The first secret - Jackson

De følte sig så dygtige. Ingen tvivl om det. De sluprede øl i sig som gale imens de fejrede deres største fangst nogensinde. Eller de troede at de var så dygtige. De ventede bare på at resten af gruppen skulle komme med andendel af fangsten - så de rigtig kunne prale med deres var vellykket. De sang ved lejrbålet udenfor den store vågn der stod placeret midt i urskoven. Hestene prustede foran den, og ventede egentlig bare på de skulle videre. Det var ikke hver dag det lykkedes at kidnappe dronningen af Sunfury, og dagen var sku heller ikke lige i dag. Inde i vognen sad der ingen andre end Hayley. Den tøs som blev forvekslet med den overskønne dronningen alle talte om. Lige nu ville Hayley bare gerne se kvinden og se for sine egne øjne - hvad der var så specielt ved hende siden de lignede hinanden så meget i andres øjne.
Hayley lignede heller ingen dronning i sine sorte sorts og røde tank top. Håret flettet ned langs ryggen. Hun bar ingen tegn på at være dronningen, og alligevel var hun blevet taget for det. For måske var det en hemmelighed forklædning, det var i hvertfald det de troede. De havde bundet et klæde omkring hendes mund, og en hætte over hovedet på hende, samt reb om armene og benene. Derfor lyttede hun blot. Ventede på der skete et eller andet som hun faktisk kunne bruge til noget.
Der føltes som flere timer før der skete noget, og dørene til vognen blev åbnet. Et dunk af noget tungere der faldt ned på bunden af vognen. Et andet væsen. En dæmon, hun kunne føle auraen. Vognen blev lukket godt til med både hellige objekter osv. Det var nemlig sølle mennesker der havde dem til fange. De troede de havde med en varulv og med en dæmon at gøre. De havde derfor ikke bundet Jackson ret godt ind. De tænkte de umuligt kunne bryde ud af denne vogn. Hayley ville dog bare gerne kunne se noget.
Tag det nu bare roligt tøs! Skreg Aria nærmest til hende, og det fik hende blot til at rulle øjne.
Det ville jeg gerne. Hvis det ikke var fordi, at jeg bliver konstant forvekslet med den dronninge ting til Andrea.. og straffet for det. Men næh nej. Jeg skal betale hendes gæld her. Jeg siger dig jeg skal... Aria afbrød.
Du skal holde din mund og lytte. Der er trods alt en anden her. Måske siger vedkommende noget.
Aria.. du er og bliver alt for optimistisk...

Jackson kunne ærlig talt ikke huske hvordan han var havnet her, det sidste han husker var den pæne kvinde på kroen som havde virket noget så interesseret i at komme i bukserne på hende, nu hvor han tænkte over det, en anelse for interesseret. Hvis nogen spurgte ville han skyde skylden på alkoholden for ikke at have opdaget at hun havde haft et motiv, andet end at han jo så ekstremt godt ud og en hvilken som helst kvinde ville være heldig hvis de kunne få en nat sammen med ham, det sagde de i hvert fald alle sammen. Han vidste godt at han var attraktiv og det var da også noget han brugte for at få ting han gerne ville have men han lod det ikke stige ham til hovedet, måske udadtil men det var hans måde at håndtere verden på efter den havde ændret sig.
Vejen de rejste på var ujævn og hver gang der var et hul rykkede rebbene ubehageligt meget i Jacksons hud, hans hænder var hævet over hans hovedet og rebbet var fastgjort til et metalstand der sad tværs over loftet på den noget primitive vogn som han befandt sig i. Hans fødder var fastgjort med lænker til gulvet, selve lænkerne var boltret fast til gulvet af vognen hvilket nu atter engang sørgede for at han stod i denne akavede position. Han kunne hører hvordan de nærmede sig et område hvor der var nogle mænd der skrålede og sang, tydeligvis begejstret over et eller andet, hvad vidste han ikke. Gennem sprækkerne i træ væggene der omgav ham kunne han se det orange skær som kom fra et lejrbål, hvor fanden befandt de sig henne, midt ude i en skov eller hvad?
Jackson var klædt i et par mørke bukser der sad en anelse til omkring hans lår og hofter men uden det blev for meget, der var kommet et par rifter i dem hist og her efter de sikkert havde slæbt ham afsted, han bar en hvid wife beater, den var gennemsigtig og klæbede sig til hans muskuløse overkrop, de havde måtte kaste en spand vand i hovedet på ham for at vække ham, udover hans trøje bar han en sort læderjakke og et par sorte læder støvler. Det blonde hår der ellers havde siddet så pænt da han var taget afsted klæbede sig mod hans pande ellers var det blev roddet grundet hans forsøg på at komme fri.
Jackson gav sig til at hive og slide i rebbene så kæderne omkring hans fødder raslede og træet gav sig til at knirke, han havde ikke tænkt sig bare at stå til pynt her, når han engang kom ud og det var ikke engang et spørgsmål om han kom ud fordi det skulle han nok sørge for at han gjorde og når det skete skulle de nok få at betale!

Den evige slåskamp mod sig selv var nogendage ved at drive hende til vanvid. Men da der ikke andet var end vilde bevægelser fra side linjen, så forsatte disse diskusioner også blot for måsek at finde en udvej herfra.
Nej Aria, du kan godt glemme det! Brød det ud i Hayleys tanker.
Jamen prøv nu at overveje det. Det vil måske være en god plan
Th, ellers ender den med at slå os begge to ihjel. Tøvede Hayley dog og sank en klump, men blev så enig med sig selv om at prøve. Hun trak de store hvide vinger ud, og brugte dem så til at flyve op i luften.. da hun ikke kunne komme længere lod hun sig dumpe ned i trævognen. Lige omkring der var Jackson sad. Vognen gav sig med begge deres vægt ovenpå træet. Sikkert også gammelt træ.
Engang til også er vi fri! Lød det optimistisk fra Arias side. Hayley sank en klump og fløj atter i luften.. denne gang gjorde hun det samme igen. Og lavde et mellem hul i vogenen.. Det opdagede hun med hendes hoved næsten var ved at falde ud. Hurtigt trak hun vingerne til sig igen.
Dog havde hun fået hætten rystet af og derved var det lettere at få trukket sig op og sidde. Hun kiggede halv forskrækket rundt og fik øje på herren ved hendes side. Stadigvæk havde hun et bind for munden, men med nogle akavede grimasser og ansigtsbevægelser fik hun det møvet ned om halsen.
Det tog hende lidt tid, men efter en masse gange, lykkedes det hende at få rebene om hendes håndled af, ved at skære det over med de spidse ender af træet. Så kunne hun binde sine fødder op også.. derefter tog hun sig sammen og fik Jacksons lænker af. Hvem hadede ikke at være i fangeskab?

Han blev overrasket da han mærkede noget silkeblødt glide mod hans hud efter at have hørt et tungt bump inde i vognen, der var tydeligvis en anden herinde og ja der kunne jo egentlig også være mere end en men nu vidste han da i hvert fald at der var en anden ud over sig selv. Jackson sad helt stille, lyttede til hvad personen havde gang i, han hørte endnu et bump, hvad søren havde hun dog gang i? Eller han regnede med at det var en kvinde, en mands krop ville som regel give en større lyd fra sig medmindre det var en meget ung knægt.
Inden hun kunne nå at få kæderne af gav han et ordentlig ryg fra sig og kæderne blev revet løs så de bare faldt ned omkring ham med en raslende lyd faldt de tungt, efter han havde fået dem af flåede han kæderne af der sad omkring hans ankler, han var tydeligvis meget stærk, langt stærkere end et menneske og også stærkere end en normal dæmon grundet hans fysik men nu vidste hun selvfølgelig ikke hvad han var. Let lod han hænderne glide op langs hans ansigt og fjernede stoffet de havde bundet for øjnene af ham, hans øjne havde en lettere gullig kold glød til sig men det lignede langt fra den gullige glød nogle varulves øjne havde, dog forsvandt gløden lige så hurtigt som den blev vist og han vendte ledt hovedet mod der hvor hun var. Roligt kom han op at stå i vognen og lænede sig mod væggen i vognen så han havde fronten mod hende, han følte sig stadig en anelse omtåget men slet ikke så slemt som de havde været for lidt siden, hans øjne gled vagtsom rundt og han havde en lettere aggressiv kropsholdning, "Hvem er du?", hans stemme var dyb og havde en charmerende tone der let svøbte sig omkring hende, grundet racen han nu engang var.

Ganske charmerende. Tydeligt en dæmon, dog lod hun aldrig racen stige hende til hovedet. Hun var en engel der ligeså godt kunne have været født en anden race - hun havde aldrig slået ihjel, men stadigvæk - hendes personlighed og attitude skreg ikke ligefrem engel overhovedet. Hurtigt kom hun på benene og kiggede på ham. "En som rigtig gerne ville væk herfra. Så hvad siger du. Når de holder stille, springer vi ud af hulet i bunden, også lister vi os væk?" Spurgte hun og lagde armene på kors. Det var simpelt. Hun havde ødelagt et pænt areal i vognen.. nok til at vognen snart holdt stille. Hun hævede et bryn af Jackson, det var vel snart nu eller aldrig ikke?

Hayley var ikke meget for sammenarbejde, men når det galte liv eller død - så var hun villig til at ofre det ene og det andet. Det eneste hun havde var trods alt hendes liv - ingen familie eller venner der rigtig bekymrede sig om denne del af hende. Så faktisk ville Aria være den eneste der ville stå tilbage med en manglende halvdel af sig selv - og det kunne vi vel ikke have? Hayley opfangede de legede med låsen udenfor. Hun sprang så ned i hulet og satte sig på hug, imens hun listede sig lidt til siden. Hayley tog en dyb indånding og holdt derefter vejeret - hendes hjerte bankede voldsomt. Det var ikke ligefrem hverdags arbejde det her jo.

Han kunne ikke se hende, kunne faktisk ikke gøre andet end at lytte efter stemmen og attituden hun havde hvilket hverken virkede venlig eller fjendtlig men hvad kunne man egentlig forvente i sådan en situation her? Han brød sig bestemt ikke om den måde hun sagde det på, hun fik det til at lyde så kommanderende og Jackson tog ikke ordre fra nogen og han var et kort øjeblik fristet til at sige nej, til at sige at hun kunne rende og hoppe!
Men dog appellerede hans fornuft til ham, det var bedre at være flere om dette, han vidste ikke hvor mange der var eller hvor godt bevæbnet der var men det betød jo heller ikke at han skulle nyde hendes selskab, bare tolerere det indtil videre.
"Normalt er jeg ikke en der lister, men i denne situation kan det godt være det er det der er det bedste så efter damerne", han gjorde en gestus til hullet hun så lettere elegant, eller skulle man sige u elegant havde lavet i gulvet.
Let kørte han en hånd gennem håret, de havde stoppet vognen og han kunne nu hører hvordan de bevægede sig på grusvejen derude, om imod enden hvor de ville åbne lågen ind til vognen og se at de var kommet fri, så det var ved at være nu at hun skulle hoppe ned i hullet, ellers gjorde han det.
Jackson var lige i hælene på hende og rykkede sig så væk fra åbningen i gulvet lige i tide til at de ikke ville kunne se ham. Let kiggede han over på hende og gjorde tegn til at hun skulle følge efter ham. Med elegante og lydløse bevægelser kom han ud fra vognen, der var helt mørkt, bortset fra to lanterne der hang foran på vognen for at oplyse området. Hurtigt bevægede han sig hen til skovbrynet hvor ham gemte sig bag nogle af de store træer der stod der. Hans øjne fulgte Hayley, blev hun opdaget gjorde han det jo også.

Hayley kiggede på dæmonen og sank kort en klump. Hun fulgte efter ham ganske stille. Heldigvis var deres kidnappere mennesker, de var ikke så kloge - og havde ikke nogenide om, hvordan fanden de skulle finde deres fangst igen. Hayley var god til at liste, man skulle tro hun gjorde det som sport. Modsat Jackson havde Hayley en backup plan - man havde ikke skikkelser for ingenting jo, dog ville Hayley hade at lade Aria overtage. Hayley fik listet sig ind med nogle træer. Hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding.
"Vi sender kæmpeulvene ud efter dem." Kunne hun høre en sige. "Vi ikke så langt hjemmefra. Det burde være nemt at snuse os frem til dem igen." Sagde en anden . Hayley fik listet sig om på siden af Jackson, og stod egentlig ret tæt på ham. Men det var også for at kunne hviske til ham uden at de ville blive opdaget. Hun stod lidt bagved ham, så hendes ånde let dansede henover hans øre. "Så, hvad gør vi nu?" Hviskede hun let.
Sikkerhed frem for alt ikke sandt, og ingen havde brug for en klassisk kamp mellem engle og dæmoner lige nu.

Han virkede nærmest som om at dette ikke var første gang han befandt sig i en sådan situation som denne, han var uhyggeligt rolig og havde stadig den samme mine som han havde haft inde i vognen. Grunden til det var hans opdragelse, hans familie havde altid været meget udsat så de var opdraget til at være kolde og rolige i situationer som denne.
Jackson lod blikket hvile på mennesker, de havde opdaget at de var sluppet ud så der ville ikke gå længe før de ville blive fundet hvis de blev her men af en eller anden grund blev han stående, selv da han mærkede Hayley lige bag ved sig og kunne mærke hendes varme ånde glide over hans hud, små kuldegysninger spredte sig over hans hud grundet hun stod så tæt på og måden hendes ånde kærtegnede hans hud, dog kunne han ikke bestemme sig for om det var behageligt eller ubehageligt. Han skubbede tankerne til siden, han kunne analysere den senere, lige nu måtte de væk inden det var for sent, mandens ord omkring kæmpeulve rungede i hans tanker.
Let vendte han sig mod hende så de nu havde fronten mod hinanden, de stod stadig utrolig tæt sammen, "Det vi gør er at vi bliver nødt til at skabe så stor distance mellem dem og os, især hvis de har tænkt sig at sende dyr efter os... Det bedste vi kan gøre at efterlade duftspor i forskellige retninger så de bliver forvirret, det vil give os mere tid... Så jeg håber du har lag på fordi det kræver enten tøj eller blod for at narre dem". Med andre krops væsker mente han spyt og ja faktisk alt, sved kunne også godt gå.
Jackson lod blikket glide rundt og begyndte så roligt at liste sig i retningen af skoven der så ekstra tyk ud, svære at bevæge sig rundt i, for dem forhåbentlig. De ville ikke kunne løbe endnu, det ville helt sikkert afsløre hvor de var henne. Let kiggede han sig over skulderen for at se om hun fulgte med ham eller ej.

De stod ufattelig tæt, og det krævede i sidste ende alligevel lidt viljestyrke ikke at misforstå situationen - hans race var ikke ligefrem skjult for hende. Hun havde ikke ligefrem mange lag på sig. En rød tank top og sine sorte shorts. Hun kiggede kort ned af sig, også op på ham.
"Hvis du vil have jeg skulle smide tøjet, skulle du da bare have spurgt." Sagde hun en anelse sarkastisk, men stadigvæk i en let hvisken. Hun var danser på Firestep i sin anden form - hun var van til nogle dage mindre påklædning end andre. Blod kunne hun klare, og sin trøje kunne hun vel undvære. Hayley kiggede kort rundt og tog en skarp sten op fra jorden. Hun lod dens skarpeste side skære en lille rift, hvor engle blodet kom frem. Hun tørrede det af på træet de stod op af. "Kom så." Sagde hun og listede hen til et andet træ, hvor hun trak sin trøje over hovedet og plantede den i en busk. hende og Jackson smuttede selvfølgelig i modsatte retning. Hun lod Jackson plante sine egne spor, hvorefter hun fulgte ham igen. Hun listede sig med ham imellem den tættere skov. Snart kunne hun høre svage hyl - de var på vej med dyrene nu.

Han kiggede på hende, hendes svar bragte et drillende og flabet smil frem på hans læber, "Åh tro mig, hvis jeg ville have dig nøgen så var du det allerede... Du er ikke min type sweetheart", han blinkede til hende, hans stemme havde været en lav og sensuel hvisken, han havde presset sig helt tæt på hende og hvisket hende i øret, to kunne lege den leg.
Inden hun kunne nå at smide trøjen greb han hende og rystede på hovedet, "Ikke her, her er vores duft allerede så det vil ingen gavn gøre. Smid den når vi er længere inde i skoven og kast den så langt væk fra os som du kan". Let slap han hendes hænder som han havde presset mod hendes hofter for at hun ikke smed trøjen, ikke fordi han ville have noget imod at hun ville være halv nøgen men lige nu kunne han ikke tænke sådan, lige nu var han nødt til at tænke logisk og det at hun smed trøjen nu ville ikke gavne dem.
Da de kom dybere ind i den tætte skov satte han i løb, skovbunden gav sig under hans fødder, han sørgede hele tiden for at hun var med, hylene fra de store ulve kunne høres i det fjerne og han satte farten lidt op. Mens de løb lod han læderjakken glide af og stoppede så et øjeblik for at smide den op i et af de store nåletræer, det skulle nok give dem noget tid. Han kiggede hen på Hayley og satte så i løb atter engang, det bedste ville være hvis de kunne finde noget vand, et vandfald, en sø eller noget i den stil.

