Fortidens monstre møder op til bal ~ Sean, Rowan & Nille

Tid: Solens sidste stråler er ved at forsvinde og de første stjerner er oppe.
Vejr: Køligt, en let brise frisker luften op.
Omgivelser: Udenfor ankommer folk til ballet, og balsalen er ved at være fyldt op med kvinder og mænd klædt til begivenheden.

Det var først for nyligt at herregården blev lejet ud til baller, og nu blev det første større bal afholdt. Aftenen var kølig og de første stjerner var dukket op på himmelen. Inde fra herregården hørtes munter musik og en summen af stemmer. Folk ankom stadig til festen, nogle i kareter og hestevogne og andre til fods.
Kvinderne var alle ført elegante kjole, den ene med mere fascinerende broderier end den anden. Mænd og kvinder stod tæt samlet alle i muntre samtaler. I balsalen lød der en summen af kvindernes stemmer og mændenes dybe stemmer, som var fordybet i forskellige samtaler.
Balsalen var herregårdens nyeste hus, og det var her tydeligt hvilken rigdom ejerne havde. I loftet hang elegante lysekroner lavet af glas, og gulvet var belagt med marmor.
Rundt omkring gik tjenere for nu rundt og serverede vin for gæsterne i sølvbægre, og fyldte mere i andres krus. Nogle af mændene havde tydeligvis allerede fået mere end rigeligt, og opførte sig nu upassende.
Musikanterne stod i hjørnet og spillede med jævne mellemrum nogle melodier, dog var der endnu ikke blevet spillet op til dans. Mange af kvinderne stod utålmodigt og trippede med fødderne, som ventede de blot på musikken ville spille op til dans og en mand ville byde dem op.

Alítheia havde til denne lejlighed klædt sig elegant på i en grøn kjole, med perlebroderier som forestillede blomsteranker. Broderierne på kjolen snoede sig rundt om livet, op langs midten af maven og spredte sig ud ved halsudskæringen. Hendes hår hang som oftest løst, og krøllerne smygede sig om hendes hoved. Om hovedet bar hun en simpel guldring, med grønne sten. Det var ikke normalt hun klædte sig i så upraktisk tøj, men lejligheden bød det, og så måtte man jo følge etiketten. Hun var ankommet til hest, og først nu trådt ind i balsalen, hvor samtlige indtryk ramte hende. Lyset, varmen og lydende fra de forskellige mennesker, for nu var musikerne stille. Hun stod et stykke tid og spejdede efter nogle velkendte ansigter, der måtte trods alt være en blandt disse hundrede mennesker hun kendte.
Efter et stykke tid, hvor hun blot havde stået sådan uden videre resultater begav hun sig ind mellem folkene, og først da var det hun så et velkendt ansigt.

//Jeg undskylder den lidt kedelige start, men er sikker på det nok skal blive spændende! håber i kan overleve det//

Bal. Sagde man nogensinde nej til muligheden for at føre sig selv frem? Sean gjorde ikke. Godt nok var han familien Chases hund nu, deres højre hånd ikke mindst og dermed ganske vigtig...Men det betød ikke han aldrig kunne tage til en fest i ny og næ. Det var vigtigt at passe sine kontakter og netop ved dette bal vidste han der kom mange. Og hvor vidste han det fra? Folk havde snakket om det i flere dage! Folk havde glædet sig! Og deres forventning havde smittet af på Sean.
Han var ankommet tidligt i en karet. Han havde inviteret Alane med, men som det var, havde hun ikke haft tid. Det var beklageligt og resulterede nu i at han ankom helt alene. Pænt klædt i nogle sorte sko, nogle sorte bukser og en hvid skjorte, med en sort jakke ud over. Stoffet var fint og det havde kostet mange penge at skaffe, men her var det!
Som det var ham vant, havde han altid en dolk gemt ved den ene fod og en på ryggen, ved bukseligningen. Det mørkebrune hår var redt tilbage og sad for en gangs skyld pænt. De grå øjne gled op og mødte den storslåede bygning, som det skæve smil bredte sig på hans læber.

Herregården var fantastisk! Den var smuk. Den var storslået og pralede om rigdomme, om magt, to ting han aldrig selv sagde nej til. Han havde allerede danset med at par ledige kvinder, da Ali ankom. Men nu holdte musikanterne en pause og han brugte pausen som en mulighed for at få et nyt bæger med drikkelse.
Med en elegant bevægelse befriede han en af tjenerne for et bæger med vin, som han nippede til. Han smilte flirtende til en af kvinderne ved ballet, der tilfældigvis tiltrak hans øjne et øjeblik. Han fik et smil retur.
"McGivens! Der er du! Jeg har ledt efter Dem...Har De mødt min nye kone? Jusette! Kom her! Du skal møde ham!" En ældre, fin herre banede vej over til Sean og krævede hans opmærksomhed. Et stort smil blev slået op, som han hilste på manden. Han elskede dette spil!
"Det er sandt. Jeg har hørt historier om Deres bryllup. Ærgerligt jeg ikke kunne møde op og give Jer min opmærksomhed" kommenterede han venligt og herren nikkede.
"Ærgerligt, ja! Det var en skøn fest! Men ingen har rigtig set noget til Dem de sidste par månevendinger. Har De det godt? Rygterne går!" Sean sukkede svagt for sig selv. Ja, rygterne gik. Hans blik gled over gæsterne, i håb om at finde en vej udenom.
"Jeg har været...Travl...Forretninger...Undskyld mig!" Til både hans overraskelse og glæde, fik han tilfældigvis øje på Ali. Uden rigtig at få hils på Jusette, hvilket han nok burde have givet sig selv tid til, vendte han ryggen til parret og fik klemt sig hen mod Ali, om hun havde set ham eller ej.
Sidst de havde mødt hinanden, havde han hjulpet hende af med en forbandelse. Han måtte indrømme hun så meget mere rask og sund ud nu. En fryd for øjet. Som hun altid havde været! Han nød hendes selskab.
"Ali!" kaldte han, uden at vide om hun ønskede sit navn at blive kaldt her eller ej. Men et kælenavn var vel en fin mellemvej?
"Sikke en fantastisk overraskelse at møde dig her!" Det var tydeligt han følte sig oplivet af at se hende her.

