?" Han så rundt..

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: The mission. -Nami-

Indlæg by Gæst on Ons 11 mar - 18:53

Det kunne have været en fælde, han rækker hånden ud og BAM! Hiver hende ind til sig, hvor han hurtigt snitter halsen over på hende, for at beholde pengene selv. Eller bare klare arbejdet alene. Så heldig ville han ikke være, ikke når hun var i nærheden. Hun skænkede derfor kun hånden et blik, og sagde sit navn. Hans ansigts udtryk virkede almindeligt, som en hver anden fyrs. Hvilket hun kendte alt for godt, han var ligeglad. I det mindste stirrede han ikke på hendes krop, men på den anden side opførte han sig som de andre. Hun sukkede for sig selv, hvor hun hurtigt fik skiftet emne.
Hans kommentar omkring, tøvning. Fik hende til at smile kækt for sig selv, gud hvor var denne fyr dog irriterende. Hun kunne tvære ham ud lige nu, bare lige brække nakken på ham og efterlade ham til hundene. På den anden side, måtte der være en grund til at de skulle arbejde sammen, hvis nu hun havde brug for et hurtigt skjold var han vel ok at have i nærheden. De begyndte derefter at begive sig mod skoven, uden så meget som at skænke hinanden et blik. Stilheden drog sig over dem, sammen med mørket der kun blev mørkere og mørkere. Alting blev langsomt for mørkt for Katarina. Hvor Joaquin stillede hende et spørgsmål, først der opdagede hun hans lidt uhyggelige øjne der lyste op i mørket. Hvilket fik hende til at sparke ham i maven af ren chok! Dog nåede han lige at spørger hvilken vej de skulle begive sig.
”Fuck sake dude! Du skræmte livet af mig!” hun kiggede sig omkring, mørket havde indtaget hendes sind. Kun skikkelserne af træerne kunne hun se, mens jorden var sort for hende. hun kunne intet se, ligenu kunne hun stå i en kæmpe lort og ikke vide det før morgen stod op igen.
”Vi slår lejr… jeg kan intet se” hun drejede hovedet mod Joaquin, hvor hun kiggede op og ned af ham. ”Det kan du sikkert, men ikke her. Jeg har også brug for søvn… sover du?” hun smilte forførende til ham, gad vide om han overhovedet var sur over det lille spark. Ja hun sparkede måske til, men hvem forventede lige et par lysende øjne, når man drejede hovedet? Ikke hende her i hvert fald!

(Lidt kort, håber det går... ellers må du sige til!)

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: The mission. -Nami-

Indlæg by Gæst on Ons 11 mar - 21:33

Han havde ikke lige set sparket i maven komme, det kom som et myggestik i mørket, bortset fra at der ikke var nogen summelyd til at advare en! Foldet sammen på midten i få sekunder, tog han dybe indåndinger og prøvede at inhalere det luft, hun lige havde sparket ud af ham. Havde han skræmt livet af hende? Pga. hvad?! Havde hun været i sin egen egoistiske lille verden, at hun helt havde glemt at han også var der!? Han så bare hen på hende, himlede med øjnene over hende og rettede sig op igen.
”Selvfølgelig sover jeg,” svarede han med en stemme, der antydede, at det var et underligt spørgsmål hun havde haft stillet ham. Hun havde ret med hensyn til, at de ikke kunne slå lejr her, så før hun nåede at sige noget til ham, forsvandt han i mørket, blev et med skyggerne og søgte nu efter en form for hule. Ikke så langt fra dem, lykkedes det ham, at finde en hule og da han havde tjekket den for rovdyr, dukkede han op nær Kath igen. ”Der er en hule ikke så langt herfra, kom,” Han gjorde et nik til, at hun skulle følge med ham. Henne ved hulen, kiggede han en sidste gang rundt, før han gik ind i den og satte sig ned.
Nu var de igen tilbage til den underlige stilhed. Han sad bare og betragtede skoven, ved at kigge ned imod indgangen til grotten. Det var godt de fandt den, for ligeså hurtigt som de var kommet ind i den, begyndte det at regne, for ikke at nævne det tordnede. Han rettede blikket imod Kath. ”Lejemorder ikke sandt?” Stadig med blikket rettet imod hende, satte han sig bedre til rette og adskilte sine læber, for at spørge om noget andet. ”Nyder du at slå folk ihjel?” Der var blot nysgerrighed i hans stemme, intet dømmende eller truende. Han var ligeglad med, at hun gik og slog ihjel, det gjorde hun bare!
Da et lyn lyste grotten op, så han hen imod indgangen igen. Lyn havde altid fascineret ham, eller det havde de i den tid han nu havde eksisteret. Lige nu tænkte han ikke rigtig over, at han delte grotte med en succubus, der kunne æde ham hvis hun havde lyst. I hans øjne, kunne han sagtens modstå deres evner og overleve dem, men nu havde han heller aldrig prøvet, at blive angrebet af en før.
De var en underlig flok de to… De snakkede knapt sammen og viste ikke hvordan de skulle være omkring hinanden, for ikke at sige de allerede havde et lille had til hinanden, da de skulle arbejde sammen. Hvis han var heldig, gav hun op og skred, så han kunne få missionen for sig selv og pengene.
Han lagde sig ned på den kolde grotte jord, strakte sig som en kat og begyndte nu, at betragte grottens ’loft’.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: The mission. -Nami-