"Heldigt for mig, for du ikke ligefrem min heller." Smilede hun sarkastisk. Hun rystede på hovedet af ham, og forsatte frem af i sin egen bobbel da han bestemte lidt. Hun lod ham lege alfa. Det var heller ikke fordi, at hunvar van til det her. Det eneste hun var god til var nærkamp - uden at dræbe sit offer. Hun kunne tage flere tæsk nogengange mere end de fleste kunne. Der var dog også et øjeblik hvor hun overvejede at flyve væk derfra - men et træerne var for høje og det ville være et håbløst forsøg. En rask løbe tur skadede ingen, og Hayley var i ekstremt god form, hvilket også var tydeligt at se på hendes muskler - ikke at det var overdrevent. Hayley fulgte ham, og var lige i hælene på ham. Det virkede håbløst, hun anede ikke engang hvordan de skulle finde ud af skoven. Hvis de trådte ind på varulve territorium eller lignende, ville det ikke ende kønt. Kort stoppede hun op og gik i lidt af den modsatte retning for at sætte blodspor i modsat retning af dem. Derefter satte hun på benene igen for at indhente Jackson. En lyd længere fremme kunne høres tydligere og tydligere. Og inden hun vidste det var hun løbet et skridt for langt og væltede ned af en mindre høj kløft. Et plask lød der snart da hun ramte vandet. Hayley svømmede op til overfladen og hev efter vejret. Hun kiggede rundt efter Jackson.

Svaret; Der er noget du har misforstået, jeg er alles type, sad lige på spidsen af tungen men han holdt det inde og valgte i stedet for at fokusere på det der var vigtigt lige nu, at komme så langt væk herfra så muligt! Let kørte han en hånd gennem håret og lod blikket glide omkring, skoven var endeløs, de ville i hvert fald ikke finde ud af den i aften, hvis de skulle være så uheldige at støde på varulve territorium så var det kun et par få ord omkring hvordan ulvene der jagede dem var blevet fanget, hjernevasket til at gøre som de patetiske mennesker ville have og så havde de fået sig en fælles fjende. Desuden var varulvene ikke deres største problem, det var deres kidnappere og deres noget utraditionelle kæledyr eller jagthunde, eller hvad end de skulle kaldes.
Da hun skabte noget afstand mellem dem for at sætte et spor længere væk sagde han intet, det var kun godt, de ville tro at de var splittet op for så at mødes et andet sted så de ville højst sandsynligt også splitte op hvilket ville give dem en større chance, skulle det komme til kamp. Han hørte plasket ikke ret langt fra ham og drejede hurtigt af for at spurte derhen og da han endelig kom frem stod han på kanten af en kløft, hvis han kiggede ned kunne han lige nøjagtig se hende, nede i vandet der var for bunden af kløften. Jackson flåede hans skjorte op så knapperne røg af hvorefter han krøllede den sammen og kastede den over på den anden side så menneskerne ville tro at han var kommet over og ikke ville være nede i vandet og så hoppede han.
Jackson brød vandets overflade og kiggede på Hayley for så at svømme hen til hende, han greb hende om livet og pressede hende mod klippevæggen, over dem ville man kunne høre ulvene, menneskerne. Jackson kiggede hende direkte i øjnene som de var presset helt tæt mod hinanden, hende helt op af klippevæggen og han op af hende for at de ikke skulle få øje på dem.

Pludselig kastede vandet sig over hende, og bragte hende en smule over vand. Men ikke for længe, hvor Jackson havde grebet fast om livet på hende. Han pressede hende op af muren. Kort blev hun åndeløs. Det var længe siden hun havde stået så tæt med nogle - faktisk meget længe siden. Hendes øjne borrede sig ind i hans. Hayley ville lyve, hvis hun ikke indrømmede - at han gjorde hende en smule nervøs. Men sådan var det bare - hun var ikke så tit omkring andre folk. Der var faktisk ikke ret mange som hun lod stå så tæt på sig, ikke at hun ligefrem havde noget valg her. En del af hende ønskede ikke at fjerne sig derfra. Stemningen var så intens, og der var noget over den som gjorde det hele blev mere spændende.

Hayleys hjertebankede en anelse hurtigt, mest af alt fordi hun jo var en smule nervøs. Hun sank en klump, imens hun lyttede efter ulvene og menneskerne der gik rundt over dem. Til sidst kunne hun dog også høre, hvordan de delte sig op og hvordan de satte i løb for at prøve at finde dem. Mon denne Andrea de eftersøgte ville kunne forsvare sig selv i denne situation, hvordan ville det have set ud, hvis det havde været den ægtevare- i stedet for en billig kopivare som Hayley? Eller hun følte sig som en billig ligegyldig udgave af denne dronning alle så ud til at kende.
Hayley kunne ikke undgå, at lade sine øjne glide henover Jacksons læber. Mest af alt fordi det også hurtigt blev akavet med at stå og stirre hinanden i øjnene i al for langtid. Dog fandt hendes øjne hurtigt op i hans igen.

Hun ville kunne se han havde smidt skjorten, og hold da op hvor så han godt ud! Han havde en muskuløs overkrop uden at det blev for meget, hans hud var varm og silkeblød der hvor den var presset mod hendes, hun ville kunne mærke hvor hårde hans muskler egentlig var da han alligevel lagde lidt styrke i at holde hende oppe over vandets overflade. Hans eget hjerte bankede en anelse hurtigere, ikke fordi han var nervøs for at stå sådan her med hende men fordi han var nervøs for at menneskerne ville opdage dem, de kunne ikke gemme sig bedre end de allerede havde gjort. Let lagde han hovedet tilbage og kiggede op, han kunne ikke se dem, dog kunne han stadig hører dem rumstere rundt deroppe, de var frustreret over de ikke kunne finde dem, så meget var tydeligt.
Jackson lod sit blik fange hendes atter engang lige tids nok til at se hvordan hendes øjne gled ned for at betragte hans læber hvilket bragte et drillende smil frem på hans læber. Han lænede sig helt tæt på hende så han kunne hviske hende i øret, "Jeg sagde jo at jeg er alles type... Men du har dårlig timing med at indse det sweetheart". Let skubbede han sig væk fra klippevæggen så han ikke længere holdt hende, han havde hørt at de var løbet videre for at finde dem. "Jeg forslår vi følger floden indtil vi finder land atter engang for så at finde et sted hvor vi kan hvile os?", hvis hun gav sit sammentykke ville han begynde at svømme op af floden.

Hayley prøvede at holde sig i sit gode skin, men hun var en kvinde - der stod op af en fyr der ikke så for ring ud... at styre sig selv, var måske lidt svært ikke sandt? Hayley rystede på hovedet af hans kommentar, og hævede derefter på et bryn. "Yeah, selvglad, farlig.. lige min type. Du ramte den perfekt der." Kom det sarkastisk fra hende da hun løsrev sig fra muren. Hun nikkede til hans forslag, hun kunne ikke selv finde på noget bedre. Så kunne hun også finde noget at spise. Det var ikke så svært, trods alt var hun vegetar. Hayley begyndte at svømme op mod overfladen og rejste sig så op på hendes ben, og var pludselig glad for, at hendes får havde været flettet og stadigvæk var det. Hendes røde top var gennemblødt - og derfor også blevet meget tung for hende. Færten var skyldet ud af den, så derfor trak hun den af sig og smed den over i en busk - hvor ingen sikkert ville kunne finde den lige med det samme alligevel. Hendes hud var dejlig let brun - det bemærkede man specielt nu. Hendes overkrop var slank og holdt godt i stand. Hayley var lige tilpas tynd, og musklerne tonet en smule. Hendes kraveben var også blevet tydligere, at se hvordan kroppen var bygget. Et ar ved hendes hofte lige ved kanten af hendes short kunne ses - det var ikke voldsomt, men det var et der ikke kunne heale. Dog mindede det hende også om, hvorfor hun ikke tog hjem til sine forældre - selvfølgelig vidste hun ikke de ikke var hendes rigtige forældre - men de havde også gjort skade som kun forældre kunne gøre. Det var deres skyld hun var så indelukket. Hayley gav ham et nik til de skulle gå videre, og begyndte så at gå. Fletningen svingede stille frem og tilbage i en blødbevægelse, men næsten aldrig væk fra hendes rygsøjle.
Hayley løftede en hånd op da lyden af nogle skridt kom til høre. Hun kiggede ud til siden da hun så en løbe imod Jackson. Hvorfor hun gjorde det hun gjorde var et godt spørgsmål, men hun løb hen og skubbede til Jackson, så det var hende der blev overfaldt af den person der kom imod dem og ikke ham. Det gik hurtigt og hun kunne mærke vandet omfavne hende igen. Manden havde hold om hendes hals, og prøvede at drukne hende, eller bare få kontrol over situationen. Det var slet ikke et af de mennesker der jagtede dem i forvejen. Bare en dæmon der følte sit område var blevet betrådt af ubudende gæster. Dog var han alene, imod to.

Hun så godt ud og havde de ikke stået i en situation som de gjorde nu ville han da ikke have haft noget imod at dele en seng med hende for en nat, men kun en nat, han gjorde sig ikke i kærlighed og kærester mere, ikke siden hende..
Hans skuldre kravlede ubevidst op bare ved tanken om hende og lige pludselig var synet af Hayley ikke så dejligt som det havde været før og han kiggede ikke længere på hende, ikke engang for at se om hun fulgte med, han kiggede blot stift frem, en kold og tom mine trukket hen over hans ansigt for at folk ikke skulle se den krakelerede lak under facaden hvilket ingen havde, han havde ikke engang selv set det eller også benægtede han det bare så meget at det faktisk ikke eksisterede for ham længere.
Han blev overrasket da han pludselig blev skubbet til siden og væltede ind i et træ, det tog ham et øjeblik at finde hoved og hale i situationen men da han så hvordan dæmonen holdt hende under vandet for at slå hende ihjel var det som om noget slog klik inde i ham. Det næste hun ville kunne mærke var hvordan mandens hænder blev flået fra hendes hals og så hvordan små dråber af blod piblede ned i vandet omkring hende. Jacksons hænder og under armene var helt smurt ind i blod, blodet dryppede fra de lange syle spidse klør han pludselig havde fået hvor der også dryppede en tyk gennemsigtig væske derfra. Dæmonen lå på jorden, hans øjne var helt store, han havde kraftige rivemærke hen over brystkassen og kunne tydeligt ikke bevæge sig. Han kiggede ikke på hende, kiggede væk fra hende hvorefter han vendte ryggen til hende, hun skulle ikke se ham sådan her, det var der ingen der skulle.

