Sorry to say, but something is wrong with you.((Aria))

Kol trådte ind på kroen iført en hvid trøje, læderjakke og et par bukser samt hans attitude. Hvilket der desuden var nok af. Han lod sit blik bevæge sig rundt i kroen, mens han forsøgte at finde en at bruge sin tid på, en der kunne tilbyde ham godt selskab og velsmagende blod. Han lukkede døren i igen, da vinden ellers ville skabe en kulde i kroen. Ikke at det generede ham, men han kunne lige så godt forsøge at undgå irriterende kommentarer fra kroens gæster. Han fortrød allerede, at han var taget på kro. Den gennemtrængende lugt af alkohol og sved, den høje musik og de højttalende mennesker provokerede ham allerede. Men så fik han øje på en af danserne, en mørkhåret skønhed. Hans ene mundvige trak sig op i et skævt smil, der på en og samme tid virkede mørkt og charmerende. Han var ikke helt uden charme, hans psykotiske tanker og handlinger, havde det bare med at overgår charmen. Kol gik hen imod den dansende kvinde, og satte sig på en stol ikke langt fra hende. Hans blik var rettet imod hende, han studerede hende, holdte øje med hende. Lige så snart hun gik udenfor, ville han følge hende, smage hendes blod, se livet.. Hov vent, hvad var det? Han havde ikke lyst til at dræbe hende. Hvorfor havde han ikke lyst til at dræbe hende? Tag dig sammen Kol. Hun er kun en pige, bare en pige. En døende pige. Den var der igen, han vidste ikke hvorfor, men han kunne slet ikke forstille sig mordet, som han ellers altid gjorde. Han rystede på hovedet af sig selv, det var sikkert bare fordi han var nervøs. Hun var sensuel, havde styr på hendes krop og hun var flot, ingen tvivl om det. Men det burde ikke betyde noget, når det kom til stykket. Det var bare tanker, tanker der snart ville være overstået. Det skulle de. Det skulle de virkelig.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Aria var ved at tjene sine sidste timers løn ind, inden hun kunne tage på en velfortjent ferie i Firewood Village. Hun skulle møde en god veninde og venindens kæreste - spændende. Aria havde danset de sidste par timer og var egentlig ved at være godt forpustet. Så da sangen var spillet færdig stod hun af spottet -og lod blikket glide henover lokalet. Et par øjne fangede hende, de var rettet imod hende. Aria sank kort en klump før hun smilede kort venligt og gik hen til baren for at hente noget vand, og satte sig på en stol der for at få noget vand til at køle lidt af. Hendes udholdning var fantastisk, og hun var i yderst god form - hvilket også havde været helt tydeligt i hendes optræden - plus hun var yderst passioneret anlagt. Aria kørte en hånd igennem sit hår, og greb fast om vandglasset igen. En smilede til de andre som passerede, hun kunne sagtens snakke med de andre dansepiger, men de gjorde det bare mere for opmærkosmheden end for at leve, hvilket Aria tydeligt kunne se, men hvad mange desværre var blinde for. Hun lod blikket henover lokalet for at lade hendes øjne pensle ud, hvor fyren fra før var hende. Ham med de charmerende øjne.

Kol var fascineret, ikke kun af hende, men også af hvordan hun fik ham til at føle, tænke. Det provokerede ham også, men først og fremmest fascinerede det ham. Han så efter hende, da hun gik hen imod baren, men han vendte sig ikke hele vejen efter hende, han drejede bare sit hoved, indtil hun var ude af hans syn. En af de andre danser, kom hen imod ham, og begyndte tydeligt at ligge an på ham. Han sukkede dybt, og rejste sig, for at forlade pigen. Han gad bare ikke den slags, så hun burde bare være glad for, at han ikke dræbte hende for det. Nogen gange krævede det ikke mere. Han gik i stedet hen imod den anden danser. Han havde lagt mærke til, at hun så på ham. Det gjorde ham specielt ikke noget. ”Du er en god danser. Meget passioneret.” Kol talte normalt rigtig meget, men lige hende her tog det fra ham. Han havde bare ikke følt sådan i lang tid. Han havde ikke haft noget problem med at dræbe, siden han var menneske. Dengang han var barn, nærmest. Siden da, havde det ikke været et problem. Mordene havde givet ham lyst magt, brug for magt. Han sendte hende et smil, der virkede ganske almindeligt. Det var ikke ondskabsfuldt eller virkede til at have en mistanke som normalt, hvilket faktisk bekymrede ham. Hvad fanden foregik der? Han anede faktisk ikke hvad han skulle gøre af sig selv, han havde ikke stået i en lignende situationen nogensinde, og det var derfor svært for ham at vide hvordan han skulle reagere. Normalt havde han prøvet så meget, at det ikke var svært at vide hvad han skulle gøre, men lige nu havde han problemer med det. Provokerende, det var hvad hele situationen var, men han havde stadig ikke lyst til at gå sin vej.