Indlæg by Gæst on Tors 12 mar - 11:49

Hun var en smule overraskede over hans øjne, men skjulte det hurtigt igen. Han skulle ikke se denne side, det var et tegn på svaghed, at man kunne blive overraskede. På den anden side, viste det ham vel også bare at han ikke skulle overraske hende, da hun ikke holdte tilbage med at angribe. Hun tjekkede ikke om det var en ven eller fjende, uanset hvad ville man få klø. Mens han hev efter vejret, for at få luften ned i sine lunger igen, kiggede hun bare rundt. Roligt trak hun hætten over sit hoved. hvor han svarede hende, en smule irriterede, hvilket var forståeligt. Hun havde jo lige sparket ham i maven, dog fik det kun et smil frem på hendes fyldige læber. så denne ting kunne virkelig blive irriterede, han virkede ellers så høj i hatten.
”godt så, så burde vi finde et sted at so…ve…” hun kiggede omkring sig, fyren var væk? vent, hun havde intet hørt, ikke hørt ham træde på kviste eller klatre op i træerne. Hvordan fuck kunne han bare forsvinde ud i det blå, eller nok mere sorte! Hun havde en skarp hørelse, så hvordan kunne han lige forsvinde på denne måde, og kunne han lære hende det? måske kunne han alligevel blive nyttig for hende, et kækt smil formede sig på hendes læber. mens hun lagde armene over kors, kiggede sig omkring. Stilheden tog hårdt fat i hende, ikke at hun blev nervøs af det. men bare tanken om at hun burde lede efter et sted med ly, i stedet for at stå og vente på en eller anden fyr ved navn Joaquin.
Da han dukkede op foran hende igen, kiggede hun roligt op på ham med et smørret smil på sine læber. hvor han gjorde det lille nik, og bad hende om at følge efter. Hun greb fat i hans arm, hvor hun kiggede ned i jorden. ”Ey! Tag det ikke som et score trick, jeg kan bare ikke se jorden… og hvis du kommer for langt væk, kan jeg heller ikke se dig.” hendes stemme var for første gang kærlig, men det sidste blev sagt som om hun var irriterede på ham. hvor de roligt begav sig videre mod hulen, stilheden over dem sammen med natten. Hun følte en enkelt dråbe lande på hendes kind, hvor hun lod blikket pege mod himlen, som var sort som kul. Vel bare et tegn på skyer, hvis der ingen skyer var, ville de kunne se stjernerne.
Det tog ikke langtid at nå til selve hulen, præcis som han havde sagt. Da de nåede frem, kiggede hun omkring sig. intet at frygte, så som rov dyr eller andre ting. Da hun fik sat sig ned, lød det med det samme et brag og regnen der hamrede mod bladende på træerne. Hun løftede hovedet og lod blikket falde mod udgangen, her havde hun ellers håbet på tørvejr. Tordnen lyste skoven op engang i mellem, sammen med hulen. Hun kiggede dog engang i mellem på denne Joaquin, hvem end han var. Havde han fået hendes opmærksomhed, han var jo ikke helt grim. Dog ikke en skønhed som de andre Incubusser, men grim var han ikke. Hvor deres øjne kort mødtes, da han drejede hovedet mod hende. eller kort og kort, hun drejede ikke helt hovedet væk.
”Ja lejemorder, eller hitman som andre kalder det.” hun trak knæene op til brystet og krammede dem indtil sig. der var alligevel en smule køligt her, næste gang burde hun medbringe et eller andet, i stedet for bare at gå missionen i møde. På den anden side ville hun også gerne have det overstået, desto hurtigere det var slut, desto hurtigere kunne hun få mad og slappe af. hans andet spørgsmål overraskede hende ikke, det var normalt for dem der vidste om hendes arbejde. ”Ja, ja det gør jeg. Elsker larmen i det, og følelsen af at man lever endnu. Samlet med de skønne skrig folk laver, samt de nedladende ting folk kommer med engang i mellem, for at gøre en sur du ved.” hun kiggede væk fra ham, og så ud af grotten da et lyn slog ned.
Hun stillede sig på fire og kravlede over til ham, hvor endnu et lyn slog ned. Med hans øjne rettet mod skoven, og lyset der spredte sig. havde hun fået ham ned og ligge, mens hun stod på fire over ham. med det altid så forførende smil på sine læber, hvor hendes hænder var placerede på hver sin side af hans hoved.
((Ja hun ligger ham ned, så han får ikke lov til at strække sig som en kat! Selvom det ville være kært XD))

”Så~ hvad er du? Udover det, er du jomfru og hvad tænder du på?” hun spurgte nu om mere personlige spørgsmål end bare lige arbejds relaterede spørgsmål, hun smilte kækt til ham. hvor hendes kupiler i øjnene blev større, som et lille tegn på at hun brugte sin evne mod ham. så han så det mest tiltrækkende han kunne se, det/den han virkelig begærede i sit liv. Nu havde hun ham jo fanget mod jorden, så hvorfor ikke finde ud af lidt mere omkring ham!
de var jo lidt som kat og hund, hadede hinanden en smule. men alligevel fandt hun ham interessant nok til at snakke med ham, hvis hun virkelig hadede ham. ville hun ikke snakke med ham på nogle tidspunkter!

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: The mission. -Nami-

Indlæg by Gæst on Tors 12 mar - 20:40

Nu skulle han ikke se det som et scoretrick. Ha, som om han så det som et! Den måde hun sagde det på, var det der overraskede ham, lige indtil hun fik den irriterede tonelege på igen. Nu var de tilbage til den samme tonelege som før. Han klukkede kækt af hende og førte hende igennem mørket.
”Scoretrick eller ej, du ønsker at kunne se mig i mørket,” kommenterede han drillende. Han kunne ikke lade være, nogle gange kunne man bare ikke lade munden være lukket, en enkelt drillende kommentar vil altid ryge i faldet.

Han lyttede til hvad hun havde at sige med hensyn til at slå folk ihjel. At hun nød det kom underligt nok ikke bag på ham, han kunne sagtens forestille sig, at der var mange væsner i denne verden som nød at slå ihjel og se folk lide. Se bare på hans far f.eks. Han elskede at høre kvinderne skrige, se dem græde og vride sig i smerte, imens han fik nydelse ud af det. Det gav Joaquin lyst til at kaste op ved tanken. Hans far havde været en syg mand, fuldkommen skør i hovedet og med hjernen placeret imellem benene. Som et tegn på, at han havde hørt hvad hun havde sagt, nikkede han, imens han så ud imod regnen. Der sad han egentlig fint nok, til hun kom kravlende hen til ham og lagde ham ned, så hendes fine krop nu var placeret på alle fire over ham. I få sekunder så han forvirret op på hende, lige i det øjeblik et lyn slog ned og lyste hele hans ansigt op. Læberne var adskilt, fristet til at stille et spørgsmål og øjnene var varme og forvirret, med sin blå glød over sig. Han fjernede hende dog ikke, ej heller rødmede han, han så blot op i hendes øjne, med et halvt skævt og kækt smil på læben. Selvom hun brugte sin evne imod ham, så han stadig hende, da hun allerede var ret så tiltrækkende for ham og fordi han ikke havde levet længe nok til, at finde ud af hvad der virkelig tændte ham og sendte ham ud i et andet univers.
Han klikkede med tungen over hendes spørgsmål. ”Jeg er blot en madglad fyr der ønsker sit eget liv,” Aldrig fjernede han blikket fra hende. ”Ja, jeg er det man kalder jomfru og jeg tænder på kvinder, kys på halsen…” Han sendte hende et drillende smil. ”Ønsker du overhovedet detaljer og hvorfor interesserer det dig Kath?” Det lykkedes ham, at sætte sig op, så hun nu sad på skødet af ham og deres læber var ikke langt fra hinanden, da han forførende og drillende hviskede: ”Skal svarene da bruges senere?” Han kiggede hende i øjnene, det drillende glimt var den kraftigste lille flamme i hans øjne.. Et nyt lyn slog ned og oplyste grotten.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: The mission. -Nami-

Indlæg by Gæst on Tors 12 mar - 22:42

hun mente aldelse intet som et score trick, selvom det måske virkede sådan. men hvor akavet ville det ikke være, hvis hun væltede foran ham, mens han så nemt som ingenting gik gennem den mørke skov. hun gav et fnys fra sig, hvor hun lod blikket falde mod jorden. stadigvæk grebet om hans arm, han skulle ikke have lov til at forsvinde endnu engang.

mens hun stod på fire over ham, viste han ingen form for følelse. som om han på en underlige måde var vantil dette, kunne lide at blive presset ned i jorden af kvinde. måske var han til mere dominerende folk, en bare lige sådan noget med de fine og kærlige kvinder der skulle domineres? hver sin smag ikke sandt, hun smilte kækt til ham. mens hans ansigt blev lyst op, hvilket kun gjorde det tydligere for hende. dog ændrede han ikke adfærd af hendes evnen, hvilket kunne være et tegn på at han så hende, og ikke en anden, hvis det havde været en anden. ville han sikkert reagere anderledes, blive irriteret eller sur, over at hun gjorde det imod ham. eller måske endda græde, hvem viste om han havde elsket en kvinde som nu var død?
han svarede dog på hendes spørgsmål, hvilket fik hende til at smile forførende som altid til ham. da han satte sig op igen, lod hun sig alligevel sætte sig i hans skød. hun lagde hænderne på hans hofter, hvor hun kiggede ind i de blå øjne han gik med. "Ja da, kom med detaljerne..." hun bed sig tilbydende i underlæben, hvor han lænede sig frem og hviskede til hende. hvilket fik hende til at grine kærligt. "Ja... hvad siger du til at miste din møddom? måske en hyggelig omgang i hulen her? medmindre du gemmer den møddom til dit livs kærlighed, end en tøs der bare lige har lyst lige nu?" hun lænede sig frem og lod sine læber presses imod hans.
hun svang sine arme omkring hans nakke, hvor hun lod kysset blive mere forførende, samt dybt. havde han i virkeligheden et valg? lyden af lyn der slog ned, samt regnen der hamrede mod bladene. dette var vel det mange ville se som en form for romantik, hvor hun derimod ikke gad sådan noget lort. det var vel bare fristelsen, hun havde selvfølgelig ikke tænkt sig at æde ham, han havde jo noget at lære hende nu! udover det, kunne det varme dem op i nattens løb. det ville være nemmere, og varmere hvis de gjorde det. på den måde skulle de ikke forsøge at starte et bål med vådt brænde, eller andre resurser.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: The mission. -Nami-

Indlæg by Gæst on Fre 13 mar - 18:16

Udenfor regnede det kraftigt og her sad de, krop mod krop og en underlig spænding imellem dem. Det var denne form for fare Kimba advarede ham imod. Gik han hele vejen med hende, kunne hun æde ham og så ville han slå rekorden i det korteste liv! Der var bare noget over hende, noget som han ikke kunne modstå, han måtte have det og føle det. Den måde hendes underlæbe blev et offer for hendes tænder, gav ham automatisk lysten og instinktet til at kysse hende. Selvfølgelig ønskede hun, at få detaljerne at vide.. Men inden han nåede, at fortælle dem, spurgte hun ham om noget, der kom bag på ham. Man kunne dog ikke se det på ham. Han var fuldkommen rolig i sit blik.. Det var her han burde sige nej, for nok var det pokkers fristende, men hun kunne spise ham for pokker! Dræbe ham og stikke af med pengene! Igen nåede han ikke at få et eneste ord sagt, før hun placerede sine pokkers bløde læber på hans og pressede sin perfekte krop ind til ham. Han kunne ikke sige nej, selv ikke hvis han prøvede og hvorfor skulle han? Man levede kun en gang! Desuden, ville han ikke være nogen utro! Men igen, han kunne miste... Flere tanker gik der ikke igennem ham, Kaths forførende og dybe kys sendte ham væk. Han kunne ikke fokuserer på andet end hende lige nu! Forvirring og tøven var fuldstændig forsvundet, da han kyssede hende dybt igen og lod sin tunge snitte hendes. Af ren instinkt, kørte han sine hænder rundt på hendes krop, specielt hvor de steder hun havde den bar. Igen lod han instinktet tage over, ved at rulle hende rundt, så hun nu lå under ham. Han lod deres læber adskille, for at sende et drillende smil til hende, inden han kyssede hende loggende ned af halsen. Selvom han aldrig havde prøvet det før, fulgte han de underlige instinkter han havde i kroppen, der fortalte ham hvor han skulle kysse og røre.
Aftenen og overnatningen i grotten, endte med at han fik tøjet af hende og kyssede hver en del af hendes silkebløde og varme hud. Det endte selvfølgelig også i, at han mærkede hende tæt ind til sig, for ikke at tale om at han fik varmen. Denne følelse var fantastisk, hun var fantastisk. Han kyssede hende igen og lod ellers instinkterne overtage på ny..

Det var ved at være morgen, solen var stået op og dråberne fra træernes blade, var det eneste tegn på nattens regn. Joaquin lå og sov, krøllet en smule sammen og en vejrtrækning så rolig som en killings. Efter deres lille hygge stund i går, havde det kun lykkedes ham, at iføre sig sine boxershorts. Pga. Nydelsen havde han slet ikke tænkt over, at hun faktisk ikke havde spist ham, han var stadig i live.
Roligt åbnede han sine øjne og strakte sig..

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: The mission. -Nami-

Indlæg by Gæst on Fre 13 mar - 23:47

hans krop var enlig meget varm, måske fordi hun frøs en smule. men gjorde det noget, varmen fra hans krop kunne give hende gåsehud. denne aften skulle nok blive sjov, eller bare hyggelig. det kom vel an på hvordan man så på det, hun smilte forførende til ham. mens hun bed sin underlæbe, og hans øjne der kort landede på hendes underlæbe, hvor hans øjne kørte op i hendes igen. hun opseverede ham en del, skulle sikre sig at dette ikke blev en form for voldtægt, hvis han viste afsky for hende. ville hun ikke bare læne sig frem og kysse ham, som hun jo gjorde.
han kyssede hende i det mindste tilbage, mens hun pressede sin krop indtil hans, for at opsluge en del af hans varme. følelsen af hans læber var enlig meget rar, ikke på den forelskede måde. men de folk hun mest kyssede, var endten fulde eller havde lidt for tørre læber. for en gangs skyld, var det også en fyr uden skæg. hvilket gjorde at det ikke kradsede. hendes øjne lukkede roligt i, mens følelsen af deres tunger der roligt snittede imod hinanden gav et ryk i hende. hun gjorde derfor kysset mere intimt, lod sine hænder køre op af hans sider, hvor hun løftede hans trøje en smule. dette var vel tegn nok, på at han ikke sagde nej til en lille hyggelig aften med hende. som selvfølgelig var ubetydelig, ingen følelser indblandet.
hun nåede lige at få hans trøje op under hans bryst, hvor han fik hende svunget rundt. så hun nu var den der lå på jorden, hun havde svunget sine ben omkring hans hofte, hvor hendes greb stadigvæk var på hans trøje. hun trak den af ham, i det øjeblik deres læber adskilte sig fra hinanden. hvor han smilte drillende til hende, hun kørte sin hånd gennem hans logger. "Nu ikke noget med kolde fødder, Jomfru dreng." hendes ord var forførende, med en undertone af drilleri. hun lod sin hånd køre ned på hans skulder, hvor følelsen af de bløde læber imod hendes hals. fik hende til at lade hovedet glide en smule til siden, han skulle forstille at være jomfru ikke sandt? burde han så i det mindste ikke vise bare en smule pinlighed, måske være nervøs og akavet i sine bevægelser end så dominerende? ikke at hun brokkede sig, dette var helt klart bedre end de andre folk. hans læber var næsten overalt, hans hænder var varme og bragte hurtigt hendes blod i kog.
deres tøj forsvandt næsten magisk fra hinandens kroppe, hvor følelsen af hans læber kun blev sat flere steder, varmen steg i hendes krop. kulden blev lukket ude og de lod deres kroppe smelte sammen, kun lade hinanden fylde stedet. mens regnen og lynen overdøvede deres støn, Katharina tog dog styringen hurtigt igen, han skulle ikke være den øverste. ikke på hans første gang i hvert fald, så kunne hun jo ikke gøre den store del for hans pleasure! dog var han overraskende god, hun havde lidt regnet med en svagpisser, men han virkede næsten som en der havde styr på det hele. på trods af de lettere nervøse hænder engang i mellem.

regnen forsvandt langsomt i løbet af natten, det støv regnede dog stadigvæk en smule mens soven stod op. Katharina var den der var først oppe, hun havde sovet i Joaquins arme. mens de havde brugt hendes jakke som en dyne over deres kroppe, det var den bedste måde at holde varmen på, var at ligge hud mod hud ved hinanden. også selvfølgelig have noget der kunne tage blæsten væk fra sig, hun havde fået tøjet på, da han endelig vågnet. mens hun stod og sit bælte spænde. hun lod øjnene falde ned på ham, da han strakte sig.
et smalt smil formede sig på hendes læber, hvor hun samlede hans tøj op i en bunke og smed det i hovedet på ham. "Op, solen er oppe og vi skal videre." hun kørte en hånd gennem håret, for at fjerne de værste tottere, selvfølgelig også for at se noglelunde ud. så hun ikke havde helt forfærdelig bolle hår, hun kiggede ud mod skoven mens hun ventede på Joaquin.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: The mission. -Nami-

Indlæg by Gæst on Lør 14 mar - 14:39

Så snart han havde åbnet øjnene, kastede hun tøjet i hovedet af ham og gjorde ham klar på, at de skulle videre i programmet. Han strakte sig en sidste gang, hvorpå han satte sig op og kørte en hånd igennem sit overraskende uglede hår. Hvordan var det lige blevet så uglet? Han smilede kækt ved tanken om aftens hændelser. Lyden af hendes støn ekkoede stadig i hans hoved, hendes søde støn der sivede ud imellem hendes læber, for hvert et stød han gjorde, samt hvert et stød hun gjorde. At de skulle ende med at sove i hinandens arme, havde han ikke set komme, men han kunne på en måde godt lide det. Hvilket nok ville vise sig, at være en kæmpe fejltagelse. For at komme ud af tanken, rejste han sig op og begyndte at klæde sig på. De måtte videre med missionen, der var ikke tid til flere hyggelige stop på vejen, om han så godt kunne en anden omgang eller ej. Han rettede så godt han kunne på det uglede hår, før han gik hen ved siden af hende og så ud imod skoven.
”Du viser vej,” sagde han kækt til hende. Med sine altid dragende og lette bevægeler, gik han ud af grotten og så sig en enkelt gang over skulderen, bare for at tjekke om hun nu fulgte med ham.

Da de endelig, efter flere timers vandren, kom til Sunflory var han træt og sulten. Han havde behov for at stjæle fysisk energi fra nogen! Det med maden måtte han ordne senere, selvom han elskede mad! Overalt i Sunflory gik forskellige væsner rundt, lige fra mennesker til uskyldige engle og stærke varulve.
”Når kære kompas, hvad siger du til en pause, før vi drager videre?” spurgte han kækt Kath og så hen imod en kro. Der kunne han helt sikkert finde nogle vilde knægte, at tage energien fra, de skulle jo højst sandsynlig ikke bruge den til noget! Uden hun overhovedet fik lov at svare ham, gik han hen imod kroen, åbnede døren og gik ind. Takket være den dragende succubus bag ham, kiggede nu alle hen imod dem, deres øjne var nærmest klistret fast på Kath. Typiske, smukke succubus. Med alles fokus på Kath, tillod han sig at forsvinde i skyggerne og dukke op bag en dreng, hvis hormoner var sprunget i luften ved synet af Kath. Før drengen kunne nå at blinke, havde Joaquin placeret en hånd på hans ryg og taget alt fysisk energi fra ham. Selv da drengen faldt udmattet til jorden, bemærkede ingen det. Joaquin klukkede kækt over det, forsvandt på ny ned i en skygge og endte oppe på… Bardisken?!
Pokker tag at han ikke havde lært at styre det helt endnu! Nu rettede alle blikket på ham, med løftet øjenbryn og forvirrede udtryk. Akavet klukkede Joaquin for sig selv, trådte ned på en barstol og satte sig derefter på den. ”Bare fortsæt hverdagen!” sagde han uskyldigt og viftede med hænderne.
Publikummet løftede på skuldrene og så igen den anden vej.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: The mission. -Nami-

Indlæg by Gæst on Lør 14 mar - 15:24

hun klukkede kærligt, mens han strakte sig. hvor hendes blik rettede imod den halv lyse skov. der var enlig meget smukt i skoven, hvis man ikke tog alle edderkopperne, de klamme dyr og sikkert døde ting med ind i billede. var skoven et meget fredfuldt sted.
da han begyndte at tage tøj på, bemærkede hun først her, at hun ikke havde spist ham. hvordan holdte hun lige tilbage? var hun ikke sulten, eller havde hun haft tankerne et andet sted. hun lagde en hånd på sin mave, nope hun var helt klart sulten, så hvorfor havde hun ikke spist ham. sikkert fordi hun inderst inde vidste, at hun havde brug for at han lærte hende, sin underlige teknik. hvor han forsvandt ud i det blå, hun sukkede roligt for sig selv. hendes blik rettede imod ham, da han stillede sig ved siden af hende. hvor hun greb fat i hans arm, kiggede skulende på ham inden hun slap ham igen. uden så meget som at sige et ord, begav hun sig ud af hulen med ham. "Og du var sikker på du var jomfru?" lød det fra hende, mens hun pegede mod højre. for at illustrere at han skulle gå mod højre, i stedet for at gå ligeud.

flere timers vandring, og Katharinas mave var begyndt at brokke sig. hun burde spise noget mere end bare en gang om måneden, ikke at hun ikke tog små snacks engang imellem, men det var stadigvæk bedre end bare lige at sulte som nu! næste gang, spis inden du tager afsted. gentog hun inde i hovedet, hvor Joaquins stemme lød. nu var hun kaldt kompas? et suk slap hendes læber, hvor hun kiggede rundt, med det altid så indbydende øjne. hun nåede næsten ikke at opfatte, at han gik mod en kro. til hun hurtigt luntede efter ham, hvor tiden nærmest stoppede da de kom indenfor.
Katharina kiggede rundt, hvor et lille smil formede sig på hendes læber. perfekt, mad! lød det indeni hovedet på hende, med en varm stemme. endnu engang overraskede over at han var forsvundet, kiggede hun rundt for at finde ham. for første gang, virkede den ellers så forførende succubus, som en uskyldig person der var faret vild. mens hun kiggede rundt, det kunne bare ikke passe at han løb herind, for at slippe af med ham. hvis det var ideen, ville hun finde ham, og helt sikkert torture ham. mærke hans blod køre mellem hendes fingre, mens hans ellers så varme støn ville blive forvandlet til skrig... mere nåede hun ikke at tænke, før han stod oppe på bardisken?
hun rettede blikket op mod ham, hvor alle de andre gjorde som hende, til hans hoppede ned på en af stolene. hun gik til hans side, hvor hun smed en arm omkring hans nakke. "Er du sulten? hvis du er, så bestil et eller andet også skal jeg nok betal for dig knægt." hun slog ham på ryggen, hvor hun bestilte en øl, dog stod en mand ikke så langt væk fra hende og sagde han nok skulle betale denne omgang. et kækt smil formede sig på hendes læber, hvor hun kiggede op og ned af ham. kunne denne mand måske blive hendes middag, hun tog fat om hanken på ølkruset. "Tak" lød det forførende fra hende, hvor hun lod glasset hvile på hendes underlæbe, og væsken roligt glide imellem de fyldige læber.
omkring en time gik, hvor Katharina ignorerede Joaquin helt, hun var dog forførende imod denne mand, en hel del mere end hun havde været overfor Joaquin. brystet var mere skudt frem, hun lod engang i mellem sin hånd glide over mandens store overarme, hvor hun grinte af nogle totalt platte jokes. hendes øjne faldt en enkelt gang på Joaquin, hvor hun lavede et nik, som et tegn på at han skulle blive der. kort efter forsvandt hun selvfølgelig med vanden, hvor endnu et kvarter gik... Katharina kom tilbage, mens hun lukkede for jakken og greb fat i Joaquin krave. "Vi skal videre." lød det koldt fra hende, ingen tid til flere stop, ikke når hun havde brugt så forfærdelig langtid på den fucking fyr.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: The mission. -Nami-

Indlæg by Gæst on Lør 14 mar - 16:38

Om han var sikker på at han var jomfru? Det spørgsmål fik ham til, at se spørgende om på hende igen, med et skævt smil på sine smalle læber. ”Ja?” Hans stemme var rolig som altid. ”Hvorfor spørger du? Tror du jeg lyver?” Han så frem for sig igen. ”Hvem ville dog lyve om sådan noget,” Den sidste sætning var en mumlen for ham selv, for hvem ville lyve om sådan noget? En hver mand ville være stolt og sige, NEJ, jeg er bestemt ikke jomfru, jeg har været i seng med denne lækre sild fra… og så videre!
Da hun pegede imod højre, gik han til højre og tvivlede ikke på hende. Det var hende der kendte vejen og ikke ham, det måtte han erkende. Hvorfor undrede hun sig mon over at han var jomfru?

Om han var sulten, ja det var han i den grad, men der var ingen som sagde at hun skulle betale for ham! Han rystede på hovedet af hende. ”Knægten har et arbejde, jeg kan godt selv betale min mad,” Det blev sagt kækt og roligt. Hurtigt rettede han opmærksomheden imod kromoderen, bad hende om dagens ret, hvorpå han sendte hende et blink med øjet. Hun smilede kækt af ham, nikkede til hans bestilling og forsvandt ellers om i køkkenet, for at lave det han lige havde bestilt.
At Kath ignorerede ham og kun havde opmærksomheden på manden, der havde tilbudt hende en øl, gjorde egentlig ikke Joaquin noget. Hun kunne gøre som hun vil. De enkle gange hun lod sit blik lande på ham, fik de øjenkontakt og han sendte hende altid et skævt smil, uden han rigtig forstod hvorfor. Imens hun brugte tid på manden, gav Joaquin sig til at snakke med kromoderen, som han engang imellem tog i at flirte med ham, hvilket var… underligt. Ikke nok med, at hun sikker var gift, men hun var også langt ældre end ham! Hendes udseende var rigtig klassisk kromuter, stor barm, ikke særlig høj og en anelse rund omkring hofterne. Om hofterne havde hun det klassiske viskestykke.. Da han endelig fik sin mad, stoppede han med at snakke og fokuserede nu kun på den lækre mad foran ham. Med gaflen hængende ud af munden, så han rundt i kroen, med sin hypnotiserende blå øjne. I forhold til mange andre kroer var den her overraskende stille og rolig. Over i hjørnet havde folk nu endelig bemærket den trætte dreng. De havde hjulpet ham op på en stol, givet ham vand og mad, men han var stadig træt som bare pokker. Stadig med gaflen i munden, smilede han kækt og så ned på sin mad igen. I det øjeblik gik det op for ham, at Kath var væk og det var manden også. Hun var sikkert i gang med at æde ham et eller andet sted, hvilket førte hans tanker tilbage til, at hun ikke havde spist ham. Hvorfor havde hun ikke gjort det? Hun havde haft chancen, han gik frivillig med til det for pokker! Da han var færdig med maden, rejste han sig fra stolen og strakte sig igen. (Han har en vane med at strække sig!) Nysgerrigt så han igen rundt, til Kath tog fat om kraven på ham, hvor hun nærmest trak ham ud af kroen. Uden nogen spørgsmål, fulgte han bare med hende og smilede til et hvert ansigt, der nu måtte smile til ham. Nu galte det bare om, at finde den adresse de fik og få missionen klarede, med andre ord, de skulle dræbe ham.
Engang imellem så han ned på Kath, var fristet til, at sige noget til hende, men han havde ingen anelse om hvad. ”Efter missionen, hvad skal du så?” Han spurgte egentlig mest for at starte en samtale. Det var underligt der var så stille imellem dem..

Da de kom frem til den rigtige adresse, stoppede Joaquin op og så på huset. Skulle de lave et bagholdsangreb eller banke på, så de snød ham og slog ham ihjel når han sov? Han bed sig tænkende i underlæben, satte hovedet på skrå og efter nogle sekunder, så han om på Kath. ”Bagholdsangreb eller snyde ham med venlighed?”

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: The mission. -Nami-

Indlæg by Gæst on Lør 14 mar - 17:35

Han var jo god i sengen, eller så fald på jorden. bedre end hun helt havde forventet, hun havde forventet en lille uskyldig person, der ikke helt vidste hvad han skulle gøre af sig selv. han var jo jomfru, så burde han ikke blive totalt nervøs når en med en succubus udseende ville komme hentil ham, og ikke mindst være usikker på hans handlinger? dog sagde han ja, med en spørgerne undertone. "Jeg ville sikre mig." hun smilte forførende til ham, hans mumlen fik hende til at ryste på hovedet. der havde han vel fat i noget, hvem ville lige lyve over sådanne ting, hun ville selv lyve omkring sådan noget. eller nok ikke, hun var jo en succubus. men hvis hendes middag var mere til uskyldigheden selv, ville hun helt klart opføre sig som en lille jomfru. totalt usikker på alt, og sige det engang i mellem, med at hun var usikker eller noget i den stil? hun var ikke selv helt sikker på det.

Katharina lå godt mærke til kromutterens flirten med Joaquin, dog fandt hun det morsomt. hvis han flirtede igen, ville hun i det mindste vide at denne ene person ikke havde noget imod udseende eller alder. hvilket vel også gjorde at hun ikke skulle føle sig speciel over at have været i seng med ham, eller være den der tog hans møddom. hun kom pludselig i tanke om, at han var ret hurtig at få i kanen. hun havde bare spurgt, kysset ham. hvilket havde været nok, i forhold til denne mand som gerne ville snakke en del. hun hældte derfor alkohol på ham, han så jo godt ud. så hvorfor ikke snuppe noget lækkert, der krævede lidt arbejde. end en lille uduelig fyr, som ingen selvtillid havde. de måtte vente til når hun havde meget travlt, og bare lige skulle have noget mad hurtigt.
hun ville gerne hurtigt væk, hvilket var grunden til at hun greb fat i ham og trak ham væk. stilheden var over dem igen, hun snakkede ikke. virkede nærmest irriterede og sur, men havde stadigvæk den stolte og smukke gang som altid, folk drejede hovedet mens de gik igennem gaderne. hvilket var en nem måde at se hvem der var hvad, dæmonerne og englene var de eneste der kun skulede mod hende, hvor de fjernede blikket igen. mens de andre gerne drejede nakken om som en ugle, hun sukkede for sig selv.
Joaquins pludselige spørgsmål, fik hende til at kigge op på ham. "Hvorfor? vil du invitere mig på date nu?" hun klikkede kort med tungen, inden hun rettede øjnene mod vejen igen. "Hvis du tror at vores lille hyggestund, betød noget... skal du ikke regne med det, jeg ville gøre det igen, men det betyder intet. ingen kærlighed, og du skylder intet på det." hendes stemme var hård, meget ærlig. hun tænkte ikke helt over, at han måske bare ønskede at starte en samtale. det lød også mere som om han ville invitere hende på en hyggelig lille date, end bare snakke.

timerne gik, aften var atter faldet på. derimod var de nået frem til adressen, Katharina kiggede rundt. hvor hun fugtede sine læber. "Hvad ville være nemmest? jeg kunne også bare sparke døren ind og skyde ham, mens du tager ham hvis han løber væk..." mere fik hun ikke sagt før døren åbnede op og en mand råbte til dem, tilbød dem at komme indenfor. siden det lignede at det ville regne snart, Katharina drejede om på hælen og nikkede med et varmt smil. "Snyde ham ser det ud til..." hviskede hun lavt, mens de gik indenfor. hun kiggede rundt, hvor manden gik med en stok. han virkede meget som et gammelt individ. hun kiggede på Joaquin enkelte gange. "Hvad bringer jer helt her ud?" spurgte manden, hvor Katharina med det samme svarede uden tøven. "Vi gift." hun løftede sin hånd op, hvor en ring pludselig sad på hendes hånd. "Meningen var at vi skulle smutte hen og fejre det sammen i vores hytte ikke så langt herfra, men det viste sig at vi ikke helt kunne finde vejen herud alligevel." hun sukkede blidt for sig selv, hvor hun svang armen om Joaquins arm.
"Oh, hvor er jeres bagage." spurgte han, mens han kiggede undrende på dem. "Ude i skoven, må jeg hente dem? altså hvis de tillader at vi bliver til solen står op... jeg ikke så vild med mørket." hendes stemme virkede underlig, som om hun var helt forandrede. mere uskyldig og oprigtig, alt hun sagde virkede troværdigt. manden nikkede til det, hvor hun begav sig udenfor igen. "Køn kvinde du har fundet dig der, i mine unge dage. var kvinderne mere runde, deres krop var på ingen måder faste dengang." han klukkede for sig selv, mens han snakkede til Joaquin.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: The mission. -Nami-

Indlæg by Gæst on Man 16 mar - 20:45

De fortsatte igennem byen, helt uden snak og da han havde forsøgt, at starte en samtale med hende, troede hun at han ville have noget følelsesmæssigt med hende.
"Jeg spurgte om hvad du skulle lave bagefter," tilføjede han og så ikke rigtig ned på hende. "Jeg sagde intet om en date eller det i grotten betød noget," han så nu ned på hende. "For det er jeg udmærket godt klar over at det ikke gjorde, vi havde begge lyst, det var rart. Længere er den ikke," i modsætningen til hendes hårde stemme, var hans neutral og rolig som altid. "Næste gang, bare svar på det jeg spørg om Love," hun skulle ikke tage ordet 'love', som noget specielt, det var blot noget han tit kaldte folk, samt darling og dear. Det lå til ham.. Han fortsatte med at gå og forsøgte ikke, at starte en ny samtale, måske blev de bedre til at snakke sammen på et andet tidspunkt.

De besynderlige makkerpar nåede knapt at ligge en strategi, før de var inde på fjendes territorium og skulle spille et lykkeligt gift par. Engang imellem kiggede Joaquin ned på Kath, det ene øjenbryn højt løftet og øjnene overrasket over hendes varme stemme. Hvad skete der lige for den kolde succubus dæmon? Kunne det virkelig passe, at det var den samme person der stod ved siden af ham? Intet ord fik han indført, før Kath var ude af billedet og manden nu snakkede til Joaquin, om hans smukke 'kone'.
Joaquin klukkede kækt og kærligt. "Ja, hun er dejlig fra top til tå," svarede han og spillede nu på sit uskyldige ansigt. "Jeg er heldig at have hende," med sit falske 'jeg er så lykkelig' smil, gik han nysgerrigt rundt og så sig omkring. Mandens øjne kunne fornemmes i Joaquins nakke. "Vil det være for meget at bede om hvis jeg spurgte om vi kunne leje et værelse?" Han havde været tæt på, at sige to værelser, men kom i tanke om, at de skulle spille gift. Det ville være for underligt, at bede om et værelse væk fra sin hustru.
Ned af trappen kom der pludselig en ældre kvinde, helt sikkert mandens kone. Hendes øjne så fra Joaquin til manden. "Hvem er han min kære?" Selv hendes stemme var gammel og hæs. Bag hende kom nu en ung mand og dame, måske børnene?
Sønnen så på Joaquin med stikkende øjne. "Hvem er du?" At dømme efter hæsset stemme og bumsede ansigt, var drengen ikke særlig gammel.
"Mit navn er Joaquin," svarede han roligt. "Jeg er blot faret vild sammen med min kone."

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: The mission. -Nami-

Indlæg by Gæst on Tirs 17 mar - 0:24

Katharina så kun ud mod vejen, skænkede ham helst ikke et blik. hvorfor skulle hun, de havde travlt og denne samtale gjorde hende blot træt i hovedet. ikke at hun ikke nød, at drille ham, måske irritere ham en smule. sådan var det at blive sat til at arbejde med hende, man skulle være forberedt på hendes hårde toner. men skønne stemme, hun løftede sine skuldre "så du ønsker ikke en date med mig?" hun kiggede ud af øjenkrogen, hvor blikket landede på ham. "Trist, kunne ellers være jeg gik hele vejen med dig, på første date." hun sukkede drillende, hvor hun strakte sin krop. "sådan må det vel være, jeg finder bare en anden date så." hendes stemme var kæk, men hånende mod ham.
hun sukkede atter igen, efter hans sidste sætning. "Org slap af kære, jeg svarede dig i det mindste. ingen grund til at trække trusserne helt op om ørene." hun trak hætten over sit hoved, for at skjule sit ansigt mens de gik.

Det tog lidt tid før Katharina kom igen, hun kom underligt nok med to rygsække. som de ikke havde haft på sig på noget tidspunkt, men alligevel var deres navne syet ind i stoffet. Katharina fik øje på den store familie der nu var samlet, hvor et varm nærmest behageligt smil formede sig på hendes læber. "undskyld det tog så langtid, det svært at se noget ude i mørket." hun gik med det samme mod Joaquins side, hvor hun bukkede for familien. "Navnet er Katharina, dette er min mand Joaquin." hun lagde hovedet uskyldigt på skrå, hvor hun kiggede op på Joaquin.
Hun lavede derefter store øjne, hvor hun satte den ene hånd op foran sin mund. "oh han har måske introducerede sig?" lød det med en smule forførende stemme, pokkers tag det succubus gen. det var svært at virke uskyldig, især når man var iført det tøj. hun smilte kærligt til dem, da manden pludselig nikkede til dem. han havde intet nået at sige til sin kone.
"I er velkommen til at overnatte, i kan sove på vores gæste værelse. men forvent ikke mad på sengen." hans stemme var hæs, med den altid gammel mands stemme. han nikkede derefter til dem, som et tegn på at de skulle følge efter ham. Katharina kiggede op mod Joaquin, hvor et lavt suk slap hendes læber. da de blev vist ind på værelset, takkede hun mange gange, og rakte ham få penge. hvor hun sagde det var alt de havde, som selvfølgelig var løgn. hun var bare grådig, og ønskede ikke at miste særlig mange penge på dette. manden tog imod pengene og efterlod dem, hun lukkede døren bag sig.
"Så min elskede, er det tid til anden runde?" hun lagde sin hånd på hans brystkasse, hvor det højre ben forførende gled op af hans ben. stemmen var lumsk, en smule forførende i undertonen. mens berøringerne var sensuelle, hun skubbede ham ned i sengen. "hvad gør vi? skal vi sove på det, eller gøre det nu her?" hun fugtede sine læber langsomt.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: The mission. -Nami-

