A glimpse of the past - Urox.

Sted: En gade i Rotten Root.
Omgivelser: En hel del forfaldne huse og lejlighedskomplekser, der er meget stille og mørkt.
Tid: 23.45
Vejr: På trods af det tidligere på dagen var varmt, er den for længst forsvundet, og blevet erstattet af en kølig blæst.

Blair havde endnu engang fundet tilbage til Rotten Root. Det havde været hjem for en stor del af hendes fortid, så selvom det blot var fortid for hende, så havde det stadig en betydning for hende. Det havde været med til at forme hende. Hendes lange lyse hår, var bundet tilbage i en løs knold. Hun kunne ikke længere føle kulde, og det kunne man tydeligt se på hendes påklædning. Hun havde en kjole på, hvor toppen var hvid og det nederste sort. Den nåede hende ikke længere end til knæene. Ud over kjolen havde hun en cardigan af sort gennemsigtigt stof. Hun havde ikke længere hendes sædvanlige lange støvler, da de med tiden var for slidte til at bruge længere. Så i stedet havde hun anskaffet sig et par sorte ankelstøvler. Mellem hendes læber lå en tændt cigaret. Hælene lavede en klikkende lyd, som hun bevægede sig hen over stenene. Hun havde været væk i lang tid, udelukkende for at arbejde med sig selv. Det var tiltrængt, og selvom hun ikke var blevet så stærk og selvsikker som hun ønskede endnu, var hun blevet merkant anderledes, end den Blair man før havde mødt. Hun virkede ikke som en usikker teenager længere, men som en usikker voksen. Selvom hun var blevet en smule mere sikker på sig selv, var hun langt fra selvsikker. Blair havde lagt hendes fortid bag sig. Det var gået op for hende, at hun ikke kunne komme videre med sit liv, før hun havde ladet fortid være fortid. Det betød også, at folk fra hendes fortid ikke kunne påvirke hende så meget længere. Hun fjernede cigaretten med et par fingre, og pustede røgen ud, før hun smed cigaretskoddet på jorden og trådte på det. Hun havde ikke røget i noget tid, men var så småt begyndt efter hun var kommet tilbage. Det beroligede hende bare på en måde, som intet andet kunne.

Vinden tog blidt fat i vingerne på en falden engel. Løftede ham højere op i luften. Det var veltrængt dette her. Han følte sig altid så dejligt fri når han fløj og mærkede vinden under hans vinger. Langsomt begyndte han at lade sine vinger flyve nedad. Fordi han følte at han havde brug for at gå lidt. Mærke sine ben. Han havde fløjet rundt i godt og vel en time. Så hans ben var begyndte at halvsove. Han var godt og vel 100 meter over jorden da han smilede kort. Og fløj direkte ned imod jorden. Ikke en direkte nedad gående linje. Men en rimelig stejl linje. Så da han var cirka 5 meter fra jorden. Svang han sine vinger lodret så han fik et lille skub opad lige før han rørte jorden. Og landede så langsomt på fortovet med sine ben. Og lænede sig så lidt imod den nærmeste væg for at få dem til at vågne lidt. Hans vinger trak sig roligt ind så de nærmest formede en form for kappe. Hans overkrop var stadig blottet som den altid var. Han vidste egentlig ikke hvorfor. Men han gik altid i så lidt tøj man skulle tro det var løgn. Det eneste han bogstaveligtalt havde på var bukser. Ikke engang underbukser havde han på. Hvilket i sig selv virkede dumt i betragtning af han jo ikke var vampyr. Og sagtens kunne mærke kulden. Men Urox var en fri sjæl. Den eneste grund til han havde bukser på var fordi at ellers ville folk føle sig stødt af ham. Eller værre endnu. Så ville han måske endda arre et barn for resten af dens liv. Og det ville han ikke. Så derfor havde han bukser på. Dog hang de lidt. Så man kunne se han ingen underbukser havde på. Han rettede lidt på sit korte lyse hår. Som han så i spejlningen af en rude ved siden af ham. Før han så roligt begyndte at bevæge sig hen af fortovet. Han stoppede kort op da han så nogle længere fremme foran sig. Kendte han ikke hende der? Jo det gjorde han da? Han begyndte langsomt at nærme sig hende. Og jo tættere på han kom. Desto mere sikker blev han på det var nogle han kendte. Indtil det gik op for ham. Og han smilede blidt. Det var jo Blair? Dog gik der noget op for ham. Det var Blair? En svag vrede strømmede frem i ham. Og han stoppede op sådan at hvis hun ikke så sig for ville hun gå ind i ham. I det hun var tæt nok på ham til hun nok ville se hans bare fødder hvis hun så nedad mens hun gik. Åbnede han munden og formede nogle blide ord med den kraftige mandlige stemme. ”Hey Blair. Længe siden hva?” Sagde han blidt og så på hende afventende. Hun var skredet. Han var gået ud for at købe morgenbrød en morgen. Og når han var kommet tilbage. Havde hun været forsvundet. Hvilket betød hun var skredet fra ham. Han havde ikke tænkt over muligheden at hun troede han var skredet. Fordi han havde lovet hende ikke at gøre det. Og havde forventet at hun havde troet på ham.

Blair vendte blikket imod jorden, og forsatte længere ned af gaden. På trods af Blair havde været vampyr i et par år nu, var hun stadig uvidende omkring hvilke racer der fandtes. Hun havde ikke mødt særlig mange, men hun kendte til vampyrer, varulve, engle og shapeshiftere. Hun havde også en vis kendskab til blandingsracerne, men hun kendte kun en blandingsrace. Eller kendte og kendte, de var ikke en del af hinandens liv længere, så han var blot endnu en person, der var en del af hendes fortid. Det var alle faktisk. Alle ud over David. Hun blev virkelig nød til at skabe sig et større netværk. Hun hørte lyden af vinger, men reagerede ikke nærmere på det. Det var helt sikkert ikke en fugl, så det måtte næsten være en engel. Men den eneste engel hun kendte var Urox, og sandsynligheden for hun så ham igen, var så lille at hun affejede idéen om at det var ham. Da et par fødder kom til syne for hende, lod hun hendes blik glide op af mandens krop, indtil hun nåede hans ansigt. Urox. Selvfølgelig. Hun trådte et skridt tilbage, så hun ikke stod helt så tæt på ham. ”Det må man sige.” Blair var ikke vred på Urox, på trods af han havde efterladt hende endnu en gang. Men hun var ikke den han engang havde kendt. Hun var ikke lige så usikker. Den vrede hun havde vist ved deres sidste møde, var kommet af usikkerhed, og det var også af den grund, hun ikke fremtrådte vred nu. ”Hvordan går det?” Hun lød oprigtig, da det faktisk interesserede hende. Det var længe siden de havde set hinanden, som han selv havde påpeget, så det var ikke underligt, at hun gerne ville vide hvordan det gik ham. Hendes læber trak sig op i et forsigtigt smil, da hun ikke var sikker på, hvordan han havde det med hende.