Er det virkelig ham? - Alian.

Sted: Corpsewind Cemetery.
Omgivelser: Tjah.. Døde mennesker.
Vejr: Regn og overskyet.
Tid: 21:23

Blair stod i døråbningen da et brev blev lagt på jorden udenfor. Blair gik udenfor for at hente noget i barnevognen der stod under halvtaget. Hun så brevet og tog det om. Blair stod der skrevet på kuverten. Hun åbnede brevet uden at vide hvad der stod i brevet.
Kæreste Blair.
Jeg er ked af det, jeg er ked af det hele.
Din far har været syg, jeg ville fortælle dig det.
Men.. Jeg ville ikke gøre dig bekymret.
Han er død Blair.
Han ville begraves nær dig så han kunne være tæt på dig.

Blair knugede brevet i hånden uden at sige noget gik ud af hytten hvor Alian, Lucy og hun selv boede. Hun havde ikke den største lyst til at være der. Blair gik op mod Corpsewind Cemetery. Hun anede ikke hvor han ellers skulle være begravet. Tiden var langsom, men hurtig på det samme tid. Hun kunne ikke få styr på sine tanker, det virkede bare langt ude. Blair gik hvileløst rundt på kirken, hun blev nød til at finde hans grav. Da hans navn endelig stod på en gravsten faldt Blair ned på begge knæ med tårer renende ned af hendes kinder, det var ikke til at se om det var tårer eller regn.

Han vidste ikke hvordan han var havnet der.
Kun at han havde en ufattelig hovedpine, hans tøj var revet fuldstændig i stykker (dog sad det stadig på ham) og at han havde den underlige smag af blod i munden.
Alian lå i vandkanten til Soul River.
*Fuck ikke igen...*
Han hadet når den indre haj overtog hans sind.
Og nu da han havde et støre ansvar så var det jo ikke lige det bedste at blackoute sådan uden videre.
Han vidste ikke engang om Blair var hjemme med Lucy.
Alian rejste sig op og kikkede omkring.
*En kirkegård?*
Han havde ikke ligefrem været der før.
Men alligevel valgte han at gå over imod den.
Og der sad... Blair?
*Hvad fanden?*
Han gik op til hende og stilte sig bag hende.
"Hvad laver du herude?" spurgte han forsigtigt.

Blair havde afleveret Lucy hos Ammon, hun synes det var godt de tilbragte noget kvalitetstid sammen og hun ville ikke have noget imod at have lidt alene tid med Alian, det var bare ikke sket den dag. Hun havde planlagt at ligge sig på sengen iført en kort natkjole, men sådan blev det ikke. Et enkelt brev ødelagde det hele. Blair havde aldrig troet at hun ville have det på den måde med hendes fars død. Hun var overbevidst om hun ville være ligeglad. Men hun elskede ham jo. Han havde været der for hende når ingen andre var, selv når hun var komplet umulig. Den eneste person hun havde stolet på gennem hele livet var væk og hun havde ikke haft en chance for at sige farvel. Blairs øjne var opsvulmede og røde, hun hadede det. En velkendt stemme tiltrak hendes opmærksomhed og fik hende til at vende sig om. "Jeg..." Blair anede ikke hvad hun skulle sige. Hun rejste sig og gik helt op til gravstenen mens hun blidt lod hendes finger kærtegne det ingravede navn efterfulgt af en besked. I himlen får man alt man ønsker, men jeg forlader alt jeg ønsker på jorden Blair vidste at han selv havde fået det skrevet på, han var sådan, så taknemmelig for det han havde, langt fra som Blair.

Alian kikkede lidt på gravstenen.
Han kunne genkende hendes efternavn derpå.
Var det hendes far?
"Er det sket for nylig?" spurgte han og kikkede igen op på hende.