//Sådan her ser hans hænder og arme ud: http://24.media.tumblr.com/581be23c77d8e55c08d5c6250d1d2fcf/tumblr_mf3ewwr72r1qgapqso2_r4_500.gif

Hayley troede næsten lige det var forbi, på den lyse side skulle hun aldrig forbindes med denne varulve dronning igen. Folk ville ikke kunne se hendes lig og ingen ville savne hende alligevel. Måske Beth og resten af The Darkblooms, men de kendte ikke hende i denne form - hvis de gjorde ville de jo blot hade hende.
Snart mærkede hun, hvordan med en styrke dæmonen blev revet fra hende. Det tog hende et split sekund at reagere, at hun faktisk var fri fra grebet. Hun flød op til overfladen og hev vejret kraftigt ind. Hun kom op til kanten og kiggede let. Blodet. Der var så meget blod. Hayley var jo ikke dum, hun kunne regne ud på løbet af to sekunder, at der var noget ganske særligt over ham - en evne måske. En dæmon havde ikke klør eller lignende til at gøre sådan en skade, og der var ingen i nærheden. Hayley gik stille op på siden af ham, og lagde en hånd på hans arm. Måske var det hendes nysgerrighed der prikkede til hende? Men i hvertfald, ville hun blot vise, at hun ikke dømmede nogle, men hun stillede hverken spørgsmål eller forventede han sagde noget omkring det. "Tak." Smilede hun så let. Nok det tætteste mange kom på et ægte smil fra hende, hun nikkede kort til siden. "Skal vi komme videre?" Spurgte hun en anelse mere afslappet - hvilket klædte hende utroligt godt faktisk.

Han kunne mærke at hun kom tættere på ham og jo tættere hun kom desto mere anspændt blev han, da hun lagde hånden på hans skulder kunne hun mærke hvordan musklerne under huden gav et lille hop fra sig som om det nærmest gjorde ondt på ham at hun rørte, det gjorde det selvfølgelig ikke men sådan havde han det, lige i dette øjeblik følte han sig åben og sårbar og det kunne han ikke skjule i hans øjne så det var bedre hun ikke se ham. Let sank en han klump inden han svarede med den samme drillende og sarkastisk stemme, dog en anelse mere hul, "Det var så lidt, jeg har jo brug for dig lige pt"
Let nikkede han til det hun sagde, "Ja, bare giv mig et øjeblik, jeg skal lige vaske..", han stoppede sig selv midt i sætningen og rullede så let skulderen så hendes hold ville falde af. Roligt gik han på knæ ved vandkanten og vaskede blodet af sine hænder, arme og diverse andre steder hvor det havde sprøjtet hen da han nærmest havde flået brystkassen op på dæmonen der stadig lå paralyseret på jorden. Da han var færdig kørte han hænderne gennem sit hår og rejste sig op for at vende sig mod hende. Det var tydeligt han havde et problem men også at han ikke ønskede at snakke om det eller konfrontere sig selv med det. Roligt begyndte han at gå videre, gik forbi hende for at komme ind i skoven atter engang. De skulle finde ly snart, han var sulten, kold og træt samt udmattet efter dagens hændelser.

Der var sket et eller andet, og hun ønskede at vide hvad det var. Men det var nok en af de ting, som hun aldrig ville finde ud af. Hayley lod sin hånd falde ned da han gik hen til søen, men blev stående og ventede blot på, t han blev færdig. Hendes mørke øjne gled henover liget. Hvordan det var flænset op med rovdyrs klør. Hayley åndede let ud, og stillede sig op af et af de mange træer imens hun ventede. Kort lukkede hun øjnene i, og genvandt sin vejrtrækning. Det var alt for meget vand på en dag. Da han gik forbi hende satte hun fra stammen og gik lige i hælene af ham. De havde ikke meget energi tilbage, og Hayley kunne tydeligt mærke, at hendes ben var ret tunge.
Endelig synes hun at kunne dufte noget. Røg. Det var så nemt for hende at opdage denne luft. For hun kunne ganske enkelt ikke fordrage den. Det fik hende til at sætte på benene igennem skoven, og fandt frem til et lille hus midt i skoven. Hun kiggede stille ind af vinduerne. Der var en kvinde derinde. Ikke ældre, men ej ung. Helt alene.
"Der er en kvinde herinde.. jeg er ikke meget for det. Men det ser ud til det os eller hende, og du ser sulten ud.. så hvis du vil ha hende så tag hende. Jeg finder mig noget mad i nærområdet imens." Charmen og tiltrækningskraften han havde på hendes skyldtes sikkert hans race - ville hun da tro. Hayley tog en dyb indånding, og gik så rundt om huset.

Hun ledte efter ting hun kunne spise. Bær. Frugter. De levede hun fint nok på for en aften. Hun satte sig på en lille skammen udenfor huset og spiste det, imens hun ventede på, om Jackson valgte snacken eller hvad han gjorde.

Han trådte lidt til siden så hun kunne gå ved siden af ham i stedet for bare at rende ham i hælene, let kiggede han på hende ud af øjenkrogen men sagde ikke noget, han anede ærlig talt ikke hvad han skulle sige lige eller for den sags skylde gøre. Han var sulten men havde ikke mulighed for at spise og desuden ønskede han ikke at gøre den slags når Hayley var i nærheden, det var af de ting han hadede sig selv for, den måde han blev nødt til at spise på men han var ikke parat til at dø af denne grund.
Let kiggede han på huset som de kom til, han kunne mærke sulten vende sig i ham, hvordan der blev kradset på fra indersiden bare ved synet af kvinden, det var ikke fordi han fandt hende attraktiv, generelt så tog han ikke næring fra nogen han fandt attraktiv, det var grænsen mellem mad og nydelse.
".....", han ville have sagt hendes navn men det gik op for ham at han ikke anede hvad hun hed, "Det er lige gået op for mig at jeg ikke aner hvad du hedder.. Jeg er Jackson", han sendte hende et lille smil, smilet nåede ikke hans øjne men det virkede til at være det mest oprigtige smil han havde givet hende hele natten. "Jeg vil nok forslå dig at du trækker tilbage til flodbredden mens jeg spiser... Medmindre du vil hører det... Jeg tager næring på en speciel måde og det ønsker jeg hverken du skal se eller høre". Han kiggede hende dybt i øjnene som han sagde det og havde taget et lille skridt tættere på hende, han havde ventet til hun havde fundet hendes mad.

Hun drejede hovedet over på ham og tyggede af munden. Jackson. Pænt navn. "Aria." Svarede hun med et skævt smil. Hayley brugte altid det navn. Det var lettest, udover når det var fjender. Så brugte hun Hayley. Sådan var det lettest. Og hun så ikke Jackson som sin fjende. Hun lyttede til ham og nikkede kort. "Jeg tror jeg springer på vingerne så. Ser om jeg kan se noget." Det var forstårligt, hvis han ikke ønskede at se ham æde som de gjorde. Hun havde aldrig set det, dog hørt omkring det - og det var måske også bedst hun ikke fandt ud af det. Hayley rejste sig op og lod de store hvide vinger glide ud af huden på hendes ryg. "Ses snart igen." Hun blinkede kort drillende til ham, og satte så af.

Hayley fløj rundt med sin sidste energi. Maden havde gjort det lettere at flyve, men nu selvom det var mørkt. Kunne hun bedre se, hvis der var nogle der gik med fakler i skoven for at finde dem. Om de var tæt på eller ej. Hayley kunne dog se noget, og fløj hen til flodbredden. Hun trak hurtigt vingerne til sig. Så skiftede hun form og tog resterne af trøjen dæmon manden havde på af og lagde den over sig. Hendes mørke hud blev stille farvet. Da hun kunne høre nogle på vej, tvang hun sig selv til at tvinge tåre frem, som om, at hun sørgede over ham.
"Har du set to løbe forbi her?" Spurgte de kolde. Aria nikkede. "De prøvede at slå os begge ihjel.. jeg overlevede.. men min mand gjorde ikke. De løb mod nord. Jeg håber i fanger dem." Sagde hun og lod sig så begrave ned i dæmonens bryst som om hun sørgede. Så snart de var væk så skiftede hun form igen.
Thank you darling Lød det i tankerne til Aria.
Så lidt. Svarede Aria blot Hayley.
Hayley tog trøjen af sig igen, og rynkede kort på næsen. Så sprang hun i søen og vaskede blodet af sig. Hayley gik op igen og kiggede rundt. Så skubbede hun dæmonen i floden. Der var der da ikke nogle der lige ville falde over ham. Hayley mærkede et hårdt slag i hovedet, og det havde næsten slået hende ud, dog var hun blot faldet til jorden. En anden stod for dette. En vampyr. Great. Hayley fik åbnet øjnene og løftede benene i vejret hurtigt nok til at blokere et angreb.

Hayley fik sparket vampyren tilbage og kom på benene igen. "Jeg har lidt af en lorte dag. Så jeg forslår du bare skrider tilbage til helved." Brokkede Hayley sig og hævede på et bryn. Vampyren fnøs dog bare. Frokost var alt den tænkte på. Den satte i løb imod hende, og Hayley sprang til siden. Hovedet dunkede, men at vampyren landede i vandet gjorde hende en fordel. Hayley sprang på vingerne. Fløj en smule utilregnelig.. ligesom derfor skulle man ikke flyve når man ikke var tilpas. Hayley landede let udenfor hytten dog på knæene. Hurtigt trak hun vingerne til sig, og kom halv svejende på benene. Det var ikke sikkert en vampyr ville angribe når der var en dæmon i nærheden? Hvad var der gået lidt over en halvtime til en time siden hun var fløjet.
"Jackson. Har du tid to sekunder?" Spurgte hun og drejede hurtigt hovedet over imod siden for at se, om der var noget svar eller noget. Hun ville jo ikke bare vade ind, men lige nu kunne hun knap nok løfte et blad selv. Så da vampyren endnu engang kom til syne, kunne hun mærke stødet mod hendes ryg fra husets mur. Et suk af smerte forlod hendes læber, og hun stirrede ind i øjnene på vampyren. Et slag i hovedet.. næsten druknet.. en god omgang søvn føltes pludselig som det rette valg, men hun vidste godt det var udmattelsen der ringede, og derfor, virkede hun ikke til at have fået nok. Hendes øjne hang ikke i træthed, hendes smerteterskel fejlede intet. Tænderne blottede sig for hende og gjorde an for at sætte tænderne i hende.

//WAuw jeg er så dramatisk xD <3

Manden var ikke død, dæmonen der havde angrebet hende tidligere havde Jackson ikke dræbt, bare skadet ham voldsomt og paralyseret ham hvilket han stadig var så for andre folk ville de se ud som om han var død, men det var han ikke, der ville dog heller ikke gå længe inden at det ville fortage sig og han atter engang ville kunne gå rundt.
Jackson havde været igang med at begrave kvinden et godt stykke fra hendes lille hytte, normalt slog han dem ikke ihjel men hende her havde han følt det var nødvendigt, de havde brug for hendes hytte og der var ingen mulighed for at hun ville lade dem blive der efter det han normalt ville have gjort ved hende, normalt fortærede han den negative side af sjælen, den gav ikke lige så meget næring til ham men det sikrede ham at de ikke ville dø, han var ikke en morder, selvfølgelig havde der været smuttere da han var yngre men han havde lært selvkontrol, det at han fortærede den negative side resulterede dog også i at han skulle spise det oftere grundet den mindre næring det gav.
Da han hørte Hayley vendte han rundt og lyttede et øjeblik inden han hørte hendes stemme da bad ham og hjælp og det var det eneste han behøvede, da han nåede frem til hende kunne han se at hun var blevet slået ind mod muren af en vampyr, hurtigt greb han fat i ham og flængede ham over i et træ der var et stykke derfra, der kom et sygeligt knæk og det at han ikke rejste sig op hentydede til at hans rygrad var brækket. Jackson knækkede skovlen så han nu kun havde et stykke træ hvilket han drog direkte i hjertet på vampyren så han døde.
Let vendte han sig mod Hayley og joggede hen til hende, han kunne se at hun knap kunne gå eller stå og derfor løftede han hende op i sine arme som man ville løfte en brud, han kiggede ned på hende som han bar hende ind i kvindens hytte. Forsigtigt lagde han hende på sengen og hev hendes sko af hvorefter han hev dynen hen over hende og satte sig på sengekanten, "Jeg skal nok holde vagt... Sov du bare lidt", han sendte hende atter engang et af hans små smil.

Hayley udstødte et let suk da vampyren blev fjernet fra hende. Hun observerede ikke rigtigt kampen, hun havde mere styr på sin egene åndedrag. Tingene omkring hende var lettere slørret, dog opfattede hun da han løftede hende op i sine arme. En følelse spredte sig igennem hende, hun følte sig tryg. En følelse hun ikke havde følt igennem mange år - faktisk ikke siden hun var helt lille og troede hun havde den perfekte familie. Den bløde madras mod hendes ryg var dejlig behagelig. Hayley sank en klump og hjerte rytmens ras havde lagt sig i et mere normalt tempo. Hayley løftede sin hånd op og lagde den over hans, kort gav hun den et klem. "Tak for idag. Der ikke mange som vil have gjort det du gjorde for mig." Måtte hun ærligt indrømme. Hayleys stemme var en anelse hæs, men ikke noget der ikke ville blive bedre henover natten. Et skævt smil blottede sig på hendes læber. En hemmelighed var, at Hayley faktisk var bange for at falde i søvn. Fordi, at man aldrig vidste, hvad der skete omkring en når man ikke var klar på sagerne. Men af en eller anden grund, så troede hun da, at Jackson nok skulle holde vagt... og derfor faldt hun ret hurtigt i søvn. Stadigvæk med sin hånd ovenpå hans.

Han kiggede ned på hende og strøg en lok hår væk fra hendes øjne og ud af hendes ansigt, hun var en anelse bleg men det var nok nærmere grundet udmattelse end det var kvæstelserne, hun blødte ikke fra hovedet og havde ikke kastet op så det var et godt tegn. "Som jeg sagde tidligere Aria, jeg har brug for dig, vi har brug for hinanden", denne gang blev det sagt med en oprigtig tone, ikke den drillende han havde brugt sidste gang. De havde brug for hinanden hvis de skulle gennem det her, dem der havde kidnappet dem så ikke ud til at ville give op lige foreløbig. Da hun placerede sin hånd ovenpå hans skubbede han hende ikke væk, normalt ville han fordi underlig nok var det her for intimt til ham, han gjorde sig ikke i sådan noget her, han gjorde sig i engangs knald og gjorde det forbi hvis de fik følelser for ham. "Bare slap af, jeg passer på dig", han kiggede hende dybt i øjnene da han sagde det og blev faktisk siddende indtil hun faldt i søvn.
Han åbnede døren og lukkede den efter sig, vampyren skulle begraves og han skulle skille sig af med dæmonen så det var det han gjorde. Han sørgede for at dække de tre grave med nogle urter og planter der stank så meget at ingen ville kunne lugte ligene. Da han var færdig vaskede han sig og gik så tilbage til huset, han låste døren efter sig og trak alle gardinerne for.
Let lod han blikket glide omkring i hytten, det var et stort rum og havde kun to døre, den man kom ind af og hvad der viste sig at være til et lille badeområde, da han havde sikret huset trådte han hen til sengen og kiggede blidt ned på Hayley. Jackson åbnede bukserne og trak dem af, hang dem til tørre, et øjeblik overvejede han også at tage hendes af men ville ikke krænke hende og derfor beholdt han også underbukserne på. Han kravlede derefter under dynen og lagde sig i sengen ved siden af hende, han havde slukket al lyset og slukket ildstedet så de var efterladt i helt mørke.

Det var først omkring eftermiddagstid de vågnede igen. De havde haft brug for hvilen. Hayley kunne mærke varmen tæt på sig, og slog stille sine øjne op. Det første hun bemærkede var den stille hjerterytme hun lagde så tæt op af. Hun løftede blikket. Pludselig kunne hun mærke, hvordan hendes muskler blev en smule anspændte. Hun betragtede hans arme og bryst. Varmen prikkede let i hendes hud. Synet af Jacksons bare overkrop skar ind i hendes sind. Omridset kunne være hugget i sten. Hvorfor hun først lod så meget mærke til det nu. Var nok hun havde været udmattet før. Hayley knyttede hænderne og mærkede en trang til at mærke hans hud. Den stærke følelse gjorde hende en anelse forskrækket og hun blinkede et par gange voldsomt.
Endelig følte hun sig tilpas igen, hvilket var skændt. Hun havde ingen kvalme følte sig ikke svimmel. Hun var dog varm, og var ikke i tvivl om, hvor varmen kom fra. Heldigvis sov Jackson da stadigvæk. Han virkede så fredfyldt.
Hayley betragtede hans ansigt. Lige nu kunne hun nærstudere ham uden han ville ligge ydligere mærke til det. Jo længere hun kiggede på ham, des hurtigere slog hendes puls.