Hvorfor var hun her? Stedet var fyldt med følelser, det gav hende hovedpine. Sorg, glæde, jalousi...alle følelserne var pakket i dette ene sted. Det var som en buffet for Nille. Hun stod i et hjørne og sippede til en eller anden vin som hun havde fået. Hendes sorte hår hang løst, og hun havde en sort kjole på, der gik hende lidt ned over knæene. Hendes blå øjne scannede salen for at få øje på en, hvis følelse ikke var negativ og var stærk nok til at mætte hende helt. Dog måtte hun erkende at hun ikke kunne finde en lige nu. Med et suk forlod hun hendes hjørne og gik hen imod midten af salen.

Der var intet mere irriterende end at se en gammel bekendt. Synet og færten ad varulven gav hende lyst til at smadre hans ansigt fuldkommen, men ikke desto mindre smilede hun glad og gik over til varulven. "Rowan." Nilles stemme var blid og hendes øjne lyste svagt op. "Det er godt nok længe siden, jeg har set dig. Jeg ved ikke om du kan huske mig? Vi bekæmpede zombier sammen." Hun grinede lidt og tog endnu et sip af hendes vin. Smagen var rædselsfuld, men hun drak det alligevel. Man skulle tro at Nille ikke ville tage våben med til et bal, men hun havde to daggerter gemt under kjolen ved sine ben. De var nemme at få fat på, hvis der skulle ske noget. Man vidste aldrig.

Til baller fandt man altid så mange personer, oftest var det de rigere, som havde status, man skulle jo have råd til at deltage. Festen havde været længe ventet og kærkommen, da det for mange havde været et lyspunkt at se frem til.
Våben var ikke tilladt til denne slags festligheder, men mange skjulte dem alligevel diverse steder, da de ikke følte sig sikre. Alítheia selv havde for en gangs skyld ikke tager våben med, det var så upraktisk at skjule i denne bekældning og den var ikke ligefrem praktisk at kæmpe i, hvis det da endelig kom til det.

På vej mellem menneskemængden stoppede hun kort op, for at tage et bæger med vin. Hun tog en slurk af den kolde væske og lod den sænke ned, så alkoholen  og varmen fra vinen kunne brede sig i kroppen. Hendes søgen efter et velkendt ansigt havde båret frugt hurtigt, og det lod til denne person også havde set hende.
Det velkendte ansigt var ingen ringere en Sean, som hun til sin ærgrelse ikke havde set længe. Som altid så han elegant ud, hvilket kvinderne til ballet tydeligvist også mente. Samtlige af dem havde et godt øje til ham. Siden de havde set hinanden sidst, havde Alítheia haft tid til at komme sig, og hun var nu igen sund og rask.
Da hun hørte ham kalde et navn, som hun antog måtte være et kælenavn løftede hun hånden til hilsen. Han havde blot stået og talt med en fin ældre herre, da han kaldte hendes navn og gik imod hende. Det varede ikke længe før de stod overfor hinanden.  ”Sean, det er alt for længe siden, det er godt at se dig igen” et varmt smil bredte sig i hendes ansigt, og festen virkede allerede nu mere livlig.
Nysgerrigheden over, hvad han i al denne tid havde foretaget sig førte til hendes følgende spørgsmål. ”Hvad har du så fortaget dig i al den tid?” hun kiggede undersøgende på ham, som hun ventede på svar.


//Var ret krea. død... //

Smilet voksede, som Alítheia tydeligvis så glad ud ved hans nærvær. Trods alt var de ført sammen af en fælles veninde, Cam, til en date ingen af dem havde følt for og de havde hurtigt opdaget den anden var mindst lige så vild, som sig selv. Det havde ført til et par storslåede eventyr og selv om de måske ikke ligefrem gad det med at elske og lege par, mente Sean helt bestemt der var en kemi imellem. En sund en, som to stærke dæmoner der blev tiltrukket af hinanden, som naturen ville det. De stærkeste var jo dem der overlevede, trods alt.
Han svingede elegant vinen rundt i sit bæger, som hans blik hvilede på kvinden foran sig.
"Må jeg komplimenterer dit udseende? Du ser ganske livlig og frisk ud siden sidst. Jeg er glad for vores tur bar frugt" gjorde han klart. Lyset i hendes øjne, farverne i hendes kinder, fortalte alt om hendes sundhed han ønskede at vide.
Da hun spurgte ind til ham, falmede hans smil en anelse, som han tænkte over hvad han burde svare. Ali havde, lige som ham, træning i at gennemskue folk, hvis de løg. Måske var det ikke alle løgne man opfangede, men pointen var nogle af dem kunne opfanges.
Hvad havde han lavet? Han havde mistet kontrollen med sig selv. Han havde fået en ny evne, han havde haft svært ved at kontrollerer og han var begyndt at arbejde for familien Chase, ganske ligeglad med sine gamle venskaber. Åbenbart bare ikke ligeglad med Ali, der kunne man bare se! Hans øjenbryn gled ind mod hinanden og skabte en fin rynke mellem sig.
"Jeg har haft travlt. Jeg har startet min egen handelskæde mellem de store byer, så jeg for en ganske skyld tjener penge på noget lovligt..." Med al den snak og latter der var i rummet, følte han sig ikke særlig bekymret for nogen lyttede med.
"...Og så har jeg gemt mig det sidste stykke tid. Jeg havde nogle personlige sager der skulle styr på. Og hvad med dig? Sejlet nogle fantastiske steder eller er du ved at blive en landkrabbe som os andre?" Spurgte han med en snert af dril i stemmen. Ali og hendes skib, hendes mænd. Det havde været en oplevelse han sent ville glemme. Skibe var ikke det sted han selv yndede at bruge sin tid!
Hans blik vandrede, som altid, rundt. Selv om Ali havde hans opmærksomhed, måtte han alligevel kigge hende over skulderen en ekstra gang. Vent...Der var en kvinde der, som virkede bekendt. En ung dæmon, der var på vej over mod en mand han ikke selv kendte. Måske tog han fejl...Men hun lignede Nille. Noget djævelsk gled over ham. Hvis det var Nille, var festen lige blevet det perfekte sted for kaos. Han måtte holde øje med hende og snakke til hende senere.

Rowan var godt nok lang tid om at genkende hende. Det fornærmede hende lidt, hvilket tydeligt kunne ses på hendes rynkede pande og lidt snerpet blik i øjnene. Hun fnøs lidt, da han endelig genkendte hende! Det var på tide. Hendes lettere fornærmede udtryk ændrede sig straks og hun begyndte at smile, omend det var falsk, og hun skjulte det skam ikke. "Nille, ja." Hans varulve hjerne trængte til en finpudsning. Han glemte alt for let. "Mhm, noget af en oplevelse. Jeg var overrasket over du overlevede." Det var uhøfligt sagt af hende, det vidste hun godt, men hun var ret så ligeglad.
"Hah. Nej, ingen andre zombie-invasioner, og jeg har haft det udmærket, mange tak. Hvad med dig?" Hun lagde hovedet lidt på skrå. Hendes falske smil forblev omkring hendes læber. Hvorfor snakkede hun dog med ham, hvis bare synet af ham irriterede hende grænseløst og gav hende lyst til at slå hans hoved ind i væggen? Hun kedede sig. Så simpelt var det! "Har du husket at vaske dig selv, forresten? Jeg kunne luge din varulvestank i den anden ende af salen."

Sean var en af de personer hun holdt af, derfor var hans selskab altid velkomment. Deres første møde havde om noget været en anelse påtvunget. Hendes smil voksede som han talte. ”Jamen tak, og det gjorde det. Det må jeg vel være dig evigt taknemmelig for” det var tydeligt at høre hun var taknemmelig, og ikke glemte han havde været til stor hjælp. ”Du ser heller ikke værst ud, men det ved du vel, eftersom samtlige kvinder sukker efter din opmærksomhed” sagde hun kort efter med et drillende glimt i øjet.
Det var ikke svært at opfange hendes tidligere spørgsmål var mere alvorligt, eftersom smilet falmede. Det så ud til at kræve en mindre pause til at tænke. Ansigtet blev lagt i alvorlige folder, da hun så rynken mellem hans øjenbryn.  Let rynkedes hendes ellers glatte pande da han forklarede. Lovligt arbejde, den overraskede hende faktisk en smule, hvad undrede hende mere var at han havde skjult sig. Hans svar rejste blot flere spørgsmål, måske fordi hun var en nysgerrig type. For denne gang lod hun det ligge og panden blev glat igen, ved hans sidste kommentar. Hun kommenterede kort ”Lovligt, ser man det. Du er ikke ved at falde af på den vel?” og svarede ham derefter, hvad hun selv havde lavet ”Ja, jeg er vel også faldet lidt af på den, eventyrene er blevet færre, men en landkrabbe bliver jeg nok aldrig.” Siden hun sidst havde mødt ham, havde mængden af eventyr på skibet været færre. Egentlig havde hun brugt mere tid i byerne og på at komme sig. Skibet var dog og ville nok aldrig blive opgivet, hun nød den frihedsfølelse der var når man sejlede mod fjerne kyster, mærkede vinden lege med håret.

Alítheia kiggede rundt i salen, var der mon andre kendte ansigter? Hendes opmærksomhed var stadig på Sean, den blev dog brudt. Et lidt jordskælv mærkedes, og som de fleste andre kiggede hun lidt rundt, havde det været indbildning eller var det sket?
De personer som havde fået for meget indenbords bemærkede det næppe, men jorden havde rystet let. De som var mindre påvirkede mærkede rystelsen, spørgsmålet var blot om de tog sig af den. Endnu havde det ikke været voldsomt eller bemærkelsesværdigt, så nervøsiteten blev enten godt skjult eller var der ikke.
Dog varede det ikke lang tid før endnu en rystelse kom, denne gang værre. Rystelserne kom jævnligt og for hver gang tog de til i styrke, krus som stod på borde faldt på gulvet, vaser væltede og gik i stykker. Folk var ikke længere rolige, nervøsiteten havde bredt sig. Blandt kvinderne lød urolige stemmer i lyse toner og mændene kom også lysere op i tonelejet. Stadig forblev folk i rummet, men man kunne mærke stemningen til ballet var ændret, munterheden var forsvundet. Folk stod nervøst sammen og kiggede rundt. Panikken bredte sig for alvor da rystelserne forårsagede at revner i væggene, søjlerne og gulvet begyndte at dukke op. Den måde folk havde optrådt på i starten var forsvundet, der var ikke længere behersket over dem ingen dannelse. Selvfølgelig gjaldt det ikke alle, nogle forblev rolige og andre var stadig for påvirkede til at bemærke det.
En panisk strøm af personer var på vej mod udgangen, dog blev dette forhindret af den hidtil voldsomste rystelse. De revner der havde været i søjlerne før, blev i stedet til store brud og det førhen blanke marmor gulv var nu revnet. De færreste nåede ud, for dette jordskælv havde fået noget af bygningen til at kollapse. Væggene og søjlerne kunne ikke længere holde og lysekrone og tagstykker faldt ned. Voldsomst blev dog det sidste skælv, hvor en revne midt igennem balsalen åbnede sig. Den var bred nok til at tre personer i dæmonform kunne være der. Denne rystelse fik nogle af søjlerne til at knække, flere dele af taget til at falde ned.
Et lag af støv dækkede for udsynet, dette kom fra den nu sammenfalde bygning. Den balsal som tidligere på salen havde set elegant ud, var nu blot en ruin. Først da det lagde sig så man den katastrofe som var hændt, der kunne man se glasset fra lysekronen lægge spredt, revnen i gulvet og de sammenfaldne dele af bygningen. Folk lå knust under de nedfaldne bygningsdele, man kunne høre gråd og stønnen af smerte fra de tilskadekomne. Lugten af blod hang i luften og ville være tiltrækkende for især vampyrer. Dog var det værste endnu ikke overstået, denne katastrofe var kun netop begyndt.

Hans blik forlod Nille. En som hende skulle han nok finde igen, men stod valget mellem hende og Ali, ville han langt hellere være sammen med Ali. Hvem vidste, måske ønskede Nille at dø igen? Han huskede det stadig så tydeligt. Deres forhold til hinanden havde for altid været forfærdeligt ambivalent. To stærke dæmoner, der dansede rundt om hinanden, for at få magten. Den ene mere sindssyg end den anden.
Smilet gled over ham og en let latter forlod ham. Faldet af på den?
"Overhoved ikke. Den er blot et skjul. Jeg handler med sjældne genstande...Og sælger nogen gange min klans genstande. Hvem spørger hvor en sjælden genstand kommer fra, når bare de kan købe den?" svarede han roligt. Hans handel var det perfekte skjul til at sælge tyvekoster.
Han tog endnu en tår af sin drik, før han satte glasset på en af de bakker, som tjenerne bar rundt på. Han overvejede netop at inviterer Ali til dans...

Rystelserne var først få og små. Han tog sig selv i at ryste på hovedet og bagatelliserer det. Hvor meget havde han ikke oplevet, overlevet og erfaret? Da rystelserne blev større og kom hyppigere, gik hans indre alarmberedskab amok. Hans blik fløj rundt i lokalet. Tjenerne og tjenerinderne begyndte at tabe deres bakker med snacks og drikkelse. Musikerne stoppede og der blev næsten stille, hvis man ignorerede folks nervøse hvisken og lyden af...Jord der rykkede sig under deres fødder.
Og så blev det endnu værre. Store stykker af søjler og loft rev sig løs, men inden man nåede at springe i sikkerhed, havde huller i jorden åbnet sig og slugte en. Uanset hvor man løb hen, virkede det ikke som sikkerhed. Og denne store herregård virkede som en dødsfælde nu.
Folk skreg. Folk skubbede. Alle for sig selv.
Da et stort stykke af loftet brød sammen, sprang Sean væk, kun for at tackle Ali og sørge for hun heller ikke blev mast under et stykke loft. Han landede tungt på den ene skulder og et "uff" forlod ham. Men der var ikke tid til at sunde sig, for jorden rystede mere end før og den knasende og knækkende lyd fortalte ham at hele huset var ved at falde fra hinanden!
Han prøvede at kæmpe sig på benene, men rystelserne forhindrede ham i at nå særlig langt, før han blot faldt igen...

Brag der var øredøvende. Lugten af blod, af støv. Den endnu værre stilhed...En stilhed som kun ville vare et øjeblik.
Få havde nået uden for huset. Mange var døde, mange var alvorligt såret, få havde overlevet med kun nogle skrammer, hvoraf dem der var nået ud af huset, nok havde klaret sig bedst.
Sean kunne mærke energien i alle de døde. Dødsenergien, som han selv så kækt kaldte den. Det modsatte af den energi, der var i de levende. Det var som en kirkegård!
Over ham var der frisk luft. Natten, der virkede klar og luften, som var fuld af støv, så han måtte hoste.
Han lå i lå af stumpen fra en søjle, der havde reddet ham fra at blive knust under et stykke af loftet. Hans ene skulder var øm og han havde fået mast sin ene hånd mellem...Et eller andet, da det hele faldt sammen. Hans venstre hånd, heldigvis, da han var højrehånden.
Han børstede det tygge støv af sig, da han kravlede ud af murstykkerne. Folk stønnede, hulkede. Lyde Sean fuldstændig ignorerede. Hvem interesserede sig også for dem? De ville dø uanset. At forsøge at redde dem var spild af tid.
Ret chokeret gled hans blik rundt på ruinerne af den stolte herregård. Det kunne man da kalde en fest med gang i!

Han vidste ikke hvor Ali var. Han måtte prøve at finde hende. Da han kravlede op på en højere bunke af ruin, opdagede han at han også havde fået et slag i siden, så han hurtigere blev forpustet. Dog formåede han at kæmpe sig helt op...For at danne sig et bedre overblik.
Hele området var ødelagt. Ude i horisonten var der støv og ødelagte områder. Hans tanker gik til de nærmeste byer...Havde de også mærket til jordskælvet?

Hans blik forblev ved den store revne i jorden. Revnen, som jordskælvet havde lavet. Var det...Var det en bevægelse?
Han hoppede ned fra den bunke af ruin han stod på og gik tættere på revnen. Til sidst stod han lige på kanten af den, så ned i revnen...
Sort. Dybt.
Og...Det værste var...Mørket bevægede sig...

( undskyld hvis det er rodet - svarer fra mobilen! )

Endnu en slurk af den kølige vin gled ned, alt imens hun betragtede Sean. ”Ah ja, der kan man bare se, det giver nu også mere mening. Godt påfund, for du har jo ganske ret” svarede hun med en let latter i stemmen.
Endnu engang hørte man musikerne spille op og kvinderne ivrigt mumle, i håb om at blive inviteret op. Hun havde regnet med en munter og fredelig aften, men det skulle vise sig at blive anderledes.

Alítheia så hvordan kaos spredte sig, hvordan folk faldt ned i de gabene huller, der åbnede sig og blev knust under søjler og dele af loftet. Selv betragtede hun det bare roligt, lod sig ikke mærke af hele situation. Dette var ikke ligefrem fornuftigt, for da et stort stykke af loftet var ved at falde ned over hende og Sean bemærkede hun det knap nok. Havde det ikke været for hans tackling, var hun nok endt som så mange af de andre gæster, knust under murbrokker. Det skub hun havde fået sendte hende et par skridt bagud, og fik hende til at snuble over et stykke søjle. Luften blev slået ud af hende, som hun faldt bagover og endte med at knalde hovedet ned imod gulvet. Et jag af smerte gik gennem hendes hoved og sorte prikker dansede for øjnene af hende.
Jordskælvet var endnu ikke overstået og stadig faldt tagstykker ned, som hun måtte undgå. Det var ikke let, slaget havde sløvet hendes reaktionsevne, så kun med nød og næppe undgik hun stenene.
Sådan fortsatte det et stykke tid, indtil rystelserne stoppede. Støvet hang endnu tungt og Alítheia havde derfor ikke en mulighed for at se omfanget af skaderne. Hun lå midt på gulvet kiggede op, og som støvet lagde sig fik hun øje på stjerne der dækkede himlen. Forslået og øm fik hun sat sig op og så nu for alvor skaderne. Knuste menneskekroppe, murbrokker og lag af støv, som nogle steder blev farvet rødt af blodet. Svimmel kom hun op på benene og kiggede rundt, var Sean en af de mennesker eller havde han overlevet?  I faldet var det lykkedes hende at skade sin ene ankel, så mens hun måtte humpe rundt i de sørgelige rester i sin søgen efter ham. Hendes hals var blevet tør af at indånde støvet og hun hostede. Med en hæs stemme begyndte hun at kalde hans navn, for at se om der var nogen reaktion. Mens Alítheia gik rundt i murbrokkerne faldt hendes øjne på samtlige tilskadekomne, der med øjnene desperat bad om hjælp. Koldt gik hun videre, hun søgte efter Sean og var han ikke en af dem, lod hun personen ligge.

Som nogle havde observeret bevægede mørket fra revnen sig, det kom nærmere. Det varede ikke længe før man ville få øje på de væsener, der kravlede op af siderne. Mørket var stadig tæt, men snart kom noget rødt til syne. Farven virkede mere intens i det tætte mærke, nærmest stikkende. En svag hvislen lød og snart ville det gå op for folk at på vej op kom nogle væsener eller nærmere monstre. Et skingert skrig lød kort efter og bevidnede at det første væsen var kommet til syne. Der stod et højt væsen, med kulsort læderagtig hud, stikkende røde øjne, sylespidse tænder og klør som knive. Andet end at frygte dem ville være tåbelige, disse væsener var de fleste langt overlegne. Hvilke væsener dette var, kunne man ikke vide, da man ikke havde set noget sammenligneligt før.
Snart kom flere væsener frem fra sprækken og tårnede sig op over de overlevende gæster. En dyb rallen kom fra disse væsener og vakte yderligere uro. I sig selv var de et rædselsvækkende syn, men hvad de gjorde var blot værre. Nogle af de mindre væsener havde givet sig til at spise de allerede døde personer, mens de største af væsenerne så ud til at ville angribe.
Alítheia var endnu ikke nået hen til revnen, da væsenerne kom til syne, det var skriget der havde fået hende til at kigge i den retning. Da var det hun langt om længe fik øje på Sean, som stod derhenne. Så hurtigt som foden tillod det begav hun sig i retning af  sprækken, men standsede dog op, da hun for første gang så et af væsenerne tårne sig op.

Sean spejdede ned i revnen. Ned i mørket, som fortryllede det ham. Helt opslugt af...Af at mørket bevægede sig, som tusinde insekter! Han blev stående. Han havde snart oplevet lidt af hvert og der skulle mere end en ukendt skikkelse til at skræmme livet af ham. Tankerne fløj igennem hovedet på ham, som han ignorerede folks smertensskrig og sukke, som døden efterhånden indhentede de fleste. Dødsenergien, som han kaldte den, var tyk nu. Han kunne mærke den hele vejen omkring sig og måske kunne han også bruge den til at mærke om nogen var i live. Men hvorfor skulle han? I et øjeblik overvejede han om han burde lede efter Nille også...Men Alítheia havde førsteprioritet. Hendes selskab ville han ellers savne mest.
Hvilke væsner, venner eller fjender, kendte han, som kunne bevæge sig sådan her i mørket? Han vidste det ikke. Ham, der vidste SÅ meget, vidste ikke hvad der kravlede under fødderne på ham! Han kunne heller ikke mærke dem. På nogen måde. Det foruroligede ham lidt og han gjorde den fejl at kigge op, for at se sig omkring. Omkring efter svar på alle hans tanker.

Han nåede lige at få øje på Ali. Hans hjerte slog et ekstra slag, da det gik op for ham at han faktisk var glad for at se hende stå der. Humpende, godt nok, men i live. Men det kunne han have sagt sig selv. Der skulle mere til at slå en dæmon ihjel!
Det svage smil gled over ham, da han bemærkede noget. Folk skreg nu, men ikke af smerte. Ali stoppede, men det så ikke ud til at det var glæden ved at se ham, der havde fået hende til at stoppe.
Han så tilbage mod revnen...
Et af væsnerne var lige foran ham. Han så direkte ind i dens røde øjne. Den var mindre end de andre, ja, der var nogle i forskellige størrelser! Og jo større de var, jo farligere så de ud. Der var flest af de små og få af de store. De store, der snart baskede med vingerne og steg op af dybet, som en sygdom fra jordens indre.
Han trådte nogle skridt tilbage. Helt automatisk blev han endnu mere anspændt, klar på at kæmpe. Han havde altid været typen der sloges, frem for at stikke af. Men denne gang var det en ukendt fjende og der var mange af dem. Det ville være klogere at stikke af.
Før han nåede at bedømme om han burde gøre det ene eller andet, mærkede han en stikkende smerte i siden, som noget slog til ham og fik ham til at flyve et par meter igennem luften, kun for at landede næsten ved siden af Ali.
Han landede hårdt på nogle murbrokker og et støn af smerte forlod ham, som han prøvede at kæmpe sig op igen. Hans blik gled over til væsnet, som uden tvivl havde været skyld i hans lille flyvetur.
Hvad var dette for en fjende? Hvordan bekæmpede man sådan en fjende? Han havde aldrig set, aldrig hørt, om sådan et monster før! Hans uvidenhed gik ham på. Meget.
"Vi må væk..." fik han fremsagt, som han endelig kom på benene igen. Han trak vejret dybt, i håb om at hans krop endnu fungerede nok til at han kunne komme væk i live. Selv i hans dæmonform var det ikke sikkert han kunne bekæmpe disse.
Han greb Ali i armen.
"Hører du?" Han ville være sikker på hun hørte ham. Han vidste hun humpede...Og hvis hun ikke var i stand til at løbe selv, ville han gerne bære hende. Han måtte bære hende. Ikke bare fordi hun var en dæmon, et venskab, men også fordi hans ære og stolthed bød ham det. Hun var en kvinde, trods alt.
Hans blik gled over området, en smule rådvildt.
Der var enkelte der endnu stod her. De fleste, der kunne, var flygtet. Andre lå bare og skreg, både af smerter og chok. Kun få stod endnu og glanede. Forstod de da ingenting?
Der gik endda en mand, som slet ikke så ud til at have opdaget noget!
Han bandede svagt for sig selv.
Og hvad med Nille? Selv om de ikke rigtig kunne lide hinanden, selv om hun ikke var en rigtig dæmon...Kunne han så bare lade hende ligge?
Han så tilbage mod revnen og væsnerne.
Havde de overhoved tid til at lede efter nogen som helst?

Det hele havde foregået for hurtigt til at hun kunne nå at følge med og hun befandt sig hurtigt i et hjørne, hvor hun så ballets gæster gå i panik. Hun var underligt nok ikke bange. Hun vidste bare at hvis hun ikke overlevede dette, så overlevede hun ikke, og sådan måtte det være. Selvom hun muligvis ikke ville overleve betød det ikke at hun skulle lade andre i stikken. Også selvom en af de andre var Sean og Rowan.
Der var en sprække foran hende og en af de der hæslige væsener kravlede op af den. Hun gjorde det første, der faldte hende ind. Hun sparkede det klamme uhyre lige i ansigtet og sprang derefter over sprækken. Hun løftede hurtigt list op i hendes kjole for at få fat på sine daggerter. Hun havde været klog i at tage sine våben med, det måtte man indrømme! Hun maste sig igennem alle gæsterne for at finde de eneste to hun kendte. Hun ville bare sikre sig at de kom ud af salen i live. Det var det eneste.
Efterhånden som sekunderne trillede forbi kunne hun høre en råbe efter hende. Det var dog mærkeligt. Hvem var det der bekymrede sig om hende? Hun nåede tættere på ejermanden af den desperate stemme og opdagede hurtigt det var Rowan. Selvfølgelig var det varulven. Varulve var flokdyr, de bekymrede sig jo selvfølgelig om dem de kendte.
Nille maste sig igennem de sidste skrigende gæster og løb hen til Rowan. "Jeg er her. Du kan stoppe dit skrigeri." Sagde hun hurtigt til ham. Hun greb udefter hans arm. "Vi må få dig ud herfra før flere af de...uhyrer dukker op." Hvis han tillod ville hun begynde at trække ham med sig.

//Beklager vente tiden. ^^

Lettelsen da hun havde set Sean, roen der et kort øjeblik havde fyldt hendes krop, forsvandt. Frygten var vendt tilbage, for engang ikke en selvisk frygt, dette var frygten for Seans skæbne. Denne frygt var bemærkelsesværdig og yderst upraktisk, den gjorde hun ikke bare ville redde sit eget skind. Bag ham så hun et monster stirre på ham som et bytte, kløerne var klar til at slå til.
Ingen lyd forlod hendes læber, inderligt ønskede hun at råbe som advarsel. Ordene havde sat sig fast, ingen lyd kom ud. En underlig fascination for disse væsener, monstre strømmede igennem hendes krop, aldrig havde hun set lignende. Samtidig overmandede frygten hende også, for hvad kunne dette være?
Hendes tavshed var ligegyldigt, for Sean havde alligevel vendt sig om, kiggede nu væsenet i øjnene. Inden hun vidste af det fløj han gennem luften og landede ikke langt fra hende. Med få skridt var hun nået hen til ham, det var ikke svært at se at slaget havde kostet ham smerte. Flyveturen kunne ikke have efterladt ham uskadt, at lande på murbrokker var ikke det mest behagelige. Hans ord trængte ind, hun hørte dem tydeligt trods støjen. Flugten var for nu den eneste udvej, trods det irriterede hende. Nogle gange var det modigste at indse sin egen svaghed, de havde mødt deres overmand. Dog reagerede hun ikke helt på det, før han greb hendes arm og igen tiltrak sig opmærksomheden. Hendes øjne havde hvilet på et monster, som for nu stod bukket over en ung kvinde og… spiste hende. ”Ja… jeg… vi må væk, er du okay?” spurgte hun stadig fortumlet over synet og lod blikket hvile på Sean. Hun havde lyttet til hans ord og besluttede sig ikke længere at vente, hun måtte bevæge sig væk fra stedet, monstrene.
Af sted begyndte hun at gå, kiggede på Sean for at se om han var okay, om slaget havde skadet ham. Trods alt havde det ikke set ud som om, at det var helt let at komme på benene igen.

Folk løb rundt, de fleste mod dem samme udgang, panikken gjorde blot deres handlinger mere tåbelige. I alt kaosset, blandt de som stadig stod, synes hun at bemærke en velkendt person. Hun tillod sig dog ikke at svælge i det, det vigtigste var at finde en udvej fra dette helvede. Kæben var bidt hårdt sammen, hun prøvede at ignorerer smerten fra foden. Smerten måtte vente til de var i sikkerhed. Hun bed smerten  i sig og gik over ujævne gulv, trods det gjorde ankelen værre. Det gik hurtigt, for løbe kunne hun ikke, men tempoet var dog friskt. Stoltheden gjorde hun ikke bad om hjælp, men blot fortsatte – Alítheia var en stærk dæmon, hun sagtens klare en øm ankel!
Efter lang tids søgen fik hun øje på en udgang, som for nu ikke var spærret af et monster eller andre personer. Med et blik signalerede hun Sean, for at vise stedet og retningen. Hun håbede og regnede med han fulgte med, men man kunne aldrig vide. Dog blev planerne snart forpurret, to andre personer begav sig mod hullet i muren, men disse var ikke ene. Et af de større væsener havde opfanget bevægelserne og begav sig mod en af de få flugtveje.

//sorry var ret krea-død//

//Er jeg den eneste der ser hele herregården som ruiner - og der derfor ikke er udgange, men kun ruiner tilbage? o.o //

Adrenalinen gjorde at han ikke bemærkede sine egne sår så meget lige nu. Det havde gjort ondt og han havde smerter, men adrenalinen gav ham styrken til at fortsætte alligevel. Når han så ned af sig selv, kunne han konstaterer han blødte. Et sår eller flere i siden var opstået, enten fra væsnets kløer eller fra nogle hårde murbrokker, han var landet på. Han vidste det ikke, men i farten ønskede han sig at kløerne ikke var giftige og han bare havde brug for lidt bandager.
Han så over på Ali. Om han var okay? i princippet nej. Han havde skader, han havde smerter og der var et hul i jorden, hvor ukendte væsner kom fra. Okay var det sidste der faldt ham ind.
"Når vi kommer levende ud af dette her, skylder du mig en kop god the" Kommenterede han bare og lod det være svar nok, før de endelig bevægede sig væk derfra. Godt nok var Ali ikke den hurtigste, men han holdte sig lige bag hende, for at være sikker på hun var med. Desuden kunne han heller ikke selv løbe så stærkt, med smerterne i siden. Med et irriteret grynt flåede han i sin trøje, så stoffet gik i stykker og prøvede at binde det om maven på sig selv, mens han skyndte sig efter Ali, i håb om at standse den blødning der var opstået. Måske var såret ikke særlig dybt. Nogle gange blødte de bare meget, selv om de kun var overfladiske, så det så mere drabeligt ud end det var.

Folk styrtede til alle sider. Folk prøvede at komme væk og underligt nok samlede de sig alle de samme steder og faldt over hinanden. Nogen så endda ud til at blive løbet ned, folk var ligeglad hvad de trådte på, de skulle bare væk.
I hast genkendte han kortvarigt Nille. Selvfølgelig havde hun overlevet. Hvad skulle der ikke snart til for at slå ukrudt ihjel? Han havde prøvet og alligevel gik hun nu der. Trak af sted med en, for Sean, fuldkommen fremmed mand. Han drejede hovedet og så tilbage mod revnen og væsnerne. De var lige i hælene på dem. De bagerste blev spist, flået, så bloddråberne fløj igennem luften og lugten af død blev tydelig.
Et efterskælv fik det hele til at ryste lidt igen, men slet ikke så slemt som før. Nogle vægge eller søjler, der endnu stod ustabilt, faldt og Sean måtte stoppe op et øjeblik for at sikre sig at han kunne beholde balancen, før han skyndte sig videre igen.
Også han følte sig irriteret over det. Og hvis folk ikke snart flyttede sig, måtte han jo forvandle sig og flyve dem væk. Hvis han kunne manøvre uden om de flyvende væsner, det var!

Nille ville ikke lade Rowan dø her. Bare tanken om hvor forfærdeligt det ville lugte af død våd ulv havde fået hende overbevist om at gøre sig besværet for at redde ham. Hun hørte hans råbende spørgsmål om hun var okay, men svarede ikke med det samme. Hun styrtede udenom alle væsenerne, fuldkommen ligeglad med om de var døende eller ej. Først da Rowan trak hende med sig åbnede hun munden for at svare på hans spørgsmål.
"Jeg har det fint." Hun sagde det med en skarp tone, der tydeligvis hentydede til at hun var fuldkommen ligeglad med sig selv. Hun fik sig igennem hullet i væggen, og tog en dyb indånding, da hun nåede ud. Hun vendte sig om imod Rowan for at sikre sig at han var med hende. "Skynd dig nu." Snerrede hun imens hun holdte fast om sine to daggerter. Hendes øjne spottede rundt for flere af de hæslige væsener.

//Kort svar og igen noget ventetid. Mange gange undskyld. ^^' Og jeg forestiller bare at stedet er på vej til at blive til ruiner, ikke at det er det lige nu. o:

Personer, som normalt fremstår betænksomme og næstekærlige, viser sit sande jeg, når det gælder om liv og død. Blod, sorg, frustration, frygt, panik, alt var kaos. Folk løb. Løb hinanden ned. Få tænkte på andre end sig selv. Kun enkelte personer bekymrede sig om fremmede. Det blev deres død, man overlevede ikke på næstekærlighed.
Op fra revnen væltede det op, strømmen af disse væsener stoppede ikke. Helvede var blevet sluppet løs på jorden, spørgsmålet var bare, hvem og hvorfor?

Foden smertede, det dunkede i den. Der var ikke tid til smerten, der var ikke tid. Hvorvidt, man var okay efter at blive kastet gennem et lokale, for at lande på murbrokker var et dumt spørgsmål. Alítheia kendte det rigtige svar, men bekymring førte til dumme spørgsmål.
Svaret hun fik, fik hende til, midt i al grusomheden at grine oprigtigt. ”Når vi kommer ud fra det her, vil jeg holde et helt te selskab for dig, hvis det skulle være”, hun slog armene ud, for at demonstrere, hvor stort det kunne blive.
Latteren varede kun det enkelte splitsekund, så måtte hun vende tilbage til virkeligheden, faren, kaosset.

Så hurtigt anklen kunne bære hende, gik hun gennem murbrokkerne. Kæben var hårdt bidt sammen, så fokus blev lagt på noget andet end smerten. De nærmede sig udgangen, friheden, der var blot få meter at tilbagelægge.
Et efterskæld bragte Alítheia ud af balance, hvilket forårsagede endnu et vrid i anklen. Hun skar en grimasse, trak vejret ind et par ekstra gange. Hendes vejrtrækning var dyb og koncentreret, hun nærmest prøvede at ånde smerten ud. Ynkelig, var hvad hun var, det var bare nogle vrid i ankelen, ingen dybe skrammer eller sår, af hvad hun kunne se eller mærke. Kunne andre med værre skader, kunne hun også. Hun var en gammel dæmon, der skulle ikke herske tvivl om hendes styrken.
Da efterskælvet var ovre, og hun havde kontrol over sin smerte gik hun videre. Inden sikrede hun sig at Sean var med, mange ville hun efterlade, men ikke lige ham.

De sidste meter virkede uendeligt lange, tiden var nærmest sat i stå. Endelig virkede den friske luft nær, det virkede som om man kunne trække vejret.
Så kom friheden, først virkede den mørk og tavs, sammenlignet med kaosset. Alítheia trak den kolde natteluft ind, som hun tumlede ud i natten. Luften blev trukket dybt ned i lungerne, den kolde luft skar nærmest i brystet. Stjernerne oplyste nattehimmelen, herude tænkte man ikke på det, som foregik få meter fra en.
Alítheia var nået ud, og de sidste par meter havde hun ikke holdt øje med Sean, om han var kommet ud. Hun nåede kun få meter ud, før hun begyndte at kigge sig rundt efter ham, men her i mørket lignede alle skikkelser hinanden, var han nået ud? ”Sean!” der skulle ikke meget til at regne ud, at stemmen tilhørte en bekymret kvinde, kaldet lød flere gange. Hun begyndte at tumle rundt, for at finde ham, hvad hvis han stadig var derinde?
I dette øjeblik var smerten glemt, der var vigtigere ting.

//undskyld ventetiden...// ._.