Blair så ned på graven, der var kun lagt sten der. Ingen blomster, figurer. Ingenting. Så var hendes mor lige så kold som hun troede, hun var ligeglad. Blair nikkede til Alians spørgsmål og rejste sig. Hendes far fortjente mere, han fortjente at blive hyldet for at være sådan som han var. Hun gik hen mod et træ hvor der måske også var nogle blomster. Hun satte sig på hug og plukkede nogle af dem og gik tilbage til graven hvor hun forsigtigt lagde blomsterne på stenen der symboliserede hans hjerte. Blair gik op til gravstenen igen og kyssede den blidt der hvor hans navn stod. "Jeg elsker dig. Farvel." Blair gik over til Alian og lagde armene om ham. Det var godt han var der, ellers ville Blair bryde sammen og gøre noget dumt.

Alian lagde armene om hendes liv og holdte hende tæt ind til sig.
De var begge gennemblødte af regnen.
Hans tøj var revet i stykker så han kunne ikke engang give hende hans jakke så hun kunne få lidt mere varme.
Det her var ikke ligefrem en situation han var van til.
Han begyndte at nusse hendes ryg lige så stille.
Der var en ting han vidste og det var at hun følte sig tryk hos ham når han gjorde det...

Blair snøftede en gang før hun så trak sig væk fra ham, men ikke så meget at han ikke kunne nusse hendes ryg. "Jeg sagde ikke farvel til ham. Mine sidste ord til ham var at jeg aldrig ville tale med ham igen." Blair sank en klump, hun hadede at græde, hun virkede så sårbar når hun græd. Hun var ikke sårbar. Blair flettede den ene af Blairs hænder ind i Alians.

Alian så ind i hendes tårefyldte øjne.
Han burde sige et eller andet.
Men han vidste ikke hvad.
Han havde aldrig været god til det med sorger...
Han plejede at stikke af fra dem.
Alian knyttede hende ind til sig.
"Han er et bedre sted nu..." sagde han svagt.

Blair trak sig væk fra ham. Hvordan kunne han sige det? Han burde være hos hende, han burde stå lige ved siden af hende, han burde kramme hende og fortælle at det hele blev okay. "Nej, han skulle være lige her. Han forlod mig. Hvad hvis min mor vil kontakte mig nu? Han var det eneste der holdte hende tilbage.. Skat, jeg... Går en tur." Sagde hun og kyssede ham blidt inden hun gik lidt væk og satte sig op af et træ, hun brød sammen efter 100 meter. Hvor svag var hun lige? Blair vidste ikke hvad hun skulle gøre, hun blev nød til at tage sig sammen.

Alian løb over til hende og satte sig på hug foran hende.
Han placerede en hånd på hendes kind.
"Jo... Hans tid var kommet..." sagde han stille.
Han anede faktisk ikke om det hjalp.
Alt det med at miste folk anede han jo ikke noget om.
"Og en dag vil i ses igen" afsluttede han.

Blair så ned i jorden. "Det var det ikke. Han var 42, man skal ikke dø som 42-årig. Det er min mors skyld, hun blev nød til at hjælpe ham noget mere. Hun blev nød til at fortælle mig at han var syg. Hun er umenneskelig." Blair ville gerne have det godt, hun kunne ikke lide at se Alian prøve så meget på at gøre hende glad. "Jeg elsker dig." Sagde hun og så ham i øjnene. Hun ville ikke have han skulle glemme det, måske sagde hun det endda for ofte.

"Alle forlader jorden på et eller andet tidspunkt..."
Var det eneste han fik sagt.
Han hadet at se hende sådan her.
Hvis bare der var et eller andet han kunne gøre for hende.

Blair rystede på hovedet. "Ikke alle. Hvad med vampyrer? De kan leve i hvem ved hvor mange år uden at dø. Måske for evigt?" Blair vidste godt han bare ville hjælpe, men det hjalp hende ikke så meget. "Skal vi ikke bare gå hjem?" Blair ville bare gerne hjem, bare slappe af og tænke over tingene.

*Ja indtil de bliver gennemboret med et kors* tænkte han men ville ikke sige det.
Han kikkede lidt forbløffet på hende da hun spurgte om hun ville hjem.
"Er du sikker?"

Blair fik næsten et helt smil frem. "Ja. Jeg vil gerne hjælp." Lød det blidt fra hende, hun ville gerne være tæt på ham så han kunne trøste hende, det havde hun brug for. Selvom han ikke var så god til det, men det ændrede ikke på noget. Hun elskede ham mere end andet.

Han kikkede fortsat ind i øjnene på hende.
"Okay så lad os gå hjem" sagde han og smilede.
Alian hjalp hende op og lagde den ene arm om hende så de kunne gå.

Blair var glad for han var der, ellers ville hun være umulig. Hun ville ødelægge sig selv. Blair sendte ham et smil. "Jeg er glad for du er her, ellers ville jeg ikke kunne klare mig." Blair trådte op på tæer og kyssede ham på kinden inden hun igen fandt vej ned på jorden.

Han smilede blot ved hendes ord.
Men nu gad han altså ikke at stå i regnen længere så han ville gerne hjem.
"Skal vi ikke se at komme i læ' fra regnen?" spurgte han med et smil på læben.
Det kunne egentlig være ligemeget om de tog helt hjem eller bare fandt en kro hvor de kunne leje et værelse.
Bare der var tørt.

Blair sendte ham et skævt smil. "Jo, det lyder som en god idé." Hun havde egnetlig ikke lagt så meget mærke til regnen, hun havde tænkt på alt andet end det, men det var nok vigtigt at de kom ind et sted hvor de kunne komme i ly. "Der ligger vidst nok en kro ikke langt her fra."

"Så går vi da bare derhen" sagde han og grinede lidt.
Han prøvede at pjatte lidt med hende så hun kunne komme i godt humør.
"Du føre an" sagde han og gav et skævt smil.

Blair tog fat i hans hånd og gik foran ham hen mod kroen der lå 100-200 meter væk. Da de kom derhen gik Blair ind og bestilte et værelse, hun fortalte at hun ville betale bagefter, men havde planlagt at skride.

Han fulgte med hende hele vejen.
Efter hun havde bestilt viste kroejeren dem vej til et værelse for to som lå en etage oppe.
Det indeholdte ikke meget andet end Alians hytte.
En dobbeltseng, en kommode, en brændeovn med en bunke træ foran sig og en dør ud til et badeværelse.
Kroejeren gav Alian nøglen og gik så ned igen.
Alian kikkede sig lidt omkring men gik over til brændeovnen og tændte op i den.

Blair satte straks kurs mod badeværelset, hun så helt forfærdeligt ud. Hun lignede en hjemløs. Blair satte håret lidt bedre, fjernede den ødelagte make up og smed tøjet. Hun beholdte undertøjet på før hun gik ud til Alian igen. Hun satte sig i sengen og prøvede at være glad, men det var svært for hende.

Efter han havde tændt op smed han den ødelagte skjorte og de flænsede bukser så han bare stod i boksershorts.
For lige at være sikker så lagde han nøglen på kommoden hvorefter han gik over og låste døren så de ikke fik uventede gæster.
Han gik over til sengen og satte sig foran hende for at se hende i øjnene.
Alian lod deres hænder flette diskret sammen inden han svagt kyssede hende på munden.

Blair lagde en hånd på hans lår da han kom hen til hende. Hun gjorde kysset mere dybdegående, hun havde brug for omsorg, hun havde brug for at mærke Alian. Blair nussede forsigtigt hans hånd med hendes tommelfinger. Det var rart at de endelig kunne lave sådan noget igen, det skete ikke så tit efter at Lucy var kommet til verden, heldigvis kunne hun aflevere hendes hos Ammon hvis det var nødvendigt.