Indlæg by Gæst on Tirs 17 mar - 7:39

Gad vide hvorfor manden egentlig havde sat dem sammen. Det ville være meget billigere for ham, hvis han blot havde valgt en af dem. Missionen var jo ikke den sværeste i verden og alligevel, havde han valgt to og ikke en. Mente han måske at de havde brug for hinanden i længden?
Joaquin klukkede over det hun sagde, velvidende om, at hun drillede og hånede ham.
"Gør du det," sagde han kækt til det med, at hun bare kunne finde sig en anden date. "Når først vi har fået pengene, er jeg den der er smuttet," han så ud imod horisonten, med et ivrigt og eventyrlysten glimt i dine øjne. Efter denne mission, havde han langt om længe penge nok til, at rejse væk og se verden. Langt væk fra Josh... Det eneste var blot Rose, han ønskede ikke at skride fra hende, så han regnede med, at spørge om hun ville med ham. En rejse, kun Rose og ham.
Til det med trusserne, så han igen ned på hende, med et drillende smil. "Jeg kan ellers godt lide at have trusserne der, det er bedre end en hat," random humor frem for alt.

Indtil videre var det vel meget underholdende, at lade som om han var gift med en smuk succubus. En hver ville tænke, damn! Hvordan har du kunne score hende?
Hans svar ville være: hun er glad for romantik i grotter.
Teenage drengen kiggede selvfølgelig efter hende, han havde det svært med, at holde tungen i munden. Datteren derimod, gik surmulende hen til sin mor og hviskede et eller andet til hende.
Da de blev vist op på værelserne, havde Joaquin det som om, at maleriernes stikkende øjne holdt øje med ham. Der var noget underligt over dette sted, noget han ikke kunne sætte sin finger på. Det var som om, at huset var levende, men det ville jo være fuldkommen skørt.
Han takkede manden mange gange, lukkede døren efter ham og nogen sekunder efter, kiggede han nysgerrigt rundt. Eller, det vil sige, det gjorde han, lige indtil Kath skubbede ham ned i sengen og fristede ham. Han klukkede og satte sig op. "Det lyder fristende min elskede, men vi nok heller slå til snart," igen så han rundt i værelset. "Det er som om nogen holder øje med os," hviskede han roligt.
"Det er fordi jeg er her!" Kom en fremmede stemme pludselig.
Joaquin drejede hovedet om, hvor han mødte noget der gjorde hans teori om malerierne før sand. Det var et talende maleri.. En ung mand med en rive og en mark i baggrunden. "Velkommen til!"
Joaquin grinte forvirret. "Det er simpelthen underligt det der," han så op på Kath.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: The mission. -Nami-

Indlæg by Gæst on Tirs 17 mar - 10:31

Katharina kiggede omkring sig, blæsten tog lidt fat i hætten. Som næsten blæste den helt af hende, hvis hun ikke havde været hurtig og placerede sin hånd på hovedet. "Smutter du bare fra mig" hendes stemme var drillende. "Org hvor føler jeg mig dog brugt og trist, sikkert også deprimeret." Hun trak på skulderne mens stilheden igen drog over dem, det blæste en smule. Ikke meget men nok til lige at få ens næse til at løbe en tur.
Hvad skulle hun overhovedet bruge sin tid på efter dette, skulle hun gå ud og spise. Lede efter mere arbejde eller for en gangs skyld købe et sted. Men hvis hun boede et fast sted var hun nemmere at finde, og fare ville presse på om aften. Et suk slap hendes læber.
Hun kunne lige så godt forbeholde sit liv, som altid sov hun ved sine ofre, åd dem og overnattede. Hvor hun så bare smuttede videre om morgen.
Tog et bad inden hun smuttede, man kunne sikkert undre sig over hvad hun brugte sine penge på. Hun arbejde og var dyr i drift. Så hvad brugte denne sucubus sine penge på? Det var et nemt spørgsmål, hvis man bare kiggede på hvor smukt tøjet var syet samt hendes våben. Hun købte ikke kun disse ting, hun var også en af dem det kunne finde på at bruge penge på at få sine informationer. Så pengene slap hurtigt op, især når hun blev angrebet og tøjet gik i stykker!
Hun lod blikket køre op på joaquin igen, da han snakkede om trusserne som en hat.
"Sjovt... Din underlige humor gør dig mere speciel, også det at du ikke bliver sur... Jeg får helt lyst til dig igen" hun drillede uden tvivl, der var større chance for at hun havde lyst til at tæve ham!

De sad i sengen, da maleriet pludselig snakkede som i Harry Potter!? Alligevel noget nyt i hendes liv, noget hun ikke havde oplevet før. Hun gik Hentil billede, hvor hun tog det ned fra væggen. Roligt åbnede hun døren og stillede det udenfor døren, smilte til en af børnene. Hvor hun forklarede at det skræmte den, hun lukkede døren bag sig og smed jakken på en af stolene.
"Seriøst, det skræmte mig en del" hendes stemme var lav, men varm. Hvilket kunne virke forvirrende med hendes ellers normale stemme, altid skulle være forførende.
Hun satte sit lange rød brune hår op, inden hun satte sig i joaquins skød igen. For ham virkede det helt sikkert unormalt at hun satte sig på ham, hvis man tænkte lang sigtet skulle man huske på, at hvis folkene ikke bankede på, ville det bare ligne at de kom ind til et letter underlig astmofære. Især det med katharinas påklædning, nu når hun havde smidt jakken, var det mere en BH hun havde på, samt de tæt siddende bukser. Hun kiggede ned mens hun fumlede med sit hår, pokkers tag det. Efter grotten var der et par knuder, så det var svært at sætte det op.
"Hvad gør vi, altså jeg kan sagtens selv, du kommer sikkert i vejen anyways." Hun smile for sig selv mens hun sad i hans skød, da hendes ring pludselig satte sig fast i hendes hår!
"Arg gah damit! " hun sukkede og rev lidt i sin hånd, da et lettere smertefuldt udtryk formede sig på hende. Hun var ikke vantil smykker, især ikke at blive revet i håret. Folk skulle helst ikke røre hendes hår, så det kom til skade

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: The mission. -Nami-

Indlæg by Gæst on Tors 19 mar - 21:22

Han grinte kækt over det hun sagde. Selvfølgelig følte hun sig ikke brugt på nogen måder, de havde ingen følelser for hinanden og det blev sikkert meget nemt for dem, at gå hver sin vej når de kom til det.
Da kimba dukkede op på hans højre skulder, aede Joaquin ham under hagen, hvilket nok kunne se ret underligt ud. Skyggen derimod, lukkede sageligt de gyldne øjne i og hvis man lyttede godt efter, kunne man høre den lave spinden.
"Vi ved begge to godt, at der intet trist bliver over vores farvel," sagde han drillende og så hen på hende. "Tvært imod, så jeg tror jeg at en som dig vil skrige YES, så snart jeg er væk," Drilsk klikkede han med tungen.
Kimba så over på Kath, undersøgte hende og kunne bestemt ikke lide det han så. Denne tøs betød ikke andet end problemer for Joaquin, det var stensikkert! Lige som den skulle til at hviske noget til Joaquin, kommenterede hun på hans random humor og fik den nu i stedet til at knurre lavt. Tøsen var problemer, tøsen var problemer! Joaquin derimod, rystede bare på hovedet af hende og puttede sine hænder i lommerne.
"Vi kan sagtens finde en busk hvis det haster," svarede han drillende og sarkastisk igen.

Maleriet brokkede sig på vejen ud af værelset, tikkede hende om, at lade ham hænge og at han kunne være deres underholdning, samt vækkeur! Hun skulle da bestemt ikke være bange for ham! Barnet ude på gangen, smilede bare til det Kath sagde og tog det brokkende maleri med ind på sit eget værelse.
Joaquin havde set ud af vinduet igennem flytningen, eftersom de havde den mest fantastiske udsigt herfra og han satte altid pris på sådanne ting, hvor underligt det så end måtte være. Når man kunne se ud imod fjerne horisonter, var man nemlig altid sikker på, at der var en verden derude som bare venter på en. Fra udsigt til Kath der satte sig på skødet af ham.. Til at starte med, rystede han bare drillende på hovedet af hende og så ud af vinduet igen, gav hende ikke rigtig opmærksomhed, før hun sagde ARG. De blå øjne landede på hende igen. Han bemærkede hurtigt håret der var viklet ind i fingerringen. Deres forlovelsesring... Hvor hun så end havde den fra! Med sine altid så rolige bevægeler, viklede hans hendes hår ud.
"Jeg kommer ikke i vejen," svarede han og gav tegn på, at han skam havde hørt hvad hun sagde. "Vi venter til de alle sover, jeg blænder dem alle med mine skygger og du slår ham ihjel," Da håret var viklet ud, så han ind i hendes øjne igen. "Eller, så distrahere du vagter osv, imens jeg slår ham ihjel, det styrer du selv, men der ingen grund til at gøre det imens alle er vågne, for mange øjenvidner," Han placerede armene om hende, lod dem hvile på hendes hofter, imens han så hende i øjnene. "Har du en anden ide eller kan en som min bruges?" Roligt og drillende sendte han hende et skævt smil.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: The mission. -Nami-

Indlæg by Gæst on Fre 20 mar - 12:35

Hun nikkede til hans ord. "Selvfølgelig ikke, dette er et arbejde intet andet. det ville kun være trist, hvis du faldt for mig" hun pegede forførende mod hans kraveben, som om hun noglesinde ville falde for sådan en svækling, eller bare falde for en på en mission. Dette skulle ikke være mere end arbejde, tja de havde hygget sig i grotten. Det betød dog intet for hende, ellers skulle hun jo begynde at have følelser for sin mad. At hun ikke havde spist ham betød intet, kom sikkert aldrig til at betyde noget uanset hvor mange gange hun gjorde det med ham. "Kun hvis jeg får din halvdel også" Forførende og drillende stemme, med et kærligt blik rettet mod ham.
han kommenterede så sandelig på hendes drillende kommentar, en busk. De var i en skov, det ville ikke være svært at finde en busk overhovedet. På den anden side, holde hun nu af at gøre det steder hvor man ikke blev pisse klam, som i en seng. Eller bare et sted uden jord, så var hun ligeglad. "Tænkte nok du ikke ville sige nej." Hun fjernede noget hår fra panden, så det forsvandt under hætten.

"Så så, nu må du tage det som det kommer. du er uhyggelig, selv når du bare brokker dig." Yup hun snakkede til maleriet, mens hun stillede det væk, eller nok mere gav det til drengen i huset. Tankerne fløj afsted, for hvem fuck havde lige et talende maleri?! Burde hun have brændt det i stedet for, det kunne trods alt være forbandet? et suk slap igen hendes læber, hun var virkelig i sukke humør disse dage. "Hvis vi venter til alle sover, hvorfor så blænde dem? vi kan altid bare skære halsen over på ham mens han sover?" Hendes stemme var kærlig for en gangs skyld, skylde nok at hun var træt. havde spist, men stadigvæk træt! hun gav ham et smølfespark på panden, da han sagde hun kunne distrahere vagterne. "Som om, du er den der kan forsvinde i det blå... hvilket betyder at du har nemmere ved bare at gå ud og distrahere dem, duk op på forskellige stedet, hvor du måske i dont know... Kunne rasle i buskene, lokke dem ud i skoven eller noget" Hun rettede en smule på ringen.
Han fik intet tak fra hende, selvom det var rart med lidt hjælp lige det. Hun gik ikke meget op i hendes hår, i følge hende selv. Dog hvis man rørte det med en saks, ville hun være klar på at klippe selve huden af personen. "Din er god, så lad os bruge den... men der går sikkert langtid til de sover," Et kækt samt forførende smil kom frem på hendes læber. "Så vi burde lave noget der kan holde os vågne." Hun pressede ham ned i sengen, placerede begge hænder på hans brystkasse, for at holde ham nede. mens hun lagde et knæ på hver side af ham. "Medmindre du frygter at jeg er sulten igen, eller du ønsker der burde være følelser indblandet?" Hun lagde hovedet på skrå, hvor hun lænede sig ned og nærmede sig hans læber. "Du bestemmer skam, jeg voldtager ikke mænd.. ikke endnu i hvert fald."

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: The mission. -Nami-

Indlæg by Gæst on Tirs 24 mar - 22:01

Det var altid noget, at hun gik med på hans plan, så de ikke skulle til at diskutere om hvad der var rigtigt og forkert. Spørgsmålene hun stillede havde han nemt ved, at svare på.
"For hvis de vågner under processen, er de blændet og kan intet se," svarede han og tog sig selv i, at køre en hånd igennem hendes hår, der var blødt imod hans fingre. "Man kan jo aldrig vide om nogen af dem sover let,"
Den kærlige stemme hun pludselig havde, lå han ikke mærke til, før han tænkte over det. Hvorfor snakkede hun pludselig kærligt til ham? Måske i frygt for, at nogen kunne undre sig, hvis de overhørte hende snakke hårdt til ham. Han valgte ikke, at kommentere på det og tænkte i stedet det med vagterne igennem.
"Fint, jeg distrahere vagterne," sagde han og afsluttede det problem.
Der var sikkert lang tid til de sov, det kunne hun have ret i. Mere nåede han ikke, at tænke før han igen lå ned, med hende over sig og de dejlige læber nær hans egen.
Han klikkede med tungen og før hun kunne nå at blinke, havde han rullet dem rundt, så hun lå under ham, med begge hans hænder på hver side af hendes hoved. Et forførende smil spillede et drillende pus på hans læber. "Jeg frygter og føler intet kære Kath," han lænede sig ned imod hendes læber. "Sååå ~ du gør bare lige hvad du lyster og det samme gør jeg," læberne blev nu presset ned på hendes i et dybt kys. Han sørgede for, at holde hende nede, ved at kysse hende loggende og samtidig have sine hænder omkring hendes håndled. De drillende og varme læber gav sig nu til, at kysse hende ned af halsen og videre ned af hendes smukke krop. Da de kom til navlen, stoppede han og kørte den samme vej op igen. Han kyssede hende drillende på læberne og adskilte dem fra hinanden igen, med få centimeters mellemrum. "Nu ingen kolde fødder Succubus," han smilede kækt og forførende til hende.. Glimtet i hans øjne fulgte smilets drillende aura..

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: The mission. -Nami-

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Side 1 af 3 1, 2, 3  Next

Tilbage til toppen

- Similar topics

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum