Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Periode | Renæssancen

Årstal | 1162

Årstid | Forår

Måned | Maj

Top posting users this month
Valerya
 
Lori
 
Fenrer
 
Sean
 
April
 
Misha
 
Althorn
 
Vetis
 
Micah
 
Malte
 

Statistics
Der er i alt 258 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Blakely

Vores brugere har i alt skrevet 152861 indlæg in 7929 subjects

Until it hurts - Jonathan

Go down

Until it hurts - Jonathan

Indlæg by Gæst on Tirs 19 maj - 21:16

Det var nu et mystisk sted. Det var gemt et stykke mod skoven af byen - ikke at man ikke tydeligt kunne se det. Men ingen havde adgang til det. Det var ufattelig svært at bryde glasset, og et stød uden lige var som des forsvar. Stedet var ejet af nogle magikere som sørgede for at det indeni, blev bevaret som en dyrbarskat.
Derinde i midten ved den lille sø. Sad der en pige, hun havde kun været udenfor et par gange. Men væsnernes grusomheder gjorde hende utryg, og Rita havde truet hende på hendes broders liv, hvis hun forlod stedet. Modsat Bellamy, havde Rita i årenes løb smidt billeder ind i den lille piges hoved, navne, ansigter.. hun vidste,hvorfor, at hun ikke havde vinger som de andre engle.
Dog havde Rita også gjort noget ved hende.. det var den dag.. hvor Rita havde sagt det var sidste chance, for at sige ja til hendes tilbud, eller hun ville tage Lexas eneste mulighed for at få sin egen familie.. Lexa havde udbrudt, at hun ikke ville have en familie, hvis Rita var der til at se den eller tage den.. og på samme aften.. så havde Rita holdt sit ord, og gjort det umuligt for Lexa i fremtiden at få sine egne børn.

Det tordnede let udenfor. Og det fine engel ansigt kiggede op.
"Det er bare lidt torden. Vi klare os." Sagde hun til sig selv, eller faktisk naturen. Det var ikke fordi, at den talte direkte til hende, men hun kunne forstå den på en måde ingen ville kunne forstå. Derfor var hun en smule sær. Hun bar også en hvis naturlig skønhed, samt en naturlig tiltrækning fra fremmede væsner. Fordi hun var født af naturen, til naturen. Hun var i et med den. Mere end mange andre var. Endda mere end skovelverene var. Lexa strøg en ræv henover dens fine røde pels. "Løb i ly med jer, og kom igen når stormen er ovre." Sagde hun til sine små venner, og de løb derpå i deres skjul. Regnen kunne høres udenfor og hun var nysgerrig for at se, hvordan lynene slog ned. Dog kunne hun mærke, en hvis vrede og fortvivelse over dette uvejr. Det var ikke skabt af naturen selv. Det var skabt af vrede og sorg. Lexa rejste sig op og kiggede op. Hendes store blå øjne var fylde med en vis nysgerrighed. Det eneste der kunne bryde låsen til døren, var mere strøm end det kunne klare, hun vendte opmærksomheden mod døren da hun så en skikkelse imod den. Let blev hun stående, måske var det bare Rita der ville se til hende. Dumt valg. Lexa kunne ikke tage den kvinde.

Allerede inden døren blev åbnet, begyndte jorden omkring hende at ryste. Det var vreden inde i hende, vreden over Rita. Da døren fik op blev det blot værre. Udefra ville det blive set som et angreb, men en større skikkelse end hun normalt kendte til trådte ind, også blev der stille. Synet fik hende til at falde ned på knæ med en hånd for munden. Det var lige før hun begyndte at græde - hvilket hun ville hvis han gik tættere på hende - men ikke i frygt eller sorg.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Until it hurts - Jonathan

Indlæg by Nora on Tors 21 maj - 8:33

Han havde været ude og gå, højst tænkelig blot for at tømme hovedet. Octavia var stadigvæk ikke kommet tilbage, hvilket betød det kun var ham der var der. Han ventede derfor i uvidenhed om hvad pokker der foregik. Han vidste ikke hvor hun var eller om hun for den sags skyld var i live. Mest af alt så savnede han sin elskede og sin søn, hans dejlige lille søn. Den uskyldige og blide lille Bellamy. Han var anderledes end de fleste dæmoner, men ikke desto mindre var han en dejlig lille sag. Siden hansforsvinden havde Jonathan ikke været den samme. Han var blevet mere hård i det og med Octavia manglende ved sin side, så var det kun blevet værre. Hun var hans sten, den som kunne holde hans vrede nede og bare bringe et lille smil op på hans læber.
Som han gik, skabte han nærmest tordenvejr over alt. Hans vrede var så stor, samt hans sorg...så han kunne ikke styrre sig selv. Hans hammer lå fast i hans hånd, alt i mens de skabte lyn, dog stoppede de ligeså langsomt da han så en underlig hytte. Han rynkede brynet og straks kom ideen op at Bellamy måske ville være der inde. I et desperat forsøg på at se sin søn igen, løb han hen til døren. Han undersøgte låsen og lagde hammeren imod den, hvorpå han hurtigt fik åbnet døren. Dog da døren åbnede, begyndte jorden med et at ryste. Han så forvirret rundt, men om ikke andet gik han stadigvæk ind. Han så en smal lille skikkelse på på gulvet. Han hævede øjenbrynet og fra første øjekast på hende var det som om han blev genforenet med en langs savnet datter. han kunne ikke forklarer denne følelse, men med forsigtighed lagde han hammeren ned, alt i mens han gik på hug og forsigtig bevægede sig imod hende "hej det er okay, jeg gør dig ikke noget" han sendte hende et smil og lagde hovedet på skrå

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.]

"A banshee don't predict danger
They predict death"

avatar
Nora

Antal indlæg : 387
Reputation : 0
Bosted : At the moment without a home
Evner/magibøger : The scream of a Banshee

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Until it hurts - Jonathan

Indlæg by Gæst on Tors 21 maj - 9:51

Han kom imod hende. Den følelse var ubeskrivelig. På sammetid med, at hun følte sig så lettet - så var hun så bange på en måde. Med en hånd for sine halvt rystende læber, og kampen for ikke at bryde helt sammen. Han kendte hende jo ikke. Han vidste overhovedet ikke, hvem hun var. Lexa slap et par tårer ud, og jorden blev stille omkring dem.
"Det ved jeg... at du ikke ville gøre.." Sagde hun lidt lavt, men højt nok til han kunne hører det. Det var ikke en selvsikker stemme, men den var blid. Bange - lettet og forvirret.
"Jeg kan ikke fatte.. at du er her..." Så snart de ord var sagt.. så gik det op for hende, at det var Bellamy han nok ledte efter. Ikke hende. De havde aldrig savnet hende, for de vidste ikke hun fandtes.
"Han er her ikke lige nu. Rita holder mig her for jeg ikke skal sørge for han stikker af... hun har gjort det samme ved ham, som hun har gjort ved mig. Hvis du leder efter en lille dreng, så du forsent på den... han er meget ældre nu. Far i må stoppe Rita inden hun tager det mere vildt end hun allerede har gjort." Ordet far vidste hun ikke om hun skulle fortryde hun havde sagt - men det var jo sandt. Og lige nu vidste hun, at hvis Rita så dem eller hørte at hun var væk eller Jonathan havde set hende - så ville Rita dræbe Bellamy. Eller sådan havde hendes trussel lydt.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Until it hurts - Jonathan

Indlæg by Nora on Tors 21 maj - 18:48

Han rynkede brynet, hvordan kunne hun vide han ikke ville gøre hende noget. Dog kom hans tanker tilbage på den underlige forbindelse han følte han havde til hende. Han kunne ikke forklarer det, men han havde de samme følelser overfor hende som han havde overfor Bellamy. Det faktum der var noget skræmt i hendes stemme, gjorde ham vred. Han havde ikke lyst til hun skulle være bange eller ingen selvsikkerhed have. Hun skulle kunne se sig selv som smuk og stærk. Han lagde hovedet på skrå og et sekund lød det næsten som havde hun håbet for ham ville komme. Dog da hun med et begynde at fortælle om Bellamy, om Rita havde hende…det sekund tændte vreden sig igen i hende. Dog forsvandt den som dug på solen da hun kaldte ham far. Han sad et øjeblik blot og stirrede frem for sig, han havde et tomt blik alt i mens han forsøgte at fordøje det hun lige havde sagt til ham.
Uden at sige det helt store, rejste han sig med et op og gik hen til hende. Han satte sig på hug foran hende, hvorpå han lagde armene om hende. Han løftede hende op, gik hen til sin hammer hvorpå han tog den ”det skal nok blive okay, jeg er her nu og der er ingen der kan røre dig mere” sagde han og efter at havde lagt sin hammer på plads ved hoften, strøg han hende ned over kinden og holde bedre fast om hende.

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.]

"A banshee don't predict danger
They predict death"

avatar
Nora

Antal indlæg : 387
Reputation : 0
Bosted : At the moment without a home
Evner/magibøger : The scream of a Banshee

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Until it hurts - Jonathan

Indlæg by Gæst on Tors 21 maj - 20:31

Selvfølgelig var hun bange. Hele hendes brors liv afhang af hvad der skete nu. Eller det var hvad Rita havde sagt. Hun blev let overrasket over at han tog det så hurtigt til sig. Han gik helt hen til hende, og lagde armene omkring hende. Den varme omfavnelse var nyt for hende, men hun svang armene om hans hals, og begravede sit ansigt mod Jonathan. Dog var hun stadigvæk nervøs. "Hvis jeg forsvinder herfra... så vil hun dræbe ham... hun er allerede sur over, at jeg ikke vil have hans vinger..." Hendes stemme blev igen svag. Det var ufattelig svært at vide alt, når ingen vidste noget omkring hende. "Jeg bliver nød til at have en chance for at finde ham først. Han må vide, at Rita lyver for ham." Hun så sin far direkte i øjnene. På sammetid med, hun ønskede at tage med ham, og leve det liv hun altid havde ønsket sig - på sammetid med, at hun ønskede at gøre alt for at beskytte sin tvillingebror. Selvfølgelig gjorde konsekvenserne ved begge dele hende bange.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Until it hurts - Jonathan

Indlæg by Nora on Søn 24 maj - 15:18

Han stivnede ved hendes ord, det var ikke just fordi tingene blev lagt nemt ud for ham. Han havde valget mellem at lade sin datter blive også muligvis aldrig se hende eller sin søn igen, eller tage hende med sig også aldrig se sin søn igen. Bare tanken om at han måske ikke skulle se en af sine børn igen...det gjorde ondt. Han kunne ikke holde det ud og som far var dette nok det sværeste valg. Også selvom han måske kun havde kendt denne unge pige i kort tid, så kunne han føle hvem hun var og han kunne mærke på sig selv at dette virkelig var hans barn.
Han lagde hende ned på Jorden igen, alt i mens han sad på hug foran hende "du må forstå at du sætter mig i en utrolig svær situation lige nu! Jeg ved ikke hvad pokker jeg skal gøre!" sukkede han og rystede på hovedet. Han lod dog hendes ord komme til gode, hvorpå han strøg hende igennem håret "når du finder din bror...så tag til dette sted! Jeg vil vente på jer, højst tænkelig også sammen med jeres mor" sagde han og med sin finger skrev han en adresse i jorden.

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.]

"A banshee don't predict danger
They predict death"

avatar
Nora

Antal indlæg : 387
Reputation : 0
Bosted : At the moment without a home
Evner/magibøger : The scream of a Banshee

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Until it hurts - Jonathan

Indlæg by Gæst on Søn 24 maj - 16:22

Lexa lod ham sætte hende ned, det var hvad hun ønskede han skulle gøre. Hun kunne holde kortene til sig i noget tid. Og hun vidste selv, hvad hun skulle gøre. Selvom det var ufattelig svært for hende, så vidste hun, at hvis hun var heldig var hendes kære broder ligeså nygerrig som hende. Og måske en dag ville han tage et smut derind. Lexa lagde en hånd på sin faders kind, og kiggede ham i øjnene. "Jeg er ikke kommet så langt bare for at give op. Vi er der før i ved af det." Et smil gled op på hendes læber. DEt første rigtige smil hun viste ham. Det smil der virkelig kunne smelte hjerter. Så tog hun sin hånd til sig og lagde på hovedet på skrå. "Jeg har aldrig sagt det ville blive let. Men siden hun tog ham. Har jeg sat hans liv over mit... og det vil jeg blive ved med at gøre." Hendes forbindelse til Bellamy var utrolig. Og hun kendte ham ikke engang.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Until it hurts - Jonathan

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum